Hvad hun i sit Hjærte tænkte om mig, er jeg ikke istand til at sige,
end ikke i den Tid, da vi kom i et ganske anderledes fortroligt
Forhold til hinanden. Jeg skulde troe, at hun endog i min Manddoms
Dage har næret en Del Ængstelse for mine farlige Veie, sagtens da
endnu mere dengang. Hun gjorde da, hvad der var rigtigt, hun nedsatte
mig i sine Ord, fordi jeg selv satte mig saa høit. Christian trængte
derimod til at støttes, og naar han sad med sit krøllede Hoved paa
hendes Skulder, og sagde: »Jeg vil være hos Moder, for hun holder
mest af mig,« var det ikke uden Grund, at hun kaldte ham sin bedste
Søn. Vi andre gjorde det ogsaa, og mens vi gjorde vor Ret gjældende
til ogsaa at have vor Del i ham, blev det vor familiære Talemaade at
kalde ham »vor fælles.«
Veninder havde vi ogsaa, men jeg havde ikke den Fornemmelse, at jeg
havde nogen Fremgang hos dem. Jeg var paa Kothurnen, og fandt ikke de
unge Piger værdige til at beundre dette Fodsmykke. Saa veltalende jeg
var i den lærde Kreds, saa kjedsommelig var jeg i en Selskabsleg. Kun
een af dem var jeg en virkelig Beundrer af, og nærmede mig til hende
kun med Ærbødighed. Hun fortjente det ogsaa, det er Margrete Thrige,
Søster til min Svoger Søren.
De hørte hjemme i Rectorboligen, og den var dengang et velsignet
Hjem. Den hvidhaarede, men endnu fuldkommen kraftige Fader var god
at komme til og hans Hustru var ret en Typus paa den Art Mødre, hvis
kjærlige Omhu og forstandige Raad enhver veed, man frit kan tage til
saameget man behøver.
Den ældste Datter -- ikke dog hendes, thi Bloch var anden Gang gift
-- var Sørens og Margretes Moder, Enken Margrete Thrige, et fint og
elskeligt Væsen. Det var hende vi med ærbødig Forundring hørte om,
at hun havde været den »Blonde Rene,« som Poul Møller besang for
»sit smalle Liv og sin Jomfrugang,« og som vi nu saae som den, »der
dulgte et Lig af sit yndige Bryst bag en sort Modest.« Men hun dulgte
visselig ikke sit af mild Kjærlighed spillende Ansigt, det var i høi
Grad værdt at see.
I hendes Bolig i Rectorgaardens øverste Etage med den store Udsigt
over Fjordens Skove og Bugter og den uendelige Solnedgangshimmel,
havde vi vore gladeste Sammenkomster. Indtil hun, til vor Sorg, anden
Gang giftede sig med den høist eiendommelige og i vor slesvigske
Politik saa hæderlig bekjendte Christian Paulsen, og fulgte ham til
Kiel, hvor han var Professor.
I Skolen var Bloch en mærkelig Patriarch. Hans Sind var saa mildt, at
han ikke mellem alle sine uarticulerede Mellemlyde kunde faae nogen
af de skruppende Ord frem, som vi saa godt kunde trænge til; kun i
en Vindueskrog kunde han hviske en faderlig Formaning til en Synder.
Han havde intet af min Faders Vid, dog kan jeg ikke sige andet end
at hans ubehjælpsomme Ord gjorde lige saa stor Virkning paa mig som
Faders morsomme. Vi nænnede ikke at bedrøve ham, men benyttede os
dog af hans Distraction, naar han henrykt gik op og ned i Klassen
og foredrog Horats, som han kunde udenad, eller naar han glemte os
over Beundring for Ciceros Rhetorik. Stor Lærdom havde han, men at
han egnede sig til at give sine Disciple Kjærlighed til den skjønne
Oldtid, synes mig ikke. Jeg kunde ikke godt andet end at finde, at
en Mand der alle sine Dage havde fortolket Verdens aandfuldeste og
mest veltalende Skrifter, gjerne deraf selv kunde have faaet noget
mere Aand, og være bleven idetmindste saa veltalende, at han kunde
udtrykke sig ordentlig. Men det lykkedes i Reglen ikke for den Slags
Filologer, dertil stode de det bevægede Liv og naturlig Tale for
fjernt. Hvilket ogsaa viste sig i, at de langt mere sværmede for
latinske Snirkler end for Homer og Herodot.
En ganske modsat Mand var Overlæreren Johannes Hage. Jeg saae
ham i en ulykkelig Periode, da han sønderknust ved Tabet af en
høitelsket og efter Sigende yndig Hustru ikke var sig selv mere.
Som et Kummerens Billede saae vi den rødhaarede, magre Mand i den
tarvelige graa Dragt hverdag liste hen paa Kirkegaarden og staae
og vride sine Hænder ved hendes Grav. Og paa Skolen kom han, sent
nok, slentrende som det fæleste Billede paa Vranteri, jeg nogensinde
har seet; skjældte os ud for snavsede og ækle Drenge, vi var, hug
os Stilebøgerne i Hovedet, og satte sig med Haanden under Kinden,
stønnende at han ikke kunde udholde at tale til saadanne Lømler.
Men naar han tilstrækkelig havde faaet os indskjærpet den for os
ganske morsomme Sandhed, at han vilde være fri for at høre os, hvad
vi havde at sige, var Vaas, saa tog han dog sig selv til at tale.
I Begyndelsen søvnig og snærrende, men alt som han glemte os over
sit Æmne, steg Foredraget til saa glimrende Skildringer, at jeg
ingen Lærer har lyttet til med mere Velbehag eller lært mere af. Han
var en ny Tids Mand, og enhver Ting han berørte, faldt alt gammel
Skoleskimmel af.
Domkirken -- ak ja! Forhaabentlig gjemme dens Hvælvinger ikke blot
Mindet om døde Konger, men ogsaa om levende Christendom, men det
sidste var den Tid rigtignok kun et Minde, og snart lige saa dødt som
Kongerne. Dens to Præster var ligesom Præsten ved Fruekirke af den
sørgelige Race, som unegtelig gjorde sig fortjent til at affærdiges
med det fæle Udtryk: Døden paa Prædkestolen. Det eneste, jeg veed
at sige til deres Undskyldning, er, at saaledes og ikke anderledes
var Præster dengang. Mynster roser sine første Prædkener, dog er jeg
bange for, at den Tid han læste dem op, er det ikke lykkedes hans
Tilhørere at opdage deres Værd.
I Roskilde blev der harpet Fjerdingprædkener af, og snøvlende sunget
vandede Psalmer som andre Steder, medens en enkelt agtbar Smaamand
eller gammel døv Kone saaes i Krogen af de tomme Stole. Kun den
øverste Stol var fuld af en af Skolens Klasser, som morede sig med at
skjære deres Navne i Pultbrættet, eller tankeløst at gloe paa de sære
Epitafier og Prædkestolens malede Uglebilleder.
Jeg maa kunne forskaffe en Attest paa, at jeg i April 1835 -- for
at følge min Broder, altsaa atter for tidlig -- har paa Kirkens
kolde Gulv givet min Haand paa den gamle Trosbekjendelse, men huske
det kan jeg ikke. Det eneste jeg mindes af alt hvad der angik min
Confirmation, er foruden at min Tante forærede mig en Brystnaal i
Form af en Nøgle, at der bag Domprovstens Sofa hjemme i hans Stue,
hvor han særskilt læste med os latinske Drenge, hang et Europas
Kort med en mørk fidtet Stribe henover Middelhavet, frembragt af
hans Nakke; og at han til den høitidelige Dag forud havde sagt os,
hvad Stykke vi skulde høres i paa Kirkegulvet, og den Lectie blev
upaaklagelig læst.
Hvad Kirken angaaer, saa var det først Architekturen der slog mig.
Den gjorde et stærkt Indtryk, skjønt jeg allerede dengang undrede mig
over, hvor skjæve og uregelmæssige Hvælvingerne ere. Dernæst var det
Musiken. Ikke Menighedssangen, den var der intet af, men Choret og
Orgelet.
Det første blev ledet af, eller rettere var skabt af Cantor Hartmann,
en egen gammel Bjørn, hvis Elefanttrin dundrede i alle Hvælvinger og
som indgjød Angst blot man saae ham; men han forstod, hvad kun faae
gjør, at faae det skrigende bort af Drengestemmer, og bringe de klare
Soprantoner frem med den uskyldige Klang, som gjør et saadant Chor
saa henrivende. Skade, at den Slags Chorsang er bleven afskaffet i
Kjøbenhavns Kirker, den hørtes dog endnu, da jeg var Præst der.
Og Orgelet, det fik at føle, hvem der slog det, det mærkeligste af
alle Mennesker, Mathison Hansen. Han var dengang ung, og Kjendere
mente, at ikke al hans Musik var god; men vidunderligt var det
dog for os at høre, naar han hele Timer igjennem fortabte sig i
Fantasier, mangen Gang vilde, endog burleske nok, men dog igjen saa
usigelig henrykte, og saa majestætiske, at det lød som gav selve
Kirkens Sjæl sig Luft i dem. Noget af den havde han i sig, dog ikke
meget, men som Kunstner en Divination af hvad den maa være. Han kom
en Del hjem til os, baade for Selskabs Skyld, og fordi han skulde
lære min Søster og mig Musik. Hun lærte adskilligt, men med mig gik
det som i Kolding. Musiken slap mig altid af Hænde som en Aand, jeg
dog helst af alt vilde fange.
Weyse kom i den Tid meget til Roskilde, han havde en Ven i Hertz,
Præsten for Frue Kirke af Bjerget, som var musikalsk begavet, havde
en rummelig Præstegaard ved Domkirkepladsen, stor skyggefuld Have,
god Velstand og et godt Bord, Ting Kunstnere ikke pleie at forsmaa.
Det var en Fest at sidde i en Krog af Kirken og lytte til den store
Kunstners Orgeltoner, naar han paa Sommer-Eftermiddage havde ensomt
trukket sig tilbage til Kirken. Det var for mig, hvad Musik altid
har været, den fuldkommen rene ophøiede aandelige Skjønhed, som
hensætter mig i en anden Verden. Om den i ethvert Tilfælde virkelig
er det, kan jeg ikke bedømme, der gives jo ogsaa ringere Musik, men
er dens Indhold kun af ideal Natur, er den altid for mig et himmelsk
Trylleri. Jeg forstaaer det som Orpheu's Tilhørere, Træerne og
Stenene.
Jeg havde Domkirkepladsen og den store Udsigt mod Nordvest daglig
for Øie. Vi var fra Hjørnet af Graabrødrestræde flyttet til det
gamle Bindingsværkshus som støttet til den lille gothiske Bygning,
der dengang var Gymnastikhus, nu er Bibliothek, gaaer hen mod
Provstegaarden. Der beboede vi først den ene, siden den anden af
Leilighederne ovenpaa, venlige smaa Værelser med de herligste
Solnedgange.
Der foregik meget der, baade indre og ydre Liv, og endnu mere af hvad
jeg kommer til i næste Afsnit. Saa tarveligt end Moders Hus var,
blev det dog ikke saa lidt søgt, baade af Ældre og Yngre. I en lille
By, hvor man mere frit kan følge sin egen Lyst, er i Almindelighed
Mennesker mindre skaaren over een Kam end i Hovedstæder, og om
Roskilde end deri maatte staae tilbage for det gamle Kolding, var
der dog nok af mærkelige Skikkelser, som mine Tanker møde, naar de
søge tilbage til det gamle Hjem, men de har havt for lidt Indflydelse
paa mit Liv til at det kan lønne sig at omtale dem.
Aarene gik, og om jeg end ikke blev ordentligere i Skolen, blev jeg
dog mere arbeidsom hjemme. I Mangel af bedre Oplysninger er jeg
nødt til at betragte det som et Vidnesbyrd om at Skolelærdommen og
dens Frugt ikke havde interesseret mig saameget som den burde, at
jeg ikke er istand til at huske noget af hvad der vedrører Afgangen
fra Skolen og Adgangsexamen ved Universitetet. Havde jeg ikke havt
endnu opbevaret det selvfølgelig i den skjønneste Latin affattede
Testimonium, som Bloch medgav mig, og af dettes Datum, 27. September
1837, kunnet see, naar Skolelivet fik Ende, og af Datidens Skik
kunnet slutte, at jeg maa have taget Examen artium i de første
Dage af October; og endelig af den Charakterliste, som heldigvis
ogsaa findes, kunnet overbevise mig om, at jeg dog udmærkede mig i
adskillige Fag, endog i Latin, og kun i latinsk Stil stod tilbage,
vilde jeg ikke engang have kunnet gjøre saameget Regnskab for denne
Overgang i mit Liv.
Medens altsaa de lærde Præstationer for største Delen er slupne
bort gjennem et Hul i min Hukommelse, mindes jeg bedre Kjørslen til
Kjøbenhavn i Selskab med de fire Commilitones, thi vi »optimæ spei
adolescentes« var kun fem i Flok. Afskeden fra Hjemmet var let, vi
kunde jo saa snart vende tilbage; Veien gik naturligvis saa lystig
som muligt, den visiterende Toldbetjent ved Vesterport blev hilst med
et »omnia mea mecum porto«, og et Latterchor; vi gjorde det bekjendte
snevre Sving gjennem Gaasegaden, og holdt udenfor den anselige
Gaard paa Vandkunstens Solside, hvor Tante Christine Møller med sin
sædvanlige moderlige Forsorg havde det Kvistværelse istand til os,
som blev min Broders og min første Bolig i Kjøbenhavn.
ANDEN BOG.
UNGDOM.
FØRSTE KAPITEL.
THEOLOGI OG ÆSTHETIK.
En ny Periode er i Almindelighed ikke strax en ny Periode. Mennesket
forandrer sig ikke saa let som Tid og Sted. Om man er Student eller
Skoledreng seer jo vel ikke blot i de unge Pigers Øine, men ogsaa
i Ens egne ud som var det en mægtig Forskjellighed, dog maa man
tage sig iagt for begge Slags Øine. De er meget ungdommelige. Jeg
troer virkelig, at jeg gjorde det saameget som man med Billighed kan
forlange af en ung Fyr, der havde staaet sig godt til sin Examen.
Heller ikke var jeg endnu færdig med det Præliminære, paa Dansk,
Videnskabens Forgaard. Der skulde den Gang i det første Aar endnu
tages to Examiner, en filologisk om Vinteren, hvortil ogsaa hørte
Historie, Hebraisk og noget høiere Mathematik, og en filosofisk
næste Sommer, hvortil hørte noget Fysik og Astronomi. Kunde man til
Filologien saa byde en Tilgift af noget, man havde studeret paa egen
Haand, kunde det føre til Udmærkelse.
Jeg tænkte intet andet derved, end at dette var en fornyet Skolegang,
som man ikke turde forsømme, at da det var morsomt at komme sammen
med saamange nye Ansigter fra alle Landets Egne, passede jeg mine
Timer paa Universitetet meget ordentligt, og da Lærdommen dog havde
faaet Charakteren af et friere Studium, behagede den mig mere.
I Filologien fulgte jeg min Faders Spor, og studerede i Stilhed
Persius's Satirer og Sofokles's Antigone. Og da Filosofiens Tid kom,
fordybede jeg mig i Sibberns ligesaa grundige som mangengang pudsige
Bøger, og lyttede med Begeistring til Martensens livfulde Foredrag --
en aldeles overjordisk Visdom, som rigtignok tiltrods for de bugnende
Anelser trykkede mig flad. Endogsaa bogstavelig, da Auditoriet blev
saa overfyldt baade af ældre Studenter og ikke Studenter, at vi, som
var de mindste, blev presset ind mod Væggen eller maatte krybe op i
Vinduerne. Alt dette tiltalte, og jeg kom fra begge Examinerne med
Udmærkelse i alle Hovedfagene og meget-godt i de mathematiske Fag.
Det sidste Efterslæt af Skolelærdommen var altsaa bragt i Lade, og
jeg stod overfor Livets store Spørgsmaal: Hvad skal du blive til?
Nu maatte min Sjæls indre Trang engang komme til Orde. Det skulde
vise sig, om der var nogen Sandhed i den Røst, der altid havde
hvisket: Hvad er vel det Arbeide, der saadan foreskrives, du vil dog
noget selv! Hvad vilde jeg da?
Ungdomsdrømme er Anelser om et høit Maal, men hvilken Skikkelse
Maalet har, hvilke Veie der føre til det, og hvor Foden skal sættes
Skridt for Skridt, forstaaes først naar Maalet forlængst er valgt.
Det hedder for en ung Student, hvilket Studium vil du vælge? Hvor
ligge dine Evner? Hvad vil du være og blive til?
Hvad mig angaaer, kan jeg ikke sige andet derom, end at jeg selv
vidste ingen Ting. Mine Idealer havde været Drømme, der nu svandt for
Dagslyset. Kun Gud vidste det, og han vilde det, jeg skulde blive
Kirkens Mand.
Men hvorledes bliver en saadan afgjørende Sag kundbar for et famlende
Menneske? Jeg tænker, ligesom andre Livets store Sager. De komme som
spæde Spirer frem af ubegribelig Jordbund. Der kan i Familier ligesom
i Folket komme noget til Orde uden at man seer Grunden dertil, dog
kan det have vidtrækkende Følger. Nu fortalte min Moder, at Fader, da
han saae den Dreng, hun havde født ham, udbrød: Han har et Par gode
Næver, de seer ud som de skulde bruges til at slaae i en Prædikestol.
Tilfældige Ord faae ingen Magt, uden der i Sjælen er Sangbund for
dem. Dette maa der have været hos mig, thi skjønt jeg ikke kan
indestaae for, at dette Ord just var Grunden til, at jeg fik den
Forestilling, at jeg skulde være Præst, saa var den dog, tiltrods for
Mangel paa Christendom, allerede fæstnet hos mig i min Skoletid.
Min Moder havde ogsaa den Tanke, og kan have yttret den eller
forudsat den i sine Yttringer, naar Leilighed var, men egentlig
paavirket mig har hun ikke. Det er mig selv, der har gaaet i
Styrelsens Ledebaand uden at fatte det, og uden endnu at vide andet
derom end at, da Tiden kom, ansaae jeg den Sag for afgjort. Ja, endnu
mere underligt, uden at jeg den Dag idag er istand til at sige, om
dette var det rette Kald for mig; kun at jeg er usigelig taknemlig
for at jeg, tiltrods for at det i saa mange Maader ikke er for mig,
dog har faaet det.
Ligefuldt kom der Betænkeligheder, da Afgjørelsen skulde træffes. Man
har kun eet Liv, og i den Alder troer man sig fri i Valget og har Sky
for Skjebnen, siden bliver man fortrolig med den. Betænkelighederne
bestod ikke just i Ængstelse for det hellige Kald, det forstod jeg
mig altfor lidt paa, snarere i, at der dog kunde være saa meget
andet, jeg havde Lyst til. Det var i November (1838), skummelt Veir
ude og ikke mindre i mit Sind. Yderst nedtrykt sad jeg og læste i min
hebraiske Bibel, den Side af Theologien kjendte jeg idetmindste, men
jeg vidste ikke, om jeg turde gaae videre, vilde gjerne have Raad.
Da skete det, som mest af alt viste, hvor jeg famlede i det. Den jeg
søgte Raad hos, var en Jøde uden Religion, og en Mand, som andre
mindst vilde have søgt til. Men han havde vundet mit Hjærte, jeg
troede paa ham.
Der var i Studenterverdenen en i flere Slægtled velkjendt Litterat,
Israel Levin, en lille sværtbygget, langarmet, platfodet Person
med et stort Hoved og intelligente Træk, en Typus paa sin forkuede
Race. Som bestandige Studenter ofte gjør, søgte han gjerne de
Yngstes Selskab, og var med sin utrættelige Veltalenhed og sin kun
altfor ofte ikke just fine, til Tider endog cyniske Livserfaring,
underholdende nok. Han havde udkaaret mig til sin særdeles Ven og
pleiede at gjøre lange Vandringer med mig til sent ud paa Aftenen, og
den Samtale, han gav et sokratisk Sving, var virkelig belærende.
Da jeg saa ved hans Undersøgelse af mit Væsen let kom til at yttre,
hvad der trykkede mig, gik han strax ind derpaa med stor Grundighed,
talte med dyb Alvor og meget rigtig om, hvad en Præst maa være, hvad
Trosliv, Prædikant og Sjælesørger vil sige. Endelig kom Raadet. Jeg
kunde gaae en af flere Veie. Enten kunde jeg skrive en Novelle, hvori
saadan Sjælekamp blev gjennemført, det vilde klare mine Tanker, og
som hos Goethe lette Byrden. Jeg sagde det ikke, men jeg følte strax,
at dette var et udenoms Sving. Meningen var kun at lade mig vide, at
denne aandrige Udvei laa ham selv nærmest. Saa fulgte da ogsaa det
andet: jeg kunde betroe mig til en Mand, jeg havde fuld Tillid til.
Hvem kunde det være? For Ex. Sibbern, og nu fordybede han sig i en
virkelig smuk Skildring af den gode Filosof, den Slags Undersøgelser
forstod han.
Det Raad syntes mig ikke daarligt. Jeg skrev virkelig Dagen efter
et langt Brev til Sibbern, som jeg tænkte selv at bringe ham. Men
da jeg havde faaet mig udtalt for mig selv, stod det klarere for
mig, at ingen dog kan tage sin Skjebne i sin egen Haand, og Valg og
Grunde vil ikke meget sige, der var intet andet for end at give sig
Gud i Vold. Jeg begyndte altsaa uden stort Mod, dog ganske ordentlig
paa Studiet, og fyldte min Dag med Forelæsningstimer. Heller ikke
fik jeg Grund til at fortryde det. Jeg var kun i en tvivlsom Grad
en Christen, men det forlangtes ikke heller. For det første var jeg
kun Theolog, og Theologien var netop dengang anseet for en ligesaa
hæderlig som naadig Frue at tjene, nok istand til at blænde. Jeg kom
da ogsaa snart høit op i fuld Flugt paa hendes fantastiske Vinger,
farlige nok.
Det laa saa i Tiden. Man maa have levet i den Tid for at kunne
gjøre sig en Forestilling om dens underlige Væsen, ja, for blot at
kunne troe paa Muligheden deraf. Under den tyske Filosofis Enevælde
ivrede alle Tanker for at bygge paa Fantasteriets Babelstaarn; hvad
vi hørte omkring os var intet mindre, end at enhver Stortaler satte
sin nærmeste Livsopgave i at bygge et endnu høiere. Universet med
alle dets store og smaa Lønkamre var afsøgt og klaret i Begrebet,
alle Gaader var løste, Hegel og hans berlinske Discipelskare havde
fuldbragt Værket. Men derved var ogsaa Kunstgrebet afsløret, og
Kampprisen fremlagt. Det maatte kunne eftergjøres og bringes endnu
videre, man skulde kun bygge sit eget System og gaae ud over Hegel,
og selv blive Aandeverdenens Stormand. Vi indaandede snart ingen
anden Luft, det eneste vi ved Universitetet hørte, der klang som en
Fremtidsrøst, var Martensens glimrende Tale, og der var ikke saa lidt
i den af luftige Stene til den Slags Bygning.
Theologien er nu den Gudinde, der byder Evighedens Forstaaelse frem
som den Ærens Krands, enhver af dens Adepter skal kunne vikle om sin
Pande, Panden være nu høi eller lav, blot han er den himmelske Frues
tro Svend, og hun havde dengang sin Glands-Periode. Alle Aander svor
til Theologien, den var Aandrighedens Helligaand, og havde vundet
sig en ny Skikkelse. Var hverken Skriftlærdom eller Kirkens Troslære
eller en Præsteskole, sligt var aflagte Stadier, den var speculativ.
Dette mystiske Ord, der optraadte med det »Absolutes« Klang, glimted
gjennem enhver af vor Mesters Kraftsætninger som Solens Blink i et
Vandspring. Hvorfra det kom vidste vi ikke, det foer forbi som et
Trylleri. Men da det kom til nogen bedre Forstaaelse, viste det sig
at være den Kunst med et eklektisk Aggregat af tydske Systemer at
kunne bringe Christendommens Mysterier ind under Begrebets Dagslys,
saa sikkert som havde man en Engel sat i Spiritus stillet frem til
Analysering.
Credo, ut intelligam, var Formlen, hvorefter den skulde analyseres.
Troen »poneres«, Englen sættes frem. Derefter begynder Intelligensen
at lade sine Straaler falde gjennem alle dens Hjærteslag, Nerver og
Muskler. Alt blev gjort fuldkommen klart, paa speculativ Maade; kun
var det ikke ganske klart, hvorledes det vilde gaae, hvis den bly
Genius, ubehageligt berørt af Intelligensens kolde Instrumenter,
skulde give sig til at forsvinde.
Credo, ut intelligam -- vi kom meget let hen over Credo,
Intelligensens glimrende Rustning var os Hovedsagen, og vi
høittalende Vaabensvende forsømte ikke at lade den blinke vidt
henover den aandløse Verden -- aandløs var den jo allerede dømt
at være fra Æsthetikens Dage af. Vi var en ny Tids Børn, og Folk
som Sibbern og Mynster, Clausen og Grundtvig maatte see at dække
sig, hvis Blinket skar dem i Øinene. Ak ja, Forfængeligheders
Forfængelighed! Heldigvis groede der dog ogsaa mere ægte Vin omkring
mig. Men der skulde gaae adskillige Aar inden jeg modnedes til at
faae Smag paa den, og den var der saameget at fylde i, at jeg maa
tage mig et længere Afsnit til at fortælle derom, inden jeg kan igjen
vende tilbage til Christendommen.
Fra October 1839 boede jeg paa Regentsen. For at faae Plads der, maa
jeg have gjort min Opvartning hos de lærde Foresatte, men derom har
jeg aldeles ingen Erindring. Kun at jeg den første Vinter beboede et
trist Rum nederst i sjette Gang ud til Kannikestræde, men om Foraaret
flyttede over i et solbeskinnet til Gaarden paa første Gang Nr. 4,
under alle Regentianernes Ven, den gode grønne Lind.
Min Moder var ikke istand til at understøtte sine Sønner med andet
end at tage imod os paa vore hyppige Besøg i Roskilde. Det var paa
Tide, at jeg selv skulde fortjene noget at leve af, men dette har
altid været min svage Side. Jeg var saa fattig som vel muligt, og
havde mere Lyst til at undvære end til at anstrenge mig.
Jeg var saa heldig at kunne faae min Middagsmad hos den kjære Tante
Christine Møllers altid aabne Bord, men forresten hjalp jeg mig med
mit knappe Communitetsstipendium. Min Føde hjemme bestod af Rugbrød
med Smør paa til 1 Mark Pundet, og en Kop Kjøbenhavnsk Melk eller
»Regentsthe« til. Stipendiet var 5 Rdl. om Maaneden, og hvorvel jeg
ikke brugte stort mere end det halve deraf til Mad, og bekymret lagde
det øvrige hen til Klæder, var det dog ikke muligt at komme igjennem
dermed. Dog gik det, ubegribeligt nok. Jeg kunde ganske vist have
bedet en og anden af mine Slægtninge om at hjælpe mig med en Skræder-
eller Skomagerregning, og det var ikke blevet mig afslaaet. Men
jeg har aldrig gjort det, saalidt som jeg nogensinde har laant af
Kammerader. Hellere var jeg tarvelig til det yderste. Min Moders Aand
var i mig. I den værste Nød kom der saa en og anden Hjælp af slet
betalte Undervisningstimer.
Endnu følgende mine Drengevaner gik jeg meget i Naturen, men
ogsaa naar jeg forlængede mine Vandringer til Dyrehaven og de
andre Kjøbenhavnske Skovegne, vovede jeg mig dog ikke ind paa
Beværtningssteder, men havde hellere mit Smørrebrød med i min
Botaniserkasse.
Paa disse Vandringer vænte jeg mig til at læse gaaende. Dosseringerne
ere bekvemme dertil, og Veiret agtede jeg lidet paa, blot det ikke
regnede. Jeg har paa de Veie læst mange Ting, ikke just lettere,
helst det strenge og vidtløftige, som Hegels Forelæsninger,
Æsthetiken, Religionsfilosofien, Historiens Filosofi, og Goethes
Skrifter, Romanerne, hans Levned og hans videnskabelige Sager,
hvoraf især Farvelæren beskjæftigede mig meget. I en senere Tid har
jeg ogsaa indtaget en stor Del af Søren Kierkegaards Skrifter paa
gaaende Fod. Det har altid syntes mig at forhøie Indtrykket, naar jeg
læser ude. Omgivelserne danne en skjøn Ramme, og de Drømme der under
Betragtning af Naturen komme af sig selv, faae et eget Liv, naar de
gjennemtrækkes af de store Forfatteres Tanker, man ved Læsningen er
opfyldt af.