i Sommeren før laa i Kolding og Ilia var hos ham, havde Lunddahl,
som der besøgte dem havt meget at fortælle om det Sprog han førte;
vi fandt det dengang baade til at lee og græde over. Men som han sad
hjælpeløs sammensunken i sin Lænestol, og i al den Tid, der levnedes
ham af Hosten og Spytteskaalen, med sin frygtelige Veltalenhed gav
sin Verdenslede frit Løb, smykket med de mest nærgaaende Lignelser,
var det kun til at græde Blod over, saameget mere som han tog til
heller ikke at spare sine Nærmeste. Naar hans Søster efter den Tids
Skik en varm Sommerdag kom ind med en nedringet Kjole, kaldte han det
frækt at vise sin Nøgenhed, og den stakkels Pige skyndte sig grædende
bort. Da hans Farbroder havde faaet en Orden, og visselig ærlig havde
fortjent den, beskrev han udførlig, hvilke Kjelttringestreger han
havde begaaet for at faae den.
Saa faldt han atter hen i Klager over hvad Smærte det forvoldte
ham at afsløre Sandheden. Og naar jeg talte ham christelig til,
hvilket jeg ikke helt forsømte, skjønt jeg, overvældet som jeg var,
ikke kunde gjøre det, som jeg vilde, kunde han under Taarer udmale,
hvorledes al Religiøsitet systematisk var bleven ødelagt hos ham som
alle hans Kammerader, ligefra den parodiske Undervisning de havde
faaet paa Akademiet, til den frække Udhalertone, han havde mødt
overalt, hvorhen han vendte sig i Livet.
Ak ja, det Sande var, at hans Liv nu var forspilt. Det eneste Haab
for os var, at han dog ikke kunde mene alt hvad han sagde. Det havde
altid været hans Maade at drive sine Betragtninger til den yderste
Conseqvens -- endelig da ogsaa et Familietræk hos os alle --, og som
han nu næppe var sig selv mægtig mere, kunde han ikke modstaae en
Trang til at bruge sine sidste Kræfter til at bevise sine Paradoxer.
Forat forstaa, hvad vi led derunder, maa man vide, hvor høit vi satte
ham. Han havde altid været Familiens Afgud, og for sine Venner mer
end en Ven, deres Elskede. Tiltrods for hvad vi maatte høre, troede
vi endnu paa ham. Naar han med sine taarefyldte Øine rakte sine
Hænder ud imod os, følte vi et ganske andet Hjærtes Slag i hans Bryst
end hans Ord lød paa. Og jeg troer endnu paa, at vi ikke havde Uret.
Jeg kom daglig til ham, Lunddahl ogsaa, vi stod med hans Moder og
hans Søster omkring hans Seng. Men disse rystende Scener bidrog
væsentlig til, at min egen Sygelighed mer og mer tog Overhaand.
Sædvanlig gik jeg derfra i en Tilstand, saa mine Ben næppe kunde
bære mig hen til Rosenborg Have, hvor jeg kastede mig paa en Bænk,
beredt paa at lade mit Liv under mit Hjærtes Hamren. Jeg holdt ud
til hen i Juli Maaned, da kunde jeg ikke længer. Jeg maatte bort fra
Byen, og kom i en sørgelig Tilstand til mit sædvanlige Sommerhjem,
Berritsgaard paa Lolland. Der sad jeg i Ro og med god Forpleining
hele August Maaned, og fik gjennem Lunddahl Efterretninger om,
hvordan det gik i Kjøbenhavn.
Efter at han endnu i nogle Uger havde ligget hen, og hans mørke
Betragtninger var gaaet over til Feberfantasier, fik min stakkels
Fætter endelig udstridt samme Dag, han for et Aar siden havde forladt
sit Fædreland, den 27. August, og Døden dækker over alt. Han har
altid siden været mit Hjærte nær som min høit elskede uforglemmelige
Ven. Det samme har han været for enhver, der har kjendt ham, som vi
kjendte ham.
Samtidig laa Emil Mynster hen i en lignende Tilstand, men om hans
Leie var der Fred. Der var igjen brudt Blod ud af hans Bryst, han var
fuldkommen afkræftet og blev bragt paa Hospitalet. Hvad der foregik
i hans Sjæl, kunde jeg til min Bedrøvelse ikke erfare, da han var
berøvet Mælet. Men da jeg ingen Tvivl havde om, at han efter sin
klare Tanke opgjorde sit Liv, søgte jeg i et Brev, jeg sendte ham
fra Berritsgaard, at styrke ham til at see Døden imøde med Ro.
»Medens jeg var i Roskilde« -- skriver jeg, thi jeg besøgte Moder
paa Veien til Lolland -- »fik jeg selv en Øvelse i at være syg, og
da min Svaghed var foraarsaget ved det bestandige Ophold ved Adolfs
Sygeleie, havde mine sygelige Tanker taget det Sving, at jeg syntes
mig at gaae med Døden for Øinene. Især om Nætterne, naar jeg plagedes
af Søvnløshed, beskjæftigede jeg mig ofte ret levende med at tænke
mig Dødens Komme og berede mig paa den. Da tænkte jeg ogsaa paa dig.
Naar jeg selv havde Mod til at møde, hvad der end kunde træffe,
ønskede jeg ogsaa at kunne meddele det til dig. Men det varede kun
kort for mig, jeg havde let ved at vedligeholde min Sindsro, ja
endogsaa en glad Stemning, da jeg hver Dag havde de lykkeligste
Timer.«
Det var kun lempeligt udtrykt, for ikke at ryste ham mere end
fornødent. I Virkeligheden var disse Nætter noget af det gruligste,
jeg har oplevet, og jeg har kun oplevet altfor meget af den Slags.
Selvfølgelig udtrykte jeg mig ogsaa feil. Jeg beredte mig ikke til
Døden, den kan ingen berede sig til, men til Evigheden. Jeg kjæmpede
for at holde paa den salige Forvisning om nyt Liv, som jeg altid bar
i mig. Om mine velmente Ord hjalp min Ven, veed jeg saameget mindre,
som jeg ikke engang veed, om de kom til hans Kundskab.
Han havde sine Tvivl, eller rettere sine filosofiske Vanskeligheder.
Om de har strakt ogsaa til Opstandelses Troen, veed jeg ikke, jeg
erindrer ingen Udtalelser derom. Men jeg skulde troe det. Filosofie
lærer altid det hvad den kalder at opgaae i det Uendelige, og plager
sig selv i ufornøden Grad med Besvær ved at komme til individuel
Personlighed, som om der var andet til end netop det individuelle. Nu
laa han stille hen, og hans dybsindige Tale kunde saa lidt som hans
ustandselige Pen sige os mere derom. Gud give ham, at det maa have
været den Fred som overgaaer al Forstand, der har lagt sig over hans
lidende Sjæl i den lange tause Tid.
»Emil Mynster, der var mig den bedste af mine Venner,« skrev jeg til
Moder i September, »ligger hen som en Død. Jeg kommer daglig til ham,
men det anstrenger mig for meget, at jeg maa tale til ham alene uden
mindste Svar, som for et Speil.« Endnu staaer det saa tydeligt for
mig som var det igaar, hvor usigelig vemodig han løftede sine klare
Øine imod mig, og hvor skjønt hans Hoved var, med det lyse under
Sygdommen langt voxede Haar redt tilside over den stærke blanke Pande.
Først sidst i November sov han hen, kun 23 Aar. For min Forestilling
stod han dengang som en gammel Vismand. Den 1. December (1841) holdt
Tryde den glødende Tale ved hans Grav, som jeg i Ludvigs Afskrift har
endnu. Men jeg var ikke tilstede, jeg laa nu selv hjælpeløs hen.
Dette kan betragtes som Udgangen af den Periode i mit Liv, hvor
Venskabets hele Flamme belyst af det evige Lys saa ganske rev mig
hen, at den øvrige Verden blev mig lidet derimod. Jeg kan dog endnu
ikke gaae over til den næste Omvæltning i mit stakkels medtagne Liv.
Jeg er endnu ikke færdig med alt hvad der var at stride mig igjennem
i dette for mig saa betydningsfulde og saa smertefulde Aar.
* * * * *
Min Broder Caspar havde endelig faaet sin Examen i November 1840.
Han havde da været Student i 11 Aar, og hans Langsomhed havde ofte
nok voldt Moder stor Bekymring. Han var et underligt Menneske,
en Blanding af de største Evner og det barnligste Sind. Som ægte
videnskabelige Naturer pleie, fortabte han sig i den Grad i enhver
Gren af sine Studier, at han ikke mærkede, at Aarene gik. Hvad han
skulde leve af, tænkte han ikke paa, uden forsaavidt han var høist
tarvelig. Maden sørgede den gode Tante Møller for, det Øvrige blev
bestridt af en lille Sum, han havde efter sin Fader. Men hvad han
havde, vidste han ikke, selv hans Klæder maatte vi andre eftersee og
skaffe ham nye, naar de gamle faldt af. Han lønnede os derfor med sit
glade Sind, sin velgjørende Latter, sin redelige trofaste Sjæl og
sin stærke Aand, men uden at han vidste det. Heller ikke, hvormeget
vi vogtede paa, om han var glad eller bedrøvet eller manglede noget,
vidste han.
Han havde i sit 23. Aar havt en lille Kjærlighedshistorie, som gik
ham meget nær. Det var med hans Kusine Vilhelmine Smith paa Møen, jeg
har allerede berørt det. For ham var det intet andet end den Nydelse
at staae i et fortroligt Venskabsforhold til en aandrig Dame, men
hun var lidenskabelig. Det endte med, at hun forraadte sit Hjærte i
de heftigste Ord, og han trak sig tilbage, idet han selvfornegtende
paatog sig hele Skylden.
Medens han led under Tvivl om det ikke var hans Pligt at binde
sig til hende, da det, skjønt uden hans Skyld var kommet saavidt,
betroede han sig til Moder, og gik da heri som i alt andet ikke feil
hos hende. Han fik et Svar, »som jeg aldrig i mit Liv kan takke dig
nok for,« siger han. Desværre har jeg ikke Svaret. Men hvad han
i to lange Skrivelser havde fremlagt for sin Moder, er i Sandhed
beundringsværdigt at læse. En saadan Forstand paa sig selv, en
saadan Redelighed i at fremdrage ethvert lille Træk, ogsaa hvor han
maatte skamme sig derover, og en saa dybtgaaende Undersøgelse af den
forelskede Dames Charakter og Hjærtensstand, veed jeg ikke noget Sted
at have seet gjort bedre. Hun glemte ham da heller aldrig.
Da han i sine første Studenteraar havde lidt meget af et epileptisk
Tilfælde, som nedbrød hans Helbred og forsinkede hans Arbeide; og da
han ved Siden af sit Fag bestandig drev grundige filosofiske Studier,
ikke som vi andre, men saaledes at han blev en virkelig lærd Kjender
af denne Videnskab, var der Grund nok til, at han ikke let kunde naae
til nogen Afslutning paa sin Forberedelse til den filologiske Examen.
Endelig besluttede han sig dog dertil.
Han havde en betydelig Lærdom, men denne Examen var dengang indrettet
paa det umulige Maal at ville omfatte alle videnskabelige Fag, ogsaa
Verdenshistorie, Theologie, Mathematik osv., i den Mening, at en
Storfilolog maatte være en Lærd i enhver forefaldende Disciplin.
Disse Bifag havde han ikke havt Lyst og Leilighed til at sætte sig
ind i. Jeg maatte skyndsomst muligt læse Theologie og Hebraisk
med ham, og hans Ven, Karl Berg, satte ham ind i Mathematiken.
Endelig hører der som bekjendt til at tage Examen den Evne til et
givet Øieblik at lade sit Lys skinne, en vis Fripostighed i at
gjøre det mest mulige ud af hvad man veed, og Færdighed i at dække
over hvad man ikke veed. Saadanne Egenskaber havde han efter sit
samvittighedsfulde og beskedne Væsen mindst af alt, og det endte med,
at han fik kun anden Charakter.
Han tog sig det meget nær, og han tyede igjen til Moder forat finde
Trøst; og hun gjorde, hvad den kjære Moder altid gjerne gjorde,
hun udøste sin Bekymring for mig. Jeg fik Brev paa Brev om, at jeg
maatte »gjøre noget for Caspar,« hvilket ikke vilde sige mindre,
end at, da hans Fremtidsbane, hvad Udsigten til at komme i god
Embedsvei, nu saae mindre heldig ud, han selv ogsaa var ubestemt paa,
hvorhen han skulde vende sig, skulde jeg gjøre Mit til at rydde hans
Betænkeligheder tilside og bane Vei for ham.
Da jeg under mine filosofiske Samstudier med ham, var kommen
efter, at hans Hovedinteresse var at udvide sine Sprogstudier til
Undersøgelsen af Sprogenes fælles Rødder, sammenlignende Gramatik som
det kaldtes, holdt jeg paa den Mening, at ingen maatte forurolige
ham i at forfølge sin Vei. Moder holdt derimod paa, at det frem
for alt var godt for ham at faae ham ud af de gamle Forhold, at han
ikke skulde blive en ren Særling af en Bogorm; og vi blev enige om
at begge Dele kunde forenes i, at han saae sig om i Udlandet paa en
længere Reise. Men allerede at faae ham bestemt dertil, var svært
nok, og jeg satte al min Veltalenhed paa at forestille ham det i det
skjønneste Lys. Heldigvis var der ikke pecuniære Vanskeligheder, da
han endnu havde den lille Capital, med hvis Rente han hidtil havde
hjulpet sig. Jeg følte mig noget ved saaledes at skulle være min
Broders Hovmester, min Iver og Vigtighed kan sees af et saadant Brev
til Moder:
»Det gjælder om at give ham de for hans Charakter og dens Mangler
fordelagtigste Begreber om en Reise. Thi endnu taler han om,
at han ikke har nogen Lyst til eller engang ønsker at træde i
nærmere Forbindelse med bekjendte Mænd eller at føres ind i deres
Selskabskredse, han vil kun flittig høre Forelæsninger og studere,
dertil trænger han for Øieblikket mest. Men da det nu er et Tryk
for ham, at han i sit Forhold til Verden ingen Holdning har, skulde
denne Reise være ham en lettere Vei til at opnaa dette, end han
kunde finde hjemme, Overgangen maa skee gjennem selve Studierne, paa
anden Maade er det ikke muligt, saadan er han nu eengang. Men dette
kan ogsaa let og sikkert skee ved de berlinske Professorer. Thi i
deres Selskabskredse, der let staae aabne for fremmede Studerende,
finder han det mest dannede Selskabsliv forbundet med den stærkeste
videnskabelige Interesse o. s. v. Med første Dampskib kjører han
altsaa rystende og bævende herfra, men er han først hjemme ved det
ene Universitet, flyttes han næsten uden at han veed af det efter
den tydske Methode til det næste, -- og vi see ham igjen som en
fuldkommen Jean de France.«
Efter saadan gammelklog Tankegang mente jeg i min Visdom at tjene
min Broder. At det Hele var hen i Veiret, og at han meget bedre end
jeg vidste, hvad han gik imøde, behøver næppe at siges. Han kom til
Berlin, hvor han forefandt en større Coloni af danske Studerende,
som levede et fornøieligt Liv med hinanden. Under den sammenlignende
Sprogforskning fandt han snart, at det var ham nødvendigt først
at bemægtige sig den store slaviske Sprogstamme, som den Tid var
ganske ubekjendt hos os, og efter sin grundige Maade fordybede
han sig saa ganske i denne, at den siden blev hans egentlige Fag.
Efter to Aars Ophold i Berlin, gik han i 1843, efter at have moret
sig fortræffelig ved at gjennemvandre Riesengebirge, til Krakau,
hvor han i polske Selskabskredse lærte med Færdighed at tale dette
velklingende Sprog, derfra til Wien, derfra til Pest og Prag, hvor
navnlig Lingvisten Kheil blev hans Ven. Kom saa i Efteraaret 1845
hjem til os, ganske vist ikke som en Jean de France, men som en
Videnskabsmand, der overalt hvor han kom frem, var bleven modtagen
med Ære og med Gjæstfrihed og personligt Venskab, og alle sine Dage
kunde vedligeholde en fortrolig Brevvexling med de betydeligste
Notabiliteter af sit Fag.
Paa den Reise han, samme Aar han døde, for sit Helbreds Skyld gjorde
til Carlsbad, besøgte han ogsaa Prag, men forefandt ikke længer sin
gamle Ven Kheil ilive. Hans Søn modtog ham paa det venligste, og har
gjort mere end dette. Efter hans Død sendte denne lærde Czecker os en
Skildring af den »danske Slavophil,« som han til Ære for sin Faders
Ven havde ladet trykke. Deri fremhæver han foruden hans litterære
Fortjenester navnlig to Træk af hans Charakter; hans velvillige
Opfattelser af Modstandere, idet han aftrykker et Brev om en russisk
Sprogmand, der havde forfulgt ham med et næsten latterligt Had,
og hans fuldkomne Mangel paa Ærgjerrighed, idet han med en pudsig
Motivering af Tomheden og det i Grunden Fordærvelige i saadanne
Æresbevisninger, nødig vilde modtage et Diplom, som Æresmedlem af
Pragernes Akademi. Ingen af os selv kunde have givet en sandere og
skjønnere Skildring af den kjære Broder. Jeg kan tilføie, at da han
herhjemme fik Titel af Professor, tilbagesendte han ogsaa denne
Titel, og da han blev Ridder, bar han aldrig sit Ordenstegn.
Hvem der altsaa i sin selvkloge Iver for hans Vel kom galt fra det,
var sikkert nok mig. Jeg havde overseet, at han i sin Person besad
en ganske anden Anbefaling end den nogen praktisk Verdensmand kunde
give ham. Imidlertid mærkede jeg næppe selv min Feiltagelse. Det var
en Egenhed ved vor Kreds, at vi satte vor Grundighed i at analysere
Mennesker, for, naar deres nærværende Trin var nøiagtig bestemt,
deraf at udlede den Fremgangsmaade, der maatte følges for at lede dem
ind paa det næste. Jeg var deri en Discipel af E. Mynster, som var
vor Mester i Kunsten. Hans og mine og Ludvigs Breve fra de Dage ere
opfyldte af saadanne Kunststykker. Dog maa jeg sige til Emils Ære,
at han selv kunde føle Faren derved, og naar han saae, han var gaaet
forvidt, tog han udførlig til at udvikle os, hvorledes han til sin
egen Bedrøvelse, sad fast i sine Knuder.
Endelig havde jeg ogsaa nogen Vanskelighed med min Broder Christian,
skjønt dette ikke vilde have havt stort at betyde, havde jeg ikke
været syg. Moder formanede mig idelig til at støtte ham, hvormed
hun egentlig vel mente, at nu, da han var kommen hende selv noget
fjernere, skulde jeg desmere pleie broderlig Omgang med ham. Jeg
savnede visselig heller ikke Hjærtelag dertil, men det var ikke let.
Da han var aldeles opgaaet i sine medicinske og naturvidenskabelige
Studier, og ikke delte nogen af mine religiøse og æsthetiske
Sværmerier, var vi kommen temmelig langt fra hinanden, boede heller
ikke mere sammen. Med sit eiendommelige Væsen, vexlende mellem
støiende Overgivenhed og ubehjælpelig Forlegenhed passede han heller
ikke i min temmelig forfinede Kreds. Vi mødtes kun, naar jeg søgte
ham, og i hans Omgang var jeg atter en fremmed Fugl.
Da jeg i Begyndelsen af September vendte tilbage fra Lolland, hvor
jeg foreløbig var bleven hjulpet noget op, fandt jeg Byen som ganske
forandret. Det var som alt var sunket sammen for mig. Adolf var død,
og hans Moders Hus, som var blevet mit egentlige Hjem, var opløst
i Sorg. E. Mynster laa paa sit Yderste, og jeg blev syg, naar jeg
saae til ham. Lunddahl tænkte kun paa sin Forlovelse og var ifærd
med at afgaae til Frederiksborg, hvor han var bleven Adjunkt. Ludvig
Mynster var svag og tilbageholdende; han besøgte ikke mig, og naar
jeg kom til ham, hørte han kun paa min Tale, uden at give mig noget
igjen. Moder var ogsaa syg, og havde ikke Leilighed til at see mig i
Roskilde, og Caspar var forsvunden uden at lade høre synderlig fra
sig. Endelig var gamle Onkel sovet hen det Efteraar efter sin lange
apoplektiske Svaghed, og skjønt min Tante altid viste mig samme
Godhed, var hun dog nødt til at indrette sig et mere indskrænket Hjem.
Saa kom mine Paroxysmer igjen og medtog mig forfærdeligt. Jeg kunde
intet foretage mig, kun ligge paa min Sofa og lade mit Hjærte banke
ud, saalænge det vilde, med en Fornemmelse, som naar det var færdigt,
var Livet det ogsaa. Det var det dog ikke. Naar et Par Døgn var
gaaet, rettede Legemet sig igjen, og jeg vandrede, først vaklende,
siden ret livlig om i det gamle Kjøbenhavns maleriske Yderkanter, som
jeg havde saa kjær. Een Ting hjalp mig fremfor alt, Sygdommen havde
den Charakter, at mens Blodet gik som en Vandmølles Klappren, og ikke
lod til at ville andet end sprænge den opslidte Maskine, gik Tankerne
ligefuldt saa høit som lysende Skyer og trækkende Svaner. Midt i mine
Ynkeligheder tilbragte jeg de festligste Timer.
Krøb jeg saa op, saa skrev og skrev jeg, kun ikke om Sygdommen, men
ud af de høie Tanker, at de hjemme ikke skulde vide for meget om,
hvad jeg led. Blev det mig for skummelt i min fattige Regentsstue,
listede jeg hen i Familien, og Farbroder Scavenius's gamle Gaard
i Studiestræde var mig nu det kjæreste Sted, der var Fred og
Kjærlighed. Jeg har et langt Brev til min Søster fra 4. October.
Efter en udførlig Udgydelse over Familiekjærlighed i den analyserende
Stil, som jeg yndede saameget, fortæller jeg om mine Beskjæftigelser
adskilligt, der levende sætter mig tilbage i Livet den Tid:
»Jeg hører, hvor behageligt Grethe og du har faaet det indrettet
sammen. Søren er vist ikke lidt glad over, naar I kunne faae nogen
Beskjæftigelse, hvori I alle kunne deltage[6]. Jeg sendte min Bog[7]
med Professor Poulsen, da Ludvig Mynster sagde, at I ønskede at bruge
den. Det er et smukt Foretagende at læse den sammen, men det er ogsaa
meget vanskeligt, gid det maa lykkes Eder. Paa Lolland prøvede vi
paa at indrette en saadan Conversation, men det endte med, at jeg
selv maatte læse det alt, hvormed de andre ogsaa paastode, at de var
bedst tjente. Saa anordnede jeg Scenen saa smukt som muligt; under en
stor Eg i Skoven sad jeg paa en Bjelke med Kredsen af de andre lidt
under mig, og foredrog meget ivrig hele Tasso. I Roskilde veed jeg
ikke, hvordan det er, jeg har mindre Dristighed til sligt, jeg aner
bestandig Mangel paa Deltagelse. Især naar Talen er om Goethe, veed
du jo, hvor jeg maa ryge sammen med Moder. Bryd du dig ikke om hendes
Meninger om ham -- hun maa gjærne vide, at jeg omgaaer hende -- kjend
du ham selv af hans Frugter. Dersom du ret vilde vove dig ind i hans
yndige Tankevæv, tvivler jeg ikke om, at du jo der i mangfoldig
Henseende vilde finde Correspondenter til indre Stemmer i dig selv.
Tænk blot paa Prindsessen i Tasso, ikke et Ord maa du lade gaae forbi
i hendes Replikker; om du kan følge dem, vil du finde hele Verdener,
der vel er værd at besøge. Vor Tid vilde ikke være saa bange for sin
egentlige Stifter, den usædelige Goethe, dersom den ret kjendte sine
egne dybeste Tanker. -- Jeg er Reconvalescent og er taget herhen til
Tante Amalies hyggelige Stue, hvor jeg morer mig med Tegning. Vi
snakke meget, mens jeg lader Blyantet gaae ..... Heller ikke har jeg
Grund til at klage, da min Phantasie staar mig meget godt bi, naar
jeg mangler Selskab. Skriv mig saa snart til, kjære Søsterlil!
[6] S. Thrige var endnu ikke forlovet med min Søster, men en
flittig Tilbeder.
[7] Et Bind af Goethe.
Din Johannes.«
Ja, min Fantasi stod mig kun altfor godt bi, jeg levede et høit
Liv. Men det kunde ikke undgaaes, at Hjærnens stærke Arbeide
virkede paa Blodløbet. Jeg vilde ikke troe det, før de svære Anfald
af Congestioner til Hjærtet igjen slog mig ned, men det var dog
Overanstrengelse.
Moder læste det ud af mine Breve. Saa godt en saadan Skrivelse som
den anførte end saae ud, vakte den dog hendes Mistanke, og hun sendte
mig en lang Formaning til at tage Livet anderledes. -- »Giv blot for
en Tid slip paa dine kjære Digtere, paa Kunstnere og Malerisamlinger.
Sværm hverken for Kusiner eller Fættere, og skriv for Himlens Skyld
ingen Vers. Tro ikke, at en forfinet og, som du mener, forædlet
Nydelse af Livets Skjønheder er det eneste, der har Værd. Man kan
ikke hverdag drikke Vin og spise Sukkerbrød. Den sande Lykke, Fred,
Munterhed kan naaes ved simplere Midler.«
Jeg følte Sandheden heraf, men jeg var kommen saa vidt paa min
forjagede Vei, at jeg ikke kunde andet end at værge mig med
alle Midler mod den, der vilde spærre mig Veien. Det var mig en
Trossag, at jeg selv havde forskyldt min Elendighed, men jeg satte
Skylden i det gamle Menneskes Slethed, vilde ikke see, at det nye
handlede endnu værre med mig. Jeg vidste, jeg maatte holde igjen
paa Sindsbevægelserne, men jeg kunde, selv under Kampen derfor,
dog ikke undvære dem. Blot jeg nogle Dage, blot jeg en eneste Nat
igjennem kunde styre mit Hjærtes vilde Bølgegang, vilde det blive
godt, sagde jeg til mig selv. I denne Stemning fik den Modstandsaand,
der desværre altid har været mit naturlige Menneske, Magt med mig.
Jeg lod hele tre Uger gaae uden at svare, og først efter gjentagne
Mindelser, holdte i ligesaa rørende moderlig Tone, som hendes første
Brev, sendte jeg Moder et Svar, som jeg endnu skammer mig over som en
begaaet Forbrydelse.
Efter nogle Undskyldninger om Helbredet, det jeg nødigst vilde tale
om, skriver jeg: »Dit Brev har jeg ikke synderlig Lyst til at svare
paa, da det næsten intet indeholder, som passer paa mig, men en Del
Fordringer, som let kunde give mig Lyst til at svare noget haardt,
dersom jeg ikke vidste, at saadanne Anskuelser tilhøre en Charakter,
der nu eengang ikke lader sig forandre. Jeg vedbliver derfor at svare
med de smukke Ord, du omtaler.« -- Moder havde skrevet: »Jeg veed jo
ikke, om du er bedrøvet, fordi du synes, jeg nu ogsaa er slem ved
dig, eller du som sædvanlig har nogen søde venlige Ord tilrede til
lille Moder.« -- Saa vedbliver jeg med hvad der mindst er smukke Ord:
»Skjønt dine Ord fra Sandhedens Side er meget slemme, kan jeg dog
med Føie intet bebreide dig, da du efter dine Forhold har gjort dit
Bedste. Dine Anskuelser om et Menneskeliv og din Maade at behandle
det paa, er omtrent som om en Maler, der aldrig havde seet et nøgent
Menneske, vilde afbilde Leddene paa Lemmerne som Jærnhængsler, fordi
han seer, at andre Ting dreie sig om saadanne Led. Saaledes som du
foreslaaer, kunne vel mange andre Ting bevæge sig, men Aandens indre
Veie gjøre det nu eengang ikke. Lad os derfor ikke tale mere om den
Sag.«
Derefter fortæller jeg vidtløftig, hvorledes jeg havde indrettet min
Dag, saa tæt som muligt besat med theologiske og æsthetiske Studier,
kun afbrudt af den lange altfor svære Vandring ud paa Strandveien,
hvor jeg spiste til Middag, og selv paa denne Vei havde jeg en Bog
med, som jeg læste gaaende. Paa Tilbageveien saae jeg ind til den
syge E. Mynster, som ikke kunde tale. Dertil paastaaer jeg, at jeg
er i udmærket Stemning, skjønt jeg i Virkeligheden var meget syg
og fortvivlet nok. Sluttelig kommer jeg igjen tilbage til det, jeg
mindst skulde sige: