[ Afskriverens bemærkninger:
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men originalens
stavning er for øvrigt bevaret. Manglende anførselstegn er kun
indsat på de steder, hvor der ikke har været tvivl om deres
placering.
Kursiv tekst i originalen er gengivet med _understreg_, mens
s p a t i e r e t tekst er gengivet med ~tilde~.
Fodnoterne med nummer 4, 9, 13 og 28 var ikke markeret med
ankertegn i originalteksten, men er forsøgt placeret et
passende sted på den pågældende side. Især for fodnote 4's
vedkommende er dette dog forbundet med nogen usikkerhed.
En indholdsfortegnelse er tilføjet herunder.
FORORD.
FØRSTE BOG. SLÆGT OG BARNDOM.
Første Kapitel. Falster.
Andet Kapitel. Kolding.
Tredie Kapitel. Roskilde.
ANDEN BOG. UNGDOM.
Første Kapitel. Theologi og Æsthetik.
Andet Kapitel. Familie og Venner.
Tredie Kapitel. Christendom.
Fjerde Kapitel. Sygdom og alskens Besvær.
Femte Kapitel. Uvirksomme Aar.
Sjette Kapitel. Større Vennekreds.
TREDIE BOG. FORLOVELSEN.
Første Kapitel. Den lykkelige Begivenhed.
Andet Kapitel. Den Sommer for alle Somre.
Tredie Kapitel. Min Familie.
Fjerde Kapitel. Krigstiden.
FJERDE BOG. ÆGTESTAND.
Første Kapitel. Bryllup.
Andet Kapitel. Skoleliv og Præstestand.
Tredie Kapitel. Omgangskreds og Studier.
Fjerde Kapitel. Ilia og Mathilde.
Femte Kapitel. Kirkeligt.
Sjette Kapitel. Slutning af Livet i Haderslev.
FEMTE BOG. ALDERDOM.
Første Kapitel. I Kjøbenhavn.
Andet Kapitel. Familieliv.
Tredie Kapitel. Litterært.
Fjerde Kapitel. En Præstehistorie.
Femte Kapitel. Afsked med den gamle Kreds.
Sjette Kapitel. Landsbyliv.
NOTE.
]
JOHANNES FIBIGER
MIT LIV OG LEVNED
SOM JEG SELV HAR FORSTAAET DET
UDGIVET
AF
KARL GJELLERUP
KJØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
1898
Non me cuiqvam mancipavi, nullius nomen fero, multum magnorum virorum
judicio credo, aliqvid et meo vindico.
FORORD.
Ved min Pleiefader Johannes Fibigers Død (13. Nov. 1897) tilfaldt
der mig den Opgave, at besørge Udgivelsen af det Memoireværk, som
han efterlod. Manuscriptet var allerede kjendt af Flere, som levende
ønskede at se det offentliggjort -- Prof. Høffding udtalte sig derom
i den Nekrolog, som han skrev til »Politiken« -- og det var ogsaa
Fibigers eget Ønske. Da vi talte derom i de sidste Dage, og hans
Hustru yttrede, at der var en Del Steder deri, som man ikke godt
kunde lade trykke af Hensyn til nulevende Personer, sagde han: »Aa,
det gjør saamænd ikke Noget, lad det blot blive trykt altsammen.«
»Altsammen« vilde nu imidlertid sige omtrent 1700 tæt skrevne
Kvartsider, og jeg havde allerede den Gang -- uden at kjende Værket
-- mine praktiske Tvivl om Udgivelsens Mulighed. Min Opgave blev
derved siden, efter Samraad med min Forlægger, nærmere bestemt som
den at reducere 1700 Sider til knap 600. Og da jeg havde gjort
mig fortrolig med Indholdet, forøgedes Vanskeligheden, men ogsaa
Interessen ved Opgaven, idet det stillede sig som en bydende
Fordring, ikke at meddele Uddrag, der sammenholdtes ved refererende
Overgangsstykker fra Udgiverens Pen; Strygningerne maatte foretages
saaledes, at Fortællingens Traad eller rettere Traade ingen Steder
brast. Memoireværket var i sine fem Bind en Bog -- om end en ofte
nok uformelig udførlig Bog -- og en Bog maatte det vedblive at
være; ja mer endnu -- den samme Bog. Dermed vare ogsaa saadanne
Forkortelsesforsøg udelukkede, der indskrænkede sig til et enkelt
Synspunkt: f. Ex. at man sagde, det kommer først og fremmest an paa
at faa alt om Forfatteren selv med; naar først det er bjerget, saa
kan man se hvad der bliver tilovers af Plads for det øvrige Stof.
Tvertimod maatte alle de givne Synspunkter fastholdes og gjennemføres.
Hvad der overhovedet muliggjorde i alt Fald nogenlunde at løse denne
ved første Blik næsten umulige Opgave, det var den Omstændighed, at
der var enkelte store sammenhængende Partier, som næsten udskilte
sig selv. Saavel en Norgesreise i Ungdomstiden som den senere Reise
til Italien var skildret med en Udførlighed, der ikke stod i noget
Forhold til disse Reisers Betydning for Forfatterens Udvikling. En
meget omfangsrig Fremstilling af Familien Waages Historie egnede sig
ogsaa bedre for et Familiearchiv end for Fibigers Levned og traadte,
ligesom Reiserne, afgjort ud af Rammen. Det vilde ganske vist have
været ønskeligt, at Forfatteren selv havde gjort et Uddrag af disse
Kapitler, som havde egnet sig for Offentliggjørelse; nu var der
imidlertid ikke andet at gjøre, end resolut at stryge dem helt og ved
en Note konstatere at her fandtes et Hul, og af hvad Art det var. Da
nu ogsaa et Par mindre Kapitler og større sammenhængende Partier af
andre Kapitler næsten udskilte sig ved første Blik, saa reduceredes
Manuscriptet, allerede før det egentlige Arbeide begyndte, med
henimod sexhundrede Sider.
Endnu gjaldt det imidlertid om, med den mindst mulige Skade for
Værket at gjøre det halvt saa stort. Her kom det nu Opgaven meget
tilgode, at disse Strygninger ikke fordelte sig ligelig paa alle fem
Bind. Det vil ved de fleste Memoirer være Tilfældet, at Ungdomstiden
er den interessanteste. Det er den, i hvilken Personligheden
tager Form, det er den, der ligger længst tilbage og derved faar
Tidsbilledets Interesse, det er endelig den, ved hvis Gjenoplevelse
Forfatterens Hjerte har været varmest, og som derfor er lykkedes
bedst. Denne almindelige Regel finder nu i alle Retninger fuldkommen
Anvendelse paa de af Fibiger efterladte Erindringer. Og hertil kommer
endnu, at de Diskretions-Strygninger, som unægtelig maatte foretages,
ogsaa blev talrigere, efter som man nærmede sig Slutningen. Herved
blev det da muligt at fare forholdsvis lempelig frem i den første
og værdifuldeste Halvdel af Bogen; og da saavel Fremstilling som
Stil overalt var mer end bred, var de Strygninger, jeg her maatte
foretage, ofte kun saadanne, som i hvert Fald havde været litterært
anbefalelige.
Et Par Steder -- jeg troer kun tre eller fire ialt -- har jeg
forandret Udtrykkene en Kjende, fordi jeg kun havde Valget mellem
at mildne Stedet lidt eller helt at udelade det, og det Sidste ikke
saa godt lod sig gjøre for Sammenhængens Skyld. Med Undtagelse deraf
har jeg ikke noget Steds tilladt mig at rette Stil i Manuscriptet,
selv hvor man kunde føle sig mest opfordret dertil. Min Pleiefaders
tydelige Haandskrift lod mig aldrig være i Tvivl om, hvad der stod,
og den temmelig langsomme og sirlige Omhu, hvormed han skrev og
gjennemsaae det Skrevne, udelukkede næsten overalt den Antagelse,
at der kunde være Skjødesløsheder af almindelig Art, som en Udgiver
f. Ex. i et lignende Tilfælde vilde være berettigt til at antage i
et Manuscript af mig. Jeg tør sige at Manuscriptet fra først til
sidst var feilfrit: det sagde til Punkt og Prikke hvad Forfatteren
vilde sige. Hvad der altsaa fandtes af Unøiagtigheder, forulykkede
Konstruktioner og undertiden direkte Sprogfeil var at betragte som
Forfattereiendommeligheder, der ikke turde udviskes af en glattende
Haand.
Hermed har jeg gjort Rede for mit Forhold til denne Bog som Udgiver,
og anser alle videre Bemærkninger for overflødige, da Værket vil tale
for sig selv.
Karl Gjellerup.
[Portræt: JOHANNES FIBIGER.]
MIT LIV OG LEVNED.
FØRSTE BOG.
SLÆGT OG BARNDOM.
FØRSTE KAPITEL.
FALSTER.
At jeg efter tresindstyve Aar skulde vende tilbage til den Ø, hvor
jeg har lært de første af alle Kunster, at staae paa mine Ben og
at bruge min Mund, har bidraget sit til, at jeg har faaet Lyst til
optegne mine Tanker om, hvad der har fyldt alle disse mine Aar.
At staae paa mine egne Ben og tale med min egen Mund synes mig at
være mit Livs Eiendommelighed; men synderlig vidt er jeg ikke kommen
dermed. Mit Liv skal ikke mindes mellem de Stores, men man har nu
eengang kun eet Liv, og til Tider kan man blive træt af i Aanden at
fare al Verden rundt for at søge efter Kundskaber, og finde, det
ligger nærmere at søge at faae opfyldt det gamle Krav: Kjend dig selv.
* * * * *
Det var i Sommeren 1881, at jeg blev Præst for Ønslev og Eskilstrup
Sogne paa Falster. Da var jeg 60 Aar.
Naar jeg nu, paa Veien til mit andet Sogn, gaaer over den smukke
Landevei, som fører fra Nykjøbing til Gaabense Færgested, kan det
skee, at jeg tankefuld bliver staaende og seer tilbage gjennem
Tidernes Taage. Veien er en forholdsvis nymodens Bekvemmelighed, dog
har Jærnbanen allerede igjen gjort den forældet. For tresindstyve Aar
siden var den en smal Byvei, der bugtede sig mellem Risgjærder og
Piletræer, og havde Tid nok til et langt Svinkeærinde henimod Skoven,
hvor Galgekroen laa. Seer jeg nedad den i denne Skikkelse, opstaaer
der for mit Syn et Billede, der omtrent seer saaledes ud:
Det er Novemberveir, og gjennem Sølet arbeider sig en i Remme
hængende Karosse tungt nok frem. Den er overtrukken med trannet
Læder, som trekantet efter Diagonalen er rullet op paa den ene Side,
og paa den anden tilknappede Side forsynet med et i Læderet indsyet
Stykke Glas saa stort som en Haand, at man dog, naar det Oprullede
ogsaa var tilknappet, kunde paa denne Uhrskive see, om det var Nat
eller Dag. For Tiden er det en Mellemting.
Paa den lave Buk sees den kongelige Extraposts Rangsmærke, en Kudsk
i rød Trøie med gul Krave, lyseblaa Buxer, høi Hat med bredt hvidt
Baand om, og over Skuldren et bulet Messinghorn i en spraglet Snor.
Ved hans Side sidder i drapfarvet Kavai med mange trappelagte Slag
en Mand lidt under Middelhøide. Han seer endnu lavere ud, som han
med duvet Hoved stirrer tankefuld frem for sig. Den monstrøse høie
Cylinderhat er trykket dybt ned over Øinene, men ved Siderne kan man
see sort kruset Haar, og af de regelmæssige Bryn skjønne, at det er
en smuk, tænksom Pande, der skjules, ligesom af de smaa i Uldvanter
gæmte Hænder, at det er en Mand, der kun arbeider med sit Hoved. At
han arbeider stærkt, er tydeligt af de blege Kinder og nervøse Træk
om Øinene, og at han føler dybt og kjærligt, af det usædvanlig bløde
og blide Minespil om den fintformede Mund.
Kudsken fortæller maaske netop en Historie, og da den Reisende saa
jævnlig har underholdt sig med ham som sin Ligemand, kan der ogsaa
deri forekomme en drøi landlig Skjemt. Da trækker sig hans drømmende
Øine sammen med mange Rynker, det bløde Ansigt viser, hvad gladt
Minespil det er istand til, og han opslaaer en frisk hjærtelig
Latter. Saa synker han igen hen, og kun den let krogede Næse og den
fine, glatragede Hage sees under Hatten.
Under Vognlæderet klamre fire smaa Hænder sig fast til Døren, og to
smaa Drengeansigter, indbundne i strikkede Sjaler, kige nysgjerrig
ud. Den ene, halvtredie Aar, med Faderens mørke krusede Haar, den
anden, kun syv Fjerdingaar, noget lysere, mere rundkjæbet og mere lig
sin Moder; begge rødmussede og friske.
Over dem kommer et moderligt Ansigt tilsyne, ikke just smukt, men
indtagende nok og yderst bevægeligt. Efter Tidens over al Maade
smagløse Skik skæmmes det af en stor høiskygget Fiskebenshat, under
den brede Kappepiber fra det ene Øre til det andet, og et Par stive
Virekrøller hængte i et Baand paa hver Side af den stærke aabne
Pande. For Øieblikket er hun ifærd med at passe paa Drengene. De
store lyseblaa Øine spille af Iver, og den vidtudskaarne Mund bevæger
sig ustandseligt, medens den med overraskende Hurtighed udsender
vidtløftige Forklaringer over enhver Ting, de smaa Fingre pege paa,
blandede med kraftige Formaninger om ikke at strække sig for vidt ud
af den aabne Vogndør.
Kiger man dybere ind, ser man endelig paa Forsædet en tolvaars Dreng,
der har meget af Moderens, men intet af Faderens Træk. Efter sin Vane
søger han nu med æventyrlige Fortællinger og stærke Gesticulationer
at gjøre Indtryk paa Tilhørerne, men det er formodenlig spildt paa
den halvtsovende Tjenestepige, der ved hans Side vugger et sex Ugers
meget lille og fint Pigebarn paa sit Skjød.
Saaledes forestiller jeg mig mine Forældre den Dag, da de havde
givet sig paa den lange besværlige Reise til Jylland med deres tre
Børn. Den fjerde og ældste var min Moders Søn af første Ægteskab,
Caspar Smith. Hun var dengang 33 Aar og Fader 38. Tidspunktet var
den November 1822, da vor Verdensdel følte sig beængstet af at
Stormagterne sad i Verona og trak deres Fangereb tættere sammen, men
paa Falsters Landevei kan jeg ikke troe, at Sindene var trykkede af
saa store Ting.
Min Fader, Peder Grib Fibiger, havde været Overlærer ved Latinskolen
i Nykjøbing. Nu var han kaldet til Rector i Kolding.
Jeg, som var den mindste af de to, der stod ved Vogndøren, vidste
selvfølgelig intet hverken af Falster eller Jylland, og havde ingen
andre Bekymringer end det store Sjal, der hindrede mine oprørske
Frihedsbevægelser. Men ligefuldt gaar Erindringen en Del længere
tilbage end den kan række paa egen Haand. Familieminder blive snart
ligesaa levende som Ens egne. Er da Livet paa Falster end ikke Del
af mine første Minder, har jeg dog altid ikke blot havt Forvisningen
om, at jeg er født der, men ogsaa en levende Forestilling om, at der
havde jeg først taget denne Jord i Øjesyn.
Mine Forældre levede ikke længe her paa Falster, men det var de
første fire Aar af et lykkeligt Ægteskab, hvori de efter svære
Hjærtesorger og Prøvelser, hver paa sin Vis, endelig havde fundet
hinanden, og deri fundet Fredens Havn for Livet.
Det var en hed og tordensvanger Sommer, det Aar 1819, da deres
første Barn blev født. Lynene foer jævnlig knittrende ned i Sundet
og splintrede mangen gammel Eg derovre paa Lollands Kyst. Det var
trykkende, sagde Moder, at vende hjem om Aftenen til den lille
Kjøbstadsleilighed ovenpaa i Murmester Martens Gaard paa Langgaden.
For min Fader var det mindre trykkende. Han længtes efter sin
Skrivepult. Hans Vinduer vendte ud imod Sundet, der stod han med
Blikket hvilende paa Aftengløden over det stille Vand, og drømte de
Drømme, jeg saa godt kjender fra den Del deraf, han har givet mig
i Arv; og der saaes hans Lys sent i Natten, medens han gjorde sine
Oldtidssyner saa levende ved den Rigdom af Naturskjønhed, der fyldte
hans Sjæl.
Han var Filolog efter al sin Attraa og i alt sit Væsen, men desuagtet
en stor Romantiker og en sværmerisk Ven af Natur og Kunst; en stille,
musikalsk Natur. I den Tid, jeg kan mindes, var det altid hans Skik,
naar Dagen begyndte at hælde og hans Hoved var træt, at tage sin
Hustru under Armen og vandre Egnen rundt. Naar vi Børn sprang omkring
dem, vidste vi godt, hvad der boede i Forældrene. Hvoraf vi vidste
det, hører til Livets Hemmeligheder, for vi lyttede just ikke efter
deres Samtaler.
Da de nu forlode Falster, kan det vel have været med blandede og ikke
ganske samstemmende Følelser. Min Moder var en Øbo, og Jylland hende
et fremmed Land, hvor hun først skulde forsøge, om hun og hendes
kunde trives. Med min Fader var det anderledes; han følte sig som
Jyde, han drog til den Egn, hvor hans Slægt hørte hjemme.
Dog var han tidlig nok bleven omplantet paa sjællandsk Grund. Det
Billede af Familien, jeg foreløbig har givet, har sin Forhistorie,
og førend jeg igjen kommer tilbage til min egen Omplantning, maa jeg
betragte mine Forældres Slægt og tidligere Liv.
Man pleier i en Levnedsbeskrivelse at tale adskilligt om, hvorvidt
man mest ligner sin Fader eller sin Moder, eller hvilke Egenskaber,
man har fra den ene, hvilke fra den anden. Et Menneske er et Skud
paa Livets Træ, men skudt ud af to Grenes Forening. Jeg maa altsaa
have dem sammen for at forstaae mit Livs naturlige Udspring, og i den
Anledning maa jeg tale om deres Forening.
Min Fædreneslægts Familiehjem var Færgegaarden Snoghøi ved Lillebelt,
som dengang havde mere Betydning end nu, da hele Forbindelsen mellem
Øerne og Udlandet hovedsagelig gik over dets Skibsbro. Gaarden var
i Begyndelsen af forrige Aarhundrede først bleven erhvervet af
Tordenskjolds Kampfælle, Commandør ~Peder Grib~. Han havde faaet den
som en Hædersgave af Kongen som Løn for sine Fortjenester, sagde
man i Familien. Men da denne Forklaring kan være paavirket af nogen
Familiestolthed, anseer jeg den anden, at han havde kjøbt den for
sine Prisepenge, for mere sandsynlig. Hans Datter, som arvede den,
blev gift ~Lindam~, og i den Lindamske Familie giftede min Farfader,
~Gotfred Fibiger~, sig atter ind.
Om ham har jeg intet andet Minde end det i den Tids Stil høist
fornuftige og gudfrygtige Brev, hvori han bad en Ven af sig, som var
Huslærer paa Snoghøi, at frie for sig til den næstældste af Peder
Gribs Svigersøns Carl Lindams Døttre, Anne Sofie, som efter sin
Faders Død (1778) var bleven Arving til Snoghøi.
Frieriet var heldigt, og Gotfred Fibiger blev Eier af Snoghøi.
Han var fra Aalborg, var Jurist, og forenede nu med Tjenesten som
Postmester, Transportforvalter og Gjæstgiver ved Færgegaarden en
Virksomhed som Egnens Procurator. Med sin ~Anne Sofie~ havde han to
Sønner, Carl og Gotfred, men deres Moder døde efter sin anden Søns
Fødsel (1781) og næste Aar ægtede han hendes Søster ~Christiane~, som
blev min Bedstemoder.
Om min Farfader har jeg ikke videre at melde. Da han allerede døde
i Januar 1795, har hans Sønner ingen klar Erindring havt om ham,
desaarsag er der heller ingen kommen til mig.
Men hans Hustru Christiane har jeg baade selv kjendt og hørt end mere
om hende af min Moder, som elskede hende høit og bar stor Ærefrygt
for hende. Om hende kan man sige, at hendes Sønner og deres Slægt
efter dem har arvet baade Forstand og Hjærte, hvad de saa end tillige
have arvet efter deres Fader.
Hun var en kraftig, villiestærk og høitbegavet Kvinde, som efter sin
Mand overtog den vidtløftige Bestilling paa Gaarden og med moderlig
Kyndighed opdrog sin Søsters to og sine egne fire Sønner, indtil
den ældste af dem, ~Carl~, kom saa vidt, at han kunde blive hendes
Støtte i hvad Postvæsenet og Færgefarten angik. Den ældste af hendes
egne Sønner var min Fader, den anden, ~Christian~, blev i sin Ungdom
Sømand, de to yngste, ~Johan Adolf~ og ~Jakob Scavenius~ Fibiger blev
sendte til Kjøbenhavn til Kadetakademiet for at blive Militære. Til
disse mine Farbrødre kommer jeg oftere tilbage.
Den ældste af sine egne Sønner bestemte Moder Christiane til at
gaae den lærde Vei, og sendte derfor efter sin Mands Død den nu
elleveaarige Peder Grib til Roskilde Skole. At hun valgte denne
fjerntliggende By, kan have havt sine Grunde. Halvbroderen Gotfred
havde gaaet i Kolding Skole, men han havde ikke gjort sin Moder
Glæde. Hans forvidtsvævende Lyster havde havt for megen Magt over
ham, og han havde ikke naaet nogen ordentlig Stilling. Hun har maaske
ment, at Skolen ikke var uden Skyld deri. Der maa desuden have været
et nærmere Forhold mellem hendes Mand og Rectoren i Roskilde ~Johan
Henrik Tauber~, der ogsaa var fra Aalborg.
Hun søgte altsaa derhen og fik ham til endmere Betryggelse i Huset
hos Rectoren. Deri gjorde hun vistnok vel, men efter hans Livs
Førelse blev dermed ogsaa hans Fremtids Skjebne afgjort. Han fandt
meget mere der end Opdragelse og Lærdom, men det var dog en blandet
Lykke, der mødte ham i det bedste Hus, hans gode Moder kunde finde.
I Roskilde Rectorbolig, der dengang havde en tarveligere Skikkelse,
men dog ligesom nu fra Domkirkens Fod saae vidt ud over Fjorden og
de fjerne Skove, var der et livligt Hjem, fem Sønner og fire Døttre,
foruden Pensionærer og den Skare unge Venner, som især Døttrene, og
de vare meget egnede dertil, pleie at lokke fra Skolen til Rectorens
Hus.
Husfruen, ~Gregoriane f. Begtrup~, en Præstedatter fra Jylland,
Pleiedatter af Biskop Rotbøl i Viborg, og da hun blev gift, i Huset
hos Rector Worm i Horsens, var en stille elskværdig Moder, og af saa
god Dannelse, at hendes Børn og Pleiebørn kunde søge til hende om
Hjælp ved deres Lectier.
~Tauber~ selv var en følelsesfuld, endog sværmerisk Mand,
men ligefuldt et Forstandsmenneske, en Typus for sin Tid. En
Menneskekjender, der kunde tage Folk beregnende, men ikke mindre med
Taarer i Øinene favne dem med et Vennekys. Han var af tydsk Slægt;
hans Fader ~Emanuel Tauber~ var som Kobbersmedsvend indvandret fra
Augsburg, havde nedsat sig i Aalborg og var der bleven en velhavende
Mand.
Som Doctor theologiæ traadte Tauber altid frem i Skolen i præsteligt
Ornat, og førte en Strøm af god Aand med sig ind i den fra Læreres
og Disciples Side lige forvildede Republik. Den første Dag, han kom
i Horsens Skole, lagde Duxen pligtmæssigt med et dybt Buk et stort
Ris paa Kathedret. Han bød ham at kaste det bort, og fortalte siden
med Latter, at der som en Løbeild var gaaet det Ord gjennem Skolen:
Rectoren vil ingen Ris have! Han reformerede ikke just de tre Skoler,
han fik under sin Bestyrelse, dertil var han ikke gjennemgribende
nok. Provst Daniel Smith har i sin Skildring af ham sagt, at han
fordærvede dem, hvilket upaatvivlelig er en uretfærdig Dom. Han gav
i alt Fald et godt Exempel, som dengang høilig kunde behøves.
Min Fader var altsaa elleve Aar, da han af »den agende Post« blev
afleveret i Roskilde; og saa lovende det nye Hjem end saae ud, gik
det dog der som i andre velbefolkede Huse, at et Barn er mest henvist
til Børnene. Den jydske Landsbydreng med det indesluttede uharmoniske
Væsen, i sit Indre ubøieligt Høisind, i sit Ydre blød Eftergivenhed
eller Taushed, og intet andet Bindeled derimellem end Tungsind og
Trang til Forstaaelse, var ikke meget skikket til at gjøre sig
gjældende mellem Rectorsønner, der var vante til at spille Mestre paa
Pladsen. Fra sin Side har han altid elsket dem som sine broderlige
Venner, og de to, der som han blev Rectorer, beundrede han i høi
Grad og betragtede dem som sig langt overlegne. De var overmodige og
drillevorne og der var ingen Ende paa Historier om ~Pér's~ latterlige
Udseende, om hvor underlig han bar sig ad og hvor galt han kom fra
det. Ja, han gjorde, hvad et Menneske med hans Sind gjør, han forløb
sig, naar han gav sine Følelser Luft, og trak sig saa mismodig
tilbage i sin Skal.
En glad og sorgløs Ungdom falder ikke i ethvert Menneskes Lod. Ogsaa
jeg ligner min Fader deri, at jeg næppe veed, hvad den skjønne
Forestilling om Livets Vaar vil sige. Af smaa Optegnelser fra hans
Skoletid sees, at han stadig stred ærlig for »at erhverve sig og
befæste sig i Dyd«. Og hans Breve til Hjemmet ere i en meget vemodig
Tone, bestandige Forsikringer om, at han vilde blive et godt Menneske
og gjøre sin Moder Glæde. Stakkel, han var, hvad Livslyst angaaer,
altid bag de Glades Række. Medens han ikke havde Frejdighed nok til
at faae Tag med i Legen, har han staaet der og dreiet paa Dydens
haarde Reb.
Han var ikke religiøs i den Forstand, som ren Christendom tager det.
Den fandtes ikke i hans Kreds. Men en redelig og dybtfølende Dreng
som han var, blev han under Taubers Paavirkning greben af et høit
Sværmeri for sædelig Renhed, og som for enhver, der har levet under
Domkirkens Skygge, var dette hierarchiske Monument ham Symbolet paa
al Høihed i Livet. Mere ved sin Musik end ved sit Ord talte Kirken
til Sjælene, og hans Sjæl var idel Musik.
Hver Morgen gik Skolens Mesterlectie over i Kirken, »at synge for
Dronning Margrete«. Det var en Fortsættelse af Sjælemessen, og det
turde ikke undlades. Den strenge Marmordronning laa jo bag Altret,
og vogtede paa, at man ikke forsømte sin Pligt, saa længe man fik
hendes Legatpenge. Daniel Smith siger, »at denne Sangtime var en ren
Skandale, der blev gjort de værste Spektakler.« Paa min Fader har
den aldeles ikke gjort det Indtryk. Endnu 40 Aar efter, da jeg gik i
samme Skole, men ikke sang for Dronning Margrete, baade fordi hun var
sovet ind, og jeg ikke kunde synge, talte hans gamle Lærer Cantoren
Hartmann, med Rørelse om, hvorledes min Fader havde sunget; ham
kunde han stole paa, han svigtede aldrig Tonen. Ogsaa har det moret
mig at høre hans Ungdomsven, Præsten Winding, Fader til Musikeren
August Winding, paa sin barokke Maade forsikkre mig, at min Fader
var den første her i Landet, der forstod Beethoven, selvfølgelig med
Undtagelse af Winding selv.
Imidlertid stred han sig gjennem Skoletiden under mangen Sjælekamp,
bestandig bekymret for, at han stod langt tilbage for de Venner,
han levede iblandt. Det laa saa i hans samvittighedsfulde Sind. I
Virkeligheden var han baade den reneste Sjæl og den mest begavede
Aand iblandt dem. Men hans Sind var tungt, og hans Hjærte saaret, og
blev det alt mere, som Aarene gik. Han bar paa en Hemmelighed, som
voxede til en Lidenskab, der formørkede hele hans Ungdom.
Taubers ældste Datter, ~Christine Augusta~ (født 3. Maj, 1780)
var den af Familien, der nærmest stemte med ham, og hun blev hans
Veninde og hans Hjærtes Dronning. Jeg kommer ofte tilbage til hende,
hendes Følelse for min Fader er gaaet over paa mig, og jeg har hende
saameget at takke for, at jeg vel maa mindes hende med Kjærlighed.
Hun var meget smuk, med de samme store Træk, som hendes Faders
Portræt viser; hendes Sind var idel Godhed og lidt mere, Trang til
romantisk Venskab, men bagved det sværmeriske Blik i de klare blaae
Øine, bevarede hun dog altid en vis lønlig Iagttagelse af en Linie,
der ikke maa overskrides, en Egenhed, som jeg saa nødig jeg vil sige
noget satirisk om hende, ikke kan kalde andet end Forglemmigeis
Uskyldighed.
Hun var femten Aar, og han i sit tolvte, da de lærte hinanden at
kjende, en farlig Aldersforskjel for en sværmerisk Dreng. Der opstod
»et broderligt Forhold« mellem dem, men et saadant Forhold mellem
følsomme Sjæle blev i den Tid taget med en egen Alvor, og vogtet
som en Helligdom. De skrev de lange Breve til hinanden, som skulde
opklare Misforstaaelser i Samtaler, og som man stikker i Haanden
i Forbigaaende, og med bankende Hjærte venter Virkningen af. Mest
dreie de sig om Forskjellen paa mandlig og kvindelig Dyd, og den
store Vanskelighed ved at faae de reneste Hensigter forstaaede.
Men saadanne Ungdommeligheder udhule de dybeste Leier for Livets
Strømninger. Intet Under, at den lidenskabelige Discipel satte sit
ærlige Hjærte til hos sin Rectors klarøiede Datter.
Hun gjengjældte ikke hans Lidenskab, og han naaede aldrig til at
tilstaa den for hende. Forholdet er let forstaaeligt. Han var en
uudviklet Discipel, hun var en allerede beundret Dame -- Jomfru hed
det dengang. Det laa i hendes Karakter, at hun maatte gjøre Venskabet
saa inderligt som muligt, og dette var ikke løst Spil, hun mente det
med fuld Oprigtighed og svigtede det aldrig. Saaledes var det endnu
i hendes Alderdom.
Samme Aar Peder Grib blev Student (1801), han var da 17 og hun 21
Aar, gav hun sin Haand til en Mand, der var ti Aar ældre end hun,
og som hun heller ikke elskede i Ordets stærkeste Betydning. ~Peder
Møller~ var en smuk og fin Mand, rolig og mild, men fast. I en Alder
af 31 Aar var han allerede Assessor i Højesteret og vedligeholdt
indtil sin Alderdom en anseet Stilling mellem Hovedstadens
Embedsstand.
Da Drømmenes Boble saaledes var bristet, havde den unge Student intet
andet at gjøre end at træde sin Livsgjernings Mølle. Forholdet til
hans Elskede forblev som det var. Hun var hans Veninde, og han var
altid en kjær Gjæst i hendes Hus; hun var ikke forandret, men for ham
var der ikke længer Haab, kun Forsagelse tilbage.
Som han var idel dyb Alvor og dyb Følelse, lagde han begge Dele i sit
Studium. Han erhvervede sig en Lærdom i den klassiske Oldtids Skatte,
som næppe er bleven overgaaet af nogen Samtidig hos os; og han
forbandt den med en Følelse for disse Skattes Skjønhed, som er kommen
til Orde i hans Poesi. Han fandt ogsaa forsaavidt Anerkjendelse,
som han to Gange vandt Selskabet for de skjønne Videnskabers
Prismedaille, men han gjorde dog ikke det Indtryk, han haabede.
Fortjent synes jeg ikke, det er. Hans Hovedværk, Oversættelsen af
Sophokles Tragedier, overgaaer dog Dorphs nu almindelig brugte, i at
træffe Originalens mægtige Klang og heroiske Værdighed, ikke at tale
om, i Troskab. Hans sex Sange af Iliaden har Wilster spottet over.
Seer man paa antik Tone og Styrke i Sproget ere de dog fuldt saa gode
som Wilsters. Hvad min Fader egentlig mente med antik Skjønhed seer
man bedst af hans egne græske Oder, et Kunststykke, som jeg ikke
veed, nogen anden her i Landet har vovet sig til. Saavidt mit Øre
kan bedømme det gamle Sprog, ere de af fuldendt Ynde. Saadanne Ting
pleiede han at udgive i sine aarlige Skoleprogrammer, ledsagede af en
dansk Text, ligesaa kunstret. Et smukt Stykke af den Art er hans Digt
til Kolding Slotsruin, ledsaget af et Billede.
Som man ofte kan finde det hos tungsindige Mennesker havde han endnu
en anden Egenskab, en høi Grad af Sands for det Komiske. Det er som
de mere end det lettere Sind trængte til at ryste Byrden af i en
forsvarlig Latter; og som al Komik beroer paa en barok Modsætning,
gribes de, der kun altfor godt kjende Livets svære Modsætninger,
desto lettere deraf, naar de i ny Belysning stilles saa pudsigt til
Skue. Selvfølgeligt gribes de ligesaa meget deraf, naar Modsætningen
møder dem i tragisk Klædebon.
Først 1810 fik han Ansættelse som Adjunkt i Roskilde, hvor den
gamle Tauber, der havde taget sin Afsked 1808, endnu boede i
Rectorboligen. Han havde besværlige Forhold der, da Skolen var i
Uorden, og den brave Rector Schultz havde vanskeligt nok ved at faa
den gennemgribende Reform af 1810 indført. Han blev der til 1817, da
han blev kaldet til Overlærer i Nykjøbing. Samme Aar blev ogsaa i en
anden Henseende en lykkelig Overgang i hans Liv.
~Jakobine Katrine~, født 8. Januar 1789, var Taubers næstældste
Datter. Da der var ni Aar mellem hende og den ældste, Christina
Augusta, havde den inderlige Kjærlighed, der alle Dage omslyngede
dem, en egen Charakter. Den ældste vedligeholdt altid en moderlig
Myndighed over den yngre. Denne Afstand i Søstrenes Alder kom til
ligesom i Tal at udmaale Aarsagen til min Faders lange Strid. Han var
fire Aar yngre end den ene, og fem ældre end den anden, og medens
hans Hjærte haabløst hang ved den ældre, betragtede han den yngre som
et Barn.
Men Barnet sprang tidlig ud og var glimrende begavet, ikke saa smuk
som Søsteren, men udrettede med sine intelligente Træk, sin raske
Tunge og sine stærke Øine i en Hast, hvad der i hendes Alder skulde
udrettes, at vinde Hjærter. Hun opholdt sig meget i Kjøbenhavn i sin
Søsters gjæstfri og stærkt besøgte Hus, og fik først lige fyldt sine
19 Aar, da hun havde sig en ret anselig Brudgom, en smuk, hæderlig og
velstaaende Mand med et fint, høist tiltalende Væsen, Procurator ved
Hof- og Stadsretten ~Caspar Vilhelm Smith~.
Han var vel omtrent ligesaa meget ældre end hun som P. Møller var
ældre end hendes Søster, men hun var ikke den, der lod sig nøie med
faderligt Venskab, hun holdt sin Brudefakkel høit, og nød sin korte
Lykke af sit fulde flammende Hjærte. Ak, kun to Aar varede hendes
Ægteskab, hendes første Barn levede fem Uger, næste Aar, i April
1811, bortrev en hidsig Sygdom hendes Mand, og to Maaneder derefter
fødte den een og tyveaarige Enke den Søn, som hun gav Faderens Navn,
og som nu var hendes eneste Trøst.
Hun vendte saa tilbage til Roskilde og sad i Stilhed med sin lille
Dreng hos de gamle Forældre. Men ogsaa her lod Dødens kolde Haand
hende ingen Ro. Der var endnu to Døttre hjemme. Den ældste af disse,
Louise, en blomstrende livfuld Pige, 20 Aar, som stod hende nærmest
i Alder, blev pludselig bortreven fra hende.
Saa sneg Aarene sig bedrøvelig hen til 1816. Hendes Gjerning var
at pleie den livstrætte og i sin Skrøbelighed vanskelige Fader,
og at styrke sin tungsindige Moder. Naar hun fortalte os Børn om
denne hendes Prøvetid, sagde hun: Moder talte kun lidt, hun sang
sine Psalmer, og Fader talte kun om Evigheden. Han havde faaet et
Dødsbudskab. En Aften, da han traadte ind i sit Værelse, havde han
seet sig selv sidde ved Skrivebordet. Han havde ikke talt om det, men
da de undrede dem over, at han mod sin Sædvane ikke havde Lyst at
være i sin Stue, men sad i Dagligstuen, kom det ud af ham.
Hendes yngste Søster, Marie Elisabeth, dengang 16 Aar, var hende ikke
til Hjælp. Hun var et skrøbeligt Væsen, og hendes Sind blev senere
omtaaget. Saa sov den gamle Fader hen 26. Januar 1816 og det kjære
Familiehjem maatte nu opløses.
I denne Smertens Tid var det, at min Fader og Moder fandt hinanden.
Hvorledes, veed jeg intet nærmere om. Om saadanne Ting talte Moder
ikke. I det Udvortes var det ligefrem. Han boede i Byen, det Hus,
hvor han havde havt sit Barndomshjem laa kun faae Skridt fra Skolen;
og i de faa Timer, han havde tilovers, maa han dér have søgt sit
Selskab. Det Indvortes fremgaar af deres Liv.
Han trængte til Fred for sit lidende Hjærte og kunde ikke finde den
uden i Kjærlighed, og hun var den, som kjendte ham saa ganske, at hun
tilfulde forstod hans Indre. Hun havde baaret sex Aars smertelige
Byrde, Aar, som vel kunde gjøre hende til et andet Menneske end den
lykkelige unge Pige havde været. Begge var de erfarne nok til at
vide, at Livet har andre Opgaver end Ungdommens søde Sværmerier, og
at dybe Sjæle endnu er istand til at elske redeligt og opoffrende,
om ogsaa det første Ideal er skrinlagt, og det første høje Mod paa
Lykken er stækket.
Imidlertid stode de begge i det Forhold til den kjære Søster
Christine, at det kunde siges, at der var ingen af hendes Tanker og
Følelser, som ikke ogsaa gik over paa dem. Og deri havde Fader sin
sværeste Opgave. Havde han end hver Dag i sin Ungdom maatte sige sig
selv, at Kjærlighed aldrig skulde falde i hans Lod, saa havde han
nu fast formeget af denne glødende Ingrediens. Den ene Søster tog
ham med fast Haand, og havde visselig ikke Sind til at slippe nogen
Del af hans Liv. Den anden vilde dog ikke sættes tilside i den Del
af hans Kjærlighed, som hun mente at have Hævd paa. Hun kunde ikke
afsee de Timer, hvori hun »talte til ham med søsterlig Fortrolighed«,
eller de Breve, »som intet menneskeligt Øie havde seet, og som laa
forseglede i hendes Gjemme med Udskrift til ham. Hendes Mand havde
lovet at sende ham dem efter hendes Død«.
Nu skete der noget i deres Forlovelses Dage, i Sommeren 1817, der
bragte det til Orde, som Læberne ikke havde turdet hviske om,
Hjærterne næppe vide. Brødrene Tauber havde fra Drengetiden været
vante til at opholde sig en Del over min Faders Væsen. Rimeligvis
have de heller ikke været blinde for hans Hjærtes Hemmelighed, han
var for saa skarpe Øine let at gjennemskue. Om de have yttret noget
saarende, er ikke let at see; der havde kun været en Uenighed mellem
dem og Fader angaaende et Vers, der skulde sættes under deres Faders
Portræt. Nu havde Christine »i sin søsterlige Fortrolighed« talt
meget med ham om det Forhold, der burde opretholdes imellem dem,
som og mellem ham og hendes Brødre, og maaske ikke været fri for at
blande nogen Bitterhed ind ved Tanken om, hvad Fare der var for at
miste denne Hjærtensskat. Det er ikke tydeligt, hun selv forsikrer,
at der aldeles intet fornærmeligt er sagt. Han har imidlertid følt
det saa, og paa sin Hjemreise til Nykjøbing, hvortil han var bleven
kaldet i Mai Maaned, havde han i Roskilde, hvor han havde taget
Afsked med sin Forlovede, beklaget sig derover for hende, om end i en
Tone, hvoraf det fremgik, at han ikke tog sig det nær.
Men hun tog sig det overmaade nær. Oprørt over den bestandige
Fortrolighed, som Søsteren vilde vedligeholde med hendes Elskede, og
vred over, at der skulde siges noget paa ham, lod hun, heftig som
hun var og slagfærdig i sin Tale, Søsteren vide, at hun godt forstod
begge Sider af Sagen, og endte med, at hun sagtens selv havde digtet
hele Historien for at sætte ondt mellem ham og hendes Brødre. Dette
virkede saameget stærkere paa Søsteren, som hun selv maatte føle,
at hun var gaaet for vidt i sit Venskab, og maatte nu føle, at »han
havde svigtet den Tillid, hun havde havt til hans Charakter«. I et
meget bevæget Brev anklagede hun ham strengt, sendte ham den omtalte
forseglede Pakke tilbage, og forlangte sine Breve igjen, »da en
Forlovet er lidt letsindig med sligt.« Først efter flere Maaneder
svarer han:
»Kjæreste Veninde! Jeg modtog en Pakke og et Brev fra Dem, som jeg
maa tilstaae, jeg aldrig havde ventet.
At jeg ikke med et Ord har talt til Jakobine derom, vil De kunne
forstaae. Heller ikke behøver jeg at forsikkre Dem, hvor smerteligt
det er mig at være Aarsag til en Misforstaaelse mellem Dem og hende.
Men -- hvorledes kan Deres Brev tale til mig i en Tone, som om De
havde glemt, at De engang var Aarsag til min største Lykke og --
jeg vil ikke tilføie -- Ulykke, thi denne, jeg forsikkrer Dem det
helligt, har jeg aldrig tilskrevet Dem, men ene mig selv? Hvorledes
er det muligt, at De kan troe de Baand sønderrevne, som -- for
første Gang nødes jeg til at tilstaae Dem det med Ord -- min Ungdoms
første, inderligste og aldrig ganske udslukkede Kjærlighed knyttede?
Kun i den faste Tillid til Deres Venskab og Redelighed, at De strax
tilintetgjør dette Brev, kan jeg tale oprigtig til Dem. Hvor kan
De have glemt den inderlige lidenskabelige Heftighed, hvormed Jak
fra Barn af allerede rev os saa at sige til sig, og ikke nu tilgive
en Misforstaaelse fra hendes Side, som jeg rigtignok er Skyld i,
men, tro mig som en ærlig Mand paa mit Ord, ganske uskyldigt. Thi
jeg fortalte hende blot, som man fortæller om løst og fast, naar
man kommer fra en Reise, hvad De havde fortalt mig, at Deres Brødre
havde sagt om mig. Men for Alvor kan De da vel ikke tænke, at jeg
skulde have været saa ondskabsfuld at tilføie, De havde gjort det for
at sætte Splid mellem Deres Brødre og mig. Det er dog en aabenbar
Urimelighed; det maa jo tvertimod være Dem magtpaaliggende, at
jeg som Deres tilkommende Svoger er Deres Brødres Broder, som jeg
ogsaa er det, og det ret af Hjærtet. En ubetydelig Trætte kan jo
opstaae mellem de bedste Venner, og jeg vil aldeles ikke fragaae,
at det Brev, jeg i Anledning af Deres Faders Portrait fik Bloch til
at skrive til Emanuel, var en dum Streg af mig, som kun en Smule
Forfængelighed kan undskylde, men fra Hjærtet kom det ikke.
Vær ikke længere vred paa mig og Jak! De veed dog, at De har ikke
bedre Venner end os to. Aldrig, aldrig forsvinder de Følelser, som
den første Ungdoms lykkelige salige Dage nedlagde i vor Barm. Jeg
var eengang lykkelig. Jeg haaber ~forvist~ at blive det igjen. Men
aldrig, aldrig briste de Baand, med hvilke de helligste i Naturen,
fælles Opdragelse, Venskab, Fortrolighed og den varmeste Kjærlighed
forenede os[1]. Jak vil aldrig ophøre at være Deres Søster, og jeg
aldrig at være Deres trofasteste Ven.
[1] _Sic._ En Feil i Texten eller Brev-Skjødesløshed. Udg.
Uden den strengeste Befaling af Dem tilbagesender jeg ikke det
dyrebareste Pant paa svundne Dages Glæder.«
Svaret fulgte strax:
»Kjære Fibiger! Med hvor inderlig Følelse jeg modtog og læste
Deres sidste Brev, kan De ikke forestille Dem, uden De fuldkommen
har kunnet forstaae, hvor smertelig det har været mig at tvivle,
undskylde og igjen tvivle om Deres Character i mer end to Maaneder,
da jeg i mer end tyve Aar har regnet Dem for min bedste Ven, og nu
end mere ansaae os for forbundne ved Jak. Tak fordi De saa venlig
oplyste mig. Jeg kan ikke et Øieblik tvivle om Deres Brevs Sandhed.
Og jeg skammer mig ved, at jeg ikke var mere overbærende med en
Overilelse af Jak. Jeg maa blot sige til min Undskyldning, at da
det skete, kom jeg til Roskilde een Dag efter at hun havde fulgt
Dem paa Reisen. Jeg savnede dem begge der, var bekymret for deres
Adskillelse, længtes efter en Hilsen fra Dem, og kunde da ikke bære
et Svar, hvori der laa en saa bitter Bebreidelse, som jeg, tilgiv
mig, tilskrev Dem. Jeg lovede i min Vrede aldrig at tale om Dem
til hende eller om hende til Dem. Vi har nu reist sammen, og jeg
har aldrig nævnt Deres Navn i hendes Nærværelse. Jeg troede, hun
kunde ikke lide, at jeg holdt af Dem, og hun frygtede, at De skulde
gjengjælde det mere, end hun vidste. Det var ikke unaturligt, og maa
være Dem kjært. Jeg vidste ikke, hvor skyldig jeg var, før Deres Brev
nu siger mig det. -- Hjælp mig at gjøre det godt igjen, og brænd
dette Brev, som jeg vil gjøre det ved Deres. Det Bedste vil vi bevare
som en hellig Skat. De har meget, overmaade meget af min Tilfredshed
i Hænder, min Søsters Ro og det kjæreste Barns Fremtids Lykke. Ham
kan De beskytte og betrygge endog mod hans Moders og min Daarlighed,
om det behøves, og i ham kan De engang give os hans uforglemmelige
Fader igjen. Og paa denne Mands Godhed har jeg maattet tvivle! Vogt
Dem, De ~synes~ ikke altid saa god, som De er. Kan De forandre noget
heri, saa gjør det, ikke mere for min Skyld, men De vil derved undgaa
mange ubehagelige Optrin .... Tak endnu engang Tak for Deres kjære
sande Brev, og tilgiv mig alt, hvad De har at tilgive mig, og vær min
Ven i Ord og Gjerning, ligesom jeg vist aldrig skal ophøre at være
Deres Veninde. Og som saadan beder jeg Dem laane mig mine Breve til
Dem til Gjennemlæsning. Det er Deres Eiendom, og jeg vil ikke berøve
Dem dem, men ombytte dem igjen med dem, som er mine. Send mig dem
snart, og lad os ikke tale mere om Fortiden, men trygt gaae frem paa
den rene faste Bane, den har lagt for os. Deres C. A. Møller.«
Da min Fader i Mai 1817 drog til Falster, var det hans Bruds første
Beslutning, allerede i Sommerens Løb at følge ham derhen som hans
Hustru. Men Søster Christine var af en anden Mening, af hvad Grund er
ikke klart. Hun udøvede nu eengang en blid Myndighed over dem begge,
og hendes Mening gik igjennem.
Først næste Sommer samledes saa Familien forat feire deres Bryllup,
5. August 1818, og det maatte nødvendig staae i Sæby Præstegaard.
Ære være vore gamle Præstegaarde! Upaatvivleligt kan der siges
meget paa Præster, men meget mindre paa deres Hjem. Der er faa
af Latinskolens priviligerede Stand, der ikke er i Familie eller
Gjæstevenskab med Præstefamilier; og de skulle ikke glemme,
at Beneficiarius med Frue -- nei, Madame hed det -- altid har
baade Husrum og Hjærterum for dem, til de Tider, de trænge til
Stikkelsbærbuske, Nøddehække og svale Havestuer. Og Sæby Præstegaard
var een af dem, der end ikke i Drømme kan tænkes bedre i god gammel
Stil. Rummelig høi Bindingsværks Bygning, bred Egetræs Trappe ned
til Gaarden, stor Dagligstue med Vinduer baade til Gaard og Have,
mægtig Storstue med gamle Familieportræter, Gjæsteværelser bag den
og forresten i hver mulig Krog i Huset, og stortræet Have, der fører
lige ud i Herregaardsskoven langs Tiis Søens brede klare Flade. Ikke
at tale om den store og skjønne Kirke, et Vidnesbyrd om Esbern Snares
fromme Gavmildhed. I den blev altsaa mine Forældre viede.
Præstekonen var min Moders Moster. Ogsaa Mormoder, Taubers gamle
fromme Enke, boede nu der hos sin Søster. Præsten Lassen var en
gammel Nathue, men af den bløde behagelige Slags. Forresten kom han
ikke til at vie mine Forældre. Der var en Lovbestemmelse, som forbød
at vie den, der ikke kunde fremvise Koppeattest, og min Fader havde
haft naturlige Kopper og var meget koparret, havde altsaa intet
Papir for Vaccine. Men, kongelig Forordning! Man tænke sig! Moders
næstældste Broder, Jens Worm Tauber, Præst i Nordrup, maatte da
paatage sig Vovestykket, og udførte det forsvarligt nok, som hans
lange hjærtelige Tale i Tidens Stil endnu viser mig.
Saa drog Ægteparret til Falster, ikke til nogen glimrende Stilling.
Kaarene var knappe, en Overlærers Løn var kun 800 Rdl. Jeg havde dog
i samme Stilling 1600. Men ved Hjælp af min Moders Husholdningstalent
og nogle Pensionærer, dem de elskede som deres Børn og som elskede
dem igjen, havde de dog forholdsvis et smukt Hjem.
Heller ikke for min Fader var det nogen let Opgave, der forelaa. En
overmaade forfalden Skole skulde bringes paa Fode, og han var ikke
just skabt til at gribe praktisk ind. Hans Ven og Rector i Roskilde,
Bloch, havde selv været Rector i Nykjøbing til 1815, og i de Breve,
han skrev til ham, udøser han ret sit Hjærte om det Uføre, han havde
at kjæmpe med under hans Eftermand.
»Her har man ikke den mindste Anelse om, hvad Filologi er, eller om
den Ærbødighed, man skylder de Udødeliges Manes. Jeg har aldrig hørt
Mage til Examination af Latin i øverste Klasse. Men det faaer ikke at
hjælpe. Siden jeg har faaet den, vil jeg absolut ikke tale et dansk
Ord i den, hvormeget end min Rector protesterer derimod.«
Rectoratet i Kolding havde han allerede dengang Haab om, da hans
Svoger, Erik Tauber, som beklædte det, havde havt Tilbud om et
theologisk Professorat ved Universitetet, hvilket han dog afslog --
»af ubegribelige Grunde,« siger min Fader.
Mine Forældre vare dog langtfra at beklage, at de endnu i tre Aar
vare bundne til Falster, da de havde dette Hjem inderlig kjært.
De havde ogsaa et landligt Tilhold i Sommertiden, som glædede dem
meget. Min Farbroder Christian Fibiger var den Tid Forpagter paa
Bramslykke paa Hardenberg Gods, en eiendommelig Mand, som jeg i min
Studentertid kom til at staae i et meget nært Forhold til. Mellem ham
og Fader var der et sandt Kjærlighedsbaand, snart mer end broderligt.
Deres Dannelse og Livsgjerning var saa forskjellig som mulig. Den
ene havde i al sin Ungdom vugget paa Havet mellem Europa og Asien
som simpel Matros og sled nu i sit Ansigts Sved med den Jord, som i
daarlige Tider bar ham Torne og Tidsler; den anden havde kun dyrket
Phantasiens Have og havde intet havt at bruge sine Arme til, men
ligefuldt var deres Sind og Hjærtelag saa ens, at deres Længsler fra
hver sin Side sloge sammen.
Min Moder havde endeløst meget at fortælle om disse Smaareiser til
den store Forpagtergaard, med Udsigt til de mægtige lollandske
Herresæder, deres Adelsslægter og Fortid, lige til den mystiske Side
af forfaldne og forladte Borgbygninger med de Beboere, der ikke
forlode dem, Gjengangerne. Paa Bramslykke blev den salig Grevinde
jævnlig seet. Sagtens maatte da Mørknings- og Reise-Æventyrene voxe
saaledes sammen med min gryende Forestillingsverden, at jeg tilsidst
troede at have spillet en ganske anden Rolle derved end den at skrige
paa en Barnepiges Arm.
Imidlertid gik Aarene og Kaarene bedrede sig. Prisen for
Pensionærerne steg, der kom Tillæg til Embedslønnen og Honorar for
Skrifter, og samtidig forøgedes Familien. Den ældste Søn, Christian,
blev født i det skjønne Foraar 1819, 31. Mai. Jeg fulgte efter paa
en barsk Vinterdag, 27. Januar 1821, og vor eneste, derfor dobbelt
kjære, Søster Christine d. 4. September 1822. Flere Helsøskene var vi
ikke. Den fjerde var Moders Søn af første Ægteskab, ham vi allerede
kjende som den veltalende Caspar. Født 16. Juni 1811 var han altsaa
allerede nu en lærd Skoledreng.
Tiden kom, at det første Hjem, som de havde faaet saa kjært, maatte
forlades. I et Brev til sin yngste Broder, Jakob Scavenius Fibiger,
dengang Lieutenant i Artilleriet og paa en flereaarig Reise i
Selskab med den senere adlede Peder Scavenius, efter hvis Fader
han var opkaldt, skriver min Fader, efter at have fortalt om sine
Fremtidsplaner.
»Jeg vilde dog nødig forlade dette yndige Sted. Fra mit
Studereværelse seer jeg over mod Lollands tæt med Skov bevoxede Kyst,
til Færgegaarden med sine Baade og Smaaskibe og Landeveien slyngende
sig op gjennem Skoven. Falsters Bredder ere ligesaa skovrige, og
overalt er Øen saa frugtbar og venlig, at den kun er at betragte
som en stor Have. Forfærdelig Hede har ellers hjemsøgt os i Sommer,
Torden hver Nat osv. -- -- -- Du seer, hvilken Spidsborger jeg er
bleven, at jeg snakker om Veir og Vind ligesom Maribo Avis. Men
sligt er Mærkværdigheder for os, som ikke har vandret over Alper og
Apenniner og kiget ned i Vesuvs Krater. Medens du har spadseret om
i Titus' Theater, har jeg kun paa Kathedret beskrevet det for mine
Disciple, har kun i Kobberstik seet Pantheon, Herculanum og Pompeji,
og kjender Genfersøen kun af Mathisons Vers.«
Min Morbroders hellige Professorat var altsaa blevet til Vind,
men det varede dog ikke længer end tre Aar, før han af ligesaa
»ubegribelige Grunde« modtog en Kaldelse til Direktør for det dengang
nyoprettede Sorø Akademi; og Fader blev hans Eftermand i Kolding
(1822).
Da var det, man en Novemberdag paa Gaabense Landevei kunde have det
Syn, som jeg har begyndt min Beskrivelse med. Og Fortsættelsen deraf
blev efter Datidens Befordringsmaade et otte Dages Zigeunerliv i et
barskt Klima. Jeg var i ubevidst Stand, men veed ligefuldt snart
bedre Besked om Reisen, end jeg vilde have vidst, hvis jeg havde
gjort den en Snes Aar senere.