der laante mig nogle Bind af ham, var Israel Levin, men jeg vilde
selv eie hans samlede Skrifter. For at opnaae dette tog jeg Mod
til mig og bad Reitzel om at maatte afbetale dem efterhaanden. Den
godmodige Mand tilstod mig det smilende, i Erindring om min Fader.
Han kunde ogsaa være ganske rolig, til ikke at betale en Gjæld havde
jeg altfor lidt Erfaring.
Men min kjære Moder kunde ikke være saa ganske rolig. Saameget
hun end havde læst med os, havde hun altid holdt Goethe udenfor
Huset. Hun lagde ham hen til samme Side som den hende ligesaa
lidt tiltalende franske Litteratur. Imidlertid var hendes og alle
Moralisters Frygt dog ikke saa begrundet, som den med Bøgerne paa
Bordet lettelig kan bevises at være.
Vi var hidsige, og vi forfegtede til sidste Ord en Digters Ret til
at give sit Billede helt, og vi væbnede os med filosofiske Fraser.
Men Moder kunde ligefuldt med fuld Føie svare: I mener det ikke. Hun
tænkte paa Digterens Frivolitet, hvorom vi ganske rigtig intet mente;
men vi kunde ikke blive enig med hende, fordi hun havde sin gode
Grund til ikke at ville høre noget om Kunstens Herlighed. Imidlertid
var Moders Ord ikke uden Magt over mig, det har de aldrig været.
Shakespeare dukkede paa samme Tid eller vel lidt senere op over min
hjemlige Horizont, thi for Moder havde ogsaa han været for stærk. Men
jeg havde min Ven Lunddahl at dele min Fryd med, og hos ham gik jeg
ikke feil. Han kunde Replikerne af Foersoms Oversættelse udenad, og
var istand til at give Falstaff paa staaende Fod. Ikke mindre at tage
til sin klangfulde Bas i Stumper af Macbeth, Othello og Kong Lear,
heller ikke mindre i det mindste i Aanden at sætte sit Liv til for
Desdemona og Imogen.
Med vore hjemlige Digtere gik det mig ikke særdeles godt.
Oehlenschlæger har aldrig ret været min Mand. Jeg savnede hos ham,
hvad der er en Digters rette Rustkammer, Charakterens Styrke og
Lidenskabernes Kogekjedel.
Af vore Lyrikere satte jeg ubetinget Poul Møller høist, saa lidt
han end har skrevet. Det var atter Charakteren, der tiltalte. Med
Christian Winther, som var Datidens udkaarne, næsten eneherskende
Sanger, gik det mig omtrent som med Goethe. Samme Tankegang, som
jeg anvendte paa de største Digtere, fulgte jeg i det Hele ved alt,
hvad jeg læste af skjøn Litteratur, og i den Tid læste jeg overmaade
meget i den Retning. Siden har jeg læst meget lidt udenfor mine
videnskabelige Studier; kun til Tider igjen vovet mig ud paa Kunstens
bevægelige Hav, men ellers mest maattet tære paa Indtrykkene fra
Ungdommens Dage. Selv at forsøge mig som Digter, var der i den Tid
af mit Liv ingen Tanke om, ikke engang en Forudfølelse af, at det
nogensinde kunde skee.
Universitetsstudiet blev derved en Del splittet og forsinket.
Imidlertid kom det mig tilgode, at jeg, siden jeg fik den
forunderlige drømmende Lediggang, som jeg led saameget af i min
Skoletid, aflagt, har været overordentlig flittig i al boglig Kunst.
Trods alt hvad jeg fik Tid til, holdt jeg mig dog ligesaa stadig til
mine theologiske Lectier som nogen anden flittig Student. Jeg saae
mig ogsaa i dette Fag ganske vist videre om, end hvad der forlangtes
i Collegiehefterne og i den Anvisning til at gjøre sig færdig paa
tre Aar, som Professor Clausen overrakte os. Jeg sled i den hegelske
Filosofi, saa mit Hoved knagede, men jeg forsømte heller ikke de
skjønne speculative Værker, hvori hans Disciple af christelig Retning
søgte med hans Tryllestav at tugte gammel Theologi til at flyde i
klarede Strømme gjennem Nutidens Hjærner. Stort troede jeg ikke paa
nogen af Delene, men jeg havde endnu intet andet at holde mig til,
og jeg gjorde min Pligt med at lære Kunststykket. I Følelsen af, at
det var, hvad det idetmindste for mig ogsaa i Virkeligheden var en
Skolelectie, indrettede jeg mig ogsaa ganske ordentlig derefter, i
Haab om dog om muligt at kunne gjøre Clausens Anvisning Fyldest. Et
ganske forgjæves Haab, Gud vilde det anderledes.
ANDET KAPITEL.
FAMILIE OG VENNER.
Ungdommen er Venskabets Tid, i det øvrige Liv maa man hovedsagelig
leve af den Beholdning, man har reddet af Venner fra de gode Dage.
Falde saa ogsaa de fra, er man ene. Lykkelig da den, der i Tide kan
skaffe sig en god Beholdning. Skolekammerader vil ikke meget sige,
de maa først undergaae en Omformning, før de blive brugelige for
Livet, og de fleste smelte bort under den. Først er man henvist til
Familien og dens Venner, der er Arven, man faaer for intet.
I den første Studentersommer gjorde Broder Christian og jeg en
Opdagelsesreise i Retning af at samle Familievenner. Vi kjørte med
Dagvogn til Præstø, og drog videre paa vor Fod til Kallehave, færgede
over Ulfsund, og kom som et Par unge Lemmer, der gjerne vilde fæstnes
til en gammel Stamme, til Provstegaarden i Stege. Visselig blev vi
ogsaa varmt nok fæstnede, der var Arme nok, som kappedes om at faae
det Arbeide gjort i en Hast. Alt gik i en Hast i det Hus.
Faderen, Daniel Smith, en Broder til min Moders første Mand og
min Faders Collega i Roskilde, lod sin Tunge løbe med ubegribelig
Hast, i Latter, i alskens ungdommelige Historier og i rørende Tale.
Sønnerne var alle hjemme i Ferietiden, og gjorde hver deres Talenter
saa høirøstet gjældende, at man kunde blive bange for, de ovre paa
den sjællandske Kyst skulde troe, der i det stille Stege avledes
Revolution i de hede Sommerdage. Saameget mere som der endnu var
stærkere Ferment.
Døttrene havde samme Tungegaver, og selvfølgelig varmere Hænder at
gesticulere med og varmere Blikke til at brænde Foredraget ind med.
Broder Caspar var ikke gaaet helt fri nogle Aar i Forveien, og det
havde vistnok været bedst for ham, om han havde pleiet den Følelse
for den ældste, han dengang fik. Jeg troer heller ikke, at hun
nogensinde glemte ham, men naar jeg sagde til ham: Hvorfor tog du dog
ikke Mine? Svarede han sørgmodig: Det var Synd, hun skulde vente paa
mig. Imidlertid blev hun aldrig gift.
Efter en fjorten Dags Tid drog vi videre til Lolland paa nye
Opdagelser. Jeg har allerede omtalt min Farbroder Christians Hus, nu
var det flyttet, han havde allerede i mange Aar havt Berritsgaard paa
Guldborgland i Forpagtning, og den Sommer vi besøgte ham, var hans
sextende Barn kommen til Verden.
Min Farbroder var en begavet og forholdsvis dannet Mand, djærv og
morsom. Efter sit varme Hjærte og den Kjærlighed han havde havt til
vor Fader, tog han mod os med Favntag, Kys og Taarer. Hans Hustru
indlemmede os uden videre i sin Flok, satte sin bedste Mad for os, og
saae moderlig vor meget mangelfulde Garderobe efter i Sømmene. Vore
Fættere vare praktiske Folk, og vore Kusiner havde jo vel Hjærter,
men os Herrer i Aandernes Rige syntes de dog at smage lidt formeget
af Melkestuen, hvorvel denne var yderst proper. Det var et fuldkommen
Driverliv, som jeg imidlertid havde det Udbytte af for første Gang at
see den landlige Bedrift, som nu er mig saa hjemlig.
Denne Reise gjorde jeg fire Aar i Træk omtrent i samme Form, men
siden somoftest i Selskab med min anden Farbroder Adolfs Børn. Denne
Gren af Familien, som i een Henseende var dens Glands og Stolthed,
var i en anden det tragiske Element i den.
Johan Adolf Fibiger havde tidlig udmærket sig ved sit litterære
Talent, men ogsaa ved sin ikke vel sete Frisindethed. Han havde fra
en ung Alder været Lærer ved Landkadetakademiet, og da den militære
Høiskole blev oprettet 1830, blev han kaaret til den første Bestyrer.
Han var militær Forfatter, redigerede Armeens Tidsskrift, og med
sin klare Tænkning, sit hurtige Hoved og sin Trang til Fremskridt
arbeidede han flittig paa Planer til Landets Forsvar. Han stiftede
en militær Læseforening med tilhørende selskabelig Sammenkomst,
og skaffede ogsaa Underofficeerer Adgang dertil. Man tænke sig,
Underofficeerer i deres Overordnedes Klub, og dette i Frederik den
sjettes Tid! Endog endnu vilde det være forfærdeligt.
I Fremskridtsaaret 1830 gjorde han sin Lykke, men kunde ikke
bevare den længe. Bestyrelsen af Høiskolen var delt mellem ham og
Abrahamson som Undervisningschef. Abrahamson gjorde sin Myndighed
gjældende paa en Maade min Onkel ikke mente at kunne finde sig i,
de var begge regjerende Aander, og stødte saa voldsomt sammen, at
Kongen maatte skille dem ad. Jeg veed ikke nøiere, om hvilke Punkter
det dreiede sig; at min Onkel ikke havde ganske Uret, synes mig at
fremgaae deraf, at Kongens mægtige Yndling fik samme Straf som han.
De blev begge fjernede fra deres Stilling, han blev Udskrivningschef
i Jylland, og Abrahamson i Fyen. Denne Katastrofe havde en
gjennemgribende Virkning paa hans Skjebne, han naaede ikke mere en
Stilling svarende til hans Evner, hans Ærgjerrighed var knækket, hans
litterære Virksomhed sank sammen, og samtidig blev hans Familieliv
ødelagt.
Hans Hustru var et saa eget Væsen, at man ikke skulde troe sligt
kunde findes. Hun og hendes Søster, Forpagterkonen paa Lolland, var
Døttre af en Underofficeer og Kasernemarketender, begge Skjønheder,
fine, elegante i sydlandsk Stil, skjønt deres Navn, Aasen, synes
norsk. Farbroder Adolf var i sin Ungdom en smuk Skikkelse, vittig,
dristig og fordomsfri. At han fandt sin Brud i Marketenderiet er let
forstaaeligt, og hans beskedne, troskyldige, men langtfra smukke
Broder, Sømanden, er formodentlig derved bleven hjulpen til sin. Den
første, Margrete, var i den sentimentale blufærdige Retning, den
anden, Marie, i den lattermild sandselige.
Da jeg lærte Tante Grete at kjende, nærmede hun sig allerede til de
halvhundrede Aar og var Moder til elleve Børn, hvoraf den yngste
var ti Aar, men var endnu en Skjønhed, slank og fint bygget, med
regelmæssige smalle Træk, høi klar Pande, ravnesorte Haar og et Par
mørke, overvældende store Øine, som naar de sværmerisk opsloges, saae
ud som en Helgens. Hun bevægede sig stille og afmaalt, talte med en
fin smægtende Stemme, og da hun yndede at gaae i hvidt, kan jeg ikke
ligne hende ved andet end »den hvide Dame«. Hun var svag og nervøs,
og blev i den Retning noget fordringsfuld. Hun kunde ikke taale at
see visse Farver og visse Ansigter. Sin Svogers, Artilleristens Børn,
der var lyshaarede, yndede hun ikke at see, deres Haar var saa grønt,
sagde hun; og en af hendes egne Døttre, der var lidt forvoxen, holdt
hun fjernet fra sig. Da hun kom til Berritsgaard, sagde hun medens
hendes Svoger hjalp hende af Vognen: »Det maa du love mig, Christian,
at du aldrig vil sige mig imod, mens jeg er her, for det kan jeg ikke
taale.« Han forsøgte selvfølgelig med Vittigheder, hvad der ikke
kunde gaae med Modsigelse. Sine Børn forgudede hun -- »kom og lad
mig see min deilige Datter!« Saa fortabte hun sig i Beskuelsen, og
det kan ikke nægtes, at naar Datteren omslyngede hende og saae op i
hendes Aandeøine, tog det sig ud.
Iøvrigt var hun forstandig, havde megen Skjønhedssands og førte et
smukt og smagfuldt Hus. Naar man havde overvundet sin Forbauselse,
fandt man hende elskværdig, og hun var meget kjærlig mod den »der
ikke var hende imod,« hvilket jeg nød godt af. Jeg holdt overmaade
meget af hende, og kunde tilbringe Timer i fortrolig Samtale med
hende.
Den ældste Søn, Adolf, var Familiens Afgud. Han var ogsaa, jeg kunde
gjerne sige, det mest begavede Menneske, jeg har kjendt; men det
forstaaer sig, Talenter staae først deres Prøve i Livets Arbeide,
og han blev for tidlig bortrykket til at det kunde skee. Voldsom
lidenskabelig, spillende bevægelig i Aand og Hjærte som i sit fine
elastiske Legeme, var han saa flyvende veltalende, saa aandfuld,
vittig, billedrig og smagfuld i sin Tale, at man timevis kunde lytte
til den som til Musik. Han kunde gjøre en Flok Børn forrykte af
Glæde, naar han med sin uudtømmelige Opfindsomhed tog sig for at
føre Legen an. Han skrev med stor Lethed smukke følelsesfulde eller
komiske Vers, spillede Komedie som en Skuespiller, gav en Pierrot som
ingen anden, og var i alle Maader et pragtfuldt Foster af den glade
Vaudeville-Tid.
Saa var han saa følelsesfuld, at naar han med sine livfulde
Bevægelser lagde Haanden paa Ens Skulder for at sige et hjærteligt
Ord, stod Taarerne ham i Øinene, og man fik en Fornemmelse af, at
han kunde sætte Livet til for sine Venner. For en stor Sag var der
ingen Tvivl om, at han kunde det, han satte i det mindste een Gang
sin Stilling til for Frihedens Sag, og vidste godt, hvad han vovede.
Han holdt i et politisk Selskab en Tale »for den demokratiske Aand i
Folket«, hvorfor han blev forviist til Holsten. »Skal Hæren føres mod
Folket, skyder jeg mig en Kugle for Panden,« sagde han, »jeg kan ikke
svigte min Faneed, og jeg kan ikke kjæmpe mod mit Folk.« Og jeg troer
ham til, at han havde holdt sit Ord.
Saa var han saa arbeidsom og nøiagtig i sine Studier, at han
udmærkede sig ved enhver Prøve, og blev en af dem, der bidrog til at
kaste Glands over den nye Høiskole. Denne havde i det Hele i sine
første Aar glimrende Elever, som hans Kammerad Verner Læssøe, der
i den Tid ikke saa lidt lignede ham, Oswald Marstrand, Andræ osv.
Allerede i en Alder af 27 Aar var han Captain i Ingeniørcorpset,
tiltrods for at han var en af de hidsigste i den liberale Kreds, en
nøie Ven af Orla Lehmann; men han blev kun 28 Aar.
Hans hele Temperament havde ført til adskillige Udskeielser i
erotisk Retning, en Kjærlighedshistorie med en ikke jævnbyrdig Pige
forfulgte ham i hans holstenske Forviisning, og Fortvivlelse derover
i Forening med den voldsomme Bevægelse, Frihedsforhaabningerne i
1839 satte ham i, gjorde, at en Forkjølelse, han havde paadraget sig
ved Ingeniørarbeide i den haarde Vestenhavs Storm, udviklede sig
til Lungetæring. I Haab om Bedring gik han med Fregatten Bellona i
Sommeren 1840 til Madeira, men vendte næste Foraar døende tilbage.
Han har ikke efterladt sig andre Skrifter end den smukke lille Bog:
Fortællinger af Danmarks Historie, skrevne til Folkeoplysning.
Stykker af den har ogsaa fundet Vei til Læsebøgerne. Hans Ven
Vilhelm Marstrand har gjort en fortrinlig Blyantstegning af ham;
selv var han ogsaa en dygtig Tegner. Den anden Søn, Axel, var i
alle Maader mere jævn. Han blev en brav Kavallerist, gjorde som
Eskadronschef god Tjeneste i den første slesvigske Krig, og lever
endnu med sin Familie i Kjøbenhavn[2].
[2] Er død efter at dette blev skrevet. Udg.
De to yngste lignede mere Adolf. De havde begge samme velconstruerede
Hjærne, der kunde lære alt, hvad det skulde være, og saa hurtig det
skulde være, undtagen Musik, det havde ingen af den Gren af Familien
Sands for, men ogsaa saa stærke Lidenskaber, at det kastede en Skygge
over deres Liv. Otto døde som Rector i Horsens, temmelig nedbrudt paa
Sjæl og Legeme, Vilhelm fandt allerede som theologisk Kandidat, men
uden Christendom, fortvivlet over en ulykkelig Kjærlighed, sin Død af
Brystsyge i Neapel.
Døttrene var ligesaa mærkelige. Ilia, som var tre Aar ældre end jeg,
bar allerede, da jeg lærte hende at kjende, paa det Hjærtesaar, hun
aldrig forvandt, som vel endog blev sværere med Tiden, og maaskee
var det stærkeste Motiv til hendes verdensforsagende Liv. Hun var
kun 16 Aar, da hun forelskede sig i den i sin Ungdom overordentlig
smukke Oswald Marstrand, hendes Broders Ven. Hendes Lidenskab var
saa voldsom, at hun kunde gaae fra sig selv, endog engang besvimede
blot ved at see ham i Afstand. Han gjengjældte aldrig hendes Følelse,
skjønt Adolf, som ikke havde Betænkelighed ved noget dristigt Skridt,
friede for hende. Men hun var en overordentlig Charakter, hun bar
sin Smerte saa godt, at man intet kunde mærke, naar man ikke kjendte
Grunden til de tungsindige Trækninger, der uden Anledning kunde gaae
over hendes Aasyn. Hun var sædvanlig i høi Grad livfuld, hurtig
i sin Tale, aandfuld, vittig, noget satirisk, yndede Paradoxer,
hvorfor vi altid disputerede, men hun havde ikke den skjønt udformede
Veltalenhed som Broderen. Let og slank som Moderen var hun lysere og
havde intet af det smægtende Væsen, men mere af Faderens Træk. Hun
var smuk, men havde et eget paafaldende Væsen, og intet af andre unge
Pigers Lyster, jeg har for Ex. aldrig seet hende dandse.
Mathilde, der ogsaa er bleven bekjendt som dristig Forfatterinde,
var dengang et Barn, som endnu stod i Skygge for den Søster, der
var nærmest foran hende i Alder, Anna, en yndig lille Pige, altid
dandsende med flagrende Lokker, farende i Armene paa enhver, hun
blev henrykt over, seende ud som et Vidunderbarn med sine spillende
Træk og sin begeistrede Tale. Hun lignede mest sin ældste Broder,
men hun udviklede sig ikke ganske saaledes som vi havde ventet. Da
hun blev voxen, beholdt hun sit barnlige Væsen og sit gode Hjærte,
ogsaa de heftige Bevægelser, men hendes Interesser indskrænkede sig
væsentlig til det Familiære. Hun blev Moder til Karl Gjellerup. Af de
to mellemste Søstre udmærkede den ene sig ved blomstrende Skjønhed og
hjærtelig Følsomhed som Moderen, den anden, den noget forvoxne, som
lignede Ilia, ved en stærk, men af Skjebnen forknyttet Charakter.
Det var et forunderligt Sæt Børn, jeg har i ingen anden Familie
seet noget saa overraskende. Maatte altid tænke, formeget baade af
skarp Forstand og farlig Følelse. Men ikke vel organiseret. Selv
de stærkest begavede af dem havde dog ikke den Genialitet, som
frembringer af det Bedste i sin Retning. Deres Overlegenhed viste sig
mere i en Charakterstyrke, som intet skyer. Det var dem som i Kjødet
baaren, enten være den, jeg er, eller knuses, eller er Forholdene
for slappe til at knuse, saa forfalde. Deres Moder, tilsyneladende
det mest forsagende og sarteste Væsen, havde samme Urokkelighed. Hun
holdt sig til, at det var hende umuligt, physisk umuligt at være og
at gjøre andet end hun gjorde. Det blev Familiens Ulykke.
Medens de levede paa Høiskolen var det deres glimrende Tid. Vi var
nær ved at betragte det som en Æventyrverden, naar vi kom der. Den
vidtløftige Bygning -- den laa paa det nuværende Theaters Plads
med en Kanal bag sig -- med sin store Forhal, brede Korridorer,
Samlinger, Bibliothek, Laboratorium, Læsesale osv., som man maatte
forbi, inden man naaede Chefens Bolig, bidrog til at imponere, og
Familiens Talent til at sætte de mest burleske Festiviteter i Scene,
fuldendte Indtrykket. Det var vel i Vinteren 1835-36, da vi, indkomne
fra Roskilde, var med til Opførelsen af Barselstuen og derefter
Kostumebal. Oswald Marstrand var den smukke Barselkone, som hans
Broder har malet paa sit bekjendte Billede, Caspar gav mesterlig
Doctoren og Adolf ikke mindre Barberen. Ilia var som skabt til den
fornemme Frue, og jeg fik Lov til som Page at bære hendes Slæb, en
Rolle jeg da alle Dage har maattet spille med hende.
Men Lykken vendte sig altfor snart. Der viste sig mere og mere et
daarligt Forhold mellem Forældrene, og da jeg blev Student, levede
de allerede adskilte. Grunden til saadant er altid vanskelig at see.
Min Farbroder var som sine Brødre egnet til at være en god Fader og
Ægtemand, men økonomisk Ruin, som let nok kommer for en knap lønnet
Militær med en stor Familie og i en Stilling, hvor der maa gjøres
Hus, gjorde ham fortvivlet og han var hidsig. Han søgte at bøde paa
sine Kaar ved at sende sin Familie bort om Sommeren, hvorved det
gjæstfrie Forpagterhus paa Lolland var ham paa det hjærteligste
behjælpelig, men denne Adskillelse kunde ikke gjøre Forholdet bedre.
Da han i 1836 blev forflyttet til Jylland, blev det baade sværere og
bittrere. De levede ikke længe sammen i Veile, saa forlod hans Hustru
ham og flyttede til Kjøbenhavn med alle Børnene, paa den Datter nær,
som hun ikke kunde taale at see.
Der ymtedes om Utroskab fra hans Side, og saa vidt jeg veed, har hans
Hustru ved Skilsmissen gjort dette gjældende. Min anden Farbroders,
Scavenius Fibigers Hustru, som var mest indviet i Sagen, troede ikke
derpaa. Dog pleiede hun at sige: Grete kan have sine Feil, men hun
har ogsaa lidt meget, for Adolf er haard. Dog holdt hun meget af sin
Svoger; og Stiftsprovst Tryde, der som mæglende Præst havde Sagen
under Behandling, yttrede paa den anden Side, at saaofte han end
havde seet det ufordrageligste, havde han dog aldrig truffet haardere
Mennesker end denne Frue og hendes Datter. Thi det var det sørgelige,
at Ilia stod ved Moderens Side under disse Scener.
Skilsmissen blev fuldført i mit første Studenteraar, medens jeg endnu
ikke var kommen dem saa nær som senere. Selvfølgelig blev det paa
begge Sider deres Ulykke, og Børnene kom til at bøde for Forældrenes
Brøde. Han blev en ringere Mand, og hun hentæredes. Men dette kommer
jeg tilbage til.
For at fuldføre Familiekrøniken tager jeg her den yngste Gren af min
Fædreneslægt med.
Jakob Scavenius Fibiger var en lille, høiskuldret Knub, som hans
Brødre kaldte Kanonproppen fordi han var Artillerist, og paa Grund
af hans tilbageholdende og noget ubehjælpsomme Væsen, fra først af
ikke holdt høit i Ære. Men han var langtfra at fortjene det. I hans
store og smukke Hoved boede der lige saa store og smukke Tanker, og
med sin overordentlige Grundighed, Samvittighedsfuldhed og rolige
Flid arbeidede han sig efterhaanden frem til at blive sin Tids
ypperste Mathematiker og Artillerist her i Landet. Han talte ikke
meget, men havde dog en Del Vid, og den hjærtelige Latter tilfælles
med min Fader; var ligesaa rødmusset, lys og glad, som Fader var
bleg, sorthaaret og tung af Sind. Saa kjærlig og trofast en Sjæl som
man vel kunde see; ligesaa trykket af Næringssorg som Broderen --
hvor kunde i Frederik den sjettes Tid en Officer, der havde giftet
sig som Lieutenant og havde otte Børn, vel være andet? Men ligefuldt
den lyksaligste Ægtemand, alle Dage en henrykt Brudgom med sin lille
ligesaa elskværdige Hustru; og med sine Døttre, for den Sags Skyld
ogsaa andres Døttre, hængende om sin Hals. For alle unge Piger var
det en afgjort Sag, at han var sød. Han sad helst i Dagligstuen, og
regnede sine Formler med den ene Haand, mens den anden legede med
Pigebørnene. Naar han saa pustede efter et uendeligt Algebrastykke,
bredte han Armene vidt ud efter dem, og sang med travesteret Rørelse
en mozartisk Elskovsarie, og han kunde dem alle, han var ligesaa
musikalsk som min Fader. Et andet Talent havde han udviklet paa sine
Reiser; han var bleven en dygtig Kunstkjender og havde bragt smukke
Ting med hjem.
Hans Hus blev mig efterhaanden et andet Hjem, de kjære Gamle, og
Børneflokken, der havde arvet deres Hjærtelag, var det en ublandet
Nydelse at sidde hos. Der var ikke det Aandens Fyrværkeri som hos den
ulykkelige Broder, men der var solid Grund under. Man stredes ikke om
Brokkerne af de Vises Sten, men man lo, spillede og dandsede af sit
fulde glade Hjærte. Naar vi Unge kom paa det dengang yndede Thema,
hvad et Geni kunde tillade sig, saae Onkel op fra sit Arbeide, sled
sig med begge Hænder i Haaret og raabte: »Et Geni, det vil da sige et
Bagbæst!« Brast saa ud i høi Latter over sin Paradox.
Medens disse Familier var mine kjæreste, fandt jeg ogsaa i Møllers
Hus, hvor jeg boede i de to første Aar, en Del Ungdom af min
Mødreneslægt, men ingen af disse lønner det sig at omtale. Det
smukke Hjem, min Tantes moderlige Forsorg, hendes Bogskab, fyldt med
engelske Romaner, mest i tydsk Oversættelse -- hvorvel jeg i den Tid
ogsaa lærte Engelsk af min Ven Lægen Jens Blicher -- og Landstedet
om Sommeren, først paa Frederiksberg, siden paa Nygaard udenfor
Østerfælled, og mine stadige Vandringer ved Nat og ved Dag derud i
det Frie, var mit vigtigste Udbytte deraf.