afgjørende for mig. Mellem ham og Fætteren bestod der et saadant
erklæret sværmerisk Venskab, som de efter Emils Anvisning nærede i
samme aandelig-erotiske Hensigt som Sokrates udvikler i Phædros.
Intet er for mig mere rørende end den lange Brevvexling mellem dem,
fyldt med den ømmeste tungsindige Kjærlighed, som nu efter begges Død
er kommen i min Eie. Som de delte alt hvad de oplevede med hinanden,
sendte de ogsaa hinanden de Breve, de fik fra andre, for psychologisk
at undersøge dem sammen, og lægge Planen til, hvorledes Brevskriveren
kunde drages ind i deres Kjærligheds Mysterium og derved frelses,
thi det var for dem en Religion. For Tiden var det mig, Vodet var
udkastet efter.
Hvad der stod i mit Brev, husker jeg ikke ganske, det er tabt; kun
at der var talt om christen Kjærlighed, og berørt den Ting at bede
for hinanden. For Ludvig har det vistnok været mest magtpaaliggende
at paavise et Charactertræk hos mig, som glædede ham. Men Emil var
ikke fuldt saa godtroende, han vilde i alt Fald have den Sag nærmere
undersøgt, haabede ogsaa at bringe mig videre, naar han kom til at
foreholde mig mine Ord. Saaledes blev han for mig et Redskab i Guds
Haand.
Da dette er et Vendepunkt, som har afgjørende Betydning for hele
mit Liv, maa jeg saavidt muligt gjøre mig Regnskab for, hvorledes
det blev beredt for mig. Det omtalte Brev var skrevet i et bevæget
Øieblik, i Følelsen af, hvad min Ven -- i samme Stemning som den
Biskop Mynster skildrer i sit Ungdomsliv -- jævnlig ytrede om sin
inderlige Trang til Gjenkjærlighed. Jeg havde i stærke Udtryk tilbudt
ham mit Hjerte, og det havde gjort ham godt, syg og nedtrykt som han
var. Men mine Udtryk havde, navnlig i religiøs Henseende, været for
vidtgaaende. Da han mindede mig om dem, kunde jeg ikke bære det, jeg
følte, at jeg ~christeligt~ ikke kunde gjøre Fyldest for dem. Jeg
var endnu ikke det Menneske, der kunde det; jeg var ikke den, der
fortjente, at mine Venner satte mig saa høit. Ludvig sendte som sagt
Brevet til Emil, og da jeg har deres Breve, kan jeg bedst oplyse
Forholdet ved at anføre, hvad Emil svarede:
»Tak, min kjæreste Ludvig, for den Talisman, du sendte mig fra det
rene mandige Hjærte, der slaaer i Johannes F. Jeg har ikke modtaget
den med Ydmyghed, men med Jubel over det herlige Menneskebryst, der
vil knytte sine Forhaabninger til mine. Talismanen kom til mig som
en Forpligtelse til et uhyre Arbeide. Maalet kjender jeg ikke endnu,
men jeg veed ret vel, hvad der er »die Forderung dieser Tage« for
mig, og jeg følte en uendelig Glæde derved. Ved intet kunde du bedre
hæve mig ud af denne dog lidt snevre Omgivelse, hvori jeg nu befinder
mig[4], end ved en saadan herlig Hilsen. Det er vist en skjøn Bøn, der
kan strømme ud af hans Læber, og jeg har glædet mig uendeligt over
Bønnens Samfund med ham, jeg som i den senere Tid hverken beder
eller føler nogen alvorlig Trang dertil. Ofte naar Livsfølelsen
vaagner fri og frisk hos mig, er det mig, som om den vilde komme i
Form af en let Bøn, dog uden at jeg veed, hvorhen den vilde vende
sig, jeg veed ikke ret, hvor det Øre er, som skal høre Bønner og
tage mod Taksigelsen, men alligevel føler jeg mig dog Gud nær i
Arbeidets friskeste Øieblikke, og det er mig nok, idetmindste indtil
videre. -- Det forekom mig hidtil just ikke, at Joh. F. behandlede
mig paa det Bedste; og derfor troede jeg, at han ansaae mig for en
livløs Bogorm og følte mig trykket i hans Nærværelse, men nu skal
jeg for Fremtiden modtage ham med Glæde og med Kjærlighed, uagtet
jeg vel troer, at Venskab og Kjærlighed aldrig vil kunne komme paa
Bane i vore Samtaler. Jeg har oftere lagt Mærke til hans alvorlige
Religiøsitet, men da tiltalte den mig ikke saa ganske, da den vilde
skaffe sig Plads i hans Bedømmelse af Hverdagsfortællingerne, af
Goethe o. a., men nu for Fremtiden skal jeg ære og elske ham for alt,
hvad jeg før har forsyndet imod ham.« --
[4] Han var endnu i Roskilde.
* * * * *
Det var Nytaarsdag 1841. Jeg var om Eftermiddagen kommen tilbage fra
en Julereise til Roskilde, og søgte om Aftenen til min Ven. Han tog
Brevet frem og læste de paagjældende Yttringer for mig. Det er altid
en svær Sag at høre sine egne Ord, og medens han læste dem, stod det
hele klart for mig. Han behøvede ikke at tilføie noget, sagde heller
ikke synderlig mere end, saavidt jeg mindes, med sin vemodige Mine:
»Kan du føle dette, og gjøre dette, er det stort.«
Jeg kunde uden Vanskelighed have svaret ham, at mine Ord vare for
stærke, at de maatte ikke tages altfor bogstaveligt. Christelig
Kjærlighed er en saa stor Ting, at det ingen Skam er at bekjende,
at man ikke er kommen vidt med den, og en Bøn lykkes saa sjelden,
selv for en god Christen, at blot et Ønske eller et Løvte om at
bede for en Ven, allerede har Værd nok, naar det ikke er falsk, og
dette var det ikke. Heller ikke var jeg uvant med at bekjende mine
Skrøbeligheder, jeg var tidtnok bleven ydmyget af dem. Snarere,
langt snarere var denne Udvei mig altfor smaalig, altfor uværdig.
Bekjendelse af min Uret var mig endnu intet, det Forfærdelige, der
faldt over mig, var, at jeg havde den Uret.
Der er Øieblikke i Livet, hvor der bagved et Ord eller en ringe
Tildragelse staaer i Tankens Mørke hele Hærskarer af Aander, der alle
med Lueblikke som Dommens Engle pege paa denne stakkels forbigaaende
Sag, og alle hviske, saa det raaber og hviner gjennem Sjælens
Hvælvinger, at den er den Draabe, som skal bringe et helt Livs bitre
Kalk til at flyde over.
Jeg havde vidst det, hver Dag og hver Time vidst det, at jeg havde
Uret, saa blodig Uret, at jeg ikke kunde staae for en ærlig Vens
Øine; og jeg var dog aldrig naaet til at gjøre Bod derfor. Gud
veed det, og jeg vidste det selv, at jeg elskede mine Venner, og
elskede mange Mennesker, foragtede ingen, men mit Væsen havde været
overmodigt og vidnet mod mig. Og nu, endog christelige Ord, der havde
været letsindige, saa jeg kunde gribes i dem! Nu kunde jeg ikke
længer bære det. Jeg veed ikke, hvad jeg sagde, jeg vidste i det
Øjeblik ikke, hvad jeg gjorde. Min eneste Tanke var at skjule mig af
Skam. Ud i Mørket med det Menneske, som ikke er værd at være i Lyset!
og jeg foer ud i Mørket, mens min Ven stod forbauset tilbage.
Jeg drev længe om paa Gaden i en Fortvivlelse, hvori ingen Tanke
kunde bringes til Klarhed. Jeg søgte hjem til min fattige Regentshule
og kastede mig i Mørket paa min Sofa. Jeg vred mig som et anskudt
Dyr, turde ikke røre mig af Stedet, og var dog opreven af den
rædsomme Angst, at hvert Minut gik, og jeg havde endnu intet gjort
for at bøde paa min Skam, noget der kunde ligne et Skridt til at
afkaste mit brødefulde Væsen.
Saa foer jeg op. Det var blevet sent, og jeg vidste, at min Ven gik
tidlig til Ro, da hans Helbred var svagt. Men det var mig umuligt at
lade Natten gaae uden at see ham og sige ham, hvad jeg skyldte ham,
og hvor uværdig jeg var dertil. Jeg løb og ravede som et Spøgelse,
jaget af en hellig Magt, hen til ham, famlede opad Trappen og bad
ved hans Dør at komme ind. Som han aabnede Døren og stod der halvt
afklædt i Lyset, saae han for mig forkomne Stakkel ud som en Præst,
der aabnede en Helligdom, jeg aldrig før havde turdet betræde, saa
tidt jeg end havde siddet i hans lille Stue.
»Jeg kan ikke, nei, jeg kan ikke finde Ro, før jeg har sagt dig, hvor
høit jeg elsker dig,« stønnede jeg og faldt ham om Halsen og kyssede
ham. Det var første Gang, det var skeet mellem os. »Det er det
eneste, jeg nu trænger til, jeg skal ikke sige mere.« Og jeg troer
heller ikke, der blev sagt mere. »Lad mig saa gaae,« sukkede jeg, og
hans Bevægelse var ogsaa saa stærk, at han for sin egen Skyld ikke
turde holde paa mig.
Jeg gik, og den Nat tilbragte jeg i virkelig Bøn. Jeg øvede mig i
den store Kunst at bede. Jeg lod mig ikke afskrække af, at det i
Begyndelsen gik maadeligt nok, jeg begyndte altid forfra igjen, til
jeg fandt, at det lykkedes mig at udøse alt mit forpinte Hjærte for
min Gud og Frelser. Og altid blev der mere, jeg trængte til at klage
for den evige usynlige Fader og for den hellige Frelsers Aasyn.
Og der kom mange lange kolde Vinternætter, da jeg i bestandig Bøn
væltede mig paa mit tarvelige Leie. Der var et forfærdeligt Syndedyb,
det var ikke til at udholde at see ned i; derom var der intet andet
at sige end: Vær mig Synder naadig. Hvad der er gjort, kan ikke
gjøres ugjort, jeg maa bære Skammen, og du faaer at bære over med
mig. Jeg er den ringeste af alle Syndere, og det følte jeg dybt nok.
Der var ogsaa et uendeligt Dyb at see ind i af fromt Haab: derom
kunde jeg ikke sige andet end: Fader, gjør ud af mig, hvad du vil,
jeg selv kan ikke andet end byde dig et villigt Hjærte. Og det vilde
jeg. Det var en virkelig Bedrøvelse efter Gud, som virker Omvendelse
til Salighed.
Og min Bøn blev hørt, Saligheden kom, Guds Aand sænkede sig naadig
i min Sjæl, uden at jeg i mindste Maade kunde fatte, hvorledes det
kunde skee. Der kom Glæde, usigelig og uudtømmelig Glæde, som om alt,
hvad jeg følte som Kulde og Mørke for bestandig var svundet. Det kom,
somom hele mit Indre udviklede sig og gav Rum for en hellig og salig
Luft.
Mod Morgen faldt jeg rimeligvis afmattet i Søvn. Men allerede den
første Morgen reiste jeg mig med den fulde Følelse af, at det Gamle
var forsvundet og alt var blevet nyt. Og hver Dag der gik, vænnede
jeg mig mere og mere til at regne hele mit foregaaende Liv for et
Mørke og en Kulde, jeg hverken vilde eller kunde have noget at gjøre
med, ja, som jeg ikke engang havde et saa tydeligt Begreb om, at jeg
ret vidste, hvad jeg kaldte idel Mørke. Jeg vilde intet vide af det,
jeg vilde fuldkommen glemme min Syndigheds Stand, begynde aldeles
forfra.
Tilbagefald kom der selvfølgelig nok af, forfærdelige og
ubegribelige. Men jeg tog dem med den Tanke, at nu var der atter
Mørke, og intet kunde gjøres, intet tænkes i det. Saa brød den frie
salige Følelse atter frem, og jeg vidste igjen ikke, hvad Mørket
var. Dog var den første Nat altid Frelsens Time for mig. Der gik
mange Aar hen, og altid vedblev det at staae for mig, som kun Mørke
laa bagved den, som var i den et Grændseskjel af en frelsende Haand
skudt ned midt i mit Liv. Aldrig har jeg heller mistet denne Følelse,
jeg har formelig levet af den idetmindste i den tidligere Del af min
præstelige Virksomhed. Og endelig, da jeg som ældre Mand har taget
mig for dybere at undersøge mit Livs Bevægelser, har det havt stor
Vanskelighed for mig at gjøre mig tydeligt, hvorledes jeg egentlig
har været før den Tid. Jeg kunde ikke komme til at gjennemleve det
saaledes som man maa det for at fatte det svundne. Saa grundig havde
jeg faaet det ud af mit Sjæleliv, og overhugget Erindringens Traad.
Jeg har formelig maattet studere de Feil jeg har, for at sætte dem
sammen til det, der maatte ansees for Hovedindholdet af det gamle
Væsen. Og heldigvis -- i den Henseende, ellers uheldigvis -- slæber
man da altid Unoder nok med sig gjennem hele Livet, som dertil kunde
benyttes, »en Levning af Ondskab«.
Hvad var det da, der skete med mig?
Jeg har ingen Grund til at tvivle paa, at det var den Omvæltning i
Livet, som i den christne Menigheds kraftige Tider ofte forekommer,
især hos dem, der af en eller anden Grund har været fjernere
fra christeligt Sjæleliv; at det var en Opvækkelse, Omvendelse,
Gjenfødelse eller hvad man vil kalde det -- det sidste Udtryk er
som bekjendt ikke hos os orthodox, fordi man vil have Gjenfødelsen
henlagt til Daaben. Det kan man jo, men da er det ikke det samme,
som hvad der i Skriften kaldes, at den hellige Aand falder paa et
Menneske og han annammer den. Jeg mener dog, at det netop var det,
der skete med mig.
Imidlertid er Sagen ikke bleven synderlig klarere, fordi man har
fundet et Udtryk for den. Efter Menneskers Natur, og efter hvad Gud
vil med enhver af os, kan den have meget forskjellige Former og
føre til forskjelligt Indhold. Man kan som bekjendt opvækkes til
hvilkensomhelst Slags Tro, ogsaa til den absurdeste; man kan opvækkes
til en ond Aand, som ikke er Guds Naadegave, snarere hans Straf. Jeg
maa altsaa see at retfærdiggjøre for mig selv, at det virkelig var
Sandhedens Aand, Faderen havde sendt mig, sendt mig i Jesu Navn, og
ikke i nogen Forvildelses Navn.
Lyset og Flammen med det vældig fremfarende Veir, der fyldte det
ganske Hus, var kommen som Kjærlighedens Aand. Gud er en Aand, og
de som tilbede ham, skulle tilbede ham i Aand og Sandhed. Gud er
Kjærlighed, og hvo, som bliver i Kjærlighed, bliver i Gud, og Gud i
ham.
At tilbede ham er at elske ham og ikke kunne takke ham nok for at man
kan det; er at elske alle dem, han elsker, sin Næste som sig selv.
Uden Kjærlighed til Næsten, er Kjærlighed til Gud intet, en Løgn.
Det var dette, der blev mig givet at lære. Jeg kunde nu have sat
mit Liv i med ubetinget Lydighed at underordne al min Tankegang
under disse Kirkens og Videnskabens Sætninger, hvorlidt de end er at
forstaae for menneskelig Tanke. Men lykkeligt for mig, at jeg ikke
forsøgte derpaa, det vilde ufeilbarlig have ført til nyt Skinvæsen,
som kunde være blevet værre end det første.
Vistnok kan jeg til Tider have taget feil deri, og have tænkt mig, at
der med det nye Lys ogsaa maatte være opgaaet noget for mig som en
fuldkomnere Maade at fatte, hvad der kaldtes den objective Sandhed --
Guds Væsen og hans Egenskaber, Treenighedens Mysterium, dens Forhold
til Verden, Liv og Død og de evige Boliger, Frihed og Nødvendighed,
og hvad nu disse høie Problemer hedde. Det var at undskylde, om jeg
havde taget feil deri, saa mangen christelig Filosof har gjort det,
og den speculative Dogmatik, som jeg var opdragen i, er jo fyldt med
saadanne Aandens Klarsyn. Jeg kan dog egentlig ikke erindre, at jeg
har lidt af saadanne Anfægtelser. Fortiden var forsvunden for mig, og
med den Speculationen. Hvad jeg med Aandens Klarsyn nu forstod var
intet andet, end at alt dette for det første maatte lægges tilside.
Hvad den hellige Aands Lys faldt over, var andre Ting.
Min eneste Visdom var, at Gud er Kjærlighed. Den Visdom kan ikke
begribes med Tanken, end sige med Videnskab; der er nok, der for
Videnskaben vidner derimod. Den kan kun fattes med det Hjærte, Gud
giver at elske, fattes med at lade videre Begriben fare. Kan være, at
dette er en fattig Visdom, men videre kunde jeg nu ikke komme.
Da jeg under Trængsel og Angst havde fundet Bønhørelse, og Lyset
kom som den evige Kjærligheds Flamme, følte jeg en uimodstaaelig
Trang til at prøve den i det mindste som i det største. Ingen
Betænkelighed faldt mig ind. Jeg reiste mig om Morgenen, bestemt paa
strax at tage til den hellige Gjerning. Heller ikke spildte jeg Ord
derpaa. At jeg i mit Indre var bleven en anden, var mindst af alt
det, der skulde fortælles, knap nok i Gjerningen forraades. Sagen var
jo ikke at vise det frem, Sagen var ene og alene virkelig at være
det; gik derfor fuldkommen prosaisk til.
Min Bolig saae mig vistnok ud som forvandlet, den var bleven
et Tempel for den fromme Kjærligheds Gud, men var i sin nøgne
Virkelighed dog kun et skummelt Regentskammer paa en kold Vinterdag.
Min Contubernal begyndte gabende at strække sig i Sengen. Han var
en inderlig brav og forstandig Fyr, der siden blev en større Mand
end jeg, blev Præst, og hele Landets Velgjører, da han var den, der
indførte Brugsforeninger, var ogsaa alle Dage en Præst, som Aandens
Flamme visselig var i; men dengang var han endnu kun en fordringsløs
og flittig Fortærer af Collegiehefter, og havde hidtil kun seet mig
ud som en af Theologiens mange Realister. Nu saae han mig langtfra
saaledes ud, nei, som en Broder i Gud, der, som han stod der og
søvnig nok fik sine Klæder paa -- gode forsvarlige Gangklæder, for
han var en forsynlig Bornholmer -- maatte elskes i al Evighed. Jeg
kunde ikke see mig mæt paa ham, saa elskelig han var, og saa varmt
mit Hjærte blev ved Synet af ham. Ikke at der blev talt et Ord derom,
kun de sædvanlige staaende Vittigheder, hvormed man pleier at hjælpe
paa trævent Morgenlune.
Karlen kom ind med Thepotten og det halve Rugbrød, en skikkelig
Mand, som hele Dagen brugte sine Ben, sikkert nok ikke plaget af
Evighedsdrømme, ligefuldt maatte han elskes i al Evighed, og det blev
givet ham tilkjende i den muntreste Tone: »Jørgen, vilde De besørge
mig dette, saa er De min Ven, og jeg skal ikke glemme Dem det af!«
Han nikkede og gjentog betænksomt Ærindet og forsvandt. Jeg saae
beundrende efter den trofaste Sjæl.
De sædvanlige Slobroksfyre begyndte at ryge deres Piber i Gaarden,
mens Stuen luftedes ud, og slæbte deres Tøfler frem og tilbage foran
Vinduet, gesticulerende til den filosofiske Behandling eller til
Beklagelserne over, at de ikke kunde lære deres Kirkehistorie --
ogsaa de maatte elskes i al Evighed, de var jo saa kjære Brødre. Hele
Gaardens Befolkning, ligetil den halte vrantne Portner, vi kaldte
Cerberus, og den pedantiske Regentsprovst, vi kaldte Trompetersen,
alle maatte de nyde godt af den evige Kjærlighed, skjønt det med de
to sidste fandtes vanskeligt.
Jeg troer ikke, nogen mærkede mit forandrede Sind, men naar jeg var
ene, øvede jeg mig, ligesom lyttende til Hjærtets Slag, om de ogsaa
var ægte, og prøvende, hvorlangt de sværmeriske Længsler kunde række.
Jeg var saa nøieseende med at undersøge Sandheden i mit Væsen, at
jeg kunde gaae op og ned ad Gulvet og spørge mig selv, om det var
naturlig og ærlig Følelse, naar jeg saaledes flyttede mine Fødder
og saaledes slog ud med Armene. Jeg havde dengang temmelig hurtige
Bevægelser, og jeg var kommen til at mistænke ogsaa dem for at de
kunde være falske. Jeg veed ikke af hvad Grund, men jeg kan mindes,
at jeg gjorde det. At mine Ord ikke mere skulde løbe af med mig,
mente jeg at være sikker paa, skjønt der derved var mindre Grund til
Tryghed.
Forøvrigt gik Dagene som de pleiede, kun at jeg ikke havde synderlig
Ro i mit Sind til Arbeide. Jeg løb hellere ud, og vilde gjerne see
saa mange som muligt, var oprømt og meget talende, baade fordi jeg
følte mig saa usigelig lykkelig, og fordi jeg skyldte enhver af de
elskelige Mennesker, jeg traf, at udøse alt mit Hjærtelag for dem,
dog uden at forraade, at mit Hjærtelag var anderledes end før, hvad
heller ikke var vanskeligt, da jeg pleiede at være oprømt og meget
talende. Dog var jeg tilmode, som kunde jeg faldet dem alle om
Halsen, om det kunde være skeet uden altfor meget Anstød.
Saaledes skete det ogsaa en Gang. Jeg pleiede hver Dag at gaae over
til min Broder Caspar, som boede paa Ehlers Collegium, og læse Hegels
Logik med ham. Mens han sad og læste for med stor Alvor, faldt det
overvældende over mig, hvad han dog var for en vidunderlig Broder,
og jeg reiste mig og gik hen og tog ham om Hovedet, og kyssede ham
paa Panden. Han slap forundret Tobakspiben ud af Munden, saae op
og sagde: »Holder du nu med eet saa meget af mig?« Begyndte derpaa
forfra paa den forfærdelig abstrakte Sætning, og der blev ikke talt
mere om den Ting. Den kjære Broder havde selv saa stærk en Følelse,
at intet i den Retning forbausede ham, kun viste han det ikke paa den
Maade.
En ganske anden Sag var det med de Venner, der maatte regnes til
de Indviede. Det var dem, jeg menneskelig talt skyldte alt, hvad
jeg havde naaet; jeg mente derfor, at min Taknemlighed for hvad
de havde gjort for mig, ikke kunde være stor nok; og jeg bragte
dem mit Takoffer ved for dem paa den mest uforbeholdne Maade
at aabenbare alt, hvad der foregik i mig lige til den sidste
Trevl af mit sjælelige Væv, lige til hvad der ikke egner sig til
Fortrolighed, fordi det ikke kan forstaaes af andre uden som Daarskab
og Barnagtighed. Men for mig var dette ingen Grund til at holde
noget tilbage; de maatte gjerne kalde mig en barnagtig Daare eller
ubegribelig Sværmer, naar jeg kun kunde have den Tilfredsstillelse at
sætte min Redelighed i intet at skjule.
Der begyndte en uendelig Udvexling af Tanker og Følelser, en Løben
til hinanden, tidlig og sildig, et uendeligt Skriveri af Breve,
der om muligt skulde yderligere oplyse, hvad det ikke var lykkedes
at faae frem i det mundtlige Ord. Ubunden Stil fandtes ikke
tilstrækkelig, ogsaa Vers, yderst maadelige, maatte tages til Hjælp;
og hvad der hverken i Vers eller Prosa kunde finde sit rette Udtryk,
maatte nøies med, hvad der i saadan Nidkjærhed tilsidst er den
sikreste Udvei, at løbe hinanden i Favnen og henrykte stirre hinanden
ind i Øinene.
Jeg var kommet til de rette Folk, de to Mynstere havde allerede i
flere Aar drevet et saadant Spil med hinanden, og synes at have
oprevet hinanden en Del ved deres Sjæleundersøgelser. Nu var det mig,
der skulde analyseres som et mærkværdigt psychisk Phænomen, og Emil
beredte mig en Del Vanskeligheder, som jeg dog maa være ham taknemlig
for, da de bidroge til at klare mine Tanker.
Han begyndte mildelig at foreholde mig, om min ubetingede Hengivelse
til min Frelser ogsaa virkelig var et Livsindhold, der havde blivende
Værd, om det ikke var et Ideal, jeg selv havde skabt mig, et Sværmeri
for et Blendværk. Han kaldte det endog en Havmand, jeg havde givet
mig i Favn. Jeg svarede, at der vistnok var Tider, da jeg havde
nok i Aanden, som den havde taget Bolig i mig, da den hele Verden
svandt bort for mig, og jeg selv »fattig i Aanden«, vilde kun fylde
mig med Himmerigs Aand; men et Blik i Skriften var dog nok til at
kalde mig tilbage til Christus, der visselig ikke var mit eget Værk.
Det tilfredsstillede ham dog ikke. Han vedblev at mene, at jeg ikke
»havde Forudsætninger nok« til at forstaae ham; skrev ogsaa til sin
Fætter, at om jeg kunde afvise hans første Tvivl, havde han andre paa
rede Haand, som jeg næppe vilde kunne magte. Hvilke disse vare, veed
jeg ikke, om jeg nogensinde fik fuldt ud fremlagt i alt Fald egnede
de sig ikke til at faa mig bort fra min egen Vei.
Imidlertid gik jeg ganske vist omkring som en hel Sværmer. Alt, hvad
Gud elsker, skulde jo elskes. Min gamle Kjærlighed til Naturen og
min Lyst til at betragte alt, hvad der forekom paa min Vei, var der
endnu, og baade mine Studier af Goethe, og min Broder Christians
anatomiske Præparater og Skeletdele havde kun forøget den. Men en ny
Form antog den nu. Min Kjærlighed i Gud bredte et paradisisk Skjær
over alle mine maalløse Venner, og jeg rørtes paa en ny Maade ved
at see dem i denne Belysning. Hvad der i det Indre som i det Ydre
kan være krænkende for venlig Følelse beskjæftigede mig mindre, jeg
oversaae det helst. Endnu mindre, hvad man kalder Naturens Grusomhed
og Rædsel. Først sent har jeg taget den op for Betragtningen, og
dannet mig min Theori derom.
Men medens jeg, i alt Fald til de Tider Sindet var høit, havde det
godt nok med mig selv, biede endnu Livets sværere Alvor paa mig. Med
mine Venner var jeg kommen nogenlunde tilrette, mens Forholdet til
min Familie stod tilbage. Ogsaa deri vilde Emil M. bane Veien for mig.
Det stemmede ganske med hans Trang til at hjælpe Mennesker frem og
til at iagttage, hvad Virkning det vilde gjøre paa dem, at han ikke
kunde bie mange Dage, før han maatte gjøre min Moder bekjendt med,
hvad der var foregaaet med mig. Han skrev et langt Brev til hende
derom, og da han kort efter kom til Roskilde, besøgte han hende,
og hun fik ham meget kjær. Hvorledes de er kommen ud af at udvexle
deres meget forskjellige Tanker, veed jeg ikke, men hvad Moder havde
at sige mig, er meget charakteristisk for hende. Hun kjendte sin
Dreng, lod Omvendelser være hvad de er, og gik strax til det næste,
at advare imod Venners Forgudelse af hinanden, og hun havde Ret. Der
var mere lavet i vort Væsen, end vi selv vidste det. Saa høit hun end
satte E. Mynster, var han dog ikke af hendes Folk, som han heller
ikke i den Skildring af deres Møde, som han selvfølgelig skikkede sin
Fætter, kunde lade være at opholde sig over hendes Tale og Væsen.
Anderledes med Lunddahl, ham kaldte hun i et andet Brev den bedste af
os allesammen.