Saa let det var gaaet for ham med at blive forlovet, saa besværligt

blev det ham at fortsætte Forbindelsen. Da han først havde faaet

gjort et kjønt Portræt af sin Thekla, et blomstrende lille Hoved

i halv Størrelse, der helt fyldte en oval Ramme, var han allerede

nærved for sit Vedkommende at have udtømt hende. Han gjorde sig

vistnok redelig Umage, men jeg troer ikke, det lykkedes ham at faae

stort mere ud af hende end en smuk Model. Hun gjorde sig ogsaa Umage,

hun havde sat hele sit Hjærte til paa ham, og hun var en opoffrende

Sjæl, som vilde finde sig i alt, naar det blot kunde lykkes hende at

tilfredsstille ham. Men det kunde det ikke. Hun var ret forstandig,

men uden synderlig Dannelse; hun beflittede sig samvittighedsfuldt

paa at være en ulastelig Pige, og hun var utrættelig i at imødekomme

ethvert af hendes Elskedes Ønsker, men hun havde den uheldigste

af alle Egenskaber at møde en Mand som ham med, hun var kjedelig.

Efterhaanden havde han ogsaa faaet Øinene bedre op for, hvad der

efter hans ubundne Liv ikke synderlig havde stødt ham fra først af,

hendes Hjems Uhyggelighed og den øvrige Families temmelig raa Væsen.

Mig undrede det ikke, det undrede mig mere, og i Grunden os alle,

at han havde taget hende. Han havde gjort et letsindigt Skridt,

han havde taget hende uden at elske hende. Det kunde endnu være,

ogsaa mindre end Elskov kan gjøre lykkelig, men hvad værre var, han

havde umodne Begreber om en saadan Forbindelse. Han havde aldrig

kjendt et godt Familieliv. Hans Fader var tidlig gaaet bort, og hans

tungsindige Moder førte som Enke et høist uhyggeligt Hus. Om det var

dette eller det var et medfødt Sind er ikke let at sige, men vist var

det, at baade han og hans Brødre med al deres store Begavelse, ogsaa

for Menneskekundskab, ikke forstod sig paa den kvindelige Charakters

Rigdom, hverken dens Finhed eller dens Styrke. Vilhelm maatte bøde

en Del derfor, og lærte først sent, at det er tungt at tage feil i

Livets bedste Forhold.

Dog holdt han længere ud i dette Forhold end man skulde have troet

det muligt for et Sind som hans. Det var hans gode Hjærtes Skyld.

Han havde Thekla siddende hos sig, mens han malede, han vandrede

rundt i Egnen med hende for at nyde Naturen, og han sad trolig om

Aftenen i hendes støiende Familie med et Par snavsede og uartige

Unger i Favnen. Han tog hende med til Kjøbenhavn, og viste hende

alt, hvad han sværmede for, og hun var henrykt, hun var stolt af sin

herlige Støtte. Men det hjalp alt sammen ikke, Forholdet blev ham

uudholdeligt, og omtrent paa samme Tid, som jeg saae mig nødt til at

tye tilbage til Roskilde, i Efteraaret 1842, havde han givet hende

Afsked.

Vintren gik, og der maatte tænkes paa mod Foraaret at faae mig

Stakkel anbragt i Kjøbenhavn. Jeg kunde dog ikke helt holde mig

borte fra Universitetet. Moder tog derfor den Beslutning at forlægge

sin Bolig til Frederiksberg, og hun leiede en Kvistetage yderst i

Smallegaden i et høit Sted, som staaer endnu. Det havde en vid Udsigt

over Frederiksberg Have og saalangt over Sletten mod Vest, som Øiet

kunde naa; vi fik altsaa noget til Vederlag for hvad vi forlode paa

den skjønne Roskilde Kirkeplads.

Men førend jeg flytter Skuepladsen, vil jeg anføre en Skildring

af mit Hovedæmne, af mig selv, som jeg dengang opfattede denne

Gjenstand. Jeg finder den i et Brev til min Ven Lunddahl af 12. Marts

1843:

-- -- Du beskriver dit Embede og din Forlovelse som Grundpiller

for dit Liv. Hvad skal jeg sige, som Skjebnen har henvist til ene

at tære paa den simple Bevidsthed om mit eget stillestaaende Jeg?

Og jeg maa dog ogsaa have saadanne Fornødenheder. Du kan troe, det

overfalder mig undertiden haardt nok, og skaffer mig da gjerne en

søvnløs Nat. Men jeg har nu saa ofte nedkjæmpet det, at jeg næsten i

Forveien kan sige, hvorlænge en saadan Dyst vil vare. Heller aldrig

maa jeg glemme den reelle Gavn, man kan have af en saa alvorlig

Prøvelse. Nu, da den har gjort mig til en Carricatur af mig selv,

fra et upraktisk Menneske til en Dagdriver, har jeg i Tide faaet et

endnu større Skrækkebillede af de behagelige Udørkener og romantiske

Flyvelyster, end jeg selv kunde lave mig; og min Hu staaer nu ikke

til andet end den forstandige Virksomhed, som Mennesker have drevet

før mig, og ville gjøre det efter mig. -- -- Du seer, jeg vil gjerne

gjøre noget ud af mine Smaaerfaringer, og vil gjerne reflectere over

mig selv som over al Verden. Men Gud bedre mig for min Filosofie,

den er rent borte. Jeg har i Vinter glædet mig ved at læse Historie.

Jeg kan forstaae, hvorledes man kan med Lidenskab komme til ganske

at hengive sig til den Videnskab. Mig har det været en sand Lise at

studere Menneskene, som de have været og som de ere. Historien er

det retteste og sikkreste Middel mod alt utidigt Sværmeri ... Ogsaa

i Evangeliet læser jeg hverdag et Kapitel, og sysler bestandig med

mine kjære Ideer derom ... Jeg kan kun sige, at Jesu Skikkelse stedse

bliver mig klarere og nærmere, uden at jeg egentlig arbeider derpaa.

Det maa komme af, at jeg ligesom daglig pleier Omgang med ham, idet

jeg vandrer med ham. Og kommer man ham nærmere, maa man ogsaa blive

hans Discipel. Der behøves vistnok nu som før intet andet end et

Lys over hans Person forat meddele den hellige Aand. Jeg troer at

hele min Aandsudvikling -- skjønt Sligt jo er fast umuligt at blive

sig bevidst -- er afhængig af hans Charakter, idet jeg ikke søger

nogen Sandheds Bekræftelse andre Steder end hos ham. Et Forhold der

naturligvis gjør mig baade vel tilmode og meget betænkelig. Thi

hvilke uhyre Fordringer til en stakkels Synder indeholder ikke denne

Tanke? Jeg gad sige som Luther undertiden slutter sine Breve: »Bed

for mig, thi jeg bliver daglig værre.«

Efter en stor Del Fortælling om Familien og vort daglige Liv -- thi

Brevet er, som jeg dengang havde Vane til, overordentligt langt --

tager jeg saa igjen til at filosofere:

»Du taler om Tidernes Tegn, om at Subjectiviteten nu viser sin

Magt. Jeg troer ikke, at man derfor kan sige, at den nu har

Regimentet. I gamle Dage, da man dog ikke tog det saa overdrevent

samvittighedsfuldt med at indgaae Ægteskaber, men tænkte, at om end

et Tyranni fra Mandens Side eller Tøffelregimente fra Konens, eller

alskens Brydninger fra begge Sider, skulde blive Følgen, saa var

derved ingen videre Skade skeet, man kunde vel endog tage Regres paa

anden Maade, da var denne egenkjærlige Magt upaatvivlelig snarere

den dominerende; den brød sig end ikke om sin Modstander. Naar den

nutildags fordrer sin Ret, er det vel snarere, fordi man føler bedre,

hvor Grændsen for det Objectives Gyldighed er, og ikke saameget vil

fradrage det noget som ordne Forholdet ved at anerkjende den relative

Ret paa begge Sider.« -- Det var før den Tid, da det Spandetske

Forslag om borgerligt Ægteskab havde vækket saamegen Røre, men vi

havde talt om, hvormange Mennesker der ogsaa i vor Kreds havde

maattet bøde for den Sædernes Løshed, den overvættes æsthetiske

Tid medførte. Ogsaa var S. Kierkegaards Billede af en Æsthetiker et

rystende Phænomen.

»Hver Tid har vistnok sine Tegn, men ville de endda holde sig til det

private Liv, frygter jeg dem ikke saameget. Det er dog det Terrain,

man med Billighed helst maa tilstaae Subjectiviteten som dets eget.

I Theologien er der jo rigtignok Fare paafærde, men jeg troer, at

der, som paa ethvert videnskabeligt Gebet, kan overmodig Umodenhed

kun holde sig meget kort, den vil snart efter en Overgangsperiode

ødelægge sig selv. Derimod i Politiken kunde der vel være god Grund

til at være bekymret, da Agitatorerne bestandig have frisk Forraad

til at nære Flammen med fra den stærkere og stærkere opvaagnende

Masse; og det er et Onde, som med Tiden snarere bliver værre end

bedre. Du læste vel Artiklen i »Fædrelandet« om den »moderne

Absolutisme«. Den sammenfatter i Korthed omtrent alle bestaaende

Samfundsformer som modne til Ødelæggelse. Men lad os alligevel ikke

hænge os i saadanne Phænomener, der dog aldrig kunne have mere

Værd, end at de jo ville forsvinde, naar noget bedre viser sig. Den

grundige Behandling, alle slige Materier i vore Dage dog virkelig

underkastes, og den smukke moralske Intelligens, der anvendes derpaa,

vil uagtet alle Dagbladenes Fadaiser og selvbehagelige Skarnstreger

ikke forfeile sin Virkning.« --

Paa Frederiksberg var jeg nu vendt tilbage til mine første

Studenteraars gamle Veie. Hvad havde jeg ikke gjennemlevet i de fem

Aar? Fra en umoden Dreng var jeg bleven til en i Aandens Kampe saa

forfaren Mand, at jeg maa troe, jeg siden den Tid ikke er kommen

videre. Livet skifter vel, og der kommer andet, men det tidligere

glemmes, og man bliver ikke rigere. Det er som med Kundskaber, man

lærer mere og mere, men man glemmer igjen ligesaa meget.

Næste Vinter (1843-44) tilbragte jeg igjen paa Regentsen.

Jeg erhvervede mig ogsaa tydske Venner. Aaret før (1842) havde en Ven

af Søren Thrige, Vilhelm Nitzch, besøgt os, en kielsk Professorsøn

og dengang selv Docent i Kiel, siden Professor i Kønigsberg og gift

med Sørens Halvsøster. Med en god Figur var han af Ansigt et af de

styggeste Mennesker, jeg har seet, men der boede en høi Aand og en

ædel Sjæl i ham, og han aabnede et nyt Rige for mig. Saa vel kjendt

jeg var med Tydskland, var det dog kun gjennem Bøger. Nu saae jeg

tydsk Dannelse levende; og han besad den i den Grad, at han var

en Typus paa den af den fineste Slags. Meget talende er de fleste

Tydskere, men han besad en Veltalenhed, som ogsaa hos dem er sjelden,

og hos os omtrent ukjendt. Udaf sin store baade lærde og æsthetiske

Dannelse vidste han at blande de livligste Skildringer og skjønneste

Citater ind i Samtalen, saa den blev mere end en Samtale, som en

Nydelse af skjøn Kunst, og dog gik alt let og naturligt som en Spøg.

Jeg har altid sukket efter at finde Mennesker, som forstaae at føre

en dannet Samtale, og erfaret, at de er meget sjeldne; desværre ogsaa

erfaret, at jeg daarlig nok selv forstaaer det. Han henrev mig, og

dog var de Uger, jeg nød i hans Selskab, mig yderst byrdefulde. Den

Sommer var i det Hele varm og smuk, og det var dens skjønneste Tid.

Men jeg havde just en Periode, hvori jeg mindst fjorten Døgn ikke fik

Søvn i mine Øine. Jeg vilde ikke lade mig mærke dermed, men vandrede

saa munter som muligt hele Dagen omkring i Egnen med vor tydske Ven.

Jeg begriber ikke, hvor jeg holdt det ud, men ligefuldt er de Dage

bleven staaende i min Erindring som et Pust af et bedre Liv. Nitzch

saae jeg ikke mere, men gjemmer et smukt Brev fra ham. Nu er han

forlængst død (1880).

Næste Aar traadte en anden Tydsker op. Vor kjære Veninde Margrete

Thrige var Aaret før bleven forlovet med en holstensk Præst

Steffensen, og som nygifte besøgte de nu den sjællandske Familie.

Moder havde indbudt dem til at boe hos os under deres Ophold i

Kjøbenhavn; hvor hun fik Plads dertil, er ikke let at forstaa.

Steffensen var en fin, høitdannet og begavet Mand, og vi fik atter

en Prøve paa tydsk Veltalenhed, men mere himmelhoch aufschwebend,

mere kirkelig, og jeg satte Pris derpaa. Man lærer først en Nation at

kjende, naar man seer den i Kjød og Blod, man forstaaer først dens

Tankegang, naar man hører Tonefaldet og seer Minespillet dertil.

Den tredie Tydsker, jeg kom i Venskab med, indfandt sig saa igjen

næste Aar i Kjøbenhavn med et Anbefalingsbrev fra Nitzch til mig. Han

var Fysiker, hed Dr. Meyn, og vilde studere under Ørsted. Atter det

samme fuldtfærdige veltalende Væsen, dannet nok, men ikke med den

fine Følelse, som hos de to andre havde gjort, at man ikke mærkede,

man havde vort Folks Modstandere overfor sig. Han forklarede mig

vidt og bredt Slesvigholstenernes utvivlsomme Ret, beskrev deres

høie Dyder, deres urokkelige Mod og Fortrøstning til deres gode Sag,

og deres derpaa begrundede Forvisning om Seir. Jeg havde meget lidt

beskjæftiget mig med Politik, kjendte vel Sagen af Bladene, men fik

dog et nyt Indtryk af den ved at høre den foredrage af en begeistret

Mand, der sprang ganske frisk og fersk udaf Partiets Midte. En saadan

Figur var dog værd at see i Nærheden, og da jeg havde det tydske

Folkeliv ligesom den tydske Litteratur meget kjær, og var vel oplagt

til at sætte mig ind i enhver menneskelig Sag, stødte hans Tale mig

ikke saa meget, som den vilde have stødt de fleste. Jeg blev vel ved

min og alle Danskes Mening, men hørte dog taalmodig paa ham, naar vi

i Vintertiden (1844-45) gjorde en Del Fodvandringer sammen.

Min Regenstid var gaaet til Ende i Foraaret 1844, og jeg var glad

ved at kunne flytte ud til Moder paa Frederiksberg. Jeg var nu

kommen saa vidt, at jeg ganske godt var istand til om end med nogen

Forsigtighed at fortsætte mine Examensstudier.

Dog trængte jeg endnu til en og anden Afbrydelse, hvorved jeg kunde

styrkes. Det blev en meget kold Sommer, en af de ubehageligste, jeg

mindes. Ved Midsommerstid var det saa koldt, at vi hyppig midt paa

Dagen kun havde 5° Varme. I Haab om noget bedre Veir havde dog Moder

arrangeret en Reise til Jylland. Jeg fulgtes med min Svoger Søren

Thrige.

Det var Himmelbjergsfest det Aar, og i en Tid, da Frihed og Fædreland

med høitidelig Forventning saaes at trække op som Tordenskyer

der glimrede i Solen, var det en stor Begivenhed. Fra Houlberg

Præstegaard, hvor vi var i Besøg, fik Søren og jeg os en Bondevogn,

og kjørte en regnfuld Morgen gjennem de tungsindige Frisenborg

Skove, over alle de brune vandperlende Lyngbakker, ad de endeløse

søvndyssende Sandspor, til vi en skjøn opklarende Aften endelig

naaede langs de blanke Søer til Ry Mølle.

Næste Formiddag laa vi paa Ryggen af Himmelbjerget. Om Middagen

samledes Selskabet fra alle Jyllands Egne, og fra Øerne med. Deroppe

fra saae man Landfolket overalt i smaa brogede Colonner rykke ned

over Lyngbakkerne, forsvinde i Dybderne, komme tilsyne over Engene,

langsomt skride frem langs Søbrederne, og endelig stige op ad Bjerget

fra alle Sider. Der saaes mange politiske Notabiliteter, Grundtvig

holdt Hovedtalen, mægtig men paa Grund af hans underlige Stemme

ikke synderlig hørlig. Den ene Tale fulgte nu efter den anden paa

sædvanlig Vis, som vi nu siger, men den Gang var det ingenlunde

sædvanligt. Jyden hørte til med vanlig Ro, og tænkte sit, mest vel

endnu ingen Ting. Saa kom den uundgaaelige Regn. Vi kom til Bords i

Festteltet, hvor Talerne blev til Raab imellem hverandre, og altsom

Tordenbygerne under dundrende Skrald bragte Vandet til at stige op

over Fødderne, blev Stemningen mere og mere henrykt, det vaade

Fædreland og den skyllende Frihed levede høiere og høiere, og Dagens

Helt Sten Blicher, blev mere og mere drukken.

Det mørknede, man maatte afsted, det gjaldt om at komme i Ly for

Natten, men Opgaven var fortvivlet, Kjøretøi var ikke at faae og paa

Bjerget var der dengang ingen Bygninger, alt uveisom Natur. Den halve

Mil til Kroen maatte vades gjennem et i Mulmet uforstaaeligt Søle,

og i Kroen var der ingen Mulighed for at finde Herberge. Da var vi

saa ubegribelig heldige efter megen Raab og Skrig at komme op i en

Vogn, hvor vi fandt os Ansigt til Ansigt med den farligste af alle

Bevægelsesmænd, Balthasar Christensen. Han var paa sit Høieste, og

ustandselig talende, satte han med dæmonisk Glæde os unge uskyldige

Mennesker ind i Agitationens gruopvækkende Hemmelighed, som han

paastod selv at have opfundet.

Saadanne Ting kunde jeg fortræffelig taale. Men ligefuldt ventede mig

i Hjemmet mine Plageaander med sædvanlig Ihærdethed. Jeg indsaae,

at jeg nu maatte have Examen, hvad det end skulde koste, og jeg

sparede ikke mig selv den Vinter. Jeg havde vel mange Kundskaber i

forskjellige Retninger, men de var samlede med lange Afbrydelser; i

flere Aar havde jeg maattet ligge ledig, og naar jeg kunde studere,

maatte jeg vælge, hvad jeg bedst kunde taale. Det meste laa mig

derfor allerede fjernere og maatte igjen opfriskes. Der var saa godt

som intet gjort af det Arbeide, der er nødvendig for paa en bestemt

Dag at kunne aflevere sin Kundskabsmasse.

Jeg var ligefuldt færdig i Forsommeren. Jeg har altid bestræbt mig

for, at ikke andre kjære Mennesker for min Skyld skulde blive nødte

til at opgive hvad de havde for. Min Søsters Bryllup var blevet

feiret i vor daværende lille Bolig i Løngangsstræde ligeoverfor

Vartou Kirke, i al Tarvelighed, men med desto større Glæde.

Søren Thrige var bleven ansat som Overlærer ved Slagelse Skole, efter

et Aars Tid at have været Adjunkt i Roskilde og sin Bedstefaders

Medhjælper. Festen, den 9. Mai 1845, havde været meget rørende i

sin hellige Del. Stiftsprovst Tryde havde viet dem i Frue Kirke, og

kom hjem til os; Professor Paulsen var tilstede som sin Stedsøns

Forlover. Alt gik til Moders Tilfredshed, skjønt og livligt, paa

det nær, at da Talen efter Bordet faldt paa slesvigsk Politik,

kunde Tryde og Paulsen i høi Grad ikke forliges, da Tryde holdt med

Slesvigholstenerne. Næste Dag fortsatte vi Festen i Roskilde.

Moder skulde nu tilbringe Sommeren hos de Nygifte, og glædede sig

selvfølgelig usigelig dertil, men hun kunde ikke forlade mig, før jeg

havde faaet Examen. Men hvilken Tilstand var jeg ikke i, da jeg en

hed Aften i Begyndelsen af Juni Maaned sad i mit lille Kammer, og med

skjøn Skrift paa et stort Ark opsatte mit Petitum, som det kaldes,

efter den Tids Skik i de fineste latinske Fraser, og efter min egen

Skik meget længere end det behøvedes.

Lykkeligvis er det min Natur, at mit Mod stiger med Faren, og naar

der er gjort, hvad der kan, naaer det til god Ro. Da Examensdagene

kom, var det mig en Morskab ved de skriftlige Arbeider at lade

min Pen løbe med alle mine Aandrigheder og Spidsfindigheder; og

den Morgen jeg skulde indstille mig til Examination, foer jeg hen

over Torvet med lettere Skridt end dem jeg kunde opdrive paa andre

Morgenture. Nu var jeg jo færdig, og det faldt mig ikke ind at

frygte for Slagets Udfald; skjønt jeg ligesaa let kunde have lidt et

Nederlag, da jeg i Virkeligheden ikke var ordentlig forberedt.

Ikke engang Tiden mellem den skriftlige og mundlige Examen, som

ellers er saa kostbar for Candidater, havde jeg kunnet benytte. Jeg

maatte som sædvanlig ud paa Landet at samle Kræfter.

Heller ikke laa Theologien mig i overvættes Grad paa Sinde. Jeg havde

dyrket den for at bemægtige mig, hvad der var Aandsføde for mig efter

mit Sind, og for nogenlunde at blive hjemme i en Videnskab, som

altid har den Betydning, at Kundskab til den umuligt kan undværes i

geistlig Stand. Den linguistiske og historiske Del af den havde jeg

ogsaa bragt det temmelig vidt i, og den systematiske Del var der

heller ikke just andet i Veien med, end at jeg ingen synderlig Tillid

havde til Systemet. Da jeg havde fundet det, jeg kunde bruge, havde

det heller ikke stor Interesse for mig længer. Ogsaa er det gaaet

mig saaledes, at jeg lige til min Alderdom ikke har turdet kalde

mig nogen egentlig Theolog, snarest kun Religionshistoriker, hvad

Videnskab angaaer. Dengang var det mig dog ikke ganske klart. Det er

først i Aarenes Løb, at jeg har lært, hvor nødvendigt det var mig,

ifølge den Førelse Gud havde forundt mig, ganske paa egen Haand ud af

min levende Christendom at finde mig tilrette i den ikke synderlig

levende Theologie.

SJETTE KAPITEL.

STØRRE VENNEKREDS.

Hvad der mest glædede mig ved at være kommen saavidt, var den

Beroligelse, jeg kunde forskaffe den kjære Moder ved at komme hjem

som en velmeriteret Candidat. Denne Glæde kom endog til at overstige

min Forventning, den blev en mærkelig Scene i hendes lille Stue. At

hun selv var i den høieste Henrykkelse, og overøste mig saaledes med

Kjærtegn og Ros, at jeg knap turde tage derimod, jeg havde langtfra

selv tænkt mig saameget derved, kunde vel være i sin Orden efter

al den Bekymring Moder havde gjennemgaaet for mig, men det morsomme

var, at der med udbredte Arme og taarefyldte Øine stod en Veninde ved

hendes Side, som saa snart hun kunde komme til, foer løs paa mig med

ligesaa overvældende Omfavnelser og Kjærtegn og Kys. Det var svært at

komme til Ro. Hvem der har været saa lykkelig at kjende Fru Louise

Lunding vil dog ikke undre sig over saa heftige Udbrud.

Det var Torsdag, den Aften Vilhelm Marstrand havde sit ugentlige

Selskab, jeg kunde ikke negte mig den Fornøielse at gaae derhen. Han

boede dengang i Stueetagen af Prindsens Palais ved Frederiksholms

Kanal, og havde indrettet sig en ugentlig Sammenkomst af omtrent de

samme Venner som i den ovennævnte Fætterklub, paa de kvindelige nær,

og til Gjengjæld nogle flere. Vi samledes i Mørkningen og sad om et

tarveligt Aftensbord med Smørrebrød og Øl, og en Themaskine paa et

Sidebord.

Da jeg kom, var der allerede nogen af de vanlige Gjæster, men Vilhelm

var endnu ikke kommen hjem. Vi sad lidt og samtalede, saa kom

han, og Aftenen gik som den pleiede, lystig leende eller alvorlig

forhandlende og disputerende. Jeg reiste mig noget tidligere end de

andre forat tage Afsked, da jeg var overmaade træt. »Hvad,« raabte

Vilhelm, »du vil da ikke hjem og læse nu. Tag en Styrkning, og

see til, du snart kommer til Bunden af Videnskabens Krus,« og han

skjænkede mig et Glas Øl. »Ja,« svarede jeg, »idag har jeg foreløbig

faaet Examen.« »Hvad!« raabte han. »Og det siger han først nu, som

det var ingen Ting. Nei, hvor du er affectert!« Høyen var imidlertid

kommen til og stod ved Siden af min Stol. Han rakte Armene ganske

rørt mod mig, og sagde i sin hjærteligste Tone: »Nei, Marstrand,

Fibiger er ikke affectert.«

Det var mit første Møde med denne mærkelige Mand. Ikke at jeg just

saae ham første Gang; han havde oftere besøgt vore Sammenkomster,

men da han efter sin Natur altid indtog et aandeligt Præsidium, og

med sin overvældende Veltalenhed let kom til ene at føre Ordet, havde

jeg som den, der mindst kvalificerede mig til at være andet end en

Tilhører i en saadan Kunstnerkreds, sømmelig holdt mig tilbage.

Det var første Gang, han saa at sige tog mig med, og selvfølgelig

glædede han mig ikke lidt, ved saa venlig at vise, at han forstod min

Stemning.

Han gjorde mere. Den Aften indbød han mig til at komme i hans eget

Hus, thi ogsaa han havde en ugentlig Aften, hvor han samlede en Kreds

af Kunstnere og med dem aandsbeslægtede Folk omkring sig. Dette

betragtede jeg som en ikke ringe Ære, da han var temmelig nøieseende

med hvem han indbød.

Jeg var ikke seen med at holde mig til. Ikke uden jeg var haardt

nødt dertil, forsømte jeg den glædelige Fredag Aften, og har den i

Løbet af hele min kjøbenhavnske Tid, baade før og efter min Embedstid

i Slesvig at takke for Bekjendtskab med mangen en betydelig Mand,

endelig da ogsaa elskværdige Kvinder. Idet jeg mindes denne lange

Række af Aar, tager jeg dem alle under Eet.

Af Høyens ældste Venner, J. Fr. Schouw og Hermann Freund, var

Freund allerede død i 1840, men hans Enke, den fine Skikkelse som

Skovgaard saa smukt har malet, hørte til Selskabet ligesom Sønnen,

Kunsthistorikeren Victor Freund, og Brodersønnen, Billedhuggeren

Christian Freund. Høyen havde selv ingen Børn, men deres Venners

betragtede de altid som deres Pleiebørn. Schouw har jeg ikke seet

der i Huset, men hans Datter Georgia var af de kjæreste Gjæster. Saa

var der Bissens Svoger Maleren Sonne og hans Broder Kobberstikkeren,

og særdeles H. V. Bissen selv, hvis djærve paalidelige Væsen gjorde

sig god Plads, som ogsaa hans Anskuelser om Kunst var fuldstændig

stemmende med Høyens. Af andre Billedhuggere var der Peters og

Herzog. Den mest talende var den morsomme frimodige Bindesbøll,

og saa Meldahl og L. P. Fenger var der. Og af Malere, Marstrand,

Constantin Hansen, Købke, Eddelien, Roed, Vermehren, Hilcker, Rump,

H. Hammer, Exner, Heinrich Hansen og særdeles Skovgaard og Lundby,

som ogsaa til andre Tider vare Familiens fortrolige Husvenner. Af

ikke Kunstnere saaes hyppigst Monrad, der som en Pleiesøn af Fru

Høyens Broder regnedes til Familien, ligesom senere hans Børn. Saa

Allen, Louis Ussing, Professor Keyser og Englænderen Stephens; og

Karl Ploug med sin livfulde Hustru og til Tider, men sjeldnere Orla

Lehmann og hans aandrige Frue, Puggaards Datter. Til og fra kom ogsaa

udenlandske Gjæster, den hyppigste var vel Welhaven[8].

[8] Desuden mindes jeg en underlig Skikkelse, en bleg, duvnakket

Mand, tyndt glat Haar, Øine der ikke lod sig see, sad han og krøb

sammen og sagde ikke noget. Det var Sverrigs frugtbareste Digter

Almqvist, Filolog, Præst, og tilsidst flygtet som Morder til

Amerika. Han blev hæderligt modtagen hos Høyens, og jeg læste i

den Anledning hans Tørnrosens bok.

Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det · 第 12 / 29 段