Faldende over mine egne Ben paa Gaabense Skibsbro, blev jeg paa

Faders Arm bragt ud i en Seilsmakke, og da den første Skyllesø

bragte Passagererne til at skrige, blev jeg forvandlet til noget

uformeligt ved Hjælp af et Sjal, og ved næste Sø stuvet ned under

Dækket blandt andre Bylter. Men i Nyborg var jeg efter endnu værre

Modgang paa store Belt dog ikke mere modfalden, end at jeg kunde

tage Initiativet, thi der var just Marked i Byen. Det var Fader en

Umulighed at nægte sine Børn noget, ene med Undtagelse af Hug; dette

Æventyr maatte altsaa bestaaes, og vi vendte seirrig tilbage med

Bytte. Den øvrige Vei blæste jeg desaarsag paa Trompet, medens Broder

Christian rørte Trommen, og Caspar formentlig aad Kager.

Det tog dog en brat Ende. Pludselig blev jeg funden inde paa en vaad

Mark oven paa Barnepigen, der skraalede end høiere end jeg, fordi

hun saameget mere end jeg var istand til at gjøre den Betragtning,

at hendes Liv havde Ende. Vognen var væltet. Man væltede dengang

hyppigere end nu, men mellem de høie Hækker i de dybe Spor væltede

man ogsaa mageligere, ingen kom til Skade. Men værst var det for

Moder, da hun endelig fik Hovedet ud af Vognen, at see Fader staae og

baxes med den kullerske Hest.

En forbikjørende Vogn hjalp os videre, og endelig kom vi, efter endnu

engang at have svaiet paa Lillebelts Bølger, men dennegang under

Færgemanden, Farbroder Karls, egen Varetægt, en mørk Aften skumplende

opad Kolding Gade.

ANDET KAPITEL.

KOLDING.

Man pleier paa Psychologiens Vegne at lægge Mærke til, hvorlangt et

Barns Minder gaae tilbage.

Jeg troer nu at kunne huske, at da Vognen den mørke Aften holdt paa

Kolding Torv udenfor Rectorens Bolig, kom de ned ad Stentrappen med

Lys. Det var dette, at jeg saae Dør, Trappe og Ansigter skinne i

Lyset, mens der rundt om var Mørke, ikke andet. Den Kjendsgjerning,

at vi holdt vort Indtog gjennem alle Stuer til festlig Klang af

Tromme og Trompet, vil jeg derimod ikke indestaae for skriver sig

fra min egen Erindring. Den hører upaatvivlelig til Børnekamrets

tidt opfriskede Fortællinger. Men det med Lyset kunde ikke saaledes

fortælles. Jeg var dengang 1 Aar og 10 Maaneder.

Lad da Indtoget i Kolding være Udgangspunktet for mine Erindringers

Kjæde. Hvor stærkt denne Omverden af det første Hjem med alle dets

Rum lige til de mindste Kanter og Kroge har bevæget min Hjærnes Væv,

og øvet den i at have sine Syner paa denne Scene, derom vidner, at

endnu 60 Aar efter har jeg næppe nogen natlig Drøm, uden at den

foregaaer i disse gamle Stuer.

Kolding var dengang en saa mærkelig By, at om man nu kunde tage den

hel og holden og sætte den i et Musæum, vilde den være en værdifuld

Oplysning om svundne Tilstande.

Krogede snævre Gader med Bindingsværks Huse, hvis Stokværk paa

Bjælkehoveder hang det ene ud over det andet; en primitiv Stenbro, i

hvis Midte løb en Række brede, over alenbrede, men runde utilhugne

Stene, indrettede til ved Spring fra den ene til den anden at komme

frem paa det ufremkommelige; en Vandpost med Trug om paa Torvet,

en Gabestok paa Raadstuehjørnet; bagud brøstfaldne Plankeværker,

forrevne Hækker, overalt gjennembrudte Smuthuller; og fremfor alt

den store triste Slotsruin seende fra sin høie Voldbakke ned paa

denne underlige af Fortidens sære Mennesker beboede Rede, det var

Yderverdenen, og vort Hjemlige var et værdigt Led deraf.

Vor Bolig var den lange Gaard, som indtog hele Torvets nordlige Side.

Op til den førte en høi Stentrappe med Jærnrækværk og Bænke paa

den brede Afsats til at nyde Sommeraften paa i Snak med Naboerne.

Indenfor en stor fliselagt Forstue, deromkring rummelige Værelser

med Bjælkeloft, høitsiddende Vinduer med smaa Ruder, overskyggede

af en Række Lindetræer klippede i Firkanter. Fra et stort brolagt

Kjøkken med Klinkedør ud til Gaarden førte Trappen op til andet

Stokværk, bestaaende af et eneste tomt Loftsrum belyst af en

Vinduesrækkes smaa Blyruder. Først i de sidste Aar havde Formanden,

Morbroder Erik, ladet afdele et Par ret gode Værelser til Rectoren og

Skolebibliotheket i den ene Ende af Bygningen. Og alt som Drengene

voxte til, blev i den anden Ende gjort et Kammer til os og et Værelse

til Lærerinden. Men endnu blev der et temmelig stort Loftsrum

tilbage, hvor Tjenestepigerne havde Leie, og over hvis Gulv laa en

mægtig Tværbjelke, vort første Gymnastikapparat. Saaledes var Skikken

i Kolding; skjønt omtrent alle Huse havde to Stokværk foruden det

steile Tag, blev det øverste først taget i Brug, altsom Kulturen steg.

Der var Plads nok, og en underlig Labyrinth af overflødige

Kroge. Ikke mindre i Udenværkerne. Gaarden skraanede opefter mod

en Bagbygning til Stald og Lade. Fra den førte en Dør ud til

Slotsbakken, som høinede sig steilt lige fra Døren, og endnu mere

fra den til Siden liggende Have, hvor en tre Alen høi Graastensmur

støttede Bakken. At bestige denne Mur og ved Hjælp af Æbletræernes

Grene at komme over det høie Plankeværk, der reiste sig ovenpaa den,

hørte til Storværker for Smaafolk. Men daglig maatte det gjøres. At

hoppe gjennem Ladedøren var jo ingen Ting, og op paa Slotsbakken

maatte man jo; ogsaa ind i Ruinen gjennem Kjældergluggerne, eller

entrende opad Murrevner til Vinduesgabene.

Den Ruin med dens mægtige mørke Kældre, dens nedfaldne Taarntrapper,

dens Bjerge af Murbrokker, sønderslaaede Ornamenter og sære

fantastiske Sandstensansigter, dens høie Sale med grøntbegroede

Murtinder, og den blaa Himmel derover, alle disse Belysninger gjennem

Porte og Vinduesgab, blev mig saa hjemlig, at jeg, hvergang jeg

kjedede mig, og Børn kjede sig forfærdelig tidt, maatte op og afsøge

den. Heller ikke i Skumringen lod jeg mig afskrække, den Gru, den da

vakte, var uimodstaaelig.

Naar saa i Morgenstunden alt var saa høitidsfuldt, Allikerne

kaglede deroppe omkring Kjæmpetaarnet, som det kaldtes efter de to

Sandstenskolosser, som endnu stod paa Hjørnerne af det paa langs

spaltede Taarn, og Taagen lettede over Egnen -- hvor var da Udsigten

henrivende; udover Byens Tage med stille, rygende Skorstene, Aadalen

med sine høie kuplede Bakker, den blanke Slotssø og Skovene langs

Fjorden lige til Fyen i det Fjerne.

Kun elleve Aar, og naar man trækker de første tre--fire altfor

barnlige fra, saameget færre, tilbragte jeg i disse Omgivelser; men

det var nok til at gjøre mig til omtrent alt, hvad jeg siden er

bleven til, om end de Kildespring, som dengang blev aabnede, skulde

siden blive bedre ordnede. Selvfølgelig begyndte det med Dæmring

og endte med klarere Syner, men disse Stadier lader sig nu ikke

udskille. Jeg tager derfor de forskjellige Sider af min Udvikling

under eet, hvad Tiden angaar, og lader dem kun følge i Række for

bedre at kunne betragte dem hver for sig.

Mine Forældre var begge aldeles afgjort Aandens Folk; det faldt dem

vistnok aldrig ind, at deres Børn muligvis ogsaa kunde være blevet

til noget i praktiske Stillinger. At lære, hvad et Menneske paa

Aandsdannelsens høieste Trin har fornødent, lige fra den klassiske

Fortids Storværker til det nyeste Vers, fra de ypperste Kunstværker

til Bøgernes smaa Billeder, og gjennem Naturens daglige Fænomener til

dens evige Aand, det og intet mindre var Opgaven. Der maatte intet

slaas af derpaa, og havde de end kun smaa Midler, de havde store i

deres egen Aand; og hvad Bekostning angaaer, tog de hellere fra sig

selv, for at bringe deres Børn frem paa den ideelle Bane. Heller

ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget Øieblik, end ikke i det

mismodigste, har havt ringeste Tvivl om, at dette var min Vei for

Livet.

Saa gik alt med Liv og Lyst, som det var os i Kjødet baaret. Der

blev aldrig anvendt Straffe, næppe nok Tvang. Kun naar vi Drenge var

altfor uartige, kunde Moder øse os over med en skarp Formaningstale,

en sjelden Gang ogsaa gjøre et ikke videre skrapt Forsøg paa at slaa

løs paa os. Vi havde derom den Historie, at min Broder Christian paa

sin troskyldige Maade havde i al Alvor Sagt: Moder skulde rigtig

tage en Kjep saa tyk som en Arm og hugge os Unger. For han var det

flittige og samvittighedsfulde Element, jeg det letsindige og dovne.

Og sloges vi, var det ufeilbarlig min Skyld.

Faders Strenghed gik ikke engang saa vidt. Det var ham umuligt at

see vore Unoder fra anden end den naturlige og morsomme Side. Naar

jeg intet gad bestille af det, jeg skulde, og havde de vildeste

Streger for, satte han sig til med stor Udførlighed at beskrive, hvad

Følgen vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes ud

i Skoven at skjære en forsvarlig Kjep; men Gaardskarlen, den store

Iver, som var min Ven, fremstod under den drastiske Skildring i en

meget gemytlig Skikkelse for min Phantasi, og idet Veien og Skoven

blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekjendte Skov,

hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste Kjeppe sad, og inden

vi engang kom til at høre om Kjeppens Brug, end sige at føle den,

var ogsaa Fader bleven saa greben af sin egen pudsige Fantasi og

ikke mindre pudsige Udtryksmaade, at han fik sig en Latter, mens han

ragede mig i Haaret.

Langt mere Virkning havde det, naar hans bekymrede Fremtidssyner tog

en anden Retning, og han beskrev, hvorledes den Dreng, der ikke vilde

læse, maatte sættes til et Haandværk. Nu blev Skomageren fremdragen,

ham der var gift med Kokkepigen Ane og boede opad den høie Trappe i

Søndergade, og hvis Værksted med alle dets stramt lugtende Apparater,

belyst af den æventyrlige Glaskugle, netop var et af mine Drømmeriers

vanlige Tilholdssteder. Der blev i Forbigaaende talt om, at der

var noget, der hed en Spandrem -- jo, jeg kjendte den og vidste,

hvorledes den blev spændt over Støvlesaalen paa Skomagerens Knæ --

men naar den kom over Enden paa en Dreng, var det ingen Spøg. Jeg gad

blot vidst, om Fader selv kjendte den saa godt; jeg har en Mistanke

om, at han snarere tænkte paa Lukians Skomager. Vist var det, at han

dreiede af, og Forestillingen endte med et grangiveligt Syn paa en

Skomagerdreng, der kom fløitende og dandsende henad de brede Stene

opad Østergade med den ene af Rectorens Støvler under Armen og en

Tøffel til Stuepigen i hver Haand. Dette blev mig det sværeste.

Østergade saae vi paa langs nedad fra vore Vinduer, og dens Eslinie

udmaalte jeg altid Perspectivet af, naar jeg laa i Dagligstuevinduet

og kjedede mig. Nu at se mig selv som en snavset Skoledreng komme

fløitende længst ude fra, til Spøgelset mere og mere nærmede sig --

jeg kunde ikke faae det ud af mine Tanker igjen, og Virkningen var en

usigelig Angst for at synke ned i slig plebeiisk Stand.

Jeg var ligesaa stor en Aandsaristokrat som Fader, og havde det været

beregnet, hvad der kun var hans Lune, kunde han ikke have valgt noget

kraftigere Middel. Ligefuldt slog Midlet feil. Ogsaa deri lignede jeg

ham, at det blev ved Fantasien, og vendende og dreiende paa den fik

jeg dog ikke fat paa det Arbeide, den med sin truende Svøbe skulde

drive mig til.

Ganske vist lærte jeg tidlig nok at læse, takket være Moders Energi;

men for mig selv var det vigtigste derved, at jeg kunde prale for

Tjenestepigerne med, at jeg kunde læse ligesaa godt som de. Min

Fremgang var som et Føls, der er bundet bagved en Vogn. Den beroede

paa, at jeg maatte følge med min Broder, der var syv Fjerdingaar

ældre. Ethvert Skridt blev taget et Par Aar for tidlig, og blev

ikke taget helt ud, Benene var for korte. Formelt kunde jeg læse og

skrive, da jeg var fire Aar, i Virkeligheden lærte jeg ikke disse

ædle Kunster, før jeg var en fem, sex Gange saa gammel.

Min Fader underviste os ikke, hans Umage med vor Opdragelse var af

den Natur, jeg har talt om. Han beboede et Par afsondrede Stuer

ovenpaa, en fjern og høitidelig Helligdom, og kom kun ned, naar han

søgte Hvile og Opmuntring. Men Moder var ofte oppe hos ham, og tog

hun os med, var det en festlig Gang. Hans Liv var delt mellem det

stille Arbeide i hans Bibliothek og hans Gang paa Skolen.

Men Moder var ogsaa nok istand til at gjøre Fyldest for begge

Forældre og for mere end det. Foruden at bære Byrden af vor

Opdragelse og primitive Undervisning, var hun rastløs i at fuldbringe

de mærkværdigste huslige Bedrifter.

Om Foraaret og Sommeren igjennem syslede hun med Haveurter og

Blomster, og hun havde to Haver under sin Varetægt, en ved vor Bolig,

og en større ved Skolen. Det var det Arbeide, jeg var mest oplagt til

at hjælpe hende med. Om Efteraaret blev der slagtet i det Store til

Aarets Forsyning, og Hovedsagen var Grisen, vor fælles Ven, som vi i

dens korte Liv daglig besøgte i et Familietog med Fader i Spidsen.

Saa blev der lavet Kartoffelmel, en meget vidtløftig Proces, som jeg

ved anstrengt Betragtning af de mange Rivejærn, de store Vandkar,

som Hakkerne arbeidede Bundfaldet op af, og alle de blændende Kager,

der slikkede Solskin paa Sengelad i Gaarden, endnu har bevaret saa

tydelig i min Erindring, at jeg troer, jeg selv var istand til at øve

den Kunst. Produktet er skjønt nok at see til, men jeg vilde ogsaa

dengang nødig andet, og er mangen Gang bleven skraalende sat ud i

Kjøkkenet for der at spise mine Melboller op.

Saa blev der kjøbt Hør og Uld, og i det store Loftsrum sad Koner og

Piger paa Rad og lod Hørren gaae gjennem Heglens Tænder, skrabede

frem og tilbage med Karterne, og lagde de smukke Uldtøirer tilside

paa Kurven, mens vi Børn stode med Hænderne paa Ryggen og gloede og

hørte paa Snakken. Hørren spandt Moder selv Vintren igjennem, et

Arbeide, hun særdeles yndede, fordi det ikke hindrede hende, hverken

i at høre os læse eller selv at lade Munden løbe med Fortællinger.

Naar Væveren saa fik det Spundne slaaet op, skulde vi hen at betragte

hans skjønne Kunst, og naar Blegen var spændt ud, skulde vi ned til

Aaen og see, hvor deilig de lange Lærreder skinnede paa Græsset.

Saa blev der støbt Lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den

smeltede Talg, og see det runde Bord langsomt bevæge sig om sin Axe,

medens de fra dets Rand nedhængende Væger en for en blev dyppet i

det dampende Talgkar. Derved blev det ikke glemt at støbe trearmede

Helligtrekongerslys, med et Kræmmerhus Krudt ved Grunden af Grenene.

Naar de blev tændte paa den hellige Aften, maatte altid Fader være

med at staae og stirre paa dem i spændt Forventning, til Lyset naaede

Krudtet og Explosionen foregik.

Det var tarvelige Tider. Familien sad om sit ene hjemmestøbte

Talglys, kun naar der kom Fremmede, tændtes de fine Christiansfelder

Lys, ogsaa af Talg, men formede; begge Slags dog i Messingplader.

Under alt dette fik dog Moder Tid nok til det, der egentlig var

Sagen. Da de elementære Kunster vare overstaaede, kom vi til de rette

Aandens Skatte. Alskens Litteratur blev indøvet. Først naturligvis

Børnebøgerne, Campes og Salzmanns, og Billedbøgerne. Dem var der

mange af, skjønt langt fra saa glimrende som nu. Hvor de kom fra,

vidste vi ikke, men jeg troer, de mest skyldtes vor elskværdige

Tante Christines uudtømmelige Velgjørenhed. Vi havde aldrig seet

hende, men hun stod i en mystisk Baggrund som en Juleaftens- og

Fødseldags-Engel, og naar Ageposten kom, kom den fra hende. Mine

Yndlingsbøger var dog ikke de moralske Børnevenner, ikke engang

Robinson; nei, den naturhistoriske Billedbog i 3 tykke Bind, den var

mit Rige. Billederne var stive og ukarakteristiske, men i Mængde

meget fuldstændige, og at gjennemgaae atter og atter og indprente sig

Dyrenes mangfoldige Arter, gav mig den første Forsmag paa, hvad man

kunde kalde et Studium, og i et saadant har jeg altid været flittig.

I Dagligstuen var det Poesi, der blev læst, den ene Digter efter den

anden. Først var det Moder, der læste, siden i Almindelighed Broder

Christian, der var den skjønne Aand i den lille Kreds; naar vi da

ikke var saa lykkelige at faa Broder Caspar med, for han foredrog som

en hel Kunstner, og gav ovenikjøbet Scenen dramatisk. Hovedsagen var

dog Moders Forklaring, der stadig løb med som den æsthetiske Theori.

Vi kom meget tidlig til det Tydske, og naar Christian kom ind fra

Børnekammeret med Bogen, og sagde: »Moder, skal vi saa have en

Mundfuld Schiller,« og jeg i Hælene paa ham, fornam jeg, at nu gik

Tæppet op. Endelig blev der ogsaa ageret.

Som til andre Provindsbyer kom der ogsaa til Kolding jævnlig

omreisende Skuespillertrupper, og da den var en Grændseby mod

»Holsten«, og Nabobyen allerede var fuldstændig tydsk, kunde det

ogsaa skee, at disse spilte tydsk. Den Leilighed til Uddannelse

blev aldrig forsømt; og jeg seer endnu for mine Øine Fjællebodens

tarvelige Decorationer og de drabeligt gesticulerende Herrer og

Damer, medens til Sufflørens hvæsende Accompagnement Kotzebues

rørende Stykker gik over Scenen.

Sligt maatte ikke falde til Jorden, det maatte eftergjøres hjemme.

Maaneder igjennem blev der lavet Dragter og Papdekorationer, og

indøvet Roller, indtil »Fridolins Gang nach dem Eisenhammer«, dog

paa Dansk, endelig hædret med alle Familiens Venners Besøg og med

Fader paa Hæderspladsen kom til festlig Opførelse. Broder Christian

gav Titelrollen med Bravur, Overlærer Plougs Datter Gerhardine med

de lyse Krøller var Elskerinde, og hun vedblev at være det, saalænge

vi var i Kolding; men jeg, hvem kun en Jærnstøberkarls Rolle blev

betroet, kom kun maadeligt fra det. Den Kunst har altid ligget mig

for høit. Kun eengang, det var i Roskilde Skole, har jeg siden været

paa Brædderne, og da nydeligt pyntet ud som Pernille, men ligefuldt

gjorde jeg fuldkommen Fiasco.

Min Moder havde en overordentlig vidtstrakt Kundskab til dansk og

tydsk Litteratur, andre Sprog læste hun ikke. Til engelske Forfattere

benyttede hun Oversættelser, og de franske yndede hun ikke. Hun læste

med hele sin Sjæl, hun levede i det Fremstillede, hun elskede de

Personligheder, hun gjennem Levnetsbeskrivelser gjorde Bekjendtskab

med, og talte om dem, som om sine Venner. Hun var saa hengiven til

Læsning, at naar hun fik en Bog for sig, og Haanden under Kinden,

rejste hun sig ikke let, førend Bogen var ude; imens kunde vi støie

saameget vi vilde. Hvorledes hun fik Tid dertil, forstaar jeg ikke,

thi foruden de større huslige Arbeider syede og strikkede hun de

fleste af vore Klæder saavelsom sine egne, og spandt selv Tøiet

dertil. Men alt gik hurtig for hende.

Imidlertid var hun meget langt fra at tiltroe sig selv at kunne

meddele os den Dannelse, hun vilde vi skulde opnaae. Hun havde efter

den Tids Skik aldrig havt nogen ordentlig Undervisning. Vi fik

tidlig andre Lærere. Efterat en og anden Seminarist havde øvet os i

Skrivning og Regning, blev der antaget Hus-Lærerinde.

Den første var min Faders Cousine, Gotfredine Lindam. Om hende husker

jeg intet andet, end at jeg skraalede, naar hun klædte mig paa,

for hun kneb mig, naar jeg ikke vilde staae roligt. Den anden var

en Veninde af Moder, som efter et halvt Aar blev gift med Emanuel

Taubers Stedsøn. Hvad hun lærte mig, veed jeg ikke, men det var min

Fornøielse at læse i Haven, hvor hun havde saaet sin Kjærestes Navn

med Karse. Men den tredie blev vort Huses Stjerne, hendes Billede

indprægede sig uforglemmelig i min Erindring.

Hun var af den hernhutiske Menighed i Christiansfeld, hendes Moder

boede i dens Enkehus, og hendes Søster var udsendt som Lærerinde

til Neuwied. Men selv havde hun brudt med Brødremenigheden af

Misfornøielse med dens formelle Væsen, og havde aldeles intet

pietistisk Præg. Hun var overordentlig smuk med regelmæssige

imponerende Træk, store bestemte blaa Øine, prægtig Farve, stærkt

lyst Haar, og en baade blød og fast Figur. Hun satte alt Byens

Mandkjøn i Flamme, men vedligeholdt selv en kjølig Ro overfor

saadanne Anfegtelser. Da hun efter nogle Aar giftede sig, var det

med en usædvanlig lidt kjøn og lidt charakterfast, men fra Hjærtets

Side elskværdig og meget musikalsk Capellan, og hun blev den svage,

tilsidst hjælpeløse Mands Livs Støtte, kraftig, overlegen og trofast,

som hun var i alle Livets Forhold.

Hun var ret Moders kjære Veninde, og hvad hun ikke var for Moder,

var hun for os smaa, vi tilbad hende. Jeg omtaler hende noget

udførligere, fordi hun var den første Anledning til at mine barnlige

Øine blev aabnede for legemlig Skjønhed. Hendes Charakter har jeg

først senere lært at forstaae, men at hænge om hendes Hals og see

hende ind i de mærkværdige Øine og nævne hende med de kjærligste

Navne, var den sex, otte Aars Drengs Henrykkelse.

Ikke at det just fremmede Værket; jeg mindes ikke, hvad jeg lærte af

hende, det skulde da være at forstaae tydsk Tale; men dette lærtes

bedst, mens vi hang over hende ved Kakkelovnsbelysning i Mørkningen.

Fik jeg derimod oppe i Læsestuen en Tavle eller Skrivebog at passe,

gled jeg gjerne ned under Bordet, og saameget hun end trak i mig

og skjændte paa Tydsk, satte jeg dog et Æsels passive Modstand mod

hendes velmente Anstrengelser.

Til Undervisning hørte ogsaa Musik, og da Moder elskede den, og Fader

var en Kjender af første Rang, blev vi saa tidlig jeg kan mindes,

holdt til Klaveret. Men det lykkedes ikke. Musikalsk Begavelse er

vistnok arvelig, men Arveligheden er som bekjendt et lunefuldt Væsen,

ingen af os Børn arvede vore Forældres Evner i dette Stykke.

Min Fader musicerede ikke meget selv. Han havde, hvad der dengang var

ret almindeligt, fra sin Ungdom spillet Fløite, og undertiden hørtes

dens vemodige Toner oppe fra hans Værelse, men det var dog kun i min

tidligste Barndom. Han har sagtens mere benyttet Instrumentet for

at opfriske en Stemning eller Erindring end for egentlig at drive

Kunsten. Derimod samlede han om sig, hvad der i den lille By kunde

findes af musikalske Kræfter, hvortil den omtalte Capellan var ham

den bedste Støtte, og min uheldige Lærer, en Skolelærer, tilligemed

den gamle Organist gode Hjælpere. Han fik et ret anstændigt lille

Orchester bragt istand, som ogsaa benyttedes ved de Skolefester,

hvortil han altid selv skrev Cantaten. Ved saadanne Leiligheder har

jeg vel ogsaa sunget med i Choret, men det var meget svært at faae

mig gjort antagelig, og jeg har aldrig havt Stemme, saa meget jeg end

har anstrengt mig for at faae den frem.

Om Musiken samledes ogsaa større Selskab, og vort Hus var meget søgt.

Min Fader gjorde et høist elskværdigt Indtryk paa enhver, der kom ham

nær, endog Almuesfolket, saa lidt det end saae ham, talte om ham med

hjærtelig Veneration; det hørte vi Drenge en Del til, thi vi omgikkes

jævnlig den Slags Naboer. Han var imidlertid lidt vanskelig at komme

nær. Han tog ikke Del i Byens Selskabsliv, spillede ikke Kort, og

passede daarlig i Provindsembedsmænds kun lidet dannede Kreds. Kun

naar vi havde de omtalte Soireer, var han med Glæde Midtpunktet, ved

andre Besøg blev han paa sit Værelse.

Det var derfor Moder, der blandt saamange andre Hverv, ogsaa

overkom det at samle Husvenner. Og hun havde mange. Hvem der satte

Pris paa en Samtale ført med det Liv, den Kundskabsfylde og den

Verdenserfaring, ingen som hun i den Kreds kunde byde, kom jævnlig,

og især Eftermiddagstimerne, som paa Grund af den tidlige Spisetid

var Besøgstiden, gik hen dermed.

Imidlertid nærmede sig den Tid, da vi trods Hjemmets betydelige

Dannelsesmidler dog ikke vare tjente med at savne streng Methode; vi

to Drenge maatte i Latinskolen, og vi forberedte os dertil. Broder

Caspar, der var ti Aar ældre end jeg, afgik vel allerede i mit

ottende Aar til Universitetet, men han havde dog faaet Tid til at

føre os ind i Latinens Begyndelsesgrunde. Vi kunde paa en Høitidsdag

overraske Fader med de vanlige Remser af Grammatiken. Og mange andre

Herligheder havde den kjære Broder med sin Fantasi, sin klare Tanke

og sikkre Smag opladt for os.

Han var fuldelig sin Moders Søn, kun mindre satirisk. Medens hun

meget klart saae enhver Feil hos sine Venner, og ikke var fri for

skarpt at udtale dem, uden dog derfor at elske dem mindre, var det

hos ham, som han ikke saae det; han tildækkede det med den venligste

Dom. Ligefuldt havde han en mægtig Sands for det Komiske, Holberg var

hans Yndlingsforfatter, og han kunde fremstille hans Figurer som en

Skuespiller; men han opfattede ikke levende Mennesker saaledes. Med

sine voldsomme Fagter og sin rungende Latter var han heller ikke fri

for til Tider selv at være lidt af en komisk Figur, men ligefuldt var

han en streng Charakter, af dyb Alvor og Samvittighedsfuldhed, ingen

fik ham fra, hvad han vidste var Ret.

Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det · 第 2 / 29 段