om det var en Besværlighed, jeg gik imøde efter høiere Ordre eller
efter Guds Tilskikkelse. Jeg vidste i det Hele ikke andet end at det
var svært at flytte.
Grædende tog jeg Afsked med mine fattige Venner i Byen, og ikke
mindre tungt var det sidste Gang at gaae Stuerne igjennem i mit
Hospital. Fra hver Seng stønnede de: saadan en Præst faae vi aldrig
mere. Og jeg kunde med Sandhed svare: Saadan en Menighed faaer jeg
heller aldrig mere. Ikke fordi nogen af os havde særlig Fortjeneste,
men fordi vi passede saa velsignet til hinanden. Min enfoldige
Christendom havde slaaet an hos disse enfoldige Mennesker, medens den
af større Aander altid har været befundet utilstrækkelig.
Mine Medlærere tog den bedst mulige Afsked med mig. Ved et smukt
Gilde holdt Lembcke Festtalen til mig, saa smigrende, at jeg kunde
begynde mit Svar med den Bemærkning, at jeg var tilmode derved,
som om han havde staaet og prædiket over en Afdød, dem roser man jo
altid. Disciplene bragte mig en Foræring, som jeg siden har havt
megen Glæde af, Statuetter af Bissens Apolle og Athene, som endnu
staae paa mine Reoler. Men Usikkerhed var der over det Hele. Ingen,
heller ikke jeg selv, vidste, om Forandringen var til mit Bedste.
Kun fra en Side var det en Lettelse for mig at vende Slesvig Ryggen.
Jeg havde altid været misfornøiet med de politiske og administrative
Tilstande der, og den hele dertil hørende Tænke- og Udtryksmaade; nu
blev jeg befriet idetmindste for at være et nærværende Vidne dertil.
Jeg havde ogsaa længe været bekymret for, hvorledes dette skulde
ende, og det var ikke at kalde nogen stor Lettelse ikke selv at være
med i den forfærdelige Krise, dog var det altid en Bekvemlighed, hvad
Hus og Hjem angaaer. Der kan heller ikke tænkes nogen sørgeligere
Tilfredsstillelse end den at jeg saa snart fik Ret i min bekymrede
Forudfølelse.
* * * * *
Vor sønderjydske Tid var til Ende, vi havde kun at sætte vort Gods i
en Jagt for siden selv at følge efter i en Diligence. Forinden dog
sidste Gang at gaae henover de skjønne Skovbakker langs den kjære Sø,
Skuepladsen for saamange Glæder i vort Livs lykkeligste Aar. Aar,
hvori vi vel havde været prøvede haardt nok, men ogsaa havde lært,
hvad der skulde være den faste Grundvold, som kunde bære, hvad der
siden ydermere skulde gives den at bære -- bære, maatte jeg dog ikke
sige Ruinerne af et Liv, som nu begyndte at gaae ned ad Bakke. Livet
begynder tidlig nok derpaa, i alt Fald paa ikke at have den Fremgang,
som man eengang havde et saa lyst Haab om. Det gaaer dermed som med
Verdensperioderne, man veed ikke, at man er i Nedgang, før man er
saa langt henne, at man ikke mere er til at hjælpe op. Ligefuldt
har man jo frit Lov til at mene eller haabe, at man bestandig er i
Opgang, og kan fra en anden Side seet ogsaa have Ret deri. Alt dette
med Livets Frugt og Udbytte maa nu henstilles til Guds Naade.
FEMTE BOG.
ALDERDOM.
FØRSTE KAPITEL.
I KJØBENHAVN.
Vi kom til Kjøbenhavn i den mørke Novembertid. Vort Gods var endnu
paa Havet, og vi maatte indkvartere os hos Edvard og Frederikke, i
en lille tredie Sals Leilighed i St. Pederstræde. Edvard var dengang
Adjunct ved Metropolitanskolen. Der sad jeg i et Kvistværelse og
skrev min Tiltrædelsesprædiken uden stort Mod. Jeg havde en Anelse
om, at jeg gik lignende Novemberstorme imøde som dem, min Ven Skipper
Bonde havde kjæmpet med den Jagt, som førte vort Huses ubevidste
Indhold rundt om Fyen og Sjælland.
Næste Søndag gik jeg hen i min Kirke -- eller rettere i min Menighed,
da den paa Grund af Garnisonskirkens Restauration sad i Slotskirken
-- og stod og lyttede til Blædels Prædiken. Kirken var stormende
fuld, og fuld af det bedste, rørte Aasyn og taarefyldte Øien, et
skjønt Syn, men trykkende for mig. Hvor skulde min Røst kunne gjøre
sig gjældende ved Siden af den beundrede Sogneherres? Jeg gik ud
til Fader Holm, hvor Familien var samlet til Middag, og efter
den Stemning jeg var i, udlod jeg mig med, at den Salighedernes
Prædiken, jeg kom fra -- det var Allehelgensdag -- var den
skjønneste, jeg nogensinde havde hørt. Pauline[22], som sværmede for
Blædel, sendte mig et ømt Taksigelsens Blik, men de andre trak paa
Skuldrene.
[22] Datter af Conferentsraad Holm, gift med Pastor Scharling.
Næste Søndag, den 13. November, indsatte Provst Balthasar Münter mig.
Han havde været min Svigerfader Waages Ven, og min Hustru til Hjælp
i hendes Sorgens Dage, for hendes Skyld modtog han mig med faderlig
Venlighed.
I det store Øieblik manglede jeg som sædvanligt ikke Mod. Jeg holdt
min Prædiken om Troen -- den kongelige Mand i Kapernaum -- med
fuld Kraft, og jeg tilfredsstillede min Familie og mine Venner, i
Særdeleshed den jeg helst vilde, min Hustru. Jeg har ikke siden tænkt
paa den Prædiken, men nu tog jeg den frem og læste den, og jeg kan
ikke negte, at efter de 33 Aar finder jeg den endnu saa god, at jeg,
efter mine Evner og min Maade at tage Helligdommen paa, ikke kan
tænke mig den bedre. Men ak! min Maade er ikke andres Maade.
Jeg holdt endnu to lignende Prædikener til Aftensang, om det gamle og
nye Menneske (1. Advent) og om de hellige Skrifter (2. Advent); da
kom Blædel en Eftermiddag til mig, og fortalte mig i en lang Tale,
at han havde været saa dybt bekymret for mig, at han for min Skyld
havde tilbragt vaagne Nætter. Det Ord, han havde hørt af mig, var
ikke det, der i Jesu Christi Navn skulde forkyndes. Jeg hørte saa
rolig som muligt paa ham, og forstod kun altfor vel, at jeg, som
talte ud af mit eget Indre efter hvad Gud havde givet mig, ikke kunde
blive den Kirkens Mand som han. Men det var for vidtløftig en Sag
til paa Stedet at forklare; jeg følte mig ogsaa mere beskjæmmet end
jeg havde Lyst til at forsvare mig, og han var mere kommen for selv
at tale end at høre paa mig. Jeg fik ham derfor ikke svaret stort
andet, end at jeg følte, vi var saa forskjellige, at vi vistnok kom
til at følge hver sin Aandsretning. Det var i al Venskabelighed,
men det foruroligede mig dog, at jeg siden hørte, at han ikke blot
havde omtalt dette vort Mellemværende for andre, men ogsaa omsat mine
Yttringer i den Form, at jeg skulde have frabedt mig enhver Kritik
fra hans Side.
Hans Ideal var i fuldkommen Rettroenhed og i alle sine Handeler at
staae paa Kirkens Grund, hvordan det saa end gik i Livet, og han
mistænkte mig for at være af for frie Tanker og et for æsthetisk
Sving. I det Hele var han ilde berørt ved at skulle have mig ved sin
Side, og hans Ord havde meget at sige i Menigheden, jeg hørte snart,
at der blev advaret imod mig.
Vi havde kjendt hinanden fra Studentertiden, og jeg havde ikke
forsømt ham; jeg havde besøgt ham, naar jeg kom til Kjøbenhavn, med
al Agtelse for den allerede udmærkede Præst, og med Tak for den
Prædiken, jeg hørte af ham. Ligefuldt modtog han mig temmelig stramt,
da jeg kom. Først bebreidede han mig, at det havde varet saa længe
efter min Ansættelse, inden jeg havde skrevet til ham, forklarede
mig saa tørt, hvorledes Kirkens Forretningssager var ordnede, og
udviklede endelig med den ham egne Overlegenhed og veltalende Form,
hvad Opgaven i den hellige Tjeneste er, i det han sammenfattede sin
Maade i det følelsesfulde Udtryk: »Jeg elsker vor Herre Jesu Christi
Kirke høiest af Alt.« Hvorved jeg tænkte, men sagde det dog ikke, at
man dog gjerne kunde elske Herren selv endnu mere end hans Kirke.
Jeg kan dog ikke troe, at Grunden til hans stive Modtagelse blot var
det, at jeg beskjæftiget med at opsætte velstilede Skrivelser til
Biskop og Provst var kommen sidst til ham. Snarere det, at han havde
ønsket og haabet, at jeg greben af hvad han allerede havde udrettet,
skulde have ilet til ham glad over at have faaet en saadan aandelig
Broder og kirkelig Fører. Han var jo Forkjæmperen for den Retning,
der nu kaldes den indre Mission, og Frimodt sluttede sig næste Aar
til ham. Vi tilhørte grundforskjellige Aandsretninger, og satte begge
vort Liv paa vort eget. Og vort eget mener jeg i sin Kjerne bedst kan
betegnes ved den Sætning, der kom frem i vor første Samtale, den om
hvad vi hver for sig elskede høiest.
Til Tjenestebrug og Selskabsbrug var der imidlertid altid et
godt Forhold mellem os. Jeg forstod strax min Stilling, han var
Sogneherren, jeg den Underordnede, han var Manden med den store ham
inderlig hengivne Menighed, jeg fandt kun liden Indgang, han var
den fuldfærdige Dogmatiker og Kirkens rettroende Støtte, jeg maatte
hjælpe mig med hvad Gud havde forundt mig, og det naaede ikke længer
end til Enfoldighed i Theologien og hjærtelig Tro paa hvad jeg havde
følt og oplevet. Jeg troer ogsaa han efterhaanden blev ret tilfreds
med denne min Maade at tage Forholdet paa.
Jeg vandt kun liden Indgang, det var det aabenbare. Der kom ikke
mange til min Gudstjeneste. Hvorfor jeg ikke opnaaede mere, er ikke
bleven mig klart. Man kjender saa lidt sig selv. Mine Prædikener blev
dog altid til under from Bevægelse og Aandens Flamme, og Talent til
Fremstilling tør jeg heller ikke just frakjende mig selv. Men der maa
være noget ved min Person, som ikke tiltaler Mængden.
Jeg klagede min Nød for min kjære Biskop, og han svarede mig paa
sin Maade ved strax med et Slagord at bestemme Sagen: »Det skal De
ikke tage Dem nær, sagde han. Den store Mængde er ikke det samme
som en stor Menighed. De mange er kun mange Muligheder, ikke mange
Virkeligheder.« Det kunde han sagtens sige, han som havde begge Dele.
Men jeg gik skamfuld og sukkende fra min Kirke og tænkte, at naar
jeg ikke engang havde Mulighederne, kunde jeg endnu mindre haabe paa
Virkelighederne.
I Sognet laa Fattigvæsenets store Drengeskole. Den afgav en 30-40
Confirmander hvert Halvaar, et Arbeide, som ikke kunde overkommes
eller forlanges af Sognepræsten. Det var ulønnet, og havde desuden
den Besværlighed, at en Del af Flokken var saa frisk indfanget fra
Gaden, at de ikke engang kunde læse. Heller ikke kunde de rummes
i min Stue, jeg maatte gaae hen i deres Skole og yde dem mine
Formaninger i særskilte Timer, mens mine andre Confirmander skulde
have deres hjemme. Imidlertid var dog det meget Besvær lønnende for
Hjærtet. Disse Fyre, der lige let gik paa Hænderne som paa Benene,
var forvildede nok, men i det Hele dog troskyldige og godmodige.
Havde jeg Penge at uddele til dem, og det ikke var muligt at udfinde,
hvem der mest trængte, da de alle syntes lige fattige, kunde jeg
trøstig spørge dem selv. De var strax ivrige til at forklare i hvis
Hjem det saa værst ud med Sygdom og Næringsløshed, og halede med
rørte Miner de værste Stakler frem. Alt som jeg saa besøgte deres
Familier rundt om i de skumle Gyder og oppe paa Tagkamrene, blev jeg
de Fattiges Præst. Det var jeg da godt nok vant til fra Haderslev.
Fra de Fattige med Tilbehør af »Halte, Blinde og Krøblinger,« kom jeg
til dem »der ligge ved Veie og Gjærder.« Til vor Kirke hørte efter
god gammel militær Skik Stokhuset, hvor man skyldigst bar Kongens
Bolt og Jærn, men forresten nød en rundelig Frihed. Nogle sløsede
af med Arbeide paa Fæstningsværkerne og i Haverne, andre arbeidede
for sig selv i Værkstederne, men alle sonede de i Anstaltens
Marketenderi, for Fyraften var der ikke knapt med. Røverreden var
dengang sin Opløsning nær, da det til April skulde have Ende med
det Væsen, og Fangerne allerede for en Del havde udtjent eller
var blevne benaadede. En 80 Stykker var der dog endnu tilbage, en
Elite, som havde gjort sig fortjent til at holdes paa Livstid, og
nu skulde afgaae til Tugthusene. Jeg gik der ud hver anden Søndag,
blev sluppen ind i den skumle Gaard mellem Skildvagter og opplantede
Kanoner, hvoraf dog ingen vilde gjøre Mennesker noget ondt, og steg
op under Taget, hvor et Loft var indrettet til en Slags Kirke. Der
prædikede jeg -- efter en kort og lempelig Indgang om Straffens
Nødvendighed og Retfærdighedens Velsignelse -- med god Fred Naadens
og Kjærlighedens Evangelium, medens mine 80 andægtige Tilhørere saae
uhyre tungsindige ud.
Mod Foraaret tog jeg dem til Alters, og baade derved og da jeg
sidste Søndag i Marts holdt en Afskedsprædiken for dem, forsømte jeg
ikke, ihukommende vor fælles Frelser, at give enhver af dem Haanden,
hvilket øiensynligt var det, jeg mest opbyggede dem med. En høi
sorthaaret ret smuk Karl med et grulig sorgfuldt Udtryk takkede mig
underlig tilbageholdende med den Bemærkning, at han aldrig havde
troet, at Præsten kunde give saadan En sin Haand. Han havde været
med, da der blev skaaret Halsen over paa nogle Uskyldige. En anden,
en svær firkantet Mand, med en ferm Forretningsmine, blev tilbage for
at tale i Enrum med mig. Han forklarede mig med stor Selvsikkerhed,
at det var en Feiltagelse, at han ikke var bleven benaadet, men naar
jeg nu vilde anbefale ham, vilde han sikkert nok blive det. Han
saae ud, saa jeg nødig vilde have mødt ham paa en Vei. Og da jeg
forespurgte mig om ham hos Husets Commandant, fik jeg at vide, at han
havde været Anfører for en Røverbande i Vendsyssel, og var den værste
af dem alle. Saaledes gaae de to Røvere paa Korset igjen til enhver
Tid.
Vor Kirke blev endelig færdig efter Restauration, og indviet i
Efteraaret 1860. Som sædvanlig havde der været megen Snak og Strid
om hvad der var foretaget, og Menigheden, det vil sige Blædels, var
misfornøiet. Kirkeværgen, Hofvinhandler Lorenz Petersen, var temmelig
egenraadig. Som en rig Handelsmand var han i Forretninger vant til at
byde, mente ogsaa at forstaae at bygge, men var ikke nogen kirkelig
Mand, og hørte ikke til »Menigheden.« For Indtægtens Skyld holdt han
paa, at enhver Siddeplads skulde betales, havde derfor forbeholdt
Sidedøre og Sidegange for dem, der havde kjøbt Nøgler, og holdt kun
Porten aaben for de Staaende. Derover var Blædel dybt krænket paa
Menighedens Vegne, og som Herre i Kirken bød han Betjentene at lukke
op, Dørene fra først af, og Stolene ved Begyndelsen af Gudstjenesten.
Saa mødte Kirkeværgen ved Døren, og med løftet Stok, blev der sagt,
befalede han Betjentene at holde sig til hans Ordre.
Det kom til hidsige Scener, thi Blædel var ingenlunde sagtmodig, naar
han mødte Modstand. Han forlangte af os andre Kirkens Præster, at vi
i Samling skulde gaae med ham til Kirkens Patron, Stadens Commandant,
for i Menighedens Navn at fordre Frihed i Guds Hus. De to Katecheter
var villige, men at fire Præster skulde træde an foran Generalen
forat forlange noget, han ikke forstod sig paa, syntes mig dog en
altfor snurrig Demonstration. Jeg sagde derfor Nei, og mente, at
vilde Sognepræsten have sit Forlangende sat igjennem, kunde han mere
passende bede General Schepelern, der vel var en Formens, men ogsaa
en imødekommende Mand, at holde et Møde af de stridige Parter for at
forliges om et anstændigt Forhold. Generalen fandtes villig dertil,
og vi kom alle til at sidde om et stort Bord i hans Sal under hans
Præsidium.
Blædel førte sin Sag paa sin veltalende Maade, men ogsaa, hvad han
altid havde Vane til, i overdrevne Udtryk. Hofvinhandleren blev
mere og mere rød i Kammen, og da det kom til Scenen med Stokken,
protesterede han heftig og fremstillede dette Optrin helt anderledes.
Da reiste Blædel sig i hele sin Værdighed og sagde høit og skarpt:
Hvad Hr. Petersen der siger, er Løgn! Generalen kaldte til Orden for
et saa uparlamentarisk Udtryk, men Kirkeværgen var allerede faren op
som en rasende, kunde ikke faae et Ord frem, og syntes med voldsomme
Fagter at ville gaae løs paa Blædel, men betænkte sig dog saameget,
at han styrtede hen i en Vinduesfordybning, og stod med bortvendt
Ansigt og hulkede. Generalen var meget ilde stedt. Han var mindst af
alt vant til den Slags Optræden, og det var tydeligt, at det gjorde
ham ondt baade for den ene og den anden Part. Han betænkte sig lidt,
da han ikke ret vidste, hvorledes han skulde tage det Væsen, hans
Myndighed i denne Kreds var ham heller ikke klar. Saa formanede
han i en lille Tale Kirkens Folk til Forsonlighed, og lod os gaae,
anbefalede os nærmere at betænke os, og forøvrigt henvisende til
Ministeriet.
Saa skete der intet videre. Vinhandleren vilde intet mere have med
Kirken at skaffe, og vi fik til Kirkeværge en Oberst, som var af
Menigheden, og Blædel kunde siden gjøre, hvad han vilde. Jeg var lige
saa ilde berørt af denne Scene som Schepelern, og vi afhandlede den
jævnlig, naar jeg gjorde ham min Opvartning eller han gjengjældte
mit Besøg. Jeg gik ogsaa til Petersen, og sagde ham, at hvorvel jeg
nok kunde ønske noget mere Frihed i Kirken, fandt jeg dog, at han
istedetfor Anerkjendelse af den Uleilighed, han havde havt, var
bleven uforsvarlig behandlet; thi han havde virkelig med Opoffrelse
af Tid og Kræfter gjort sig sin bedste Flid med Bygningsarbeidet. Han
tog høflig mod mig, men vilde dog helst ikke see os mere.
Vor egen Biskop stod jeg i al min sjællandske Tid i det bedste
Forhold til. Han betragtede mig, noget mere end jeg fortjente, som
sin Discipel, og behandlede mig saa venligt, at naar jeg kom til
ham, holdt han paa mig, saa vi kunde sidde flere Timer i fornøielig
Samtale.
Han var ganske ligefrem og kunstløs i sit Væsen, og gjorde sig
selv ingen Uleilighed med at finde paa noget at tale om. Men naar
man bragte ham ind i noget, der interesserede ham, holdt han af at
udtømme Æmnet og ikke som en Verdensmand at gaae fra det ene til det
andet. Han kunde da blive saa livfuld og fordringsløs, at man kunde
disputere med ham som en Student.
Han var ingen primitiv Filosof, han begyndte ikke med Tankens Tvivl
om alt og Naturens Atomstrømning fra Evighed til Evighed, men med Tro
paa Sandheden af Menneskenes almindelige Syner, paa en guddommelig
Mening med al Skabningen. At Verden er skabt i Tiden og til ved
Tidernes Fuldendelse gjennem Synd, Frelse og Opstandelse at komme til
evig og salig Fred var ham en afgjort Sag, som der ikke skal spildes
Ord paa at bevise. Hans Opgave var at forme Troen for Tanken, og deri
var han en Mester. Med overlegen Klarsyn havde han strax sit System
færdigt, og fremlagde det med blændende Veltalenhed; men han tog ikke
altfor meget med af Livets Mangfoldighed. Hverken historisk eller
psychologisk trængte han dybt ind i Begivenhedernes Forviklinger
eller Menneskelivets Dybder. I det Store havde han tænkt over alle
Livets Former og satte dem med største Sikkerhed ind hver paa sin
Plads, hvor de hørte hen; men det var, som han ikke ret havde naaet
til at anskueliggjøre sig deres virkelige Udseende.
Engang jeg sad hos ham, og jeg, da Talen var falden paa
Missionsvæsnet, havde, som jeg pleier, fremhævet den katholske
Missions Fortjenester fremfor Protestantismens kummerlige Resultater,
fortalte jeg ham en lille Historie, som jeg havde læst i en ung
fransk Naturforskers Reise. Denne Mand var selv en saa god Sjæl, at
han paa sin Vandring gjennem aldrig af Europæere besøgte Egne, var
bleven de Vilde saa kjær, at da han døde i Urskoven, begravede de
ham smukt, og bragte trofast hans Eiendele tilbage til den franske
Consul i Siam. Inde mellem Bagindiens Bjerge havde han gjæstet en
Missionsstation, hvor en Biskop sad med et Par yngre Medhjælpere. En
Forfølgelse var udbrudt, Hedningerne myrdede de Christne, og en af de
yngre Præster havde de ikke blot pidsket halvt til Døde, men lovet
ham, at han næste Dag skulde gjennemgaae samme Lidelse. Om Aftenen,
da han laa og vaandede sig i sin Smerte, og hans Biskop sad over
ham, stønnede han mest over, hvad der ventede ham næste Dag. »Trøst
dig, min Søn,« sagde Biskoppen, »jeg skal i Jesu Navn tage den Pine
for dig.« Næste Morgen gik Biskoppen Hedningerne imøde, de greb ham
og udførte den grulige Straf paa ham, men dermed havde Forfølgelsen
Ende, og Christendommen gik end mere seirende frem. Den katholske
Biskop havde fortalt det, som noget der faldt af sig selv, siges der.
Saaledes er de Folks Mission, og det den Dag idag, bemærkede jeg.
»Hvor var det muligt?« sagde Martensen, og faldt i Tanker, uden at
udtale sig videre. Paa samme Maade gik det en anden Gang, da jeg
efter Talmud og Josefs jødiske Historie fortalte ham Træk af hvad
Farisæerne var istand til at offre og lide for deres Lovsætninger.
Intet Under, at disse Folk maatte udrydde Jesus. Han og de kunde ikke
være i Landet sammen, sagde jeg. Men det var, som om Biskoppen ikke
før havde havt Leilighed til at tænke paa saadanne Ting. Han var
heller ikke tilfreds med at jeg ved mine religionshistoriske Studier
gik tilbage til Kildeskrifterne, man kom derved ikke til noget
Resultat, mente han. Det var nu den filosofiske Tids Orm, at først og
fremmest skulde Systemet udformes; om det var bygget paa mer eller
mindre grundige Studier, kom det ikke saameget an paa, man kunde jo
siden eftergaae det.
Ligefuldt var han mindst af alt den der vilde byde Skin for
Virkelighed. Han troede paa sit System, og havde ogsaa god Grund
dertil, da der intet overraskende eller urimeligt er deri. Han
lærer hverken ny Christendom eller ny Verdensfilosofi, men, som en
Cicerone i alle vore aandelige Skattes Musæum, gaaer han omkring i
den store Samling og holder sit Lys for enhver Ting, at det maa
sees, at ret forstaaet, er den rige Arv fra Fortiden god Sandhed[23].
Hans Hovedegenskaber var Fasthed i sin Overbevisning og fuldstændig
Oprigtighed, endog vidtdreven Aabenhjærtethed i sine Udtalelser.
[23] Den nu herskende orthodoxe Retning med dens Sky for enhver
dybere og aandfuld Forklaring af Helligdommene, yndede han ikke.
»Vi leve i en realistisk Tid,« sagde han. »Dette er den kirkelige
Realisme. Nei det kommer an paa at sætte Ideerne i Bevægelse.«
Ministrene laa han alle i Strid med, vel med Undtagelse af Ørsted; og
den fuldkommen afhængige Stilling, som Biskoppen efter vor Forfatning
maa indtage overfor Ministeriet, kunde ikke andet end give Anledning
til Krænkelser for en aandeligt saa høitstaaende Mand. Men han tog
det med al Overlegenhed. »Disse Mennesker,« sagde han til mig, »de
kommer og de gaaer, og man kan sige om dem som om Vinden, at man veed
ikke, hvorfra de kommer eller hvor de farer hen. Kun i eet ligne de
hinanden, at de alle er lige uvidende i de Sager, de skulle lede,« og
saa lo han hjærteligt.
Han var en from Mand, og altid inderlig opfyldt af den hellige Sag
han førte. Det var smukt at see ham, naar han ved Talen derom lagde
Haanden paa sit græske nye Testamente, som altid laa opslaaet paa
hans Bord og var saa opslidt, at det næppe kunde hænge sammen,
hvorfor ogsaa hans Hustru, da hun syntes, det blev for galt, listede
det fra ham, og lagde et nyt af samme Udgave istedet. Skarp Modstand
tog han ganske fromt. Om Kierkegaard talte han mere med Bedrøvelse
end med Vrede. »Han kjender mig dog saa godt,« sagde han, »vi har
jo været Omgangsvenner, og nu at skulle høre al den Haan, det har
jeg dog ikke fortjent af ham.« Da Ploug angreb ham saa fælt, som
sædvanligt knaldende løs med alle sine Vittigheder og Ukvemsord,
sagde han bekymret: »Jeg er virkelig bange for, at Ploug er et ondt
Menneske.« »Nei, det maa De ikke troe, svarede jeg, han er meget
mere i private Forhold en rigtig brav Mand og en trofast opoffrende
Ven.« -- »Ja, jeg vilde gjerne troe det, sagde Biskoppen, men hvad
skal man sige, naar man har saadanne Artikler liggende for sig? Er
det en Maade at føre Sagen paa, selv om man er overbevist, om at
den er god? Saadanne Udtryk, høre de til Sagen?« -- »Nei, ganske
vist ikke, svarede jeg, men det er jo tidt saa med disse kampfærdige
Litterater, at de kan være meget rimelige, naar man taler med dem,
men faaer de en Pen i Haanden, farer der strax en Djævel i dem.«
Deraf lo han.
Grundtvig, som Mynster havde behandlet saa haanlig, havde Martensen
meget Hjærte for. Men som han selv var Ordenens Mand og havde saavel
sine aandelige Skatte som sin Stilling i Livet klart opgjorte, kunde
han ikke finde sig i Grundtvigs Uregelmæssigheder og Vaklen. »Han
er ikke nær saa modig, som han lader,« sagde han. »Naar det kommer
til Stykket, er han feig.« Og han fortalte, hvorledes Grundtvig ved
forskjellige Leiligheder var gaaet af Veien. Deri troede jeg ham
ikke ganske. Jeg mente, at han forvexlede Grundtvigs Eftergivenhed
med hans gode gammeldags Tro paa, at man saavidt muligt, endog noget
længer, maa bøie sig for sin af Gud beskikkede Biskop, saalænge denne
er en Christen.