Der var hedt og trangt, og eftersom Sygdommen skred frem og blev
farlig, blev det os tungt at skaffe den rette Pleie. Jeg havde kun
Frederikke til Hjælp, Edle var i Kjøbenhavn. Vi delte Arbeidet,
saagodt vi kunde, jeg vaagede den halve Nat, og hun den halve, men
ingen af os var rigtig kyndige i Sygepleie. Der var svære Tanker at
bære, naar jeg i Nattens Ensomhed sad i den anden Stue bag den aabne
Dør og lyttede til den Syges Aandedræt. Som jeg altid er forud med
mine Tanker, udmalede jeg mig til den mindste Omstændighed, hvad der
vilde blive af mig, om jeg mistede min Elskede, og den Fremtid, jeg
saae ind i, blev saa elendig som muligt. En skrækkelig Nat staaer
uforglemmelig for mig. Det var meget varmt, og overtræt havde jeg
lagt mig paa min Seng i Sygestuen, men uden at sove. Hun begyndte at
stønne stærkere og raabte: »Jeg vil op! Lad mig komme ud!« Det kolde
Omslag om hendes Hoved var gledet bort, og Heden var stegen. Jeg foer
ned i Gaarden efter frisk koldt Vand, men da jeg kom med Spanden, sad
hun henne i en Krog paa Gulvet, sammenkrøben og forvildet. Aldrig har
jeg fundet mig saa hjælpeløs. Dog hjalp det kjølende noget, og jeg
fik hende til lidt Ro igjen.
Jeg finder optegnet fra 10. November:
»Daglig at være omgiven af Lidende, Døende og Døde kan tilsidst
forvandle den hele Jord for Ens Øine til et Lig, der fortæres.
Paa mig har det dog ikke gjort den Virkning. Det bæres med høit
Mod i Gud, han maa have Æren. Nei, med mig er det ingen Ting, men
min Hustru, min Elskede! Hun har nu ligget i fjorten Dage, ingen
Hvile Nat eller Dag, lige forpint i Hoved som i Lemmer, og frister
kun Livet ved koldt Vand og Medicin. Dog bærer hun det fromt og
stille, og styrker sig indenfra ved høie Syner. Naar jeg sidder
over hende Natten igjennem, har jeg for at holde mig vaagen ved
en let Beskjæftigelse taget Kuglers Arkitektur-Værk frem. Det er
ikke noget betydeligt, hvad deri findes, men naar jeg drømmer mig
ind i alle disse Underværker af Kirkebygninger, bliver Verden lys
for mig som saadant et himmelstræbende Chor. Hun veed det ikke, men
har dog lignende Syner. Forleden blev hun ført gjennem lysskinnende
Hvælvinger og ledet op til Altret ved Præstens Haand. En anden Gang
steg Englen med Døbefonten fra Fruekirke i Kjøbenhavn frem ved Siden
af hendes Seng, og det tyktes hende, at der var slet intet andet at
tænke derved end: »Alle skulle de toes i Lammets Blod.« Idag bad hun
mig dog at love hende snart at søge Forflyttelse herfra, hun kunde
ikke trives i denne pestbefængte By. Det har ganske oprevet hende at
være Vidne til disse Scener.«
Saaledes gik det hen indtil Jul, altid mellem Angst og Haab.
Imidlertid var Edle, som var bleven opholdt hos sin Bedstemoder, der
den Vinter laa paa det sidste Leie, endelig kommen, og det var os en
væsentlig Støtte.
Endelig Juleaften, da vi i al Tarvelighed havde pyntet et lille
Julebord, og jeg havde telegraferet efter det glædeligste af alle
Mennesker, Broder Olaf, havde jeg den usigelige Trøst at kunne tage
min Elskede som et Barn paa mine Arme, og bære hende ind paa Sofaen
i Dagligstuen. Vemodigt nok, hun var saa let. Saaledes gik det endnu
en Maanedstid, hver Dag maatte jeg lægge mine Arme ind under hende,
løfte hende varsomt, og bære hende ind og lægge hende forsigtig paa
Sofaen, for atter paa samme Maade at bringe hende tilbage, naar
hun begyndte at blive træt. Dog saa underligt kjært at have hende
paa mine Arme, og at mærke, at hun efterhaanden blev tungere. Mod
Foraaret begyndte det endelig at blive ordentlig bedre. Hun kunde
nu gaae, og i Sommerens Løb kom vi saa vidt, at vi igjen turde vove
os paa Reise; skjøndt hendes Ben vedbleve at være svage, og som det
gjerne gaaer efter saadan svær Sygdom, aldrig gjenvandt Ungdommens
Lethed.
Imidlertid havde jeg fuldført mit store Værk, Johannes den Døber, og
havde under Amalies Sygdom faaet det trykt. Forhandlingerne derom,
Arbeidet derved, endelig endog den for mig saa afgjørende Begivenhed,
at det nu traadte frem til al Verdens Bedømmelse, hvad jeg saa længe
havde taust baaret hos mig selv, berørte mig langt fra saa stærkt,
som naturligt var, at det maatte gjøre. Jeg vilde ikke engang kunne
erindre noget af de Ting, hvis jeg ikke endnu havde de skriftlige
Mindesmærker derom.
Hvad Virkning eller ikke Virkning, Bogen har gjort, har jeg, ligesom
ved mine andre Bøger, ikke faaet synderligt at vide om. Hvad der
har været skrevet derom, fik jeg kun flygtigt læst noget af og har
forlængst glemt. Om hvorledes det gaaer mig dermed har jeg allerede
talt ved Jeremias (3. B. S. 233). Jeg kan da kun afskrive, hvad jeg
forefinder i mine Gjemmer fra den Tid.
Bladet »Fædrelandet« var dengang den øverste Autoritet, idetmindste
for den Kreds, hvortil jeg hørte. Deri stod der en længere Recension,
jeg troer af den Tids Storliterat, Clemens Petersen, som siden
forsvandt og gik til Udlandet. Den var ganske anerkjendende, men
forøvrigt dog saa overfladisk, at han ikke havde lagt Mærke til det
tragiske Moment i Slutningen, Profetens Kamp med Døden.
Med den theologiske Verden var jeg ikke saa heldig. I evangelisk
Ugeskrift stod der en ganske kort Anmeldelse, som forraadte, at
Anmelderen kun havde læst Begyndelsen af Bogen. Han forkastede den
aldeles, navnlig fordi Profeten var opfattet som en reflecteret, ikke
som en umiddelbar Charakter. Det var nu Tidens Kunstudtryk, hvad man
mente dermed var ikke tydeligt.
Theologerne toge i det Hele intet Hensyn til min Skildring, eller
om de læste den, fandt de den urigtig opfattet eller anstødelig
med Hensyn til Helligdommen. Det sidste blev især gjort gjældende
af stærke Christne, for hvem det altid er en Brøde at gjøre en
Helligdom forstaaelig. Min kjære Cousine Ilia var den, det laa
nærmest at føre deres Sag, og hun lagde ikke Fingrene imellem. Jeg
har maaske allerede anført formeget af hendes Breve, men dette er saa
eiendommeligt, at jeg dog finder det værdt at tilføie.
»St. Anna Hospital 21. November 1857.
Kjæreste Johannes! Skjønt jeg maa skamme mig ved at skrive dig til,
saa søvnig som jeg er, vil jeg dog hellere lade staae til og gjøre
det, mens jeg har Lyst. Desuden er jeg en saa daarlig Raisonneur, at
jeg vist ligesaa godt kan udtrykke mig sovende som vaagende -- ja,
hvem veed? kanskee bedre. Lykken er Daarens Formynder, og min Skjebne
har jo i visse Maader været at komme sovende til alt. Og i værste
Tilfælde har jeg da noget at skyde Skylden paa. Men du maa ikke tage
det for nøie med store og smaae Bogstaver og andre slige Bagateller,
thi det gaar altsammen paa Slump, naar jeg er som iaften[20].
[20] Den Indgang har omtrent ethvert af hendes Breve.
Først takker jeg dig saameget for din Bog og dine venlige Breve.
Bogen har jeg læst ud i Aften. Hvad jeg synes om den, veed ingen
bedre end jeg, jeg veed det med den yderste Vished af Verden. Hvad
jeg veed, det veed jeg, hvad jeg synes, det synes jeg, og hvad jeg
gjør, det gjør jeg, og det -- jeg tør nok sige det, med en Sikkerhed
som faa. Men har kun to Grunde, som ret beset er een: fordi det er
saadan, fordi det skal være saadan. Derfor synes jeg det, derfor
gjør jeg det, det Æsthetiske. I den virkelige Verden er jeg saa stor
en Stakkel som nogen. Jeg veed nok, det har forarget dig før og
vil sagtens ogsaa forarge dig nu. Men hvad jeg gjør i den Retning,
gjør jeg i Kraft af en guddommelig Magtfuldkommenhed. En guddommelig
Magtfuldkommenhed i Løierpoesien, ikke andet. Og deri har du min
Hovedindvending mod din Bog. Du har taget feil, du vil tage Poesien
for mere. Du feiler -- Jeg, Ilia Fibiger, en af disse Løiers større
Profeter, siger dig, du feiler. Poesiens Løier -- deri bestaaer dens
Uskyldighed. Den har ikke det mindste med Christendommen at bestille.
Den er Hedenskab, skyldig eller uskyldig, alt efter som den giver sig
for hvad den er, eller for hvad den skaffer af Veien. Jeg kan tale
derom. Jeg har selv engang skrevet noget religiøst, ogsaa en Tragedie
»ikke bestemt til Opførelse.« Netop, det var Hemmeligheden. Ikke
bestemt til Opførelse, derfor skriver man det. O Søren! Søren! Søren!
Du har sagt det. Det Christelige skal gjøres, det poetiske d. e.
hedensk skjønne -- skrives. O, Søren! Søren! Søren! Du har sagt det.
Forskjellen paa Helten og Digteren er den, at Helten er Bedriftens
lykkelige Elsker, Digteren den ulykkelige. Lad gaae med Elskov,
Storhed, Verdens Lykke! Hvor let fanger man ikke den som ulykkelig
Elsker? Hvor gjerne var man nu ikke den lykkelige? -- Men i det
Religiøse har man Valget -- og at ~vælge~ at være ulykkelig Elsker --
o Johannes! Dog gjorde jeg det ikke dengang. Ikke af Eftertanke, men
af Instinct. Det var mit Middel, det ufeilbarste af alle Midler til
at skyde mig det paatrængende Christelige fra Livet. Det var 1852.
Derfor er jeg heller aldrig bleven mere end jeg er. Men at jeg er
dette med en vis Uskyldighed, skylder jeg det, at jeg saa fuldkommen
forstaaer det selv. Jeg veed, jeg er Digter, jeg veed, jeg er kun
Digter. Jeg veed, at den ringeste Vaagekone, der sover om Natten,
fordi hun om Dagen ikke har havt Ro for sin husvilde Nabokone med
Børn, dem hun har givet Ly af Barmhjærtighed, er mere end jeg.
Seer du, Johannes! Det er min Indvending mod din Bog. Min bestemte
absolute Indvending, der rammer saa vel mit syvende som dit tredie
Stykke. Mit dog mindre, forsaavidt det ikke har -- tilgiv, kjæreste
Johannes! -- forgrebet sig paa nogen hellig Skikkelse eller noget
helligt Navn. Efter min Samvittighed er dette ikke tilladt. -- Dog,
jeg feilede: mit Stykke rammer[21] haardere, netop af denne Grund.
Det ligger det almindelige, det personlige nærmest; thi det der har
frembragt det, var en langt stærkere og inderligere Opfordring til
~mig~. En Profet er en Profet, ikke directe mig eller dig.
[21] _Sic._ Skrivefeil for rammes? Udg. Anm.
Og veed du vel saa, at i den Grad er det æsthetisk-kritiske Element
overveiende i min Natur, at hvad mit eget angaaer, da ligger det mig
nærmest paa Hjærte, ikke at det er, christeligt, Synd, men at det
er, æsthetisk, ~galt~: uskjønt. Det er kun psykologisk rigtigt. Men
ak, jo rigtigere, desto uskjønnere. Og Skjønheden er den ikke den
skyldige Digtekunsts høieste Lov?
Jeg er kun et Fruentimmer, jeg er kun en Digter. Endnu aldrig, sagde
den gamle Kritiker (Heiberg) aldrig siden Verdens Skabelse havde
et Fruentimmer formaaet at være Digter i den Retning. Og han læste
videre og tilføiede: Jeg maa tage mine Ord tilbage. Hvorfor er nu
denne Magt mig given? Er det kun fordi jeg fuldkommen, fuldkommen
fattede, at den var ~given~; at jeg selv er intet? Nei, fordi jeg
tillige fattede, at ~den~ var intet -- en broget Sæbeboble, som
seiler glædeligt hen gjennem Luften. Mænd! Hvor ere I Børn! Skal en
Kvinde lære Eder? Ja, det skal hun. Selv uden at sige et Ord, skal
hun det. Derved at denne Magt lagdes i Kvindens Haand, fremstilledes
det tydeligt, hvordan den er kun Løier. See, det forstod jeg fra
først af, og kun saaledes forstod jeg det som Mulighed, at jeg kunde
gjøre det, de andre havde stræbt efter, det jeg aldrig havde tænkt
paa.
Og saaledes haaber jeg paa Tilgivelse for at jeg gik den lette og
grønnende Vei, ikke den trange og besværlige Sti. I Sandhed, den har
været ensom og vildsom nok, hverken himmelsk eller jordisk, næsten
lige langt fra Engle og Mennesker.
Gute Nacht! Gute Nacht! Schlafe wohl!
Du maa aldrig tiere skrive til mig, som om jeg var aparte christelig.
I Livet og i Gjerningen har jeg ikke mere end til yderste Nødsbehov.
Din trofaste Veninde Ilia.«
Skade, at dette ikke blev bekjendtgjort til Bedste for Kvindesagen.
Jeg tvivler ikke paa, at alle de, der skrive Noveller, ville flokkes
om min Veninde, jublende over »den Magt, der lagdes i Kvindens Haand.«
Men atter Skade, at vistnok ogsaa de allerfleste Mænd ville give
hende Ret. Jeg burde derfor helst intet have svaret, men smukt have
taget mig denne Prædiken til Hjærte, og baaret min Skam i Taushed.
Men da jeg er af en meddelsom Natur, kunde jeg det ikke. Jeg svarede
da med den sædvanlige Undskyldning, at større Digtere end jeg havde
valgt sig christne Emner, og at jeg ikke havde ment andet dermed
end saa godt jeg kunde at forherlige vor Helligdom. Men denne Tale
indbragte kun mig og de større Digtere yderligere Irettesættelser.
Da jeg saaledes var paa det nærmeste sat ud baade af den synlige
og usynlige Synagoge, maatte jeg søge min Trøst i hvad jeg af
Behageligheder kunde høre fra mindre kirkelige Venner. Vilh.
Marstrand skriver i Julen:
»Kjære Johannes! Jeg vil haabe, at dette Brev med min Lykønskning til
det nye Aar maa træffe dig i en god Stund, hvori Sindet er roligt og
gladt, saa at du gider slaa en lille Passiar af med os herovre, thi
jeg veed jo, at din kjære Kone har været og maaskee endnu er meget
syg, hvad der jo har bedrøvet os meget. Eders By har i det Hele været
vel betænkt med slige Gjenvordigheder. Men saa udstraaler der jo
ogsaa af dens Mørke saa funklende Glædesblus, at man maa undre sig
-- ja, din Bog har interesseret mig meget, den har grebet mig med
sin mægtige Alvor og dybe Poesi. For os Lægfolk har den oplyst os om
den mærkelige historiske Tid, hvori Forjættelsen skulde opfyldes.
Hvilken uhyre Opgave at fremstille den, og saa Johannes, som man
almindelig kun tænker paa som døbende Christus, stiller du op for
os som den mest storartede tragiske Heros, og som dog tilsidst selv
fortvivler og tvivler om Christus er den rette. -- Jeg kunde nok lide
den Anmeldelse, der stod i Fædrelandet, og kan slet ikke samstemme
med dem, der mene, at man ikke skal bruge Biblen til poetisk Stof;
thi det veed du nok, er en yndet Sætning. Men hvordan skulde det saa
gaae med alt det fortræffelige, der er malet af Bibelen. Jeg har
taget fat paa din Jeremias, og læser den med megen Interesse efter at
jeg har læst Johannes -- og før havde jeg dog ikke Øie for den, saa
at jeg aldrig havde læst ud. Prof. Høyen har talt med megen Roes om
din Døber, og har forelæst en Del af den i hans Fredagsmøder, men jeg
var ikke tilstede.«
Derefter taler han om Dagens Kunst; jeg tager det med, da dette Brev
ikke er kommen med i Raffenbergs Samling:
»Jeg maler forskjellige Sager, hellige og profane, nordiske og
italienske, ligesom Lunet byder det. Jeg har flere Holbergiana for,
især et større, 5. Act af det lykkelige Skibbrud, hvor Philemon er
stævnet for Retten af Magisteren, og alle Vidnerne træde op. Det er
et godt Emne, da alle Holbergs Hovedfigurer der paa eengang samvirke.
Caspar var her nylig og fortalte, at han ogsaa sysler med Holberg,
og hans Bog skal tillige indeholde hans Levnet. Jeg har tænkt paa at
tegne ham et lille Vignet til Titelbladet. Det skal forestille hvor
Holberg i Rom laver sin Mad, hvad han selv morsomt fortæller. Nu er
jeg tillige ifærd med at male et Portræt af Tryde til Frue Kirke, og
Fru Heiberg skal ogsaa paa Tapetet. Roed er snart færdig med sin Ecce
homo, og der er meget smukt i. En Kjærlighed i Gjennemførelsen, som
bøder meget paa hans sædvanlige Mangel paa Livlighed i Opfatningen.
Men han maler sig altid fattig paa sine Billeder. Det er ellers
magert nok, hvad dette Nordens Athen producerer af Kunst -- du skulde
see et Musernes Tempel, der reiser sig paa Kongens Nytorv, det er en
Skandale. Og saa har den gode Cultusminister saa lidt Agtelse for
Kunsten, at han gjør en Mand til Overhoved, der ikke har Anelse om
Kunst. Jeg venter en skjøn Dag, at han ogsaa sættes over os. Men den
værste Brøst er dog mellem Kunstens egne Dyrkere. Det maa vel ogsaa
engang komme til en Krise iblandt dem, hvor alt det raadne kunde
blive skaaret bort -- dog, et forgjæves Ønske, thi Bunden, hvori
Træet voxer, er sur.«
Efter adskillig Tale om Familien, byder han mig saa en god Tegning
til Tak: »Den er af min Phantasikreds, der er af en lavere Natur, men
du stiger ogsaa gjerne ned til den, ikke sandt?«
Fra Roed fik jeg et lignende Brev, tilligemed Efterretninger om de
omtalte Malerier. Saadanne Udtalelser sætter jeg Pris paa. Kunstnere
give sig ikke ud for at være særdeles Kjendere hverken i Poesi
eller Religion eller Oldtid, men som jeg altid har fundet, at de i
Virkeligheden fatte Oldtidens Digtere nok saa godt som Filologerne,
og gaae til det Religiøse med en ren Følelse uhildet af Theologiens
Betænkeligheder og Fordringer, saa takker jeg dem for at have gjort
det samme ved min Bog.
Broder Caspar tog Sagen med sin vante Ro og sit Holbergske Humør. Da
han sendte mig sin Holbergs Levned, udkommen i Foraaret 1858, skrev
han en lille komisk Dialog mellem Poeten i Haderslev og Skolemesteren
i Roskilde om nogle Sprogunøiagtigheder, men henholdt sig iøvrigt
til en Recension i Dansk Maanedsskrift, som var tilstrækkelig
anerkjendende. Tillige fik jeg fra ham at vide, hvad jeg aldeles
ikke havde tænkt paa, at blandt Kjøbenhavns Geistlighed blev min Bog
opfattet som et Angreb paa Statskirken i Kierkegaardsk Aand. Fog var
navnlig ilde berørt deraf, og havde vel derfor ikke takket mig for
Bogen, jeg havde sendt ham. Mundtlig udtalte han sig siden derom.
Nu, selvfølgelig kan Døberens Prædiken altid opfattes som et Angreb
paa enhver Statskirke, ligesom vor Herre Jesu egen. Dog kan ingen
Christen afvise dem. Ogsaa kan det, som jeg selv har forklaret min
daværende Synsmaade, meget godt siges, at den kierkegaardske Strid
havde havt nogen Indflydelse paa min Fremstilling af Profeten, og
at jeg ogsaa i mit stille Sind har leet af den Tanke, at i saa Fald
maatte Gamaliel være Biskop Mynster, skjønt jeg aldrig har tilladt
mig at yttre det. Men ligefuldt behøvedes der hele Fogs urokkelige
Tro paa det Bistaaendes Eneret til at være, forat see Digtet i
det Lys. Planen til det var ældre end denne Periode, og de faae
Yttringer, der haves af Profeten kunne dog ikke godt udlægges paa
anden Maade end jeg -- kun altfor vidtløftigt -- har gjort det. Det
gaaer altid saa, at om end en Tidsstemning kan give Stød til Farten,
faaer dog Æmnets Mægtighed under Udførelsen en saadan Myndighed over
en Forfatter, at han vel kan have Grund til at blive ærgerlig over,
at et smaaligt Partistandpunkt skal gjøres gjældende mod hans Syn paa
den store Sag.
Jeg havde altsaa været ret heldig med dette betydelige Foretagende.
Jeg forlangte ikke bedre, og hvad Mangler der kunde være, tilskrev
jeg mig selv. Det faldt mig ikke ind, at jeg skulde have overvundet
alle Vanskeligheder, der er dog det i Bogen, der er godt, og dette
var i Grunden ogsaa indrømmet fra alle Sider. Dette gav mig Mod til
strax at sætte det næste Værk paa Stabelen. Jeg vilde nu frem i en
anden Retning.
Jeg længtes efter den hjemlige Romantik, og da jeg, saa at sige paa
Embeds Vegne, var godt hjemme baade i vore Kjæmpeviser og i hele
Middelalderens kirkelige og sædelige Splid, valgte jeg mig et dertil
svarende Æmne, og skrev i Løbet af næste Sommer (1858) min »Kors og
Kjærlighed«. Skjønt jeg kun havde et Par Timer til min Raadighed de
fem Dage om Ugen, var jeg dog færdig til September. Og saa godt var
jeg fornøiet med mit Værk, at jeg uden videre Omstændigheder, uden
engang at lade det gjennemgaae den sædvanlige Censur hos Lembcke, lod
det trykke.
Jeg havde ment, at nu var jeg kommen saa vidt, at jeg vel turde være
Forfatter paa egen Haand. Men jeg fik andet at vide. De offentlige
Bedømmelser, forsaavidt der fremkom nogen, vare saa mistrøstige som
muligt. I »Dagbladet«, som nu var blevet det dominerende Organ, og
som var antichristeligt og præstehadende i en lignende Form som nu
»Politiken«, forkyndte en Recensent under mange aandrige Vendinger,
at han ikke havde forstaaet et eneste Ord af det Hele, hvilket vel
var det sandeste af det, han sagde. Og i Byens Avis »Dannevirke«, som
efterat min christelige Kampfælle, P. Chr. Koch havde solgt den, var
bleven en Aflægger af Dagbladet, blev det samme gjentaget og forøget
med, at jeg tituleredes »Jephta Fibiger« og »Sognepave«.
Med mine Nærmeste gik det mig ikke bedre. At Ilia vilde føle sig
ligesaa mimosa-agtig krænket ved Berøringen af hendes elskede gamle
Viser, hendes Monopol, som hun før havde gjort paa sin elskede
»Sørens« Vegne, kunde jeg vide i Forveien. Mere undrede det mig, at
Broder Caspar var ligesaa misfornøiet -- »Middelalderen er jævn og
simpel, dens poetiske Efterladenskaber er ganske uromantisk osv.« --
Forunderligt, hvad Mennesker kunne finde paa. Men gamle Danmarks egne
Kjæmpeviser har nu eengang enhver sat sig fast i og troer alene at
forstaae. Jeg maatte da høre, at jeg nu havde forgrebet mig paa denne
nationale Helligdom ligesom før paa Bibelen. At de i Virkeligheden
ikke synderlig er Danmarks egne men mest indførte Varer, og at
Middelalderen er det den er, hvad saa end disse Viser sige, vilde man
ikke høre, og havde dengang endnu temmelig lidt hørt.
Ussing talte i en anden Tone: »Din »Kors og Kjærlighed« har glædet
mig overordentlig, ikke blot ved den deilige Udmaling især af de
kristelige Personer, men ogsaa ved det rige Billede, den giver af
hele Tiden og dens Aand. For mig er den en Berigelse, en Opfattelse
af det skjulte, jeg kan ikke see, at der er kommet det mindste
Fremmede ind i din Behandling. Fra den historiske Side forekommer den
mig mesterlig. Men -- gid alle dog vilde være saa ærlige som Fog,
og sige, det er din Form, der piner dem. De ville ikke have Besvær
med at læse et Digterværk, de ville ikke knække Skallen paa Nødden,
derfor faae de ikke Kjærnen at smage. Du veed, at jeg ogsaa selv har
lidt af den Mening, og jeg vilde give meget til, at din Form ikke var
saa haard, for at alle kunde føle den Fylde af Poesi og see de rige
Billeder af Fortidens Historie, dine Digte gjemme.« -- Dette er nu
den Charakter, jeg har maattet beholde.
Jeg havde tilegnet Høyen Bogen, og deri tog jeg ikke feil. Foruden
Lembcke, der til min Overraskelse virkelig denne Gang var helt
tilfreds med mig, og min tro Ven Vilh. Marstrand, var Høyen den
eneste, der ordentlig gik ind paa Sagen. Han takkede mig med de
to smukke Breve, som er trykte i Ussings Bog om hans Levned. Hvad
jeg dengang svarede ham, veed jeg ikke, men hvad jeg nu vilde
svare, er dette: Naar han siger: »Den forfærdelige Kamp mellem det
Kirkelige og Verdslige, den urolige Gjæring i Aanden og i Kjødet,
dette Naboskab mellem Himmel og Helvede, dette Liv som en Drøm,
hvori de besynderligste Syner aabenbare sig, vexle og smelte over
i hinanden, alt dette var for mig nyt, endnu har ingen af vore
Digtere følt saaledes, anet saaledes« -- saa var det netop dette, jeg
havde haabet at frembringe. Men naar han tilføier: »Den usædvanlige
Rigdom af Lyrik, der vælder ud af Deres Pen som en krystalklar
Kilde gjennemsigtig, ren kvægende, ja undertiden næsten berusende,
skulde den ikke af og til ligesom overvælde og rive Skikkelserne med
sig, der dog skulde vandre sikkert langs dens skjønne Bredder.« --
Forunderligt, lige det modsatte af de andres Tale om min strenge Form
og haarde Vers og han oplyser dette ved at Hovedfiguren, Skjalm, som
har et aabent Øie for al Usandheden i Kirkens saavel som i Kongens
Færd, er bleven mere blød og drømmende end man maatte vente, at man
føler formeget, at »Gammen har udhugget hans høire Øie, og drukket
Hælvten af hans Hjærteblod« -- saa vilde jeg for det første sige, at
det netop er dette, man ogsaa i ham, den ypperste, skulde føle. Men
dernæst vilde jeg til min Undskyldning bemærke, at ogsaa de store
Digtere, som er vore Forbilleder, have havt en Tilbøielighed til at
forme deres Hovedfigur, den, hvori de mest selv taler, af et blødere
Stof.
Nu, de Store tilgiver man alt, men en Smaamand som jeg kunde ikke
faae Lyd. Nei, jeg kunde ikke faae Lyd. En og anden havde sagt mig
noget godt i Stilhed, men ingen vilde sige det offentlig, og naar jeg
opgjorde alle Papirerne, blev dog Udfaldet, at jeg var sat udenfor.
Jeg blev, som det kaldes, tiet ihjel.
Da jeg havde sundet mig noget paa dette, fandt jeg, at jeg ogsaa
helst burde blive udenfor, idetmindste for det første: Jeg holdt
derfor Møde med min Muse for at takke hende for hendes hidtidige
Omfavnelser, men at frabede mig videre Besøg af hende. Hvorledes hun
saa igjen fik fat i mig, hører til næste Periode af mit Liv. Ogsaa
var baade min Forlægger kjed af mig, og jeg havde i andre Retninger
rigeligt nok at tage Vare paa, kun altfor meget. Jeg havde da endelig
ogsaa nu skrevet fire Bøger, alle meget indholdsrige, og i hver af
dem udtømmende nok, synes mig, behandlet en høist betydningsfuld
Vending af Menneskelivet; og til at brede mig mere i Efterslæt
havde jeg ingen Drivt. Endnu havde jeg Hellas og det gamle Norden
og Reformationen ikke at tale om Nutiden tilbage, men der skulde
Tid til. Den Tugt, jeg havde faaet, maatte sætte sig og gjøre sin
Virkning.
Jeg havde imidlertid søgt adskillige Embeder paa Landet, men det var
ikke saa bestemt, at jeg endnu skulde være Landsbypræst. I Foraaret
1859 blev Kapellaniet ved Garnisonskirken i Kjøbenhavn ledigt. Det
var Familiens Ønske at faae mig til Kjøbenhavn, og jeg gav efter og
søgte Embedet, men uden Haab om at faae det. Monrad vilde have enten
Brandt ved Vartov Kirke eller Fenger, begge ældre og mere anselige
end jeg, men Kongen vilde ikke høre noget om disse Grundtvigianere;
han holdt stivt paa en Præst i Kjøge, der var Frimurer. Saa blev der
omsider sluttet Compromis, man søgte længere ned i Rækken og traf paa
mig, uværdig, idetmindste i den Henseende, at jeg i ingen Maade havde
holdt mig til.