Deltagelse i mine Interesser. Derom kan der naturligvis ikke være
Tale, saalænge du endog med Heftighed sætter dig imod dem. Du kan
troe, kjære Moder, at det vilde vederkvæge mig langt mere end
Medicin og Sundhedsregler, om jeg kunde føle, at jeg havde et Hjem,
der ikke var mig fremmedt, der med nogen Tillid kunde følge mig,
og beundre, hvad jeg maa hengive mig til. Dog ogsaa heri vilde det
være altfor haardt at bebreide Eder noget, da I dog paa Eders Maade
holde meget af mig. Hvad du ikke kan forstaae, kan jeg ikke fordre,
at du skal dele; og at du ikke kan det, er vistnok ikke din Skyld.
Verden indeholder flere Ulykker, end man tør lægge paa eet Menneskes
Skulder«.
Jeg skrev altid dengang i en overlegen Tone, men dette er det
haardeste, jeg nogensinde har udladt mig med til den mest velsignede
af alle Mødre. Ak saa dybt var jeg falden fra mit uendelige
Kjærlighedssværmeri. Jeg indbildte mig noget af den hellige Aand, og
mødte saa min Moder med det sædvanlige Vaas, at man skal kaste alle
Kjærlighedsbaand af sig for det Helliges Skyld. Som om min Moder
ikke var lige saa god en Christen som jeg. Dette maatte mest af alt
bedrøve hende.
Forvirre hende kunde det dog ikke. Hun vidste bedre end jeg,
hvorledes det stod sig med den Sag. Det havde intet paa sig med min
stadige Paastand om, hvad jeg formaaede i min høie Stemning. Fem
Dage efter bad jeg hende, om jeg maatte komme ud til hende. Jeg giver
Skingrunde og skriver endnu en Del om de sædvanlige høie Interesser,
og mener, jeg skulde kun blive der en Ugestid, men i Virkeligheden
kunde jeg ikke mere. Hun svarer saa kjærligt som muligt, at hun
glædede sig usigeligt til at have mig hos sig, men havde ikke turdet
bede mig derom. -- »Vi skal nok være gode ved dig, naar du selv vil
være skikkelig. Tag nogle Bøger med dig, og du skal have Lov til at
fordærve din lille Søster.« -- Det vil sige, læse Göthe med hende.
Æsthetiken skulde altid smelte sammen med Theologien i en høiere
Enhed, men Enheden var, sørgelig at mindes, bleven til et temmelig
uforskammet Aandsaristokrati.
Om jeg kom til Roskilde dengang, husker jeg ikke. Det har næppe været
mig muligt. Det var i Begyndelsen af November, og den Maaned kom jeg
mest til at ligge i min Seng.
Det er en trist Historie, jeg har kun lidt Lyst at fortsætte den. Det
er muligt, at et Menneskes Evner maa udvikles ved, at det kommer til
Klarhed, hvor yderlig, hvor skarp og hensynsløs enhver Stemning kan
blive i sin Egenraadighed, og hvorledes ogsaa den ædleste Følelse
ved at kjæle for den som et Klenodie, man har kjøbt for al sin
Eie, kan slaae om i sit Vrængebillede. Det er muligt, at man for
at lære Templets Tinde at kjende, maa ud paa den svimlende Sten,
hvorfra Djævelen frister til at styrte sig ned. Der er Toner i de
hellige Ord, som ikke forstaaes, før man har været i den Ørk, hvor
Anfegtelserne sees som Spøgelser, og Eneboeren øiner dem, om han
end ikke magter dem. Men hvad der end kan høre til at lære Høiden
og Dybden og Bredden og Længden at kjende, vilde jeg dog ønske, at
jeg havde holdt min Mund med mine indre Erfaringer. De evig lange
Betragtninger, jeg opvartede med, ere visselig ikke behagelige at
læse. Min verdensomfattende Kjærlighed var bleven til Hensynsløshed
mod dem, der vare mig kjærest, min Ætherflugt med Profeter og Poeter
var bleven til en hovmodig Indbildning om at jeg alene forstod at
flyve. Jeg var en selvbehagelig og uærlig Populærfilosof, en syg
Stakkel paa mit Legeme og ikke mindre i mit Sind.
Hvad der foregik i den ynkelige Maaned November 1841, veed jeg knap
mer. Jeg laa paa min Sofa og kunde intet andet foretage mig end at
lytte efter mit Blods Hamren. Jeg krøb i min Seng, naar jeg fornam,
jeg ikke kunde støtte paa Benene; jeg listede ud, naar de igjen vilde
gjøre en Smule Tjeneste, men maatte sætte mig paa enhver Bænk, enhver
Trappesten, der tilbød sig. Og jeg følte kun lidt Ro, naar jeg kunde
naa hen til dem af mine Slægtninge, der forstyrrede mig mindst, fordi
jeg, mens de gjorde mest for mig i deres Kjærlighed, ansaae dem for
i deres Aandløshed mindst at kunne forstaae mig.
Da jeg ikke mere formaaede at læse og skrive, og dog ikke kunde
undvære nogen Hjælp til at komme igjennem den meningsløse Tid, tog
jeg, som den mindst foruroligende Bog, jeg vidste, til Peer Paars, en
skrækkelig Parodi paa min Tilstand. Men kom ikke en halv Side ned,
før jeg maatte skyde den fra mig; end ikke at see paa Bogstaverne
kunde jeg taale. Jeg led mest ved, at jeg ikke kunde udholde at
være ene, og dog endnu mindre kunde underholde mig med nogen. Min
kjærlige Broder Christian og min godmodige Fætter Vilhelm, begge
Læger, skiftedes til at sidde hos mig, mens jeg laa hen i fortvivlet
Taushed. Takket være de, for det gode, de gjorde mig. Men en underlig
Tak fik de. De var det mest beroligende for mig, fordi jeg kunde
antage, at de mindst vidste, hvad der var Grunden til min Elendighed.
Mine gode Onkler og Tanter kom jævnlig til mig, og sendte mig alt,
hvad de kunde tænke, maatte kvæge mig. Men min Bolig paa Regentsen
var mindst indrettet paa at huse en saadan Patient, og efter at der
var talt om at sende mig paa Hospitalet, fandt de det raadeligst at
gjøre langt mere for mig. Sidst i Maaneden, i de samme Dage, Emil
Mynster lukkede sine uforglemmelige Øine, flyttedes saa min Seng hen
i Farbroder Scavenius F.s Hus. Jeg troer endogsaa, han indrømmede
mig sit eget Værelse, idetmindste kunde det ganske ligne ham og hans
Hustru, den Tante Amalie, som havde al den Kjærlighed, jeg havde
indbildt mig at have.
Der laa jeg nogle Uger. De bedste Læger saae til mig og mente, jeg
havde en Hjærtesygdom. De gav mig meget Digitalis, men deraf blev
jeg endnu mere svækket. Saa rystede de paa Hovedet og mente, at den
Sygdom snart vilde gjøre Ende paa mit Liv. Det samme mente jeg selv,
hvergang Anfaldene kom over mig, og det gjorde de hver Dag. Det er
umuligt at være de kjære, nu hedengangne Sjæle taknemlig nok for,
hvad de gjorde for mig, men den Gang er jeg bange for, at jeg ikke
tænkte nok derpaa. Jeg havde nok i mit evige Mellemværende, og lærte
i de Dage og Nætter at lade Legeme være Legeme, og befale min Sjæl i
Guds Haand.
Moder kom til Byen forat hente mig hjem til sig, og jeg kom dog
saavidt paa Benene, at jeg turde forsøge derpaa. Jeg blev sat i en
lukket Vogn ved hendes Side med en Flaske kjølende Mixtur i Haanden.
Jeg tømte hele Flasken paa Veien, men jeg troer dog, at jeg mere end
den røde Drik skyldte Følelsen af Moders Haand i min, at jeg med
nogenlunde Fred naaede det kjære lille Hjem i Roskilde. Skulde jeg
nogetsteds kunde rette mig, saa maatte det være der, bestandig med
mit vildt fantastiske Hoved støttet til Moders utrættelige Skulder.
FEMTE KAPITEL.
UVIRKSOMME AAR.
At skifte Opholdssted er et anerkjendt Middel mod nervøse
Skrøbeligheder, at skifte Læge kan ogsaa undertiden være godt.
Moders Huslæge var ogsaa hendes Husven, og hans Børn vore Venner. Han
var en egen Mand, som skjønt han af Tænkemaade var en Nutidsmand, dog
i sit Væsen mindede om forrige Aarhundredes Cavallerer. Hans Nydelse
var at conversere Damer, og som en yndet Læge vidste han naturligvis
alle Byens og Egnens Krøniker og Hemmeligheder.
Han rystede paa Hovedet ad de kjøbenhavnske Læger, og forklarede
mig med sin behagelige Veltalenhed, at Dr. Mansas Digitalis og Ole
Bangs Piller endmere havde ødelagt mit Nervesystem. Jeg skulde kun
nyde Naturens primitive Gaver saa rigeligt som muligt, lade fem
være lige, glæde min Moder med en Latter, og mig selv med en Pibe
Tobak, og vilde jeg endelig have Medicin, kunde jeg tage mig en Snaps
saltet Brændevin, førend jeg gik min Morgentur. I nogle Uger tog jeg
Snapsen, men tog mig saa den Frihed at lægge den af, da jeg gjorde
den samme Erfaring, som jeg i Kjøbenhavn havde gjort med et mig til
Frokost ordineret Glas Portvin, at min Natur har Antipathi mod stærk
Drik. Ganske vist smager den ogsaa modbydelig, bemærkede han leende.
Men Tobakspiben vænte jeg mig efterhaanden til, og fik dermed den
Uvane. Den gjorde mig godt som en tankeløs Underholdning.
Underholdning var det, jeg trængte til, da min Ulykke kom indenfra;
men det var en vanskelig Vare at faa fat i den lange ledige Vinter
igjennem. Læse kunde jeg aldeles ikke, jeg kom ikke en Side til
Ende, om det saa kun var i en Avis, før Blodet bruste i mig. Ogsaa
Samtale maatte jeg være meget varsom med, og at være ene var mig
rent umuligt, det var at kalde al Elendigheden over mig. Nætterne
var min Ulykke, det er ikke til at beskrive, hvad jeg oplevede, naar
jeg vaagen paa min mørke Vagt lurede paa de Hærskarer af Spøgelser,
hele Egnen, hele Verden var befolket af, og af Mathed dysset i Søvn
saae dem i tindrende Klarhed og hørte dem buldrende trampe opad
Trappen og bryde ind ad Døren, saa jeg foer op med et Skrig. Jeg har
aldrig taget noget søvndyssende Middel, og vel vogtet mig for Opium
i nogensomhelst Skikkelse, men jeg troer, at kun en Opiumsspiser
kan gjøre sig en Forestilling om saadanne Aandescener. Ikke at mine
Tanker noget Øieblik svigtede mig, med ganske nøgtern Besindighed
satte jeg mig ind i Sagen, og gjorde mine Iagttagelser baade
psychologiske og æsthetiske om Drømmeverdenens Natur. Men det hjalp
mig ikke; at den kom og faldt over mig med al sin Frygtelighed var
det visse af Sagen.
Det eneste, der blev tilbage at støtte mig til, var da det stille
Liv i Dagligstuen med de hyggeligste af alle Fæller, Moder og
Søster. Men hvad skulde jeg foretage mig? At underholde dem med
mine Trængsler var baade Synd mod dem og for mig selv den største
Fare. Da maa jeg takke mit paa Hjælpekilder temmelig righoldige
Sind for, at jeg tvungen af Nøden udfandt den Kunst at fylde Tiden
med stille Betragtning af de udvortes Gjenstande, der omgav mig. Nu
da jeg desværre havde Tid nok, lod jeg mine Øine -- eller mit Øie,
for jeg har det efter min Moder kun at see med eet ad Gangen, hvile
paa enhver Gjenstand, ligegyldig hvilken, en Tallerken paa Dugen,
en Plante i et Glas eller en Potte, mine Stuefællers Klæder, deres
Bevægelser, min Moder ved Rokken og min Søster ved Vinduet med Bog
eller Sytøi, hele Stuens stille Belysning og alle Omridsene eller
rettere, hvor den ene Farve hørte op og den anden begyndte, hvilket
skjønt Forhold de alle stod i til hinanden, hvilke egne Nuancer de
antog i Skyggen, indtil Farven næsten, dog aldrig ganske forsvandt
i det dybeste Mørke. Hvorledes saa dette vexlede med forskjellig
Belysning, hvor fint det maatte bestemmes ved roligt Lys, hvor stærke
Modsætningerne kunde blive, naar Sollyset faldt ind, og hvor sikkre
de modsatte Farver kunde staae mod hinanden i Vinduesstokkenes
Skygger paa de hvide Gardiner, især naar der blev rullet ned for
Eftermiddagssolen.
Min værste Angst var at skulle være ene, og den tyngede mig desmere,
fordi jeg skammede mig ved at bekjende den, naar de andre tilfældig
gik ud. Saasnart jeg blev alene i Stuen, gik jeg strax fra Sands og
Samling, Blodet begyndte at bruse, og jeg blev syg. Jeg foreholdt mig
bestandig med alle tænkelige Grunde, hvor urimelig min Uro var, men
den grusomme Angst overfaldt mig dog, mod den hjalp intet Middel,
netop fordi den var ganske uforstaaelig. Den var mig i flere Aar en
grulig Plage, og er til Tider kommen igjen, saa jeg en stor Del af
mit Liv ikke har været sikker for den.
I de Aar jeg omgikkes ham, viste han mig det inderligste Venskab.
Desværre kunde jeg ikke gjøre ham Gjengjæld med at beundre hans
Kunst, men ringeagtede ham dog ikke derfor. Tvertimod ansaa jeg og
anseer endnu en Kunstner, om han end er maadelig for at staa saa høit
som det Trin, han i sin Kunst indtager, over andre Mennesker, der
Intet formaaer.
Jeg samlede hvad Billeder jeg kunde faae. I Bibliotheket fandt jeg
ikke andet end Thorvaldsens Værker. Men snart kom jeg i Besiddelse
af flere Billeder, der førte mig videre. Jeg havde i det Aar faaet
mig en Ven i Maleren Thorald Læssøe. Jeg husker ikke, hvor jeg
havde truffet ham. I de Dage behøvedes der ikke meget til at slutte
Venskab. Et Møde i et Atelier eller paa et Galleri, hvor man kom til
at gjøre nogle Bemærkninger, var nok til at fatte Interesse. Han
saae hyppig til mig i den Tid, jeg laa syg paa Regentsen, bragte
mig Druer og andre behagelige Sager og talte hjærtelig opmuntrende
til mig. Da jeg var kommen til Roskilde, sendte han mig saa en stor
Bunke Billeder, fortrinlige Raderinger, Kobberstik, Træsnit og sligt,
den Tid en endnu større Skat end nu, da man kan see ypperlige Ting i
enhver Journal.
Dette gav Stødet til, at jeg vovede mig videre. Jeg forelskede mig
saaledes i Raderingerne, at jeg ikke kunde lade være at copiere
Landskaber af Waterloo og Swanwelt. Og da jeg fandt, at det ikke
anstrengte mig synderlig mere med min Pen at efterligne Raderingens
fine Streger, end at eftergaae Naturens Linier og Farver, blev dette
mig en rig Kilde til stille Nydelse. Da jeg saa havde gjort en Række
Pennetegninger, som var i alt Fald til min egen Tilfredshed, gik jeg
til Naturen. Jeg kunde ikke sidde ude, men fra vore Vinduer oversaae
vi Kirkepladsen og en stor Del af Egnen. Saa tegnede jeg derefter,
først Enkeltheder, siden det Hele. Jeg mindes en Dag, jeg sad ved
Vinduet og arbeidede paa et stort Billede af Domkirken og Pladsen, og
var netop kommen ned til Forgrunden, hvor jeg havde gjort mig megen
Umage med et stort Asketræ, som hang ud over Domprovstens Havemur;
da blev Døren slaaet høit op, og Vilhelm Marstrand traadte ind. Jeg
havde ikke seet ham i fem Aar, han var netop kommen tilbage fra sin
første italienske Reise. Mens han paa sin lette naturlige Maade
gav Moder Haanden og ruskede i mig, havde han allerede kastet sit
Blik paa mit Billede og udbrød: Nei see, kan du gjøre saadan noget!
Ja, saavidt er jeg da kommen, svarede jeg, tænkende paa Asketræet,
men meget forlegen over at være bleven overrasket af et saadant
Kunstnerøie; og Samtalen gik videre, som om han aldrig havde været
borte.
Juleaften blev mig en af de tungeste og bragte mig dog den bedste
Glæde. Professor Blochs Familie ønskede, at vi skulde tilbringe den
hos dem, og Rectorboligen var os altid et kjært Sted at komme. For
mig var det ikke at tænke paa, det var i min allersvageste Tid. Men
skjønt jeg vidste, hvad det vilde koste mig at være ene, skjulte jeg
dog min Angst saa godt jeg formaaede, for at faa Moder og Søster til
at gaae. Saa sad jeg ene. Storm og Snesjap buldrede mod Ruderne,
og Stuen saae trist ud, men jeg fik ikke Tid til at tænke paa
Omgivelserne. Blodet buldrede i mig, som jeg skulde sprænges, og det
hjalp intet, at jeg gjennemgik hele Skalaen af de tidtnok indøvede
Beroligelsesmidler, at jeg forklarede mig selv paa det forstandigste,
at det hele var Indbildning, jeg blev mere og mere syg. Jeg søgte at
bevæge mig paa Gulvet, jeg stod og pressede Panden mod Ruden, jeg
kastede mig paa Sofaen, men det forfærdelige lod sig ikke afvende,
jeg maatte igjennem de ensomme Timer, om det saa skulde koste mit
Liv. Saa holdt jeg det ud, som jeg har holdt saamangen lang Nat ud,
ogsaa de værste Timer liste sig til Ende, og endelig kom Moder. Hun
havde forladt Selskabet tidligere for at see til mig, og blot at
see hende var allerede Hjælp. Hun sad noget hos mig og talte mig
tilrette, og da jeg var bleven lidt roligere, krøb jeg i Seng.
Som jeg endnu laa og kjæmpede med mig selv, hørte jeg glade Stemmer
under Vinduet, Smaalatter, Hvisken og afbrudte Udraab, det tog ingen
Ende. Nu har han da fulgt hende hjem, tænkte jeg, men dette er dog
for galt. Endelig blev der da Ende paa den Sigen Godnat, og Moder,
som stod øverst paa Trappen, modtog sin blussende Datter i sine Arme.
Hendes forlængst erklærede Elsker havde benyttet den korte Vei over
Kirkepladsen til at faa hendes Ja.
At den søde Søster sad længe hos Moder, inden de kom til Ro, var
naturligt nok, men for mig Stakkel var det usigelig tungt, at ligge
og vælte mig paa mit Leie uden at kunne deltage i deres Glæde. Jeg
maatte dog see min Søster, men min Tilstand var fortvivlet, saa
meget mere, som jeg maatte skjule den. Ak, kun altformeget af mit
Ungdomsliv er paa den Maade blevet mig forspildt.
Jeg fik mig altsaa en Svoger i Søren Thrige, men Overgangen var ikke
stor. Han havde siden Skoletiden været saa hjemme hos os, at han for
Moder var bleven som en Søn. Det har han og i Sandhed altid været,
ingen kunde gjøre mere for sin Svigermoder, end han har gjort.
Saaledes sad jeg Vinteren til Ende hos min Moder, kom nogenlunde
tilrette, og vendte med ganske godt Mod tilbage til min Regensstue i
Begyndelsen af April 1842. Mine Breve fra denne Maaned see meget godt
ud, men jeg kan ikke tro andet, end de har været til mere Bekymring
end Trøst for Moder. Hun saae kun deraf, at jeg havde styrtet mig ind
i mit forrige anstrengte Liv; det vilde næppe ende godt. Jeg taler
meget om, at gjøre alt aandelig, deri indbefattet Biblen saavelsom
den hedenske Oldtid, Kirkehistorien saavelsom Digternes Fantasmer.
Jeg klager stærkt over, at jeg ingen havde, der kunde dele mine
Tanker, og at Ensomheden var det, der tyngede mig. Alt dette er
udenoms Tale, jeg var syg, meget syg, og allerede i næste Maaned gik
de Afbrydelser i mit Arbeide, som jeg kun løseligt havde berørt, over
til fuldstændig og vedvarende Afmagt.
Saa kommer der sidst i Mai et helt trøstesløst Brev til Moder. Det er
den gamle Historie: jeg sad ensom ubeskjæftiget i min Stue, hvor jeg
hverken kunde udholde at være stille eller lindre mig ved at vakle ud
i Gaarden og faae mig en Samtale: jeg kunde end ikke i den letteste
Bog læse en Side til Ende; mine Hænder rystede, mit Blod hamrede, saa
Ribbenet og Kjødet paa venstre Side var ømme deraf, jeg forfærdedes
ved at see i Speilet, hvor indfalden og huløiet jeg saae ud; og under
alt dette min Bekymring for, hvorledes jeg skulde kunne bringe det
saavidt, at jeg kunde aabne mig en Levevei.
Moder var dog mindst den, der tabte Modet. Hun havde strax en god
Udvei for den nærmeste Fremtid. Hun havde lovet sin Broder, Frederik
Tauber, tidligere Præst paa Vallø, nu Præst i Eiby og Dalby ved
Kjøge, at tilbringe Sommeren hos ham, og han havde selv bedet hende
at tage mig med, og hun udkaster et tillokkende Billede af, hvor godt
jeg skulde have det der, blandet med en Del opmuntrende Spøg.
Efter min Hjemkomst fra Landet, forsøgte jeg mig igjen paa Regentsen,
men det gik endnu værre end før. Det var mig umuligt at blive der, og
da Moder foreslog mig at søge en Huslærerplads paa Landet, var det
mig ligesaa umuligt at vove mig dertil. Hun vidste ikke, hvor svag
jeg var. Da der nu kun var et halvt Aar tilbage, fik jeg Tilladelse
til først at nyde dette, naar mit Helbred var blevet bedre, og søgte
saa atter for denne Vinter tilbage til min moderlige Rede i Roskilde.
Der var i denne Sommer foregaaet noget i Roskilde, som jeg ikke kunde
holde mig uden for, og som voldte mig megen Sorg. Det er ogsaa mere
værd at fortælle end de andre Smaating, jeg oplevede, da det angaaer
en udmærket Mand.
Vilhelm Marstrand var, som jeg alt har omtalt, kommen hjem fra
sin første femaarige Sydlandsreise. Jeg havde kjendt ham fra min
Skoletid; han var min Halvbroders Fætter -- hans Moder var en Søster
til Broder Caspars Fader -- og han blev snart min Ven, skjønt der i
Alderen var ti Aars Forskjel paa os. »Jeg mener da, Venskabet behøver
ikke at være saa halvt som Fætterskabet,« sagde han. En Ære, jeg
skjønnede meget paa.
Vi havde i Kjøbenhavn havt et sluttet Selskab, som en Aften om Ugen
kom sammen hos hans Moster, Thea Smith, en gammel venlig Dame,
som vi alle kaldte Tante Thea, og som havde sin Bolig i Petersens
Jomfrukloster i Vimmelskaftet. Det var hendes Glæde at see Ungdommen
omkring sig, hun dækkede et rigeligt Bord, og var stolt af at
kunne see hvor stor en Flok, der tog Sæde om det. Vi kaldte det
Fætterklubben, fordi de fleste af hendes Gjæster stod i dette Forhold
til hinanden. Der var Brødrene Marstrand, særdeles Vilhelm og den
smukke Søofficeer Osvald, der var Brødrene Smith fra Møen, særdeles
den poetiske Theolog Troels, der var min Broder, Caspar Smith og
min Fætter Adolf Fibiger, og flere Fættere og flere Venner, som
Malerne Købke og Constantin Hansen og Architekten Bindesbøll, og
yngre Medlemmer holdt sig til, ogsaa Cousiner. Af dem, der beskedent
lyttede til den faste Stok var jeg. Stemningen var udmærket, naturlig
og hjærtelig, og tumlede sig i overstadig aandrig Lystighed. Det var
i mine første Studenteraar, jeg begyndte at komme der, medens Vilhelm
var borte, men ogsaa senere, mens han boede i en underlig gammel
Leilighed i Børsgaden, hvor han bedækkede de skumle Vægge med en
mægtig Samling af sine hjembragte Studier.
Saa saae jeg ham ikke igjen, før han i Vinteren 1841-42 slog ned i
Roskilde. Han havde der en stor Flok Cousiner. Hans Moster Rikke,
en svær og imponerende Frue, der med sin groteske Lystighed, sin
ustyrlige Lunefuldhed og sin uordentlige Paaklædning mest af alt
lignede en flot Italienerinde af Middelstanden, var gift med Byens
Borgemester og Byfoged, Justitsraad Foss, en snu Bonvivant, der
vendte og dreiede med Borgerstanden som han vilde, ved vexelvis at
bruge Magten i gammel Stil, og tage dem under Armen i ny.
De havde syv Døttre, alle smukke, men meget uopdragne, Huset var
stort, og Stillingen anselig, der kom mange, men alle forbausedes
over Familiens underlige Væsen. Altid Skrig og Skraal af Børnene,
der sloges i Krogene, Hvisken og Tisken af de unge Piger om deres
Kjærlighedshistorier, Forfærdelse over Besøg, naar man ikke var
paaklædt, og Moderen foer da altid om i Nattrøie, og forgik af Latter
eller rev sig i Haaret af Fortvivlelse. Faderen listede gjennem Stuen
med en Vinflaske under Armen for at faae sig en lun Time i sit
Contor med en Gjæst, som skulde vindes i et for Byens Vel vigtigt
Øiemed.
Da Vilhelm M. kom hjem, var han 31 Aar, var kjed af sit omvankende
Kunstnerliv, havde Lyst til at skabe sig et Hjem, og saae sig om
efter en Livsledsagerinde. Det var hans Natur ikke at gjøre mange
Omstændigheder, og Cousinerne var dog værd at see paa. Fra deres
Side var de spændte af Forventning om det skulde lykkes en af dem at
vinde den berømte Fætter; ikke at fortænke dem i, han var dengang en
meget smuk Mand, og de var ikke af de Tilbageholdne. Situationen var
dog ikke uden Fare, de havde Rivaler. Der var de fire Cousiner paa
Møen af et lignende varmt Temperament, dem stod han fra tidligere Tid
i nærmere Forhold til. Men hvad dem angik kunde man stole paa sin
Overlegenhed i Skjønhed. Farligere var det, at der fandtes endnu to
Cousiner i Ringsted, som i den blonde Art vel kunde tage det op med
de mørke Roskilde Damer. Det gjaldt at benytte Tiden, Huset straalede
i sin bedste Glands, Toiletterne kom virkelig i Orden, Øinene
løftedes mod Himlen og saae ængstelig til hinanden, og Fætteren kom.
Det lykkedes virkelig. Der kunde kun være Tale om de ældste, de
andre var for unge. »Naa, Vilhelm! hvem skal det saa være? Anna
eller Thekla?«, sagde Moderen med sydlandsk Frimodighed. Den
ældste var ikke saa lidt af en Kokette, som øvede sine Kunster paa
Skoleballerne. Den anden var en god og paa sin Maade forstandig Pige,
der opretholdt Dyden mellem en Flok, der idetmindste til Tider fandt
den mindre behagelig. Han valgte den sidste, og det varede meget
kort, inden de var forlovede.
Vilhelm M. leiede sig et Attelier paa Roskilde Hovedgade, og sad
der Sommeren igjennem, og malte smukke Ting. Særdeles en Mindeskive
til Byens Skytteselskabs Festsal, hvorpaa han portræterede alle de
hæderlige Borgermænd, grupperede om Fuglestangen, med sin kjære
tilkommende Svigerfader mellem den uniformerede Brandmajor, Værten
i Prindsen, og en bekjendt Husarritmester, der førte Byens Garnison.
I Baggrunden saaes Skibsbroen med Jagternes hængende Seil og
festlige Flag paa glødende Aftenhimmel. Ved dette halvsatiriske og
halvpatriotiske Billede gjorde han sig mangen Spas.
Jeg tilbragte en Del Formiddagstimer hos ham, medens jeg efter
min Hjemkomst fra Eiby var i Roskilde, og han gjorde en god
Blyantstegning af mig, som jeg har endnu. At slutte af den saae
jeg dog ikke slet saa sygelig ud, som man kunde vente af det
jeg havde gjennemgaaet. Ti eller endog tyve Aar efter var mit
Udseende betydelig værre; den vedvarende Sygdom udtærede mig først
efterhaanden.