Tid, han blev voxen, havde et svagt Helbred, kunde han i sygelige
Øieblikke have Hallucinationer, og fik i det sidste Aar, han var i
Skolen, epileptiske Anfald, som han i nogle Aar af sin Studentertid
vedblev at lide af. Ved sin overordentlig livfulde Opfattelse saavel
af Naturen som af Videnskab og Poesi har han hele Livet igjennem
havt stor Indflydelse paa mig, og den begyndte saa tidlig jeg kan
mindes. Jeg lærte gjennem ham at skjønne paa, hvad man i stort som
i smaat kalder det Romantiske. Naar vi gik ude, og han kunde staae
stille og betragte en sommerfrodig Eng, en rislende Bæk eller en
seilende Sky, i Skoven lytte til Træernes Susen og Fuglenes Liv, og i
Vinterskumringen fordybe sig i de faldende Sneflokke og Drivt mod den
mørke Skovkant, saa var det mig, som Naturens Aand først berørte mig,
naar jeg fornam, hvad han følte derved. Endnu mere, naar han med sin
dybt bevægede Stemme og stærke Mimik foredrog et rørende Digt for os,
altid var det min Betragtning, hvad Caspar følte derved. Ifølge min
betragtende Natur kunde det vel ogsaa være, at jeg over ham glemte,
hvad jeg selv skulde have følt derved.
Vi kom altsaa i Skole, det vil sige, da Broder Christian skulde i
Skole, maatte jeg følge med, som ved al Ting et Par Aar for tidlig.
Jeg sad ogsaa altid nederst i Klassen. Vistnok kunde der i Flokken
findes Drenge, der var endnu mere efterladende end jeg, skjønt der
hørte noget til; i alt Fald var der dem, der havde meget tungere ved
at lære; men det var min Faders Grundsætning, at hans Sønner ikke
maatte see ned paa de andre, og jeg mindst, jeg sad altsaa nedenfor
min Broder. Det var først efter min Faders Død, da den nye Rector
havde indført Omflytning efter Characterer, at jeg ved den sidste
Examen, jeg var til i Kolding, til min store Forbauselse blev den
øverste i Klassen, og dermed i hele Skolen, da jeg -- ogsaa for
tidlig -- var kommen op i den øverste Klasse, som var treaarig. Jeg
var da 13 Aar.
Det faldt mig dog ikke ind, at jeg virkelig fortjente den Plads,
saameget mindre som jeg følte Misforholdet derved, da jeg som den
yngste ogsaa var den mindste, og var vant til at see op til de
store Kammerater. Jeg vidste, at jeg i den Vinter ikke havde været
synderlig flittigere eller ordentligere end jeg pleiede. Det vidste
min Fader ogsaa, saalænge han levede.
Engang ved en Examenshøitidelighed, da han for Forsamlingen af
Byens Honoratiores oplæste Examens Udfald, og hver Discipel, naar
han blev nævnt, maatte træde frem og modtage sin Charakterbog i
Følge med nogle opmuntrende eller formanende Ord, sagde Fader, da
Raden endelig kom til mig, ikke andet end: Jo større Gris, desto
bedre Lykke. Forsamlingen lo, og jeg listede skamfuld af uden nogen
Glæde over mine udmærkede Godter. Jeg vidste, Fader havde Ret. Jeg
havde som sædvanlig rapset nogle flygtige Kundskaber sammen i det
sidste Øieblik, var mødt med den Fripostighed, hvormed jeg altid
har forstaaet at give halv Underretning Skin af fuld Vished, og
havde havt en ren Lotteri-Lykke. At jeg ligefuldt gjorde mig til
for Kammeraterne, og at min flittige Broder gjorde sig nogen tunge
Betragtninger over Skjebnens Uretfærdighed, følger af sig selv.
Jeg selv gjorde mig ogsaa Betragtninger. Jeg var mig ret godt
bevidst, hvormeget jeg stod tilbage i solide Egenskaber. Jeg havde
en ustyrlig Hang til at unddrage mig enhver Pligt, der kom i Lovens
Form. Jeg maatte forsømme Tid og Time, jeg maatte fare omkring paa
Steder, hvor jeg ikke maatte komme, jeg maatte udøve Bedrifter, som
kunde drage Straf eller Ulykker efter sig, jeg maatte som en Følge
deraf finde paa Udflugter og Løgn, naar jeg blev dragen til Ansvar.
Jeg vidste det meget godt, og fandt det derfor i sin Orden, hvad jeg
ogsaa tidtnok af min bekymrede Moder fik at høre, at jeg baade i
Kundskaber og god Opførsel stod tilbage for den Broder, jeg gik Side
om Side med.
Om Eftermiddagen og mod Aften var der altid lystigt Samkvem med
Naboernes Drenge, alt efter Aarstiden, Boltspil, Skøiteløb, Røverlege
og alt hvad vilde Streger vi i Have, Gaard, Ladebygninger, i Ruinen
eller ved Søen kunde finde paa. Der kunde mellem disse plebejiske
Kammerater være nok, der var større og stærkere end jeg, og naar
en saadan Flokkens Fører -- som Dreierens Anders, der gjerne var i
Spidsen -- med brutal Myndighed anviste mig min Plads i Slagordenen,
som i Reglen var den ringeste, føler jeg endnu den Stemning, hvormed
jeg indtog den. Den var ganske vist Ærgrelse over den bestandige
Tilsidesættelse, men der var ikke deri synderlig Tvivl om, at det
maatte være saa, jeg kunde ikke bruges til andet.
Hvad jeg derimod ikke saa tydelig vidste, men som ganske vist
ogsaa, og rimeligvis i ethvert Øieblik jeg levede, var tilstede,
var en urokkelig Selvfølelse, som holdt mig oppe under enhver
Tilsidesættelse. Det er denne bevidste eller ubevidste Fornemmelse af
Personlighedens høie Værd, som bærer baade Barnets Sorger og Mandens
Kors. Og det, der bærer, er ikke blot Haabet om, at det kan blive
bedre, det er ogsaa Troen paa, at det er bedre, end det seer ud til.
De andre kan nu gjerne sætte Foden paa min Nakke, om de magte det,
ligefuldt er jeg noget andet end alle de andre, og muligvis er jeg
noget bedre.
Det var en aabenbar Sag, at de raa Drenge, der kunde over mig i
en Leg eller ved et vildt Æventyr, ikke kunde maale sig med mig i
Begavelse og Livets indre Rigdom, og at heller ikke de, der i Skolen
sad over mig, derfor er kommet videre i Livet, har Tiden viist,
men jeg havde endnu ikke faaet Tid til at gjøre mig den Ting klar.
Ligefuldt var Selvfølelsen der, og den sagde mig, om ikke andet, saa
dog det, at naar jeg gik min Vei, var jeg mig selv.
Og jeg gik meget min Vei. Jeg udførte paa egen Haand, hvad der
ikke gaves mig Plads til i Flokken. Saa var jeg selv Fører og tog
rigelig for mig med ubunden Lidenskab baade af forbudne Frugter og
mere uskyldige Krumspring, af vilde og sære Fantasier, af hungrig
ustillet og uklaret Længsel, men da ogsaa, i uafladelig og anstrengt
Betragtning, af alt hvad der faldt for i Naturen, mellem Mennesker og
i Bøger, samlende og stablende op og rodende i Skatte, som jeg endnu
lever af. Ak, hvor har jeg ikke maattet føre disse i Barnet spirende
Følelser baade af Ydmyghed og Stolthed med mig Livet igjennem, og
hvor maa jeg ikke takke Gud for den Støtte i mit Inderste, hvormed
han har holdt mig oppe. Hvorledes den blev til mit Livs guddommelige
Klenodie og hellige Naadegave, komme vi paa sit Sted til.
* * * * *
Kolding Skole var lille, men ikke daarligere end andre Skoler. En
Rødstensbygning med tre Stuer ved Jorden til de tre Klasser, og en
Kvistleilighed ovenpaa til Brug for Inspectøren, var hele Apparatet,
men ogsaa tilstrækkeligt, da den kun besøgtes af nogle og tredive
Disciple. Den laa paa samme Sted som den nuværende Bygning, og
ligesom i Roskilde var Kirkepladsen vor Legeplads. Umiddelbart op til
Bagsiden af Skolehuset stødte en god Frugthave, hvad der gav en meget
venlig Udsigt fra Vinduerne. Man kunde altsaa befinde sig vel der, og
det gjorde vi forsaavidt ogsaa, som de ydre Betingelser var der.
Sten Blicher har i sin »Juleferie« skildret et Collegium af Lærere
saa latterligt, at man fristes til at ansee det for Overdrivelse.
Det er det dog ikke, især naar man betænker, at det snart er et
Aarhundrede siden disse Typer gik igjennem vore Skoler. Kolding
Skoles Lærere kunde med deres Rector i Spidsen gjerne vises frem som
en lignende Samling af Originaler, naar man i en glad Ferie havde
Humør til at tage dem fra deres komiske Side. Dette skal heller ikke
være sagt til deres Forringelse. Tvertimod.
Enhver aandelig Stand, som lever sit egentlige Liv udenfor Verden,
vil efter sit Væsen være prydet med mærkværdige Personligheder.
Præste- og Degnestanden er bekjendt derfor, men ogsaa Videnskab og
Kunst fremavler snurrige Skikkelser, og gjør det desto mere, jo
alvorligere, jo mere fordybet i sin Dont den er. Det er Livet i den
bevægede Verden, der afsliber og afrunder og giver selv fremragende
Mennesker mere Snittet af Dusinmennesker efter Tidens Skik og Mode.
Skolemænd have dertil endnu en anden Egenskab behov. Er de, hvad
de helst maa være, og hvad de ypperste af dem altid have været,
Børnevenner, der forstaae og tage Del i de Smaaes ubundne Naturliv,
vil de selv faae noget af dets Præg. Børnevenner blive barnlige
Sjæle, og lade sig lettelig kjøre om og udlee af det kløgtige
Verdensfolk.
Min Fader har jeg beskrevet, og man vil forstaae, at han ikke kunde
frikjendes for at være et Stykke af en Original, endog født og baaren
dertil. Min Broder Caspar, som ogsaa blev Skolemand, var det ikke
mindre, og vilde rimeligvis være bleven det endnu mere, om han var
bleven ved Skolen.
Overlæreren ved Kolding Skole, Carl Plougs Fader, var det ogsaa i
nogen Maade, skjønt ikke i en saa fremtrædende Grad. En spinkel,
glatkæmmet, graahaaret Mand, der mest gik i lysegraa Klæder, med
det reneste og fineste Linned og de blankeste Støvler, hvis Knirken
forkyndte os hans Komme, var han af en ældre Skole end min Fader
og mindede om den bedste Side af de gamle Høreres Væsen. En høist
agtværdig Mand, strengt pligtopfyldende, et Mønster paa Orden, var
det upaatvivlelig i høi Grad til Skolens Bedste, at han boede paa
Skolen og var dens Inspectør. Men hans Undervisning var os mindre
til Behag. Hans Methode var stiv og gammeldags, og han var streng
mod vore Udskeielser. Men vor Grammatik lærte vi, og det vanlige
Skolegriseri blev vi vænte af med.
En over al Maade mærkelig Fremtoning var den ældste Adjunkt Borgen,
en gammel sværtbygget duvnakket Knub med sort Kalot dybt ned over de
buskede Øienbryn, med voldsomme Bevægelser og et Ansigt som en Dværg,
der kommer ud af en Sten. Men i hans Bryst sad et blødt barnligt
Hjærte, og han var i høi Grad en Børneven, mere sine Disciples
Kammerat end Lærer. Han botaniserede med os, han kigede Stjerner med
os, han tog os hjem til sig, og i en Bolig, hvor han levede i det
skrækkeligste Roderi med en Hustru underlig som han selv, viste han
os alle sine Snurrepiberier, for han var en Samler af hvadsomhelst.
Han havde mærkelige Maader at gjøre os Videnskaben anskuelig paa,
dem han vel ikke altid anvendte, men naar vi bade ham derom, var
han altid villig dertil til vor store Morskab. Saa lærte han os
Grammatik med Fingrene; de blev da skubbede ind eller trukne frem for
at betegne Casus. Og lærte os Geometri med Paavisning; han taug da
bomstille, viste mimisk Figurerne og sluttede Beviser ved theathralsk
at slaae ud med Armene, saa vi havde meget ondt ved at skjule vor
Latter. Men vor bedste Fornøielse var at formaae ham til at give
os, hvad der kaldtes en Forklaringstime. Da maatte vi spørge ham om,
hvad det skulde være, og vi satte selvfølgelig vor Vittighed i med
stor Alvor at friste ham til at variere latterlige Themaer. Om han
i sin Godmodighed fandt sig i, hvad han ansaae for gavnlig Frihed,
eller han i sin egen Rørelse ikke mærkede vore Narrestreger, er ikke
let at sige. Jeg skulde næsten troe det sidste; som naar vi fik en
Kat listet paa Armen af ham og han holdt et rørende Foredrag over
den kjære Mis, da løb aabenbart hans Følelse af med ham; thi han var
i høi Grad en Dyreven. Imidlertid lærte han os ikke saa lidt, baade
fordi vi elskede ham og fordi han virkelig havde en tjenlig Methode,
saa mærkelig den end var. Af ham lærte jeg mit første Hebraisk, og
Grundlaget for Botaniken, som siden har skaffet mig megen Glæde. Da
han i min Studentertid blev fjernet fra Skolen paa en ublid Maade,
sendte vi ham til Opreisning og Trøst en Hilsen fra hans taknemlige
Disciple i Skikkelse af det bekjendte skjønne og rørende Digt af Carl
Ploug.
En ogsaa paa sin Maade meget paafaldende, men ret fremragende Mand
var Adjunct og siden Overlærer Brøndum. Med energisk, begeistret,
overvældende Veltalenhed ledsaget af theatralske, men ham naturlige
Gesticulationer, foredrog han os Verdenshistorie og Geografi, og
med en forfærdende Bestemthed, ikke sjelden med en ligesaa kraftig
Kjep -- jeg kan dog ikke klage over det -- indpræntede han os de
dengang overmaade udførlige Lærebøger ledsagede af endnu udførligere
glimrende Skildringer, til en saadan Fuldkommenhed, at jeg siden,
da jeg kom i en anden Skole, ikke mere behøvede at uleilige mig med
disse Fag. Da jeg ved Examen artium afleverede min Skolelærdom for
gamle Werlauff, hørte han uden selv at sige synderligt, en halv Times
Tid paa min Ordstrøm og skrev mig saa to Præceteriser. Min Broder
gjorde samme Lykke, men der var intet særdeles derved. Brøndums
Disciple fik saa godt som altid Udmærkelse i hans Fag; det mærkelige
var kun, at hans Kunst endnu kunde staae sin Prøve efterat vi tre Aar
havde været ude af hans Varetægt. Han var ogsaa vor Gymnastik- og
Svømmelærer, og hans stærke Legeme havde derved Anledning til at vise
ligesaa smukke som voldsomme Bevægelser.
Han hørte, især førend han blev gift, til min Moders Husvenner, saa
jeg kjendte ham ligesaa godt fra Dagligstuen som fra Skolen. Saavidt
jeg veed, var der noget vanskeligt ved hans Kjærlighedshistorie, som
Moder hjalp ham med at faae i Orden. I min Fortælling »Mine Søstre«
har jeg benyttet ham som Model for den Figur, jeg har kaldet Sthør.
Dog kun hvad hans Udvortes og hans Optræden i Skolen angaaer, thi
de Udskeielser, jeg har lagt ind i denne Charakter, vedkomme ikke i
mindste Maade min kjære og hæderlige Lærer, om hvem jeg ikke veed
andet end godt.
Disse vare de mærkeligste af Skolens Mænd. Min Faders Undervisning,
der af de ældre Disciple betragtedes som Skolens Glandspunkt, kom jeg
og min Broder desværre ikke til at nyde godt af. Han læste i Reglen
kun i den øverste Klasse, og det var først efter hans Død, at vi blev
flyttede op i den.
Skjønt altsaa Skolelivet ikke savnede Opmuntring, gik det mig dog,
som det vel er gaaet mangen anden i disse Aaringer, ikke bedre end at
jeg stadig led af Utilfredsstillelse og Kjedsomhed, derfor og af alle
de Unoder, som denne Fandens Hovedpude fremavler.
De værste af disse var Uartighed hjemme, Udplyndring af Haven,
skjønt jeg ogsaa trolig hjalp Moder med Arbeidet i den, Kravlen
omkring paa farlige Steder, Slagsmaal og Gadedrengestreger. Sæderne
vare primitive, vi betragtede ogsaa Gaderne, især Torvet som god
Legeplads. De mere uskyldige var at streife omkring uden Maal og Med
som et nysgjerrigt Dyr.
Saalangt som man paa en halv Dags Tid kunde naae, var der intet Sted,
veisomt eller uveisomt, der ikke blev afsøgt. Hvert Krat og Kløft,
hver Sump, hvert Træ og Sten, hver stor Udsigt eller skjult Krog
kjendte jeg ligesaa godt som Stuerne hjemme. Hvad der ikke kunde
naaes tillands, maatte der soppes eller svømmes til, og hvad der end
ikke saaledes var til at række, blev ved Vintertid opsøgt paa Isen.
Selvfølgelig spillede den mægtige mystiske Ruin herved den største
Rolle, jeg har jo alt talt derom. Hvergang jeg hører Alliken skrige
og snakke om gamle Taarne, mindes jeg de uhyre Flokke af disse Fugle,
som den husede. Og naar jeg paa min Landsbykirke undertiden har seet
en halv Snes Storke samles til Afreise, tænker jeg paa, hvorledes de
gamle Mures hele store Kreds hver Afskedsdag i Høst blev tæt besat
med disse underlige knepprende Stylteben.
At undersøge Naturen i det Smaa som i det Store, at betragte dens
vide Syner som dens mindste Spil, i alskens Belysning, ved alt Slags
Veirlig, i Sommerens Rigdom som i Vinterens Øde, har altid været min
Lidenskab, den jeg endnu ikke har faaet stillet. Livet i Kolding har
lagt den første Grund til disse Idrætter; det tøilesløse Drengevæsen
hjalp til at gjøre rigere Erfaring end nogensinde siden.
Ogsaa derfor har jeg at takke Gud. Det førte videre, end jeg dengang
kunde gøre mig klart. Saa fattigt end Livet kan være, kan det dog
fantastisk opfattet oplyse og oplade Kunstens Tryllerige.
At være med i en Efteraarsdags Skumring at drive Kvæget hjem fra den
fælles Bymark, og i Flok med plumpe Karle og snavsede Drenge, væbnet
med en lang Knaldepidsk at komme farende under Hujen og Trængsel opad
den lange bakkede Læsbygade med de dampende Dyr foran sig, var vel
egnet til at hensætte en fantastisk Dreng i en Walter Scott'sk Scene.
At sidde, naar vi legede Røvere i Slotsruinen, i den store
Fængselskjelder dybest under Kjæmpetaarnet, hvor der var bælgmørkt,
naar man fra Dagslyset kom derned, men hvor man tydelig nok saae
enhver Krog, naar man havde været der et Kvarters Tid, og i sin
Ensomhed at lure paa, at den søgende Vagt kom, og saa med et Spring
at kaste sig over den forat hugge sig igjennem, mens den endnu var
blind, gav en Fornemmelse af Ingemannsk Gru.
At ligge i stadig Feide med Plebeiernes Parti, som vi Latinere altid
gjorde paa Grund af, at vor Skole laa paa den ene Side af Kirken,
Borgerskolen paa den anden, gav Erfaringer om, hvad krigersk Mod vil
sige. Og naar det ikke var let at komme vel hjem fra Skolen, da man
paa ethvert Gadehjørne kunde blive nødt til at hugge sig gjennem
Fjendens lurende Patrouiller, gav et lille Begreb om de Montaguers og
Capuleters Kaardeklirren i Veronas Gyder.
Saa igjen i geografisk Begeistring at tage sig for at forfølge en
Bæks Løb langt ude fra Skovkløften, gjennem stridigt Krat og vaade
Sumpe, klattrende langs Trærødder og hoppende over Stene, til man
efterat have fældet Dragen i en stakkels Snogs Skikkelse, og have
næret sig af bittre Bær, endelig at naae til Vandmøllens sorte
drippende Hjul, og faae Culturgrund under sig -- var det end ikke et
Stykke af Coopers Skovliv, var der dog intet i Veien for, at en Dreng
kunde gjøre det dertil.
Mine Forældres Hus var ikke noget christeligt Hjem, og vi Børn fik
ikke nogen christelig Opdragelse. De var ikke irreligiøse, men deres
Religion var Humanismens, hvortil hørte, at man ikke maa tale for
tidlig til Børn om, hvad de ikke kunne forstaae.
Den første Spire til Gudsfrygt blev lagt i min Sjæl af en stor,
rødmusset Bondepige, som var vor Kokkepige.
En Dag, det maa have været ved Begyndelsen af min Skoletid, stod jeg
i Kjøkkenet og betragtede, forat forslaae Tiden, hendes Gjerning
ved Skorstenen, mens jeg smaasnakkede med hende. Hun maa i sin
Troskyldighed have sagt noget om Guds Hjælp og Bønnen, og jeg i min
Vigtighed yttret mig skeptisk derom. Det husker jeg ikke. Men vel,
at hun vendte sig om fra Ilden, og sagde med et alvorligt, noget
forfærdet Ansigt: Be'er du da ikke din Bøn? -- Nei. -- Kan du da ikke
dit Fadervor? -- Jo, det kunde jeg. -- Saa skulde du rigtig skamme
dig og læse det. -- Jeg havde intet at svare, men glemte ikke hendes
Anvisning. For det første skammede jeg mig, for det andet tog jeg
mig for at afhjælpe den Mangel, og vænte mig fra den Dag til at sige
mit Fadervor hver Aften, naar jeg kom i Seng. Jeg holdt min Skik, og
hvorvel jeg endnu i mange Aar ikke kom væsentlig videre end overfor
Gud at skamme mig over min Synd, men overfor Verden at glemme det
igjen, skal jeg dog altid være den enfoldige Pige taknemlig, for hun
i min Fattigdom gav mig den bedste Skjærv, hun eiede.
Ogsaa med Jødedommen kom jeg i Forbindelse, om det ogsaa kun var,
ligesom med Christendommen, en udvortes Forbindelse. Vor Husvært var
en jødisk Kjøbmand, en lille hjulbenet Mand med sin Nations Træk
stærkt udprægede, som da han ved sit Talent var kommen til Velstand,
havde den Drøm at ville gjøre en chevallerisk Figur, holdt en smuk
Hest, og var Underofficer i det borgerlige ridende Korps. Sine
elegante Rideture benyttede han som klog Forretningsmand ogsaa til at
eftersee sine hemmelige Forretningsveie. Han drev nemlig, som alle
der ved Toldgrændsen, en betydelig Smughandel, men udenfor denne
efter Stedets og Tidens Moral undskyldelige Plet var han en hæderlig
Mand og en Typus for en jødisk Handelsmand, i Forretninger et fint
Øie for Fordelen, mod Slægt og Venner et varmt opoffrende og trofast
Hjærte. Dertil fast i sin Tro og streng i Overholdelse af sin hellige
Lovs Bud.
I hans Hus kunde man lære jødisk Skik at kjende. Der var ingen
jødisk Slagter i Byen, Husbonden slagtede selv. At være tilstede
derved var vel ikke tilladt, men at see de blanke tveæggede Knive,
stukne i smukke Læderskeder, gik an i et fortroligt Øieblik, og det
var mystisk nok, det var Oldtidens Offerknive. Og saa at udspørge
om de smaa Pergamentslæg, der var sømmede til Dørkarmen, og høre,
at lignende blev baarne om Armen; at see Manden om Sabbathen sidde
inde bag sin Butiks Glasdøre med sin Kaskjet paa og læse i sin store
hebraiske Bog; og at lytte til Familiens ustandselige Tale, naar de
kom hjem fra Synagogen i Fredericia med Hjærterne strømmende over af
Henrykkelse over den hellige Fest, alt dette var jo vistnok kun at
staa i Hedningernes Forgaard, men det gav Lyst til at vide mere.
Kager og anden Festmad blev altid bragt ind til os og fortæredes med
Glæde, men vi blev ikke budne ind, dertil var Husets Skik for streng.
Den tydeligste Forestilling om Religionens Kraft gav os Fasten. Der
var en Butiksdreng, en yderst godmodig Fyr, som var vor Ven, og ved
hvis Disk jeg har tilbragt mangen ledig Time. Naar Fastedagen kom,
gik han ude i Gaarden med os og havde et forknyt Udseende, han led
af Sult. Naar han da saae op mod Himlen og fortalte, at blot en
eneste Stjerne blev synlig, saa begyndte Sabbathen og han kom til det
herlige Bord, da var dette Tegn mere end noget prosaisk Klokkeslet
egnet til at berøre os som et himmelsk Mysterium.
Om jeg som andre kaade Drenge har været med til at spotte over
Jøderne, veed jeg ikke og troer ikke, men i Omgang med dem har jeg
altid viist Ærbødighed for deres Helligdom, og havt let ved det,
da jeg følte den. Intet Under, da her var en Alvor overfor det
Guddommelige, som vi ikke kjendte. Vor egen Helligdom gjorde ingen
Fordringer til os, den var knap nok tilstede. Dette Samliv med
en elskværdig israelitisk Familie troer jeg har bidraget til den
Forkjærlighed for Abrahams Folk, jeg alt mit Liv har næret.
Medens jeg taler om Religionen, skulde jeg ikke glemme dens Skygge,
Overtroen. Kolding var en gammeldags By og ret en Rede for Troens
skumle Misfostre. I vort Hjem levede vi i Oplysningens Glorie, som
jog Djævlene ud med et altafgjørende Vaaben, den Paastand: de er
ikke til. Hvilket dog ikke kunde forhindre, at de udenom Kredsen
opførte en vild Hexedands. Af Tjenestefolk og Kammerater modtoge vi
ligesaa daglige Efterretninger fra Mørkets Rige, som man nu faaer
Avisefterretninger, kun med den Forskjel, at Avisen var ikke til at
stole paa, men dette kunde man tage paa med Hænderne.
Kom vi ind i den store Kjøbmandsgaard yderst i Læsbygade, hvor der
stod en Pæl paa Gaardspladsen, vel til at binde Dyrene ved, fortalte
Gaardskarlen os, at naar han rørte ved den Pæl, hørte han det nede
fra Jorden raabe: Ryk op! For den var rammet ned gjennem Kjøbmandens
Moder, han havde selv kjendt hende og vidste godt, det var ikke
rigtig fat med hende.
Kjørte vi hjem fra Christiansfeld sent paa Aftenen, holdt Kudsken os
vaagne ved at vise os det Sted paa Veien, hvor hans Heste den og den
Nat havde mødt det han ikke kunde see, men Hestene desbedre, for lige
til den Omdreining, nu kom vi strax til den, havde de arme Dyr gaaet
og aset som i Mudder til op paa Livet, skjønt Veien var ligesaa jævn
som nu, og da de endelig var slupne, var de saa hvide af Skum og saa
forhivede, som havde de løbet løbsk.
Hvert Sted havde sin Gjenganger, vor Gaard havde ogsaa sin, han hed
Bahnsen, men er mig forresten ubekjendt. Varsler blev bestandig sete
og hørte, var der en Ildebrand, havde den og den seet Forbrand.
Vidner var der nok af, skulde Sagen mod Overtro være ført paa den
Basis, vilde den øjeblikkelig være tabt.
En Dag løb der en Nyhed gjennem Byen, som slog alle med Rædsel,
man samledes paa Gadehjørnerne forat faae Vished om de nærmere
Omstændigheder. En Præst paa Landet var blevet taget af Djævelen,
Beviset forelaa, man havde fundet hans ene Ben i Blaakjær Skov.
Ingen undrede sig derover, man havde længe ventet det, for han var
bleven seet sidde midt paa sit Gulv med Cyprianus for sig og med en
Kridtstreg skrevet rundt om sig, medens den Onde foer om udenfor
Kredsen med en Rive for at hale Troldebogen fra ham. Sagen var,
at han havde den hos en Landsbypræst sjeldne Egenskab at være en
rig Mand, og at blive beskyldt for at drive Aager med sit Mammon,
rimeligvis dog med ingen bedre Grund, end at han nu blev beskyldt
forat have faaet et saa bedrøveligt Endeligt, for han levede i
Velgaaende endnu en Del Aar derefter.
Selv min Moder, det mest afgjort Oplysningsmenneske, jeg har kjendt,
var ikke fri for at have sine Erfaringer. Det er i det Hele en Feil
at troe, at Oplysningstiden var fri for at hjemsøges af Angreb fra
Mørkets Rige, medens den heller intet vilde vide af dem fra Lysets.
De faldt ligesaa rigeligt dengang som nu.