blev det ham at fortsætte Forbindelsen. Da han først havde faaet
gjort et kjønt Portræt af sin Thekla, et blomstrende lille Hoved
i halv Størrelse, der helt fyldte en oval Ramme, var han allerede
nærved for sit Vedkommende at have udtømt hende. Han gjorde sig
vistnok redelig Umage, men jeg troer ikke, det lykkedes ham at faae
stort mere ud af hende end en smuk Model. Hun gjorde sig ogsaa Umage,
hun havde sat hele sit Hjærte til paa ham, og hun var en opoffrende
Sjæl, som vilde finde sig i alt, naar det blot kunde lykkes hende at
tilfredsstille ham. Men det kunde det ikke. Hun var ret forstandig,
men uden synderlig Dannelse; hun beflittede sig samvittighedsfuldt
paa at være en ulastelig Pige, og hun var utrættelig i at imødekomme
ethvert af hendes Elskedes Ønsker, men hun havde den uheldigste
af alle Egenskaber at møde en Mand som ham med, hun var kjedelig.
Efterhaanden havde han ogsaa faaet Øinene bedre op for, hvad der
efter hans ubundne Liv ikke synderlig havde stødt ham fra først af,
hendes Hjems Uhyggelighed og den øvrige Families temmelig raa Væsen.
Mig undrede det ikke, det undrede mig mere, og i Grunden os alle,
at han havde taget hende. Han havde gjort et letsindigt Skridt,
han havde taget hende uden at elske hende. Det kunde endnu være,
ogsaa mindre end Elskov kan gjøre lykkelig, men hvad værre var, han
havde umodne Begreber om en saadan Forbindelse. Han havde aldrig
kjendt et godt Familieliv. Hans Fader var tidlig gaaet bort, og hans
tungsindige Moder førte som Enke et høist uhyggeligt Hus. Om det var
dette eller det var et medfødt Sind er ikke let at sige, men vist var
det, at baade han og hans Brødre med al deres store Begavelse, ogsaa
for Menneskekundskab, ikke forstod sig paa den kvindelige Charakters
Rigdom, hverken dens Finhed eller dens Styrke. Vilhelm maatte bøde
en Del derfor, og lærte først sent, at det er tungt at tage feil i
Livets bedste Forhold.
Dog holdt han længere ud i dette Forhold end man skulde have troet
det muligt for et Sind som hans. Det var hans gode Hjærtes Skyld.
Han havde Thekla siddende hos sig, mens han malede, han vandrede
rundt i Egnen med hende for at nyde Naturen, og han sad trolig om
Aftenen i hendes støiende Familie med et Par snavsede og uartige
Unger i Favnen. Han tog hende med til Kjøbenhavn, og viste hende
alt, hvad han sværmede for, og hun var henrykt, hun var stolt af sin
herlige Støtte. Men det hjalp alt sammen ikke, Forholdet blev ham
uudholdeligt, og omtrent paa samme Tid, som jeg saae mig nødt til at
tye tilbage til Roskilde, i Efteraaret 1842, havde han givet hende
Afsked.
Vintren gik, og der maatte tænkes paa mod Foraaret at faae mig
Stakkel anbragt i Kjøbenhavn. Jeg kunde dog ikke helt holde mig
borte fra Universitetet. Moder tog derfor den Beslutning at forlægge
sin Bolig til Frederiksberg, og hun leiede en Kvistetage yderst i
Smallegaden i et høit Sted, som staaer endnu. Det havde en vid Udsigt
over Frederiksberg Have og saalangt over Sletten mod Vest, som Øiet
kunde naa; vi fik altsaa noget til Vederlag for hvad vi forlode paa
den skjønne Roskilde Kirkeplads.
Men førend jeg flytter Skuepladsen, vil jeg anføre en Skildring
af mit Hovedæmne, af mig selv, som jeg dengang opfattede denne
Gjenstand. Jeg finder den i et Brev til min Ven Lunddahl af 12. Marts
1843:
-- -- Du beskriver dit Embede og din Forlovelse som Grundpiller
for dit Liv. Hvad skal jeg sige, som Skjebnen har henvist til ene
at tære paa den simple Bevidsthed om mit eget stillestaaende Jeg?
Og jeg maa dog ogsaa have saadanne Fornødenheder. Du kan troe, det
overfalder mig undertiden haardt nok, og skaffer mig da gjerne en
søvnløs Nat. Men jeg har nu saa ofte nedkjæmpet det, at jeg næsten i
Forveien kan sige, hvorlænge en saadan Dyst vil vare. Heller aldrig
maa jeg glemme den reelle Gavn, man kan have af en saa alvorlig
Prøvelse. Nu, da den har gjort mig til en Carricatur af mig selv,
fra et upraktisk Menneske til en Dagdriver, har jeg i Tide faaet et
endnu større Skrækkebillede af de behagelige Udørkener og romantiske
Flyvelyster, end jeg selv kunde lave mig; og min Hu staaer nu ikke
til andet end den forstandige Virksomhed, som Mennesker have drevet
før mig, og ville gjøre det efter mig. -- -- Du seer, jeg vil gjerne
gjøre noget ud af mine Smaaerfaringer, og vil gjerne reflectere over
mig selv som over al Verden. Men Gud bedre mig for min Filosofie,
den er rent borte. Jeg har i Vinter glædet mig ved at læse Historie.
Jeg kan forstaae, hvorledes man kan med Lidenskab komme til ganske
at hengive sig til den Videnskab. Mig har det været en sand Lise at
studere Menneskene, som de have været og som de ere. Historien er
det retteste og sikkreste Middel mod alt utidigt Sværmeri ... Ogsaa
i Evangeliet læser jeg hverdag et Kapitel, og sysler bestandig med
mine kjære Ideer derom ... Jeg kan kun sige, at Jesu Skikkelse stedse
bliver mig klarere og nærmere, uden at jeg egentlig arbeider derpaa.
Det maa komme af, at jeg ligesom daglig pleier Omgang med ham, idet
jeg vandrer med ham. Og kommer man ham nærmere, maa man ogsaa blive
hans Discipel. Der behøves vistnok nu som før intet andet end et
Lys over hans Person forat meddele den hellige Aand. Jeg troer at
hele min Aandsudvikling -- skjønt Sligt jo er fast umuligt at blive
sig bevidst -- er afhængig af hans Charakter, idet jeg ikke søger
nogen Sandheds Bekræftelse andre Steder end hos ham. Et Forhold der
naturligvis gjør mig baade vel tilmode og meget betænkelig. Thi
hvilke uhyre Fordringer til en stakkels Synder indeholder ikke denne
Tanke? Jeg gad sige som Luther undertiden slutter sine Breve: »Bed
for mig, thi jeg bliver daglig værre.«
Efter en stor Del Fortælling om Familien og vort daglige Liv -- thi
Brevet er, som jeg dengang havde Vane til, overordentligt langt --
tager jeg saa igjen til at filosofere:
»Du taler om Tidernes Tegn, om at Subjectiviteten nu viser sin
Magt. Jeg troer ikke, at man derfor kan sige, at den nu har
Regimentet. I gamle Dage, da man dog ikke tog det saa overdrevent
samvittighedsfuldt med at indgaae Ægteskaber, men tænkte, at om end
et Tyranni fra Mandens Side eller Tøffelregimente fra Konens, eller
alskens Brydninger fra begge Sider, skulde blive Følgen, saa var
derved ingen videre Skade skeet, man kunde vel endog tage Regres paa
anden Maade, da var denne egenkjærlige Magt upaatvivlelig snarere
den dominerende; den brød sig end ikke om sin Modstander. Naar den
nutildags fordrer sin Ret, er det vel snarere, fordi man føler bedre,
hvor Grændsen for det Objectives Gyldighed er, og ikke saameget vil
fradrage det noget som ordne Forholdet ved at anerkjende den relative
Ret paa begge Sider.« -- Det var før den Tid, da det Spandetske
Forslag om borgerligt Ægteskab havde vækket saamegen Røre, men vi
havde talt om, hvormange Mennesker der ogsaa i vor Kreds havde
maattet bøde for den Sædernes Løshed, den overvættes æsthetiske
Tid medførte. Ogsaa var S. Kierkegaards Billede af en Æsthetiker et
rystende Phænomen.
»Hver Tid har vistnok sine Tegn, men ville de endda holde sig til det
private Liv, frygter jeg dem ikke saameget. Det er dog det Terrain,
man med Billighed helst maa tilstaae Subjectiviteten som dets eget.
I Theologien er der jo rigtignok Fare paafærde, men jeg troer, at
der, som paa ethvert videnskabeligt Gebet, kan overmodig Umodenhed
kun holde sig meget kort, den vil snart efter en Overgangsperiode
ødelægge sig selv. Derimod i Politiken kunde der vel være god Grund
til at være bekymret, da Agitatorerne bestandig have frisk Forraad
til at nære Flammen med fra den stærkere og stærkere opvaagnende
Masse; og det er et Onde, som med Tiden snarere bliver værre end
bedre. Du læste vel Artiklen i »Fædrelandet« om den »moderne
Absolutisme«. Den sammenfatter i Korthed omtrent alle bestaaende
Samfundsformer som modne til Ødelæggelse. Men lad os alligevel ikke
hænge os i saadanne Phænomener, der dog aldrig kunne have mere
Værd, end at de jo ville forsvinde, naar noget bedre viser sig. Den
grundige Behandling, alle slige Materier i vore Dage dog virkelig
underkastes, og den smukke moralske Intelligens, der anvendes derpaa,
vil uagtet alle Dagbladenes Fadaiser og selvbehagelige Skarnstreger
ikke forfeile sin Virkning.« --
Paa Frederiksberg var jeg nu vendt tilbage til mine første
Studenteraars gamle Veie. Hvad havde jeg ikke gjennemlevet i de fem
Aar? Fra en umoden Dreng var jeg bleven til en i Aandens Kampe saa
forfaren Mand, at jeg maa troe, jeg siden den Tid ikke er kommen
videre. Livet skifter vel, og der kommer andet, men det tidligere
glemmes, og man bliver ikke rigere. Det er som med Kundskaber, man
lærer mere og mere, men man glemmer igjen ligesaa meget.
Næste Vinter (1843-44) tilbragte jeg igjen paa Regentsen.
Jeg erhvervede mig ogsaa tydske Venner. Aaret før (1842) havde en Ven
af Søren Thrige, Vilhelm Nitzch, besøgt os, en kielsk Professorsøn
og dengang selv Docent i Kiel, siden Professor i Kønigsberg og gift
med Sørens Halvsøster. Med en god Figur var han af Ansigt et af de
styggeste Mennesker, jeg har seet, men der boede en høi Aand og en
ædel Sjæl i ham, og han aabnede et nyt Rige for mig. Saa vel kjendt
jeg var med Tydskland, var det dog kun gjennem Bøger. Nu saae jeg
tydsk Dannelse levende; og han besad den i den Grad, at han var
en Typus paa den af den fineste Slags. Meget talende er de fleste
Tydskere, men han besad en Veltalenhed, som ogsaa hos dem er sjelden,
og hos os omtrent ukjendt. Udaf sin store baade lærde og æsthetiske
Dannelse vidste han at blande de livligste Skildringer og skjønneste
Citater ind i Samtalen, saa den blev mere end en Samtale, som en
Nydelse af skjøn Kunst, og dog gik alt let og naturligt som en Spøg.
Jeg har altid sukket efter at finde Mennesker, som forstaae at føre
en dannet Samtale, og erfaret, at de er meget sjeldne; desværre ogsaa
erfaret, at jeg daarlig nok selv forstaaer det. Han henrev mig, og
dog var de Uger, jeg nød i hans Selskab, mig yderst byrdefulde. Den
Sommer var i det Hele varm og smuk, og det var dens skjønneste Tid.
Men jeg havde just en Periode, hvori jeg mindst fjorten Døgn ikke fik
Søvn i mine Øine. Jeg vilde ikke lade mig mærke dermed, men vandrede
saa munter som muligt hele Dagen omkring i Egnen med vor tydske Ven.
Jeg begriber ikke, hvor jeg holdt det ud, men ligefuldt er de Dage
bleven staaende i min Erindring som et Pust af et bedre Liv. Nitzch
saae jeg ikke mere, men gjemmer et smukt Brev fra ham. Nu er han
forlængst død (1880).
Næste Aar traadte en anden Tydsker op. Vor kjære Veninde Margrete
Thrige var Aaret før bleven forlovet med en holstensk Præst
Steffensen, og som nygifte besøgte de nu den sjællandske Familie.
Moder havde indbudt dem til at boe hos os under deres Ophold i
Kjøbenhavn; hvor hun fik Plads dertil, er ikke let at forstaa.
Steffensen var en fin, høitdannet og begavet Mand, og vi fik atter
en Prøve paa tydsk Veltalenhed, men mere himmelhoch aufschwebend,
mere kirkelig, og jeg satte Pris derpaa. Man lærer først en Nation at
kjende, naar man seer den i Kjød og Blod, man forstaaer først dens
Tankegang, naar man hører Tonefaldet og seer Minespillet dertil.
Den tredie Tydsker, jeg kom i Venskab med, indfandt sig saa igjen
næste Aar i Kjøbenhavn med et Anbefalingsbrev fra Nitzch til mig. Han
var Fysiker, hed Dr. Meyn, og vilde studere under Ørsted. Atter det
samme fuldtfærdige veltalende Væsen, dannet nok, men ikke med den
fine Følelse, som hos de to andre havde gjort, at man ikke mærkede,
man havde vort Folks Modstandere overfor sig. Han forklarede mig
vidt og bredt Slesvigholstenernes utvivlsomme Ret, beskrev deres
høie Dyder, deres urokkelige Mod og Fortrøstning til deres gode Sag,
og deres derpaa begrundede Forvisning om Seir. Jeg havde meget lidt
beskjæftiget mig med Politik, kjendte vel Sagen af Bladene, men fik
dog et nyt Indtryk af den ved at høre den foredrage af en begeistret
Mand, der sprang ganske frisk og fersk udaf Partiets Midte. En saadan
Figur var dog værd at see i Nærheden, og da jeg havde det tydske
Folkeliv ligesom den tydske Litteratur meget kjær, og var vel oplagt
til at sætte mig ind i enhver menneskelig Sag, stødte hans Tale mig
ikke saa meget, som den vilde have stødt de fleste. Jeg blev vel ved
min og alle Danskes Mening, men hørte dog taalmodig paa ham, naar vi
i Vintertiden (1844-45) gjorde en Del Fodvandringer sammen.
Min Regenstid var gaaet til Ende i Foraaret 1844, og jeg var glad
ved at kunne flytte ud til Moder paa Frederiksberg. Jeg var nu
kommen saa vidt, at jeg ganske godt var istand til om end med nogen
Forsigtighed at fortsætte mine Examensstudier.
Dog trængte jeg endnu til en og anden Afbrydelse, hvorved jeg kunde
styrkes. Det blev en meget kold Sommer, en af de ubehageligste, jeg
mindes. Ved Midsommerstid var det saa koldt, at vi hyppig midt paa
Dagen kun havde 5° Varme. I Haab om noget bedre Veir havde dog Moder
arrangeret en Reise til Jylland. Jeg fulgtes med min Svoger Søren
Thrige.
Det var Himmelbjergsfest det Aar, og i en Tid, da Frihed og Fædreland
med høitidelig Forventning saaes at trække op som Tordenskyer
der glimrede i Solen, var det en stor Begivenhed. Fra Houlberg
Præstegaard, hvor vi var i Besøg, fik Søren og jeg os en Bondevogn,
og kjørte en regnfuld Morgen gjennem de tungsindige Frisenborg
Skove, over alle de brune vandperlende Lyngbakker, ad de endeløse
søvndyssende Sandspor, til vi en skjøn opklarende Aften endelig
naaede langs de blanke Søer til Ry Mølle.
Næste Formiddag laa vi paa Ryggen af Himmelbjerget. Om Middagen
samledes Selskabet fra alle Jyllands Egne, og fra Øerne med. Deroppe
fra saae man Landfolket overalt i smaa brogede Colonner rykke ned
over Lyngbakkerne, forsvinde i Dybderne, komme tilsyne over Engene,
langsomt skride frem langs Søbrederne, og endelig stige op ad Bjerget
fra alle Sider. Der saaes mange politiske Notabiliteter, Grundtvig
holdt Hovedtalen, mægtig men paa Grund af hans underlige Stemme
ikke synderlig hørlig. Den ene Tale fulgte nu efter den anden paa
sædvanlig Vis, som vi nu siger, men den Gang var det ingenlunde
sædvanligt. Jyden hørte til med vanlig Ro, og tænkte sit, mest vel
endnu ingen Ting. Saa kom den uundgaaelige Regn. Vi kom til Bords i
Festteltet, hvor Talerne blev til Raab imellem hverandre, og altsom
Tordenbygerne under dundrende Skrald bragte Vandet til at stige op
over Fødderne, blev Stemningen mere og mere henrykt, det vaade
Fædreland og den skyllende Frihed levede høiere og høiere, og Dagens
Helt Sten Blicher, blev mere og mere drukken.
Det mørknede, man maatte afsted, det gjaldt om at komme i Ly for
Natten, men Opgaven var fortvivlet, Kjøretøi var ikke at faae og paa
Bjerget var der dengang ingen Bygninger, alt uveisom Natur. Den halve
Mil til Kroen maatte vades gjennem et i Mulmet uforstaaeligt Søle,
og i Kroen var der ingen Mulighed for at finde Herberge. Da var vi
saa ubegribelig heldige efter megen Raab og Skrig at komme op i en
Vogn, hvor vi fandt os Ansigt til Ansigt med den farligste af alle
Bevægelsesmænd, Balthasar Christensen. Han var paa sit Høieste, og
ustandselig talende, satte han med dæmonisk Glæde os unge uskyldige
Mennesker ind i Agitationens gruopvækkende Hemmelighed, som han
paastod selv at have opfundet.
Saadanne Ting kunde jeg fortræffelig taale. Men ligefuldt ventede mig
i Hjemmet mine Plageaander med sædvanlig Ihærdethed. Jeg indsaae,
at jeg nu maatte have Examen, hvad det end skulde koste, og jeg
sparede ikke mig selv den Vinter. Jeg havde vel mange Kundskaber i
forskjellige Retninger, men de var samlede med lange Afbrydelser; i
flere Aar havde jeg maattet ligge ledig, og naar jeg kunde studere,
maatte jeg vælge, hvad jeg bedst kunde taale. Det meste laa mig
derfor allerede fjernere og maatte igjen opfriskes. Der var saa godt
som intet gjort af det Arbeide, der er nødvendig for paa en bestemt
Dag at kunne aflevere sin Kundskabsmasse.
Jeg var ligefuldt færdig i Forsommeren. Jeg har altid bestræbt mig
for, at ikke andre kjære Mennesker for min Skyld skulde blive nødte
til at opgive hvad de havde for. Min Søsters Bryllup var blevet
feiret i vor daværende lille Bolig i Løngangsstræde ligeoverfor
Vartou Kirke, i al Tarvelighed, men med desto større Glæde.
Søren Thrige var bleven ansat som Overlærer ved Slagelse Skole, efter
et Aars Tid at have været Adjunkt i Roskilde og sin Bedstefaders
Medhjælper. Festen, den 9. Mai 1845, havde været meget rørende i
sin hellige Del. Stiftsprovst Tryde havde viet dem i Frue Kirke, og
kom hjem til os; Professor Paulsen var tilstede som sin Stedsøns
Forlover. Alt gik til Moders Tilfredshed, skjønt og livligt, paa
det nær, at da Talen efter Bordet faldt paa slesvigsk Politik,
kunde Tryde og Paulsen i høi Grad ikke forliges, da Tryde holdt med
Slesvigholstenerne. Næste Dag fortsatte vi Festen i Roskilde.
Moder skulde nu tilbringe Sommeren hos de Nygifte, og glædede sig
selvfølgelig usigelig dertil, men hun kunde ikke forlade mig, før jeg
havde faaet Examen. Men hvilken Tilstand var jeg ikke i, da jeg en
hed Aften i Begyndelsen af Juni Maaned sad i mit lille Kammer, og med
skjøn Skrift paa et stort Ark opsatte mit Petitum, som det kaldes,
efter den Tids Skik i de fineste latinske Fraser, og efter min egen
Skik meget længere end det behøvedes.
Lykkeligvis er det min Natur, at mit Mod stiger med Faren, og naar
der er gjort, hvad der kan, naaer det til god Ro. Da Examensdagene
kom, var det mig en Morskab ved de skriftlige Arbeider at lade
min Pen løbe med alle mine Aandrigheder og Spidsfindigheder; og
den Morgen jeg skulde indstille mig til Examination, foer jeg hen
over Torvet med lettere Skridt end dem jeg kunde opdrive paa andre
Morgenture. Nu var jeg jo færdig, og det faldt mig ikke ind at
frygte for Slagets Udfald; skjønt jeg ligesaa let kunde have lidt et
Nederlag, da jeg i Virkeligheden ikke var ordentlig forberedt.
Ikke engang Tiden mellem den skriftlige og mundlige Examen, som
ellers er saa kostbar for Candidater, havde jeg kunnet benytte. Jeg
maatte som sædvanlig ud paa Landet at samle Kræfter.
Heller ikke laa Theologien mig i overvættes Grad paa Sinde. Jeg havde
dyrket den for at bemægtige mig, hvad der var Aandsføde for mig efter
mit Sind, og for nogenlunde at blive hjemme i en Videnskab, som
altid har den Betydning, at Kundskab til den umuligt kan undværes i
geistlig Stand. Den linguistiske og historiske Del af den havde jeg
ogsaa bragt det temmelig vidt i, og den systematiske Del var der
heller ikke just andet i Veien med, end at jeg ingen synderlig Tillid
havde til Systemet. Da jeg havde fundet det, jeg kunde bruge, havde
det heller ikke stor Interesse for mig længer. Ogsaa er det gaaet
mig saaledes, at jeg lige til min Alderdom ikke har turdet kalde
mig nogen egentlig Theolog, snarest kun Religionshistoriker, hvad
Videnskab angaaer. Dengang var det mig dog ikke ganske klart. Det er
først i Aarenes Løb, at jeg har lært, hvor nødvendigt det var mig,
ifølge den Førelse Gud havde forundt mig, ganske paa egen Haand ud af
min levende Christendom at finde mig tilrette i den ikke synderlig
levende Theologie.
SJETTE KAPITEL.
STØRRE VENNEKREDS.
Hvad der mest glædede mig ved at være kommen saavidt, var den
Beroligelse, jeg kunde forskaffe den kjære Moder ved at komme hjem
som en velmeriteret Candidat. Denne Glæde kom endog til at overstige
min Forventning, den blev en mærkelig Scene i hendes lille Stue. At
hun selv var i den høieste Henrykkelse, og overøste mig saaledes med
Kjærtegn og Ros, at jeg knap turde tage derimod, jeg havde langtfra
selv tænkt mig saameget derved, kunde vel være i sin Orden efter
al den Bekymring Moder havde gjennemgaaet for mig, men det morsomme
var, at der med udbredte Arme og taarefyldte Øine stod en Veninde ved
hendes Side, som saa snart hun kunde komme til, foer løs paa mig med
ligesaa overvældende Omfavnelser og Kjærtegn og Kys. Det var svært at
komme til Ro. Hvem der har været saa lykkelig at kjende Fru Louise
Lunding vil dog ikke undre sig over saa heftige Udbrud.
Det var Torsdag, den Aften Vilhelm Marstrand havde sit ugentlige
Selskab, jeg kunde ikke negte mig den Fornøielse at gaae derhen. Han
boede dengang i Stueetagen af Prindsens Palais ved Frederiksholms
Kanal, og havde indrettet sig en ugentlig Sammenkomst af omtrent de
samme Venner som i den ovennævnte Fætterklub, paa de kvindelige nær,
og til Gjengjæld nogle flere. Vi samledes i Mørkningen og sad om et
tarveligt Aftensbord med Smørrebrød og Øl, og en Themaskine paa et
Sidebord.
Da jeg kom, var der allerede nogen af de vanlige Gjæster, men Vilhelm
var endnu ikke kommen hjem. Vi sad lidt og samtalede, saa kom
han, og Aftenen gik som den pleiede, lystig leende eller alvorlig
forhandlende og disputerende. Jeg reiste mig noget tidligere end de
andre forat tage Afsked, da jeg var overmaade træt. »Hvad,« raabte
Vilhelm, »du vil da ikke hjem og læse nu. Tag en Styrkning, og
see til, du snart kommer til Bunden af Videnskabens Krus,« og han
skjænkede mig et Glas Øl. »Ja,« svarede jeg, »idag har jeg foreløbig
faaet Examen.« »Hvad!« raabte han. »Og det siger han først nu, som
det var ingen Ting. Nei, hvor du er affectert!« Høyen var imidlertid
kommen til og stod ved Siden af min Stol. Han rakte Armene ganske
rørt mod mig, og sagde i sin hjærteligste Tone: »Nei, Marstrand,
Fibiger er ikke affectert.«
Det var mit første Møde med denne mærkelige Mand. Ikke at jeg just
saae ham første Gang; han havde oftere besøgt vore Sammenkomster,
men da han efter sin Natur altid indtog et aandeligt Præsidium, og
med sin overvældende Veltalenhed let kom til ene at føre Ordet, havde
jeg som den, der mindst kvalificerede mig til at være andet end en
Tilhører i en saadan Kunstnerkreds, sømmelig holdt mig tilbage.
Det var første Gang, han saa at sige tog mig med, og selvfølgelig
glædede han mig ikke lidt, ved saa venlig at vise, at han forstod min
Stemning.
Han gjorde mere. Den Aften indbød han mig til at komme i hans eget
Hus, thi ogsaa han havde en ugentlig Aften, hvor han samlede en Kreds
af Kunstnere og med dem aandsbeslægtede Folk omkring sig. Dette
betragtede jeg som en ikke ringe Ære, da han var temmelig nøieseende
med hvem han indbød.
Jeg var ikke seen med at holde mig til. Ikke uden jeg var haardt
nødt dertil, forsømte jeg den glædelige Fredag Aften, og har den i
Løbet af hele min kjøbenhavnske Tid, baade før og efter min Embedstid
i Slesvig at takke for Bekjendtskab med mangen en betydelig Mand,
endelig da ogsaa elskværdige Kvinder. Idet jeg mindes denne lange
Række af Aar, tager jeg dem alle under Eet.
Af Høyens ældste Venner, J. Fr. Schouw og Hermann Freund, var
Freund allerede død i 1840, men hans Enke, den fine Skikkelse som
Skovgaard saa smukt har malet, hørte til Selskabet ligesom Sønnen,
Kunsthistorikeren Victor Freund, og Brodersønnen, Billedhuggeren
Christian Freund. Høyen havde selv ingen Børn, men deres Venners
betragtede de altid som deres Pleiebørn. Schouw har jeg ikke seet
der i Huset, men hans Datter Georgia var af de kjæreste Gjæster. Saa
var der Bissens Svoger Maleren Sonne og hans Broder Kobberstikkeren,
og særdeles H. V. Bissen selv, hvis djærve paalidelige Væsen gjorde
sig god Plads, som ogsaa hans Anskuelser om Kunst var fuldstændig
stemmende med Høyens. Af andre Billedhuggere var der Peters og
Herzog. Den mest talende var den morsomme frimodige Bindesbøll,
og saa Meldahl og L. P. Fenger var der. Og af Malere, Marstrand,
Constantin Hansen, Købke, Eddelien, Roed, Vermehren, Hilcker, Rump,
H. Hammer, Exner, Heinrich Hansen og særdeles Skovgaard og Lundby,
som ogsaa til andre Tider vare Familiens fortrolige Husvenner. Af
ikke Kunstnere saaes hyppigst Monrad, der som en Pleiesøn af Fru
Høyens Broder regnedes til Familien, ligesom senere hans Børn. Saa
Allen, Louis Ussing, Professor Keyser og Englænderen Stephens; og
Karl Ploug med sin livfulde Hustru og til Tider, men sjeldnere Orla
Lehmann og hans aandrige Frue, Puggaards Datter. Til og fra kom ogsaa
udenlandske Gjæster, den hyppigste var vel Welhaven[8].
[8] Desuden mindes jeg en underlig Skikkelse, en bleg, duvnakket
Mand, tyndt glat Haar, Øine der ikke lod sig see, sad han og krøb
sammen og sagde ikke noget. Det var Sverrigs frugtbareste Digter
Almqvist, Filolog, Præst, og tilsidst flygtet som Morder til
Amerika. Han blev hæderligt modtagen hos Høyens, og jeg læste i
den Anledning hans Tørnrosens bok.