helst et saa omfattende, at det gaaer fra Aar til Aar, og jeg bliver
saa optaget deraf, at jeg længes efter at opspare enhver ledig time
dertil. Det laa mig derfor, nu jeg var kommen til Ro efter mine
Hjærteanliggender, paa Sinde, at kun altfor lang Tid var gaaet hen
for mig, uden at jeg var trængt ind i det, der syntes mig at maatte
ligge nærmest for mig.
For at forstaae Christendommens Væsen og Stilling i Aandshistorien,
maa de andre Religioner kjendes, og til at lære en Religion at
kjende, er det ikke nok at læse en Beretning om den, man maa leve med
den. I min kjøbenhavnske Tid baade som Student og Candidat havde jeg
læst meget til Religionshistorien henhørende, og havde deri fundet
meget, der kunde gaae mig til Hjærte som Folkeslagenes virkelige
religiøse Liv; men det var dog kun Oversigtsskrifter, jeg havde holdt
mig til, og denne anden Haands Kundskab var langtfra nok til at
tilfredsstille mig.
Jeg var fra min Bibels gamle Pagt vant til at gaa lige til Kilden,
og havde Erfaring nok i, at de Lærdes Gjengivelser, hvad Oplysninger
der end kan faaes af dem, dog ingenlunde gjør samme Indtryk som det
gamle Folks egen Tale. Det var den oprindelige Duft af Oldtidens
Livstræer, jeg vilde indaande og ikke kunde undvære, fordi Oldtiden
nu eengang er min Elskede, Nutidens Skjønheder ufortalte.
Og medens jeg sad Aar efter Aar og med Lexikon og Grammatik stred med
enhver Stavelse i det uopdyrkede Zendsprogs forskjellige Dialekter,
til jeg fik ethvert Textord til Livs, og ligesaa mange Aar vendte og
dreiede paa Hieroglyfernes vanskelige Figurer og endnu vanskeligere
Constructioner, blev der Tid nok til at forsøge paa at leve med de
gamle Folk, at følge deres Aands og Hjærtes Flugt ligesaa nøie som
deres Bogstavers Sving, og i Fantasien at kunne gaae ind og ud med
dem i deres Templer og Palladser og fattige Huse, og med Lovbogen
i Hænde og Hovedet fuldt af Legendernes Vrimmel og Begivenhedernes
Fortælling at sætte sig ind i deres Føreres Forestillinger og
Følelsesliv. Der skal Tid til det, men man skal ikke fortryde
det. Det er værdt at faae sit eget Indre saa stærkt udvidet, som
nødvendigt er for at kunne være med i saa overordentlig fjerne
Forhold, og Mennesker er altid værd at kjende. De være, som de vil,
saa ender det dog med, at man faaer dem kjære, og det er for mig den
egentlige Sag. Jeg har tilsidst ogsaa føiet Talmud til, og jeg siger
om den som om det Øvrige. Man læse Folianterne paa Hebraisk og de
almindelige Anmærkninger med, og oversætte dem Ord for Ord paa godt
Dansk, og spørge alle Synederiets kloge Herrer til Raads, man vil
ikke blot komme til at forstaae sit Evangelium bedre end før, men --
det er idetmindste gaaet mig saaledes -- endog tiltrods for deres
rædsomme Lovtrækkeri, faae Hjærte for Jesu Fjender. Man faaer altid
Hjærte for Mennesker, naar man forstaaer dem.
Jeg begyndte med vor nordiske Oldtid, naturligvis, fordi Fædrelandet
altid ligger nærmest, men det havde ogsaa en ydre Foranledning.
Medens der i Haderslev blev samlet til et dansk Skolebibliothek,
fik vi som det nødvendigste, som den rigtige nationale Helligdom,
en fuldstændig Samling af den oldnordiske Litteratur i gode
Arnemagnæanske Udgaver. De lokkede mig, det var jo endogsaa min Pligt
at tage dem til Indtægt, jeg var jo Lærer i dansk, og hvad var vel
dansk? nei i nordisk Litteratur.
Fra først af gik jeg til Studiet af det Oldnordiske blot i litterær
Hensigt, med den Bitanke derfra at fremme min Poesi. Jeg skrev ogsaa
største Delen af en Knud den hellige, og det tegnede til at blive
en forsvarlig Tragedie. Jeg tænkte endvidere som Hovedsagen paa en
Brynhild -- nu har min Pleiesøn gjort det. Men altsom jeg trængte
dybere ind i de gamle Skatte, greb Helligdommen mig. Det opgik for
mig, at hvad der er gjort for den af Mænd som Finn Magnussen og N.
M. Petersen, af Grundtvig og Øhlenschlæger er kun Poesi og mythisk
Naturallegori hver efter sin Opfattelse; hvad der staaer tilbage, er
at vise, hvad vore Forfædres virkelige Religion har været. Deri saae
jeg mit Hverv.
Jeg havde i Kjøbenhavn kun læst meget lidt Islandsk; det var, mens
jeg hørte Petersens Forelæsninger. Nu gjennemgranskede jeg Eddaerne
og alt, hvad vi havde af Sagaer, samlede alt, hvad der oplyste min
Gjenstand ligetil det mindste Vink, og oversatte alle Versene ligetil
det mest sammenknudrede Skaldemaal. Ogsaa Saxo og alt, hvad der hos
ham kan findes af Levninger af den gamle Tro tog jeg med. Skrev saa
Aar efter Aar et Værk, som blev meget udførligt, da jeg deri indførte
alle mine Texter, baade Vers og ubunden Stil, og behandlede dem
med største Omhu, idet jeg skildrede Aandeskikkelsernes Charakter,
deres moralske og dogmatiske Værd, og hvad Indflydelse de kunde have
havt paa deres Folks Tænkemaade og Liv. Jeg fulgte min egen Vei og
brød mig ikke om, hvad filosofiske og poetiske Syner, der har været
uddraget deraf, jeg vilde kun have den historiske Virkelighed frem.
Jeg fik vel ikke deraf ud, hvad mit senere Studium har forvisset
mig om, at Asatroen er en ufuldkommen overleveret og uudviklet raa
Forgrening af den ariske (indisk-persiske) Stamme, hvilket navnlig
viser sig i moralsk Henseende. Men jeg fik dog klart frem, at den
ligesom den helleniske, er en heroisk Religion, en Trosform, der
lægger Hovedvægten paa Skikkelsernes menneskelige Charakterer, deres
forskjellige Evner i Visdom og Styrke som ogsaa i Mangler og Udyder.
Der er ikke som i Zend-Avesta, hvor den samme Kamp skildres, gjort
Regnskab for, om Guderne eller deres Fjender have Ret; meget mere
have ingen af dem Ret; de maa alle falde, Tiderne maa skifte og Nyt
maa komme, som i Prometheus' Haab.
Det vil sees, hvor forfærdeligt jeg med saadanne Tanker maatte
forsynde mig mod den herskende Stemning, den, det var en ren
Trossag for, snart fastere end Christendommen, at Asatroen er det
allerypperste under Solen, saa ypperlig, at den ene er nok til at
slaa alle Tydskere.
Et enkelt Kapitel af dette større Arbeide, Fjølsvinsmaal eller Sangen
om Svigdag og Menglød fik jeg frem i det Program, hvormed vi 1854
indviede den nye Skolebygning. Det blev det eneste, som jeg fik
bekjendtgjort af mine lange og besværlige Studier i den Retning, og
det er da ikke gaaet bedre med de senere, dem jeg i et andet Afsnit
af mit Liv kommer tilbage til.
FJERDE KAPITEL.
ILIA OG MATHILDE.
Det var det Pestens Aar 1853. Den der fik det største Navn i Kampen
mod den blodløse Fjende, var min Veninde Ilia. Hun blev hele Landets
Beundring men var ligefuldt det underlige Menneske, hun var.
Hun havde sidst boet hos sin Broder Otto i Flensborg, hvor han
samtidig med mig var bleven Collaborator. Da han vilde gifte sig i
Forsommeren det Aar, maatte hun forlade ham, men sendte mig forinden
Frugten af sine rolige Timer. Jeg havde ikke før vidst, hvormed hun
fyldte sit ensomme og tilsyneladende uvirksomme Liv. Hun havde saa
lidt talt derom, at medens hun boede hos min Moder, pleiede hun at
sige noget saadant som: »Hvorfor skal man foretage sig noget. Naar
Kakkelovnen brænder og Spurvene synge under Taget, saa har de jo
overtaget Arbeidet. Der er saamange, der har travlt, jeg er en, der
er tilovers.«
Nu aabnede jeg en tyk Pakke og ud kom en hel Bunke Tragedier, saavidt
jeg husker 15, og alle meget lange. Jeg blev opfordret ikke til at
sige min Dom, nei, kun til at ~opfatte~ dem. Men det oversteg mine
Kræfter. Jeg prøvede med et Par, men hvad jeg saa skrev derom, viste
kun, at jeg var kommen aldeles galt fra det. Jeg blev underrettet om,
at »der er to Maader at forstaae paa, enten ved uendelig Overlegenhed
eller ved Kjærlighed.« Jeg kunde bruge hvilken Methode jeg vilde,
naar jeg kun kunde »magte den, saa jeg skabende kunde sammenfatte og
saa opfatte. Fik jeg ved første Blik det rette Syn paa Sagen, var
det uendelig Overlegenhed. Men ikke at slaae sig til Ro i den Tanke
at have forstaaet, saalænge der er mindste Uklarhed tilbage, er
Charakterens Redelighed.« Jeg gjorde mig rigelig Flid, men jeg maa
indrømme, at jeg bukkede under for Fristelsen til at slaae mig til
Ro ligeoverfor, hvad der i mine Øine saae ud som et helt Bjerg af
Uklarhed. Jeg manglede da vistnok »den uendelige Overlegenhed«, og
jeg forsøgte det med den Ingrediens, jeg ikke troede at mangle, med
Kjærlighed.
Saa mildt og imødekommende som muligt gjorde jeg opmærksom paa,
at det ikke kunde ventes, at Læsere vilde føle det saa stort og
inderligt, som Forfatterinden upaatvivlelig havde følt det, dertil
var Stilen hverken klar eller stærk nok, heller ikke den dramatiske
Bygning virkningsfuld nok.
Derved begik jeg for det første den Feil at sige »Forfatterinden«.
Det gik mig dermed, som det siden er gaaet mig med hendes Søster
Mathilde, der tog det Ord som en Fornærmelse. Det gjorde Ilia dog
ikke, hun tog al Ting fromt og dybsindig forklarende. -- »Det Ord maa
du endelig aldrig bruge mere, thi er jeg overhovedet noget, saa er
jeg det i sin oprindelige Skikkelse uden nogen unaturlig kvindelig
Bøining. Hvad jeg har gaaet igjennem, er det at være en Undtagelse.
Hvad dette vil sige, kan du, som staaer paa din naturlige Plads,
næppe gjøre dig nogen Idee om. At være Kvinde, at vide, at jeg som
Kvinde staaer over al offentlig Anerkjendelse, at det, der ellers
er Lønnen, for mig snarere er en Nedværdigelse -- thi den simpleste
naturlige Kvinde, der har Hus og Hjem og passer det, er mere end jeg,
der i bedste Tilfælde kun bliver en Undtagelse -- at være Kvinde og
dog skrive! Efter hele sin Natur, efter sit Hjærtes inderlige Attraa
bestemt til at være, og saa nøies med -- at frembringe, at digte!« --
Deri maa hun have storlig Ret.
Om hendes Digterkald i det Hele vedbliver hun saa: »Hvorledes du
vilde svare mig, var mig af større Vigtighed i Henseende til mit
Forhold til dig« -- hun havde takket mig, fordi jeg havde svaret
hende venligt -- »end til Sagen selv, thi den har jeg nu engang
paa Naade og Unaade overgivet i Skjebnens Haand. Selv Dagen før
jeg begyndte -- skjønt færdig med Verden, som jeg da var, var den
Udvei aldrig falden mig ind. Aar i Forveien -- jeg vaagnede op af
en forunderlig Drøm og tænkte: Skulde man ikke sværge paa, naar man
hørte det fortælle, at den, der drømte saaledes, var født til Digter?
Men aldrig kom det i mine Tanker at betragte det anderledes end som
en aparte Tilfældighed. Og heri seer jeg min Retfærdiggjørelse. Hvad
jeg er eller ikke er, jeg har ikke selv valgt. Jeg føler mig ikke
beskæmmet, ligesaa lidt som jeg føler mig stolt, thi jeg troer kun
at have gjort, hvad der blev mig budet. Hvorledes jeg har gjort det,
er min Sag. Hvad det er værdt, hvad Plads der anvises det i Verden,
angaaer ikke mig. I verdslig Henseende veed jeg kun, at jeg er ganske
retsløs. Det har jeg lært, det har jeg følt, og jeg nøies villig
dermed. Thi megen Løn har jeg faaet forud. Arbeidet selv er Løn, og
den Fred og den Klarhed, der følger med slig stille Beskjæftigelse.
Noget Maal har det aldrig været mig; det vigtigste i Verden har det
aldrig været mig, thi under Arbeidet var alt andet glemt, og altsaa
al Sammenligning borte; efter Arbeidet var der altid noget, som laa
mig nærmere paa Hjærtet.«
Visselig en skjøn Bekjendelse, og sand for en saadan Charakter. Ogsaa
for mig er den som talt ud af mit Hjærte. Men tilbage er der dog den
Hovedsag: »Om den, der drømte saaledes, var født til Digter.« Derom
siger hun videre:
»Det eneste, der ikke foruroliger mig, er Tvivl om Arbeidets Værd.
Jeg har følt dem -- dog tænkte jeg selv dengang ikke videre end: naa
ja, Herregud! Skjønt det vistnok var gaaet mig til Hjærte, om jeg
havde faaet dem bekræftede, og saa havde kunnet modtage Bekræftelsen.
Men nu er jeg rolig. Jeg veed vel, der er Feil og meget betydelige
Mangler, men jeg veed ogsaa, at der ikke med et eneste falsk Ord,
en eneste forloren Talemaade er bødet paa Manglerne. Jeg har gjort,
hvad jeg kunde og ikke forlangt at gjøre mere. Det gjælder kun om
jeg overhovedet har havt Ret til at skrive eller ikke, men i den
Henseende føler jeg mig sikker i mig selv. Det er en Sag mellem mig
og en høiere Magt, ikke mellem mig og de Læsere, som aldrig er komne
i mine Tanker, før Alt var færdigt, og knap da. Seer du, derfor
spørger jeg ikke om nogen Dom, thi det er jo ikke mig der dømmes.
Man kunde ligesaa godt skjænde paa Postbudet, naar man fik onde
Breve.«
Alt sammen smukt og godt, naar man er født til Digter. Men om de Feil
og Mangler, som hun siger, hun veed der er, og som der ikke maa bødes
paa med forlorne Talemaader, har jeg mine Tvivl. Den Selverkjendelse
naaede ikke længer end til at en Synder som jeg vovede at sætte
Fingren paa dem.
Jeg maa have talt noget om, at det ikke er ganske nok selv at have
følt det; Poesi er en Kunst, og Kunst er den Ting at give egne
Følelser det Udtryk, at de kan staae som et Værk for sig. Hvorved jeg
formodentlig har henvist til en Udtalelse af Poul Møller om objectiv
Poesi. Derpaa svarer hun, og det er endog efter den svære Krise paa
Cholerahospitalet, da jeg endelig havde maattet melde hende, at jeg
ikke havde kunnet finde nogen Forlægger til hendes Arbeider:
»Gud velsigne Poul Møller, den ærlige Mand, som selv siger, at han
ikke veed nogen Besked. Han veed det virkelig ikke heller, naar han
bliver staaende ved den almindelige Benævnelse at kalde Dramaet
den objective Poesi. Subjectivitetens voldsomme Overstrømmen, der
gestalter sig som objectiv Poesi i den opløste og dog som Stykkets
almindelige Sjæl samlede Digter, voxer frem i nye Subjectiviteter.
Denne Gjensidighed, denne paa eengang til det yderste drevne
Væren og Ikkeværen, det er Sagen. Den objective Poesi fordrer den
subjectiveste Digter. O Øhlenschlæger! O du herlige Unschuld! Men
hans Geni var overordentligt, det beviser det bedst i sin Forvildelse.
»Men det var ved min Tro, jeg slap. Jeg troer, at det jeg har
skrevet, har Værdi, at det har det Fortrin, at have saa at sige
suget det dramatisk Væsentlige ud og fremstillet det paa det mindre
Væsentliges Bekostning. Og navnlig i den dramatiske Poesi er i en
vidunderlig Grad det mindre Væsentlige groet frem i en Yppighed, saa
det for almindelige Øine ganske dækker det Væsentlige -- nei, det
Væsentliges Savn. -- Altsaa, jeg troer det, jeg troer, om Stykkerne
selv, og jeg ~troer~, at de engang vil komme ud, naar Tiden kommer.
Jeg troer, at de baade have Betydning og ville indtage deres Plads,
troer, at det vil gaae mig her som allevegne, at jeg vil faae langt
mere Ære end mig tilkommer.«
Saadanne Udtalelser -- og de komme bestandig igjen vendte paa mange
Maader -- røre mig nu mere end de, saavidt jeg mindes, gjorde
dengang. Jeg føler mig beslægtet med hendes Sind, og har havt
Leilighed nok til at øve mig i de samme Betragtninger. Jeg har jo
ogsaa hele Hyller fulde af Skrifter, hvis Tid til at see Lyset aldrig
kommer, og som jeg maa sige om, at jeg er taknemlig nok blot for den
Glæde, jeg har havt af Arbeidet, og dog kan tænke med Sorg paa, at de
skal tilintetgjøres, thi de har min Kjærlighed.
Om hendes Poesis Værd vil jeg nødig tale. Dengang syntes jeg meget
lidt om den, men det er muligt, at jeg var for optaget af mit eget
til at kunne vurdere andres, og nu staaer det kun dunkelt for mig.
Det er ikke hendes Poesi, det er hendes Charakter, der har været
tiltrækkende for mig, skjønt den Egenhed, at hun altid paa det
fineste selv undersøgte den, var mig vanskelig at finde mig i.
»Om mig selv vilde jeg tale, om mig selv, som langtfra at kunne
stille Fordringer, bestandig, naar jeg tænker paa det, hvori jeg
er forskjellig fra andre, er tilmode, som om jeg ikke noksom kunde
undskylde mig, og undskyldende forklare, hvordan det dog gik til, at
jeg blev en saadan. Dog mere og mere fatter jeg det Urigtige deri.
See, jeg veed det, at jeg har ingen Ret i Verden, men netop derved
taber Verden sin Ret overfor mig. For den der kunde forstaae mig,
vilde jeg have som en Slags Ret. Men den, der ikke kan forstaae mig
som jeg er, hvorfor undskylde og forklare sig for dem? Dog har jeg
gjort det. Jo mere jeg selv følte det forunderlige i mit Standpunkt,
des nødigere vilde jeg ansees for et andet Væsen end jeg er, thi
kun i mig selv og min medskabte Natur har jeg min Undskyldning. Saa
prøvede jeg da paa at forklare mig. Men det var vanskeligt, thi for
hvem forklarede jeg mig? Siig mig, for hvem? For den som ikke kunde
forstaae? Ja, det er noget misligt, thi see! det tager Ligevægten
bort. Skulde jeg tænke mig at være den Overlegne -- min Illusion er
næsten altid bevidst, jeg vælger den, saadan eller saadan. Det er en
fattig Bekjendelse, men jeg vedgaaer min Fattigdom. Skulde jeg som
den Overlegne -- Ligemand kunde jeg ikke være uden at troe derpaa --
saa i Spøg narre det, jeg vil sige, i dem, og indbilde dem, at jeg
ansaae Spillet for saa ganske lige -- skulde jeg vende tilbage til
det Gamle: at gavne (mig) og fornøie (dem)? Jeg haaber, at jeg aldrig
vilde havt Evne dertil, jeg veed, at jeg aldrig har prøvet derpaa. --
Skulde jeg være den Underlegne? Skulde jeg gribe den Illusion? -- der
jo gjerne i sig selv kan være Sandhed, men af mig dog kun antaget som
Illusion -- at jeg intet forstod af det, jeg har givet mig af med, at
jeg i god Tro havde gjort mit Arbeide, og nu i god Tro viste det frem
for den Indsigtsfulde, ventende hans Dom. O, I lidet Troende! Enten
gjælder det Hele kun mig, kun mig personlig, er den Vei, hvorved jeg
skal føres til Erkjendelse -- eller -- Seer I da ikke den Dom, der
overgaaer Poesien ved at den engang gives i en Kvindes Haand?
Det har gjort mig forunderlig ondt, saaledes bestandig at blive
skjævt opfattet, jeg selv personlig. Du skriver, at jeg har sagt,
at jeg »føler mig rolig ved en fortiende og underforstaaende Natur
i Modsætning til at give Ordet, hvad Følelsens er.« -- Ja dette er
vistnok en meget hovmodig Yttring, en Sammenstilling af mig selv i
Modsætning til andre. Men bær over med mig, Johannes? Jeg vil betroe
dig, hvad jeg vilde sagt. Jeg har eengang følt mig meget trykket,
meget, vel, skræmmet af de Skriftsteder du anfører, og kan skee
flere andre, at troe det en Pligt, en Betingelse at skulle udtale sig
i Sligt. Seer du, i den seneste Tid har jeg stødt paa en Forfatter,
som gjør opmærksom paa den Forskjel, der var paa den mundlige
Bekjendelse, da den var livsfarlig, og saa nu, da den er ligesom ved
at hæve sig selv frem over andre. Det slog mig saa forunderligt,
maaskee fordi det stemmer med min Natur. Jeg blev lykkeligere end den
lyssky Fugl, der finder et dunkelt Skjul, uden derfor at dømme om
dem, der finde sig vel i det fuldeste Solskin. Jeg søgte at udtrykke
mig som jeg kunde, og jeg troede, jeg havde sagt, ikke at jeg
følte mig rolig ved, men at jeg ~nu rolig fulgte~ min fortiende og
underforstaaende Natur. Jeg troede, jeg havde sat det i Modsætning,
ikke til andre, ikke til overhovedet at give »Ordet, hvad Følelsens
er,« men til ~min egen Tilstand~ i den Tid, jeg selv troede at maatte
gjøre dette. Kjære Johannes! Tro ikke andet, end at jeg selv dybt
føler den Naturforskjel, der er mellem disse to Yttringer.«
»Naar jeg betænker dette, og veed, hvor sikker jeg var paa at have
brugt omtrent de af mig anførte Ord, som vistnok kun maadelig
udtrykte, hvad jeg vilde sige, men som dog intet indeholdt af det
Arrogante, ja som udgik fra en ganske modsat Følelse -- naar jeg
betænker dette, og tillige hvor utallige Gange det kan være gaaet
mig paa samme Maade, kan jeg længes efter den Tid, da jeg skal
ansees som sindssvag og utilregnelig. Thi dertil maa det komme, skal
Sagen udvikle sig consequent i den eengang tagne Retning. Du troer
maaskee jeg siger dette med Bedrøvelse. O nei, jeg føler mig formelig
hyggelig ved Tanken. Mener du det er Spøg? Ja, forsaavidt Spøg og
Alvor er ganske eet og det samme. Naar jeg, som nu, har skrevet
meget, og har skrevet mig lidt træt og ganske rolig -- underligt nok,
man begynder rolig og ender rolig, og dog er der en stor Forskjel paa
Begyndelsens og Endens Ro -- men den endelige Ro er denne: enten er
jeg en sindssvag Stakkel eller den ualmindelig Begavede, da kommer
det i Grunden ikke mig ved. Ja, idetmindste i dette Øieblik kan jeg
med fuld Oprigtighed sige, at jeg vil begge Dele lige gjerne.
Jeg er saa glad nu, og Veiret er saa yndigt. Her er altid saadan en
underlig stille Fuglekvidder udenfor mine Vinduer. Af alt, hvad jeg
skal reise fra i Flensborg, vil jeg vist savne den mest. -- --
Farvel, kjæreste Johannes! og vær saa rimelig eller rettere saa
ædelmodig som du kan mod din hengivne
Ilia.«
Det rører mig inderligt at gjennemgaa disse Udtalelser igjen. De er
saa søsterlig fortrolige, at jeg for min Del ikke kan beklage mig
over, at hun i nogen særdeles Grad har taget mig med blandt dem, der
ikke kunde forstaae, og som der derfor intet er at forklare for. Jeg
vilde ønske, at jeg havde havt mine Svar, jeg gad seet, om jeg har
været saa ædelmodig, som hun bad om. Jeg er bange for, at jeg ikke
har været det, for jeg var, saavidt jeg husker, meget misfornøiet med
denne urokkelige Tro paa sin Ret overfor alt, hvad der ellers ansees
for fornuftigt og rigtigt. Men naar jeg tænker paa hendes vemodige
Skikkelse, taber jeg Lysten til at forsvare min eller nogen andens
Ret. Hun var virkelig »en Undtagelse,« og maatte friste den Skjebne,
der ligger for dem, der maa leve for det, der ikke kan udrettes i
Forstaaelse med denne Verden.
Da hendes Broder samme Aar var død i Neapel, skriver hun: »Det er
mig næsten en Beroligelse, siden vi har faaet den sidste Tidende om
Vilhelm. Jeg staaer nu paa en god Fod med Døden. Det er for mig som
en fast Ansættelse, han har faaet, saa man kan være tryg for hans
Fremtid. Saaledes lader man dem reise -- ak, det er alt meget, naar
der er Een i Verden, man af al Magt vilde holde tilbage eller klynge
sig til, og følge til det fremmede Land.«
Der var to Typer i hende: en Ophelia, der med rørende Ro kunde sige:
»Jeg var ude at plukke Blomster, og I troer, jeg var ene -- nei, med
mine Arme om min Elskedes Hals, dér hviler jeg i al Evighed.« Og en
Jeanne d'Arc, der naar Hæren er splittet, griber Fanen og raaber:
»Mig følger I, jeg er den eneste i al Verden, der kan føre Kongen til
Rheims.«
Nu greb hun Fanen.
Da hun i Kjøbenhavn havde indrettet sig i Professorgaarden i
Kannikestræde hos gamle Werlauffs, hvor hendes Venner, Louis Ussings
Familie boede, udbrød Cholera, og tog snart det Omfang, at Mennesker
laa og døde i Hobevis uden at kunne finde Pleie. I Hospitalerne
flygtede det kvindelige Personale, eller maatte skrabes sammen af
det upaalideligste Udskud, og Lægerne var hjælpeløse. Da gik hun i
al Stilhed ind paa almindeligt Hospital, den værste af alle Stadens
Pesthuler, og meldte sig i Porten som den, der vilde være Gangkone.
Den tilkaldte Læge saae forbauset paa hendes fine Skikkelse, hvis
Præg af en Dame mindst af alt passede til den Tjeneste, og raadede
hende paa det indstændigste derfra. Men hun blev ved sit, og fik Lov
til at prøve derpaa.
Hun gjorde sin Tjeneste som den »der stod paa en god Fod med Døden,«
og, som hun siden fortalte, Døden med dens værste Gruligheder, og det
afskrækkende ved at være over og ved Nat og Dag at betjene Offrene
for denne ogsaa for Sandserne saa rystende Pest, var for hende
endnu ikke det værste. Nei, disse Fruentimmer, hun maatte færdes
imellem, med Haanden paa al deres Gjerning, og stadig Vidne til deres
Opførsel, og uden at kunne lukke Ørerne for deres Snak, det var som
at være bleven Medlem af en Forbryderbande, som at være kommen til
Huse i et Pøbel-Bordel. Hun maatte stikke Hovedet ud af Vinduet for
ikke at høre deres værste Talemaader, og da nogle af dem blev jagne
bort, fordi de ingen Ting bestilte, beskyldte de hende til Afsked for
at have stjaalet deres Sager.
Forinden hun gik til denne Post, havde hun opgjort sit Bo. Det var i
Juli Maaned, at hun skrev: