mine aandelige Glæder, og da jeg dengang ikke videre trængte til
Penge, brød jeg mig ikke stort om, hvad Fremgang Bogen fik. Det er
maaske min Feil, at det altid har ligget mig altfor lidt paa Hjærte,
om jeg ved mit Arbejde ogsaa udrettede noget for andre. Jeg tager
min egen Høst hjem og er dermed tilfreds. Imidlertid havde jeg dog
den Glæde, at de faae af mine Nærmeste, som læste Bogen, ydede mig
fuld Anerkjendelse.
Min Ven Fog, som jeg havde sendt Haandskriftet, svarede i sin
eiendommelige Stil: »Jeg har læst og gjenlæst og atter læst Digtet,
og har havt mange smukke Planer om at tilskrive dig ret omstændelig
derom. Ja, væmiseris! jeg har sporet min Pegasus og begyndt et langt
ræsonnerende Epos, der var beregnet paa dine Øren alene, da jeg netop
i dette Øieblik gjorde den Opdagelse, at min Pegasus er et Æsel,
hvorfor jeg viselig holdt ham over mit Tællelys for idetmindste paa
den Vis at forhjælpe ham til en Flugt til Skyregionen. Saa faaer du
da kun den Erklæring: Skynd dig at bringe det Digt til Trykken! Thi
det eneste Resultat, jeg er kommen til, er det, at jeg siden jeg
begyndte at læse det vaagende og sovende har drømt om Jerusalem, om
dens Sønner og Døttre, om springende Profeter og forladte Kvinder i
Kongens Haver, om Mænd hvis Hals er som Davids Taarn, der skuer ud
mod Damaskus, og om Sønner der forbandes af deres Fædre. Og denne
Drøm er af den Natur, at jeg ønsker at mange maatte drømme den med
mig. Iøvrigt frabeder jeg mig alle mulige Spydigheder til »min meget
udviklede æsthetiske Forstand,« som ikke har en eneste Kategori,
hvori den kan indeslutte min Tanke; men hvis du selv eller nogen
anden vil spørge mig om min høiere Mening, meget ydmyg tyer til
Digterens egne Ord, idet jeg med slet fordulgt Stolthed svarer: »Ja
hans Læber er som Palmens Frugt -- finde I en saadan, saa see min
Ven, thi som andres Venner er han ikke.« Her har du, kjære Johannes,
hvad jeg i kort Begreb kan sige om dit Digt og dets Forfatter.« -- --
--
Videre skrev han i Anledning af den nu udkomne Jeftas Datter: »Tak
for din Fantasis Førstefødte, pyntelig som den kom til mig i
Silke og Guld, og for disse Meddelelser om dens gode og glædelige
Modtagelse i denne syndige Verden, hvilke have frydet min Sjæl,
som om det var dens eget Foster, der var hilset med Kjærlighed og
Bifald. At du har glædet dig ved Høyens saa grundige Dom, begriber
jeg, og indseer, at naar saadanne Autoriteter have talt, gjør Folk
af Grovbrødsdeig som jeg og mine Lige bedst i at stikke Piben ind og
tie som en Mur. Tilmed kunde Høyen gjerne forandre sit Bifald til den
bittreste Dadel, naar det skulde komme ham for Øre, at en sjællandsk
Landsbypræst havde den Dristighed at dele hans Mening. Derfor tager
jeg det Parti hellere at tilbageholde min Berømmelse over det
Nærværende forat profetere om dit Tilkommende, idet jeg lover og
tilsiger Jeremja en endnu hæderligere Modtagelse. Jeftas Datter synes
mig at henhøre under det, man kalder Studier, og ved sin rent lyriske
Charakter i samme Sindsretning stundom at kræve for stor Anstrengelse
for Læseren, hvorved den friske Nydelse for meget hæmmes.«
Deri havde han upaatvivlelig Ret. Jeg havde selv fra først af tænkt
mig min første lille Bog som en Øvelse, hvormed jeg vilde prøve mine
Kræfter, og som en Indledning til et betydeligere Arbeide.
Naar jeg nu dertil føier, at Høyen paa sin ekstatiske Vis havde
udbrudt: »Ingen af vore Digtere har gjort det for Norden, som her
er gjort for det gamle Testamente;« og at Frederik Helveg, som jeg
har anseet for den grundigste Kjender af den israelitiske Oldtid,
vi her i Landet har, og foruden sin Theologi er en vidt belæst og
tænksom Æsthetiker, siden han sagde mig, at han anseer min Jeremias
for den bedste Bog, jeg har skrevet, saa kan jeg virkelig ikke klage
over, at dette Digt ikke blev forstaaet. Det blev, fordi disse Mænds
Fordring til Poesi gik i samme Retning som min daværende, snarere
overvurderet. De var alle tre Mænd, jeg saae op til som mig langt
overlegne, saa dette kunde sagtens være mig nok.
Bogen udkom næste Aar 1850, saavidt jeg husker i Foraaret. Jeg maa
altsaa vende tilbage til 1849.
Den store litterære Begivenhed i Vinteren 1848-49 var Adam Homo, et
Bevis paa, at det ingenlunde var hos mig alene, at Folkets store Kamp
ikke optog alle andre Interesser. Mine Yttringer derom i et Brev
til min Moder (Januar 1849) tilbagekalder mig det første Indtryk af
Realismens Indtog i den høiere Poesi:
Vi arbeide med agtværdig Flid i Adam Homo, thi man kan ikke føre sig
som dannet Cavaller i Hovedstaden, naar man ikke kan tale med om den.
Det er en sur Suppe at faae ned, men mit Haab staaer til, at vi blive
frygtelig kloge paa, hvorledes Verden aller virkeligst er, naar vi
faaer den fuldelig indtaget. Fru Heiberg har læst den tre Gange, og
siger sukkende: Hvad skal man læse efter saadan en Bog? Ussing mener,
at den er ligesvis som Biblen, en Bog for alle Bøger og ufeilbar. Jeg
haaber, at I er dannede Mennesker, og kan den udenad.
Krigen brød ud igjen, medens jeg med min Profet sad midt i min egen
Krig. Den 21. Marts tog jeg Afsked med det ulykkelige Linieskib,
Christian den ottende. Det var en kold, klar Dag jeg med Vilhelm
Marstrand gik ud paa Nyholm og ombord i Skibet. Det var saa hurtigt
blevet rustet, at Møblementet endnu laa spredt paa Dækket, og den
nye Maling ikke var tør, saa jeg ved at gaa ned ad en Trappe fik en
Smøre paa min blaa Kappe, den jeg siden, da det skjønne Skib var
forsvundet, ikke lod tage af, men beholdt som et historisk Minde.
Osvald Marstrand var tredie Officier i Skibet, commanderede underste
Batteri og forestod de nautiske Instrumenter. Han havde paa Dækket
faaet opsat en ny Construction af et Compas; hvori Nyheden bestod,
veed jeg ikke, men den maa ikke have været efter den gode gamle
Marines Hoved, for medens Osvald viste os den, gik Næstcommanderende,
Capitain Krieger forbi, trak spottende paa Skuldren og sagde: Naa,
det skal vel stort hjælpe!
Osvald havde altid været seet noget skjævt til af den gamle Stok,
som En der vilde gjøre sig vigtig med ufornøden Lærdom, skjønt
intet var fjernere fra hans beskedne Væsen. Alene det, at han var
den eneste Søofficier, der gjennemgik den militære Høiskole, blev
anseet som Mangel paa god Corpsaand, som om man ikke lærte nok paa
Søcadetakademiet og ombord. Nu, det varede ikke mer end fjorten Dage,
før han og Krieger viste, at de elskede deres Flag lige høit. De var
begge blandt de sidste i Skibet og endte deres Dage med det.
Det var da sidste Gang jeg saae Osvalds skjønne vemodige
Skikkelse. Han var ligesom hans Hjærtensven Adolf Fibiger af dem,
hvis Ungdomsliv, trykket af Tidens Brydning mellem Frisind og
Militærstramhed, mellem Romantik og Hverdagslivets smaa Forhold,
fortæredes i Mismod over ikke at kunne finde det, der er værdt at
offre sit varme Hjærte. Adolf var vildere i sine Lidenskaber og begik
Daarskaber. Osvald var tilsyneladende rolig, og faldt aldrig ud af
sin fine ridderlige Holdning, men led ikke mindre, snarere mere af
sit vanskelige Hjærte. Han var tilbedt af Damerne, men trak sig med
Anstand ud af ethvert Forhold, der truede med at binde, og vænte sig
til den bittre Filosofi, at man ligesaa godt kunde tage den ene som
den anden. Det var sørgeligt i vore Sammenkomster hos Vilhelm, at
høre ham med rolig Veltalenhed stadig vende og dreie dette hjærteløse
Thema. Ingen var mere fortvivlet derover end hans Broder, der baade
elskede ham saa høit, og bedst vidste, paa hvilke Veie han havde
samlet al den Bitterhed. Dette i Følge med det meget Bryderi han
havde havt i sin Stand, gjorde, at han sidste Gang gik ombord som en
Mand, der helst søgte en Leilighed til at offre sit Liv med Ære. Vi
havde en Følelse deraf. Da det var skeet, behøvede vi næppe at nævne
det, førend vi forstode hinanden.
Af Vilhelm Marstrand havde jeg iøvrig i det Aar megen Morskab; for
han var mærkelig i Retning af Hjærteanliggender. I et Brev, fra
Juli 1849, fortæller jeg Amalie, som var paa Broksø, derom: Vilhelm
M. havde lovet at komme og følge mig udaf Porten, men han udeblev
da, som jeg nok havde ventet, saasom han er utilregnelig paa Grund
af visse Sorger. Jeg har siddet længe hos ham i Formiddag, og vi fik
som sædvanligt mangfoldige Materier afhandlede. Men alle slap de ud
til, at Skjebnen har udseet sig ham til det Offer, hvori den vil
fremstille det sørgelige Ideal for alle Pebersvende. Tragedien synes
virkelig at nærme sig sit Høidepunkt. Han kan ikke male, han gider
ikke at reise, han driver fortvivlet om som en Fugl uden Mage. Først
troede jeg, det var den almindelige Sommerkjedsommelighed i Byen,
og foreslog ham, at reise over til Armeen, hvor der upaatvivlelig
for Tiden maa være godt Selskab for Malerøine. Men da han ved
Ordet Armeen slængte Cigaren, og begyndte at lade sit Lune gaae
ud over Selskab af lutter Mandfolk, blev jeg virkelig ængstelig
for Tilfældet, og forsøgte at studere Patientens Tilstand ved at
fremføre for hans Blikke nogle af de mange kvindelige Modeller, jeg
har Hovedet fuldt af, idet jeg dog viselig gik udenom Dronningen
for dem alle, at han ikke skulde blive mig farligere, end han
allerede er. Men ak, jeg fandt, at Sygen er værre end jeg havde
troet, den er allerede reflecteret. Han begyndte at filosofere og
han inddelte: »See, af dem, der er i en Alder, som passer sig for
mig, er de ypperste naturligvis allerede tagne« -- jo, min er det,
det kan du lide paa, tænkte jeg -- »og de, der er tilbage, har let
Hensigter« -- jeg frydede mig i Stilhed over dem, jeg veed, ingen
Hensigter har -- »Saa de ganske unge, saadan paa en 17-18 Aar, en
af dem kunde man dog ikke forsvare at tage, om man ogsaa kunde faae
hende. En Pige maa dog have Tid til at nyde sin Ungdom, og skal
ikke lænkebindes til en gammel Mand. Synes du vel?« -- Nei, det
syntes jeg ikke, og tænkte paa vor søde Frede, mens jeg holdt en
kraftig Tale om, at Lykken i det Kapitel er bedre end Forstanden:
Skyd Hjærtet op i Livet, og drag ud blandt Kvindefolket, saa flyer
Lykken dig nok den Himmelsendte, som hverken er for gammel eller
ung. Han vred sig ærgerlig, og malte i nogen Tid taus løs paa sit
Lærred. Saa begyndte han igjen: »Hvor skal jeg finde dem? Hvor er der
Kvinder, der henriver En? Jeg kjender ingen.« -- Jeg blev bange for
at han skulde forlange min Hjælp, og udtalte mig, synes mig, meget
net om, at i det Stykke duer Anvisning ikke, skal man tage med sit
eget Hjærte, maa man ogsaa see med sine egne Øine. Men altid kom
hans sædvanlige Grubleri igjen. Han reiste sig, gik noget omkring,
fik saa fat paa et Papir og et Blyant og begyndte at tegne: »Det
er netop Ulykken,« forklarede han, »at jeg allerede er kommen til
den Alder, da Følelsen ikke har den Friskhed længer. Hvergang jeg
seer en Pige, som jeg tænker, kunde blive en god Kone for mig, er
Følelsen dog ikke stærkere, end at jeg ligesaa godt kunde lade det
Forhold falde igjen, som jeg kunde pleie og frede det, og saa maaskee
faae noget ud af det, naar jeg vilde. Og det er utaaleligt, der maa
være en Nødvendighed, som binder og tvinger, ellers vil Forstandens
Betænkeligheder strax ødelægge mig.« -- Meget vel, mente jeg, det
skader heller ikke, at Forstanden er en stadig Følgesvend, derfor kan
Følelsen dog blive lige stærk og ærlig. Jeg sagde det just ikke, men
jeg kjender hans svage Side, et eller andet selvlavet Ideal løber saa
let af med ham, og jeg er ikke ganske uden Frygt for, at han en af
Dagene kunde komme med noget han ikke er tjent med. Under alt dette
sad han og tegnede den ene kostelige Frierscene efter den anden,
Ting der, om han gad opbevare dem, gjerne kunde komme til at smykke
Samlingerne. Der var ogsaa Tid dertil, for jeg har naturligviis kun
angivet Samtalens vigtigste Led, men med al Udførlighed varede den
vel et Par Timer, og havde mange morsomme Episoder, som nok kunde
fortjene at gjengives.
Saa ringede det, og med det Udraab: »Nei, det er ikke til at udholde
at leve alene!«, foer han op og løb mod Døren, med saa vidt udstrakte
Arme, som om han vilde fange sig en rigtig Hjærtenskjær. Døren gaaer
op, og hvem træder ind? -- Onkel Theodor (Suhr) med sin stive Ryg og
imponerende Knirkestøvler, men skinnende af Galanteri og Behagelighed
-- »Om han maatte have den Ære og Glæde at see Hr. Professoren paa
Sølyst, hans Vogn stod til hans Raadighed, den skulde hente ham,
han vilde træffe Professor Heiberg og Frue osv.« -- Overgangen var
saa brat, at jeg formelig maatte sunde mig paa, hvem han mente, om
Akademiets høithædrede Professor virkelig var den samme som min
morsomme Elskovsjæger. Men hvem kan vide, hvad Tegnet betyder? Skulde
Sølyst være Stedet? Tag Jer iagt, for min Ven er nok istand til at
tage, hvem han vil.
Jeg har havt mange Samtaler af dette Slags med ham baade i hans
tidligere Kjærlighedsperiode og senere, men de er gangne mig af
Minde; man kommer jo ikke let til at optegne sligt. Men det Brev,
hvoraf dette er et Stykke, er skrevet samme Dag. Det kan da nok
fortjene at tages med som et frisk og paalideligt Vidnesbyrd om den
geniale Mands fast utrolige Oprigtighed og elskværdige Naivitet.
Imidlertid brugte han virkelig baade Øine og Hjærte og Forstanden
med, han kunde nok have Ret i, vel ogsaa Erfaring i, at Hensigter var
det, han mest maatte være bange for. Saa kunde jeg endelig under 19.
Februar 1850, melde min Moder en Begivenhed, som det efter mit Syn
paa Sagen ikke var let at tale alvorligt om:
»Kjæreste bedste Moder! Iaften faaer du den glædeligste Nyhed. Vor
Ven Malermesteren har fæstet sig en Hjærtenskjær, som skal være en
overmaade elskelig, forstandig og kunstfærdig Kvinde, og hedder Grete
Weidemann, af Hjemstavn Vesterbro og af en Familie, som ikke er
ukjendt i det Verdenshjørne.
Jeg har endnu ikke seet ham, han er ikke til at fange. Jeg forsøgte
det Kl. 8 imorges, men ogsaa da var han allerede ude, jeg kan
tænke for strax at leie Værelser og bestille Bryllup. Skade, for
han maa være meget fornøielig at betragte. Om Aftenen er han
naturligvis endnu mindre at faae at see, for hun spiller og synger
saa uforligneligt deiligt, at hans musikalske Øre nødvendigvis maa
lytte til det langt ud paa Natten. Imidlertid gjør jeg for ham, hvad
jeg kan. Jeg har netop idag maattet forsøge mig i de udførligste
Skildringer af denne mærkelige Mester, da man her hos Langes er
meget nysgjerrig efter at erfare, hvorledes det Vidunder af en
Mand seer ud, som med Storm har kunnet indtage et i deres Øine saa
høitstaaende og af alle i deres Kreds saa beundret Væsen, som denne
kunstforstandige Dame skal være. -- --«
Man maa ingenlunde tage min lystige Tone for Satire. Med tilbørligt
Hensyn til min daværende Maade at udtrykke mig paa, maa jeg netop
ansee det for det bedste Bevis paa, hvor glad jeg var ved denne
»lykkelige Begivenhed.«[13]
[13] I Manuscriptet følger her en vidtløftig Beskrivelse (120
Sider) af en Norges-Reise, som Fibiger i dette Aar foretog sammen
med L. Ussing.
FJERDE BOG.
ÆGTESTAND.
FØRSTE KAPITEL.
BRYLLUP.
De første tredive Aar af mit Liv nærmede sig deres Ende, det var sent
nok at begynde paa at tjene sit Folk og skaffe sig en Arne. Men jeg
har altid været noget sent paafærde, det var da ogsaa tidlig nok,
forat naae det Maal, jeg har naaet.
Da jeg kom tilbage fra Norge, var jeg uden Erhverv, og det var i
Sandhed en fattig Kjæreste, min trofaste Brud tog under Armen, da
hun den Morgen i al sin Glorie mødte mig i Grønningen. Fattigdommen
trykkede mig dog ikke, den var jeg vant nok til; jeg havde jo hende,
og hun forlod mig forvist ikke, om jeg saa aldrig blev til noget. Jeg
maa dog formodentlig have tænkt paa at blive til noget. Idetmindste
tænkte jeg paa at gifte mig.
For det første havde jeg dog nok med at udkramme alt, hvad jeg
hjembragte fra det nordiske Land. Vi reiste til Roskilde, men der
fandt jeg ikke megen Indgang for min Tale, alt var i feberagtig
Bevægelse over Aarets voldsomme Begivenheder, og hvad der skulde
komme. Seiren ved Isted havde mere med Skræk end med Svøbe fordrevet
den største Del af den tyske Embedsstand fra Slesvig, og den
Stilling, som Søren Thrige havde været udseet til allerede før
Krigen, havde igjen aabnet sig for ham. Han var allerede udvalgt til
Rector i Haderslev, og Talen var kun om at besætte de øvrige Pladser
ved den nye danske Skole. Jeg talte med derom som om enhver anden
Sag, men, da han sagde til mig: »Har du Lyst til at være med?« veed
jeg med Sikkerhed, at jeg ikke før havde tænkt derpaa. Men jeg pleier
heller ikke at bruge Tid til at tænke over en Beslutning og svarede
øieblikkelig: »Hvorfor ikke!« Og Sagen var afgjort.
Amalie og jeg kunde da strax gaa over til vor egen Side af Sagen
og dens nærmere Omstændigheder. Kanonerne tordnede jo endnu paa
Dannevirke, og ingen kunde sige med Sikkerhed, om de tydske eller
danske Aviser havde Ret i, hvem der skulde blive Herrer i Slesvig.
Det var Galskab ikke at afvente de europæiske Tilstandes Opklarelse.
Vinteren maatte idetmindste gaa hen, før vi kunde tænke paa at sætte
Bo under kvindeligt Regimente. Holm fandt dertil, at de 700 Rdl., jeg
kunde faae i Løn, selv om alt gik godt, ikke var nok til en Families
Fornødenheder, og Suhr, for hvem al Livet var Vinter, indsaae ikke,
at een Vinter fortjente en Tanke, saameget mere som alle Elskere,
undtagen han selv, for ham var nogle Narre.
Disse Betragtninger havde nu aldeles ingen Plads fundet paa vor
Fantasis righoldige Blade. Min Brud fandt Embedsgagen stor nok,
og det var hende, der forstod den Sag, ikke jeg; den Mad, hun
vilde sætte for mig, kunde jeg sagtens spise. Kanonerne var høist
tillokkende, det var interessant at faae dem at høre. En ren
Umulighed var det at være Vintren over alene, idetmindste for mig.
Enden blev altsaa, at da jeg den 17. September havde faaet at vide,
at Madvig, der forestod den tilkommende slesvigske Lærdom saavelsom
al anden Lærdom, havde indstillet mig, og han log mig vide, at jeg
kun skulde holde mig færdig til Afreise, saa tog Fader Holm mig
under Armen, og førte mig i Egenskab af snarlig Brudgom til Suhr,
hvis Velsignelse efter alt, hvad han havde gjort for Amalie, var
nødvendig. Den stive Kjøbmand og Skeptiker i alle Kjærlighedssager
viste sig overvunden, og da han havde ladet os berøre de kolde Ender
af sine Fingre, havde han endogsaa i sin anden Haand et Papir,
hvorpaa var optegnet under Livsforsikkringsanstaltens Haand og Segl,
hvorledes han rigelig vilde forsørge Amalie som Enke. I Sandhed en
uhyre Tanke, men det var nu hans Maade at være fornuftig paa, og alt
ordentlig betænkt, kunde jeg da heller ikke blive gift uden det. Han
fortrak ikke en Mine derved, men jeg har ingen Tvivl om, at hans
Hjærte var stærkt i Bevægelse i Retning af den egenvillige Dame.
Med idel Solskinsforhaabninger forlod jeg saa Kjøbenhavn den 23.
September efter den Tids Maade om Aftenen. Der var kun Jærnbane til
Roskilde, og i Selskab med min Rector reiste jeg Natten igjennem med
Deligencen, naaede næste Middag Odense, og fik der ~Edvard Lembcke~
ind til os i Vognen, saasom han var den nye Skoles Conrector. Det
var den bedste Medgift, det var muligt at faae til det lidet lovende
Omgangsliv i en lille By, og til den Skolegjerning, der endnu laa
indhyllet i Jævndøgnsveirets Regnskyer. Vi tog øieblikkelig til paa
fødte Aandrigheders Maader at behandle alt, hvad der ligger mellem
Himmel og Jord. Saaledes er vi da ogsaa omtrent bleven ved alle de
Dage og Nætter, jeg har havt den Lykke at kunne skifte Ord med den
elskelige Mand. Der var kun en Sag, hvori jeg blev nødt til at gjøre
nogen Indskrænkning i vor Fortrolighed. Han hadede Tydskerne af hele
sit glødende Hjærte, alle som een lige til Barnet i Vuggen -- det
vilde han dog ikke spidde, kun tage det og opdrage det paa Dansk, saa
det ikke skulde lære en Stavelse af sit Modersmaal. Men i alt andet
smeltede vore Meninger sympathetisk sammen lige fra det Øieblik vi
kom paa Siden af hinanden.
Der blev ogsaa Leilighed til at gjøre en grundig Begyndelse. Vi var
nødt til at være sammen fra Morgen til Aften i en Uges Tid eller
mere, da ingen af os havde Hus og Hjem eller noget at bestille,
Skolen kunde ikke begynde endnu. Vi var en mørk Regnveirsaften bleven
sat af i en skummel gammel Gjæstgivergaard med klippede Lindetræer
udenom, forsaavidt godt nok, det mindede om gamle Kolding. Men jeg
har altid været en Hader af Værtshusliv, og min sædvanlige Udvei at
forvandle Værtshuset til et Hjem ved at slutte Venskab med Værtens
Familie, lod sig for det første ikke udføre, saasom Værten i sin
Egenskab af Fører for Byens Hjemmetydskere, maalte os, som om det
havde været hans Hverv at arrestere os. Ligefuldt blev dog denne
frastødende Vært siden min Ven. Han var Forstander for det Hospital,
hvorved jeg strax efter blev Præst, og naar han bragte mig min
maanedlige Løn, forsømte jeg ikke at holde ham fast til en Samtale,
og han viste sig da som en forstandig og brav Mand. Vi var heller
ikke uden familiære Berøringspunkter, det er man da ikke let i vort
Land, selv om man tager Hertugdømmerne med. Han var Morbroder til de
Søskene Thygesen, som var Amalies Venner, og det behagede i høi Grad
min Collega »Agenten« at tale om denne sin lærde og aandrige Familie.
Hans Svoger, Bonden, var forresten dansk, og naar den politiske Strid
kom paa Tale, yttrede han med et stramt Smil: Ja, der er forskjellige
»Ansigter« i vor Familie.
Mit Venskab med ham maatte nu helst blive en Hemmelighed, da han
var en af dem, vor strenge Øvrighed helst vilde strax have jaget
over Grændsen. Men jeg fik andre Venner med ildesete »Ansigter«. En
Snedker, hos hvem jeg efter i Selskab med Lembcke at have afsøgt
adskillige borgerlige Huse, endelig fik leiet den fortryllende Ting,
som de Nygiftes Rede er, var ogsaa af den hjemmetydske Art, og
derfor ikke til at tale om, men desto mere til at føle for, saasom
han var en »Christen«, det vilde der i Egnen sige en Christiansfelder
Ven, en hernhutisk Pietist, i Virkeligheden en høist rørende
Sværmer, der med et Suk over Verdens Forfængelighed gjorde mig det
fortryllende Sted i Orden, men gjorde det med samvittighedsfuld
Forsynlighed og til redelig billig Pris.
Det var Snedker Holgersens gode Tid -- efter Verdens Tankegang.
Efterat jeg var flyttet fra ham, gik det stærkt tilbage for ham.
Han blev mer og mer forfalden til mystiske Grublerier og tabte
sin Arbeidskraft. Da jeg lærte ham at kjende, havde han endnu et
Møbelmagasin i Salen ovenpaa, men efterhaanden forsvandt det, han
leiede hele Forhuset ud og trak sig tilbage til Baghuset. Da jeg
sidste Gang besøgte ham i 1859 for at tage Afsked med ham, fandt
jeg en udmagret krumbøiet Skikkelse i en stribet Nattrøie i et
lille daarligt Værksted siddende over en gammel Postil. Han vendte
aandsfraværende glasagtige Øine mod mig, rakte mig saa med Salvelse
sin knoklede Haand, og begyndte en underlig Tale om at være eet
med Gudfader og i Forløserens Blod at bære Korset for alle hans
Skabninger, og ønskede mig Velsignelse til den Gjerning som noget,
der skulde gjøres, men som han ikke lod til at tiltroe mig Naadegave
nok til. Han sukkede ikke længer, men med et Suk skiltes jeg fra
dette levende Billede paa gammel tydsk Haandværkermystik. Dette var
mit første Indblik i Borgerstandens aandelige Liv i den slesvigske
By, og det viste mig strax, at her var adskilligt andet at gjøre end
at drive national Storpolitik.
Jeg leiede altsaa Mystikerens Værelser ovenpaa, paa Salen nær, som
han formedelst Verdens Forfængelighed endnu ikke kunde undvære, og
nu begyndte et uendeligt Skriveri til den Dame, som havde lovet mig
at tage de tre pæne Stuer med Kjøkken, Pigekammer og andre udvortes
Bekvemmeligheder under sin Varetægt. Rigtignok ikke som i tidligere
Dage hver Dage et Breve, for Brevene var dengang endnu dyre, men man
kunde jo gjøre dem desto længere, og det blev fra begge Sider ikke
forsømt.