Faders Arm bragt ud i en Seilsmakke, og da den første Skyllesø
bragte Passagererne til at skrige, blev jeg forvandlet til noget
uformeligt ved Hjælp af et Sjal, og ved næste Sø stuvet ned under
Dækket blandt andre Bylter. Men i Nyborg var jeg efter endnu værre
Modgang paa store Belt dog ikke mere modfalden, end at jeg kunde
tage Initiativet, thi der var just Marked i Byen. Det var Fader en
Umulighed at nægte sine Børn noget, ene med Undtagelse af Hug; dette
Æventyr maatte altsaa bestaaes, og vi vendte seirrig tilbage med
Bytte. Den øvrige Vei blæste jeg desaarsag paa Trompet, medens Broder
Christian rørte Trommen, og Caspar formentlig aad Kager.
Det tog dog en brat Ende. Pludselig blev jeg funden inde paa en vaad
Mark oven paa Barnepigen, der skraalede end høiere end jeg, fordi
hun saameget mere end jeg var istand til at gjøre den Betragtning,
at hendes Liv havde Ende. Vognen var væltet. Man væltede dengang
hyppigere end nu, men mellem de høie Hækker i de dybe Spor væltede
man ogsaa mageligere, ingen kom til Skade. Men værst var det for
Moder, da hun endelig fik Hovedet ud af Vognen, at see Fader staae og
baxes med den kullerske Hest.
En forbikjørende Vogn hjalp os videre, og endelig kom vi, efter endnu
engang at have svaiet paa Lillebelts Bølger, men dennegang under
Færgemanden, Farbroder Karls, egen Varetægt, en mørk Aften skumplende
opad Kolding Gade.
ANDET KAPITEL.
KOLDING.
Man pleier paa Psychologiens Vegne at lægge Mærke til, hvorlangt et
Barns Minder gaae tilbage.
Jeg troer nu at kunne huske, at da Vognen den mørke Aften holdt paa
Kolding Torv udenfor Rectorens Bolig, kom de ned ad Stentrappen med
Lys. Det var dette, at jeg saae Dør, Trappe og Ansigter skinne i
Lyset, mens der rundt om var Mørke, ikke andet. Den Kjendsgjerning,
at vi holdt vort Indtog gjennem alle Stuer til festlig Klang af
Tromme og Trompet, vil jeg derimod ikke indestaae for skriver sig
fra min egen Erindring. Den hører upaatvivlelig til Børnekamrets
tidt opfriskede Fortællinger. Men det med Lyset kunde ikke saaledes
fortælles. Jeg var dengang 1 Aar og 10 Maaneder.
Lad da Indtoget i Kolding være Udgangspunktet for mine Erindringers
Kjæde. Hvor stærkt denne Omverden af det første Hjem med alle dets
Rum lige til de mindste Kanter og Kroge har bevæget min Hjærnes Væv,
og øvet den i at have sine Syner paa denne Scene, derom vidner, at
endnu 60 Aar efter har jeg næppe nogen natlig Drøm, uden at den
foregaaer i disse gamle Stuer.
Kolding var dengang en saa mærkelig By, at om man nu kunde tage den
hel og holden og sætte den i et Musæum, vilde den være en værdifuld
Oplysning om svundne Tilstande.
Krogede snævre Gader med Bindingsværks Huse, hvis Stokværk paa
Bjælkehoveder hang det ene ud over det andet; en primitiv Stenbro, i
hvis Midte løb en Række brede, over alenbrede, men runde utilhugne
Stene, indrettede til ved Spring fra den ene til den anden at komme
frem paa det ufremkommelige; en Vandpost med Trug om paa Torvet,
en Gabestok paa Raadstuehjørnet; bagud brøstfaldne Plankeværker,
forrevne Hækker, overalt gjennembrudte Smuthuller; og fremfor alt
den store triste Slotsruin seende fra sin høie Voldbakke ned paa
denne underlige af Fortidens sære Mennesker beboede Rede, det var
Yderverdenen, og vort Hjemlige var et værdigt Led deraf.
Vor Bolig var den lange Gaard, som indtog hele Torvets nordlige Side.
Op til den førte en høi Stentrappe med Jærnrækværk og Bænke paa
den brede Afsats til at nyde Sommeraften paa i Snak med Naboerne.
Indenfor en stor fliselagt Forstue, deromkring rummelige Værelser
med Bjælkeloft, høitsiddende Vinduer med smaa Ruder, overskyggede
af en Række Lindetræer klippede i Firkanter. Fra et stort brolagt
Kjøkken med Klinkedør ud til Gaarden førte Trappen op til andet
Stokværk, bestaaende af et eneste tomt Loftsrum belyst af en
Vinduesrækkes smaa Blyruder. Først i de sidste Aar havde Formanden,
Morbroder Erik, ladet afdele et Par ret gode Værelser til Rectoren og
Skolebibliotheket i den ene Ende af Bygningen. Og alt som Drengene
voxte til, blev i den anden Ende gjort et Kammer til os og et Værelse
til Lærerinden. Men endnu blev der et temmelig stort Loftsrum
tilbage, hvor Tjenestepigerne havde Leie, og over hvis Gulv laa en
mægtig Tværbjelke, vort første Gymnastikapparat. Saaledes var Skikken
i Kolding; skjønt omtrent alle Huse havde to Stokværk foruden det
steile Tag, blev det øverste først taget i Brug, altsom Kulturen steg.
Der var Plads nok, og en underlig Labyrinth af overflødige
Kroge. Ikke mindre i Udenværkerne. Gaarden skraanede opefter mod
en Bagbygning til Stald og Lade. Fra den førte en Dør ud til
Slotsbakken, som høinede sig steilt lige fra Døren, og endnu mere
fra den til Siden liggende Have, hvor en tre Alen høi Graastensmur
støttede Bakken. At bestige denne Mur og ved Hjælp af Æbletræernes
Grene at komme over det høie Plankeværk, der reiste sig ovenpaa den,
hørte til Storværker for Smaafolk. Men daglig maatte det gjøres. At
hoppe gjennem Ladedøren var jo ingen Ting, og op paa Slotsbakken
maatte man jo; ogsaa ind i Ruinen gjennem Kjældergluggerne, eller
entrende opad Murrevner til Vinduesgabene.
Den Ruin med dens mægtige mørke Kældre, dens nedfaldne Taarntrapper,
dens Bjerge af Murbrokker, sønderslaaede Ornamenter og sære
fantastiske Sandstensansigter, dens høie Sale med grøntbegroede
Murtinder, og den blaa Himmel derover, alle disse Belysninger gjennem
Porte og Vinduesgab, blev mig saa hjemlig, at jeg, hvergang jeg
kjedede mig, og Børn kjede sig forfærdelig tidt, maatte op og afsøge
den. Heller ikke i Skumringen lod jeg mig afskrække, den Gru, den da
vakte, var uimodstaaelig.
Naar saa i Morgenstunden alt var saa høitidsfuldt, Allikerne
kaglede deroppe omkring Kjæmpetaarnet, som det kaldtes efter de to
Sandstenskolosser, som endnu stod paa Hjørnerne af det paa langs
spaltede Taarn, og Taagen lettede over Egnen -- hvor var da Udsigten
henrivende; udover Byens Tage med stille, rygende Skorstene, Aadalen
med sine høie kuplede Bakker, den blanke Slotssø og Skovene langs
Fjorden lige til Fyen i det Fjerne.
Kun elleve Aar, og naar man trækker de første tre--fire altfor
barnlige fra, saameget færre, tilbragte jeg i disse Omgivelser; men
det var nok til at gjøre mig til omtrent alt, hvad jeg siden er
bleven til, om end de Kildespring, som dengang blev aabnede, skulde
siden blive bedre ordnede. Selvfølgelig begyndte det med Dæmring
og endte med klarere Syner, men disse Stadier lader sig nu ikke
udskille. Jeg tager derfor de forskjellige Sider af min Udvikling
under eet, hvad Tiden angaar, og lader dem kun følge i Række for
bedre at kunne betragte dem hver for sig.
Mine Forældre var begge aldeles afgjort Aandens Folk; det faldt dem
vistnok aldrig ind, at deres Børn muligvis ogsaa kunde være blevet
til noget i praktiske Stillinger. At lære, hvad et Menneske paa
Aandsdannelsens høieste Trin har fornødent, lige fra den klassiske
Fortids Storværker til det nyeste Vers, fra de ypperste Kunstværker
til Bøgernes smaa Billeder, og gjennem Naturens daglige Fænomener til
dens evige Aand, det og intet mindre var Opgaven. Der maatte intet
slaas af derpaa, og havde de end kun smaa Midler, de havde store i
deres egen Aand; og hvad Bekostning angaaer, tog de hellere fra sig
selv, for at bringe deres Børn frem paa den ideelle Bane. Heller
ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget Øieblik, end ikke i det
mismodigste, har havt ringeste Tvivl om, at dette var min Vei for
Livet.
Saa gik alt med Liv og Lyst, som det var os i Kjødet baaret. Der
blev aldrig anvendt Straffe, næppe nok Tvang. Kun naar vi Drenge var
altfor uartige, kunde Moder øse os over med en skarp Formaningstale,
en sjelden Gang ogsaa gjøre et ikke videre skrapt Forsøg paa at slaa
løs paa os. Vi havde derom den Historie, at min Broder Christian paa
sin troskyldige Maade havde i al Alvor Sagt: Moder skulde rigtig
tage en Kjep saa tyk som en Arm og hugge os Unger. For han var det
flittige og samvittighedsfulde Element, jeg det letsindige og dovne.
Og sloges vi, var det ufeilbarlig min Skyld.
Faders Strenghed gik ikke engang saa vidt. Det var ham umuligt at
see vore Unoder fra anden end den naturlige og morsomme Side. Naar
jeg intet gad bestille af det, jeg skulde, og havde de vildeste
Streger for, satte han sig til med stor Udførlighed at beskrive, hvad
Følgen vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes ud
i Skoven at skjære en forsvarlig Kjep; men Gaardskarlen, den store
Iver, som var min Ven, fremstod under den drastiske Skildring i en
meget gemytlig Skikkelse for min Phantasi, og idet Veien og Skoven
blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekjendte Skov,
hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste Kjeppe sad, og inden
vi engang kom til at høre om Kjeppens Brug, end sige at føle den,
var ogsaa Fader bleven saa greben af sin egen pudsige Fantasi og
ikke mindre pudsige Udtryksmaade, at han fik sig en Latter, mens han
ragede mig i Haaret.
Langt mere Virkning havde det, naar hans bekymrede Fremtidssyner tog
en anden Retning, og han beskrev, hvorledes den Dreng, der ikke vilde
læse, maatte sættes til et Haandværk. Nu blev Skomageren fremdragen,
ham der var gift med Kokkepigen Ane og boede opad den høie Trappe i
Søndergade, og hvis Værksted med alle dets stramt lugtende Apparater,
belyst af den æventyrlige Glaskugle, netop var et af mine Drømmeriers
vanlige Tilholdssteder. Der blev i Forbigaaende talt om, at der
var noget, der hed en Spandrem -- jo, jeg kjendte den og vidste,
hvorledes den blev spændt over Støvlesaalen paa Skomagerens Knæ --
men naar den kom over Enden paa en Dreng, var det ingen Spøg. Jeg gad
blot vidst, om Fader selv kjendte den saa godt; jeg har en Mistanke
om, at han snarere tænkte paa Lukians Skomager. Vist var det, at han
dreiede af, og Forestillingen endte med et grangiveligt Syn paa en
Skomagerdreng, der kom fløitende og dandsende henad de brede Stene
opad Østergade med den ene af Rectorens Støvler under Armen og en
Tøffel til Stuepigen i hver Haand. Dette blev mig det sværeste.
Østergade saae vi paa langs nedad fra vore Vinduer, og dens Eslinie
udmaalte jeg altid Perspectivet af, naar jeg laa i Dagligstuevinduet
og kjedede mig. Nu at se mig selv som en snavset Skoledreng komme
fløitende længst ude fra, til Spøgelset mere og mere nærmede sig --
jeg kunde ikke faae det ud af mine Tanker igjen, og Virkningen var en
usigelig Angst for at synke ned i slig plebeiisk Stand.
Jeg var ligesaa stor en Aandsaristokrat som Fader, og havde det været
beregnet, hvad der kun var hans Lune, kunde han ikke have valgt noget
kraftigere Middel. Ligefuldt slog Midlet feil. Ogsaa deri lignede jeg
ham, at det blev ved Fantasien, og vendende og dreiende paa den fik
jeg dog ikke fat paa det Arbeide, den med sin truende Svøbe skulde
drive mig til.
Ganske vist lærte jeg tidlig nok at læse, takket være Moders Energi;
men for mig selv var det vigtigste derved, at jeg kunde prale for
Tjenestepigerne med, at jeg kunde læse ligesaa godt som de. Min
Fremgang var som et Føls, der er bundet bagved en Vogn. Den beroede
paa, at jeg maatte følge med min Broder, der var syv Fjerdingaar
ældre. Ethvert Skridt blev taget et Par Aar for tidlig, og blev
ikke taget helt ud, Benene var for korte. Formelt kunde jeg læse og
skrive, da jeg var fire Aar, i Virkeligheden lærte jeg ikke disse
ædle Kunster, før jeg var en fem, sex Gange saa gammel.
Min Fader underviste os ikke, hans Umage med vor Opdragelse var af
den Natur, jeg har talt om. Han beboede et Par afsondrede Stuer
ovenpaa, en fjern og høitidelig Helligdom, og kom kun ned, naar han
søgte Hvile og Opmuntring. Men Moder var ofte oppe hos ham, og tog
hun os med, var det en festlig Gang. Hans Liv var delt mellem det
stille Arbeide i hans Bibliothek og hans Gang paa Skolen.
Men Moder var ogsaa nok istand til at gjøre Fyldest for begge
Forældre og for mere end det. Foruden at bære Byrden af vor
Opdragelse og primitive Undervisning, var hun rastløs i at fuldbringe
de mærkværdigste huslige Bedrifter.
Om Foraaret og Sommeren igjennem syslede hun med Haveurter og
Blomster, og hun havde to Haver under sin Varetægt, en ved vor Bolig,
og en større ved Skolen. Det var det Arbeide, jeg var mest oplagt til
at hjælpe hende med. Om Efteraaret blev der slagtet i det Store til
Aarets Forsyning, og Hovedsagen var Grisen, vor fælles Ven, som vi i
dens korte Liv daglig besøgte i et Familietog med Fader i Spidsen.
Saa blev der lavet Kartoffelmel, en meget vidtløftig Proces, som jeg
ved anstrengt Betragtning af de mange Rivejærn, de store Vandkar,
som Hakkerne arbeidede Bundfaldet op af, og alle de blændende Kager,
der slikkede Solskin paa Sengelad i Gaarden, endnu har bevaret saa
tydelig i min Erindring, at jeg troer, jeg selv var istand til at øve
den Kunst. Produktet er skjønt nok at see til, men jeg vilde ogsaa
dengang nødig andet, og er mangen Gang bleven skraalende sat ud i
Kjøkkenet for der at spise mine Melboller op.
Saa blev der kjøbt Hør og Uld, og i det store Loftsrum sad Koner og
Piger paa Rad og lod Hørren gaae gjennem Heglens Tænder, skrabede
frem og tilbage med Karterne, og lagde de smukke Uldtøirer tilside
paa Kurven, mens vi Børn stode med Hænderne paa Ryggen og gloede og
hørte paa Snakken. Hørren spandt Moder selv Vintren igjennem, et
Arbeide, hun særdeles yndede, fordi det ikke hindrede hende, hverken
i at høre os læse eller selv at lade Munden løbe med Fortællinger.
Naar Væveren saa fik det Spundne slaaet op, skulde vi hen at betragte
hans skjønne Kunst, og naar Blegen var spændt ud, skulde vi ned til
Aaen og see, hvor deilig de lange Lærreder skinnede paa Græsset.
Saa blev der støbt Lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den
smeltede Talg, og see det runde Bord langsomt bevæge sig om sin Axe,
medens de fra dets Rand nedhængende Væger en for en blev dyppet i
det dampende Talgkar. Derved blev det ikke glemt at støbe trearmede
Helligtrekongerslys, med et Kræmmerhus Krudt ved Grunden af Grenene.
Naar de blev tændte paa den hellige Aften, maatte altid Fader være
med at staae og stirre paa dem i spændt Forventning, til Lyset naaede
Krudtet og Explosionen foregik.
Det var tarvelige Tider. Familien sad om sit ene hjemmestøbte
Talglys, kun naar der kom Fremmede, tændtes de fine Christiansfelder
Lys, ogsaa af Talg, men formede; begge Slags dog i Messingplader.
Under alt dette fik dog Moder Tid nok til det, der egentlig var
Sagen. Da de elementære Kunster vare overstaaede, kom vi til de rette
Aandens Skatte. Alskens Litteratur blev indøvet. Først naturligvis
Børnebøgerne, Campes og Salzmanns, og Billedbøgerne. Dem var der
mange af, skjønt langt fra saa glimrende som nu. Hvor de kom fra,
vidste vi ikke, men jeg troer, de mest skyldtes vor elskværdige
Tante Christines uudtømmelige Velgjørenhed. Vi havde aldrig seet
hende, men hun stod i en mystisk Baggrund som en Juleaftens- og
Fødseldags-Engel, og naar Ageposten kom, kom den fra hende. Mine
Yndlingsbøger var dog ikke de moralske Børnevenner, ikke engang
Robinson; nei, den naturhistoriske Billedbog i 3 tykke Bind, den var
mit Rige. Billederne var stive og ukarakteristiske, men i Mængde
meget fuldstændige, og at gjennemgaae atter og atter og indprente sig
Dyrenes mangfoldige Arter, gav mig den første Forsmag paa, hvad man
kunde kalde et Studium, og i et saadant har jeg altid været flittig.
I Dagligstuen var det Poesi, der blev læst, den ene Digter efter den
anden. Først var det Moder, der læste, siden i Almindelighed Broder
Christian, der var den skjønne Aand i den lille Kreds; naar vi da
ikke var saa lykkelige at faa Broder Caspar med, for han foredrog som
en hel Kunstner, og gav ovenikjøbet Scenen dramatisk. Hovedsagen var
dog Moders Forklaring, der stadig løb med som den æsthetiske Theori.
Vi kom meget tidlig til det Tydske, og naar Christian kom ind fra
Børnekammeret med Bogen, og sagde: »Moder, skal vi saa have en
Mundfuld Schiller,« og jeg i Hælene paa ham, fornam jeg, at nu gik
Tæppet op. Endelig blev der ogsaa ageret.
Som til andre Provindsbyer kom der ogsaa til Kolding jævnlig
omreisende Skuespillertrupper, og da den var en Grændseby mod
»Holsten«, og Nabobyen allerede var fuldstændig tydsk, kunde det
ogsaa skee, at disse spilte tydsk. Den Leilighed til Uddannelse
blev aldrig forsømt; og jeg seer endnu for mine Øine Fjællebodens
tarvelige Decorationer og de drabeligt gesticulerende Herrer og
Damer, medens til Sufflørens hvæsende Accompagnement Kotzebues
rørende Stykker gik over Scenen.
Sligt maatte ikke falde til Jorden, det maatte eftergjøres hjemme.
Maaneder igjennem blev der lavet Dragter og Papdekorationer, og
indøvet Roller, indtil »Fridolins Gang nach dem Eisenhammer«, dog
paa Dansk, endelig hædret med alle Familiens Venners Besøg og med
Fader paa Hæderspladsen kom til festlig Opførelse. Broder Christian
gav Titelrollen med Bravur, Overlærer Plougs Datter Gerhardine med
de lyse Krøller var Elskerinde, og hun vedblev at være det, saalænge
vi var i Kolding; men jeg, hvem kun en Jærnstøberkarls Rolle blev
betroet, kom kun maadeligt fra det. Den Kunst har altid ligget mig
for høit. Kun eengang, det var i Roskilde Skole, har jeg siden været
paa Brædderne, og da nydeligt pyntet ud som Pernille, men ligefuldt
gjorde jeg fuldkommen Fiasco.
Min Moder havde en overordentlig vidtstrakt Kundskab til dansk og
tydsk Litteratur, andre Sprog læste hun ikke. Til engelske Forfattere
benyttede hun Oversættelser, og de franske yndede hun ikke. Hun læste
med hele sin Sjæl, hun levede i det Fremstillede, hun elskede de
Personligheder, hun gjennem Levnetsbeskrivelser gjorde Bekjendtskab
med, og talte om dem, som om sine Venner. Hun var saa hengiven til
Læsning, at naar hun fik en Bog for sig, og Haanden under Kinden,
rejste hun sig ikke let, førend Bogen var ude; imens kunde vi støie
saameget vi vilde. Hvorledes hun fik Tid dertil, forstaar jeg ikke,
thi foruden de større huslige Arbeider syede og strikkede hun de
fleste af vore Klæder saavelsom sine egne, og spandt selv Tøiet
dertil. Men alt gik hurtig for hende.
Imidlertid var hun meget langt fra at tiltroe sig selv at kunne
meddele os den Dannelse, hun vilde vi skulde opnaae. Hun havde efter
den Tids Skik aldrig havt nogen ordentlig Undervisning. Vi fik
tidlig andre Lærere. Efterat en og anden Seminarist havde øvet os i
Skrivning og Regning, blev der antaget Hus-Lærerinde.
Den første var min Faders Cousine, Gotfredine Lindam. Om hende husker
jeg intet andet, end at jeg skraalede, naar hun klædte mig paa,
for hun kneb mig, naar jeg ikke vilde staae roligt. Den anden var
en Veninde af Moder, som efter et halvt Aar blev gift med Emanuel
Taubers Stedsøn. Hvad hun lærte mig, veed jeg ikke, men det var min
Fornøielse at læse i Haven, hvor hun havde saaet sin Kjærestes Navn
med Karse. Men den tredie blev vort Huses Stjerne, hendes Billede
indprægede sig uforglemmelig i min Erindring.
Hun var af den hernhutiske Menighed i Christiansfeld, hendes Moder
boede i dens Enkehus, og hendes Søster var udsendt som Lærerinde
til Neuwied. Men selv havde hun brudt med Brødremenigheden af
Misfornøielse med dens formelle Væsen, og havde aldeles intet
pietistisk Præg. Hun var overordentlig smuk med regelmæssige
imponerende Træk, store bestemte blaa Øine, prægtig Farve, stærkt
lyst Haar, og en baade blød og fast Figur. Hun satte alt Byens
Mandkjøn i Flamme, men vedligeholdt selv en kjølig Ro overfor
saadanne Anfegtelser. Da hun efter nogle Aar giftede sig, var det
med en usædvanlig lidt kjøn og lidt charakterfast, men fra Hjærtets
Side elskværdig og meget musikalsk Capellan, og hun blev den svage,
tilsidst hjælpeløse Mands Livs Støtte, kraftig, overlegen og trofast,
som hun var i alle Livets Forhold.
Hun var ret Moders kjære Veninde, og hvad hun ikke var for Moder,
var hun for os smaa, vi tilbad hende. Jeg omtaler hende noget
udførligere, fordi hun var den første Anledning til at mine barnlige
Øine blev aabnede for legemlig Skjønhed. Hendes Charakter har jeg
først senere lært at forstaae, men at hænge om hendes Hals og see
hende ind i de mærkværdige Øine og nævne hende med de kjærligste
Navne, var den sex, otte Aars Drengs Henrykkelse.
Ikke at det just fremmede Værket; jeg mindes ikke, hvad jeg lærte af
hende, det skulde da være at forstaae tydsk Tale; men dette lærtes
bedst, mens vi hang over hende ved Kakkelovnsbelysning i Mørkningen.
Fik jeg derimod oppe i Læsestuen en Tavle eller Skrivebog at passe,
gled jeg gjerne ned under Bordet, og saameget hun end trak i mig
og skjændte paa Tydsk, satte jeg dog et Æsels passive Modstand mod
hendes velmente Anstrengelser.
Til Undervisning hørte ogsaa Musik, og da Moder elskede den, og Fader
var en Kjender af første Rang, blev vi saa tidlig jeg kan mindes,
holdt til Klaveret. Men det lykkedes ikke. Musikalsk Begavelse er
vistnok arvelig, men Arveligheden er som bekjendt et lunefuldt Væsen,
ingen af os Børn arvede vore Forældres Evner i dette Stykke.
Min Fader musicerede ikke meget selv. Han havde, hvad der dengang var
ret almindeligt, fra sin Ungdom spillet Fløite, og undertiden hørtes
dens vemodige Toner oppe fra hans Værelse, men det var dog kun i min
tidligste Barndom. Han har sagtens mere benyttet Instrumentet for
at opfriske en Stemning eller Erindring end for egentlig at drive
Kunsten. Derimod samlede han om sig, hvad der i den lille By kunde
findes af musikalske Kræfter, hvortil den omtalte Capellan var ham
den bedste Støtte, og min uheldige Lærer, en Skolelærer, tilligemed
den gamle Organist gode Hjælpere. Han fik et ret anstændigt lille
Orchester bragt istand, som ogsaa benyttedes ved de Skolefester,
hvortil han altid selv skrev Cantaten. Ved saadanne Leiligheder har
jeg vel ogsaa sunget med i Choret, men det var meget svært at faae
mig gjort antagelig, og jeg har aldrig havt Stemme, saa meget jeg end
har anstrengt mig for at faae den frem.
Om Musiken samledes ogsaa større Selskab, og vort Hus var meget søgt.
Min Fader gjorde et høist elskværdigt Indtryk paa enhver, der kom ham
nær, endog Almuesfolket, saa lidt det end saae ham, talte om ham med
hjærtelig Veneration; det hørte vi Drenge en Del til, thi vi omgikkes
jævnlig den Slags Naboer. Han var imidlertid lidt vanskelig at komme
nær. Han tog ikke Del i Byens Selskabsliv, spillede ikke Kort, og
passede daarlig i Provindsembedsmænds kun lidet dannede Kreds. Kun
naar vi havde de omtalte Soireer, var han med Glæde Midtpunktet, ved
andre Besøg blev han paa sit Værelse.
Det var derfor Moder, der blandt saamange andre Hverv, ogsaa
overkom det at samle Husvenner. Og hun havde mange. Hvem der satte
Pris paa en Samtale ført med det Liv, den Kundskabsfylde og den
Verdenserfaring, ingen som hun i den Kreds kunde byde, kom jævnlig,
og især Eftermiddagstimerne, som paa Grund af den tidlige Spisetid
var Besøgstiden, gik hen dermed.
Imidlertid nærmede sig den Tid, da vi trods Hjemmets betydelige
Dannelsesmidler dog ikke vare tjente med at savne streng Methode; vi
to Drenge maatte i Latinskolen, og vi forberedte os dertil. Broder
Caspar, der var ti Aar ældre end jeg, afgik vel allerede i mit
ottende Aar til Universitetet, men han havde dog faaet Tid til at
føre os ind i Latinens Begyndelsesgrunde. Vi kunde paa en Høitidsdag
overraske Fader med de vanlige Remser af Grammatiken. Og mange andre
Herligheder havde den kjære Broder med sin Fantasi, sin klare Tanke
og sikkre Smag opladt for os.
Han var fuldelig sin Moders Søn, kun mindre satirisk. Medens hun
meget klart saae enhver Feil hos sine Venner, og ikke var fri for
skarpt at udtale dem, uden dog derfor at elske dem mindre, var det
hos ham, som han ikke saae det; han tildækkede det med den venligste
Dom. Ligefuldt havde han en mægtig Sands for det Komiske, Holberg var
hans Yndlingsforfatter, og han kunde fremstille hans Figurer som en
Skuespiller; men han opfattede ikke levende Mennesker saaledes. Med
sine voldsomme Fagter og sin rungende Latter var han heller ikke fri
for til Tider selv at være lidt af en komisk Figur, men ligefuldt var
han en streng Charakter, af dyb Alvor og Samvittighedsfuldhed, ingen
fik ham fra, hvad han vidste var Ret.