været mig gode. Det var gamle Tante Christine Møller. Hun havde nu
siddet Enke i 26 Aar, men ført det samme gjæstfrie Hus, altid med
sine ældre og yngre Venner omkring sig, og altid den samme statelige
Dame, som ønskede at gjøre et godt Indtryk. Ogsaa lykkedes det hende
ganske godt at bevare sin Aands og sit Hjærtes Evner til sine 87
Aar, den sværmeriske Følelse, den romantiske Tankegang forenet med
blid rolig Holdning. Ligesom Moder saae hun mig ogsaa gjerne som sin
Sjælesørger. Hendes Religion var en naturlig ren Kjærlighed, hun
troede paa Evigheden, men hun vilde gjerne leve, hun fandt endnu
dette Liv skjønt. Den sidste Dag, da jeg sad hos hende og talte mildt
christeligt, mens hun laa afmægtig hen, slog hun sine Øine op imod
mig og sagde sukkende: Ja, det er sandt, men du kan troe, det er
tungt at døe. En Times Tid efter, sov hun hen, den 12. Februar 1867.
Saaledes var der nu af den ældre Slægt ingen andre end Moder alene
tilbage.
Hun var nu over 80 Aar og sad med Fred hos min Søster i Thriges
Skolebygning. Hendes Helbred var som i alle de sidste tyve Aar
hun levede, meget svagt, men hun holdt sin Aandsfriskhed oppe.
Mine Prædikener, som hun i mine første Præsteaar havde havt noget
vanskeligt ved at finde sig i, havde hun dog, da jeg forlod
Haderslev, i den Grad savnet, at jeg regelmæssigt maatte sende hende
dem, og hun fik dem saa kjære, at hun med egen Haand afskrev hele
Bunker af dem, inden hun sendte mig dem tilbage.
Da jeg i 1874 blev Landsbypræst, var hun 85 Aar, og jeg kunde ikke
længer tjene hende med mine Prædikener, da jeg ingen længer skrev.
Men jeg sørgede dog for, at min Søster hver Søndag Morgen kunde lægge
et godt langt Brev foran hende paa hendes Seng; og saa læse det for
hende hver Dag, til det næste kom.
I Januar 1879 fyldte hun sit 90. Aar, men spandt dog endnu den Vinter
paa sin Rok. Det duer rigtignok ikke til noget, hvad Moder spinder,
sagde min Søster, men hun har dog alle de gode Tanker derved, som
hun altid har rost Rokken for at sætte i Gang. Vintren gik hen som
sædvanligt, men efter Paaske var hendes Kræfter udtømte, hun vilde
mod hendes Sædvane i de sidste Dage i Paaskeugen ikke op af sin
Seng. Søster Christine der vidste, at jeg skulde holde Confirmation
om Søndagen, vilde ikke sende Bud efter mig. Saaledes skete det, at
jeg ikke var tilstede, da Moder Søndag Morgen umærkeligt ikke mere
aabnede sine Øine. Gud være takket for rolig Hengang hun fik. Hun
havde i Sorg og Smerte lukket saamange af sine Elskedes Øine, nu blev
det hende forundt ikke selv at føle Dødens Smerte.
Hendes Forældre saavelsom hele hendes Slægt hviler paa Roskilde gamle
Graabrødre Kirkegaard. Derhen førte vi hendes Legem og samledes til
Sørgefest i Kapellet. Jeg talte som jeg efter mit Hjerte maatte tale
over min Moder, men jeg maa ikke have været heldig med at udtrykke
min Stemning. Caspar bebreidede mig temmelig stærkt, at det var for
ringe, hvad jeg havde sagt. Du har dog kunnet tale over andre sagde
han, skulde du da ikke kunne vise os et bedre Billede af en saadan
Moder, som vi har havt? -- Ja, det er netop Sagen. Andre kan man
løfte saa høit som Kjærligheden og Beundringen er til, men jeg idet
mindste kan det ikke ved hvad der i den Grad er mit eget.
Caspar kom selv ikke længe til at savne den Moder, han satte høiest
af alt. Hans forskjellige Svageligheder samlede sig efterhaanden til
Sukkersyge, og hans før saa bevægelige Skikkelse blev stiv og bøiet.
Han arbeidede med sin vanlige Flid, følte vel, det gik mod Enden,
men haabede dog, han skulde naae det Maal, han havde sat sig, at faae
sit sidste Arbeide, den russiske Litteraturs Historie færdig. Det
lykkedes ogsaa saa vidt, at en afsluttet temmelig stor Del af den,
til Begyndelsen af dette Aarhundrede, kunde udgives efter hans Død.
Men da kunde han ikke mere. Hans Læge skikkede ham til Carlsbad, men
denne Kur viste sig saa forfeilet, at den tog hans sidste Kræfter
fra ham. Dog skaffede den ham den Glæde, at han fik Leilighed til at
gjensee sit kjære Prag, og hvorledes han der blev modtaget, har jeg
allerede fortalt[30]. Efter sin Hjemkomst forsøgte han at ligge paa
Landet i Torbæk, men blev bragt døende hjem og sov hen med Fred den
4. September 1881.
[30] Pag. 135.
Saa maatte jeg nu ogsaa begrave ham, og nu sparede jeg i Sandhed
ikke paa den Ros, som han havde fundet, jeg havde holdt igjen paa
ved Moders Jordefærd. Jeg gjennemgik grundigt alt hans Væsen, og
skildrede udførligt det samme som hans bøhmiske Ven, Kheil har
sammenfattet i Slutningen af sit allerede omtalte Mindeskrift over
ham.
Amalies Familie har jeg altid regnet for min egen, men jeg kan
dog ikke negte, nu da jeg er ved at overveie den Sag, at Blodets
Baand dog gjør en betydelig Forskjel. Naturgrunden er en anden. I
Kjøbenhavn findes den nu i Huset Holm, som dengang endnu sad i sit
smukke Hjem, Vesterbro 125. Men deri foregik ogsaa en Forandring.
Den gamle Frue døde i Januar 1865, og da Edvard boede i Husets
Kvistetage, maatte Frederikke overtage Husholdningen for begge
Familier.
Conferentsraad Holm havde i sin lange Virksomhed tiltrods for
sin Beskedenhed efterhaanden erhvervet sig en stor Anseelse.
Som en alvorlig, from og mild Christen var han høit agtet i
kirkelige Kredse, og Medlem af Kirkecommissionen. Og som Mæsenas
i Kunstens Verden var han Stifter af Musikforeningen og dens
bestandige Direktør, og i Kunstakademiet var han Æresmedlem og sad
i Commissionen for dets Reform; da nogle Kunstnere stiftede en
Radereforening, toge de ham til Formand og fandt sig vel derved,
og, som jeg alt har fortalt, naar vi vilde have Kunstsager til
Provindsen, havde vi kun at henvende os til ham. Han selv havde en
smuk Samling i sit Hus, og havde han faaet noget nyt, var det hans
Glæde at samle de Kyndige med Høyen i Spidsen for at nyde det med
dem. Musikere havde han regelmæssig hos sig i gode Aftenselskaber, og
de maatte yde deres Bedste. Weyse og Hartmann vare hans Venner, Gade
strøg sin Violin ved Kvartetten, Heyse var Familiens Troubadur, ved
Indvielsen af Villaen paa Vesterbro satte han en henrivende Musik til
den skjønne fantastiske Cantate, Molbech havde skrevet.
Fader Holm blev gammel og var meget lykkelig i sin Familie. Han døde
samme Foraar som min Moder i en Alder af 85 Aar. Det var haardt for
hans Børn, men da han var hensovet den 28. Mai 1879, samledes vi til
en meget opbyggelig Sørgefest. Olaf Waage holdt en fortræffelig Tale.
~Høyen~ var tidligere gaaet bort (April 1870) og havde efterladt et
smerteligt Skaar i vor Kreds. Hans Endeligt er saa smukt og sandt
beskrevet af L. Ussing, at jeg intet har at tilføie. Hans Enke talte
fortrolig med mig, om hvorledes Begravelsen kunde ordnes, og det
havde sine Vanskeligheder. Han selv havde udtalt det Ønske, at der
ingen offentlig Ære skulde vises ham, ingen Tale holdes over ham,
som det hed. Jeg forestillede hende, at det ikke lod sig gjøre.
Det kunde ikke hindres, at en betydelig Forsamling af Byens bedste
Folk vilde indfinde sig, og jeg vidste af Erfaring, hvilket fattigt
ja pinligt Indtryk det gjør, at lade et saadant Møde hengaae i
Taushed, man fortryder det, hvilket jeg navnlig fik Bekræftelse paa
ved Tschernings Begravelse, som jeg i 1874 fik den Ære at forrette
Tjeneste ved. Jeg omstemte hende og hun besluttede sig til Begravelse
fra Frue Kirke i sædvanlig Form.
Høyen havde ingen Familie. Men baade han og hans Hustru vare
saaledes, at deres Venners Børn var som deres egne. Jeg har allerede
fortalt Exempler derpaa i den Skildring, jeg har givet af ham i
2. Bog. H. E. Freund, død 1840, havde vel været hans nærmeste og
kjæreste Ven, og han værnede trolig om hans Familie, den stille
fromme Frue og hendes Børn, Victor og Olympia, hele Vennekredsen
dyrkede dem. Det var yderst svagelige Mennesker, men af en høi Aand
og høist elskværdige. Moderen og Datteren døde 1869, medens jeg var
deres Sjælesørger. Victor saae ud som en Kjæmpe og tog Mad til sig
derefter, men han var saa skrøbelig, at han ikke kunde komme en
Gade til Ende, og ikke tale uden hvert Øieblik at puste for at faa
Veiret. Han kom jævnlig til os, og jeg fik ham meget kjær for hans
Liv og Munterhed og store Lærdom navnlig i Kunsthistorie, hvorom hans
udmærkede Bog om hans Fader vidner. Efter hans Bortreise fik jeg
jævnlig lange Breve fra ham, fulde af de skjønneste Betragtninger i
en egen rhetorisk Stil. Han døde i Sabinerbjergene i September 1881.
Hans Fætter, den brave og dygtige Billedhugger, Christian Freund, var
derimod kjernesund og er det endnu. En glad Sjæl og god Ægtemand, jeg
har selv viet ham.
Den mærkelige Bolig, som Freund havde faaet malet af Hilker i den
fineste pompeianske Stil og som i sig selv var en meget anselig
Leilighed, gik over til H. V. ~Bissen~. Han var jævnaldrende med
Høyen og saae ud til at være en meget kraftig Mand, men under det
stærkt formede og skjæggede Hoved var der en spinkel nervesvag Krop.
Han brugte altid Koldvandskur, og gik uden Hat og Halstørklæde,
helst i Bluse, og levede strengt tarveligt. Naar han beskrev, hvilke
Mirakler det gjorde, naar han skjældte paa Theevandsfolk og uldne
Klæder og slog kraftig ud dertil, fornam man en Sundhedsaande udgaae
fra ham, men det var kun Blendværk. Da han modellerede mig i 1863,
kunde han kun arbeide en Timestid ad Gangen, hans Arme var for matte
til at løftes længere Tid. Aaben og hjærtelig som han var, uegenyttig
og uden Forfængelighed var det en Glæde at omgaaes ham. Han var et
af de fortræffelige Mennesker, der har Hjærte for alt hvad der duer,
og alt hvad der fører et naturligt Liv saa smaat det end kan være.
Han havde sine Værksteder fulde af Træer og Dyr, Katte, Kaniner,
Skildpadder og Firben, Slanger i Træernes Grene og Fugle i Toppen og
han kjælede for dem alle. Og fik hans Barnebarn fat i ham, kunde han
gaae timevis med det paa Armen og lade det nappe ham i Skjægget. Man
sagde, han forkjælede og fordærvede Barnet, det gjorde han dog ikke,
hans egne Børn blev særdeles dygtige Mennesker. Den ældste, Vilhelm
er nu ligesom Faderen.
Kun Christendom kunde han ikke med. Udviklet i en vantro Tid og paa
Kant med den Tids smægtende Romantik, havde han faaet et skarpt Syn
paa Religionen. Han levede og døde uden Kirke eller Præst, hvorfor
skal da en saadan Mand begraves fra Kirken, hvor kun Præsten kan
tale til hans Ære, og hvor det ikke er sømmeligt at tale uden paa
christelig Viis? Men deri er nu vi Danske uforbederlige. Tankeløs
Skik er det eneste, vi kunne tænke os, og at dybere Spørgsmaal
reises, have vi Skræk for. Jeg holdt altsaa min Tale over ham i
Frue Kirke (17. Marts 1868) og mit Sind staaer mindst af alt til at
udelukke nogen af Synagogen. Der var jo nok at sige til den store
Mands Ære, og det Christelige havde jeg frit Lov til at forbeholde
mine tause Betragtninger. Om Høyens Tale over ham ved Festen paa
Akademiet har jeg allerede talt paa sit Sted.
En anden Sag var det med ~Vilh. Marstrand~, som Aaret i Forveien
havde mistet sin Hustru (26. Januar 1867). Han var ikke den,
der med Forstands-Ræsonnement og bar Naturtilbedelse vilde sætte
Christendommen Stolen for Døren, han havde intet høiere Ønske, end
at faae Guds Rige klart udfoldet for Øine og Hjærte. Kunde han det
ikke, anklagede han ingen anden sig selv, sin flygtige Natur og sin
Syndeskyld. Ogsaa i hans Kunst fordybede han sig med Alvor i de
hellige Emner, og naar han fremstillede dem, havde han dybe Tanker
derved og vidste at afvinde de noksom behandlede bibelske Scener ny
Interesse. Den gribende Fremstilling af Thomas, som han vilde have
skjænket til Nørrebros Kirke, for, som han sagde: Jeg maa dog ogsaa
give mit Bidrag til Kirken, fik han desværre ikke malet, men den
legemstore Carton, som er bleven ødelagt, synes mig det skjønneste,
han nogensinde har gjort. Derved gjorde han sig mange Betragtninger
over, hvorfor Thomas maatte sees staaende, ikke knælende foran Jesus.
Han er jo gaaet hen for at røre ved ham, og nu tør han ikke, sagde
han. Naar vi talte om saadanne Ting, og jeg baade villig gik ind paa
hans Tanker og søgte at føre dem videre, havde han sin Glæde deraf.
Ogsaa Bloch har jeg talt med om hans hellige Billeder, men ham kunde
jeg mindre stemme med. Han tog det ogsaa fromt christeligt, men
han havde ikke Marstrands sunde Sands for det naturlige, og dermed
bibelske. At Djævelen for Ex. svæver om Bjerget, og ikke tør komme
derop, er ikke bibelsk.
Endnu mere kom dette frem ved hans Hovedværk, den store Nadvere, som
han arbeidede længe paa, og ikke forgjæves. Det er vel omtrent det
ypperste, der er malet her i Landet. Endelig hans sidste Arbeide, de
betroede Pengesummer, som var bestemt til Bankbygningen, men til hans
store Bedrøvelse blev afbrudt ved hans Sygdom, heldigvis dog ikke
førend han havde faaet malet flere forskjellige Billeder af Scenen. I
Anledning af dette Emne, som han selv havde valgt, havde han en Strid
med Bankbestyrelsen. Han holdt stivt paa sit, og gjorde Paastand
paa, at hvad man end vilde lægge deri, saa skulde Pengemændene finde
sig i at ogsaa deres Institut paa sin Hovedvæg fik en staaende
Paamindelse om at tone christeligt Flag.
Ja, han var vistnok ingen skoleret Christen, det er i det Hele ikke
let nogen selvstændig Lægmand, men han var en alvorlig og tænksom
Bibellæser, og saae op til Helligdommen som det Høieste. Nu døde
hans gode Hustru, det var et forfærdeligt Slag for ham. Det kom ham
uforberedt, hun havde et kraftigt Helbred, men en pludselig tyføs
Feber rev hende bort. Og som han altid havde været plaget af Tvivl
om sit Livs og sin Kunsts Værd, var Ægteskabet blevet ham en Støtte.
Hjemmet var blevet hans Livs Lysside, og al dets Befolkning en altid
glædelig Gjenstand for hans Kunst.
Da jeg saa Morgenen efter hendes Død fandt ham siddende i hans
Malerstue sammenkrympet, rystet og grædende, blev jeg virkelig
forfærdet, jeg havde ikke ventet det. Men det gaaer jo i
Almindelighed gode Mennesker saaledes, at naar man maa skilles,
hører det med til Smerten, at man ikke har været nok for hinanden.
Hvorledes skulde vel ogsaa et saa kjæmpende, grublende og af Naturen
omskifteligt Menneske kunne dele alt med sin Hustru. Ogsaa hun var
heller ikke meget meddelsom. Men dyb Trang havde han dog dertil som
til alt godt.
Alt dette betroede han mig med sin sædvanlige Oprigtighed, men som
alle oprigtig Sørgende trykkede ham Tanken om at skulle udholde alt
hvad der følger med en høitidelig Jordefærd. Jeg troede derimod, at
det vilde gjøre ham godt og sagde ham det. Det viste sig ogsaa, at
jeg ikke tog feil deri. Vi havde i vor Kirke et Chor af gode klare
Drengestemmer, og den uskyldige Maade hvorpaa de foredrog Psalmen
rørte ham dybt. Og da efter den Skik, som ellers for de Sørgende er
den sværeste, hele Forsamlingen gik forbi ham for at trykke hans
Haand, rørte de ham saa stærkt, at han gjentagne Gange udtalte sig
om, hvor det havde været ham kjært at trykke alle de deltagende
Venners Hænder, og Kirken var dog overfyldt. Han var som forvandlet,
han henfaldt i længere Tid i et formeligt Sværmeri for alle de gode
Mennesker, han var omgiven af, og han skjulte det saa lidt, at mange
undrede sig over hans stærke Stemning. For mig var det en Glæde at
være Vidne dertil. Det blev et virkeligt og blivende Fremskridt
i hans Charakter, og siden den Tid var det en dobbelt Hjærtens
Nydelse at see ham i hans Familiekreds, naar han sad med sine Børn
og Søskenebørn i sine Arme, og hvor de elskede ham. Det er ogsaa
tydeligt nok at see i hans Breve fra disse Aar[31].
[31] Trykt i Raffenbergs Samling.
Der gik fire Aar, og hans Helbred blev efterhaanden svagere,
medens hans Aand dog endnu holdt sig i sin Styrke. Det er de Aar,
hvorfra Mesterværkerne, den store Nadvere og det store Billede i
Universitetets Festsal stamme.
Han havde oftere lidt af Svækkelse i Ryg eller Underliv, men hans
muskelstærke Legeme havde kunnet bære det. Han var saa stærk, at
naar han, for at prøve den Kur, gik hen i et Gymnastiklokale, sagde
han leende: Det kan kun lidt hjælpe der at trækkes med en Karl. Naar
jeg tager fat, trækker jeg ham strax overende. Nu skete det for ham
ligesom for hans Fætter, min Broder Caspar, at hans Svækkelse viste
sig at være Sukkersyge, og hans Kræfter tog stærkt af. Han holdt
sig endnu til Efteraaret 1871, skjønt han gik svagt; da sank han
pludselig uden Smerte ned af sin Malerstol, og hans venstre Side
var lammet. Da jeg kom til ham, laa han i sin Seng, og beskrev mig
Tilfældet, men haabede endnu at kunne reise sig. Det saae mig dog
betænkeligt ud, da det var at vente, at Slaget vilde komme igjen.
Jeg talte da til ham om Døden paa samme Maade, som vi tidt nok havde
talt derom. Men han kunde ikke forsone sig med Døden. Jeg er saa
rastløs, sagde han, jeg higer altid efter de store Opgaver, der
foreligge. For at mildne Tanken havde jeg ogsaa oftere udtalt den
Tanke, at i Evigheden vilde der vistnok blive endnu mere Skjønhed
for en Kunstnersjæl at nyde end her; men derom vilde han intet høre,
kun Sjæleangst og uopnaaelig Hellighed brød ind paa ham. Ogsaa havde
han, som de fleste da have, sine lønlige Tvivl om det evige Livs
Virkelighed.
Saa var det den 15. Marts 1873, at vi stod om hans Seng og stirrede
paa de kjære afsjælede Træk. Et Lig er en ubegribelig Ting. Man see
kun noget paa det, saa synes man at Aasynet bevæger sig, og man
ryster desmere, for man atter seer, det er Blendværk, kun en minderig
Bygning, men Beboeren er borte. Hvor ofte har jeg ikke seet det? Det
er baade til at gaae fra Forstanden af, og at miste sin Tro ved.
Sørgefesten var glimrende, men ikke kirkelig. Det var i Akademiets
Festsal, omringet af alle de stille antike Kjæmper, at jeg kom til
at holde min Tale over ham, og en egen Sag for mig der at staae paa
Høyens Plads. Dog er det endnu en Trøst, at det lykkedes mig at
faae sagt saameget, at jeg ikke har mere at tilføie. Om hans Kunst
fandt jeg mig ikke beføiet til at tale, kun om det Sind, hvoraf den
fremkom, i det jeg skildrede hans Charakter og Væsen paa samme Maade
som jeg har gjort det i denne Bog[32].
[32] Talen findes i den omtalte Bog af Raffenberg.
Endnu efter 20 Aar er det mig en stadig Sorg, at han er borte. Naar
jeg sidder her i min Ensomhed og tænker paa, hvordan de nu alle er
borte, er der ingen, jeg mere ønsker, vilde træde ind igjen, end den
kjære Vilhelm. Ja, naar jeg i mystiske Timer drømmer om, hvad jeg
kunde faae at vide, om en af de elskede Afdøde kom til mig, er der
ingen, jeg hellere gad udspørge om Evighedens Hemmelighed end ham.
Dog skal man ikke vente at faa Livets og Dødens Gaader løste paa den
Maade. Man maa betænke, at om man kom til Tale med de Afdøde, vilde
man erfare, at heller ikke de ere i Besiddelse af den Visdom, vi
drømme om. De have ikke seet mere og forstaaet mere end de er istand
til at fatte, og enhver fatter kun, hvad Gud giver. Enhver fatter
sit, og jeg mit.
SJETTE KAPITEL.
LANDSBYLIV.
Jeg havde længe følt, at jeg som Præst i Kjøbenhavn ikke var paa min
rette Hylle, og ikke udrettede, hvad jeg burde; dog blev jeg holdt
fast der af saa mange Baand. Nu brast det ene efter det andet, og i
disse Dødens Aar tænkte jeg flittigt nok paa at forlade Byen. Men
Tiderne vare vanskelige. Theologiens Glorie fra min Ungdom hvilede
endnu som en Nemesis over den geistlige Verden i Skikkelse af en
saadan Frodighed af Ansøgere, at da jeg efter adskillige Skuffelser,
søgte Vallensved ved Næstved, havde jeg 73 Medbeilere at overvinde,
og dog var dette Kald ikke større, end at Ministeren, min Regensven
Worsaae, selv raadede mig fra at tage imod det.
Det var i November 1874, at jeg drog ind i min Præstegaard, forat
tilbringe Vintren hos Enken, Madame Buchholtz. Der saae tarveligt
ud, Stuehuset var godt og grundmuret, opført af min Formand, men
de øvrige Længer kun altfor maleriske, og jeg saa uerfaren, at jeg
fandt, det skjønneste ved dem var de grønne Tage. Det blev en haard
Vinter, og jeg kom forfrossen til Kjøbenhavn, naar jeg vilde see til
det skjønne Hjem i Frederiksgaden, mens jeg dog allerede var saa vant
til Kulden, at jeg ikke kunde udholde Heden i de kjøbenhavnske Stuer.
Men da Vaaren kom, og Amalie med Søstrene, paa hendes Fødselsdag
den 6. April, rullede ind i Gaarden i den nye Landauer, som min
kjøbenhavnske Menighed havde skjænket mig, havde vi da aldrig seet
saa deiligt et Foraarsveir.
Nu faldt der ny Glands over Gaarden, de tarvelige Stuer kom ved Hjælp
af vore Kunstskatte til at see ud efter noget, og den lille begroede
Have blev taget under kunstmæssig Behandling af en Gartner, der om
han end ikke vidste andet af sin Kunst, dog vidste, hvad æsthetisk
Fantasi er. Jeg tog et nyt Stykke Jord ind, jeg tegnede lange flotte
Sving paa Gangene og stampede dem af med mine Vinterstøvler, jeg
tegnede Lysthuse og Bænke i klassisk Stil til Beundring for min nye
Ven Tømmermanden, og Figen og Vinstok paa Solsiden, og Klematis og
vild Vin paa Skyggesiden, og nyplantede Frugttræer og Jordbærland
trivedes deiligt i den nye Jord under Himlens Velsignelse. Naar vi
saa i en rød Aftenstund sad paa vor Havetrappe, beviste jeg klarlig
for mine Tilhørerinder, at de beboede den skjønneste Plet paa Jorden,
og da Sommergjæsterne kom, sandede de, at Beviserne var uomstødelige.
Men jeg havde havt en streng Vinter at stride mig igjennem. Jorden
frøs og Sneen føg, mens Slaget stod mellem mig og min nye Menighed.
Min ulykkelige Rigsdagsprædiken havde forfulgt mig ud paa Landet.
Hvermand vidste, at denne Præst var det Uhyre af en Høiremand, der
ligefor den glorværdige Rigsdags Øine havde angrebet Kong Frederiks
Kongegave paa Livet. Man skrev mig bekymret til fra Kjøbenhavn om,
hvorledes det gik mig, Bønderne havde jo svoret sig sammen om ikke
at taale mig. Jeg vidste intet derom, og forandrede heller intet i
min Slagplan.
Jeg gik først til Sognefogden, det var at tage Tyren ved Hornene.
Skulde jeg smides ud, var det ham, der skulde besørge Forretningen.
Store Jens Pedersen -- for der var endnu to Jens Pedersener -- var
Egnens Fører, og vidste al Politiken udenad, han behøvede ikke at
læse sig til den, hvad han ogsaa daarligt nok kunde, han tog den
store J. A. Hansen under Armen paa ethvert Møde. Jeg traf ham ikke
hjemme, men hans forstandige og fromme Kone tog imod mig med Glæde
over at see den nye Præst. Næste Morgen, som jeg stod i min Dør, seer
jeg den høie knoklede Sognefoged med lange Skridt, Hatten i Nakken og
svingende sin Stok komme ind ad Porten. -- »Naa, det var kjønt, at
De kommer, jeg traf Dem ikke igaar. Kom nu ind til en fornuftig Pibe
Tobak og en varm Kop Kaffe, for det er koldt.« Og det kan hænde, det
blev en ordentlig Samtale, for stortalende var han, men heldigvis,
og det skal siges til hans Ros, ogsaa meget varmhjærtet: Da han fik
at vide, at Præsten var en Frihedsmand, hvis høitflyvende Ideer om
nyt Folkeliv og alt det andet, han ikke engang selv kunde over, og
Præsten desuden var saa rask i Vendingen, at der ingen Tid blev til
at komme til Frihedens praktiske Paragrafer, glødede hans Ansigt af
Glæde, saa han formelig omfavnede mig, inden han kom afsted, og det
uagtet der ingen Brændevin blev hældt i Kaffen.
Det var en god Begyndelse, jeg maatte nu sørge for en god
Fortsættelse. Jeg gik hver Dag ud at afsøge Sognet, og det var ikke
større, end at jeg paa min Fod kunde naae til dets Grændse. Jeg
gik ind i hvert Hus, spurgte hvem der boede, opskrev Navnene i min
Lommebog, og satte mig saa til i fornøielig Samtale at undersøge
Navnenes Betydning i Skikkelse af Levnedsbeskrivelse af dem alle,
store og smaa.
Og idetmindste en Gang om Aaret, maatte hele Registret gjennemgaaes,
for at eftersee, om alle disse Bogstaver af Kjød og Blod var i Orden.
Denne Fremgangsmaade anbefaler jeg begyndende Landsbypræster. Man maa
være sit Folks Ven, før man kan blive dets Præst.
I Sognet er der ingen Skov, men tæt om dets nordre Side breder sig
herlige Skove. De tilhører Herremanden paa Gunderslev Holm, og han
elsker sine Træer og lader dem staae, til de blive til brede Kjæmper.
De nærmeste Skove gik vi ud i, naar Dagen hældede, og satte os og
hørte paa alle de smaa Fugle som tale. De fjernere forbeholdtes
Søndagen. Da kjørte vi en Mils Vei eller to ud, forrest Landaueren,
derefter Fjælevognen, fra den lød der stadig Latter og Sang.
Man kommer til en Skovplet, hvor Solen faaer Plads til at falde ned
paa en Stensætning vel de 100 Alen lang, og er man behændig, kan man
klattre op paa Overliggeren i Midten og føle sig saa stolt i Sædet,
som den Konge der ligger derunder. Skyggerne glide sagtelig hen
over alle de mossede Stene, og man bliver længe siddende. Endelig
vandrer man Arm i Arm hen langs Bavelse Sø, gjennem den Dyrehave,
hvor alle Træerne ere af dem, der skal staae, og man kommer til et
Herberge, som Herremanden har ladet bygge paa Bakken. Søen er bleven
blank, og de røde Skyer graane, men man vil nødig hjemad, før Maanen
stiger. Saa kommer man endelig igjen i Vognene, de vugge gjennem
Skovene, og man ager atter forbi den store tæt indesluttede Eng,
hvor Taagen har lagt over alt, hvad der dandser derinde af Usynligt,
eller sover derinde af svære Køer. De unge Piger synge, og ved det
sidste Led siger den Kone, hvis Sorger og Glæder, man ogsaa kjender,
venskabeligt Godnat.