Suhrs gamle Gaard paa det kjære Gammeltorv. Skjønt min Familie, som
gjæstfrit nok blev tagen med, var aldeles fremmed der, havde vi dog
ikke kunnet negte Amalies gamle Venner, i Særdeleshed den trofaste
Tante Caroline den Glæde at gjøre en glimrende Fest for os. Tryde
holdt sin kjærligste og skjønneste Tale ved Frue Kirkes Alter,
Vennerne sang til Peter Heises Toner, Etatsraad Suhr udbragte med
Værdighed Brudeparrets Skaal, gamle Tante Møller skinnede blidelig
ved hans Side som en Romantikens dalende Sol, jeg takkede det bedste,
jeg i min Stil formaaede for alt det Venskab, jeg havde nydt i det
rige Hus, og en skjøn Frostaften, vendte vi saa, som Stjernerne
begyndte at blinke, de længe nok slidte Gader Ryggen.
ANDET KAPITEL.
SKOLELIV OG PRÆSTESTAND.
Skolen blev aabnet den 7. October. Det laa ganske i Thriges Væsen,
hurtig og uden mange Ord som han er, heller ingen høitidelige Ord at
spilde paa denne store nationale Sag. En Regnveirs Mandagmorgen gik
vi hen i den sorte skumle Bygning, som ligger paa Kirkepladsen, og
efterat en Svamp havde fuldbragt Nationalitetsforvandlingen ved at
afviske, hvad der med store Kridtbogstaver stod paa Kathedertavlen:
Tod allen Dänen! tog vi uden Indledning 24 danske Drenge under
Behandling, for det første fordelte i fire Rum.
Min Bestilling blev det først og fremmest at lære dem Christendom,
og altsom vi fik en øverste Klasse, hvilket vi det første Aar ikke
havde, som Kronen paa Værket at foredrage Kirkens Historie; saa og
at danne mulige Theologer ved at læse Evangeliet paa Græsk og første
Mose Bog paa Hebraisk. Dernæst at lære dem at skrive ordentlig Dansk
og give dem Begreb om dansk Litteratur. Men da dermed endnu ikke
Timernes Antal var fyldte, og ingen anden Lærer fandtes, blev jeg
ogsaa Tegnelærer, endog en Tid Skrivelærer. Tegningen beholdt jeg
altid, dels af Lyst og dels fordi det var mig en Hvile efter de andre
noget anstrengende Fag.
Hvorvidt jeg nu kan have vakt noget dybere religiøst Liv hos mine
Disciple, har jeg ingen bestemte Beviser paa. Jeg søgte ikke at
fremavle christeligt Væsen, det har jeg aldrig ønsket. Det var
dengang som nu min Mening, at skal Troen have Magt med Mennesker,
maa den være inderlig forenet med hele deres Livsbetragtning, og
hos litterært dannede Folk med deres videnskabelige Overbevisning.
Jeg bredte derfor mine hellige Tanker udover den øvrige Lærdom, og
fremhævede navnlig i Litteraturhistorien Psalmedigtningen langt
stærkere end vore Litterater pleie at gjøre.
En Skole er en behagelig Republik, naar den tages med Velvillie, og
det gjorde vi alle under vor yderst forekommende Rectors Anførsel.
Der var ikke Tale om nogen anden Stemning, heller ikke mellem Lærerne
indbyrdes. Vi var ikke ganske efter Nutidens Tugt, vi var kun paa
Overgangen. Vi vilde noget ordentligt og intet Sløseri, men vi vilde
det dog efter gammel gemytlig Skik.
At blive Præst havde jeg, da jeg drog til Slesvig, ikke gjort mig
andre Tanker om, end at det maatte gaae, som Gud vilde. Det kom ogsaa
som en Guds Gave, uden at jeg søgte det. Et Hospital for halvhundrede
gamle Kvinder havde sin egen lille Kirke, og Tjenesten ved den
havde været forbunden med Diakonatet ved Byens Hovedkirke. Men
Frederik Helweg, som var Diakonus, havde ikke Lyst til dette Annex,
saameget mere som dermed ogsaa var forbunden Sjælesorg og Prædiken
i Byens Arbeids- og Sygehus. Han foreslog derfor mig at overtage
disse Bestillinger, og jeg pleier ikke at gjøre mig Betænkeligheder
ved Arbeide, der bydes mig, skjønt Gud veed, der kunde være
Betænkeligheder nok ved at faae to Kirker foruden Skolearbeidet, jeg
fik det da ogsaa at føle.
Der var ingen Formaliteter, som der i det Hele ikke var i Slesvig
i de Dage. Jeg begyndte min Kirketjeneste midt i December, og lod
Øvrigheden sørge for saadanne Ting som Kaldelse, Ordination og
høitidsfuld Indsættelse. Det blev ogsaa besørget derefter. Jeg var
allerede bleven en kjær Præst og Ven for mine alderstegne Søstre, da
jeg først den 26. Januar 1851 blev ordineret, derefter kaldet til
Præst den 31. Januar, og endelig, efter tre Maaneder den 16. Marts
indsat af Provsten.
Min Ordination var en mærkelig Høitidelighed. Superintendent i
Nord-Slesvig var, førend Bispedømmet for hele Slesvig blev oprettet,
en gammel Landsbypræst i Jordkjær ved Aabenraa, hed Jens Hansen, en
stor svær Mand med et knoldet Hoved. Da han den Vintermorgen, jeg
var ankommen til Præstegaarden, viste sig i sin Dagligstuedør med
de gule Uldstrømper op over Buxerne, de store Lædertøfler og hvid
Nathue, saae han mindst ud som en Biskop, mest som Landsbyens Møller.
Han satte sig strax ved sin Morgenpibe til at underholde mig med,
hvad der vel er den fornemmeste Kunst. Det er Regnekunsten, men den
rigtige Regnekunst er ikke saadanne Barnagtigheder, som de har for
henne i Skolen, nei, det er ordentlige Knuder, som ikke kan løses
efter Regnebogen, men som der skal et grov stærkt Hoved til, og dem
knækker man lige med eet -- han slog begeistret ud med Haanden --
ved en Indskydelse! »Kan De for Ex. sige mig, naar man siger: I tyve
Gjæs! Og de svarer: Vi er ikke tyve, men var vi en hel Gange saa
mange og en halv Gang saa mange, og en hel Gaas og en halv Gaas og
en Gase, saa var vi tyve. Hvormange var der da? Kan De see, De kan
ikke!« Nei, jeg kunde ikke, jeg stirrede forbauset paa hans knudrede
Hovedknub, hvor Nathuen var skubbet tilbage over de strittende Haar.
»Saadanne Nødder skal der Geni til at knække«, -- og han opgav mig
Nød paa Nød. Men jeg befandtes aldeles intet Geni at være, jeg følte
mig lille, da han reiste sig i sin imponerende Høide og sjokkede ind
at stoppe sig en ny Pibe.
Den mindre fornemme Kunst, hans Theologi, viste sig dog ikke at være
nær saa farlig. Hans Bispeexamen bestod i, at han flyede mig et Par
Opgaver, som jeg om Eftermiddagen skrev adskilligt om i Gjæstekamret,
mens jeg inde i Storstuen hørte ham med en underlig syngende
Gravrøst, der forekom mig at vare ligesaa længe som jeg skrev, vie et
Par Folk. Mine Papirer lagde han i sin Skuffe med den Bemærkning, at
dem vilde han læse en anden Gang, for næste Morgen skulde vi holde
Ordination. Og hvad mundtlig Examen angaaer, saa fik den at være:
»De Herrer Kjøbenhavnere kommer altid med noget nyt, det kan vi ikke
indlade os paa.«
Ordinationen forekom mig, Gud forlade mig det, som en Slags
Spøgelsesscene. Det var en kold mørk Vintermorgen, og medens jeg stod
i den lille skumle Kirkes Chor første Gang iført min nye Præstekjole,
saae jeg lydløst skride op ad Gangen en tre fire underlige
Bjørneskikkelser. Det var Nabopræster, som over deres Samar[14], som
de kaldte Præstekjolen, havde svære Pelse og Sivsko paa Fødderne. I
Stolestaderne sad der et Par Rækker Bønderfolk, der udaf Pontoppidans
gamle Psalmebog sang med saa kraftig Røst, at hvergang der kom et R
lød det, som rullede en Vogn gjennem Kirkens Mure. Har nogen hørt
den rette Udtale af Affenr-r-rô (Aabenraa), vil han forstaae det.
Ordinationstalen var ikke ilde; thi Superintendenten var en alvorlig
Christen, men jeg kunde ikke faae mig selv fra at sammenblande den
med den mystiske Brudevielse fra Aftenen før, ligesom jeg havde
sammenblandet denne med mine theologiske Reminiscenser. Og da
jeg holdt min Prædiken, var det mig fast, som jeg havde en Flok
Gjengangere fra forrige Aarhundrede for mig.
[14] Jeg gad vidst, om denne underlige Benævnelse skriver sig fra
Spansk, hvor Zamarro betyder en Faarepels.
Da jeg allerede i et Par Maaneder forinden havde gjort præstelig
Gjerning, og ikke engang blev rigtig Præst derefter, forsaavidt det
endnu varede sex Uger, inden jeg blev indsat, er det ikke at undres
over, at min Ordination ikke fik nogen afgjørende Betydning for mig.
Det første, jeg havde at gjøre, eller rettere allerede fra først af
havde gjort, var da at gaae ned til ~Hospitalet~ -- man gaaer ned ad
en temmelig høi Bakke i Byens Søndergade og over Broen, saa ligger
det strax sønden for Aaen -- og fra Stue til Stue underholde mig med
min fattige alderstegne Menighed, saa broderligt som muligt om alle
deres Skrøbeligheder.
Der var en, hed Hedevig, hun var saa elendig af Vattersot, at alle
hendes Lemmer var som en oppustet Blære, og dertil led hun Nat og Dag
den ulideligste Pine i sit Ansigt, især sin Næse, og kunde ikke ligge
i sin Seng, men fik alle de lange Nætter kun Nattesøvn i sin Stol.
Aa, mi Neis, mi Neis! kunde jeg høre hende stønne, allerede naar jeg
kom i Forstuegangen.
Da jeg nu ikke kunde blive Natten over, saa var der En, der kunde
det. Det var hende med det firkantede og rynkede Ansigt, den
skarptskaarne Opnæse, og de smaa vandfulde Øine. Ved Nat og ved Dag
kunde Marie Winfeld det, i Jesu Navn, som en af de tjenende Aander,
udsendte til Hjælp for dem, der skulde arve Saliggjørelsen; ingen
Engel som dem, der sidde paa Skyerne, nei, en forsvarlig jordisk
en, i godt hjemmegjort Hvergarn, pæn altid skinnende hvid Hue og
tærnet Lærreds Forklæde helt om paa den brede kantede Ryg. Hun kunde
lægge Puderne til Rette i Sædet, og brede Vattet behændigt udover
alle stakkels Hedevigs Lemmer, og hun kunde synge og bede paa godt
Sønderjydsk og slaae de yndigste Psalmer op i den gamle Spændebog og
fremfor alt see den Syge ind i Ansigtet med en Kjærlighed som en Guds
Aabenbaring. Altid sukkede Staklen: Du maa ikke forlade mig! Men naar
Marie med Glædestaarer sagde: Forlade dig! Nei, vi to Søstre skal
være sammen i Paradis, i Jesu velsignede Navn! saa hjalp der ingen
Modstand, man var nødt til at see Paradiset staae vidtaabent der i
den fattige Stue med de fire mørke Alkovesenge. Og vist var det, at
saaledes blev Korset baaret i de ni Aar, jeg saae det. Korset, sagde
Marie, skal vi ikke ogsaa takke Gud for det? Vor Herre bærer den
tykke Ende. Har han baaret saa meget for os, skal vi saa ikke ogsaa
bære noget for ham? Og hendes Ansigt straalede som de Kvinders, der
saae Herren i hans jordiske Dage. Jeg troer heller ikke, de har seet
synderlig anderledes ud, hvad saa end Kunstnerne gjøre dem til. I
alt Fald var min Maries Lægedomsflaske ligesaa fyldt med Kjærligheds
Parfume som den evangeliske Maries Alabasterkrukke.
Desværre var der i en anden Seng En, som brugte en anden Slags
Flaske, en tre Pægles Flaske, som hun i Mørkningen fik snildelig
gjemt i Sengen, naar Marie ikke mærkede det, og om Morgenen var ikke
en Draabe af Høkerens Fuselfri gaaet til Spilde, desmere af Lisbets
Forstand. Det var Maries største Sorg, og det varede længe, inden jeg
fik det at vide, jeg maatte selv opdage Lisbets Tilstand, for »man
skal skjule Syndernes Mangfoldighed«; paa den anden Side dog ogsaa
tage en Søster i Enrum inden man henter to eller tre af Menigheden.
Aar og Dag stod hun paa sin Vare som Habakuk og prædikede som han,
endelig fik Præsten det at vide. Men hvad skulde man sige, »i Mørket
driver den Onde sit Spil, og en anden kan ogsaa være en Synder« -- og
Marie vendte sig om mod Vinduet og tørte sine Øine med Fligen af sit
Forklæde.
I den tredie Seng var der ogsaa En, som gjorde Marie Sorg. Den med
Flasken bekjendte altid grædende sin Synd, men denne var forhærdet,
hun kunde ikke med Bekjendelsen. »Der var nok dem, der kunde vide
noget med sig selv, men hun vidste ingen Ting, nei, Gud skee Lov!« Og
hun skjævede til Hedevig.
Sagen var, at stakkels Hedevig, som altid blev holdt til at takke Gud
for de Dage, der var gaaede, vel vidste, at de ikke altid var gaaede,
som de skulde. I bedre Dage var hun engang falden i Vandet, og var
bleven trukken halvdød op. Man var enig om, at dette var Grunden
til hendes Vattersot. Om dog Vandet fra Haderslev Dam saaledes kan
blive siddende under Huden ved Guds Tilskikkelse, maa jeg overlade
Videnskaben at afgjøre. Værre var det, at der ogsaa var dem, der
som Hjobs Venner ansaae det for en Guds Straf. Marie vidste ingen
Ting, og »hvad man it veed, skal man it sej«. Men der var mange, der
vidste, at Hedevig havde drevet det temmelig vidt med og havt en
lille Næringsvei med at signe og spaae.
Der var fjorten Stuer, og alle havde de deres Mysterier, men det
maa være nok med denne ene, første Stue til venstre i den øverste
Bygning, velsignet Ihukommelse! Nu er de alle døde, de kjære Sjæle,
og Hedevig er sikkert nok i Paradis. Marie har ikke sluppet hendes
Haand, og St. Peter maatte ingen Christen være, om han ikke var vegen
for hendes Grunde.
Denne gamle Gaard, stiftet og af nyt opbygget og med Fundats forsynet
af gamle Hertug Hans Aar 1569, maa jeg vel takke Gud for, det er den,
der har lært mig at være Præst. Det er hos de Fattige, man skal lære
det, de have Lægen mest behov, og hos de Gamle og Skrøbelige, der
er Korset tungest, og Opstandelsen nærmest. Der var vistnok hverken
Daab, Confirmation eller Brudevielser, saa jeg havde ikke meget med
Kirkebøger at gjøre, men desmere med Begravelser. En efter anden
bleve mine Søstre i Gud baarne ind i Kirken og der med fuld Pomp
omflyttede i Evigheden. Det var Høitid og bidrog meget til at gjøre
dem til mine Venner. Jeg gjorde det mest mulige ud af Ligtaler,
opdrev al den Ros for den Døde og al den Formaning for de Levende,
som jeg kunde, og har, hvad end strengere Præster ville sige, aldrig
fortrudt, at saa begyndte jeg og saaledes er jeg vedbleven. Det var
Kjærlighedens Evangelium, jeg forkyndte, og ved Afskeden skal det
høres, at vi have elsket hinanden.
Der kom mange udenfra, især i Begyndelsen. En ny og ung Præst bliver
sædvanlig søgt, og om det end siden blev ringere med Besøget, da
Folk havde faaet hørt, hvad jeg havde at sige, og der var bedre
Prædikanter i Byen end jeg, havde jeg dog altid den Tilfredsstillelse
at have min Kreds. Den bestod mest af de Stille i Menigheden, de
gammeldags Pietister, der havde en Fornemmelse af, at jeg hørte til
de Opvakte.
Min største Glæde havde jeg af Sjælesorgen, den gik af sig selv. Jeg
kom strax i et fortroligt Forhold til dem, jeg saae ind til, og jeg
havde nok af det fromme Livs Erfaringer til at støtte den til. Troen
blev der ikke gjort meget Væsen af, det var en given Sag, at vi alle
vare troende, det kom kun an paa, at vi kunde have Frelsens Glæde af
den i et flammende Hjærte og et saligt Haab. Uden Kjærlighed ingen
Tro og heller intet Haab. Derom kom jeg vanskelig til Rette med mine
Foresatte. Jeg blev kaldt en Schleiermachersk Følelsestheolog, eller
blev endog befunden at have i det Stykke et Stænk af Katholicismen.
Dog var jeg saalangt som muligt fra et Par af mine Venner, der
virkelig blev Katholiker.
TREDIE KAPITEL.
OMGANGSKREDS OG STUDIER.
Da vi er ved det kirkelige, begynder jeg med disse to eiendommelige
kirkelige Skikkelser.
Den ene var Jørgen Laurits Hansen, Præst i Fjelstrup ved Haderslev.
Han var en afgjort Grundtvigianer, en Svoger til J. Chr. Lindberg,
og havde ligesom Lindberg mest Sind til med juridisk Skarpsindighed
at forsvare en stærk Autoritetstro. Han polemiserede stadig mod
Protestantismen, lod os høre dens Holdningsløshed og at vi ikke
tilstrækkelig kjendte den gamle Kirke, saa vi i Spøg kaldte ham
Papisten. Han havde nemlig været Kateket i Fredericia og der levet i
Omgang med den katholske Præst, der havde indviet ham i sin Kirkes
Mysterier og lært ham, hvad han ofte kom tilbage til som en mærkelig
Ting, den Kunst at læse en virkelig Messe. Dette grublede han
bestandig over, studerede Kirkefædrene og fandt, at de var Katholiker
og ikke Protestanter, hvori han forsaavidt havde Ret. Endelig fik
den Trang, der paa saa mange Maader har Magt over trofaste Sjæle,
at faae fuld Sikkerhed i sin Salighedssag, Overhaand, og han kunde
ikke længer udholde sin Stilling i vor Kirke. Vi havde ikke tiltroet
ham saamegen Kraft, da han vel var en brav og ærlig Sjæl, men ikke
nogen betydelig Mand, og syntes dengang nok at sætte Pris paa et godt
Embede og de Velstands Nydelser, det medfører. Men med Eet opgav han
det, drog til Kjøbenhavn, blev tilligemed sin Familie Katholik og
Medarbeider ved den katholske Tidende, hvormed han næppe har tjent
sig mere end til det tarveligste Underhold. Det skete først, efter
at jeg selv var flyttet til Kjøbenhavn, og der saae jeg ham stadig
paa min Morgenvandring, naar han med lange Skridt ilede ned ad
Bredgaden til sin Messe. Engang jeg med ham og Kofoed-Hansen gik paa
Volden, tog han nidkjær til at prædike for mig saa vedholdende, at
jeg endelig maatte standse ham med det Udbrud: Men, kjære Hansen, De
kan da nok vide, at De ikke kan gjøre mig til Katholik. Det blev det
sidste Ord, jeg kom til at skifte med ham.
Kofoed Hansen, som stod hos, sagde intet, men han har muligvis taget
sig den Prædiken til Indtægt, thi han var den anden, der skulde gaae
den Vei. Dog tog det meget lang Tid, inden han blev modnet dertil.
Han var og er en høist eiendommelig Mand og hørte i al min slesvigske
Tid til mine nærmeste Venner.
Fra den æsthetiske Side var han sværmerisk Romantiker og levede
deri i nøieste Forstaaelse med Lembcke. Fra den religiøse var
han Kierkegaards trofaste Fælle, og opgav sin Embedsstilling, da
Kierkegaard havde eftervist, at den var en Forbrydelse, men tog den
atter tilbage efter et halvt Aars Betænkningstid, da Regjeringen ikke
vilde opgive en saadan Mand. Men han var besværlig at omgaaes, da
hans Meninger stred imod alle almindelige Begreber, dog fandt vi os
villige og i Grunden beundrende deri. Han var saa reactionær, at han
ligesom Pave Pius vilde have Dagblade, Jærnbaner, Telegrafer og alle
Nutidens stolte Opfindelser afskaffede, og alle Rigsdage jagede fra
hinanden med Stokkeprygl. Dog var han en mild, elskværdig Mand, som
vi alle holdt meget af, og som det gjorde os inderlig ondt for, naar
han ikke kunde komme igjennem med sine Grublerier. Som Prædikant var
han vidtløftig og uklar paa Grund af altfor mange Omsvøb, men han
gjorde et eget dybt Indtryk ved en Alvor i det Usigelige, der lod ane
mer end der var.
Der var kun een Mening om, at han var os andre langt overlegen. Det
er nu Provster altid, men det var ikke derfor. Nei, hans Gjerning
ansaaes altid for saa betydningsfuld, at der ikke kunde overkommes
meget af den. Vi andre kunde ogsaa studere og til sine Tider komme
igjennem mange og svære Bøger, men naar det hed, nu læser Provsten
Tertullian, følte vi det som noget overordentligt. At det gik ligedan
med hans Forretninger, blev et Kors for mig. En Prædiken som hans
kunde ikke holdes hver Søndag, og alle de Begravelser kunde han ikke
finde sig i. Han forlangte derfor ofte min Hjælp, og jeg følte mig
æret ved at blive benyttet som Capellan. Men meget besværligt blev
det mig dog, medens han det omtalte Halvaar forsvandt i Ørken, det
vil sige en sjællandsk Herregaard, og jeg maatte hjemme besørge al
hans Præstegjerning. Hans Sjælesorg maatte jeg nu altid paatage mig i
hans Sogn, Gammel Haderslev, hvor jeg blev Smaafolks Husven. Endelig
ogsaa i det Aar, Søren Kierkegaard førte sit afgjørende Stormløb mod
Kirken, optage den Kamp, der egentlig tilkom ham. Hvorledes jeg med
megen Anstrengelse udførte det, kommer jeg siden til.
Han gjorde i Grunden en Del af mig, men egentlig Tak fik jeg ikke, da
han ikke lod det komme til Orde. Min Hustru var fornærmet paa mine
Vegne. En Gang kom jeg endog galt fra det. Da jeg vilde gjøre en
Feriereise, bad jeg ham en Gang at prædike for mig, da jeg saa mange
Gange havde gjort det for ham. Men han svarede temmelig vrantent, at
hans Prædiken passede ikke for min Kreds, Almueskredsen. Da følte jeg
mig meget lille.
Jeg vilde gjerne have støttet mig til ham, da mit Sind ogsaa gik i
Kierkegaards Retning, men det lod sig ikke gjøre. Han vilde være
ene paa sin aandelige Høide, og han blev alene, der var ingen der
vidste, hvad han vilde. Han havde ogsaa i en sørgelig Grad ondt
ved at komme igjennem. Han var luxuriøs i sin Levevis og yndede
at give sin Præstegaard noget af Herregaardens Glands. Derved kom
han ikke blot til at leve over Evne og blev forgjældet, men maatte
ogsaa lide af Samvittighedspine, fordi hans Christenpligt paabød ham
Askesen. Naturen elskede han og tilbragte megen Tid i den, især med
Planteverdenen, som han særlig studerede. Jeg flakkede meget om med
ham i den smukke Baad, han holdt paa Søen, og der blev talt om, at
Naturen oplod Mysterier for ham, som ingen kunde fatte, hvori han
kunde have Ret, da Naturens Aand er det ufatteligste af alt. Det var
altid kun faa Ord, man fik at høre af ham, men jeg satte sammen og
gjemte derpaa, havde ogsaa, naar han ikke talte, mine Mærker paa hans
Væsen. Jeg var i alle Maader som den mystiske Doctors Famulus.
Med mine øvrige geistlige Brødre stod jeg mig ligesaagodt som
med denne min Foresatte. Jeg kom meget ud paa Landet og havde
Fornemmelsen af, at hvor jeg kom, var det hos gode Venner. Ogsaa
i Byen havde vi fortræffelig Omgang. Vi indrettede os ugentlige
Sammenkomster, vexelvis hos Thriges, hos Lembckes, hos Kofoed Hansen,
hos Helwegs og hos Apothekeren Aggersborgs, hvor der var et fint Hus,
overdaadig Beværtning, og høist hjærtelige Mennesker. Fru Pauline
Aggersborg, var og er en mærkelig Dame, skjøn, aandrig og sværmerisk,
høit patriotisk, var hun af de ægteste »slesvigske Piger«, som hun
ogsaa var opdragen paa en Gaard der i Egnen og havde, længe før
hun blev gift med sin kjøbenhavnske Mand, spillet en fremragende
Rolle ved Skamlingsbankens Fester. Hun var ogsaa betydelig nok til
at have sin bedste Glæde af at samle det lærde Selskab i sit Hus.
Ogsaa hendes gode redelige og meget dannede Mand sluttede sig nær
til os, saameget mere som han var en Fætter til Maleren Skovgaard og
var kjendt med vor kjøbenhavnske Kreds. Endelig søgte ogsaa ugifte
Adjuncter og andre Løsgjængere til, og Præster kom ind fra Landet,
især min kjære Ven, C. D. Møller i Vonsbæk.
Det var et høist tiltalende Selskab, vore Hustruer var udmærkede
Husmødre, saa vi levede godt i det Kjødelige, og det Aandelige bragte
vi selv med baade ved Vinterens Lampeskin og Sommerens Solskin, i de
skjønne Haver, paa Baadene i Søen og paa de skovklædte Bredder.
Som jeg var den yngste, var vort Hus fra først af det mindste, men
dog ogsaa istand til at rumme Selskabet. Aaret efter flyttede vi hen
i en smuk Kjøbmandsgaard paa »store Pappegøie«, hvis Have gik ned til
Søen, hvor ogsaa jeg holdt en Jolle til at roe ud med Sommeraftener.
Søen var »Haderslev Dam«, som strækker sig en Mils Vei ind i Landet,
og især i sin Vestende er omgivet af smukke Skove, som give venlige
og maleriske Udsigter. Om Vinteren løb jeg paa Skøiter der. Vi kom
nu bedre med, vi havde nogle af de anseligste Stuer i Byen, og mine
Indtægter bleve efterhaanden gode. Jeg blev Collaborator og fik en
Overlærers Løn, og Præsteembedets Indtægt og nogle Pensionærer hjalp
efter. Det var en lykkelig Tid, vi havde Fornemmelsen af at høre til
den bedste Kreds i Byen som i Egnen. Egnen er skjøn, og vi forstod at
nyde den.
Slesvig var et interessant Land, en ny Opdagelse for alle Danske. I
den skjønne Aarstid skulde Erobringen besees, Reisende og deriblandt
mangen god Ven hjemmefra kom og gik. Vi selv skulde ogsaa besee
det, og langs de yndige Kyster fra Kolding til Aabenraa laa jo
Præstegaardene ikke længer borte end Dagsreiser, og overalt venlige
Ansigter. Saa kom Ferierne, som Skolelivet, saa strengt det end kan
være til daglig, dog har forud for andre Bestillinger, da førtes
Reiserne længere ud, til Flensborg, Slesvig og Rendsborg, hvor vi
havde kjære Slægtninge og Ungdomsvenner, mine og Amalies Cousiner med
deres Mænd. Heller ikke var der let noget Aar, hvor en Sjællands-
eller Jyllandsreise blev forsømt.
Det var skjønne Dage, den lykkeligste Periode i mit Liv. Men i andre
Maader ogsaa den strengeste. Aldrig har jeg faaet mere og sværere
Arbeide gjort. Det var den Tid, da jeg foruden mit Skolearbeide
først og fremmest skulde uddanne mig til Præst. Ikke saameget for
min Menigheds Skyld, den kunde have hjulpet sig med mindre, som for
min egen, udarbeidede jeg mine Prædikener paa det omhyggeligste og
kunde bruge flere Dage om Ugen dertil. Det gjaldt jo om at faae
hele den hellige Lære omsat i den Form, som er brugelig i Livet,
at faae Færdighed i at tale om enhver Trossætning med Lethed og
Kraft i et Sprog, som kan gaae til Hjærtet, og at kunne behandle
ethvert Livstilfælde, stort eller dagligdags, med den Inderlighed,
som kan hjælpe til Frelse, det gjaldt om hele en begyndende Præsts
Udvikling. Min Prædiken maatte jeg saa om Søndagen holde to Gange, og
derefter gaae omkring i Hospitalets og Sygehusets Stuer, og alt som
jeg fik flere christelige Venner i Byen, endnu dertil udstrække min
Sjælesorg saavidt, at jeg ikke godt nogen Dag kunde gaae fra Skolen,
uden at jeg maatte om i de smaae Gader, for at see til dem, der syge
og sorrigfulde ere. Foruden alt dette havde jeg saa ydermere mine
private Aandsfornødenheder at tilfredsstille.