Hun stod foran ham. -- Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun.
Vi to, tænkte han.
Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grå mørke, øjnene sad deri
som sorte huller, men hun vidste hvad der stirrede ud fra dem, og
der kom en svaghed over hende.
Jeg synes dog, vi har haft -- -- begyndte hun.
Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har haft noget sammen, ja.
Jeg opfatter det som en fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke
til at få den nærmere forklaret.
Hun lo højt, på een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget
fejl af Dem. Jeg troede -- -- -- nå, pyt med det; nu ser jeg, De er
en ganske triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er hele
herligheden.
Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte, hvordan det gav sig
i hans knæled, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i
betragtninger over en tyr inde på marken, og som pludselig ser den
stable sin krop på sine knagende ledemod og vende de blodskudte,
skulende øjne hen mod vejen og overlægge ved sig selv -- --
Den gang De -- -- -- begyndte han med en uklar stemme, der fik hende
til at bæve, -- den gang De mødte mig -- -- en aften, da kom De fra
andre mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre mænds begær, der
altid hænger ved Dem. Jeg ved det. Nu hader jeg Dem; det må jeg også
ha gjort den gang; i alt fald ophæver det alt andet.
Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. Hun knyttede
hånden efter ham:
Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe så let.
Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens ansigt tæt mod verandaens
rude; han hakkede i den med næsen og ledte omkring på den som et
insekt, der vil den vej ud.
Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun højt, og hun hørte
skridtene stanse nede i haven. Å ja, han kunde måske ha ganske godt
af at være tilskuer, han med sit had. Bare han havde været her for
lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejgårds lyrik! Hans
forstand var vist allerede rystet; Kai skulde få ret, om det på nogen
måde var muligt!
Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med døren; han stod endnu og
holdt sig ved dørgrebet.
De morer Dem ikke, sae han og søgte at lægge en let beklagelse i sin
stemme.
Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede anspændt: Mon han
havde fundet noget at sidde på der nede?
Sørensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt hos hende,
ligesom et lille barn, der slipper en stol og når at få fat i en
anden.
De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre selskabsmæssig
tone; De har sorg. Det gør mig ondt, at De sørger; livet er jo dog
sådan indrettet, at det er muligt for os alle at være glade.
Det blik, hvormed hun så på ham, gjorde prædikanten til et menneske.
Han famlede efter hendes hånd, og det gav et sæt i ham, da han fandt
den, men så holdt han fast.
Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det er mig en
nødvendighed at opsøge de mennesker, der er i nød, derfor er det
ikke tilfældigt, at jeg træffer Dem her. Men De behøver ikke at være
bedrøvet; jeg mener: så underfuldt er livet jo indrettet, at ingen
er bestemt til glæde, mens andre må være bedrøvede; ved De ikke det?
Han talte flydende og i den evangeliske tone, som han havde så
megen færdighed i, at han havde glemt sin naturlige røst, men han
blev usikker og stammede ikke så lidt, da han kom til det æmne, som
havde skaffet ham så stor indflydelse inden for vennernes kres:
Kærlighedens Favn, der står åben for os alle; dær er det sødt at
hvile, når vi blot vil kaste os i den med blind hengivelse.
Han tog hendes hånd i bægge sine og kunde ikke slippe igen; han
var som en smed, der er kommet til marked og har fået et elektrisk
batteris lodder i sine grove næver; han sveder og skælver og
gennembæves, det er ikke til at holde ud, men han holder fast, som
han endnu aldrig har holdt fast på nogen forhammer; en højere magt er
over ham.
Fru Ida sænkede hodet, som stillingen krævede det, og klippede med
sine lange øjenvipper; for et tåget blik kunde det godt se ud, som
hang der en tåre i dem. Købmand Sørensen vandrede som en søvngænger
fra det hellige evangelium over i det verdslige; han anede ikke, at
han lokkede en sjæl til vildfarelse, han vilde ikke gøre det, men han
bestræbte sig dog for det. Han forsikrede, at der _var_ trøst for
hver sørgende sjæl, og mens han sae: sjæl og atter sjæl, skælvede
hans legeme over hendes legemlige nærværelse. Han forkyndte om
kærlighedens ånd, og samtidig krusedes hans kød af lyst.
Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde husvale hendes sjæl,
og han trykkede hendes hånd, som var den en sjæl, og hans hånd
husvaleren. Han vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom
bort fra det tillærte, han blev så naturlig som en plante, der står
ved vejen og tar imod solen og senere sætter blomst og gir sin frugt
til vinden. Han havde af ganske ævne indsuget alt hvad der udstrålede
fra hende, det spirede og stred sig frem til lyset med ufattelig hast
-- men det var jo også midt i foråret -- det blomstrede og fik farve
i hede ord, og det satte frugt i et kys -- -- --
Sørensen havde bøjet sig over hende, han prøvede ikke på at læse en
tilladelse i hendes øjne, for han så kun hendes mund, og den kyssede
han.
Var det sket for fjorten dage siden, så kunde hun godt ha leet og
klappet ham drillende på kinden og sagt, at det gjorde ikke noget,
men hun skubbede ham fra sig og sae blot: De er jo tosset -- og hun
gik uden at tilføje noget formildende ord.
Hun løb ned ad gangen, der hen hvor hun mente, Hans Råskov sad. Skønt
dette kun havde været et eksperiment, så havde hun ikke helt undgået
at føle sig svimmel; det var anden gang og tilstrækkeligt. Nu -- -- --
Han var der ikke. Hun ilede haven igennem, søgte ham til sidst inde
i stuerne; dær fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller
anden, med Anna Årbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede ham
så mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.
Sørensen sad endnu på verandaen.
»De er jo tosset,« tænkte han. Han huskede det kys, smagte det om
igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive
blegere, men netop som han mente, at han havde taget kraft og farve
af det, så svulmede det på ny rødt og modent i hans erindring, og
han fik en lang kamp at bestå.
Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone. Han gik en omgang i
haven og pålagde sig den straf at skrifte alt for hende, om så hendes
tro på ham blev rystet derved. Og så måtte han hjem, han måtte fly
denne farlige kvinde. Dette var vel en prøvelse, en advarsel; han
vilde huske den.
Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende,
hvad der var sket, men da nu den evangeliske ånd nogenlunde var
kommet over ham igen, så kunde det nok ske, at han udelod nogle rent
menneskelige enkeltheder, men det hun hørte, rystede hende dybt nok,
og hun led med ham.
Han tilbragte det meste af natten i et lille gæsteværelse oppe på
loftet, under bøn.
Det regner; en stærk, tung forårsregn slår ned i udtørrede veje,
dråberne falder med kraft som små bomber, og i begyndelsen springer
støvet op om dem. På de skrå sider af vejene dannes der efterhånden
en bugtet rand af skum og støv, som vandet bryder igennem, små
støvede orme kravler ned mod grøften og viskes snart ud af den
tiltagende regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til værs fra de
fugtige veje, men de grønne marker opsender en sundere lugt, der er
ligesom en bedre forståelse af den sunde regn.
Voksne mennesker slår kraver og paraplyer op eller skynder sig i hus,
men børn går uden for og lar sig dunke i hodet af regnen; med deres
stortæer trækker de hvide striber i det brune, våde støv for at se,
hvor dybt det har blødt, og de følger alle de grumsede småstrømme
på vej, der kæmper sig frem ad sandede hældninger, og hjælper dem
undertiden med at overvinde vanskelighederne.
-- De blir våd, højstærede, sae gamle postmester Årbo til Hans
Råskov, der stod bøjet over et hjulspor inde på en bivej, hvor sten
og gruskanter ragede op over vandene, så at det kunde ligne et
terrænkort over Finland.
God dag, svarede Hans Råskov. Han vidste godt, at han blev våd; han
var ingenlunde faldet så dybt i tanker, at han havde glemt regnen,
der havde givet hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og som
pjaskede ned fra hatteskyggen, så snart han bevægede hodet. Men han
var kommet til at se på et hjulspor, der samlede vand fra vejen, og
problemet om dets afløb havde stanset ham; senere var andre tanker
kommet til og havde bundet hans sind, mens han stod og stirrede på
hjulsporet, som han havde glemt.
Rindende vand får også tit mig til at stå stille, vedblev
postmesteren, undtagen, ganske vist, når det kommer ned fra skyerne.
Ja, De er jo også ungkarl, sae Hans Råskov hen for sig.
Ja -- ha ha, meget skarpsindigt bemærket. Men skal vi to ungkarle
ikke se at komme under tag? De er meget mere våd end De selv tror;
kom ind under min paraply, så har De allerede været under mit tag,
det er altid en begyndelse -- he! Det vilde glæde mig at gøre Deres
nærmere bekendtskab; sidste gang blev det jo ikke til noget videre,
men når De kender min niece, så må De finde Dem i også at lære mig at
kende; der er næmlig en ejendommelig forbindelse mellem hende og mig,
skal jeg sige Dem.
Hans Råskov så med interesse på denne mand, hvem det glædede at gøre
hans bekendtskab. Det var en lille gammel herre med et magert, gult
ansigt og visne hænder, men i hans øjne, der var runde og livlige,
og hans mund, der havde let ved at stå åben, var der noget ungt
-- noget, der ikke var blevet brug for, og som ikke var hentørret
endnu, skønt manden var over tres; han var en livlig blanding af
erfaring og naivitet, og i den måde, hvorpå han tog Hans Råskov under
armen og trak ham ind under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var
der en enestående oplevelse, der fik den yngre til at gi efter.
-- Værsgo og sæt Dem ned, hr. Råskov, mens jeg konfererer med min
husholderske; det er jo lige ved spisetid -- -- gør mig nu ikke den
sorg at snakke om den store ulejlighed; det er jo en fornøjelse -- --
Men _er_ De ikke våd om fødderne, udbrød han, da han igen kom ind,
jo min sandten er De så -- -- jomfru Andersen, ta og kom med mine
skindtøfler!
Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm løs på Hans Råskov og
stak fire stive træfingre ind i hans hånd, men de samme fingre blev
meget levende, da tøflerne skulde hentes frem og en lænestol stilles
til rette til gæsten; imidlertid spruttede æggene der ude, ligesom
de kaldte på hende, men hun gjorde sig hård og stillede en broderet
skammel foran lænestolen, men så blev æggene altfor højrøstede, hun
måtte af sted, og straks efter tav de, som et barn, der kommer mellem
sin moers hænder. Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra
vægge og fra etagerer, for at gæsten ikke skulde ha ulejlighed med
at rejse sig eller dreje sig efter dem, nu han sad så mageligt, så
begyndte køkkenkniven at arbejde der ude; man hørte den komme igennem
og ende med små sikre hak på spækkebrættet; kopper klingrede, og
tallerkner skramlede, glassene tog hver sin tone, det ene fik mæle
efter det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav så; hver
ting afgav sit: Her! kom på sin plads og lod siden ikke høre fra sig.
Klokken slog syv; postmesteren rømmede sig, hvad enten det var et
signal eller en tilfældighed; jomfru Andersen kom ind, tog vasen med
den ene hånd, lysedugen med den anden, en hvid dug blev slynget hen
over bordet, og tingene marsjerede op, taktfast og fåmælt, og så gled
hun lydløst hen i døren: Værsgo!
Hans Råskov havde allerede lært at sætte pris på den gamle mand, der
befandt sig vel i hans selskab og ikke følte det som noget tryk, at
han talte så lidt; han måtte være et sjældent menneske, netop af
den elskværdige slags, der plejede at holde sig længst borte fra
Hans Råskov; over for ham kom det undtagelsesvise altid frem i folks
væsen, derfor var det velgørende en gang at blive behandlet som et
almindeligt menneske.
-- Nu skal De se min lejlighed, hr. Råskov, sae postmesteren, da de
havde spist. -- Ja, man bor jo hyggeligt, men det bedste mangler;
jeg er ikke så gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om sådant
et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man
vil ikke blive gammel, hr. Råskov -- selv sådan en gammel hulmavet
stabejs som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre kan ikke -- --
-- Næ, der inde er ingenting, der er øde og tomt, hvor der kunde ha
været skabt en lille verden; børnekammer, hvad? Skulde ha været. -- --
Skal vi gå ned og se, hvad jomfru Andersen har sat frem til os?
-- Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. Råskov? Ja ja, jeg tror
næsten, min kan tåle et lille stænk endnu. Hm, ja det er nu en
underlig fornæmmelse med sådan en del tomme kamre oven på. Men hun
vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke så lidt ind, men jeg vil
ellers nok stå ved, at jeg aldrig har været en kraftkarl; der var
ikke noget at sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet,
især når medbejleren var -- ja han var nærmest en karl af Deres
dimensjoner. Han havde skuldre og en favn af den slags, som kvinderne
ser hen til, navnlig i den gale tid. Han fik et par uægte børn; hvad
tror De, hun mente om det? Det viser da, at han er et mandfolk,
sae hun; det var vel også med et vist henblik på mig. Galt gik det
naturligvis, det kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjælpe noget
at forudsige det, når alting om en er fuldt af galskab og en selv er
ligesådan?
Hun fik børn, og hun fik prygl, og hun fik noget at bestille, og
hun fik ikke tak for det. Jeg har mange gange stået uden for hendes
vinduer, når det var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror
nok de små var mere glade ved at høre på det end jeg; de faldt i
søvn, jeg gik hjem og sov ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde
det. Det var en drøj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget
sig af den ting, så havde han sagt til hende: Du skal ta ham, den
lille postekspedient Årbo; jeg har nok skabt ham lidt smalstrøgen ned
ad flankerne og har heller ikke stillet benene aldeles lige under
ham; men ellers indestår jeg for ham, og tar du ham, så kan du sige,
at du har fået ham af vorherre selv.
Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af hvad der sker, men
menneskenes kærlighedssager blander han sig ikke i, det kan da enhver
se. Men vil De tro, at der kom et forår, da jeg også blev tosset?
Det skal jo til. -- Vil De sige, at De kender det ikke? Nå -- jeg
skal afholde mig fra nogen bemærkning desangående; men der var altså
piger, der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt på benene;
det var vel ikke af de bedste, men dog af dem, der havde gjort nar
ad mig før; men de mærker, at man er i rasetiden, og så er der altid
nogen, der kommer. Når galskaben er ægte, skal den nok smitte. Der
var to -- -- Tror De, det var mig, der lod dem løbe, hr. Råskov, skønt
jeg nok vidste, at de ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik
bægge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem alligevel for
smal, da de kom til samlingen, de forsmåede mig -- bag efter, hvor de
dog ikke havde så meget at prale af mere.
Skal De ikke ha en til, hr. Råskov? De kan jo drikke den uden rom,
det er så læskende. -- Ja, nu sidder De og synes, at det er nogen
temmelig snavsede ungdomshistorier, De her får at høre af en gammel
mands mund. Sig kun jo, hr. Råskov; ud fra Deres temperament har De
ret. Deres oplevelser tillader Dem ikke at dømme anderledes -- indtil
videre.
Næ -- -- det er ikke det urene, _jeg_ finder mest påfaldende, når jeg
nu tænker på det. En fyr med min krop kan vel ikke vente sig mere,
og når man så har alle slags store, om jeg så må sige: omfavnende
følelser i en snæver krop, så blir man endnu mere komisk; jeg havde
dog gærne nøjedes med en af de næstbedste. Det synes jeg er min mest
prisværdige egenskab, og jeg kan ikke gøre for, at den ikke indbragte
mig noget.
Hvis jeg var vorherre, så vilde jeg ligesom han la menneskene rase
-- jeg har set på mange, siden det var min tid -- og jeg vilde særlig
ta mig af dem, der raser, fordi de ikke kan få den, de helst vil ha.
Når de har fyldt deres mål af galskab, så vilde jeg søge at indgive
dem den ånd, der får et menneske til at se sig fornuftigt om efter
den næstbedste, for det er dær, at mange bær sig værst ad, det har
tit gjort mig ondt at se, for disse mennesker forbliver mod deres
bedre vidende i galskaben, og det er ikke alene unaturligt, men det
har langt mere forfærdelige følger. Jeg har ingen glæde af at se på
den slags folk.
De andre, hr. Råskov, der slet ikke ved hvad de gør, men har et par
minutter, hvor de er bevidstløse af salighed -- -- der er dog en stor
menneskelig tilfredsstillelse ved, at de er til endnu, skønt man
siger at kulturen går fremad med kæmpeskridt, de finder dog lejlighed
til at slippe uden for kulturen. Ja vel, bag efter minutterne kommer
_årene_, og de er længere end minutterne, der er så forbandet korte,
men der har været en uhyre forbrug af kraft i de minutter, og den
almindelige livssum har fået en forøgelse.
Jeg er en gammel tosse, hr. Råskov, som man ikke behøver at regne det
så nøje; jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde
op. De kan nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad andet
skal jeg sætte i verden, når det er blevet mig nægtet at befolke den
på en bedre måde? Min niece er den eneste, der plejer at høre på mig,
men De har for resten også været meget tålmodig.
Den menneskelige galskab antager underlige former, hr. Råskov --
ja synes De ikke også? Hvad mener De, når den hos kvinder udvikler
sig i form af opofrelsessyge? Det må De nok ha set. Den og den er
ulykkelig og trænger til en god kvinde, der kan elske ham -- ja, og
man er selv en sådan kvinde, det føler man -- -- Tror De, en kvinde er
til at få bort fra sådan en ide? -- Å, vil De lukke op, jomfru; der
var vist nogen, der ringede.
Det var frøken Anna Årbo; hun kom gærne over og så til onklen om
aftenen, når hun ikke var optaget af andet, og så var der glæde
hos de to gamle; jomfru Andersen kom da også ind med et smil om de
brunlige barklæber og gled tyst ned på en stol og hørte til.
Anna lod et glad overrasket »godaften« høre, idet hun så Hans Råskov,
og sae Velkommen, som om hun på en måde var værtinde i huset.
Derefter satte hun sig på en ledig stol lige over for ham og ventede
et øjeblik på, at den afbrudte samtale skulde blive fortsat, men da
alle i tavshed så på hende, begyndte hun at tale. Hun fik Hans Råskov
til at fortælle om sine undersøgelser og om årene i udlandet. Hun
havde troet, at han derved også måtte komme til at tale om sig selv,
men han havde den ævne at holde sig til, hvad enhver anden også kunde
ha oplevet eller tænkt, men netop denne upersonlighed greb hende
med en underlig magt: Han var altså et menneske, der vidste, at han
skjulte sit egenlige jeg for andre; han udleverede kun et temmelig
tørt hverdagsmenneske og beholdt resten for sig selv. Men når så
onklen blandede sig i samtalen, og Hans Råskov et øjeblik så tavs hen
for sig, så var han straks en anden, end da han talte; han var borte
i det han havde tiet om -- -- --
Hun ønskede heller ikke at høre, hvad det var; han vilde ha tabt i
hendes omdømme, hvis han havde kunnet få sig selv til at tale om
det eller hentyde til det, så at formodninger lå nær. Hun antog han
havde oplevet rystende begivenheder, som han nu var i færd med at
glemme; han stod afsides fra andre mennesker og så efter sit livs
bortdragende uvær -- tordenen, som han alene havde hørt, lynene,
som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl. Ingen skulde
forstyrre den mand, der havde rejst sig efter slaget og vilde være
alene med sig selv for at glemme; ingen burde ønske at udspørge ham
for at høre, hvordan det var gået, og om det nu var bedre, om der
var længe igen -- -- -- Hun vilde heller ikke tro, hvad der blev sagt
om ham, at han var forelsket i fru Ida; men måske mindede hun ham om
noget sørgeligt, hindrede ham i at glemme -- -- --
Aftenen gik hurtigt, og de blev længe siddende sammen; Hans Råskov
kunde ikke bekvemme sig til at bryde op; han var træt og næsten vel
til mode, aftenens hyggelighed havde et øjeblik brudt anspændelsen
i hans sind; her var ikke noget at gøre sig stiv imod, og der var
en næsten sorgløs hvile i slapheden. Det var meget godt, at han var
kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige mennesker var
måske det, han allermest havde nødig i denne tid, og dette halvvoksne
barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde
ham en stor tjeneste; det var anden gang. Han berørtes pinligt af
den formodning, at hun måske selv vidste det. Skulde han tro, at
postmesteren havde sigtet til hende i sin vismandstale om kvinder,
der anser sig for kaldede til at være en mands frelsende engel? Han
blev mistænksom og så sig med opstigende harme om i den hyggelige
kres, men så afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn!
Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen kvinde, og måske
den bedste blandt dem, der nogen sinde var kommet ham i møde. Havde
han været en mand, der forstod at indrette sit liv sådan, som det var
tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde som den, der sad foran
ham, nærmere ved ham end mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og
dær havde hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i to timer;
han så på sit ur -- to timer. Hvor den tid var gået hurtigt! Men da
han rejste sig for at ta afsked, var der ikke noget i hans natur, der
bøjede sig imod hende eller søgte at holde hendes billede fast; hun
havde blot på ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han
hvilet sig, men nu var det forbi.
Frøken Anna gav ham et meget hjærteligt håndtryk til godnat, han
måtte se på hende en gang til; hun var vistnok god; for lidt siden
havde han været nær ved at falde i en døs, og han havde tilladt sig
en flygtig drøm, som hun var med i; så træt var han altså; den slags
unyttige overraskelser kunde man opleve i et hyggeligt øjeblik. Han
trak uvillig sin hånd til sig og gik. Men da han var alene, blev han
sig en mærkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg kommer nok over det,
tænkte han og gik rask til.
-- Anna sad oppe i sit kammer og så ud i den halvmørke forårsnat og
mindedes en sommeraften for fire år siden; hun var da fjorten år og
meget sørgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for sad hun
ved sit vindu og betragtede telegrafstængerne, der stod i en lang
række og bar trådene ud mod vest, helt ud i den rødgule himmel; hun
skimtede den ene stang bag ved den anden og vidste, at der var ingen
ende på dem; de stod med trådene på deres skuldre, førte dem ud efter
i det uendelige. Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brød sig
om; hun grundede længe over det og græd til sidst; det at hun kun var
fjorten år, gjorde det heller ikke lettere.
Fjorten år! Men så viste det sig, at dette tal dog var stort nok til
at fremkalde en simpel og lykkelig tanke: Når hun var fjorten år, så
måtte den mand jo allerede være til, som hun ventede på. Han boede et
eller andet sted, han gik måske i dette øjeblik hen ad en landevej,
og hun kunde møde ham, havde måske mødt ham uden at vide det, for
det var ingen af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en drøm,
men lige så godt et virkeligt menneske som hun selv -- -- -- Hun gik
trøstet i sin seng og havde aldrig mere triste øjeblikke. Hun så ham
af og til, han gik hen ad en vej langt borte, men han kom aldrig
nærmere, og han forsvandt, så snart hun prøvede at forestille sig
hvordan han så ud. Ellers tænkte hun kun lidt på ham, mindedes ham
måske ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid også var
blevet et år ældre.
Men nu havde hun altså mødt ham.
Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket der ude blev for
stærkt, og da hun ikke kunde gå i seng, bestemte hun sig til at
rode op i sine skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede op
og fordelte indholdet på puffen og på sengen, og det gjorde godt i
hendes hænder, der rystede svagt. Alt tøjet lae hun først i orden,
derefter kom turen til det, der var stemning ved; hun beså hvert
brev, og hvis hun ikke af konvolutten kunde huske sig til indholdet,
læste hun noget af det og lae det til side; en hel stabel ligegyldige
breve fyldte det halve af en skuffe, gratulasjonskort og små bøger i
guldsnit indtog den anden halvdel -- det var venindernes afdeling.
Hun stansede lidt og betænkte sig, da hun kom til den nederste
skuffe, som hun ikke havde rørt i lange tider, men klokken var ikke
så mange endnu, og hun holdt mest af at tænke på ham med alle disse
gamle erindringer mellem hænderne; det hele blev mere fortroligt og
jævnt, hun kunde nok trænge til et slags værn imod ham.
Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne,
men hun vilde dog se det igennem. Der var minder fra hendes rejser
i ferierne: små buketter lyng, bundet sammen med silkebånd,
muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter.
Der var store, mærkelige knapper fra hendes forskellige kåber, en
stump tøj fra hver eneste kjole, hun havde haft, så længe hun kunde
huske. Der var naive jule- og fødselsdagsgaver, som veninderne havde
lavet; tre mælketænder, hvoraf den ene havde tilhørt hendes ældste
søster, men hun havde tigget den af hende, da hun selv var fire år
gammel, og der var lange udsigter til, at hendes egne tænder vilde
skifte; den var pakket ind i et stykke rødt silkepapir for sig selv.
Og der var et hentørret firben, som hun havde pillet af en vild rose;
det havde været en stadig genstand for hendes undren, til hun kom i
skole og lærte om tornskaderne i naturhistorien.
Denne skuffe havde en særegen værdi og var noget for sig; hun kunde
ikke huske det halve af hvad der knyttede sig til disse rare sager,
men fra dem alle slog der hende en stemning i møde, der forøgede
hendes sindsbevægelse. Hun læste kærestebreve fra skolekammerater
uden at more sig over dem; fandt frierbreve fra voksne mænd -- de var
blevet straffede med at få deres tilståelser gemt ned i børneskuffen;
men nu satte hun sig til rette og læste dem igennem med største
opmærksomhed og tænkte over dem; det ene var slet ikke så dårligt,
hun tog begyndelsen af det en gang til. Men nu huskede hun godt, at
det var ikke ham, hun havde syntes bedst om. Han var underlig.
Hun lod brevet falde ned og skød skuffen til, meget alvorlig, altfor
fuld af stemning, til at hun kunde være hel lykkelig. Hun rullede
atter gardinet op og så ud; solrøden var nu blevet stærkere og havde
flyttet sig om i nordøst. I stedet for skuffens visne dufte trængte
forårets pust ind til hende; hun lænede sig ud for at få mere.
For nogle dage siden havde hun endnu søgt at værge sig, hun havde
håbet, at det ikke måtte blive ham, skønt der allerede bag dette håb
var en sikkerhed om, at det var ham; men der var noget i hans ansigt,
der skræmmede hende, han var vist en mand, der kunde blive farlig for
den kvinde, der elskede ham; han gik så tungt, han stirrede barsk og
stift frem for sig som en mand, der skyder et svært og vanskeligt
læs og ikke har stunder til at se efter nogen anden ting. Hun havde
ønsket, at hun kunde gå af vejen, fordi han var en mand, der hang
ulykke ved. Eller -- hun havde just ikke ønsket det; men hun havde
dog tænkt -- -- hun huskede, at hun i sine yngre dage altid havde
tænkt sig, at det var en let og ligefrem sag at blive lykkelig.
Men disse pigetanker vilde hun nu lægge ned i skuffen, hvor alt
det andet var, der hørte barndommen til. I næste uge skulde der
være stort skovbal; han kom også med, havde han sagt. I dagene
imellem vilde hun gå og tænke på ham, det glædede hun sig til. Med
den troendes dristighed tog hun sin lykke i forskud; hun var så
overvældet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke
mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen; det tog til som
en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte.
Men så er legen også fuldkommen.
Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak været dybt og lettet og tog
sin hat; nu var der endelig noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud
og se solen stå op.
Der er skovbal i byens lystanlæg, et blandet publikum fylder den åbne
estrade ved siden af pavillonen. Midt på gulvet drejer honoratiores
sig sindigt den rigtige vej med deres ægtefæller, men langs den
ydre rand suser den vilde galop avet om, saftige svende hvirvler af
sted med deres piger i stramt favntag. Der står en sød og farlig
em til værs fra den dansende ungdom, og efterhånden som aftenen
skrider frem, påvirkes de sindige elementer deraf, varmen og farten
fordeler sig mere ligeligt over det hele. Langs bænkeraderne syder
hed hvisken, og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys frem under
sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske
ocean, pisker det med stormende galopader, lar det svulme bredt i
sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler. Men de bølger, som
opstår her, nåer længere ud, end musikken lyder, og jo fjærnere de
ruller ud i mørket og stilheden, des mere skummende blir de; deres
toppe kruses af sød gysen, men dalene er fulde af svimmel.
Fru Ida færdes alle steder som en vidunderlig ting, der gør nytte
overalt og ingen steder tør savnes; hun drejes langsomt og varmt i
den indre cirkel som en hvid lue midt i bålet, hvor der er hedest;
hun ses hvirvle af sted langs den farlige, oprørte rand som en af de
ydre flammer, der er brandens forposter og vinder nyt terræn for den,
og mange ser på hende og vil gærne være det stykke tørre træ, som
hun næste gang river med sig ind i bålet. Her hvor der er mange til
at gi og ikke færre til at ta, her er næsten alt hvad hun kan ønske
sig, og mere end noget menneske kan overkomme. Hun morer sig, som om
dette var den yderste dag, og dog synes hun ikke at kunne få nok,
hendes øjne søger stadig ud mellem træerne i det usikre lys, hvor
folk kommer og går, langt ud mellem de grå stammer, hvor menneskene
er lige så utydelige som deres egne skygger.
Vejgård er aldrig ret langt fra hende; han er aldeles overstadig;
når han og fru Ida morer sig sammen, er der ikke til at være i
nærheden for almindelige mennesker. Men dette er også Vejgårds store
tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, han har under
forberedelse, hvor livsglæden går i endnu højere bølger end i noget
af hans tidligere værker; hans venner kan citere brudstykker deraf,
og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham. Han digter
uafladelig, hans poesi begynder vel ved jorden, men den ender mellem
de hvide skyer og stjærnerne, han er aldrig før nået så højt. Det kan
være det samme med at forklare, hvorfor han har opsøgt fru Ida som
inspirasjonskilde til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden
blir ham for hed og besværlig, så ved han, hvor let tilgængelige
piger er at finde, og siden digter han videre med befriet hjærne. Han
holder sig hele tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de
få mennesker, som virkelig er oven på i denne tid. Hans hoved rager
altid op over den højeste svimmel, og han er nu for alvor i færd med
at blive en stor digter. Han går tit uden for og tar noter, fylder
sin skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt i mørket
uden at se på papiret.
Fru Idas latter lyder ikke så naturligt som hans, hun ler hårdt og
stakkato, og hendes stemme kan undertiden falde hen ligesom i jammer,
men hun hører det ikke selv, alt det andet overdøver hende og blander
sig for hendes øre til eet kor; hun ønsker at smælte sammen med den
almindelige vildskab og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer
hun i spidsen for al lystighed; hun er det glødende midtpunkt, der
selv er uden bevidsthed, fordi det er brændt ud, men hun spreder liv
om sig og fylder alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere
og mere grådigt efter hende, alt som aftenen skrider frem; hendes
spænstige former knuges i mange favne og taber ikke noget derved;
det kan også ske, at der lægger sig en arm om hendes liv og vil føre
hende med ud i mørket, men hun gør sig hver gang fri og lar manden
stå dær med en tom, rundet arm frem for sig. Ingen har hun så tit
stillet fra sig på den måde som proprietær Ahlmark.
* * * * *
Hans Råskov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han
formanede og underhandlede som en bedstefaer, der taler en seksårig
til rette. -- Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende så
på dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var besindelsen hvert
øjeblik ved at svigte ham.
Han havde slået sig gennem isen med fatning, han havde ikke kastet
stenen; han havde ganske vist glemt sig selv, da han sloges med
Søren, men ham havde han senere besejret og gjort uskadelig ved
at trække ham op. Nu havde han kun sig selv at stride med, og når
han kom over dette, så kunde han være sikker, så var han stærkere
end alting. Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gå an at
svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem, han måtte ligge dær
og hyle ligesom Søren, og ingen kunde trække ham op; han måtte vide,
at hvis han først een gang var gået til bunds i sit eget raseri, så
slap han ikke op af det igen.
Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han kunde være forberedt
på nogen ting, stod fru Ida for ham.
Nej tænk, er De også her, sae hun med ganske dagligdags stemme: God
aften!
Hun ventede på et svar, men da der ikke kom noget, gik hun igen.
Ja, her var han -- også!
Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret? Alting var jo vendt
op og ned med et ryk. Nå, sådan; sagen var ganske simpel den, at han
også var her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen ydmygelse
bevidst rendte han her fra og til som en hund, bare for at se hende
og på samme tid bange for hende, som en hund, der har fået prygl, men
alligevel ikke kan dy sig. -- Hvad var det for en teori han havde
lavet sig -- en forbandet fej løgn? Og så kom hun, og med et eneste
blik begreb hun ham straks, afslørede ham som en tosse, der var
værre end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til at begå den
frelsende dårskab. Alt det så hun med et blik; hun sae det med et
ord; hun hånede ham, som ret var, og gik så. Hvad skulde hun med ham,
når der var villige narre i tilstrækkeligt tal?
Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde sove, det var
det eneste rigtige efter de mange søvnløse nætter; han tvang sig
til at ligge stille i flere minutter, og det var ligesom fornuften
kom tilbage; han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han fandt
de fredsommeligste udtryk ligesom en mand, der er i fuldt raseri og
endnu ikke har slået første gang, men han holder sine hænder nede og
taler sagte og formanende, mens han allerede i sine næver føler den
udfarende kraft i det slag, der skal sætte blod.
Det kan ikke gå an at springe over noget, tænkte han. Ligesom
slægtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den
tankegang: Hvad der skal til, det skal til. Han forlangte af sig
selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde,
han foragtede. Dette vigtige holdepunkt havde han: Foragten; det
gjaldt om at bringe så meget som muligt ud af den. Der kunde komme
en rystelse over ham, når han hørte hende le og støje der inde. --
Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der nærmer sig,
og nu er det, at det gælder om at komme godt fra det; ellers skal
jeg gå med det i år, som jeg nu har gået med det i uger. -- Hun var
i sit bedste humør, den fordel havde hun desværre; hun hylede, når
mændene kom i nærheden af hende; den perverse, røde kat, han havde
set i sin barndom, det var ganske rigtigt hende; den var blevet til
et menneske i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede efter
elskov.
Han tvang sig til at blive stående, når han følte, at han gærne vilde
løbe fra det; al forfædrenes fornuftige ævne til at ta livet, som
det faldt, syntes at blive levende i ham nu; de gamle bønders stille
dukken med nakken over for hvad der ikke kunde være anderledes, den
levede op i ham og hjalp ham, nu da det var fornødent.
Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og til; han kunde gribe
med rasende hånd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den
straks og passede på sig selv som en, der for nylig har brækket en
arm og veed, at han skal være forsigtig.
Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var næmlig den endelige
prøve, den yderste dag -- -- --
Idet han tænkte dette ord, så ramte det ham vildt som noget man
render imod og kvæster sig på i mørke; han blev overvældet af syner
fra Åbenbaringen, som han havde læst to gange i sin barndom; sværd og
flammer, død og brøl i basuner stod om ham; alle de syv skåle blev
udgydt over ham -- --
Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et træ, han tvang det
under, han stirrede det ned, og i mørket fik hans øjne den samme
betvingende kraft som hans bedstefaers havde haft, når han løftede
ansigtet oppe ved sin bordende og så på en, til han blev kold i
ansigtet og gik.
Skulde det nu briste for ham på grund af en elskovssyg kvinde? Han
var hidtil kommet over alting, havde tvunget det ned det ene efter
det andet med en stigende følelse af spændkraft til at holde det
nede, og nu -- -- -- -- --
Et hyl af en kvindestemme sprængtes ud af mørket tæt ved siden af
ham; han havde nær skreget selv og greb forfærdet for sig, som var
selve tavsheden eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi, derefter
kom en anden, og en anden stemme hørtes, der bandede på dælen -- --.
Den sidste kendte han; han gik i modsat retning af de to, og støjen
døde snart hen.
Der måtte vel være gået en time; han følte, at det vilde være farligt
at blive længere i mørket og ensomheden; det var bedre at vende
tilbage til de andre. Men da han kom i nærheden af dansepladsen,
hørte han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han var her lige
for fem minutter siden.
Fem minutter. Han havde det altså ligesom de syge, der begynder at
mærke dødens famlende tag, der strammes og løsnes, og mellem hver
gang de slår øjnene op, tror de, der er gået dage!
Så var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede sig i et nu
længselsfuld mod denne udvej, men han skød straks tanken bort igen.
Det var jo hans ide, at han ikke vilde gå under; hans forstand og
hans vilje skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede
over ham og truede med at begrave ham. Nej, den udvej stod ham ikke
åben; det var at springe i vågen af fri vilje, at gå under i en
dødskamp, om hvis vildhed han ikke kunde gøre sig nogen forestilling.
Nej. Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der var mere
heldige end ham, men han formåede ikke en gang at misunde dem; han
var født med den nødvendighed at leve livet sådan som det var; det
kunde ikke ændres.
En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede foran ham.
Godaften, hr. Råskov; De danser ikke.
Det var Anna Årbo. Hun begyndte uden opfordring at tale om ballet,
om sidste gang de havde truffet hinanden; han vidste ikke, om hun
kunde mærke noget på ham, men hun blev åbenbart glad, da han sae: Jeg
danser ikke, men skal vi spasere lidt sammen? -- Det skaffede ham en
vis lindring at gå og høre på hende; der faldt ligesom en blå, sval
tåge over de røde syner, der brændte i hans sind, som var hans lange,
glødende dag snart forbi, og mørket bragte kølighed og hvile. Han
førte hende tæt forbi det træ, hvor han for lidt siden havde ligget;
hun mærkede, at han trykkede hendes arm, og der kom en skælven over
dem bægge. Hans arm kom til at ligge om hendes liv, og hun lænede sig
tættere ind til ham, men blev dog ved at tale som før, om ting, som
ingen af dem skænkede den ringeste opmærksomhed.
Det var anden gang, at en kvinde var så nær ved ham. Dybt inde fra
hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og
han syntes at forstå, at den var bestemt til ham, men andre tiders
barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. Han havde glemt
det, men der var altså noget, der havde magt til at kalde det tilbage.
De er den første -- -- begyndte han, men så tav han.
Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede til at tro på alting.
Men da fik hans ansigt et andet udtryk.
Hvorfor bær De rød sløjfe? spurte han og pegede på hendes hals.
Hun førte hånden op til den og rev den af.
De var kommet hen til lyset og støjen; stemmer lød ud til dem, også
fru Idas latter hørtes, blandet med andres.
Hans sjæl blev ligesom grebet af en kastevind, hele hans bevidsthed
duvede for en glødende storm; han greb hende i armen og stirrede, som
om han havde møje med at genkende hende; det var heller ikke mere
hende, han så, en eller anden tilfældig ung pige, han havde mødt;
han stod ansigt til ansigt med sit eget gøglende afsind, der lidt
efter lidt havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes med,
og i stedet for påtvunget ham forestillingen om en anden -- --. Og
denne andens stemme lo der inde, lo ad ham, som om det var selve det
triumferende vanvid, der lod sig høre, nu da han var i dets vold.
Skal De så ikke ind og danse? spurte hun med forandret stemme.
Nej.
Hun så på ham med angst og undren, men han mærkede det ikke, hans
bevidsthed kunde ikke rumme mere. I næste øjeblik var hun borte.
En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og borede sig ind i hans
bevidsthed som en giftig splint. Han så sig forvirret om.
Fru Ida kom frem i den granprydede indgang til dansepladsen. Straks
efter så Hans Råskov hende komme lige hen imod sig.
Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hånden ud imod ham.
Nej. Vi er fjender.
Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte mandfolk, der
øjeblikkelig røbede sig, så snart man talte til ham. Gik han ikke dær
ude i mørket som en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, når nogen
talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde.
Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig og mændene, der
ventede. Hun lo; det var som om hun nu endelig kunde le al sin
forelskelse bort -- eller hvad det nu var for noget galskab, hun
havde fået i sig ved at se for meget på ham, -- og det gav hende mere
lyst til at le; han var ganske simpelt morsommere end nogen af de
andre. Hun lo jublende, og nu vilde hun ind og more sig kosteligt,
mens han gik her ude og _hadede_ hende; måske endte det alligevel
med, at han også kom ind, men det var ellers lige meget. Det var
længe siden, hun havde haft en så befriende latter -- --
Ler De ad mig? sae han og trådte et skridt frem.
Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le; De er da komisk, men
kom De hellere med ind, nu har De længe nok gået og skabt Dem her
ude. Kom så!
_Ler De ad mig?_ gentog han. Han stod nu helt op ad hende. -- Er jeg
latterlig?
Ja, sae hun og blev bleg.
Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten over hendes ansigt, og
han stirrede på hende med øjne, der ikke blinkede eller forandrede
udtryk; han mindede om visse asiatiske gudebilleder, hvis ansigt er
en dødsmaske, mens øjnene skinner med et overnaturligt liv.
Hun blev som lammet af dette blik; senere følte hun, at han kunde ha
gjort med hende, hvad han vilde, om han så havde kvalt hende; hun var
næsten uden bevidsthed og uden vilje.
Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev dødt og gråt, med
had og med et forfærdet spørsmål, men han så i hendes ansigt kun
et spejlbillede af sit eget afsind; og han, der i den sidste tid
stadig havde følt sig svævende på randen mellem det tragiske og det
latterlige, han fik ikke noget svar på sit spørsmål. Hun havde leet
et øjeblik, og nu stod tragedien skrevet i hele hendes skikkelse.
Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet han vilde gribe
hende, udstødte hun et hvinende skrig; folk kom til, og Hans Råskov
forsvandt mellem træerne.
Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om hende og støttede hende.
Det er Kai, der kommer for at spørge, om du nu vil med, Ida. Du er
syg; lad os to gå.
Hvad er det, vil De hjem? lød Ahlmarks stemme bag ved. -- Han
stillede sin uordenlige person foran fru Ida: Ja gå De kun hjem; De
har gjort mig så ulykkelig, som jeg kan blive.
Fru Hansted er syg, sae Kai.
Det er jeg også, men hun dør vel ikke af det; det gør jeg måske.
Farvel, fru Hansted, og tænk på mig, når jeg har hængt mig.
Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, så kan det la sig gøre endnu
-- -- Der kom pludselig rejsning over manden, og et håb lyste i hans
ansigt.
Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans hånd; jeg følger med
dig; jeg vil hjem.
Nu går vi, Ida. De skulde ikke samle opløb, herr Ahlmark; De må jo
nok kunne mærke på Dem selv, at De ikke er tilregnelig.
Der hørtes stemmer længere inde: Ahlmark -- -- han skal være her et
sted -- --
Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dælen -- -- nej, her skal
det sgu ikke gå for sig, afbrød han sig selv og satte af sted i fuldt
løb.
Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom forbi en betjent, der
havde en flok om sig, som han udspurte. Det sidste de skimtede i
halvmørket, var Vejgård, der stod op mod et træ og noterede; hans
blyant blinkede og dansede i det svage lysskær.
-- Hans Råskov var på vejen hjem, men det varede ikke længe, før han
måtte sætte sig; det var ham umuligt at komme bort fra det sted,
hvor det afgørende endnu ikke var sket, det der skulde gøre ham til
en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han ikke kom bort her fra med
uforrettet sag, hvor alle hans tanker var bundne og atter og atter
vilde vende tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt, at
han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid kunde der ske et eller
andet; han var indenfor en mulighed, så længe han blev på stedet; der
kom en vis tålmodighed over ham.
Men sæt, at hun var gået hjem. Han rejste sig med et spring og
begyndte straks at gå. Hans sindsbevægelse tiltog, idet han nærmede
sig det sted, hvor hun måtte være, for hun kunde vel ikke være gået
hjem! Hvad skulde der så blive af ham?
Han vilde ikke løbe; gå fornuftigt vilde han, indtil han fandt hende
og havde hendes legeme mellem sine hænder, og hvad så?
Nej, han vilde gå besindigt -- -- men hvis hun nu var gået hjem --
sammen med sin spinkle ven, så vilde han løbe, til han indhentede
dem; så måtte der ske noget -- -- det, der _skulde_ ske.
Han gik hidsigt til, det kunde ikke gå an at udsætte sig for, at hun
var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der
skulde ske, vidste han ikke; først vilde han se hende.
Men så kom der pludselig noget, der stansede ham: Blod.
Han så hendes blod, det flød over hans hænder.
Han sank ned på en træstub; været gik hylende i hans hals, sveden
sprang ud på hans pande, faldt tungt på hans hænder og løb som varmt
blod mellem hans fingre. Han var nær ved at græde; gråden steg op i
hans hals, spændte og brast. Han græd virkelig, uden hulken og med
tørre øjne, og der kom ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han
knap havde formået som dreng, det var blevet ham næsten umuligt som
mand; det var, som om den gråd, han ikke kunde græde, var bleven til
sten i ham. Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig
sol. Var det det sidste grønne strå, der nu visnede, den sidste
friske dugdråbe, der hentørredes?
Måske var dette slutningen, og han blev fri for bevidstheden om
sig selv, der altid havde været ham en kval. Han samlede i een
anspændelse al sin sjælsstyrke for med al den klarhed, der endnu var
ham lævnet, at berede sig på tabet af sin forstand; han syntes også
han så ned gennem sin fortid og erkendte de linjer, der fornuftigvis
førte op til denne afslutning, og han sad og ventede det med beredt
sind som den, der ikke kan flygte; han sad med hængende hænder og
gabende mund og stirrede ind i skovens tætte mørke, han så ind i sin
sjæls mørke og ventede, at det skulde komme.
Men der var blevet stille i ham, synet af blod forsvandt; også
dette skulde han rumme i sin bevidsthed og så kunde han få lov at
leve videre så godt det var ham muligt. Der havde været et kald på
blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde betale for det. Han
måtte selv gi alt, siden han ikke vilde gå til andre og ta, hvad der
krævedes af ham. Han, der sparede, skulde ikke spares.
Som dreng havde han en gang læst om en morder, der havde gjort sin
gærning og fået sin dom og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig,
næsten vel tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes stumme
mængde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod.
Betjenten tog ham i armen, og han satte sig føjelig ned som en mand,
der er færdig med sit og opgir bestemmelsesretten over sig selv.
Hans Råskov strøg sveden af panden med den ene hånd, rejste sig og
gik lige ud af skoven. Han fejede grenene til side og brækkede dem,
når de gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter og
vadede over grøfter, gik lige på med dyrets instinkt. En gren slog
hatten af ham, han havde ikke tid til at lede efter den. Når han
trådte ned i huller, var det som om benene skulde knække under ham,
men han stansede ikke et øjeblik.
Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et nattog, der førte ham bort
fra byen. Næste dag opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til
udlandet.
Hans Råskov rejste over grænsen som en flygtning, han drog ud af
landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor
det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der var frisk eller
grønt. Men han var ikke så lykkelig, at han kunde undgå at se sig
tilbage. Hans tanke blev stående i det, der var sket; mindet derom
blev til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden, hvor alt
var dækket med lava og størknet lidenskab. Tanken voksede fast ved
bredden af hans livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og
andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget ham helt ned til
Wien, men der vilde ikke komme nogen afstandsfølelse i hans sjæl.
Hans erindring var en ild, der sved mange enkeltheder af; også den
ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham forglemmelse og lindring;
tanken om Anna Årbo syntes at være begravet under asken; tilbage
stod et par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der skreg som en
elskovssyg, rødflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn;
fru Ida, der lo ad ham og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans
sjæl, der måske var den latter, han aldrig selv havde næmmet, og
så til sidst: ham selv, alene, med fantasien dryppende af hendes
blod. Og når han blev træt, og disse syner blev blege, så brølede og
snurrede der uden om alt dette en ukendelig masse af andre mennesker.
Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte på den aften, og han
mærkede, hvordan der på hans isse opstod to smærtende punkter, der
sendte udløbere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen
af et eller andet bogstav, der havde sin basis i nærheden af hans
tindinger, og hvis toppunkt -- når det blev færdigt -- skulde være
et sted i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, når han skulde
sove, et bestemmelsens tegn, et Mene Mene Tekel -- --, der måske
snart skulde blive tydet.
Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos sig kom han til
Wien, søgte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var
arbejdsduelig. Derefter opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget
at vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, og da
han således havde fået sit onde beskrevet og ført til bogs, følte han
en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest
gå nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt
med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. Hans nætter kunde være
fulde af galskab, men dagen efter kaldte han det sygdom, og han
indrømmede, at den måtte ha sin tid. Han længtes ikke, han fortrød
ingenting, eller ønskede noget anderledes; den gamle, fornuftige
betragtning fik atter hold i ham: at det var bedst, sådan som det var
gået, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor galt det end var
gået ham, så turde han dog ikke ønske sig noget ændret; han vilde
ikke tænke på andet end at finde sig til rette i det, som var sket,
og så for resten gennemføre en levevis, så begivenhedsløs som muligt.
Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de
kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, så sætter
de sig ned og gør dem om igen og kommer til det samme resultat som
før, og på den måde opnår de deres relative tilfredshed.
Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin nedarvede ævne til at
gøre tilværelsen ensformig. Han havde lært at frygte alt, hvad der
susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i
nærverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og slå itu. Hvad
der nu var brændt fast, lod sig ikke viske ud, men det blegnede og
stivnede; bogstavet, der var skrevet på hans hjærne, vilde ikke helt
forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed ved at forestille
sig det, og undertiden kunde han føle og se det, men så benyttede
han det som en målestok for, hvor nærvøs han var, og hvor meget han
skulde passe på sig selv.
Et år senere fik han en mere ledende stilling på fabrikken, og det
hjalp mægtigt på hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse
sig for helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til
sine nærver foretog han lange udflugter i omegnen af byen, altid til
fods, og da kunde han gå mil efter mil med stokken hængende mellem to
fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og med
munden halvt åben, og når han var faldet i den gangart, tilbagelagde
han fire fem mil uden at se eller høre og uden nogen forandring. På
samme måde arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale;
men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel
anskreven hos direksjonen.
Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed, skønt det at ha
mennesker i sin nærhed stadig virkede på ham som en plage -- i sine
mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig hudsygdom
-- men han sae til sig selv, at han var ikke længere nogen ung mand,
og den uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han med sin
alder ikke mere kunde tåle, han måtte indrette sig derefter. Han fik
rigelig anledning til øvelse, for det lod til, at han virkede mindre
frastødende på folk dær nede end på sine landsmænd, og det hændte
ikke så sjældent, at en sorgløs Wiener med glatte, hvælvede kinder,
og hvis øjne havde en blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til
sin fortrolige og spurte ham til råds -- mest i kærlighedssager,
og apellerede til hans menneskekundskab i almindelighed, hvis han
erklærede, at han var ukyndig på dette specielle område. Han hørte
mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig alvor, han vænnede
sig til at nikke forstående og at udtale en mening om sager, der
ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en
erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang,
der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den
tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt: Han
lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke ved den; så skulde
den til gengæld lade, som om den ikke var til, og denne sjælelige
hygiejne syntes virkelig at føre til helbredelse; han havde --
ligesom det kunde være for bestandig -- sluttet fred med Den røde
galskab; til gengæld forpligtede han sig til at undgå beskæftigelse
med alt, hvad der kunde virke ophidsende.
Sådan gik der fem år; han forandredes ikke stort, udover at han
mistede en del af sit hår og blev lidt sværere; han var en statelig
mand på et kontor.
Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem år var
som een lang arbejdsdag, som en af disse pløjedage, forfædrene havde
øvelse i, når de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade
marker; de passede deres ting og holdt øjnene fæstede ved hestens
øren og furen, der skulde følges; kun flygtigt lod de blikket vandre
efter de kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til smedie,
føllet, der gjorde krumspring inde i græsset og aldrig så de med
utålmodighed på solen eller på uret; de spiste deres midaften på
en grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder og
hestenes muleposer; om aftenen sad de på bænken og så op mod byen,
hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt
sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og galskab fra
natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand. Og nu gik en af
deres efterkommere i et fremmed land og sled på den gamle ensformige
bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede med deres arbejde
og holdt fest, så det skingrede; de stod ikke tilbage for deres
blodsfrænder i Nordsjælland.
-- Hans Råskov var ingen kunstkender, men der var i musæerne
en ting, der interesserede ham: den assyriske og den ægyptiske
billedhuggerkunst. Han, der i det daglige liv vogtede sig for at begå
nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger,
der drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske
fyrster. Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke
stenlæber, den uforanderlige kulde i de stive øjne, det udøvede en
stærk tiltrækning på ham. I grunden så de temmelig stupide ud, men i
deres fuldkomne mangel på stemning eller følelse for andre var der
åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var
herskere, måske ikke over så meget, som de hovmodede sig af, men i
alt fald over sig selv. Sådan havde de stået i århundreder, lige
uforanderlige, og efter dette ideal havde de stræbt at tilpasse deres
liv. Muligvis løj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige,
gale og svage mellem originalerne; men så var der i alt fald i
kunstnerens sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, der
føler sig hårdere end alting og smiler ad det, så det smuldrer hen
som sand for hans fødder. Det billede, der forestiller en konge, som
står opret og med et hånligt smil kvæler en løve mellem højre arm og
kroppen, han forestiller den fjærne tids helt, eller måske blot typen
på det lykkelige menneske. Disse stenbilleder havde Hans Råskov en
dyb sympati for, som om han i dem havde fundet åndsbeslægtede fra
gamle tider; hans tro på egen urokkelighed ligesom forstenedes i
ham, han fik efterhånden en hovmodig overbevisning om, at han nu for
alvor var i færd med at blive hårdere end alting; han tænkte sig et
ideal af fuldkommen ufølsomhed, på hvem begivenhederne gjorde lige
så lidt indtryk, som Assyriens og Nildalens flyvesand på de gamle
stenfyrster.
Men da den lange arbejdsdag var gået i eet hårdt træk, da Hans Råskov
var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de
fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres skik; han tog
sig ikke en fornuftig hvil for at kunne fortsætte den næste lange dag
med nye kræfter, og nøjagtig på samme måde; han opsagde sin plads med
den motivering, at han vilde hjem til Danmark og søge sig en stilling
dær. Direksjonen forstod udmærket godt hans grunde og beklagede, at
han vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke så klar over dem,
som han gav det udseende af. Men det var ligesom blevet aften; mørket
begyndte at falde; han følte, at han var ved at blive gammel og vilde
ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, der nu i alt for
høj grad lå åben og tilrettelagt for ham.
Måske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind,
lovbundne, ukendte forhold, der til bestemte tider vender tilbage
med kresløbets nødvendighed? På samme måde som himlens sædvanlige
udseende forstyrres, når en komet slæber sin brandfakkel hen over
den og siden forsvinder og overlader det til os at udregne dens
bevægelses love.
Hans Råskov skyndte sig hjem som en forvist, der har fået amnesti,
og da han nærmede sig sit lands grænse, skete det at han glemte alle
sine gode grunde, som han havde udviklet både for sig selv og andre,
de blev til ingenting under det overvældende indtryk af det ene:
Nødvendigheden af at komme hjem. Det skulde nu sådan være.
Da Hans Råskov kom hjem til Danmark, skyndte han sig ikke med at få
en stilling; han rejste omkring for at se på forholdene. Der var sket
så meget i de fem år, og han bestræbte sig ærligt for at interessere
sig for det, men han var egenlig skuffet og stærkt tilbøjelig til
at rejse ud igen; han havde atter den underlige fornæmmelse af, at
alting var lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham, ganske som
når de andre drenge legede på skolepladsen, og han selvfølgelig ikke
var med, og den samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig
selv, at her var ikke godt at være. Dog fortsatte han sin rundrejse,
indtil der en dag, som han gik ned ad gaden i en større provinsby,
kom en dame hen og stansede ham. Han kendte hende, så snart han hørte
hendes stemme; det var Anna Årbo, og hans næste, øjeblikkelige tanke
var: Hvorfor er jeg ikke rejst?
Måske var det fordi hun så fuldstændigt havde været ude af hans
tanker i de fem år, at han var dårlig forberedt til pludselig at
huske hende igen med en sådan tydelighed. Hun så ældre ud, var også
vokset lidt; hun var ikke meget mindre end han, og af sikkerheden i
hendes væsen sluttede han, at hun var blevet gift; det var ham også
påfaldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog var
hendes stemme uforandret mild ligesom før.
Jeg kunde kende Dem på lang afstand, sae hun, og derefter begyndte
hun at fortælle om sig selv; hun havde begyndt at læse til lærerinde,
men havde opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning, der gik
godt.
Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget sig til, og tav
så; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand,
forsvandt, da han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev han
også mere ligegyldig ved hende.
Vidste De, at jeg bor her? spurte hun.
Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig om. Det kan være, jeg
vil søge en plads her hjemme.
Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød sit spørsmål; det
var vel en rest af gammel svaghed, tænkte hun.
De forsvandt så pludselig den gang, sae hun og såe fast på ham; ingen
vidste, hvor De blev af.
Det havde heller ingen betydning for nogen.
Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, der helt
tilintetgjorde hans erklæring; det havde betydning for flere end een.
De ved det måske bedre, indrømmede han. Han følte det som en svaghed,
at han ikke kunde spørge, hvem hun mente. -- De har forandret Dem
meget siden sidst, tilføjede han; De var jo også et barn den gang.
Ikke så meget, som De måske tror, sae hun; men uerfaren var jeg
unægtelig.
Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde ham til den lille.
-- Han hævede stemmen og sae: Har De hørt noget til -- vore fælles
bekendte?
Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietær Ahlmark rejste
til Amerika, da han kom ud.
Fra hvad?
Fra fængslet.
Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt,
og som ikke kom ham ved, men det faldt ham så nær, at det berørte
et øjeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved så uventet
at blive belyst og så at sige draget frem af en anden. Han følte
pludselig en levende interesse for den mand, der var stormet forbi
ham og havde begået en forbrydelse, mens _han_ kæmpede med sig selv
og vandt sejer.
Hvordan går det ham nu? spurte han.
Det går ham vist udmærket; der blev ikke meget igen af gården, men
han er nok kommet godt i vej alligevel.
Ja. Det tror jeg gærne. -- Farvel, frøken Årbo.
Farvel hr. Råskov.
Hun rakte ham sin hånd, og grebet af det forpinte udtryk i hans
ansigt tilføjede hun: Ses vi ikke mere? Eller rejser De videre?
Han så hen for sig og sae: Jeg har ikke noget at rejse efter. -- Men
han følte ikke selv halvdelen af den uhyre fattigdom, der lå over ham
i det øjeblik.
Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede at se ham med
det første. Dermed skiltes de.
Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og nu var det vel på tide
at komme af sted. -- Han følte det ligesom han nu havde fået nok,
som om det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se.
Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige elskværdighed, og
han selv ubetydelig og bagvendt! Det var ingen sag at hæve sig over
for mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men her, hvor der
var noget fælles, som bandt, var han blevet den underlegne. Hende
havde han spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og
rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde
gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald måttet tro, at han plumpt
og fejt havde grebet hende som et redningsmiddel, og så opgivet hende
igen. Nu havde hun haft fem år til at komme ud over det, og det var
lykkedes hende; han tog ikke fejl af, at hun var stærkere end han.
Hun havde endogså vist ham mere elskværdighed, end der var nogen som
helst anledning til, havde inviteret ham til at besøge sig, for at
han ikke skulde tro, at han vakte nogen som helst stemning hos hende.
Men så burde han prøve at efterligne hende, han, der ikke var så nær
helbredet, som han troede, men var blevet overmodig af sin sundhed,
som syge gærne blir, når de mærker, at kræfterne begynder at komme
igen. Og han besluttede at besøge hende inden ret længe.
Næste dag mødte han hende på gaden sammen med en ung mand, der talte
ivrigt og halvhøjt, og som gik så nær ved hende at han måtte være en
meget god ven.
Nu forstår jeg hendes indbydelse, tænkte Hans Råskov, ganske uberørt
af hendes venlige hilsen; med den mand i baghånden er der ganske
vist ingen anledning til at være bange eller blot forsigtig over for
mig. Nu har jeg ingen grund til at blive her længere.
Men samme eftermiddag, da han var færdig til at ta af sted, mødte han
hende uden for hotellet; han syntes at kunne mærke på hende, at hun
havde ventet på ham.
Han vilde sige farvel til hende med det samme, men da hun begyndte at
indlede en samtale, så tænkte han, det kunde jo også vente lidt. Hun
var mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter hinanden en
del om, hvad de havde oplevet i de fem år, men pludselig gik samtalen
i stå; de så på hinanden, og bægge følte, at de havde ikke flere
ligegyldige æmner at tale om; nu måtte de enten skilles eller komme
til det, der brændte dem på sjælen; han havde en hel sætning færdig,
der begyndte med »farvel«, han havde sagt den for sig selv et par
gange og overvejet den, så den netop var, som den skulde være, men
så kunde han ikke få den frem. Når den var sagt, så var det virkelig
forbi; den var sådan, at der ikke kunde siges andet til den end
»farvel«; han ønskede, at det var overstået; men hver gang han åbnede
munden for at tale, forudså han hele dens rækkevidde; den voksede i
afgørende betydning, hver gang det mislykkedes at få den frem; den
faldt tungt og lammende over ham, blot idet den blev tænkt; den vilde
afgøre hans fremtid, for så vidt som den skilte ham fra hende.
Hun mærkede, at han vilde sige noget, og så forventningsfuld på ham;
han gjorde en bemærkning om husene, de gik forbi, og med det samme
var hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som en sten i en
brønd; han måtte la det gå, som det vilde.
Lidt efter mødte de den mand, han før havde set hende sammen med; han
så på hende længe i forvejen og hilste dybt.
Hvem er den mand? spurte Hans Råskov.
Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg har kendt ham i den
tid, jeg har boet her. Skal jeg fortælle Dem noget mere om ham?
Ja, siden det er en god ven af Dem.
Nå ja -- han har friet til mig.
Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel
hendes mening at sige farvel til ham på denne måde, og det vilde
også være det bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes
sidste håndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende
ord udgik fra hende. Han så langt hen for sig, overskuede i et blik
fremtiden og mente, at den var til at bære; dette var den sidste
prøvelse, også den skulde han bestå, og så -- -- --
Jeg har haft brug for en ven i disse år, begyndte hun på ny, skuffet
over hans tavshed, og jeg har måske ikke så meget at beklage mig
over, jeg er ikke den, der er kommet værst fra det.
Beklager De mig? spurte han.
Hun gik nogle skridt uden at svare. -- Det hele lignede til sidst et
skibbrud eller en anden katastrofe; alle søgte at redde sig, så godt
de kunde, rendte som afsindige hver til sin side.
Jeg ved godt, frøken Årbo, at jeg har gjort uret imod Dem; men var
der nogen grund til, at jeg talte om det, da jeg havde indtrykket af,
at De ikke tænkte på det mere? Jeg har selv tænkt meget over det,
siden jeg har set Dem igen.
Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem. Jeg bildte mig ind,
at De trængte til en veninde, og håbede, at det skulde blive mig; jeg
var atten år den gang, hr. Råskov; og jeg tror endnu, at der var et
øjeblik, da De var glad ved mig.
De var også det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu.
Men så var De pludselig borte, De måtte være rejst med det samme;
da var det først, at jeg forstod, hvor forfærdeligt det hele havde
været. Fru Hansted -- --
Sig det kun; det er rimeligt, at jeg får det at vide.
Hun var vild af rædsel, hun sae ikke, hvorfor, men da jeg hørte, at
De ikke var der, så begyndte jeg at forstå; hun blev sindssyg, var
det i lang tid; nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende.
Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte jo ikke med hende;
jeg undgik hende; der kunde jo ikke være tale om andet, det var
forrykthed, jeg ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det, og
til sidst måtte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde jeg gøre? Hvem tør
påstå, at jeg har skylden?
Der var en, der nævnte Deres navn for hende; hun så sig om og ventede
vist, at De vilde komme; jeg har aldrig set sådan et udtryk af rædsel
i et menneskes ansigt.
Hans Råskov stirrede frem for sig med åben mund og et udtryksløst
blik, som så han ind i sin egen sjæl. Han så sit eget tavse afsind
fra den gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske
stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig alene, men han
hørte og så kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet,
og som havde haft det værre end han.
Jeg fortæller Dem dette, hr. Råskov, vedblev hun, fordi der ikke er
andre til at tale om det. Jeg tror ikke, hun brød sig noget alvorligt
om Dem, men hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i
hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot har _set på hende_ --
-- jeg kan forestille mig --
Han mødte hendes blik, og han så, at hun blev bleg.
Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak
sig, som kæmpede han med en indre latter. -- Jeg var selv lige ved at
le med, men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde
overhovedet ikke den ævne. Men det var uheldigt.
Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget forfærdeligt den nat,
sae hun åndeløst og skælvende.
Nu ved De snart alting om mig.
De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem -- taknæmlig, fordi De har
sagt mig det; det lyder måske underligt, men jeg har tænkt så meget
på hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfærdeligt,
ved at De forsvandt så pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har
alligevel aldrig kunnet tro, at -- -- De var død.