Lykønskning til hendes Fødselsdag (8. Januar), og jeg benyttede
denne Leilighed, for ikke at tale om mine Oplevelser, kun om min
Kjærlighed til min Moder. Jeg vidste, at Moder havde nogen Sky for
religiøse Bevægelser, i Særdeleshed for et helligt Væsen. Jeg vilde
ikke underholde hende med min Sjælehistorie, hellere lægge det
saaledes tilrette, som det kunde see mindst farligt ud for hende. Det
har altid været min Maade at sætte Kjærligheden over Sandheden, eller
rettere at lade den være selve Sandheden, i Henhold til det Ord:
Enhver skal bære sin egen Byrde, og dermed bære sin Del af de andres
Byrde. Om jeg har Ret deri, skal jeg ikke kunne sige, men for mig
staaer det saaledes, at hensynsløs Sandhed kan, naar Leiligheden er
til det, være af det Onde. Der er ikke noget godt ved ikke at skaane
hinanden. Og Dagen efter min egen Omvendelse at ville give mig til at
vidne for at omvende en Moder, der altid havde været omvendt, vilde
da været det værste og dummeste af alt.
Hun svarede mig ogsaa i den Tone, jeg havde ventet. Efter en længere
Fortælling om al den Glæde, hun paa sin Fødselsdag -- den 52de
-- havde havt af sin Datters og sine mange Venners Kjærlighed,
fortsætter hun:
»Dit Brev, min egen kjæreste Johannes, var et af de kjæreste, jeg har
fra dig, skjønt det bragte mig intet Nyt uden den glade Erkjendelse
af, at du ganske har forstaaet mig .... Du har seet min Uro og du har
delt den, ellers havde du ikke forstaaet mig. En indre Følelse siger
mig, at du er omgiven af større Farer end de fleste af dine Jævnlige.
Om det maaskee er den indre Drivt, du har til bestandig at være i de
forreste Rækker, veed jeg ikke. Om Følelse kan der ikke disputeres,
dog er denne indre Bevidsthed, kald den Følelse, Samvittighed, en
høiere Aands Indskydelse, maaske det eneste ubedragelige faste
Punkt, vi har at holde os til. Desuden er I voxet mig over Hovedet,
I Krabater! Men Gud skee Tak, jeg kjender en Styrer, som er over os
alle, og hos ham vil jeg sætte min Søn i Skole, og naar jeg saa i
mit stille Sind anbefaler dig til hans Varetægt, saa tør jeg ikke
engang bede ham være dig en mild Fører, for jeg veed, at dem, han
elsker tugter han. Kun det kan jeg love dig, at hvis han engang i sin
Retfærdighed skulde lade en streng Dom gaae over dig, at du kan tye
til din alt tilgivende og kjærlige Moder, som stedse er villig til at
dele din Sorg, trøste og muntre dig. Og hermed nok for i Aften. God
Nat, min egen gode Dreng. Alle gode Aander vaage over dig!«
Det er ikke let at sige, hvad Moder mente med de Farer, der omgav
mig. Hun kommer oftere tilbage dertil, og da hun allerede i October
forud udførlig taler derom, kan det ikke nærmest angaae min religiøse
Bevægelse. For endnu mere at belyse dette Punkt, maa jeg afskrive
ogsaa følgende Sted af et Brev fra 15. October 1840:
»Seer du, det forekommer mig tidt, som om jeg vilde være mere rolig,
naar jeg saae dig tilbringe din Tid mere paa Ungdommens sorgløse
tankeløse Maade, naar du levede mere med dine Jævnlige, og deltog i
deres Adspredelser og tildels delte deres Vildfarelser. Verden og
dens Bevægelser er dog vist ikke til for intet. -- Jeg holder af den
Følelse hos et ungt Menneske, som siger: Det er for store Fordringer
at gjøre til mig, at jeg allerede skal være viis, det hører en ældre
Alder til. Planten skal have Tid til at voxe, om den skal vinde sin
rette Omfang og Kraft. Dersom du var af et letsindigt Temperament,
vilde jeg advare dig derfor, hvorfor da ikke ogsaa mod det modsatte?
Desuden er du i den farlige Overgangsalder, da Legemet ikke er
stærkt, og hvor de vaagnende Lidenskaber har saamegen Magt. Jeg veed
det, at det er mine Børns Arvepart efter deres Forældre, at dybe og
stærke Lidenskaber boer i deres Indre. Vogt dig for at vække dem, før
du har physiske og aandelige Kræfter til at modstaae dem. De komme
først i en elskværdig Skikkelse, men tro mig, de vil have mer end een
ond Aand i deres Følge. Derfor fordyb dig ikke formeget i dig selv,
hvor dine Fjender boe. See at skaffe dig i nogle Aar en udadstræbende
Virksomhed. Lev mere imellem Mennesker, ikke altid mellem dem, som
dele og smigre dine Tilbøieligheder. Elsk, hjælp og bær over med dine
Venner, men prøv ikke paa at hæve dig over dem, om du ogsaa føler, at
du kan det, indtil Tidens Fylde kommer. Bestræb dig blot for at være
et godt Menneske og intet mere, og lad saaledes nogle Aar gaae hen,
og tro ikke, de er spilte. Jeg føler lidt Ængstelse ved at forurolige
dig med mine uklare Forestillinger om Farer, som du maaskee ingen
Anelser har om; men jeg har længe følt en indre Tilskyndelse, som jeg
troer at maatte følge, og jeg vil føle mig roligere, naar jeg har
lettet mit Hjærte.«
Moders Mening var vistnok, naar jeg skal sige den i Korthed, den
samme som jeg kjender fra enhver Periode i mit Liv, hendes Frygt for,
at Lysten til at være, hvad man nu kalder et Overmenneske, dengang
kaldte et Geni, skulde styrte mig i Vildfarelse og overanstrengende
Sjælekampe. Hun havde lidt saameget af min Faders tunge Sind, som
hovedsagelig bundede i, at han ikke kunde naae det Maal, han havde
sat sig i sine ideale Syner. Han var en stille og trofast Sjæl, men
hans Broder Adolfs Familie, den ulykkelige fraskilte Tante og hendes
geniale Børn, hvis daglige Omgang jeg var lidenskabeligt hengiven
til, og hvis Dyder jeg altid opvartede Moder med, medens hun ogsaa
sagtmodig nok sendte sine bedste Hilsener til dem -- de var ikke
stille Folk, de var kun altfor blussende af vild Lidenskab for det
aandrigst mulige, Sønnerne desværre ogsaa for kjødelige Lyster.
Hvad min humoristiske Farbroder, Scavenius Fibiger, udtrykte paa sin
Maade, at »et Geni det vil da sige et Bagbæst,« var vel ikke just
Moders Mening, men ved det Ord »mer end een ond Aand i elskværdig
Skikkelse,« tænkte hun dog paa noget lignende. Ikke paa kjødelige
Lyster, i den Retning gaaer hendes Formaning ikke, men vel paa
aandeligt Hovmod, hvortil der ogsaa var adskillig Grund; og naar jeg
i al Ydmyghed forsikkrede hende om det modsatte, da idetmindste paa
en ustyrlig Drift til at hidse baade Tanker og Hjærte og hele Livet
over Evne, og dertil var der al mulig Grund.
FJERDE KAPITEL.
SYGDOM OG ALSKENS BESVÆR.
Det skulde altfor snart komme, at jeg blev nødt til at »tye til den
alt tilgivende og kjærlige Moder, som var villig til at dele al min
Sorg,« og om det end vilde være for stærkt at sige, at det var paa
Grund af »en streng Dom, Gud i sin Retfærdighed lod gaae over mig,«
saa blev det dog en ligefrem Følge af Livet over Evne.
Den stærke Spænding, som det for et syndigt Menneske maatte medføre
at holde sig i en saa ophøiet Stemning, kunde ikke andet end at virke
paa det Legemlige. Der kom Tider, hvor den sank sammen, da føltes det
som en Sammensnøring af Brystet, og en Mathed i Lemmerne, og jeg var
fortvivlet som en Syg, naar han, saa godt han end har vogtet paa sig
selv, dog falder tilbage. Ikke just fordi Livet da var værre, jeg
følte ligefuldt Trangen til at lade Hjærtet flamme og Sjælen udgyde
sig i kjærlig Tale, men Hjærtet var som legemlig lukket, og Ordene
lød som eftergjorte.
Selvfølgelig en ligefrem Følge af nervøs Overanstrengelse. Jeg levede
i en sjælelig Rus, og maatte føle Jammeren, naar Legemet ikke kunde
mere, og kunde ikke tage imod den forstandige Forklaring af min
Tilstand. Den syntes mig at stride mod Aandens høie Natur, den jeg
troede paa. Ene aandelige Midler skulde hjælpe. Jeg vred mig i Bøn,
jeg løb til Vennerne, jeg kastede mig over Bøgerne, jeg fortsatte
det Natten igjennem, jeg jog Søvnen bort for at famle efter den Aand,
som evig maatte være vaagen; og naar den desuagtet faldt i Søvn, løb
jeg om paa ensomme Steder som den, der ikke var værdig til at komme
mellem Mennesker, saalænge jeg ikke havde Solstraalen at bringe.
Ligefuldt gik Livet sin daglige Gang, dets Skyggeside turde jeg
ingen lade mærke, det var min ensomme Sorg. Jeg fortsatte jævnt mine
Studier, jeg passede mine Undervisningstimer, jeg deltog i alt hvad
der tilbød sig af selskabelig Omgang, og fremfor alt var jeg ivrig
for at hjælpe min Moder, som i det Foraar havde mange Bekymringer.
Men under alt det levede jeg over Evne og kunde tilsidst ikke bære
det. Jeg naaede til Paasken, var i Roskilde under Festen, og fulgtes
derefter med Moder og Søster til Kjøbenhavn.
Da skete det, som vi en Dag var samlet hos hendes yngste Broder
Henrik Tauber paa Frederiksberg, at der om Eftermiddagen forefaldt
en Scene mellem mig og Moder. Vor Samtale var bleven til en Strid.
Hvoraf det nærmest foranledigedes, husker jeg ikke, men vort
sædvanlige Mellemværende laa nær nok. Hun havde formanet mig til at
føre et fornuftigt Liv, og jeg havde fortvivlet som jeg var, værget
mig med mine sædvanlige Vaaben, med at paakalde Aandens Drift og at
ophøie mine i hendes Øine farlige Venner.
Det endte med, at jeg kom i en Sjælstilstand, jeg ikke kunde bære.
Jeg gik ud, det var i Skumringen, en mørk sludfuld April Aften,
alle Mørkets Magter faldt over mig, og jeg var tilmode, som om
Erinyerne var efter mig, for jeg havde været ond mod min Moder. Jeg
famlede omkring paa de nærmeste Veie. Der laa dengang i Hjørnet
mellem Smallegaden og Falkoneralleen nogle gamle Steder med store
Haver og tilhørende Vænger, omkring hvis Hegn paa alle Sider løb
smalle Alleer. Jeg gik i de ensomme Gange, hulkede og pressede mit
buldrende Hoved mod Træerne, og anklagede mig selv for Gud og
Mennesker. Jeg kom tilbage og sad endnu ved Familiens Bord, men taus
og fortvivlet, gik saa endelig min ensomme Gang ind til Byen.
Mit Blod var i et forfærdeligt Oprør. Da jeg naaede ind i Gaderne,
vaklede Benene under mig, og da jeg gik over Frue Plads, sortnede
det for mine Øine, medens Hjærtet hamrede, som det skulde sprænge
mig. Jeg ventede, at Blodet skulde fare mig ud af Munden, og segnede
om paa Stentrappen udenfor Borchs Collegium. Der sad jeg hjælpeløs,
til en Student kom forbi, spurgte mig, hvordan jeg havde det, og paa
min Bøn om at hjælpe mig hen til Regentsen, tog mig broderlig under
Armen. Jeg krøb i Seng og tilbragte en Nat mellem Himmel og Helvede,
bestandig med den Fornemmelse, som mit buldrende Blod steg mig op i
Halsen og vilde strømme ud. Imidlertid holdt Hjærtet baade dengang
og saa utallige Gange senere, og næste Dag kunde jeg dog støtte paa
Benene, men maatte bevæge mig langsomt, at ikke de indre Beholdninger
skulde flyde over, syntes det mig.
Dette var Begyndelsen til den Sygelighed, som der medgik en stor Del
af mit Liv til at faae Magt med, og som bragte hele mit Liv i den
forknyttede Gjænge, jeg siden har maattet lade mig nøie med, men som
ogsaa i from Ydmyghed har baaret sin Frugt for mig.
Jeg følte saa tydeligt som noget, at jeg selv havde forvoldt min
Ulykke. Moders Ord: »Hvis Gud engang i sin Retfærdighed skulde lade
en streng Dom gaae over dig,« var mig aldeles ikke formeget, jeg gav
hende fuldkommen Ret. Ikke blot havde jeg selv paa en afsindig Maade
drevet Sindsbevægelserne til det Yderste, men havde ogsaa, i den Tro,
at siden Aandens Lys var opgaaet for mig, kunde jeg bemægtige mig al
Visdom og Kundskab og udføre Storværker af Kunst, ikke blot presset
min Tanke med alle Theologiens og Filosofiens Kunster, men ogsaa Dag
og Nat malet Masser af Papir fulde af Poesi -- dramatiske Scener,
hvori jeg mente at fremlægge mit Indres Herligheder -- idel værdiløst
Tøi, der snart gik i Ilden. Min Hjærne var efterhaanden bleven saa
overanstrengt, at hele Nervesystemet var som i et magnetiseret
Medium, bævende og flygtende ind i en Drømmeverden ved den mindste
Berørelse, medens Lemmerne af Kraftløshed maatte blive, hvor de var.
Jeg vidste det selv, og da jeg selv havde forskyldt det, stod det
strax for mig som den store Opgave, med min egen Villies Magt at
vende tilbage til et sundt og fornuftigt Liv.
Saa begyndte et nyt indre Arbeide modsat det forrige, ikke at hidse
mig, tvertimod at holde igjen af al Magt. Som før talte jeg ikke
derom, mine Nærmeste skulde ikke bebyrdes dermed, eller snarere,
jeg skammede mig for dem. Det var en Sag mellem mig og min Gud. Jeg
lagde Mærke til, at de Paroxysmer, der paa samme Maade som første
Gang jævnlig kom igjen, kunde ophjælpes, naar det kunde lykkes mig at
holde Sindet i Ligevægt. Naar nogle Dage var gaaede uden at noget var
mødt, som kunde hidse Blodet, vendte Kræfterne ganske godt tilbage.
Dette bestyrkede mig i den Tro, at min Villie var nok til at helbrede
mig.
Men ogsaa deri skulde jeg gjøre smertelige Erfaringer. Et sygt Sind
er ikke til at styre, blot en Samtale kunde trække mig formeget med,
og strax begyndte den kogende Kjedel at afkaste Laaget. De vaagne
Nætter førte Aandeskarer frem, og Adepten var altfor ung til at kunne
bortmane. Var der blot nogen svage Kræfter samlede sammen, kunde
Henrykkelsens Djævel igjen fare paa mig. Jeg begyndte igjen at løse
Tilværelsens Gaader og flamme af ætheriske Følelser, og medens jeg
sad under Regentsgaardens Lind med min Bog i Skjødet, som da ikke
var noget mindre end Hegel, begyndte Gaarden at løbe rundt for mig,
jeg vaklede og kastede mig paa min Seng, som et Lam, der føres til
Slagterbænken, i alt Fald med den Lighed med det Guds Lam, at jeg
ikke oplod min Mund.
Sommeren kom, og Sommeren gik under uafladelig Gjentagelse af de
samme Elendigheder og de samme Kampe for at hjælpe mig op igjen. Men
inden jeg kommer til at tale om, hvorledes jeg blev bragt dybest ned,
maa jeg gjøre en lang Omvei for at medtage, hvad der i vor Kreds
foregik i dette indholdsrige Aar.
Vi Venner havde skaffet os et Samlingssted i min Tantes, den
fraskilte Hustrus Hus[5]. Jeg var efterhaanden bleven fuldkommen
hjemme der. Emil Mynster var af mig bleven indført der som Lærer for
den næstyngste Datter Anna, og Lunddahl havde alt fra sin Skoletid
kjendt Familien. Foruden at vi søgte enhver Leilighed til at faa
os en aandfuld Conversation i det vistnok tarvelige, men smukke og
smagfulde Hjem, var det bleven vor faste Skik at tilbringe Søndag
Formiddag der, naar vi kom fra Kirke.
[5] Se p. 81 ff. -- Udg.
Det var en underlig Samtale, der førtes der. Først og fremmest
sværmerisk christelig, men ingenlunde i sædvanlig Stil, nei,
speculativ, det vil sige, med den Blanding af altomfattende Filosofie
og filosoferende Æsthetik, som var den Tid egen, heldigvis dog ogsaa
med en god Tilsætning af munter Vittighed og alt det Ordgyderi, vi
kunde overkomme. I saadant Spil var Ilia en Mester. Naar hun med Ynde
henslængt i en Gyngestol vippede Lorgnettens Lidse mellem sine fine
Fingre, og i hurtige skarpt formede Replikker fuldkommen holdt os
Stangen, selv om vi steg nok saa høit, og var flere om hende, var det
umuligt andet end at beundre hende.
Efterhaanden kunde vor Ven Lunddahl ikke bære det; sørgelig for ham,
ikke to Mennesker kunde være mindre skabte for hinanden end hun og
han. Hans Hjærtelag var saa dybt og hæderligt som nogens, men hans
eiendommelige Væsen og Udtryksmaade, maaskee ogsaa hans Ydre var
Ilias Smag saameget imod, at kun en stærk Lidenskab kunde have bøiet
hende, men den var saameget mindre mulig, som hun alt havde sat sit
Hjærte til paa en anden.
Jeg saae, det var galt, men jeg turde ikke udtale det, turde ifølge
min Kjærlighed til ham vel ikke engang rigtig tænke det. Jeg var
hans Fortrolige og gjorde ærlig hvad jeg kunde for ogsaa at være
hans Vaabendrager i Kampen, kunde derfor heller ikke undgaae at nære
noget af hans Haab, skjønt jeg vel betænkt vidste, hvor haabløst det
i Virkeligheden var.
Det var i Foraaret 1840, et Aars Tid førend min Sygelighed var kommen
over mig. I den Sommer drog Ilia til sin Broder Adolf, som havde
Ingeniørarbeide ved Kolding. De boede i et Sted paa den anden Side af
Søen, hvorfra hun malede et Billede af Slotsbakken med dens Ruin til
mig. Lunddahl gjennemvandrede samme Sommer Jylland og paa Veien til
Kolding skrev han mig et forknyt Brev til: »Hun staaer mig alt for
høit, jeg har ikke, hvad hun fordrer og bør fordre. Jeg har aldrig
seet nogen Kvinde saa stor som hende, men jeg kan dog ikke lade fare
saa stolt en Begjering. Jeg kan undertiden gjøre mig ret stor og
prale dygtig for mig selv, men saa kommer det igjen -- jeg er kun en
Spurv i Tranedands.«
Adolf var syg, hans Lungers Tilstand var allerede saa temmelig
haabløs, og han tænkte at anvende det sidste Middel. Han søgte en
Plads paa Fregatten Bellona, der skulde gjøre en Verdensomseiling,
og gik med den til Madeira, for at tilbringe Vinteren der. Ilia kom
tilbage til Kjøbenhavn, og vi fortsatte vort vanlige Samliv, men der
var tunge Skyer, Dødsskyer over Hovedet baade paa hendes Familie og
os andre. E. Mynster var ogsaa syg, han havde flere Gange spyttet
Blod, men havde dog med sædvanlige Strenghed mod sig selv taget sin
Examen i dette Efteraar. Lunddahl var paa Fortvivlelsens Rand, og
jeg ikke langt derfra, jeg har jo beskrevet det. Men ingen skulde
mærke det paa os, naar vi samledes om Tantes Kaffebord og feirede
Sværmeriets høitstigende Symposion.
Imidlertid kom der Breve fra Adolf, fyldte med glimrende Skildringer
af hvad han oplevede og smukke Tegninger, men ogsaa med et Tungsind
saa dybt, at man ligesom mellem Linierne fornam Taarerne. Hans
Hjemvee var saameget mere smertelig, som han ikke ventede andet end
at døe i sin fortvivlede Ensomhed paa den fremmede Ø. Hans Moder og
Søstre havde i deres sørgelige Stilling intet andet at støtte sig til
end ham, han var dem alt, Indbegrebet af Livets Storhed og Skjønhed.
Der var eller havde været Grund dertil, men for dem endnu tillige
den, at det var deres Charakter at forgude hinanden. De selv og deres
Søskene var dem enestaaende og udkaarne Væsner.
Vi delte ganske vist deres Sorg, hvad der fyldte deres Hjærte, fyldte
ogsaa vort. Men dog var vi saa optagne af vort eget, at Sorg og Liv
og Død i sædvanlig Form kun var os Ting af underordnet Værd. Vi var
nu eengang i extatisk Stand, og for mig kom nu dertil det Omsving i
mit Indre, som saa pludselig brød ud. Visselig havde min forstandige
Moder nok at frygte af alt dette.
Lunddahl havde imidlertid fattet nyt Haab. Hans Tilbedte var ham i
den Vinter god. Som Ven agtede hun ham høit og begyndte at vise ham
Fortrolighed. »Der er en Mulighed for at det endnu kan blive godt.
Hun trænger til andre, hun veed det, og hun har tilstaaet det,«
skrev han til mig i Julen. Ja, stakkels Pige, det var sandt, men der
var kun altfor langt et Skridt tilbage. Da indtraadte der et Omslag
i dette Forhold, hvis Grund var saa charakteristisk for hele vort
Væsen, at jeg maa fortælle det.
Det havde stillet sig saa i vor Tankegang, at Kjærlighed var en
Helligdom, ikke en blot menneskelig Følelse, men et Liv i Gud. Vi
forvexlede naturlig Elskov med christelig Kjærlighed, og forestillede
os, at siden vor Hjærtens Dame ikke tilstrækkelig sank i vore Arme,
var det Kjærlighed i Gud, hun manglede. Jeg siger, i vore Arme, thi
vi elskede hende alle. Vistnok vilde kun een af os have hende til
Hustru, men vi andre attraaede dog ogsaa en dybere Kjærlighedens
Forstaaelse, en saadan som den vi vedligeholdt i vort Vennelag. Vi
satte derfor jævnlig ind paa hende med høie Ord og med dybtgaaende
Strid om Følelsers Værd og Ægthed, forat bringe hende til at forstaa
os, som vi forstode hinanden, for at faae hende til at overgive
sig til os. Engang kom det saa vidt, at hun grædende forlod Stuen,
og der kom stort Oprør og Forlegenhed i Leiren. Da E. Mynster om
Eftermiddagen kom til mig paa Regentsen, foreholdt jeg ham saa
skarpt, at han var gaaet for vidt i at trænge ind paa hende, at ogsaa
han forlod Stuen, efterat have svaret mig med faae sagtmodige Ord.
Nu var ogsaa jeg fortvivlet, jeg foreholdt mig selv den Uret, at jeg
havde saaret min Ven ved at svigte ham i den gode Strid, og jeg tog
Sagen paa mig. Jeg skrev strax et Brev til min Kusine, hvori jeg paa
min Maade søgte at opklare den forefaldne Scene, udlagde alt som det
varmeste og trofasteste Venskab, og talte i de Toner, jeg pleiede, om
en hellig Kjærlighedsflamme, der troer alt, haaber alt og fordrager
alt, og ønskede i alt Helligts Navn, at hun maatte dele den. Brevet
kunde jeg ikke lade være først at forelægge Emil, og han fandt, at
der burde gjøres endnu mere. Mine Breve til ham, alle mine extatiske
Udgydelser, maatte følge med som det egentlige Sprængstof, og han
skrev, hvad han kaldte en Indledning til dem, hvori han fortalte,
hvad der var foregaaet mellem ham og mig. Hun fik altsaa hele min
religiøse Bevægelse ligesom kastet ind over sig.
Ilia var dengang under sin høie Dannelses og skarpe Forstands fulde
Herredømme, og i vore aandelige Forhandlinger altid slagfærdig, men
hun var en inderlig kjærlig Sjæl, ogsaa from overfor det Hellige, kun
endnu ikke kommen til det bestemte Trin af christelig Bevidsthed,
hvori hun siden satte sin Styrke. Hun svarede mig med et udførligt,
smukt og hjærteligt skrevet Brev, hvori hun som gode Kvinder pleie,
udtalte paa en naturlig, men noget uklar Maade, at hun ikke var uden
Tro, havde megen Følelse for Christendom, og haabede paa, at Gud
ikke var saa streng, at han vilde forkaste hende, fordi hun ikke var
kommen videre, men maatte holde sig til hvad der i Religionen gik
hende til Hjærte.
Dette Brev tiltalte ikke mig, jeg havde haabet at faae hende videre.
Jeg viste Lunddahl det, og paa ham gjorde det den overraskende
Virkning, at fra det Øieblik var det forbi med hans Forelskelse.
Efter at have hørt saadanne Ord af hende, var hun ham ikke længer
den, over hvem han havde sagt, at han aldrig havde seet nogen Kvinde
saa stor. Men han forblev fremdeles hendes trofaste Ven, og hjalp
hende siden redelig i hendes store Sorg. Saaledes lagde dette Forhold
sig smukt tilrette, uden at nogen af dem havde behøvet at erklære
sig. »Over Evne« er dog altid godt for noget.
Det viste sig ogsaa snart, i hvilken Grad han havde taget feil. Jeg
har allerede omtalt Stiftsprovst Trydes Virkning paa os, og det, i
alt Fald hvad aandelige Herligheder angaaer, glimrende Hjem, som
Provstegaarden dengang var. Og medens han i min Tantes Hus maatte
opgive en haabløs Kjærlighed, tændtes her en haabefuld Flamme for
ham. Inden Sommeren var ude, var han forlovet med Trydes yngste
Datter, en aaben, livsglad og kjærlig Pige, den mest overgivne af
den livlige Flok, i alle Maader en Modsætning til Ilias tragiske
Skikkelse.
Det omtalte Angreb paa Ilia var foretaget endnu i Vintertiden, og
jeg vedblev i nogen Tid at forhandle med hende i samme Tone. Under
11. Februar melder jeg til E. Mynster: »Idag skrev jeg, efterat jeg
mundlig havde meddelt hende min Hensigt, et Brev til hende, hvori
jeg saa inderlig og dog kraftig, som jeg aldrig har talt til nogen,
thi jeg elsker hende høit, bad hende at følge Gjenfødelsens Vei. Nu
venter jeg atter, og haaber paa et godt Udfald.« Men der kom intet
videregaaende Udfald, kunde heller ikke dengang komme. Hendes Liv var
saa tynget af Sorg for hendes Kjæreste, at hun ikke kunde tage sig
selv for i den Grad, som vi forlangte. Hun skulde først fuldkommen
nedbrydes af Familiens frygtelige Nemesis, før Gud kunde vinde hendes
Liv.
Hendes Broders Helbred var paa Madeira bleven mere og mere elendigt,
og hans Sjæls Tilstand var ligesaa sørgelig. I hans Ensomhed havde
Fortvivlelsen over hans sammenstyrtede Idealer og Naget over de
Lidenskaber, der havde gjort hans høitflyvende Gang saa forjaget,
affødt en Livsbetragtning, der antog en dæmonisk Charakter. Det var
sønderrevne Sjæles sædvanlige Klagemaal, der overfører deres egen
Jammer paa al Verden. -- »Disse Mennesker kunne længe nok holde deres
Forfængelighed og Hykleris Pjalter sammen om deres ækle Saar, de
skal ikke narre mig. Jeg var ung og godtroende, og see, hvad der er
kommen ud deraf! Jeg har gjennemskuet dem, jeg seer alle disse Narre,
disse Slyngler, Løgnere og Vellystninger i al deres Nøgenhed. De
sledske for hinanden og lyve, de krumme Ryg for fint at tage de Prygl
de faae, de grine og maatte hellere skrige. Al Verden er en raadden
Byld, uskyldige Børn er kun Lastens Frø, selv Naturen gider jeg ikke
kalde skjøn, den lurer kun paa sit Bytte.« -- Det var Grundtonerne i
de Betragtninger, han i det uendelige varierede.
Det eneste han endnu havde tilbage, var hans Kjærlighed til hans
Moder og Søskene, en Følelse, der hos ham var ligesaa overstrømmende
stærk som hos disse. Hvad han i sine Breve fortalte dem, var derfor
endnu smukt og altid holdt i skjøn Stil, kun endte hver Scene gjerne
med: Jeg vendte mig og græd. Men da han i Forsommeren kom hjem paa et
Handelsskib, hvorpaa han havde lidt meget, brød hans grulige Stemning
ud i fuld Maade, dødssyg som han var og afmægtig til at styre den.