sætter ham over Mynster. Efter Balthasar Mynster blev Fog vor Provst
i Stadens militære Del, og han er jo min Ven, saa jeg kan visselig
ikke klage paa min Øvrighed for den Tid, jeg var i Kjøbenhavn. Ogsaa
min kjære Biskop beholdt jeg, saalænge jeg var i Sjællands Stift.
ANDET KAPITEL.
FAMILIELIV.
Hovedstadsfolk pleie at have deres By meget kjær, saa kjær at de
mene, der intet Steds i den hele Verden er til at boe uden der. De
ægte Kjøbenhavnere have samme Følelse. Som Hellenerne havde Jordens
Navle i deres Delfi, og Israeliterne i deres Tempelbjerg, findes
den Helligdom ogsaa paa Hjørnet af Østergade og Kjøbmagergade, hvor
man stiller sit Uhr. Jeg har intet imod denne fixe Idee, jeg har
selv delt den, men den har dog sine Vanskeligheder. Jo større en By
bliver, desto vanskeligere er det i det store Hjem at finde sig en
Bolig, man kan føle sig saa vel i, at man fornemmer, man har selv et
lille Hjem. Man flytter bestandig og finder det ikke, saa gik det
ogsaa os.
Bedst havde vi det, mens vi boede i Kronprindsessegade, hvor vi fra
en tredie Sal saae ud over Slotshaven, men der var kun fire Stuer,
og da Edle skulde have den ene, blev der ingen Spisestue. Selskabet
var omtrent det samme som i tidligere Tider, den ene Dag var vi
hos Familie og Venner, den anden havde vi dem hos os. Vort Hjem
var forsaavidt lykkeligt, og vort Samliv blev i dette Tidsrum ikke
forknyttet af nogen dybere Sorg; kun eet Savn var der nu som før i
vort Hus, der var ingen Børn.
Saa skete det en mørk Vinterdag, det var vor Bryllupsdag, den 29.
November 1860, at min Cousine Amalie kom ind ad Døren med en lille
tre Aars Dreng ved sin Haand. Hans Moder, hendes Søster Anna[24],
havde i det Aar mistet sin Mand, Præsten i Landet og Ryde paa Lolland
C. A. Gjellerup, og var i det Efteraar kommen til Kjøbenhavn med
sine Børn, men svag som hun var og efter Flyttebesværlighederne
sengeliggende, skikkede hun nu sin Dreng hen til os med Bøn om at
beholde ham saalænge, til hun kunde komme til Kræfter igjen.
[24] Søster til Ilia og Mathilde Fibiger, se S. 85. Udg. Anm.
Smaafyren blev bænket ved Kaffebordet, og fik efter at have knaset
sine Sukkerstykker og Smaakager nok at tage Vare paa med Billeder
og andet improviseret Legetøi, men endnu mere med at udbrede sig om
sine Livserfaringer. Hans Øine spillede, hans Kinder blussede, og
han slog tappert ud med sine buttede Hænder, som altid fuldkommen
sikker paa at have Publikum paa sin Side[25]. Saaledes sad han,
midt i Sofaen med sit lille lyse Hoved lidt over Bordet og alle
sine Sager bredte ud til begge Sider, da min Broder Caspar kom ind.
»Det var da en deilig Dreng,« udbrød han, »hvad hedder du?« -- »Jeg
hedder Karl Adolf Gjellerup, og jeg er født i Roholte den 2. Juni
1857, for det er min egen anden Juni,« lød Svaret øieblikkeligt med
klar Røst og fuldstændig udviklet Udtale, ikke at tale om rhetorisk
Gesticulation. »Hvor er du kommen fra?« -- »Fra Landet By, der er et
høit Kirketaarn, Moder har tegnet det, og jeg har sat Kulører paa med
min egen Farvelade, som jeg fik af Tante Amalie til min Fødselsdag,
og der er to Heste, og de er store, og der er Hans, han tager mig op
at ride. Jeg har ogsaa selv en Hest, den har Hans gjort og den gaaer
i Gallop. Den slog mig af, men Hans sagde, at jeg fik godt Styr paa
den igjen. Moder har den hjemme i Stalden.«
[25] En Egenskab, han ikke just har bevaret. Udg. Anm.
Indtrykket af det ustandselige Foredrag var uimodstaaeligt, og
endnu samme Aften blev vi enige om, at man ikke burde udsætte den
tappre lille Fyr for, at han ikke skulde have nogen til at hjælpe
ham op igjen, naar hans Kjephest slog ham af. Hans Moder fældte en
Del Taarer, men efterat det var blevet aabenbart, at vi ikke turde
slippe, hvad der af Enkers Værge og Faderløses Formynder var os
tiltænkt og efterat det i Familieraad var besluttet, at staae fast
paa den vistnok ingenlunde rigtige, men almindelig antagne Sætning,
at en Dreng trænger til en Faders Varetægt, blev hans lille Seng
-- den 6. Dcbr. -- sat ind i Hjørnet af vort Sovekammer, og siden
den Tid sov vi roligere og vaagnede gladere. Det var aftalt at han
skulde tilbringe hveranden Søndag hos sin Moder, og forøvrigt see
hende og sine Søstre, naar de kom til os; og vi kom heller ikke til
at fortryde det. Han fandt sig vel hos os, og vendte søvnig, men
tilfreds tilbage; havde gjerne sine Arme om Amalies Hals, kaldte
hende sin Moder, og talte om Moder paa Nørrebro som en Eiendel mere.
Moder Amalie gav ham en mønsterværdig Opdragelse og Moder Anna
forkjælede ham. Fader var der kun een af, destomere blev han seet paa
som et Vidunder, men havde den Feil, at han fordærvede Drengen ved
at lee, naar Moder krævede Alvor. Altsammen ganske naturligt og til
Glæde for alle Parter, ikke mindst for den lille, han hang ved os
som det kjærligste Barn, og har altid paa god barnlig Maade bevaret
dette Forhold. Han gjennemgik hurtig en Drengs sædvanlige Stadier,
først at være Hest, saa Kudsk, saa Konge og Keiser Napoleon med alle
Stolene efter sig som sin Stab, og endelig at kunne læse saa høit og
saa rigtigt, at Fader maatte ind at høre det. Saa fik han Mæslinger,
det var en svær Tid. Naar han lod de Billeder falde, som jeg bragte
ham, og ikke kunde fortælle mig, hvad de forestilte, blev jeg meget
forknyt, men det varede, Gud skee Lov, dog ikke længe.
Jeg pleiede at tage ham med paa mine Morgenvandringer, og skjønt han
under sin uafladelige Tale ikke kunde faae seet til sine Ben, men
hvert Øieblik faldt over dem og blev hængende i min Haand, var han
dog ufortrøden. Om vi ogsaa gik over Isen og han blev rød og blaa af
Kulde, gav han dog aldrig tabt, og saa træt han kunde være efter en
lang Vandring, skulde Moder dog have alle vore Æventyr, naar vi kom
hjem. Han var kun fire Aar, da vi paa en Søreise til Haderslev havde
en fæl Storm, og han blev saa søsyg, at jeg havde meget ondt af ham.
Men da vi naaede Fjorden og jeg bar ham op paa Dækket indhyllet i et
Sjal, begyndte han strax med straalende Ansigt og udstrakte Arme paa
sine veltalende Foredrag over alt hvad han saae, og holdt ved lige
til Byen.
Da han blev syv Aar, satte jeg ham i Efterslægtskolen og anbefalede
ham paa det bedste til min Ven Brix. Men jeg var forfærdelig
ængstelig for, hvorledes han uskadt skulde naae til Østergade, og
fulgte ham derfor derhen hver Morgen, men kunde ikke længe blive ved
at hente ham om Middagen for ikke at forringe ham formeget i de andre
Drenges Øine.
Da Tiden kom, at han skulde begynde paa det latinske, satte jeg ham i
den saakaldte Haderslev Læreres Skole, fordi den var min Svogers og
Lærerne mine Venner.
Han var 17 Aar, da han blev Student, og da vi Aaret efter[26], i
1876, holdt vort Sølvbryllup i Næsby Præstegaard hos Olaf Waage,
reiste han sig efter at Høitidstalen var holdt, og henvendte under
Taarer en Tale til sine Pleieforældre, takkende os for alt, hvad vi
havde været for ham, og dertil havde gjort ham delagtig i saa mange
kjære og betydelige Menneskers Omgang. Dermed kan jeg ogsaa omtrent
sige, at hans Opdragelse og vor Indvirkning paa ham var afsluttet, nu
begyndte han at gaae sine selvstændige Veie. Der kom andre Sorger,
usigelig tunge, ligefuldt er han dog intet Øieblik bleven os mindre
kjær, og er den Dag idag vor egen elskede Dreng.
[26] _Sic._ K. Gj. blev Student 74. Udg. Anm.
Alt som de voxte til, blev ogsaa hans Søstre, Margrete og Elisabeth
os kjære, og siden vi ere komne paa Landet, har de altid tilligemed
deres Moder tilbragt en Sommermaaned i vor Præstegaard.
Medens vor Familiekreds saaledes blev udvidet, var det mindre
Tilfældet med vort Forhold til dens ældre Led, Ilia og Mathilde. At
vi var flyttede til Kjøbenhavn, bragte os dem ikke nærmere. Mathilde
var fraværende ved sine Telegrafstationer, og Ilia gik afsluttet i
sig selv sine egne Veie.
Ilia havde samtidig med at vi forlod Haderslev, opgivet sin Stilling
som Overvaagekone ved Frederiks Hospital, og dannet sig en ny
Virkekreds. Hun vilde efter sit lidenskabelige Hjærtes inderste Trang
have Børn, som hun kunde kalde sine egne, tog derfor Hittebørn til
sig. Mente dog ikke dermed at danne et ordentligt Børnehjem, men
indrettede sig efter sit verdensforsagende Sind som en fattig Kone,
der maa slide for Brødet til sig og sine faderløse Børn. Hun leiede
sig en af Smaaleilighederne i Østerfælleds Arbeiderboliger, og sad
der med sine Smaa uden Tjenestepige eller anden Hjælp uden hvad hun
kunde skaffe sig hos en Nabokone, skjønt hun efterhaanden sankede
sig ikke mindre end sex spæde Stakler af den usleste Slags, fundne
efter Aviser eller hos Fattigvæsenet og i Pleiestiftelser. Da saae
man hende med et mørkt Sjal over Hovedet og en Kurv paa Armen, gaae
til Byen for at hente sine Fornødenheder, og hjemme at feie, vaske og
koge Mad og sidde og flaske de mindste.
Et af dem kaldte hun sit eget Barn frem for de andre, som nok ogsaa
var hendes, men dog mere fra Hjærtets Side; og efter sit mystiske
Sværmeri talte hun saaledes derom, at man kunde fristes til at troe,
at hun mente det bogstaveligt, eller i alt Fald havde drømt sig
saaledes ind i den Forestilling, at hun ikke kunde undvære at leve
i den. Det var et Pigebarn med et bredt Ansigt med sorte tjavsede
Haar, som var fundet nøgent indsvøbt i Avispapir paa en Trappe, og
var blevet afleveret til Politiet. Efter Bekjendtgjørelsen derom
ilede hun strax til Fattigvæsenets Contor og fik det udleveret til
sig. Da det var hendes eget, skulde det ogsaa bære baade hendes
og Drømmebarnets Faders Navn, og da jeg skulde døbe det, kunde jeg
ikke undgaae at kalde det Osvalde Fibiger. Med de andre, hvoraf dog
nogle havde bekjendte Forældre, havde hun adskillige Bryderier, da
Forældrene vilde gjøre sig ublu Fordel af Forretningen, men ved sin
store Ihærdighed lykkedes det hende dog ikke blot at faae fuldstændig
Ret over dem, men endogsaa at faa dem adopterede.
Hendes Foretagende vakte al den Opsigt og Medfølelse, som hendes
rørende Opoffrelse fortjente, saa jeg kan ikke troe, at hun havde
behøvet at sukke i Fattigdom, dersom hun havde sat en lignende Kraft
paa at samle Penge, som den hun satte paa at samle dem, de skulde
forbruges til. I det mindste savnedes der ikke endog en større Sum,
naar der var Tale om at kjøbe Barnet. At der ogsaa strømmede rigelig
ind med gode Raad, følger af sig selv, men dem tog hun ikke imod,
hun vilde kun hvad hun vilde, og desværre kun det, der hørte hjemme
i Alfernes Rige. Hendes Mening var, ikke blot at hjælpe Børnene ud
af Fattigforsørgelsens Uselhed, men ogsaa ved sin Opdragelse at hæve
dem til Kaar, hvori alle Aandens Goder kunde blive deres Rigdom.
Dette vilde vist nok ogsaa være gjørligt, hvis hun havde skaffet dem
den første Betingelse for en bedre Opdragelse, et godt og hyggeligt
Hjem. Men da nu eengang hun alene var Børnenes Moder, og ingen i den
hele Verden maatte komme imellem dem og hende, kom der intet andet ud
deraf end sørgelig Hjælpeløshed. Hun anstrengte sig til det Yderste,
hun sled sig op, men, i hvad man hos Arbeidsfolk kalder 2 Værelser
med Kjøkken alene med sex smaa Børn, og uden Kræfter til engang at
holde Orden og Renlighed, og Børnene alene hjemme, mens hun gik sine
lange Veie forat hente sine Fornødenheder og at besøge de formaaende
Veninder, som støttede hende, det maatte nødvendig føre til, at
Børnene, trods alt det Vidunderlige hun saae i dem, blev uvorne og
snavsede Unger og Huset en sædvanlig Fattigbolig, hvis betegnende
Lugt og mistænkelige Stole og Gulv jeg saa vel kjendte. Og saa
dertil, at hun som altid, ved Nattetid var, ikke Forfatterinde, men
den Digter, hvis Kald det var at lære Verden, hvad Poesi er.
Et forfærdeligt Syn fra den Tid kan jeg aldrig faae ud af Øiet. En
af hendes Smaa var død, og jeg maatte besørge Begravelsen paa vor
Kirkegaard. Det var en skummel Vinterdag med Snepletter paa den
opblødte Jord. Da vi var færdige med den lille Forretning hun og jeg
alene, og jeg, mens en snavset Karl kastede Graven til, havde taget
Afsked for at unde hende den Ensomhed, hun ikke kunde undvære, saae
jeg mig et Stykke derfra om efter hende. Stille sammenbøiet sad hun
paa et Gravhegn, Sneflokker faldt paa hendes sorte Kyse, og den tynde
Skikkelse saae ud som en forkommen Fugl paa sin Pind. Det var i de
Fattiges Gravrække, samme Sted, hvor hun selv kom til hvile.
Ak ja, usigelig rørende saae hun altid ud, men ogsaa usigelig
bedrøvelig. Det var, som man bestandig saae skrevet over hende:
Dette kan ikke gaae. Jeg tænkte saa tidt derpaa, naar jeg saae
hende med sin Torvekurv paa Armen og Lorgnetten dinglende uden
paa det tarvelige Sjal med matte Skridt komme vandrende gjennem
Kronprindsessegade, hvor vi dengang boede. Mager og sygelig, kun
holdt oppe af den mægtige Aand, og dog ikke holdt saameget oppe, at
det var til at komme frem. Saaledes gik hun i syv Aar, da blev hun i
Foraaret 1867 heftig angreben af en Brystbetændelse, laa længe, og
led meget. Det kunde lidet hjælpe, at Veninder og Venner flokkedes
om hende. At Stuen var fuld af Mennesker gjorde den ikke mindre
uhyggelig, og en sørgelig ensom Fugl var hun dog i Virkeligheden.
Ingen forstod hende.
Ikke før end i den sidste Samtale, jeg havde med hende, fik hun Mod
til at tale til mig om hvad der dog altid havde været vitterligt
imellem os, den dybeste Smerte i hendes Liv. Hun nævnte Osvald
Marstrand, og sagde med faa Ord, hvad det havde været for en Lidelse,
men ogsaa en Støtte for hendes Hjærte alt Livet igjennem at leve i
denne ene trofaste Kjærlighed. Mere fik hun ikke sagt, og jeg havde
intet at sige dertil, kun at tænke, hvad dog Menneskesjælen er for
et ubegribeligt Væsen. Denne Mand havde hun ikke siden hun var 16
Aar seet synderlig til, havde kun i Forbigaaende talt med ham, og
upaatvivlelig aldrig om hvad der havde noget Sammenhæng med det dybe
Hjærtesaar, og havde i al den Tid vidst, at han ikke brød sig om
hende, og dog havde denne Hemmelighed hele Livet igjennem, jeg vil
ikke sige fyldt hendes Sjæl, der var overmaade meget andet i den,
som vistnok ligefuldt var kommet til Frembrud, men dog, da den nu
eengang var der, været den lønlige Drivfjeder til hendes mærkelige
Gjerninger. Den Maade, hvorpaa hun selv forklarede disse, havde vel
tillige en anden Grund, hendes inderlige Sympathi med Kierkegaards
Aand, men at hun blev saa greben af den, kan jeg dog heller ikke
andet end henføre til, at hun i sin hemmelige Lidenskab følte sig,
ligesom han, som en ensom Fugl, som »en Undtagelse.«
Da jeg kom igjen, havde hun allerede Natten igjennem ligget i urolig
Dødskamp, levende endnu, men død for Verden, og ikke længe efter at
jeg var gaaet, drog hun sit sidste Suk, den 10. Juni 1867, anden
Pinsedag, i sit 49. Aar.
Begravelsen var en vanskelig Sag. Hun havde levet og var død som S.
Kierkegaards aller trofasteste, maaskee eneste Discipel, og havde,
medens han laa paa sit sidste Leie, søgt til ham, men var ikke bleven
modtaget. Hun havde efter hans Bud holdt sig aldeles borte fra
Kirken, og havde kun modstræbende og af udenoms Grunde besluttet sig
til at benytte dens Hjælp ved Børnenes Daab eller Begravelse; det
var da ogsaa kun mig, hvis Tjeneste hun vilde tage imod. Saa gik det
da hende ligesom det var gaaet hendes Mester, at tiltrods for hendes
Indsigelse derimod i Live kom hun dog efter sin Død til at lide
den Tort at komme anstændig i Jorden. Hendes Søskende indrettede
Begravelsen i Nørrebros Kirke, og jeg fandt mig ikke beføiet til
i hendes Navn at gjøre Indsigelse, hvad jo ogsaa vilde have været
ubegribeligt, da hun af alle blev anseet for en ualmindelig from
Christen. Det var hun ogsaa paa kierkegaardsk Vis, men hvad det vil
sige, vilde det have været spildt Umage at forsøge paa at forklare
Folk.
Saa holdt jeg for en overmaade stor især kvindelig Forsamling min
Tale, hvori jeg skildrede hendes ligesaa betydningsfulde som rørende
Korsgang, og fortav, hvad baade hun og jeg pleiede at fortie. Men
underligt nok, af hendes Nærmeste fik jeg ingen stor Tak. Hendes
Søstre vilde intet høre om Korsgangen, de saae den som en lykkelig
og festlig Gang gjennem Livet, baaren af Glædens og Skjønhedens
Engle. Og Mathilde skildrede dette i et smukt lille Skrift, som hun
tillige med en Samling af hendes Digte udgav til hele Kvindekredsens
Beundring og Opbyggelse. Til den Ende havde hun samlet den Afdødes
Papirer, som var testamenterede til mig, og hvoraf især Dagbogen
vidnede for min og ikke hendes Opfattelse. Hun beholdt dem, og jeg
veed ikke, hvor hun har gjort af dem, jeg saae dem aldrig mere.
Imidlertid kunde hun forsaavidt have Ret, som Ilia altid havde havt
Styrke nok til for sine Nærmeste at holde det høie og glade Sind
oppe, og dybere gjorde de sig ingen Uleilighed med at forstaa hende.
En mere besværlig Arv efter hende fik jeg i hendes Børn. Dem havde
hun med al Høitidelighed overdraget til mig, og der stod jeg med sex
meget lidt lovende og daarligt nok udseende Pigebørn, hvoraf den
ældste var ni Aar. Imidlertid var Gud baade Daarens og de Umyndiges
Formynder. Efter en Del Forhandlinger blev de alle anbragte i gode
Familier, dels hos velhavende Folk, der tog dem af Godhed, dels for
Penge, der af samme Godhed indkom. Saaledes blev dog min mærkværdige
Venindes store og fromme Haab ikke just til Skamme, men rigtignok,
efter mit Syn, mere ved andres end hendes egen Hjælp.
TREDIE KAPITEL.
LITTERÆRT.
Man pleier at klage over at Kjøbenhavns Præster ere saa
overbebyrdede, at det er umuligt for dem at besørge deres Gjerning
forsvarligt. Imidlertid, naar jeg daglig anvendte et Par Timer
til christelige Besøg, beholdt jeg fordetmeste Eftermiddagen og
idetmindste Aftenerne til mit eget Brug, og dertil endnu nogle
Formiddagstimer de fire Dage, jeg ikke havde Confirmandundervisning.
Naar jeg sammenligner dette med det Arbeide, jeg havde i Haderslev,
hvor jeg foruden min daglige Skolegang havde to Gudstjenester hver
Søndag og ikke stort mindre af Sjælesorg, fordi jeg forholdsmæssig
var langt mere søgt, havde min Forflyttelse snarere medført en
Lettelse end yderligere Bebyrdelse.
Hovedsagelig kommer det altid an paa, hvad man vil bruge sin Tid
til. Tid er, om ikke just Penge, saa dog for den der forstaaer at
bruge den, det Mammon, som ingen kan stjæle fra mig. Jeg har derfor
altid samlet stærkt paa Tid, og saasom jeg er meget gjerrig, havt
alle Timer tæt besatte, alt for tæt, til min Hustrus Kjedsommelighed.
Poesien var jeg bleven noget kjed af, siden der var kommet meget Kors
og saa lidt Kjærlighed ud af min Kors og Kjærlighed, eller rettere,
jeg var bleven saa usaattes med dens Muse, at jeg helst vilde lade
være at lukke op, naar det var hende der ringede. Jeg tog derfor fat
paa mit Studium af de gamle Religioner.
Jeg har tidliger udtalt mig om, hvorledes jeg i vor Asa-Tro og dens
Nabo, den finske, havde fundet Anledning nok til at søge den rette
Sammenhæng i Asien, jeg vendte mig derfor til Østerland. Ifølge de
gjængse Forestillinger maatte Veda først og fremmest lokke som det
rette Grundlag. Den skulde dog ikke blive det for mig.
Derimod fandt jeg hvad jeg søgte, i Zend-Avesta. Her er en Tro,
som i Sandhed har kunnet gjøre et Oldtidsfolk godt, fordi den i
Virkeligheden er den Hængsel, hvorom al Religion, der har noget
Værd, maa dreie sig, det Renes Seier over det Urene. Det var et
Udgangspunkt, der var værd at begynde med, og et Spor, der var værd
at træde. Jeg tog da Texten for mig, og den er idetmindste bragt i
Orden, takket være Westergaard. Jeg gjennemgik den Ord for Ord, og
helmede ikke, før jeg havde hver Stavelse tydet.
Det havde været det naturligste, om jeg fra først af havde henvendt
mig til Westergaard. Det havde jeg ogsaa forsøgt, men fandt ham
dengang ikke meget oplagt til at staae mig bi. Han havde dengang
allerede lagt dette Studium paa Hyllen, og holdt ingen Forelæsninger
over disse Sprog; havde vel heller ingen Tillid til en Theolog,
der vilde forsøge sig deri. Men da L. Ussing en Gang ønskede nogen
Oplysning fra den Side, kom jeg til at sende ham det. Han undrede sig
over, at jeg havde faaet saa meget gjort, og fandt, som rimeligt var,
at Westergaard var den rette Dommer over sligt; bad ham derfor om at
læse det.
Nu viste den lærde Mand sig fra en anden Side for mig. Han gjennemgik
samtlige fire tykke Bind saa nøiagtig, at ethvert Sted, hvor han
fandt noget at udsætte eller tilføie, noterede han det i Randen
med Blyant. Hvad han fandt Anledning til at bemærke, var dog kun
Smaating, som ingen Indflydelse har paa Indholdet. I dets Helhed var
han godt fornøiet med mit Arbeide, det havde aabenbart interesseret
ham. Han indrømmede endog, at hvad der endnu stod tilbage i fuld
nøiagtig Oversættelse -- noget der da ikke var min Feil, men
Videnskabens -- i Virkeligheden havde meget lidt at sige med Hensyn
til den religionshistoriske Behandling.
De Frugter, som mit Liv med de persiske Lysdyrkere siden har baaret,
ere ikke komne andre tilgode end mig selv. En Afhandling, jeg paa
Søren Thriges Opfordring havde skrevet til hans historiske Aarbog,
syntes mig selv en smuk og klar Udsigt over det jeg udførligt havde
behandlet i mit store Værk, dog blev kun Halvdelen af den trykt,
det øvrige vilde Forlæggeren ikke have. Og mit Digt Panthea, hvori
jeg i hele 16 lange Sange i forskjelligartede Vers skildrede Kyros'
Kamp mod Babylon, er blevet staaende roligt paa min Hylle mellem alt
det øvrige. For mig selv er disse Studier blevne et stille Liv i
det fjerne Østen, og en Beskjæftigelse, som har været mig Hvile for
Sjælen i mange tunge Tider. Jeg tilbragte al min kjøbenhavnske Tid
dermed, og endnu en Del Aar paa Landet, saa jeg med Goethe kan sige:
Zwanzig Jahre liess ich gehn,
und genoss was mir beschieden,
eine Reihe völlig schön
wie die Zeit der Barmakiden.
Selvfølgelig maatte dette vidtløftige Studium føre meget mere
med sig. Det nærmest Fornødne var samtidigt at sætte mig dybest
muligt ind i den hinduiske Litteratur, da denne baade i Aanden er
saa beslægtet med den persiske, som to Broderfolk kunne være det
med hinanden, og dog er, hvad det hovedsagelig kom mig an paa at
eftervise, Zoroasters Religion et Brud med det oprindelig Ariske,
foretaget for paa en ny Maade at fremhæve Forskjellen paa det Gode,
Velsignelsesrige, og det Onde, det Ødelæggende, paa Livets og Dødens
Rige saavel i kosmisk som ethisk Henseende. Zoroaster er den, der har
opdaget denne dybeste Kløft i den menneskelige Bevidsthed, den, der
har indført Djævelen og hans Rige i Aandens Historie.
Da jeg, som sagt, ikke kunde overkomme indiske Sprog, maatte jeg
herved holde mig til Oversættelser. Jeg gjennemgik Veda, Brahmanam,
Purana, Manus Lovbog og hvad jeg ellers i vore Bibliotheker kunde
forskaffe mig, mest i engelske eller tydske Oversættelser, Ramagana
i Gorresio's 5 italienske Bind, og Mahabharata i Fouchés 9 franske,
og sammensøgte alle de Afhandlinger i Tidsskrifterne, som jeg fandt
tjenlige til at oplyse det store Virvar af religiøse Forgreninger.
Jeg kom derfra til Buddhismens, baade i de indiske og chinesiske
Lande; og føiede dertil nogen Kundskab til de chinesiske Oldskrifter
efter Jesuiternes latinske Oversættelser, tillige med hvad jeg kunde
opdrive af nyere chinesisk Litteratur.
Af alt dette gjorde jeg mig Uddrag og systematiske Registre, og
vedblev at skride fra den ene Religion til den anden. Jeg gik over
til Amerika og levede med Inkaer, Azteker, Rødhuder og Eskimoer, og
jeg behandlede efter Schoolcrafts Anvisning Indianerne og efter Rinks
Grønlænderne ligesaa grundigt som Asiaterne.
Min Plan antog efterhaanden overvættes Omfang. Min Mening var intet
mindre end at danne et omfattende System af alle Hedenskabets,
eller »den naturlige Religions« Former; at undersøge fra Grunden
Religionens Væsen og Ophav, at forklare alle dens Forestillingers
og dens Billedverdens naturlige Fremkomst og give en Udsigt over
Forgreningernes eller de enkelte Religioners Eiendommeligheder hver i
sin Retning, og stille dem overfor den sande Religion som den, der i
Guds egen Aand har ladet alle menneskelige Ideer komme til deres Ret
og endelige Forklaring.