Oprørsfanen virkede som et Stød i Kjøbenhavn og alt Landet. Fulde af
Forventning og høi Stemning strømmede vi alle sammen til de Møder,
de politiske Førere gjorde Opraab til, og der var Nyt at høre. Ikke
just Politik, den ansaae jeg ikke for særdeles ny, hverken hvad
Frihedens eller den slesvigholstenske Sag angaaer, men Krigen, det
var virkelig Nyt. Da jeg paa det store Casino-Møde den 20. Marts
efter forskjellige andre Taler, hørte Tscherning gaae den Sag, som
endnu ingen havde turdet nævne, lige paa Livet, og med mægtig Røst
udraabe: »Fordre de Slesvig, saa svare vi med Krig!« negter jeg ikke,
at der gik en Gysen igjennem mig. Jeg saae øieblikkelig hele den
forfærdelige Udsigt, og jeg er nu eengang ingen Ynder af Krig.
Den følgende Dag saae jeg fra mit Vindue Gammeltorv efterhaanden
fyldes saa tæt, at fra den ene Mur til den anden stod Hoved ved
Hoved. Jeg foer ned at føie mit af den nye Tids Frihedsaand
høit løftede Hoved til de andres. Time efter Time ventede vi
rolig og taalmodig. Man sagde os, at inde paa Raadhuset stred
Borgerrepræsentanterne med Magistraten, som ikke vilde indlade sig
paa at være med til den Beslutning at gaae til Kongen og bede ham
om et Systemskifte, som Aftalen havde været paa Mødet Aftenen før.
Da hørtes ovre fra en Gruppe nærmest Raadhuset Sang løfte sig --
»Danmark deiligst Vang og Vænge,« og hele den vrimlende Folkemængde
istemte den gamle høitidsfulde Tone. Som et svulmende roligt rullende
Hav, ikke som en Oprørssang, snarere som en Psalme i den fyldte
Kirke, gik den henover Hovedstadens minderige Torv. Det var engang at
fornemme hvad en Folkesang har at sige, aldrig har det været bedre
forstaaet. Det var vel ikke blot mig alene, Taarerne løb ned ad
Kinderne paa.
Endelig kom saa Folkets Førere tilsyne under Raadhusets Colonnade, og
det overraskende saaes, Overpræsidenten gik virkelig i Spidsen. Han
var bleven overmandet af Borgerrepræsentanternes og Casinomødernes
Formand L. N. Hvidt, som kort og godt havde sagt ham: Gaaer De
ikke med, saa gaaer vi alene. Ved Synet af min store Præsident med
det hvide Ordensbaand over sit brede Bryst som Anfører for hele det
liberale Væsen, det han fra Cancelliets Pallads i en Menneskealder
havde foragteligt holdt nede, maatte jeg lee ved mig selv, jeg
kjendte jo Manden saa vel, og jeg fik endnu mer at more mig over.
Saasnart han kom hjem efter den vældige Bedrift, strøg han al den
Ære, han havde indhøstet for den, af sig ligesaa rask som han
kastede Generalskjolen, og gik lige over til A. S. Ørsted, som boede
skraas overfor os, forat undskylde, hvad han havde vovet paa. »Som
de beklagelige Forhold nu engang ere, kunde jeg efter min bedste
Overbevisning ikke gjøre andet.« -- »Ja ja, kjære Ven, jeg forstaaer
det,« svarede Ørsted, og klappede ham paa Skuldren. Jeg fik det
altsammen frisk ved Middagsbordet, da han forklarede sin bekymrede
Familie de beklagelige Forhold og sin vanskelige Stilling, og den
blev beroliget ved at høre, at den Minister, han havde været med til
at styrte, ikke tog sig det mere nær. Ørsted forstod ham saa godt,
og vidste vistnok bedre end han, at den gode Lange ikke var den
eneste, der tabte Hovedet. Men har vel ogsaa tænkt, det gjør jeg da
idetmindste ikke.
Imidlertid sluttede vi alle til, Arm i Arm, sex Mand høi, i den
lange Colonne, som endnu ikke havde tømt Torvet, da Spidsen naaede
Slottet: Jeg gik med Høyen, som nu var saa glad, at han ganske
glemte at faae Cancelliherrerne paa Lygtepælene. Vi vare naaede
til Høibroplads, da det med Jubel lød hen over Mængden: Kongen har
afskediget Ministeriet! Vi saae som blændede paa hinanden: kan en
Statsomvæltning gaae saaledes til? Jo, det kunde den. Ikke saameget
som en opplantet Kanon eller en svingende Garderhest. Lad saa hele
Europa ryste paa Hovedet og tvivle. Ene hos os kunde den det.
Saa gik vi alle glade hjem og gned os i Hænderne og priste vor
Konge. Nu var han Folkets Afgud og levede siden deraf. Man kan
ikke undre sig derover. Lad ham saa i et lystigt Lag have sagt:
»En Constitution, de kan faae ti for een, om de vil,« saa kunde
han dog i betydningsfulde Øieblikke ogsaa være Konge og var da en
høist tiltalende Konge. Det er saadanne Øieblikke, der mindes og
blive historiske. Selv har jeg kun eengang været Vidne dertil. Det
var da han tog imod et skandinavisk Studentertog paa Fredensborg og
beværtede os fint i Haven. Da vi drog gjennem Slottets Kuppelsal,
sad han oppe paa Galleriet i daglig Dragt med en Fez paa Hovedet, og
holdt en Tale til os saa værdig, hjærtelig og gjæstfri patriarchalsk,
at han henrev Broderfolkenes Studenter og Videnskabsmænd. Jeg gik med
Welhaven og Munch, de var enige om, at ingen kunde have gjort det
bedre.
Det var en Tid, da hver Dag havde historisk Betydning. Næste Dag,
22. Marts, ankom den slesvigske Deputation i den underlige Hensigt
at faae Kongens Sanction paa en Stat, som de havde taget fra ham og
allerede var ifærd med at forsvare med Vaabenmagt. Slotspladsen og
Høibroplads var igjen saa tætpakket med Mennesker som vel muligt, da
de kjørte op til Slottet forat stedes for Kongen, og saa forbittret
man end var paa dem, insulterede blev de dog ikke. De fik endog en
begeistret Hilsen fra en, der stod ved min Side. Det var vor Ven fra
det Stenstrupske Hus, Harald Neergaard[11]. Han pegede med udrakt Arm
paa dem og raabte: See paa dem, det er dog engang Mænd! Folk gloede
arrigt paa ham, men gjorde ham dog intet. Saa kom Monrad, som nu var
Minister, med ilsomme Skridt trængende sig gjennem Mængden for at
naae til Slottet og bivaane Tydskernes Audiens. Han havde en temmelig
daarlig Overfrakke paa, og havde ikke faaet den børstet, den var
fuld af Dun og Haar. Heller ikke han blev hilset. Folket var vel paa
Høiden, men havde ingen Øvelse i at give det tilkjende.
[11] See S. 136.
Naar de fem slesvigholstenske Herrer ansaae det for en stor Bedrift
at vove sig ind mellem det kjøbenhavnske Folk og heller ikke følte
sig sikker i Hotellet, saa man maatte føre dem til Alfred Hages Hus,
og give dem Vagt af Studentercorpset, laa Faren vistnok for største
Delen i deres egen Indbildning. Hvad vildt Folkeopløb vilde sige, maa
de have kjendt bedre fra deres eget Hjem end fra vort. Skræmmede vare
de i alt Fald; det var alle, der kom fra Revolutionslandet.
Den ypperste af de Fordrevne var Regjeringspræsidenten Scheele.
Han var en Ven af min Overpræsident, og søgte til hans Hus, da han
kom til Kjøbenhavn. Naar jeg kom ned om Aftenen, sad han hyppig i
Dagligstuen. Det havde da sin store Interesse for mig at lytte til
hans Fortællinger om Scenerne derovrefra. Hvorledes han havde maattet
løbe ud af Byen Slesvig, havde faaet fat i en Vogn udenfor Byen, og
havde hele Veien siddet med spændte Pistoler, beredt til at sælge
sit Liv saa dyrt som muligt; var i Flensborg kommen i Selskab med en
Flok Dragonofficerer, der førte Regimentets Fane med sig, men ikke
en Mand af Regimentet; og hvor forsigtig han havde maattet snige
sig gjennem de slesvigske Byer, og hvor han priste sig ikke mindre
lykkelig, for han ikke var bleven kjendt i de danske, alt med mange
charakteristiske Omstændigheder. Naar der saa, mens han fortalte,
hørtes nogen Larm paa Gaden, en Hob drog syngende forbi, et Hurra
hørtes fra en Kjelder eller sligt, Byen var jo yderst livlig i alle
de Aftener, foer han sammen og saae sig vildt om, med et Blik som om
han greb til Pistolerne.
Jeg smilte ad det ved det fredelige Thebord, men hos ham var det at
undskylde. Han havde seet det rasende Folk, og mens han løb, havde de
strakt en anden fin Embedsmand til Jorden med et Hug af en Spade.
Scheele gik ydermere i den Tid aldrig ud uden at bære et tyk Stok,
hvis Greb var en skarp Øxe. Han var vist ogsaa Manden for i fornødent
Fald at bruge den. Men som han tog feil i at mene, at det fornødne
Fald kunde indtræde i Kjøbenhavn, saa havde han ogsaa ondt med at
faae sig sikkret for den Fare at kjendes paa Sproget. Han talte altid
meget forsigtig Dansk, daarligt nok, men saa godt han kunde. Men
det gik ikke i den Langeske Familie, de svarede ham stadig væk paa
det fineste Tydsk, indtil han overvældet af de mange tydske Stemmer
endelig som i Distraction selv faldt over i sit Modersmaal. Han var
en klog Karl, og blev siden som bekjendt Frederik den syvendes Mand.
Ogsaa Anders Sandøe Ørsted kom i den Tid en Del til Langes, og det
var morsomt at høre, hvilke forfærdelige Vittigheder han og hans Ven
Kollerup Rosenvinge kunde ryste af sig over det liberale Parti. De
Herrer talte om Martsministrene, at sige de demokratiske, ganske i
samme Tone som Royalister nu tale om Berg og andre Venstreførere, og
lo dertil saa de rystede.
Imidlertid begyndte Krigsbuldret, og alle vi Yngre, en Del Ældre
med, samledes hver Morgen paa Rosenborg Plads, for det første for at
exercere paa Livet. Det var herlige Dage, man aandede bogstavelig
en bedre Luft end man var vant til. Skjønnere Foraar mindes jeg
ikke at have seet, det skulde da være 1834, da jeg holdt mit Indtog
i Sjælland. Det var som Naturen holdt Glædesfest for den unge
Frihedsaand. Det meste af April var det varm og sommerklar Luft, og
Træerne strakte deres udfoldede Knupper med Længsel ud efter den.
Kommandoordene skraldede, Vaabengrebene raslede, men under alt det
kunde jeg ikke lade være at fryde mit Øie med Slottets varme Glød mod
den blaa Luft, og de kaglende Alliker og de klare, brede Skygger,
som Kastanietræernes Rækker lod falde hen over den bajonetglimtende
Vaabenplads.
Jeg var, naar jeg selv skal sige det, rask til Vaabenhaandværket. Jeg
var heller ikke ukjendt med det. I mine første Studenteraar havde
jeg været et saa fremragende Medlem af Studentercorpset, og min
sorte hvidkantede Uniformskjole med det røde Bryst, de hvide Buxer
og den colossale Chacot havde klædt mig saa net, at jeg endog var
bleven valgt til Underofficier, og havde min store Møie med at slippe
fra denne kjedsommelige Værdighed. Vor største Ærgjerrighed var
Bajonetfægtningen. Ved den mente vi utvivlsomt at sikkre os Seiren,
da Underofficiererne fortalte os, at den Kunst forstod Tydskerne
aldeles ikke.
En Morgen kom Vermehren løbende og raabte: Nu skal I høre en
splinterny Vise, og han som var en god Sanger og en Virtuos i
alskens Udtale, foredrog paa bredt sjællandsk Bondemaal den tappre
Landsoldat. Det gjorde nu umaadelig Virkning. Aldrig har den
epochegjørende Sang behaget mig saameget som i den Stil, hvori
jeg saaledes førstegang hørte den. Hvoraf blev Følgen, at jeg med
sædvanligt Paradoxmageri ved Langes Frokostbord opstillede den
Sætning, at vor nye Krigssang langt overgik Marseillaisen.
Vaabenøvelserne, der ogsaa udstrakte sig til Marsher til Dyrehaven
og fingerede Træfninger, havde Charakteren af ungdommelig Leg, men
Meningen var dyb Alvor nok. Fra Dag til Dag kom der Anmodninger til
Corpset, om nogen vilde melde sig til frivilligt at afgaae til Hæren,
og hver Gang traadte en Flok rask frem, flere end der forlangtes.
Vilde da ogsaa jeg møde paa den blodige Valplads? Ja til Tider. Jeg
var høirøstet nok med, da vor 1100 Mand stærke Bataillon omringede
vor Chef, Oberst la Cour, og forlangte, at han skulde føre os samlede
over til Hæren.
Men virkelig Krig var mig nu eengang en svær Sag. Jeg kunde ikke
tænke mig at skulle sætte min Kugle eller min Bajonet i et levende
Menneskes Bryst, saameget mere som en Tydsker efter mine Anskuelser
ikke i den Grad var en Forbryder som efter andres. Jeg slog derfor
mine Tvivl ned med at lægge Afgjørelsen over paa mit Fædreland.
Kaldte det mig, var jeg beredt til at lyde.
Hæren var begyndt at samles, og intet har rørt mig saameget som Synet
af den første Udrykning.
Kongen havde om Eftermiddagen den 29. Marts paa Exercerpladsen taget
Afsked med de kjøbenhavnske Batailloner. Næste Morgen tidlig, da jeg
endnu laa i Sengen hørte jeg klingende Spil og Hurraraab. Jeg foer
op og til Vinduet, og saae Torvet tæt fyldt med Mennesker, og som en
blinkende Aa af i Takt rokkende Bajonetter med de røde Compagnifaner
over dem trække sig gjennem Mængden fra Nørregade skraas over Torvet
og forsvinde i Frederiksberggade. Da fik jeg klarlig for Øie, hvad
det vil sige: »Min Pige vilde med.« Paa Siden af Geledderne, ja midt
inde i dem havde Bønderpiger, røde Liv, grønne Skjorter, guldstykkes
Huer, jo i fuld Uniform, faaet hver sin Ven under Armen, og halede ud
med lange Skridt for at holde Tridt, og andre trængte sig frem fra
Siderne, ogsaa Mødre, og vinkede hver af sin, og tog fat og rakte
Smaating, som Karlene stak til sig, alt mens det rungende Hurra lød
over Pladsen. Det Syn i den milde Morgensol er ikke til at glemme, og
det underligt vemodige at see denne svinde i den mørkskyggede Gade,
og at vide, hvor de drog hen. Taarerne løb mig ned over Kinderne,
mens jeg klædte mig paa og løb ud til Jærnbanen for endnu at være
Vidne til: »Der kan du se, min Ven!« Jo, jeg havde nok Ret, Sangen er
mere greben ud, idetmindste af vort Folkeliv, end Marseillaisen.
Hver Dag havde jeg Breve fra Moder, som beskrev de samme Scener i
Roskilde. »Her er en uhyre Tummel i Byen i disse Dage. Bestandig
strømmer der Tropper til baade med Jærnbanen og til Fods og til Hest.
Vi høre ikke andet end Musik, Sange og Hurraraab hele Dagen. Byens
Folk trakterer Tropperne ved Jærnbanen, og holder Taler og følger dem
med Dannebrogsfaner ud af Byen. I Morgen kommer her ligesaa mange.
Casper sværmer for at faae en Kuglebøsse og lære at skyde, men vi er
bange for at han skal falde baglæns, naar den gaaer af.«
Roskilde var dengang Endepunktet for Jærnbanen fra Kjøbenhavn. Og
hvad Dannebrogsfanen angaaer kan gjøres den historiske Bemærkning, at
fra de Dage skrev sig den Skik, at den kom i privat Brug, hver Mand
vilde have sin. Roskilde var ogsaa en i høieste Maade patriotisk By.
Der drog en hel Flok af dens Ungersvende med i Krigen som Frivillige.
Deriblandt Blochs to Sønner, hvad der da alene var nok til at sætte
Familiens Stemning i den stærkeste Bølgegang.
Broder Christian drog ud med de første som Læge ved tiende Bataillon;
og jeg havde da som sædvanligt efter Moders Ordre travlt med at faae
ham ekviperet. Han var ogsaa en Timestid hos Moder, og hun fulgte ham
ud gjennem de lange Gader for først at tage Afsked med ham ude paa
Ringstedveien. Gamle Moder var ogsaa en Illustration til: Min Pige
vilde med.
En bittrere Sorg ramte de Familier, hvis Medlemmer stode mod hinanden
i hver sin Leir. Efter det nære Forhold, hvori de tydske Landsdele
havde staaet til de danske var dette temmelig almindeligt og gik i
Særdeleshed ud over Kvinderne. Den mest bekjendte af de Familier
der maatte friste den Sorg var Danneskjolds. Ogsaa i vor nærmeste
Kreds oplevede vi en Del af den Slags. Margrete Thrige var gift med
den holstenske Præst Steffensen, og hendes Halvsøster Sofie Paulsen
forlovet med min kielske Ven Nitzch, endnu en anden Roskilde Veninde,
Elna Hansen med sin tydske Ingeniør Nørmchen. Og Amalies to Cousiner
Frederikke og Edle Stenstrup havde hver sin hidsige Slesvigholstener,
Jes Tygesen og Harald Neergaard. De ulykkelige Elskerinder maatte tie
med deres Sorger, men da de paa begge Sider var trofaste Mennesker,
lagde det sig efterhaanden tilrette i lykkelige Ægteskaber. Det var
i disse Aar mærkeligt at see, hvad en saadan sextenaarig Pige som
Edle Stenstrup kunde vise for en utrolig Styrke og Selvbeherskelse i
saadanne Hjærtesager. I et af sine Breve taler Moder rørt om Amtmand
Johansen fra Haderslev, som hun saae i Roskilde. Han havde to Sønner
mellem Fjenderne, og to Døttre gifte med fordrevne Embedsmænd, men
netop derfor havde ingen Medlidenhed med den gamle nedbøiede Mand
uden Moder, efter hvem jeg har det.
Som alle andre var ogsaa jeg stærkt beskjæftiget ikke blot med at
følge Begivenhedernes Gang, svært nok, da jeg maatte exercere og
manøvrere mine 6 Timer om Dagen, til liden Baade for min Elev, det
var nu saa Krigens Gang, som alle maatte finde sig i, men ogsaa, hvad
der endnu var det sværeste, med at opsamle alle de Efterretninger
om de mange Faldne, Saarede og Fangne, som vare at opspore baade i
tydske og danske Aviser og bringe dem til de bekymrede Familier baade
mundtlig og skriftlig. Det gjaldt især om nøiagtig at gjennemgaae
alle Listerne, ogsaa til mine forlovede Veninders Bedste de tydske.
Fandtes de Savnede ikke paa dem, var det allerede en Trøst, og for
mig selv en Trøst, at der i den Henseende ikke lykkedes saa lidt
for mig. Da imidlertid mine Bemærkninger om de Smaating jeg selv
oplevede, ikke have megen Interesse og jeg ikke skriver Danmarks
Historie, men kun min egen, vender jeg heller tilbage til mine egne
Hjærtesager.
Jeg havde levet den lykkeligste Vinter inden Døre med min Elskede.
Til Julen havde jeg forsynet hendes Dagligstue med et smukt Bogskab,
hvori vi gjemte vore Yndlingsforfattere; ovenover satte jeg det
skjønne Dionysos-Hoved, Ariaden kaldet, og paa Kakkelovnen den
ungdommelige Herakles Hoved. Saadanne Ting trængte til Forklaring,
hvisaarsag der med hver Foræring fulgte et Digt, som vi begge fandt
meget fint, og ikke mindre hvad der med eller uden Breve kunde
indfinde sig af den Slags.
I Mai var jeg med min Præsidents Familie flyttet til et Landsted,
ved Ordrup, hvorfra der er en rig Udsigt over Ordrups Krat og
Dyrehaven og de smukke Skovhuse, den puggaardske Familie har opført
som Appendix til dens Hovedhjem Skovgaard. I det ene boede min Ven
Rudolf Puggaard, i det andet hans Svoger Orla Lehmann. Desuden havde
jeg kun en kort Vei til Sølyst og kunde mødes med Amalie paa de vante
Steder. Det kunde ogsaa hænde, at Overpræsidenten bragte hende med
ud i sin lille Vogn. Paa Ordrupsdal boede H. Chr. Ørsteds Svigersøn
Dahlstrøm og paa Ordrupshøi Kollerup Rosenvinge, som begge var Langes
daglige Omgang, saa jeg fik nok af reactionær Conversation. Til
Amalie klagede jeg, at der ikke faldt anden Politik, end den, hvis
Omkvæd var: Danmark har ingen Regjering, og der kan hverdag ventes en
Revolution som i Paris.
Sidst i Juni drog Amalie med sine Søstre og Cousiner til Broksø, sex
unge Piger i Flok, usigelig lykkelige over igjen at skulle sværme i
de Lunde, hvor de havde nydt deres glade Barndomsdage. I Juli fulgte
jeg efter, og gjorde nu Bekjendtskab med dette idylliske Sted.
I Slutningen af Juli reiste jeg som sædvanligt med min Elev til
Fyen, og kort derefter begav Amalie sig med sine Søskene til Sølyst.
Jeg forkjølede mig paa Reisen, og var nogle Dage febersyg, som i
det temmelig kolde Veir med daglige Regnskyl gjorde mig nedtrykt og
dobbelt lod mig føle Kjedsomheden over den uhyggelige Familie, jeg
sad hos paa Kjærup.
Enhver veed, hvorledes Stemningen var i det Aar. Der var ingen
Familie, som ikke havde nogen af sine Kjæreste paa Valpladsen, og
intet Menneske, der ikke følte at man ikke kunde vide, hvorlænge
man beholdt sin fædrene Jord under sig. Man reves om Aviserne,
man kom løbende med Skillingsbladene, og var man paa Landet,
sendte man ridende Bud til Byen eller anfaldt enhver Vogn. Man
græd over vore dog altid besmykkede Nederlag og jublede over vore
problematiske Seire. Endelig fandt man af Fortvivlelse over Slesvigs
Skjebne Vaabenstilstanden værre end Krig, og derom var der hidsige
Partikampe, og vilde Rygter om de Reactionæres Intriger. De gode
Roskilde Folk var særdeles oprørte, og Moder søgte altid til mig om
de paalideligst mulige Efterretninger.
Naar der da i Juli Maaned var megen Tale om »det Suhrske Komplot,«
om at Ussing og David delte Penge ud, at Arbeiderhobe trak Sammen,
og Kanoner var opkjørte om Slottet, og Lærerne i Roskilde midt
under Examens Travlhed foer ind til Kjøbenhavn for at spørge Nyt;
beroligede jeg Moder med en Betragtning over, at Krigen rimeligvis
nok vilde bryde ud igjen, da Tydskerne fra deres Synspunkt ikke
kunde tage mod de Betingelser, der hidtil var budt dem. Men »naar
man kommer løbende med Rygter om Uroligheder, pleier jeg at svare:
Aa Sludder! Der er to Omstændigheder, der gjør, at Kanonerne
forblive rolige i deres Baas paa Tøihuset, den ene at Onkel
Scavenius raader for Kanonerne, og han gjør ikke en Kat fortræd,
den anden, at der ikke findes nogen Kat at gjøre Fortræd. Hvad Suhr
angaaer, kan jeg svare for, at Fru Heiberg betyder mere i det Hus
end revolutionslystne Politikere. Og hvad Arbeiderne angaaer, saa
er der vel visse Haandværkslaug, som Snedkere og Vævere, der ere i
Nød, og som jævnlig komme til Overpræsidenten og klage sig, men det
vedkommer ikke den Sag, det er en gammel Skade, som har sin Grund i
Møbelmagaziner og Fabriker, og som de nu, da alle har Medlidenhed med
dem der klage sig, benytte Leiligheden til at komme frem med.«
Hvorpaa Moder med sit sædvanlige Humør svarer: Tante Rikke[12] havde
lovet os, at hendes Mand skulde bringe et Par Hoveder hjem med,
men Caspar havde den Vittighed, at der var ingen andre at faae end
»Fædrelandets,« som havde tabt sit, og det var ikke fundet endnu.
Hvori jeg var enig med min satiriske Broder.
[12] Fru Foss, Borgermesterens Frue.
Den politiske Side af mit Sind var altsaa i tilstrækkelig Virksomhed,
men i mine ligesaa talrige som lange Breve til min Elskede er der
ikke Spor deraf. En reisende Litterat fører altid Bøger med sig.
Da jeg om Sommeren forlod Kjøbenhavn, mens hun ikke var der, havde
jeg lagt paa hendes Bord et Bind af Søren Kierkegaard og en Roman,
selv førte jeg samme Slags Læsning med mig foruden min bestandige
Bibel. S. Kierkegaards Skrifter af opbyggelig Retning udkom i de Aar,
og vi var begge lige opfyldte af dem. Amalie stjal Herregaardens
Toilettetimer forat fordybe sig i et Bind Taler, og jeg laa i de
søvnløse Nætter i min Feber og læste Kjærlighedens Gjerninger.
Saa kom Vinteren, og den blev for mig en betydningsfuld Tid. Mit
ihærdige Bibelstudium bar endelig en ordentlig Frugt, løftet af
Sommerens Krigsaand, samlede jeg mig til Israels Hovedtragedie,
og som jeg levede midt mellem det gamle og nye Parti her hjemme,
havde jeg søgt min forbilledlige Heros i Profeten Jeremias. Hans
voldsomme Kamp mod det nationale Partis vanvittige Overmod, hans
ulykkevarslende Forkyndelse af den Guds Straf, det vilde føre til, og
hans rørende Klager over hans Fædrelands Undergang, var Toner ud af
mit Hjærte. Jo mere Kanonerne lød i mit Øre, desto mere opildnedes
min Fantasi. At Lykken siden blev os bedre end det saae ud Paasketid,
gjorde mig intet Afbræk, de Tanker jeg eengang havde grebet, var mig
nok til at sætte mig ind i Forholdene hos det gamle Israel. Endog
min Kierkegaardske Stilling til Kirken hjalp mig til at være med i
Profetens forfærdelige Angreb paa Præsteskabet.
Jeg arbeidede derfor med Held, hvad Handlingen og Forstaaelsen af
Personlighederne angaaer, og arbeidede saa hurtigt, at jeg allerede i
Februar havde den første og væsentlige Del renskreven og det øvrige
lagt tilrette. Bogen blev ogsaa fuldt færdig, inden vi flyttede paa
Landet, og min styrkede Selvfølelse ved at være kommen saa vidt,
havde til Følge, at jeg endelig fik Mod til at bringe Jeftas Datter
til en Boghandler.
En Digters egen Dom er som bekjendt upaalidelig, men naar der ligger
mere end en Menneskealder imellem, og hans Sind er af den Natur,
at han er mere tilbøielig til at give Modstanderne end sig selv
Ret, faaer den dog noget mere Værd. Jeg har nu saa aldeles glemt
Bogens Indhold, at da jeg nylig saae den igjennem, maatte jeg ikke
blot see efter i Personlisten forat faae at vide, hvem de talende
Personer er, men endog undersøge Titelbladet, forat underrette mig
om, naar den er udkommen. Der manglede blot, at jeg ogsaa skulde have
glemt Forfatterens Navn. Jeg kan altsaa nu see paa den som paa en
andens Arbeide, og min derpaa byggede Dom er da, at det vidtløftige
og i sit Indhold saa mægtige Drama er i det Hele godt componeret;
Forfatteren har forstaaet, hvad der foregik, han har ogsaa rigtig
tegnet de Skikkelser, der er saa fremmede for andre Folk og andre
Tider. Men Stilen -- alle dens underlige Omsvøb og Formaliteter har
for det første gjort hver Scene og hele Bogen altfor lang, og dens
fremmedagtige Udtryksmaade har helt igjennem tilsløret Replikernes
Følelsesstyrke. Dertil kommer endnu min usalige Hang til at udvikle
til det yderste alt hvad jeg kunde udtænke, uden at agte paa, at ene
Udførligheden var nok til at bringe Læseren til Fortvivlelse. Intet
Under, at det læsende Folk ikke lagde Bogen hen, men sletikke tog
den i Haanden. Og den ulykkelige Forlægger -- ja, han sagde mig, at
en af hans Venner havde leende bemærket: Det bliver nok en ordentlig
Jeremiade for dig.