gaae ved sin Side, og hun havde seet en hvid Skikkelse ved den. I
Vuggen laa hendes første Barn med min Fader. Og min Broder Caspar
havde en Dag, han gik forbi Slotstaarnet, seet en uhyre Klo hæve sig
ud af Nedgangen til dets Fængselskjelder. Dette forfærdede os mest,
fordi det var nyt, og hans Sanddruhed var hævet over al Tvivl. Vi
vidste ikke dengang, at han led af Hallucinationer.
Med Undtagelse af Moders Syn og maaske Kudskens Heste, have disse
Ting ingen Betydning; men jeg nævner dem, fordi de har virket deres
til at sætte mit fantastiske Sind i en sygelig Bevægelse for lange
Tider. I den sørgelige Periode, da mit Helbred var aldeles nedbrudt
af Nervesvaghed, led jeg i de mange søvnløse Nætter overordentlig
meget af saadanne Fantasier, og den største Del af mit Liv har jeg
havt Tider, hvor det har ængstet mig indtil Svækkelse at være alene
i en Bolig, skjønt det samtidig har været min faste Overbevisning,
at der intet kunde møde mig. Thi jeg er intet Søndagsbarn, og har
aldrig mærket ringeste Spor af noget overnaturligt, saameget jeg end
kunde ønske at modtage et saadant Vidnesbyrd om en usynlig Verdens
Tilstedeværelse. Først paa mine gamle Dage har jeg ved at gjøre et
Studium af den mystiske Litteratur, forunderlig nok netop ved at
forvisse mig om dens Fænomeners Rigtighed ganske faaet Magt med min
Ængstelse. Forsaavidt hjælper Oplysning, men rigtignok i en modsat
Retning af den, som sædvanlig søges.
Efter Religionen skulde jeg efter god gammel Skik komme til Kongen.
Det var en meget stærk Fornemmelse af hvad Regimente vi levede under,
vi fik, naar Kongen kom til Byen, og som bekjendt lod Frederik
den sjette ikke let noget Aar gaae forbi uden at besøge sit Riges
Provindser. For den samvittighedsfulde Regent var det et strengt
Pligtarbeide, men for ungdommelige Tilskuere var det et rent Æventyr.
Saa kom Dagen. Alle Gader og alle Vinduer stoppede med Mennesker,
Tagstenene revne af, Hovederne stukne ud mellem Lægterne fra
Morgenstunden af Forventning. Naar da under Klokkernes Klang og
Trompetskrald først Landsener-Regimentet, saa det borgerlige ridende
Korps, saa lange Colonner af Bønder til Hest kom i vild Galop opad
Gaden, og endelig Kongens Vogn trukken af sex forpustede Bønderheste,
og derefter den lange Række Vogne med Følge af Embedsmænd, alle i
stormende Hast for at være tilstede, naar Kongen steg af, gjorde det
virkelig et helt østerlandsk Indtryk.
Det var i det Aar, jeg var i den nederste Klasse i Skolen. Vi vare
i spændt Forventning paa vore Pladser i den festlig smykkede Skole,
og det varede meget kort, saa kom Kongen. Med smaa hurtige Skridt
kom han ind og hilste venlig til alle Sider. Rectoren sagde en kort
Hilsen til Majestæten, og vinkede til Orchestret. Organisten svang
sin Bue, og Cantaten begyndte. Det var den Dag den smukke Ode af min
Fader: »Atter i denne stille Athenes Bo --« som sædvanlig ledsaget af
græsk Text, og med høi Begeistring sang jeg mine falske Toner med.
Saa opgav Kongen, hvad han vilde høre. Veed de Smaafyre noget
om Skjoldungerne? sagde han i vor Klasse. Brøndum henkastede et
Spørgsmaal, og i uafbrudt Remse gik Lectien fra den ene til den
anden. Kongen nikkede venlig og klappede en og anden af os paa
Hovedet, gik saa ind i den næste Klasse og sagde: »Lad mig høre
noget Latin, for min Græsk har jeg for længe siden glemt.« Og Faders
Disciple gjorde ligesaa god Besked som vi. Saa lo han ad nogle
Volter paa Gymnastikpladsen og forsvandt igjen, efterladende det
uforglemmelige Indtryk, at Kongesagaen var en Sandhed, vi havde selv
seet Begivenhedernes Helt.
Saa besaae den ufortrødne Mand i samme Fart Kirke, Raadhus, Hospital
og hvad der ellers kunde være, og lod Sprøiterne prøve paa Torvet,
hvorved han endog fik en Straale over sig, og rystede sig med høi
Latter. Spiste saa sin Mad og foer videre i samme Carriere.
Alt gik hurtigt nok, den eneste det gik for langsomt for, var en
smal opløben ung Herre, som i den gule Hestgardeuniform, med altfor
tydelig Kjedsomhed i hele sin Holdning som i sine velformede, men
slappe Træk stod og lænede sig til Skolens Dørstolpe. Det var den
syvende Frederik. Ham har jeg seet paa et lignende Besøg i Haderslev
Skole, mens jeg var Lærer der, men han gjorde langtfra et saa stærkt
Indtryk af en virkelig Konge, skjønt han dengang allerede stod i sin
bedste mythiske Glorie.
Endnu har jeg fra mit jydske Barndomsliv at mindes, hvad der maa
kaldes Hovedbegivenheden, Familiens Kjøbenhavnsreise. Kun een saadan
faldt i vort Lod. Reiser var i den Tid noget ganske andet end nu, og
mine Forældres Kaar var ikke saa gode, at de mer end eengang kunde
gjøre en saa betydelig Udgift.
Det var i mit første Skoleaar, i mit Livs tiende, i Sommeren 1830,
at den længe nærede Beslutning at gjensee fjerne Slægt og Venner kom
til Udførelse. Vi beredte os dertil, som større Folk til en større
Udenlandsreise.
Efter et kort Besøg i Roskilde naaede vi endelig trætte og
forskumplede paa den dengang forfærdelig opkjørte Roskilde Landevei
en silde Aften til Frederiksberg. Dér havde Onkel Møller med Tante
Christine deres Sommerbolig i en Gaard i Alleegaden, og jeg lærte da
første Gang at kjende det Hus, der senere blev mit andet Hjem.
Jeg har talt om min Tantes Ungdomshistorie og hendes kjærlige Væsen,
og jeg troer, at næst efter mine Forældre har heller ingen lige til
hendes Død, i en Alder af 88 Aar, omfattet mig med større Kjærlighed.
Hendes inderlige Vens og hendes kjæreste Søsters Børn var hende altid
som hendes egne. Selv var hun barnløs. Hendes Mand var af de stille
Folk, som ikke syntes at trænge til nogens Fortrolighed.
Det var ikke let at finde et bedre Tilholdssted end deres Hus. Min
Tante samlede alle den talrige Families Medlemmer, gamle og unge, og
Vennerne med, havde altid, hver Dag, Plads ved sit Bord for hvem der
vilde komme, og aabent Hjærte for deres Sorger og Glæder, og naar
hendes Mand sad for Enden af det lange Bord, saae man at han fandt
sig vel derved.
Selvfølgelig blev nu alle Kjøbenhavns Herligheder planmæssig
gjennemsøgte og foreviste med fuld Forklaring. Hvad jeg dengang saae,
kan jeg vistnok ikke i Erindringen skille fra mine senere Erfaringer,
men at Billedet af Hovedstaden var efter min Alder rigeligt og klart
nok, slutter jeg af, at da jeg siden vendte tilbage til den, veed jeg
ikke, at noget synderligt var mig nyt.
Paa Hjemreisen nød vi ogsaa rigelig det sjællandske Land, besøgte
Vollerslev hyggelige Præstegaard ved Gisegaard, hvor min anden
Morbroder Jens Worm boede, og Sæby Præstegaard, som jeg allerede har
beskrevet, og søgte saa tilbage til vor jydske Skole. Men de Aar, vi
endnu havde tilbage i Kolding, formørkedes af en tung Sky, der mer og
mer sænkede sig over vort Hjem, dog mere følelig for Moder end for os
ubekymrede Børn.
Allerede paa Reisen havde det undret Familien at see, at min
Fader, som før havde havt en smal Figur, var bleven meget svær og
ubehjælpelig i sine Bevægelser; og da han kom hjem, viste det sig
mere og mere, at denne Fedme ikke var sund, han blev en svagere Mand,
gik mindre ud og blev mere tungsindig. Saaledes holdt han sig endnu
oppe i to Aar, mens han som sædvanlig arbeidede flittig ved sin
Pult og altid til sent paa Natten. I den Tid oversatte han de sex
første Sange af Iliaden, men skulde ikke naae videre. I Efteraaret
1832 viste der sig en Svulst i Underlivet, som brød op med en
forfærdelig Blodopkastning. Vinteren sad han syg og uvirksom hen, der
samledes Vand i hans Legeme, og mod Foraaret steg Vattersoten til en
overvættes Grad.
Aldrig har vistnok min Moders Kraft og Udholdenhed viist sig saaledes
som i denne tunge Tid. Hun antog vel en ung Pige til at hjælpe med
Husholdningen, men med en Følelse af, at vi snart kunde komme til at
blive faderløse, forøgede hun om mulig sin Iver for at uddanne os ved
Læsning og Samtale, og sin Omhu for at vi skulde være med ved alt
hvad der kunde sees og opleves; og dertil pleiede hun den Syge ved
Dag og ved Nat.
Da Høsten kom, var den Syges Kræfter udtømte. Det var en Formiddag,
den 8. August 1833, at min Moder tog os ind, at vi sidste Gang skulde
see vor Fader. Forfærdede som vi var, vi kjendte jo ikke til Døden,
var det sværeste at høre den Døendes Rallen. Jeg husker, at jeg
først ikke vidste, hvad det var, men da jeg opdagede, at denne Lyd
kom fra Fader, der laa ubevægelig og ubevidst, var det ikke til at
udholde. Dog kunde jeg ikke saaledes bevæges af Sorgen som de, der
kjende den bedre.
Da vi igjen blev førte ud, foer jeg ud i Gaarden og strøg fortvivlet
frem og tilbage, forunderligt, mest fortvivlet over at jeg ikke kunde
sørge saameget som jeg burde over at Fader gik bort. Du skal sørge,
du skal ikke være en saadan hjærteløs Knegt som du pleier, sagde jeg
til mig selv, men jeg kunde ikke græde som Moder og de andre. Jeg
listede ind igjen og stod i min Angst og lyttede og lyttede til den
forfærdelige Lyd derinde i Sovekamret. Endelig efter nogle Timer tav
den, jeg hørte Moder hulke, og nu kom hun ind i Dagligstuen, segnede
om paa en Stol, tog os alle tre i Favn, og sagde: Nu har I ingen
Fader mere.
Under alt dette var i min Sjæl altid Forfærdelsen stærkere end
Sorgen. Jeg kunde ikke magte det Ubekjendte. Om Natten hørte jeg
min Faders Skridt og saae ham i forvirrede Drømme, og om Dagen
listede jeg om og stirrede med uhyggelig Angst paa de sørgelige
Forberedelser. Ved Begravelsen iagttog jeg saa spændt alt, hvad der
foregik, at da jeg 40 Aar efter gik efter min Broders Kiste ned ad
samme Gade og hørte de samme Klokker ringe, og stedede ham til Jorden
paa samme Kirkegaard, var det mig, som ingen Tid var gaaet, som om
disse Klokker havde ringet alle de Aar. Men blød kunde jeg ikke
blive, kun see og tænke.
Der gik ikke mange Dage efter Begravelsen, og i dem har jeg
sagtens drevet Tiden hen som jeg pleiede, drivende omkring som et
speidende Dyr. Saa faldt jeg hen i en svær Nervefeber, og vidste i
en Maanedstid af intet. Kræfterne groede vel til igjen, kun blev
mit Helbred ikke mere, hvad det havde været. I flere Aar følte jeg
mig afkræftet, hvergang samme Aarstid vendte tilbage, og med denne
Sygdom, maa jeg antage, har den Nervesvaghed, som jeg Livet igjennem
har lidt af, første Gang viist sig.
Vintren gik sin Gang, og vi kom meget ud. De nærmeste Venner stredes
om at have Moder hos sig om Aftenen, og jeg troer i Grunden hele
Byen følte Trang til at gjøre hende noget godt. Caspar kom hjem
for at hjælpe med at ordne Faders Efterladenskaber, og medens han
forfattede Katalogen, var jeg ivrig med at hente ham Bøgerne ned af
Bibliothekets Hyller.
Moder førte en lang Brevvexling med sine Søskende, om hvorledes hun
skulde indrette sig som Enke, og hvor hun skulde tage Bolig. Flere
Steder blev bragt i Forslag, især ville Erik Tauber gjerne have
hende til Frederiksborg. Men ogsaa hendes andre Brødre vare meget
opoffrende med at tilbyde hende Hjælp, saa hun var i Tvivl om, hvad
hun skulde vælge. Tilsidst havde hendes Barndomshjem dog saa megen
Magt over hende, at hun besluttede at nedsætte sig i Roskilde.
Saameget mere som hun havde mest Tillid til den Skole, der stod
under Faders Vens, Rector Blochs Bestyrelse, og hendes Brødre ogsaa
saaledes var villige til at yde hende aarlig Pengehjælp.
Saaledes blev det besluttet, at ved Foraarets Komme skulde vi afgaa
til Sjælland. Det maatte skee til Søs, thi saa lidt end Moder turde
beholde af sit store Huses Indbo, var der dog altid saameget Gods,
at der ikke kunde tænkes paa at føre det over Land. Der blev altsaa
gjort Aftale med en Jagtskipper, det var Befordringen dengang. I
Reglen gjorde enhver, der ikke havde rigeligere Raad, Reisen mellem
vore Lande paa disse Smaaskibe. De gjorde samme Tjeneste hos os, som
Trækskøiterne i Holland. Enhver veed det, men der er faa nulevende
som have prøvet det. Især Studenterne var henviste dertil. Vilde de
hjem i Ferien, kom de ofte til at ligge 8 til 14 Dage at brydes med
Modvind og Sø.
Det var ved Midten af April 1834, at den svære godmodige Skipper
Halmø var seilklar, agtende som en faderlig Ven at tage den lille
faderløse Familie under sin Varetægt. Det var deiligt Foraarsveir,
al Sorg og Sygdom var forsvunden -- af mig at sige -- Humøret var
udmærket. Situationen mageløs interessant, den store vide Verden laa
jo aaben.
Jagten laa langt ude paa Fjorden, og mens Aftenrøden sidste Gang
forgyldte den graa Ruin, den gamle By og hele den kjære hjemlige Egn,
gled vi paa den lange Fiskerbaad med sindige Aaretag, vi kjendte saa
godt Befordringen, ud gjennem Aaens Rørskove, hilste endnu engang
alle de uforglemmelige Bakkeskrænter og Skovvige, og fik saa Fod paa
den lille Seilers fuldtstuvede Dæk.
TREDIE KAPITEL.
ROSKILDE.
Førend vi naaede vort tilkommende Hjem, opholdt vi os nogle Uger i
Kjøbenhavn, selvfølgelig i Tante Christines smukke Hus. Hendes Hjærte
var ganske opfyldt af hendes egen og hendes Søsters Sorg, og der var
meget at faae lagt tilrette.
Conferentsraad P. Møller, som min Onkel nu kaldtes, boede dengang paa
Gammeltorv eller Nytorv, ligeoverfor Raadhuset. Jeg drev en Del Tid
hen med at hænge i Vinduet, og det første der mødte mit Øie var den
alvorsfulde Bygning derovre.
Hver Eftermiddag samledes alle Byens Vægtere der, for at faae deres
Ordrer for Natten. Det vrimlede saaledes af Vægtere, at de ikke
blot fyldte den svære Porticus, men som en Bisværm svævede langt
ud over Torvet. Et burlesk Skue at see det samlede Korps i dets
middelalderlige Ornat: en Læderkabuds som en omvendt Potte, en
lang plump Kofte med et gult Læderbælte om, og paa Nakken det fæle
Morderredskab med det skjønne Navn Morgenstjerne. Vi fik os en Latter
af dem, de gamle nu glemte Vægtere har altid været en Skive for
Vittigheden, mest for deres, som havde mest at takke dem for.
Jeg laa i Vinduet og havde mellem mig og Raadhuset den tætte Vrimmel
af fede Slagtere, fidtede Dragere, pluderhosede Amagere, rødkoftede
og knæskindbuxede Sjællændere, formummede Sælgekjællinger, søvnige
Droshker, og den endeløse Række af Vogne læssede med al den Proviant,
kommende og gaaende Kunder og jeg selv med skulde leve af. Et
evindeligt Marked, men ingenlunde til at have de Løier af som de
festlige Markedsdage i Kolding. Kun trist at see henover den store
Verdens rastløse Travlhed.
Imidlertid skulde de ideelle Formaal fremmes, vi skulde nyde godt af
det store Folkedannelsesmiddel og maatte nu opleve det epochegjørende
førstegang at være i det kongelige Theater. Dertil blev, som
sædvanlig, Elverhøi valgt. Jeg kjendte Stykket af Bogen, havde ogsaa
seet ret godt udstyrede Skuespil i Kolding; men nu havde Moder
forberedt os paa det ypperste af alt, Dramaet paa sin Høide, udført
af de Talenter, al Verden beundrede. Ligefuldt blev jeg skuffet;
det gik mig som det gaaer mig endnu. Min Natur er nu nøieseende
tiltrods for at Følelsen kan være høit stemt. Jeg kunde ikke finde
mig i de theatralske Fagter, det ikke naturlige Talesæt, de slæbende
effectfulde Skridt i de sirlige Ridderstøvler, al den Mangel paa
frisk Liv og virkelig Høihed, og saa de legetøisagtige Decorationer.
Nu, Fru Heiberg har jo holdt lange skjønne Taler over den skjønne
Plastik i theatralske Stillinger, og sand Kunst i Bournonvilles
Arrangementer; jeg har altid ønsket, at de Mennesker vilde lade alt
det Væsen fare, tage Tingen mere ligefrem, spille saa lidt som
muligt, men være som naturlige Mennesker er og tale af fuld Følelse
som man taler, naar saadanne Ting skeer, og endelig indskrænke sig
til at betegne Scenen med et skjønt Bagtæppe. Som Hellenerne gjorde,
det er jo det disse høie Muser lære, naar Tæppet gaaer op. »Det
kommer af, at De for sjælden besøger Theatret. Man lever sig ind
deri --« bemærkede engang Hartmann, da jeg beklagede mig for ham
over disse Ting. Han kan have Ret, men jeg ønsker ikke at leve mig
ind deri. Dengang havde jeg ganske vist ikke tænkt saaledes over alt
dette, ligefuldt stødte dog det samme mig.
Saa var det den 10. Mai 1834, at et høit Flyttelæs agede ud af
Vesterport med Broder Christian, mig og en skikkelig Tjenestepige
siddende foran paa en Sæk. Pigen var vor Veninde, hun havde af
Kjærlighed til Moder fulgt os fra Kolding. Moder havde altid Lykke
med saadan Kjærlighed. Hun fik ogsaa nogle Aar efter Pigen godt gift
med en flittig og trofast Skræder, og lønnede hende dermed for hendes
Hengivenhed.
Vi kjørte den lange Sommerdag, til vi ved Solbjergstid fik at see den
røde Aftenhimmel bag Domkirkens Taarne, og den vide Udsigt over den
blanke Fjord og dens skovklædte Næsser.
Da vi holdt udenfor det røde Hus paa Hjørnet af Graabrødrestræde og
vi stormede ind gjennem de smaa Stuer og ud i den ikke saa lille
Have, og saae alle Træer saa hvide og rosenrøde af Frugtblomster som
en eneste duftende Blomsterbuket, var alle Dagens Besværligheder
glemte. Det nye Hjem var et Paradis, og vi sov trygt paa de
Madradser, den gode Pige bredte ud for os paa Gulvet. Næste Dag
skulde Moder og Søster følge efter med Dagvognen.
Den Nat brændte Frederiksborg, det vil sige Byen Hillerød, thi
Slottets Brand indtraf 25 Aar efter -- og at Morbroders Hidsighed ved
denne Leilighed kostede ham hans Embede som Skolens Rector, blev for
vor Familie den sørgelige Følge deraf. Det var saa nærved, at det var
blevet dertil og ikke til Roskilde vi var komne den Aften, at der
allerede var udseet en Bolig til os, og den brændte.
Det var upaatvivlelig i alle Maader rigtigt, at det ikke var
denne Broder, hun var tyet til. En anden Broder havde hun derimod
megen Støtte af i denne Periode. Det var Frederik Tauber, som var
Stiftspræst ved Vallø Kloster. Hos ham tilbragte vi i de Aar vi var
i Roskilde vore Sommerferier, og da han var Enkemand og i høi Grad
elskede Moder, havde hun frit Raaderum i hans Hus. For os Drenge var
dette skjønne og eiendommelige Sted med sit imponerende Slot, sine
rige Haver og sine herlige Skove en stor Ting.
Men tilbage til Roskilde, min Slægts minderige Hjem.
Strax opgik Byens Herligheder ikke for mig. Jeg var altfor opfyldt af
jydsk Naturskjønhed, Roskilde syntes mig i alle Maader mere kjedelig,
det vil sige, mindre stemmende med mine romantiske Griller, end
Kolding.
I Skolen blev jeg og min Broder henviste til næstøverste Klasse, og
det lykkedes mig virkelig uden stor Uleilighed siden at holde min
Plads som den tredie i dette Hold.
Den første var den altid i sit Arbeide som i sit Væsen fuldfærdige
Carl Liebe, den anden min Broder, og jeg havde saameget lettere ved
at være den tredie, da de øvrige var nogen Stympere. Jeg var tilfreds
og gjorde ikke Fordring paa mere, jeg havde altid beklædt samme jævne
Stilling. En anden Sag er, at jeg ligefuldt ifølge det Forbehold,
hvorved min Selvfølelse altid i det Usynlige gjorde en ganske anden
Person af mig, end jeg var i det Aabenbare, intet Øieblik tvivlede
om, at mit indre Menneske stod høit over enhver Formands, hvorlidt
jeg end vidste, hvori dette indre Menneskes Værd egentlig bestod.
I Kolding var der en af Kammeraderne, med hvem jeg havde indgaaet
et af det Slags Drengevenskaber som kan nærme sig til det Sværmeri,
hvormed unge Piger tidt elske hinanden. Carl Liebe blev nu den anden,
hvem jeg kom i et saadant Forhold til. Da nu Alderen var skreden
noget frem, hvorvel man endnu var i Trøien, bestod vor Fortrolighed
i det, hans Hu mest stod til, at vi betroede hinanden, hvilke Damer
vi sværmede for. Jeg havde ganske vist intet virkeligt at betroe, men
han bar paa et flammende Hjærte, og jeg maatte for ikke rent at staae
tilbage, see til, hvad jeg kunde opdrive.
Min anden Ven, men ingenlunde saaledes »erklæret«, kun i et ligefrem
naturligt kammeradligt Forhold, var min nuværende kjære Svoger, Søren
Thrige, i alle Maader en Modsætning til Carl Liebe. I Skolen var han
et Aar forud for mig. Men i Hjemmet kom han til at staae mig desto
nærmere.
Allerede efter et halvt Aar blev vi flyttede op i den øverste Klasse,
der ligesom i Kolding var treaarig. Jeg kom derved til at gaae i
Klasse ogsaa med dem, der var to Aar forud for mig. Blandt dem var
der adskillige, der vandt mit Hjærte og som jeg følte mig æret ved at
kunne knytte mig til.
Der var Emil Mynster, en Neveu af Biskoppen. Han fik siden en saa
afgjørende Indflydelse paa min Charakter, at jeg noksom kommer
tilbage til ham.
Der var Christoffer Hage, siden Chef for et Handelshus i Nakskov, og
Fader til den Politiker af samme Navn, som nu er et saa fremragende
Medlem af Folkethinget. Han udmærkede sig ikke i Skolen, men hans
venlige og trofaste Væsen gjorde mig ham overmaade kjær.
Der var endelig Rudolf Puggaard, hans Fætter, hvis praktiske Evner,
maaskee ogsaa Rigdom, sikkrede ham en Del Overlegenhed over os andre.
Han havde en smuk Baad paa Fjorden, og jeg blev hans Seilkammerad,
en Idræt der ganske passede for mit Sind. Jeg erhvervede mig nogen
Sømandsdygtighed og blev hjemme mellem de forblæste Skrænter og
yndige Skovvige, Fjorden er saa rig paa, fyldte min Sjæl med alskens
frisk Veir, og var stolt af at kunne tage det op med Fiskerne i at
bestemme Kursen efter enhver Landkjending.
I Skoletimerne havde min Lærer ingen Glæde af mig. Min Efterladenhed
og urolige Natur var og blev i al min Skoletid uforbederlig. Jeg
forberedte mig meget lidt paa mine Lectier, vidste knap hvad vi havde
for; fandt derfor ogsaa paa alle de Kneb og Optøier, som den Slags
Drenge faae Timen til at gaae med. Dog gjorde jeg god Fremgang,
da jeg arbeidede desto flittigere paa, hvad jeg havde Lyst til;
læste enhver Bog der faldt mig i Hænderne, dannede mig adskillige
selvstændige Studier, og fremfor alt selvstændige Meninger, som jeg
ikke forsømte at forfægte som videnskabelige Resultater. Der var
ganske vist ingen Grundighed deri, men nok af Iver og Begeistring, og
ved Examen kom det mig tilgode. Jeg vidste ufuldkomment nok, hvad der
skulde vides, men vidste paa den anden Side noget mere. Jeg forstod
fortræffelig at benytte Øieblikkets Indskydelser, og kjendte ikke til
Ængstelse.
Denne Drift til at vide mere tiltalte adskillige af mine Lærere. En
Adjunkt Hansen, som skulde lære os Christendom og Mathematik, var
ikke synderlig heldig i nogen af Delene, men han var en god Mand
og havde flere Interesser. Han lærte mig Botanik, der saa lidt som
nogen anden Naturvidenskab hørte til Skolens Fag. Sommereftermiddagen
at strøife Egnen rundt med ham, og i hans Hjem at granske i Flora
Danica, var efter mit Sind. Endnu mere alene med sin Blikkasse paa
Ryggen at blive borte i Moser og Grøfter, følge Bækken gjennem tykt
og tyndt og glemme Tiden for at finde hvad der skulde voxe netop i
den Skov, og blive liggende ude paa Skrænterne med de vide Udsigter.
Saa blev der ingen Tid til at tænke paa Lectier og Stile for den
der altid kom for sildig hjem. Skolearbeidet maatte gjøres i
Mellemtimerne, som det kaldtes, de Tider der tilbragtes med at vente
paa Lærerne, der ogsaa kom for sildig.
En anden Adjunkt, Agerup, en høist elskværdig og aandfuld Mand, der
døde i sin beskedne Stilling, tog sig ogsaa af mig. Om Vinteraftener
tog han mig hjem til sig, og vi sad da til efter Midnat og studerede
Hebraisk. Davids Psalmer og Profeternes Taler begyndte at høine sig
over mine andre Idealer; baade Sprog og Indhold var mig for svært,
men netop at jeg ikke kunde magte det, gjorde at jeg ikke kunde
modstaae det. Ved saadanne Ting husker jeg ikke, at min Broder
var med; vistnok fordi han var tilstrækkelig beskjæftiget med sit
Skolearbeide, som han besørgede ganske anderledes samvittighedsfuldt
end jeg.
Mit Forhold til ham har altid bedrøvet mig, gjør det ogsaa nu, da
han er i Evigheden, endog langt mere end før. Jeg har ikke været ham
saa god en Broder, som jeg burde, og som han fortjente. Hvergang
jeg tænkte paa ham, elskede jeg ham, men jeg tænkte for lidt paa
ham. Jeg var altfor optagen af mine egne Lyster, til at kunne lægge
Mærke til, at han trængte til et fortroligere Forhold. Bedre gik det
heller ikke, da vi kom fra hinanden; Moder maatte stadig minde mig
om, at jeg skulde skrive til ham. Naar jeg saa gjorde det, vaagnede
Kjærligheden, og jeg skrev i min kjærligste Tone.
Han følte sig tilsidesat, og da han havde god Gave til at see sig
selv i mørk Belysning, blev de stærke og tidt pudsige Udtryk, som han
brugte derom, til noget mere end Spøg. Han var den af os, der mest
lignede vor Fader baade i Sind og Udseende.