Jeg behøver ikke at minde om, hvorledes den dristige Reisning af

Oprørsfanen virkede som et Stød i Kjøbenhavn og alt Landet. Fulde af

Forventning og høi Stemning strømmede vi alle sammen til de Møder,

de politiske Førere gjorde Opraab til, og der var Nyt at høre. Ikke

just Politik, den ansaae jeg ikke for særdeles ny, hverken hvad

Frihedens eller den slesvigholstenske Sag angaaer, men Krigen, det

var virkelig Nyt. Da jeg paa det store Casino-Møde den 20. Marts

efter forskjellige andre Taler, hørte Tscherning gaae den Sag, som

endnu ingen havde turdet nævne, lige paa Livet, og med mægtig Røst

udraabe: »Fordre de Slesvig, saa svare vi med Krig!« negter jeg ikke,

at der gik en Gysen igjennem mig. Jeg saae øieblikkelig hele den

forfærdelige Udsigt, og jeg er nu eengang ingen Ynder af Krig.

Den følgende Dag saae jeg fra mit Vindue Gammeltorv efterhaanden

fyldes saa tæt, at fra den ene Mur til den anden stod Hoved ved

Hoved. Jeg foer ned at føie mit af den nye Tids Frihedsaand

høit løftede Hoved til de andres. Time efter Time ventede vi

rolig og taalmodig. Man sagde os, at inde paa Raadhuset stred

Borgerrepræsentanterne med Magistraten, som ikke vilde indlade sig

paa at være med til den Beslutning at gaae til Kongen og bede ham

om et Systemskifte, som Aftalen havde været paa Mødet Aftenen før.

Da hørtes ovre fra en Gruppe nærmest Raadhuset Sang løfte sig --

»Danmark deiligst Vang og Vænge,« og hele den vrimlende Folkemængde

istemte den gamle høitidsfulde Tone. Som et svulmende roligt rullende

Hav, ikke som en Oprørssang, snarere som en Psalme i den fyldte

Kirke, gik den henover Hovedstadens minderige Torv. Det var engang at

fornemme hvad en Folkesang har at sige, aldrig har det været bedre

forstaaet. Det var vel ikke blot mig alene, Taarerne løb ned ad

Kinderne paa.

Endelig kom saa Folkets Førere tilsyne under Raadhusets Colonnade, og

det overraskende saaes, Overpræsidenten gik virkelig i Spidsen. Han

var bleven overmandet af Borgerrepræsentanternes og Casinomødernes

Formand L. N. Hvidt, som kort og godt havde sagt ham: Gaaer De

ikke med, saa gaaer vi alene. Ved Synet af min store Præsident med

det hvide Ordensbaand over sit brede Bryst som Anfører for hele det

liberale Væsen, det han fra Cancelliets Pallads i en Menneskealder

havde foragteligt holdt nede, maatte jeg lee ved mig selv, jeg

kjendte jo Manden saa vel, og jeg fik endnu mer at more mig over.

Saasnart han kom hjem efter den vældige Bedrift, strøg han al den

Ære, han havde indhøstet for den, af sig ligesaa rask som han

kastede Generalskjolen, og gik lige over til A. S. Ørsted, som boede

skraas overfor os, forat undskylde, hvad han havde vovet paa. »Som

de beklagelige Forhold nu engang ere, kunde jeg efter min bedste

Overbevisning ikke gjøre andet.« -- »Ja ja, kjære Ven, jeg forstaaer

det,« svarede Ørsted, og klappede ham paa Skuldren. Jeg fik det

altsammen frisk ved Middagsbordet, da han forklarede sin bekymrede

Familie de beklagelige Forhold og sin vanskelige Stilling, og den

blev beroliget ved at høre, at den Minister, han havde været med til

at styrte, ikke tog sig det mere nær. Ørsted forstod ham saa godt,

og vidste vistnok bedre end han, at den gode Lange ikke var den

eneste, der tabte Hovedet. Men har vel ogsaa tænkt, det gjør jeg da

idetmindste ikke.

Imidlertid sluttede vi alle til, Arm i Arm, sex Mand høi, i den

lange Colonne, som endnu ikke havde tømt Torvet, da Spidsen naaede

Slottet: Jeg gik med Høyen, som nu var saa glad, at han ganske

glemte at faae Cancelliherrerne paa Lygtepælene. Vi vare naaede

til Høibroplads, da det med Jubel lød hen over Mængden: Kongen har

afskediget Ministeriet! Vi saae som blændede paa hinanden: kan en

Statsomvæltning gaae saaledes til? Jo, det kunde den. Ikke saameget

som en opplantet Kanon eller en svingende Garderhest. Lad saa hele

Europa ryste paa Hovedet og tvivle. Ene hos os kunde den det.

Saa gik vi alle glade hjem og gned os i Hænderne og priste vor

Konge. Nu var han Folkets Afgud og levede siden deraf. Man kan

ikke undre sig derover. Lad ham saa i et lystigt Lag have sagt:

»En Constitution, de kan faae ti for een, om de vil,« saa kunde

han dog i betydningsfulde Øieblikke ogsaa være Konge og var da en

høist tiltalende Konge. Det er saadanne Øieblikke, der mindes og

blive historiske. Selv har jeg kun eengang været Vidne dertil. Det

var da han tog imod et skandinavisk Studentertog paa Fredensborg og

beværtede os fint i Haven. Da vi drog gjennem Slottets Kuppelsal,

sad han oppe paa Galleriet i daglig Dragt med en Fez paa Hovedet, og

holdt en Tale til os saa værdig, hjærtelig og gjæstfri patriarchalsk,

at han henrev Broderfolkenes Studenter og Videnskabsmænd. Jeg gik med

Welhaven og Munch, de var enige om, at ingen kunde have gjort det

bedre.

Det var en Tid, da hver Dag havde historisk Betydning. Næste Dag,

22. Marts, ankom den slesvigske Deputation i den underlige Hensigt

at faae Kongens Sanction paa en Stat, som de havde taget fra ham og

allerede var ifærd med at forsvare med Vaabenmagt. Slotspladsen og

Høibroplads var igjen saa tætpakket med Mennesker som vel muligt, da

de kjørte op til Slottet forat stedes for Kongen, og saa forbittret

man end var paa dem, insulterede blev de dog ikke. De fik endog en

begeistret Hilsen fra en, der stod ved min Side. Det var vor Ven fra

det Stenstrupske Hus, Harald Neergaard[11]. Han pegede med udrakt Arm

paa dem og raabte: See paa dem, det er dog engang Mænd! Folk gloede

arrigt paa ham, men gjorde ham dog intet. Saa kom Monrad, som nu var

Minister, med ilsomme Skridt trængende sig gjennem Mængden for at

naae til Slottet og bivaane Tydskernes Audiens. Han havde en temmelig

daarlig Overfrakke paa, og havde ikke faaet den børstet, den var

fuld af Dun og Haar. Heller ikke han blev hilset. Folket var vel paa

Høiden, men havde ingen Øvelse i at give det tilkjende.

[11] See S. 136.

Naar de fem slesvigholstenske Herrer ansaae det for en stor Bedrift

at vove sig ind mellem det kjøbenhavnske Folk og heller ikke følte

sig sikker i Hotellet, saa man maatte føre dem til Alfred Hages Hus,

og give dem Vagt af Studentercorpset, laa Faren vistnok for største

Delen i deres egen Indbildning. Hvad vildt Folkeopløb vilde sige, maa

de have kjendt bedre fra deres eget Hjem end fra vort. Skræmmede vare

de i alt Fald; det var alle, der kom fra Revolutionslandet.

Den ypperste af de Fordrevne var Regjeringspræsidenten Scheele.

Han var en Ven af min Overpræsident, og søgte til hans Hus, da han

kom til Kjøbenhavn. Naar jeg kom ned om Aftenen, sad han hyppig i

Dagligstuen. Det havde da sin store Interesse for mig at lytte til

hans Fortællinger om Scenerne derovrefra. Hvorledes han havde maattet

løbe ud af Byen Slesvig, havde faaet fat i en Vogn udenfor Byen, og

havde hele Veien siddet med spændte Pistoler, beredt til at sælge

sit Liv saa dyrt som muligt; var i Flensborg kommen i Selskab med en

Flok Dragonofficerer, der førte Regimentets Fane med sig, men ikke

en Mand af Regimentet; og hvor forsigtig han havde maattet snige

sig gjennem de slesvigske Byer, og hvor han priste sig ikke mindre

lykkelig, for han ikke var bleven kjendt i de danske, alt med mange

charakteristiske Omstændigheder. Naar der saa, mens han fortalte,

hørtes nogen Larm paa Gaden, en Hob drog syngende forbi, et Hurra

hørtes fra en Kjelder eller sligt, Byen var jo yderst livlig i alle

de Aftener, foer han sammen og saae sig vildt om, med et Blik som om

han greb til Pistolerne.

Jeg smilte ad det ved det fredelige Thebord, men hos ham var det at

undskylde. Han havde seet det rasende Folk, og mens han løb, havde de

strakt en anden fin Embedsmand til Jorden med et Hug af en Spade.

Scheele gik ydermere i den Tid aldrig ud uden at bære et tyk Stok,

hvis Greb var en skarp Øxe. Han var vist ogsaa Manden for i fornødent

Fald at bruge den. Men som han tog feil i at mene, at det fornødne

Fald kunde indtræde i Kjøbenhavn, saa havde han ogsaa ondt med at

faae sig sikkret for den Fare at kjendes paa Sproget. Han talte altid

meget forsigtig Dansk, daarligt nok, men saa godt han kunde. Men

det gik ikke i den Langeske Familie, de svarede ham stadig væk paa

det fineste Tydsk, indtil han overvældet af de mange tydske Stemmer

endelig som i Distraction selv faldt over i sit Modersmaal. Han var

en klog Karl, og blev siden som bekjendt Frederik den syvendes Mand.

Ogsaa Anders Sandøe Ørsted kom i den Tid en Del til Langes, og det

var morsomt at høre, hvilke forfærdelige Vittigheder han og hans Ven

Kollerup Rosenvinge kunde ryste af sig over det liberale Parti. De

Herrer talte om Martsministrene, at sige de demokratiske, ganske i

samme Tone som Royalister nu tale om Berg og andre Venstreførere, og

lo dertil saa de rystede.

Imidlertid begyndte Krigsbuldret, og alle vi Yngre, en Del Ældre

med, samledes hver Morgen paa Rosenborg Plads, for det første for at

exercere paa Livet. Det var herlige Dage, man aandede bogstavelig

en bedre Luft end man var vant til. Skjønnere Foraar mindes jeg

ikke at have seet, det skulde da være 1834, da jeg holdt mit Indtog

i Sjælland. Det var som Naturen holdt Glædesfest for den unge

Frihedsaand. Det meste af April var det varm og sommerklar Luft, og

Træerne strakte deres udfoldede Knupper med Længsel ud efter den.

Kommandoordene skraldede, Vaabengrebene raslede, men under alt det

kunde jeg ikke lade være at fryde mit Øie med Slottets varme Glød mod

den blaa Luft, og de kaglende Alliker og de klare, brede Skygger,

som Kastanietræernes Rækker lod falde hen over den bajonetglimtende

Vaabenplads.

Jeg var, naar jeg selv skal sige det, rask til Vaabenhaandværket. Jeg

var heller ikke ukjendt med det. I mine første Studenteraar havde

jeg været et saa fremragende Medlem af Studentercorpset, og min

sorte hvidkantede Uniformskjole med det røde Bryst, de hvide Buxer

og den colossale Chacot havde klædt mig saa net, at jeg endog var

bleven valgt til Underofficier, og havde min store Møie med at slippe

fra denne kjedsommelige Værdighed. Vor største Ærgjerrighed var

Bajonetfægtningen. Ved den mente vi utvivlsomt at sikkre os Seiren,

da Underofficiererne fortalte os, at den Kunst forstod Tydskerne

aldeles ikke.

En Morgen kom Vermehren løbende og raabte: Nu skal I høre en

splinterny Vise, og han som var en god Sanger og en Virtuos i

alskens Udtale, foredrog paa bredt sjællandsk Bondemaal den tappre

Landsoldat. Det gjorde nu umaadelig Virkning. Aldrig har den

epochegjørende Sang behaget mig saameget som i den Stil, hvori

jeg saaledes førstegang hørte den. Hvoraf blev Følgen, at jeg med

sædvanligt Paradoxmageri ved Langes Frokostbord opstillede den

Sætning, at vor nye Krigssang langt overgik Marseillaisen.

Vaabenøvelserne, der ogsaa udstrakte sig til Marsher til Dyrehaven

og fingerede Træfninger, havde Charakteren af ungdommelig Leg, men

Meningen var dyb Alvor nok. Fra Dag til Dag kom der Anmodninger til

Corpset, om nogen vilde melde sig til frivilligt at afgaae til Hæren,

og hver Gang traadte en Flok rask frem, flere end der forlangtes.

Vilde da ogsaa jeg møde paa den blodige Valplads? Ja til Tider. Jeg

var høirøstet nok med, da vor 1100 Mand stærke Bataillon omringede

vor Chef, Oberst la Cour, og forlangte, at han skulde føre os samlede

over til Hæren.

Men virkelig Krig var mig nu eengang en svær Sag. Jeg kunde ikke

tænke mig at skulle sætte min Kugle eller min Bajonet i et levende

Menneskes Bryst, saameget mere som en Tydsker efter mine Anskuelser

ikke i den Grad var en Forbryder som efter andres. Jeg slog derfor

mine Tvivl ned med at lægge Afgjørelsen over paa mit Fædreland.

Kaldte det mig, var jeg beredt til at lyde.

Hæren var begyndt at samles, og intet har rørt mig saameget som Synet

af den første Udrykning.

Kongen havde om Eftermiddagen den 29. Marts paa Exercerpladsen taget

Afsked med de kjøbenhavnske Batailloner. Næste Morgen tidlig, da jeg

endnu laa i Sengen hørte jeg klingende Spil og Hurraraab. Jeg foer

op og til Vinduet, og saae Torvet tæt fyldt med Mennesker, og som en

blinkende Aa af i Takt rokkende Bajonetter med de røde Compagnifaner

over dem trække sig gjennem Mængden fra Nørregade skraas over Torvet

og forsvinde i Frederiksberggade. Da fik jeg klarlig for Øie, hvad

det vil sige: »Min Pige vilde med.« Paa Siden af Geledderne, ja midt

inde i dem havde Bønderpiger, røde Liv, grønne Skjorter, guldstykkes

Huer, jo i fuld Uniform, faaet hver sin Ven under Armen, og halede ud

med lange Skridt for at holde Tridt, og andre trængte sig frem fra

Siderne, ogsaa Mødre, og vinkede hver af sin, og tog fat og rakte

Smaating, som Karlene stak til sig, alt mens det rungende Hurra lød

over Pladsen. Det Syn i den milde Morgensol er ikke til at glemme, og

det underligt vemodige at see denne svinde i den mørkskyggede Gade,

og at vide, hvor de drog hen. Taarerne løb mig ned over Kinderne,

mens jeg klædte mig paa og løb ud til Jærnbanen for endnu at være

Vidne til: »Der kan du se, min Ven!« Jo, jeg havde nok Ret, Sangen er

mere greben ud, idetmindste af vort Folkeliv, end Marseillaisen.

Hver Dag havde jeg Breve fra Moder, som beskrev de samme Scener i

Roskilde. »Her er en uhyre Tummel i Byen i disse Dage. Bestandig

strømmer der Tropper til baade med Jærnbanen og til Fods og til Hest.

Vi høre ikke andet end Musik, Sange og Hurraraab hele Dagen. Byens

Folk trakterer Tropperne ved Jærnbanen, og holder Taler og følger dem

med Dannebrogsfaner ud af Byen. I Morgen kommer her ligesaa mange.

Casper sværmer for at faae en Kuglebøsse og lære at skyde, men vi er

bange for at han skal falde baglæns, naar den gaaer af.«

Roskilde var dengang Endepunktet for Jærnbanen fra Kjøbenhavn. Og

hvad Dannebrogsfanen angaaer kan gjøres den historiske Bemærkning, at

fra de Dage skrev sig den Skik, at den kom i privat Brug, hver Mand

vilde have sin. Roskilde var ogsaa en i høieste Maade patriotisk By.

Der drog en hel Flok af dens Ungersvende med i Krigen som Frivillige.

Deriblandt Blochs to Sønner, hvad der da alene var nok til at sætte

Familiens Stemning i den stærkeste Bølgegang.

Broder Christian drog ud med de første som Læge ved tiende Bataillon;

og jeg havde da som sædvanligt efter Moders Ordre travlt med at faae

ham ekviperet. Han var ogsaa en Timestid hos Moder, og hun fulgte ham

ud gjennem de lange Gader for først at tage Afsked med ham ude paa

Ringstedveien. Gamle Moder var ogsaa en Illustration til: Min Pige

vilde med.

En bittrere Sorg ramte de Familier, hvis Medlemmer stode mod hinanden

i hver sin Leir. Efter det nære Forhold, hvori de tydske Landsdele

havde staaet til de danske var dette temmelig almindeligt og gik i

Særdeleshed ud over Kvinderne. Den mest bekjendte af de Familier

der maatte friste den Sorg var Danneskjolds. Ogsaa i vor nærmeste

Kreds oplevede vi en Del af den Slags. Margrete Thrige var gift med

den holstenske Præst Steffensen, og hendes Halvsøster Sofie Paulsen

forlovet med min kielske Ven Nitzch, endnu en anden Roskilde Veninde,

Elna Hansen med sin tydske Ingeniør Nørmchen. Og Amalies to Cousiner

Frederikke og Edle Stenstrup havde hver sin hidsige Slesvigholstener,

Jes Tygesen og Harald Neergaard. De ulykkelige Elskerinder maatte tie

med deres Sorger, men da de paa begge Sider var trofaste Mennesker,

lagde det sig efterhaanden tilrette i lykkelige Ægteskaber. Det var

i disse Aar mærkeligt at see, hvad en saadan sextenaarig Pige som

Edle Stenstrup kunde vise for en utrolig Styrke og Selvbeherskelse i

saadanne Hjærtesager. I et af sine Breve taler Moder rørt om Amtmand

Johansen fra Haderslev, som hun saae i Roskilde. Han havde to Sønner

mellem Fjenderne, og to Døttre gifte med fordrevne Embedsmænd, men

netop derfor havde ingen Medlidenhed med den gamle nedbøiede Mand

uden Moder, efter hvem jeg har det.

Som alle andre var ogsaa jeg stærkt beskjæftiget ikke blot med at

følge Begivenhedernes Gang, svært nok, da jeg maatte exercere og

manøvrere mine 6 Timer om Dagen, til liden Baade for min Elev, det

var nu saa Krigens Gang, som alle maatte finde sig i, men ogsaa, hvad

der endnu var det sværeste, med at opsamle alle de Efterretninger

om de mange Faldne, Saarede og Fangne, som vare at opspore baade i

tydske og danske Aviser og bringe dem til de bekymrede Familier baade

mundtlig og skriftlig. Det gjaldt især om nøiagtig at gjennemgaae

alle Listerne, ogsaa til mine forlovede Veninders Bedste de tydske.

Fandtes de Savnede ikke paa dem, var det allerede en Trøst, og for

mig selv en Trøst, at der i den Henseende ikke lykkedes saa lidt

for mig. Da imidlertid mine Bemærkninger om de Smaating jeg selv

oplevede, ikke have megen Interesse og jeg ikke skriver Danmarks

Historie, men kun min egen, vender jeg heller tilbage til mine egne

Hjærtesager.

Jeg havde levet den lykkeligste Vinter inden Døre med min Elskede.

Til Julen havde jeg forsynet hendes Dagligstue med et smukt Bogskab,

hvori vi gjemte vore Yndlingsforfattere; ovenover satte jeg det

skjønne Dionysos-Hoved, Ariaden kaldet, og paa Kakkelovnen den

ungdommelige Herakles Hoved. Saadanne Ting trængte til Forklaring,

hvisaarsag der med hver Foræring fulgte et Digt, som vi begge fandt

meget fint, og ikke mindre hvad der med eller uden Breve kunde

indfinde sig af den Slags.

I Mai var jeg med min Præsidents Familie flyttet til et Landsted,

ved Ordrup, hvorfra der er en rig Udsigt over Ordrups Krat og

Dyrehaven og de smukke Skovhuse, den puggaardske Familie har opført

som Appendix til dens Hovedhjem Skovgaard. I det ene boede min Ven

Rudolf Puggaard, i det andet hans Svoger Orla Lehmann. Desuden havde

jeg kun en kort Vei til Sølyst og kunde mødes med Amalie paa de vante

Steder. Det kunde ogsaa hænde, at Overpræsidenten bragte hende med

ud i sin lille Vogn. Paa Ordrupsdal boede H. Chr. Ørsteds Svigersøn

Dahlstrøm og paa Ordrupshøi Kollerup Rosenvinge, som begge var Langes

daglige Omgang, saa jeg fik nok af reactionær Conversation. Til

Amalie klagede jeg, at der ikke faldt anden Politik, end den, hvis

Omkvæd var: Danmark har ingen Regjering, og der kan hverdag ventes en

Revolution som i Paris.

Sidst i Juni drog Amalie med sine Søstre og Cousiner til Broksø, sex

unge Piger i Flok, usigelig lykkelige over igjen at skulle sværme i

de Lunde, hvor de havde nydt deres glade Barndomsdage. I Juli fulgte

jeg efter, og gjorde nu Bekjendtskab med dette idylliske Sted.

I Slutningen af Juli reiste jeg som sædvanligt med min Elev til

Fyen, og kort derefter begav Amalie sig med sine Søskene til Sølyst.

Jeg forkjølede mig paa Reisen, og var nogle Dage febersyg, som i

det temmelig kolde Veir med daglige Regnskyl gjorde mig nedtrykt og

dobbelt lod mig føle Kjedsomheden over den uhyggelige Familie, jeg

sad hos paa Kjærup.

Enhver veed, hvorledes Stemningen var i det Aar. Der var ingen

Familie, som ikke havde nogen af sine Kjæreste paa Valpladsen, og

intet Menneske, der ikke følte at man ikke kunde vide, hvorlænge

man beholdt sin fædrene Jord under sig. Man reves om Aviserne,

man kom løbende med Skillingsbladene, og var man paa Landet,

sendte man ridende Bud til Byen eller anfaldt enhver Vogn. Man

græd over vore dog altid besmykkede Nederlag og jublede over vore

problematiske Seire. Endelig fandt man af Fortvivlelse over Slesvigs

Skjebne Vaabenstilstanden værre end Krig, og derom var der hidsige

Partikampe, og vilde Rygter om de Reactionæres Intriger. De gode

Roskilde Folk var særdeles oprørte, og Moder søgte altid til mig om

de paalideligst mulige Efterretninger.

Naar der da i Juli Maaned var megen Tale om »det Suhrske Komplot,«

om at Ussing og David delte Penge ud, at Arbeiderhobe trak Sammen,

og Kanoner var opkjørte om Slottet, og Lærerne i Roskilde midt

under Examens Travlhed foer ind til Kjøbenhavn for at spørge Nyt;

beroligede jeg Moder med en Betragtning over, at Krigen rimeligvis

nok vilde bryde ud igjen, da Tydskerne fra deres Synspunkt ikke

kunde tage mod de Betingelser, der hidtil var budt dem. Men »naar

man kommer løbende med Rygter om Uroligheder, pleier jeg at svare:

Aa Sludder! Der er to Omstændigheder, der gjør, at Kanonerne

forblive rolige i deres Baas paa Tøihuset, den ene at Onkel

Scavenius raader for Kanonerne, og han gjør ikke en Kat fortræd,

den anden, at der ikke findes nogen Kat at gjøre Fortræd. Hvad Suhr

angaaer, kan jeg svare for, at Fru Heiberg betyder mere i det Hus

end revolutionslystne Politikere. Og hvad Arbeiderne angaaer, saa

er der vel visse Haandværkslaug, som Snedkere og Vævere, der ere i

Nød, og som jævnlig komme til Overpræsidenten og klage sig, men det

vedkommer ikke den Sag, det er en gammel Skade, som har sin Grund i

Møbelmagaziner og Fabriker, og som de nu, da alle har Medlidenhed med

dem der klage sig, benytte Leiligheden til at komme frem med.«

Hvorpaa Moder med sit sædvanlige Humør svarer: Tante Rikke[12] havde

lovet os, at hendes Mand skulde bringe et Par Hoveder hjem med,

men Caspar havde den Vittighed, at der var ingen andre at faae end

»Fædrelandets,« som havde tabt sit, og det var ikke fundet endnu.

Hvori jeg var enig med min satiriske Broder.

[12] Fru Foss, Borgermesterens Frue.

Den politiske Side af mit Sind var altsaa i tilstrækkelig Virksomhed,

men i mine ligesaa talrige som lange Breve til min Elskede er der

ikke Spor deraf. En reisende Litterat fører altid Bøger med sig.

Da jeg om Sommeren forlod Kjøbenhavn, mens hun ikke var der, havde

jeg lagt paa hendes Bord et Bind af Søren Kierkegaard og en Roman,

selv førte jeg samme Slags Læsning med mig foruden min bestandige

Bibel. S. Kierkegaards Skrifter af opbyggelig Retning udkom i de Aar,

og vi var begge lige opfyldte af dem. Amalie stjal Herregaardens

Toilettetimer forat fordybe sig i et Bind Taler, og jeg laa i de

søvnløse Nætter i min Feber og læste Kjærlighedens Gjerninger.

Saa kom Vinteren, og den blev for mig en betydningsfuld Tid. Mit

ihærdige Bibelstudium bar endelig en ordentlig Frugt, løftet af

Sommerens Krigsaand, samlede jeg mig til Israels Hovedtragedie,

og som jeg levede midt mellem det gamle og nye Parti her hjemme,

havde jeg søgt min forbilledlige Heros i Profeten Jeremias. Hans

voldsomme Kamp mod det nationale Partis vanvittige Overmod, hans

ulykkevarslende Forkyndelse af den Guds Straf, det vilde føre til, og

hans rørende Klager over hans Fædrelands Undergang, var Toner ud af

mit Hjærte. Jo mere Kanonerne lød i mit Øre, desto mere opildnedes

min Fantasi. At Lykken siden blev os bedre end det saae ud Paasketid,

gjorde mig intet Afbræk, de Tanker jeg eengang havde grebet, var mig

nok til at sætte mig ind i Forholdene hos det gamle Israel. Endog

min Kierkegaardske Stilling til Kirken hjalp mig til at være med i

Profetens forfærdelige Angreb paa Præsteskabet.

Jeg arbeidede derfor med Held, hvad Handlingen og Forstaaelsen af

Personlighederne angaaer, og arbeidede saa hurtigt, at jeg allerede i

Februar havde den første og væsentlige Del renskreven og det øvrige

lagt tilrette. Bogen blev ogsaa fuldt færdig, inden vi flyttede paa

Landet, og min styrkede Selvfølelse ved at være kommen saa vidt,

havde til Følge, at jeg endelig fik Mod til at bringe Jeftas Datter

til en Boghandler.

En Digters egen Dom er som bekjendt upaalidelig, men naar der ligger

mere end en Menneskealder imellem, og hans Sind er af den Natur,

at han er mere tilbøielig til at give Modstanderne end sig selv

Ret, faaer den dog noget mere Værd. Jeg har nu saa aldeles glemt

Bogens Indhold, at da jeg nylig saae den igjennem, maatte jeg ikke

blot see efter i Personlisten forat faae at vide, hvem de talende

Personer er, men endog undersøge Titelbladet, forat underrette mig

om, naar den er udkommen. Der manglede blot, at jeg ogsaa skulde have

glemt Forfatterens Navn. Jeg kan altsaa nu see paa den som paa en

andens Arbeide, og min derpaa byggede Dom er da, at det vidtløftige

og i sit Indhold saa mægtige Drama er i det Hele godt componeret;

Forfatteren har forstaaet, hvad der foregik, han har ogsaa rigtig

tegnet de Skikkelser, der er saa fremmede for andre Folk og andre

Tider. Men Stilen -- alle dens underlige Omsvøb og Formaliteter har

for det første gjort hver Scene og hele Bogen altfor lang, og dens

fremmedagtige Udtryksmaade har helt igjennem tilsløret Replikernes

Følelsesstyrke. Dertil kommer endnu min usalige Hang til at udvikle

til det yderste alt hvad jeg kunde udtænke, uden at agte paa, at ene

Udførligheden var nok til at bringe Læseren til Fortvivlelse. Intet

Under, at det læsende Folk ikke lagde Bogen hen, men sletikke tog

den i Haanden. Og den ulykkelige Forlægger -- ja, han sagde mig, at

en af hans Venner havde leende bemærket: Det bliver nok en ordentlig

Jeremiade for dig.

Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det · 第 17 / 29 段