Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra

forfædrene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer

forinden; deres ægteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af

fornuft og tilbøjlighed; der blev ikke født uægte børn blandt dem. At

karle og piger førte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede

dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og

efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt til slægt. Det

var folk, der gemte på meget hårdsind og hidsighed, men den slog ikke

ud i uregerlige drifter. Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove

historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke havde

han set ham kaste lystne øjne efter gårdens piger, skønt han blev

enkemand i sit fem og fyrretyvende år, og det faldt ham ikke ind at

tænke sig, at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestå i den

henseende.

Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde minde om en gammel kone,

med det lange hår kæmmet op over issen og med det glatragede ansigt.

Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud,

som om han altid smilede, men i de små blå øjne var der et lille

stikkende lys, der aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et

kødben, der har mistro til en anden, der ser på den.

Hans havde hørt og set meget råt der hjemme, det gjorde ikke større

indtryk på ham, end når han så på dyrene, der heller ikke undså sig

-- det kom ham ikke ved. Da han boede i København, kunde det ske, at

en kammerat gav ham et godt råd -- og der var vel også mange, som

det var godt nok for; de, der »levede« mest med, havde unægtelig

en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, blev

hængende og fandt vanskeligheder. De kom hjem med en erfaring, som

de fløjtede en melodi til -- -- Hans kendte det meget godt, det var

tjenestekarlemoralen; de havde den samme hjemme på egnen. Men det

var lige ved at undre ham, da han så den gå igen i litteraturen; dær

var beskrivelser, lovprisninger og opfordringer akkurat af samme

slags, som når karlene om aftenen sad på gærdet med en kurv bajere og

drøftede, hvad de havde oplevet, og hvad de skulde til næste gang,

eller belærte de yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De mest

opvakte af disse karle var altså rejst til København for at dirigere

litteraturen; den havde nok også fået nyt liv og indhold, hørte han

sige.

Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da han nogle år senere

lae mærke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til

hovedstaden for også at få deres oplevelser ind i litteraturen. Å jo,

når han læste deres bøger, så genkendte han snakken, som den gik der

hjemme mellem piger og kællinger, når der ellers kun var børn til

stede; de nægtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde,

og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte hen.

Alt dette betegnedes under eet med denne glose: LIVET. Hjemme på

egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det.

Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta stilling til, noget

som kunde vække hans uvilje eller virke på ham som et kald. Det tog

ikke mange timer af hans liv at overveje det og blive færdig med det;

han passede sit arbejde, og når han undertiden måtte bøje uden om en

pige eller kone, der kom i hans nærhed, så var det jo ikke andet, end

hvad karlene i hans slægt havde gjort før, når en af gårdens piger

blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det liv han førte,

måtte kaldes kedeligt efter den almindelige opfattelse; bønderne der

hjemme havde heller ikke stort begreb om at more sig, endskønt de

var svært dygtige til at spise og drikke; der var andre klasser, der

havde bedre tag på at nyde livet, men så rådnede de vel op så meget

tidligere.

Hans Råskov var blevet fem og tyve år, og den rene fornufts periode

nærmede sig sin slutning. I hans sind, dær hvor alle de gamle

stemninger havde rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv

vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen

lå tyk og fast over det altsammen, og oven på groede hans forstand,

hans duelighed; det var frugtbare år.

Så kom der endelig en dag, da han mente det var på tide at gøre

noget for at skaffe sig en stilling for fremtiden; der indfandt

sig nok ingen og tilbød ham noget, hans dygtighed var bekendt, men

han selv ikke, og han så sig stillet over for den ubehagelige

nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i stedet for sit

arbejde; indflydelsesrige mænd måtte opsøges, anmodninger rettes,

og for første gang i lang tid blev han sig en svaghed bevidst.

Han egnede sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; han bad med

en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der kræver. Bag hans

bøn lå der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne

formodning reagerede han allerede i bønnens øjeblik, og det gjorde

ham usympatetisk. Han havde ikke det bibelske sind: Beder, så skal I

få .... Gud elsker en glad giver, står der, og menneskene ser gærne

en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og

skønt han hver gang forud var vis på, at han ikke opnåede noget,

så gjorde det dog ikke noget skår i den harme, han følte, når hans

vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre

mennesker blev grundigt opfrisket.

Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af, tænkte han; den, der endnu

kan føle skuffelse og undren, er ikke voksen. -- En dag opsagde han

sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at lære

bryggeri.

En mand er ikke moden, fordi han er duelig til at tænke og arbejde og

beslutte. Hans vækst er ikke færdig, selv om det gror i overfladen

af hans sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som

jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der

er dybere nede i mennesket, kan undertiden sammentrykkes og hærdes

ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen vished for,

at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle til et dødt fyld

af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der _vil_

modnes, skal en dag komme frem.

Hans Råskov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en

provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev

de skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end følte til

at beskæftige sig med sig selv, så undgik han ikke at lægge mærke

til, at barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham.

Han hilste dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen synderlig

vægt, at han ikke kunde gå en tur, uden at han stadig blev mindet om,

hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der

ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses;

derfor blev han inde og lavede sig et privat laboratorium og gjorde

forsøg i sin fritid, siden han var sådan indrettet, at han ikke kunde

tåle at være ledig.

Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af sig selv af

sindsbevægelse under et tordenvær, og en nat, da det var fuldmåne,

huskede han med skam en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham

vågen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han som

voksen mand skulde være nød til at føle sig syg af ansvar over noget,

der var lige så hæsligt som intetsigende. Alle ting der hjemme fra

vågnede i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom efter

tur. Først stod det for ham i et indre syn -- og det var underligt,

at han en gang havde troet det så fuldstændig glemt -- og så kom

stemningerne og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en

hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men det værste ved det

altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over

det; alt forekom så underlig nyt, og alligevel var det i højeste grad

netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid slået dybere

rødder. Der var noget, dybt i hans sind, der rørte sig og trængte op

mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem.

Han var den gang otte og tyve år, og nu begyndte den gentagelsernes

periode, som han havde troet sig sikret imod. Det var, som om han

havde gennemløbet sit livs kres een gang og på en vis måde begyndte

forfra. Han levede så at sige parallelt med alt, hvad han tidligere

havde oplevet, han kom nærmere til det, han så det lige som gennem et

slør, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe

det eller slippe det.

Havde han før måttet bøje sig for begivenhedernes nødvendighed,

så kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer

fyldte hans villige hukommelse og satte hans sind i en bevægelse,

som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. Når han søgte at glemme

ved uafbrudt arbejde, så mindede selve dette ham om hans barndoms

sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de primitive

organismers hele livskraft og ævne til formering. Det er kun i et nu,

at de eksisterer som en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt

sig, dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er alle vegne,

sjælen er fuld af dem, de kan findes selv i den mest nøgterne tanke,

i den mest stemningsforladte handling. At kæmpe mod dem er at slå sig

selv.

Der kom andre erindringer og bragte med sig en varme, der ikke

syntes at ha noget med hans tidligere oplevelser at gøre. De vidnede

om, at han havde haft lykkelige øjeblikke; måske var det næste

øjebliks virkelighed faldet hårdt over dem og havde begravet dem, men

nu kom de tilbage og rørte ved hans sjæl som en uendelig mildhed -- --

Det var en art stemninger, der fik Hans Råskov til at huske sin

foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde

og ventede, at alt det andet imidlertid skulde gå over. For øvrigt

var det nu gået op for ham, at han ikke kunde være ansvarlig for,

ikke engang medbestemmende, i enhver stemning, der opstod i ham;

ved siden af ens vilje og forstand -- som man skal stå til regnskab

for -- er der hele den vrimmel af stemninger og indfald, som ikke

er under ens kontrol; den utilregnelige del af ens sind bereder een

uundgåelige overraskelser og ydmygelser, som man må finde sig i,

ligesom man må finde sig i sygdomme, der også delvis er uundgåelige;

livet er ikke stoltere end som så, og man er ikke selv dets herre,

endnu mindre sin egen.

I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig tilfredshed, mens

han afventede, at hans fornuft atter skulde få herredømmet, ti i hans

hede sind var der een længsel, som han allerede havde i drengeårene,

når han misundte andre drenge deres ufølsomme sindsro: det var

længslen efter nøgternhed. Altid -- også når tanken om kvinder faldt

forstyrrende ind i hans arbejde -- stod dette for ham som det højeste

gode: sindets kolde ligevægt; den alene var en anstrængelse værd, om

den kunde vindes.

Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere af opholdet i

provinsbyen; han kom nødvendigvis til at kende flere mennesker,

og hans uvilje mod mennesker fik et mere personligt anstrøg; den

nærmere omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed. Han

befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte endnu mere end hans

tavshed. Mange følte sig ligefrem fornærmede ved hans måde at sige

farvel på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde få

til at betyde andet, end at han ikke skøttede om at se det menneske

mere. Han var overhodet ikke af dem, man søgte tilbage til, når man

en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var en respekteret

mand, og hans besindighed ansås for at være ualmindelig; folk

indrømmede hans dygtighed og beklagede sig i samme øjeblik over »hans

forbandede nøgternhed«.

Det er midt i det vildeste forår.

Kræfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svøb, springer

nu op mod lyset som nye stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en

uendelighed af bitte små perler og stiger op i alle vækster.

Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem.

Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, står i dag

med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i

morgen ser man vel to små grønne hænder, der famler i den lune luft.

Bøgens knopper holder igen, men rævner alligevel uimodståeligt under

safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere.

Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft og kan ikke

holde igen på livets fylde, de springer ud og blomstrer med blå øjne

og knækkede ribben.

Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den

er sælsom at træde på; nogle vandrer over den med besvær og pusten,

andre føler sig for lette og kan ikke hænge ved den.

Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det

går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig

inden for tøjet.

Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye

begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme

slags. En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i

erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at

se, om denne lære endnu står ved magt.

Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for

brystet, som går hen over marken. Plovmanden, der vælter svær og

metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen

går forbi nede på markvejen, og i de store byers gader går den

gloende Satan løs hele døgnet. Studenten stiller den hede latinske

digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han

skrev.

Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder,

hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne.

Heste skråler efter hinanden på lang afstand. Lænkehunden tuder hele

natten og får stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det,

meget mere end der har været; nye modulasjoner findes på, det er

slet ikke så ensformigt; Trofast har sin geniale tid på det sanglige

område. Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv

kvalt og med flået hals.

Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene

næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde.

Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den

står om en som vat og edderdun, men den er som vin at indånde. Nej

meget mere berusende er den.

Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og frier. Grønthandleren

i kælderen banker konen af sit fulde hjærte; natten derpå kysses de

dobbelt så hedt.

Fru A render fra mand og børn, mens hr. B og hans kone pludselig enes

i kærlig forståelse, der varer til langt hen på sommeren.

Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel

-- lige for tiden -- at alderdommen holder godt trit med visdommen.

Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar glemmes; der optræder

maleriske bugter på retskafne menneskers livslinje. Om mange år kan

der ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og

anger.

Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter

gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika.

Uoprettelige ting sker; brave folks tro på mennesker får et ubodeligt

knæk.

Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer forstår ikke hvor døtrene

blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og sønnerne har

det på en lignende måde med pengene. Drengenes bukser og ansigter

fremviser hver dag nye huller.

Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til blæser

det dygtigt; blæst er omsætning.

Det er blevet lydt af levende stemmer oven på vinterens stilhed.

Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir

man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal,

solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.

Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. Og ikke mindre

behjærtet brøler kæferter -- maskerede som fædrelandssange, når de

kører hjem fra skovtur.

Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester eller glemmer dem

helt og søger andre. De, der slet ingen har, får et udtryk i deres

øjne, som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på lejlighed til at

begå den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan

fem år senere ikke forstå, hvad der gik af dem.

Unge enkers tårer tørres.

Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå;

grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden. Det er længe siden

der blev grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. Letsindig

ungdom tar sikkel på afbetaling.

Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers øjne

synes mere blå end i vinter.

Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med

øjnene og fatter håb på ny. Den livstrætte tar sig endelig sammen og

hænger sig.

Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med deres duft.

Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at

soles. Ældgamle folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden

af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers

sure ansigter.

Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare dråber

på spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og

indhyller forstanden i sin elledamp.

Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage

lungespidser.

Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage vender sig stønnende

i deres senge. Der går forår i mennesker, der har været syge hele

vinteren, de begynder at komme sig og dør så med større kraft, end

man skulde ha tiltroet dem.

Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer,

vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer tøer op, fryser

og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de

det nok så godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store ideer

fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst under grøn sæbe i

mørket; pigebørn, der er mer end tvivlsomme, går med ægte guld på

hovedgaderne; arresterne fyldes.

I levemænds degenererede hjærner skaber foråret vækst så godt som

andre steder; dær gror det imod naturen og dog efter dens love; der

blir meget at dække over og betale for; småbladene glæder sig ved

forøget salg.

Solen lar alting komme til sin ret, den kalder modsætninger frem ved

siden af hverandre.

Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et aktuelt æmne:

Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem

ikke ære for en skilling. Gud alene æren!

Men på missjonshusets gavl er der en stærkasse, hvor en stær har

begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden,

som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men

nu slås de om den.

Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og strå ryger ud gennem

hullet; undertiden stikker en hale også ud og trækkes ind igen.

Kassen ryster, et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden.

Men nu ses den ene stær på pinden, den er borte i samme øjeblik. Hvem

af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig også på

pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver

han op på rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr.

Inden for lyder salmesangen om idel brøde og uendelig langmodighed;

den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et

vers er forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet.

Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som

den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres

klæder, og efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får de

rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.

Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare,

hvordan det står til med deres talent, men solen maler også selv med

meget forstand. Menneskene trænger til nye farver. Hvad der syntes

smukt ved månens og lampens upålidelige lys, det er nu vissent at se

til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen.

Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning og vinterdrik, på

nattevågen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er hæsligt. Den

graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som

han er; han skal ikke længer være muldvarp; solen overdænger ham med

lys, maler ham med de rigtige farver, så det kan ses, at han er et

menneske.

Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen højt op over dem.

Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som bægge gør deres indhug

i det; det er en stribet årstid. Kræfter stiger og synker voldsomt,

og lovene derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden --

som er livet set fra en anden side -- arbejder med fordoblet kraft.

Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer og bryder sig vej,

alt hvad der er sået; tvivl og vished stræber hinanden over hodet;

samling og opløsning trives ved hinandens side; kraft står stift

opret, og afmagt skælver næst ved, solen står højt på himlen og

sørger for det altsammen; alt rejser sig mod dens stråler og henter

derfra, hvad det har behov.

Blomster åbner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med

forøget styrke i skyggen. Sindene åbner sig, men der er også dem, der

får større kraft til at lukke sig og gemme over deres eget mørke;

indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget.

Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i himlens åbne, blå

favn er der alt hvad mennesker kan begære og ufattelig meget til

rest; og når høstens tid kommer, har enhver sjæl båret frugt. En har

høstet lys, hvormed han kan gå ind i den mørke tid. En anden, der

fandt, at lyset ikke var ham gavnligt, går fremad i forøget mørke.

En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i

sig og må siden tære dobbelt på sig selv. Den, der glædede sig ved

lyset og forstod at bruge det, hans glæde blir forøget; og den der

frygtede det og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i større

frygt. Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet

på ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende stråler. Alt

hvad der har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal atter

og atter bære høst, som jorden bær den hvert år. Solen tåler intet

uforanderligt om sig.

Men solen, der er årsag til det altsammen, står på sit sted og lar

jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom,

der falder fra dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor

meget af den der blir brug for -- mægtig, ødsel, ligegyldig som en

gud.

Fru Ida Hansted var to og tyve år og enke; hun havde været meget

forelsket i sin mand, der pludselig var død fra hende, og når hun

smilede, kunde man godt tænke sig, at hun havde tilbragt en tid af

sit liv med at græde; det havde givet hendes smil en farlig dybde, og

den mand, der så det, kunde føle det dirrende i sig længe efter og

ventede utålmodigt på, at det skulde komme igen; men hun lo mere end

hun smilede, og hendes latter var lang og støjende; den gav nærmest

indtrykket af en ung enke, der inden ret længe vilde blive gift igen.

Hun havde lyseblondt, tjavset hår over en lav pande; i højre tinding

var der en lok, der om morgenen kunde sidde astadig sammenfoldet

som en spændt fjeder, men inden middag rev den sig løs og slog en

langstrakt bue ned over kinden, især når det var højt vær, der kunde

stemme til lystighed; den kom ind og kildrede hende i næsen, og i

blæst, når hun var overgiven, så man hende sprutte sin krølle ud af

munden. Den fik mange mænd til at le, og det så hæftigt og hengivent,

som blev de selv kildrede på sjælen og havde møje med at holde det ud.

Men fru Ida havde også sine døde stunder. Da kunde der komme et

udtryk af tidligt forfald over hendes skønne ansigt, der lignede et

prægtigt hus, hvis ejer er død i elendighed og har ladet sit hus stå

tomt og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for de mænd,

der ellers plejede at flokkes om hende; hendes blik var skråt og

synkende, det var sjældent, at hun hævede det for at se efter nogen;

de lange øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter,

der holdes gemt i en tændstikæske. Hun sad da helst tilbagelænet i

en fredelig krog og så billederne af mennesker glide hen over sin

nethinde som aflange striber.

Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger kom til gode, det var

hendes skolekammerat, Kai, der var et år yngre end hun. Han fik lov

at sidde hos hende og klappe hendes hånd og tale dæmpet til hende;

men hun svarede aldrig noget til det. Kai fulgte hende overalt og

sørgede samtidig for at være et sted, hvor der blev lagt så lidt

mærke til ham som muligt, og det var efterhånden lykkedes ham at

udslette sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt han

sig bedst ved. Men da han ellers var en anselig mands søn, blev han

inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at

fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham på kinden uden

at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i underholdningen, som om

intet var hændet. Det vakte altid mændenes latter -- lidt anstrængt

kunde den undertiden lyde -- men damerne fandt, at så megen troskab

fortjente en bedre behandling. Kai selv smilede blidt efter hende og

ænsede ikke latteren.

Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun blev søvnig; hun sov

og døsede et døgn igennem, så vendte hun atter tilbage til verden.

Den første, hun da gærne traf på -- så at sige ved indgangen til

livet -- var forfatteren Karl Vejgård, den ansete, livsglade lyriker,

der havde sit hjem i den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand.

Der var ingen, med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin tværhed,

som hun bagefter kaldte det, som med ham; ingen kunde lave så pudsige

vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sjælen

fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som det var bedst at

glemme. Han tog aldeles ikke hendes mørke øjeblikke alvorligt, som

hun selv havde en hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun

holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to sætte liv i

et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt.

Vejgård syntes at besidde en uforanderlig oplagthed til løjer; han

var den eneste mand, hvis væsen altid var det samme over for hende.

Hun kaldte ham sin leende djævel og påstod, at han kunde ikke andet

end le. På ham ødslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke

mente stort med; de tog livtag, der undertiden endte på gulvet; han

kyssede hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han var et

godt redskab, der kunde hentes frem, hvad øjeblik det skulde være,

og straks tages i brug. I al stilhed ærgrede det hende, at hans kys

var så spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede; enhver

måtte gærne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet på,

syntes hun at kunne mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var

egenlig et tarveligt princip hos en mand.

Så var de mænd, der ellers flokkedes om hende, af en anden slags.

Hun var opmærksom for deres blik, der kom langt borte fra og søgte

hendes; hun kunde se på deres ansigter, hvor længe de havde stået

og ventet, hun opfattede deres glæde, når det endelig lykkedes for

dem, og hun så, hvordan de undertiden kæmpede for at skjule det --

-- det kunde jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør for,

hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler med hende om spørsmål,

som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand på, og så, på

ganske umotiverede steder begyndte de pludselig at vrøvle og fik

noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor ved. Hun havde blik

for forstemtheder, hun selv havde fremkaldt, og hvis sande årsag

røbedes af en bemærkning, der skulde gå for at være ligegyldig

henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en mand, der føler

sig tilsidesat, at få sagt et par bitre ord, uden at han dog ønsker

at røbe den virkelige grund. Hun så gifte mænd forlade hende efter

mange indholdsrige ord og pludselig gå hen og blive overvættes

kærlige mod deres koner. Hun morede sig over mænds latterlighed, men

hun nød tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og

kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, mod dem

alle strakte hun sig ud som et følsomt og smidigt lille slimdyr, og

gled atter ind i sig selv, når hun havde fået nok. Ingen havde endnu

formået at holde hende fast, og ingen var ganske den samme, når han

havde tilbragt en dag i hendes nærhed. Alvorlige mænd, der havde

de vægtigste beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden uden

karakter, de vendte senere tilbage -- for at forvisse sig om de ikke

havde taget fejl, eller som om de trængte til flere beviser til at

støtte deres opfattelse med.

Hun var meget indtagende og ansås af fornuftige mennesker for at være

temmelig tvivlsom, og disse to ting i forening gav hende en mærkelig

ævne til at få det latterlige frem i modstræbende tilbedere.

Et stort selskab, der skulde på skovtur, var ved at samle sig uden

for fru Idas hus, hvor der holdt to vogne; den ene var omtrent

fuld, og længere henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru Ida

kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de havde så meget morsomt

vrøvl om, hvor enhver især skulde sidde; Vejgård holdt et helt lærd

foredrag i den anledning; han og fru Ida var så kåde som to lam på

en skrænt i Maj måned, og den næstdristigste af hendes beundrere,

proprietær Ahlmark, enkemand på tredive år, løftede på hende under

påskud af at ville hjælpe hende op, bønfaldt hende med hele sin

stemmes larm om dog at la det blive til noget, og lo bragende og var

henrykt, fordi det varede så længe, og fru Ida lo, og når man så

omkring på ansigterne, så var forskellen på dem, der beundrede hende,

og dem der ikke gjorde det, så tydelig som muligt. Også disse to

yderligheder elskede fru Ida at samle om sig.

Blandt dem, der endnu ikke var nået hen til vognene, var der en,

som gav sig særlig god tid og til sidst kom til at gå alene bag ved

de øvrige; han stansede af og til og så sig om til alle sider, som

om han ventede nogen. Det var en mand på omtrent tredive år, han

havde et glatraget, alvorligt ansigt, kort, lige næse, hans mund

var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast

tegnede; dog tabte den noget af sin bestemthed, når han åbnede den

for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen og frue

og doktoren, men da de kom i nærheden af det lystige spektakkel der

henne, havde de uvilkårlig fremskyndet deres gang, mens han holdt

sig tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; når de mødte hans

øjne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at

udviske med en intetsigende bemærkning. Nu kom han altså alene og så

tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt mærke til ham, vilde de ha

set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene, og at hans

ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje.

Doktoren kom hen og tog hans arm: Må jeg så præsentere Dem for vores

alles kære veninde, fru Ida Hansted?

Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en

fremmed til stede.

Hr. brygmester Råskov.

Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang sig alvor for

at ta mod præsentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans Råskov

smilte ikke.

Hun så nysgærrigt på ham. En grå sommerfrakke af fint stof sad ikke

ulasteligt på en velvoksen, svært bygget skikkelse; der var rynker

ved knaphullerne og folder på ærmerne; han plejede vist ikke at rette

sine arme. Men hvor er han godt i stand! tænkte hun, idet hun så

på hans kinder og kraftige hals. Lyseblå øjne. Men det er da ikke

høfligt at se så gravalvorligt på en dame, når man blir præsenteret,

især i en situasjon som denne her.

Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i øjesyn. Et udtryk af

ringeagt mødte nok så ugenert hendes blik. Var det meningen? Jo, han

forsøgte ikke at lægge bånd på sig, han fortrak formelig munden,

havde vel ingen anelse om, hvordan han så ud -- --

Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at stå op; de andre

fulgte efter i mærkværdig god orden.

Det var altså denne hr. Råskov, som hun havde hørt tale om,

brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt

fint, som af en eller anden grund ikke var blevet til noget; en tavs

herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, fordi

der havde været talt så lidt om ham, og hvad der var blevet sagt,

havde været præget af agtelse. Og denne ubestemmelige herre havde

stået dær bag ved og studeret hende, mens hun ingenting anede. Han

havde fået tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift

af uvilje. Bag hendes ryg var han kommet hende i forkøbet og havde

nok så uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste

sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne og så dem, hun

kendte og ikke regnede med. Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at

huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu tilbage med

en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han

samlet sammen og sad nu og gemte på. Hun havde også nok set en grå

skikkelse henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem

ved? Han havde givet sig god tid og mønstret hende med al sådan en

lærd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt.

Hun blev så gal på Vejgård; hvorfor havde han ikke varskoet hende og

hindret sådan en overrumpling?

Hun fik Råskov anbragt skrås over for sig selv; hvis han var et

dannet menneske, måtte han sige noget til hende for de øjne, han

havde lånt hende. Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen, og

det kun for at få oplysninger om egnen, de kørte igennem. Det var en

sjov stemme, han havde, syntes hun, altfor høj og meget for hæs; til

en alvorsmand af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. Han

spurte ikke om meget ad gangen, men hørte godt efter og lod til at

indprænte sig nøje, hvad han hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede

sin mund stædigt om det, han havde opfattet.

Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen, mens hun

uafbrudt iagttog Hans Råskov. Det var mærkeligt, hvordan alle

linjerne i hans ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og

selve mundkrogene; øjenbrynene var så langt nede de kunde komme, og

håret lå i en fast kage på hans hoved; han var nok ikke en mand, der

var megen løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgård, der

havde næsten samme lød, og hvis skikkelse heller ikke tydede på fin

afstamning, men hos ham gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der

havde den vane at fare til værs, det opstrittende hår, ja selv det

spidse skæg havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven

og for neden som ting, der er fart ved. Hun følte pludselig en svag

uvilje mod Vejgård.

Det undrede hende, at der ikke var en glat ring på hans højre hånd,

men den sad vel på den anden, for naturligvis var sådan en alvorsmand

gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af

en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig

hyggeligt og tavst sammen. Når han nu kom hjem, kunde han med tre

ord fortælle sin kone og sine fem børn -- fem blonde pinde lavede

af samme træ som han selv -- om hvad for letfærdige enker der var

til. Hvis de væltede på denne tur, og han omkom, hvad man jo næsten

måtte ønske, så vilde dydsirede enkefru Råskov ikke fjante som fru

Ida, hun vilde sidde på en stol som et stykke blondt keramik og græde

tre tårer ned ad sin spidse næse, og så vilde hun rejse sig og ta

sig af hus og børn -- -- Han så ud til at være mindst fem og tredve,

og da alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis på at få dem

alvorlige nok, så måtte hun være fyrre.

Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede sjæl; der var ingen

mening i den nederdrægtighed at komme listende bag fra ligesom en

stor grå kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om hende og

var straks blevet forarget, og så havde han været forfærdelig glad

ved at kunne stå bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt,

at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for

resten ikke mindre skummel. Og nu sad han dær på en isolerskammel og

passede på det, han havde samlet.

Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd, som ikke ænsede hende.

De måtte så gærne misbillige hende i ord eller ved deres væsen; hun

havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale

til det, de kaldte det bedre menneske i hende -- sådan som købmand

Sørensen, der var indremissjonær; men hun kunde spekulere sig sin

sindsro fra over dem, der var nul -- --

Men så vilde hun da prøve sin magt, og hun brugte den med eftertanke.

Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun

vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste middel til at ramme

ham. Han var ikke så dannet, at han smilede for selskabs skyld, så

han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham.

Der blev efterhånden meget lystigt på den vogn; proprietær Ahlmark

så ud i hodet som en rødkål af at le og vride sig om fra forsædet;

ovre fra den anden vogn råbte de og spurte misundeligt, hvad der var

så morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. Fru Ida havde

den store opmuntring, at Sørensen, der sad lige over for, begyndte

at opløses under den hidsige munterhed, der udstrømmede fra hende.

På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk med et hjælpeløst smil; han

måtte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten

af alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske, som

hun aldrig før havde taget sig af, men han var jo morsom. Hans kone

så hvert øjeblik på ham for at søge hans deltagelse i forargelse,

og hun fandt den; han havde let ved at udtrykke den, når han havde

hendes ansigt at se efter, men så desværre mødte han fru Idas

ansigt, og så genspejlede han noget helt andet, men det opdagede

hans kone ikke; hun så lige ud med en forargelse, der var ægte nok,

og anede ikke noget om den sjælekamp, hendes mand havde at bestå.

Sørensens ubeherskethed bredte sig efterhånden over hele hans person,

hans hænder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt

vejtsdans, så lae de sig til hvile på hans lår og kravlede helt frem

til knæerne, der også selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas.

Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var smærtelig; hun

bævede som en dråbe kviksølv på et poleret bord, hun gik frem i

fortryllelse, Sørensen var den første stasjon på vejen; mon den

tavse, kolde herre blev den næste?

Hans Råskov så ikke på hende, han havde set nok, kunde uden ad hendes

smidige bevægelser med hoved og overkrop og hænder, der altid var

fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde

straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, der har et samlet

sind, hun var spredt, søgte altid udad; hun havde ikke noget i sig

selv, hvorom hun kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde anlagt

den vane at analysere de kvinder, han traf på, men det var måske det

sikreste for en mand, der ikke mere kunde undgå at få tanker, hver

gang han gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var han snart

færdig med; hun mindede ham om en vis hæslig barndomserindring.

Som dreng var han en dag kommet ind i en gård, hvor han ellers kun

sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet kat, der legede med

en anden. Aldrig havde noget gjort et så modbydeligt, fordærvet og

upålideligt indtryk på ham; hans første indskydelse havde været at

kaste en sten efter den, men det kunde ikke gå an lige foran andre

folks vinduer, men da den så kom hen og vilde stryge sig op ad ham,

med krum ryg og opret hale, der endte i en krog, en så nederdrægtig,

giftig rød krog, så var han nød til at sparke efter den -- --

Han så op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder; hun tog om den

med varsomme fingre og trak den om bag øret med en langsom, kælen

bevægelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes

ansigt. Det gyste i Hans Råskov, da han så det; der påkom ham et

øjebliks oprør; mange ting, han ikke vidste besked om, rørte sig

vildt og dunkelt i ham; der var noget så forfærdeligt i det, ligesom

da han for en snes år siden for første gang så et dampskib blive sat

i gang; en smule bevægelse med et eller andet håndtag, og straks

begyndte en pusten og støden og hvæsen af ting, han ikke kunde se

de halve af; der kom buldrende liv i en mængde ståldele, som han

ikke turde vove sig ned imellem. -- -- Det er urigtigt af mig, tænkte

han, at jeg har ladet mig påtvinge en måneds ferie; det er ikke alle

mennesker, der kan tåle at blive amputerede fra deres arbejde.

Hr. Råskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er

det egenlig De laver?

Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se det på ham?

Å jeg troede, det var øl, sae hun.

Jeg laver bægge dele, svarede han.

Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi støjer vist også lovlig

meget. -- Hun så mildt spørgende på ham.

Dynamit støjer undertiden mere, sae han.

Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren.

Ja.

Der blev stille på vognen; alle havde følelsen af noget usædvanligt,

da de to for første gang talte sammen. Hans Råskovs stemme faldt som

en kulde på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget at sige

bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede komisk og lidelsesfuldt:

Å ja, såmænd ja, -- og som på et ventet signal brød munterheden løs

igen.

En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.

De, hr. Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru Ida, kommer til at

gå ned først.

Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra.

Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til -- og med det samme

sprang hun ned tæt ved siden af ham; han følte hende suse gennem

luften og sank i knæene.

Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var vel hjemme igen. Det

gjorde også hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske

at tale med; mændene her var lige tåbelige allesammen; tvang de sig

for hans skyld til at tale fornuftigt, så kunde han gennem deres

ord høre, hvordan de ventede på at slippe fra ham og higede efter

at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget

uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre. Proprietæren rendte

efter fru Ida; hun snoede sig og løb rundt inden for et ganske lille

areal, så han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning,

at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims,

påtrængende og væmmelig som en spyflue. Hans Råskov var så optaget,

at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede

vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig stående, til Ahlmark

fik fat i hende.

De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan De ikke komme mig

nærmere, ved De nok -- -- Ja, De vilde gærne ha fat om livet -- hun så

dristig på ham med sine leende øjne -- men det er som bekendt ikke så

let. Se så!

Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste på sine ildrøde

håndled: De raser indvendig, stakkels mand, men hvad kan det hjælpe?

Nå, De skal ikke være så ked af det -- -- Må nok.

Han tog hende om livet og løftede hende op på sin arm.

Kan De godt lide det? spurte hun.

Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem

begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne.

Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, så hun dalede

til jorden i en stor bue; hun genvandt ligevægten tæt ved siden af

Hans Råskov.

Det kunde De ikke gøre, sae hun.

Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er næmmere at beregne.

-- Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, som hun mødte lige i

skovkanten. Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud,

når du sidder på en tyk mands arm; han vrider det gule ud af øjnene

som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse klær dig slet ikke;

han smasker efter dig, så det er uappetitligt; jeg er nød til at sige

dig det.

Hvorfor er du det, stakkels Kai?

Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den

eneste, der virkelig holder af dig; derfor ler jeg ikke, når de andre

gør det; det er ikke noget godt, de mener med deres latter.

Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det blir dig. Gør du vel

det?

Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd, før jeg er god nok.

Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom.

Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte hans ansigt, kom der

et glimt i hendes øjne; hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om

og kyssede ham.

Barnekys, hviskede hun, idet hun gik.

-- Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemåde, sae Ahlmark, og

der var et brag som når en flok råger flyver til værs.

Ingen tænkte på at gøre indsigelse mod dette signal, og snart var der

dækket på græsset inde i skoven.

Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven, sae Ahlmark; for

dær vil De helst være. Er det løgn i min hals?

Å nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De

har en god appetit, ikke? Jo, det kunde jeg nok tænke, og De blir let

glemt, når De kommer ned ved den anden ende.

Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og stoppede det i munden på

een gang. -- Og så skal vi ha en akavit! Damerne drikker nok snaps,

når jeg gir den, ikke?

Jo, jo! blev der skreget.

Fru Ida fik den første og stak den ud.

Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte sig til Hans Råskov.

Ilde. Men jeg har set det før.

I så tilfælde behøver De ikke at se så meget på mig. Vejgård, min

sande ven, De vil gærne ha et æg. Kan De fange det?

Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejgårds store,

bløde håndflade tog sikkert og læmpeligt imod det.

Tak for de sande venneord, råbte han tilbage; hvad vil De ha til

gengæld? Forlang!

Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af øjnene stærkt

ud af det glødende ansigt. -- Å, send mig det tilbage igen.

Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og fangedes til sidst

uskadt af Vejgård.

Nu ser hr. Råskov på mig igen, sae fru Ida stille; en underlig, ufri

latter hørtes, alle så hen på Hans Råskov, og der blev temmelig

stille.

Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De har ikke det bløde

håndelag sådan som Vejgård; De knuste det straks, ikke?

Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han.

Når der en gang går hul på Dem, så skal jeg lære Dem det.

Det er for sent, jeg er altfor stiv til det.

Hvad taler De nu egenlig om?

Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej aldrig havde hun truffet

et menneske, der i den grad manglede ævnen til at være på skovtur;

han var ikke en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke

tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt menneske

anvender dem til. De kunde få en til at tænke på gamle underlige

historier, der gør en utilfreds og længselsfuld efter det sælsomme og

gir urolige drømme -- -- --

Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere, jamrede proprietæren;

jeg sidder på en træstub med mit ene rundstykke, så det er helt

fladt; hvis jeg ikke må få noget at sætte mig på, blir jeg aldrig til

et velskabt menneske mere!

Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv sad på sit overstykke,

men han var så morsom i sin elendighed over, at hun et øjeblik ikke

lae mærke til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok værd at ha

med som en modsætning til særlinge og fortjente virkelig en belønning.

Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede Vejgård, da proprietæren

fik det sammenlagte overstykke udleveret.

* * * * *

Fru Ida sad ved et træ og røg; hun så bleg og mat ud, og mens hun

betragtede sin sigaret, hvorfra en tynd, blå tråd spandt sig op i

luften, følte hun, at hendes særlingehumør var ved at nærme sig;

mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte dem med et så

ligegyldigt blik, at de holdt sig på afstand; de måtte gærne gå dær

rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var

godt, hun undte dem det og følte en smule triumf ved det. Herren med

dynamitten var heller ikke langt borte, men han kunde holde sine øjne

hos sig selv. Hvad mon det menneske nogen sinde så på? Det var ikke

fjærne ting som skyer eller stjærner; han så heller ikke ud som en

mand, der går og har øje med praktiske sager, nej -- -- -- Man så for

meget, når man så på ham -- --. Å, han kunde alligevel godt gå dær

henne og føle hendes øjne!

Nå, hr. Råskov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende,

hvad synes De så om vor lille klike?

Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme den, svarede han.

Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde næsten

se ud, som om De var vred over et eller andet.

Han blev ilde berørt over den bemærkning, der var som et indbrud i

hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang

mit væsen.

De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som

om De søgte efter et menneske, De vilde slå ihjel. Men det er altså

Deres væsen.

Ja.

Vi andre morer os og -- hun tog et drag af sigaretten og udsendte en

røgsky i retning af ham -- har mange galskaber for, som man jo næmt

kan se, men De har heldigvis bedre forstand.

Hun vil mig noget, tænkte han.

Han mindedes farlige ting, han var kommet for nær til, og som havde

efterladt sig meget ondt i hans sind; i mange år havde han søgt

tilflugt i arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et

menneske kan betro sin åndelige velfærd til, men om det middel ikke

mere slog til en skønne dag -- --

Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for det fremmede

menneske, som sad dær, sae han: Ingen ved hvad der kan hænde ham.

Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sårende latter: Å, sae hun, så

er der jo håb endnu!

Hun gik og lod ham stå med sin fortid.

Hende kommer jeg til at hade -- forhåbenlig, tænkte han.

* * * * *

Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne som et sort

gitter; købmand Sørensen og hans unge kone var ude for at sværme lidt

i det dejlige vær. De kyssedes på et sted, hvor belysningen faldt

særlig hed og rød, og i de dybe skygger, hvor alt var sort, udåndede

de deres afsky over fru Idas åbenlyse jagen efter mændenes attrå; de

brugte ordet attrå flere gange, de måtte stå stille og trykke sig tæt

ind til hinanden, men hvor luften faldt over dem med et koldere pust,

fordømte de den hetærenatur, der dag for dag blev mere utvetydig i

fru Idas væsen. De beklagede -- under et langt og ømt kys -- at hun

havde mistet sin mand så tidligt; de forstod bægge, hvad for et savn

det måtte være, men de så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt

imellem mændenes utilslørede lyster; det var ham, der brugte dette

udtryk, og de gyste bægge derved. De stansede og hviskede noget til

hinanden, og det måtte ha en forsonende karakter, for de smilede så

sødt bag efter.

Fru Ida havde det ikke så godt som de to nygifte; Vejgårds

underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den,

der mener, at han har forrettigheder og kan benytte dem, når han får

lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke bestemt, hvad han

sae, hans ord frembragte blot en underlig tom larm i hendes øre, men

han kom aldrig nærmere, han nåede aldrig til mere end at få sagt en

utrolig mængde ord.

Han var som en vogn, man hører en stille aften på en hård vej; man

prøver på at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem

minutter, men den kommer ikke; det er underligt, den må være ganske

nær ved -- -- godt; jeg vil vente fem minutter til, nej ti; så er den

forsvundet til den anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den samme

rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde med mig selv; er den her om

fem minutter, så tar jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag,

ellers den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den lyserøde.

Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog for en drillevogn, der bare

vil rumle og ikke komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og når jeg

vågner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder og stamper i

jorden, og så stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en

halv mil, og så kaster hun sig grædende og arrig på en grøftekant,

for det er ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet

ikke kørte i retning af hende. Hun kunde rende efter den og myrde

den! Så lusker hun hjem i det modbydeligste humør og vil hverken ha

den lyserøde eller den blå kjole på; moer kan ikke forstå, hvad der

er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt og hidsig og ingenting vil

sige -- --

Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat!

Hvad vilde De med den? spurte Vejgård forbløffet.

Jeg vilde træde den på halen og høre den skrige og sprutte.

Og hvad så?

Og så, når jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud af den, skulde De

få den for at gøre den god igen.

Hvad fejler De? spurte han dumt.

Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er en grinende djævel,

der nu også er blevet snaksom.

Det var første gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod

hende høre, at han lo, idet hun gik.

* * * * *

Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til

hende.

Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, som han forsøgte at

dæmpe.

Hendes fregner, der sprang ud sammen med de første anemoner, stod

tydelige i aftenlyset.

Gift Dem med mig, eksploderede han, her står jeg -- han grinede

ynkeligt og lidenskabeligt -- jeg kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De

skal være min kone; i morgen den dag; nu! -- Han løftede hende op på

sin arm.

Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i hans øren lød som en

overgivelse.

Jeg gør det ikke, jeg måtte jo være gal; nu har jeg Dem!

Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig.

Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; hvorfor siger De det så?

Spring selv! udbrød han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se

det igen; den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu kaster jeg

Dem, så løber jeg efter Dem og fanger Dem; det er sådan en leg mellem

os to, tiggede han.

Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag

var hun ude af hans arme og sprang ned på jorden.

Kan De ikke lide mig? stammede han. Hun stod tavs og ufattelig foran

ham, og han turde ikke gribe efter hende igen.

Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De

gjort mig tosset, fordi jeg har båret Dem -- De ved ikke hvad jeg

blir nød til at gøre, når jeg -- -- -- uha, jeg er lige ved at foragte

mig selv -- -- men De må heller ikke sige nej; sig nu noget -- -- Er

jeg så væmmelig?

Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de

ligner hinanden, men -- --

Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i hendes bryst, så hun

næppe kunde få ordene frem.

Hos mændene var der oplagthed til store løjer, da de skulde til vogns

igen, de samlede sig gnæggende om fru Ida og ventede på et signal,

men så erklærede hun meget tørt, at det var bedst, enhver satte sig

på sin forrige plads, så blev der ikke noget vrøvl. Herrerne kom

hurtigt op og begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved

siden af Hans Råskov og sae ikke et ord under hjemturen.

Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige lavmælthed

som en behagelig modsætning til udturens hurlumhej. Men ved det at

hun tav så tæt ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke på

hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive

utydeligt og forvansket. Når han så på hendes ansigt, der stod som en

silhuet mod aftenhimlen med en lidt spids næse og tynde fremstående

læber, så syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed

var farlig, han kunde naturligvis rette fejlen, når han så hende

igen -- han vilde se hende igen -- ti denne klart tegnede, mørke

profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra før; den

var så fin, den svarede til den forestilling om finhed, han havde

haft, da han selv var en grov, kantet dreng, og som han første gang

havde set hos en fræk, men nydelig lille pige fra København, hans

første forelskelse.

Hun bemærkede, at han så på hende, og vendte ansigtet mod ham, så det

blev usynligt et øjeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og

den tog sig friheder -- --

Hun sad så tæt ved ham, at han kunde føle varmen fra hende, men han

ænsede det ikke, han var ikke modtagelig for erotisk overføring af

den art.

Det var nu en forbandet trang, han havde fået i den senere tid, at

han måtte tænke så langvarigt over enhver kvinde han mødte! Han

plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke

lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde var den ikke

blevet urokkelig endnu.

Det skulde vel ikke være af beregning, at hun var så tavs? Der

var kommet en varslende uro over ham og en fjærn angst; han havde

fornæmmelser af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, der

endnu var langt borte fra bevidstheden.

De ældre damer på den anden vogn var allerede faldet i søvn. I deres

figurløse kåber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede

de et spil kegler fra Torneroses slot, hvor en har slået alle ni, i

samme øjeblik som alting er stanset til hundredårig søvn.

Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede bryderkonger som en

slags dekadenter, hvortil Ahlmark erklærede, at han, som dog selv

havde mange kræfter, aldrig havde følt sig så imponeret af noget

som af en brydekamp, han nylig havde overværet. En tredie mente, at

det meste måske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var

truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en lige så stor

rolle som kræfterne?

Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den døde snart

hen.

Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget del i samtalen,

pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig

til nogen særligt:

Min mand har nu osse ualmindelig mange kræfter.

Hans Råskov kom hjem fra skovturen væbnet med al sin kvindeforagt, og

den holdt sig frisk, så længe han endnu havde det vilde kor rungende

i sine øren. Men medens de andre ufortrødent blev ved at more sig, så

trak han sig foreløbig tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden,

der i den tid var husvild, slog sig på ham; han blev et af de få

mennesker, der kedede sig, og solen, der skinnede uforanderligt

dag efter dag, blev som et symbol på hans kedsomhed, der også var

uforanderlig; de to ting smæltede sammen i hans bevidsthed. Det

var altid værst om eftermiddagen. Når solen var på nedvejen, da så

alting så falmet og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom

indvendig, som om han var uden for det hele. Andre mennesker levede,

men det var ligesom tiden et øjeblik var gået i stå for at sætte ham

af og så komme videre. Aften efter aften kom han hjem med den samme

sol over sig, og hans sjæl var så flad og bar som pakhusets grå

murflader, hvor solen skinnede ens hver eftermiddag.

Han forudså, at det blev en drøj sommer. Om vinteren kan man dog

samle noget, som man går og ruger over; det gir stemning, sætter en

vis varme. Om sommeren er man hjælpeløs med sit dårlige humør; solen

skinner på en, så man blir hul.

Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed

over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For

det var hans faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt, uden

sindsbevægelser, som han på forhånd frygtede. Han forstod ikke, hvad

der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var

skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det betød ikke noget,

at hans forrykthed havde fået udseende af at være en forelskelse i

hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende. Derfor så han

ingen grund til at rejse, han kunde lige så godt gennemgå sit anfald

her som et andet sted.

Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere;

de hører til de få, som får deres livs regnestykker færdige, fordi

de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og

menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og søger deres

facit. Deres beregninger er prægede af en sjældent rendyrket logik,

men kommer mennesker dem en dag nær ind på livet, så viser der sig

hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger hver dag blev

ændrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hjærte

og deres regnestykker.

Hans Råskov fik en forstyrrelse i sin regning, da fru Ida en aften

indhentede ham på en sti i skoven og uden videre slog følge med ham.

Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at jeg kommer til at

gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg gøre, hvis jeg så har

nogen sikkerhed for, at jeg får fred. -- De andre mænd, som han så

trave og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere end han.

Sanselighed tænkte han, må dog undertiden gøre det lettere at leve.

Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent ved siden af ham, at

han fandt hende tiltalende. Hun kom nærmere til ham, uden at han

gættede på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt

gennemtænkte ringeagt. Det var en lun, god aften; himlen var som en

åben mund, der åndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der

stod en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste vækst.

Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde vare sig, de stødte af

og til sammen, og deres hænder rørte ved hinanden. Mange sammensatte

stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom ført tilbage til

en mere primitiv tid -- inden det raffinerede københavnerbarn, Eva,

havde befæstet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig

selv en forestilling om, hvor let og simpelt man kunde blive tilfreds

-- lykkelig måske, uden at man behøvede at skule længe og ængsteligt

om sig. Lykken kunde måske nåes lige så let som solskinnet, det er

bare at man går ud i det -- --

Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, hun kom nærmere, og

de gik tæt sammen længe, men der blev ikke talt ret meget. Det var

den samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for mange år siden,

når han nød den tidlige sommer uden for gårdens søndre længe, og

han havde det lykkelige syn af noget, der lå og blinkede højt oppe,

gyldent og fredeligt -- --

Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og fik ham til at sætte

sig hos hende.

Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de må være sultne.

De vil malkes, svarede han, og så længe på hende. Hun tog om hans

hoved med sine hænder, drejede det varsomt og hviskede: Nej.

Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun var endnu så bevæget,

hendes øreflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog

et blad og svalede dem med.

Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han følte hendes nærhed med

sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed,

blev den ligesom fordrejet; den nåede ikke hans sanser, men slog sig

på sjælen. Han var ikke forberedt eller ikke moden. Måske er der en

lov om, at når den naturlige sanselighed forgæves påkaldes, så kan

der reageres fra et andet sted; påvirkningen går dybere ned og finder

svar. Og svaret blev en vild og gold smærte. Det glimtede ind i hans

bevidsthed; noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det lyner

ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et øjeblik ses at hænge

på himlen.

Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der

står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.

Hun mærkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede

hende -- modbydeligt åndsfraværende -- på skulderen, men hun ventede

dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans

skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge

ubekvemt.

Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i ham, som havde han

en kantet sten i sin hånd, som han ønskede at kaste; han stirrede på

galskaben, der flyttede sig, glødende, hen mod hans hjærte.

Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den skælven, der var i hans

indre, hørtes ikke i hans stemme.

Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde ikke forstå det; hans

ord lød i hendes øren som træskotramp på en stenbro.

Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun vilde ikke tro, det

skulde ende sådan.

Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes dør sae han slet og

ret godnat og gik så hjem til sit.

Par efter par går det store selskab ind i proprietærens spisestue,

hvor alting udsender et koldt lys, kun vinduerne er mørke, og de blir

lidt efter lidt helt sorte. Der har været varmt i dagligstuen, men

her inde er man lige ved at fryse. Rødmen på damernes kinder begynder

at vise bestemte grænser, hos de ældre flytter en afdeling af den

ud på næsetippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge

vil hellere spise sig varme eller le sig varme. Med det sidste er

det alligevel kun småt; ingen siger noget, alle stivner over for det

meget hvide. Der mumles, mens suppen bydes om.

Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren, hvis stemme

hersker enevældig i det tavse rum. Ja, må jeg så bede det ærede

ligfølge om at ta for sig; de, der ikke får nok at æde kan bag efter

gå ud i spisekammeret og gøre sig færdige.

Ældre damer mindes hans kone, som han begravede for to år siden, men

de formildes svagt, idet suppens varme dampe står op om deres kolde

næser.

Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå silke, og ligner

en af de små danske søer en sommermorgen, så blå og stille og frisk;

hendes bordherres underholdning fremkalder næppe en krusning af et

smil på hendes smalle ansigt.

Nå De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, når De er færdig med at læse

bordbøn, eller hvad det er, De bestiller, vil De så skænke i Deres

dames glas?

Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. Dette

brølende stykke kød og blod af et mandfolk var også kommet i ulave

i anledning af den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af,

en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for, om hun vilde. Men

heller ikke han lod til at ha held med sig, skønt han udfoldede alle

sine ævner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en

splittergal og bespændt spyflue mod en rude. Han var såre elendig

ligesom Hans Råskov selv, skønt han endnu var under påvirkning af

øjeblikkets kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg hang ned som to

massive spørsmålstegn; mellem dem blev hans skrå, ubetydelige hage

endnu mere intetsigende, og neden under kom den svære hals som hagens

naturlige fortsættelse. Skilningen på den smalle isse var endnu

uberørt af de sindsbevægelser, der stod tilbage; det lå i hendes

magt, hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var til ende.

-- Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da Ahlmark ser at hans

gæster er i gang, ophører hans basunsoloer ud over bordet, han taler

med fru Ida alene.

De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han.

Ja, svarer hun og slår øjnene op imod ham. Disse øjne er der to, der

ser.

Ahlmark er straks helt ude af det. -- Hvis De vil smile til mig nu,

siger han, så vil jeg forære Dem denne her gård, og De kan så gøre

med den, hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng; jeg vil

være Deres dreng; jeg har aldrig før været nogens dreng, jeg vil være

Deres dreng på Deres gård.

Vil De det?

Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at få anledning til at

bande på det. Men hun ser på ham med sine blå øjne, der er kolde som

et tilfrosset vand en vintereftermiddag.

De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til

Hans Råskov, for at hun skal lægge mærke til det og sige noget om

ham. -- Nu har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det blive

til? Det går rent galt med mig, hvis det skal blive sådan ved. Men

det er lige meget: smil nu til mig, så rejser jeg mig op og slår på

mit glas og siger: Her, mine damer og herrer, ser De gårdens frue,

og jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket, så de aldrig

forvinder det, bare for grins skyld?

Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste hører det; Hans

Råskov vender sine øjne op mod hende og tar dem straks til sig igen;

der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er

optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget skingrende, der får

ham til at vende hodet.

Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja, lad os prøve ham.

Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der stigning i

øjnenes udtryk; over alt ses strålende øjne, salige øjne, hvis ejere

befinder sig på et af deres livs højdepunkter, øjne, der gløder af

mad og vin; bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder på

nogen hemmelighed. Det kendes mest på de unge; de har siddet kejtede

ved siden af hinanden og udvekslet flere ufrivillige albuestød end

interessante bemærkninger, men nu får de held til at opdage hinanden

og gøre lange strejftog ind i hinandens fortrolighed, og de støder

snart på den erotiske betagelse, som ligger bag ved. De udveksler

deres gensidige beundring mere end een gang i små private glas og

øjekast; megen letsindig ild tændes og næres yderligere ved sagte

samtale; forvovne små lygtemænd danser på randen af vinglassene;

albuestød undgås lettere og erstattes med mindre spidse berøringer.

Her blir så hedt, men det er svalt i haven; det kunde gøre godt

at gå en lille tur efter bordet, forblommede aftaler træffes; man

føler allerede fortryllelsen ved at se på hinandens munde, der under

samtalen nærmer sig til en afstand af et lille kvarter -- --

Fornuftige forældre aner ingenting.

-- I Hans Råskovs øren lød det hele som en kold, uvedkommende larm;

det var en koncert som af skralder og piber på et marked, og til

denne koncert hørte også fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke

skraldede med i aften, hun vidste det vel heller ikke selv, det kunde

være ligegyldigt. Ti da han så hende dagen efter deres møde i skoven,

da optrådte hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene til at

danse om sig, og det var vel meningen, at han også skulde danse, hun

vilde naturligvis vise verden, at hun havde fået ham med, og at han

kunde ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke danset. Han

havde holdt øje med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at

more hende en hel del.

Meget energisk var han således blevet stanset i sit anfald af

forrykthed. Han havde næmlig været på vej til at tro på hende. Da han

kom hjem den aften, havde hans sindsbevægelse efterhånden lagt sig,

han var kommet til ro, og han havde sagt til sig selv, at det var jo

alligevel muligt -- -- måske var hun den rette, han havde tilbagekaldt

sine hånlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning,

der var helt ny for ham. Det var slemt, at han måtte gå fra hende så

pludseligt; næste dag vilde han forklare hende -- -- eller blot bede

hende om ikke at tænke mere på det.

Det blev en anden næste dag, end han havde tænkt sig. Dog, så snart

han havde set det første blik, hun sendte en anden mand, så var han

underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set

fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han

havde ligesom lagt hånden på noget, der var i bevægelse inde i ham,

i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde stanset det, og da

han så hende fortsætte sin sædvanlige leg, havde han sagt til sig

selv: Naturligvis! I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans

fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde han undgået at tale

med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under

det, men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin galskab.

Han greb sig i at stirre påfaldende på hende, mens disse erindringer

gik hårdt og larmende gennem hans sind, som ankerkættinger, der

løber ud. Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en betagende

modsætning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var

dristig nok til at anse sig selv for årsagen til den varme, der

udstrålede fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgård tilråbte

hende; hun nikkede til Kai, der betragtede hende med megen alvor; hun

løftede sit glas mod købmand Sørensen, der trods sine religiøse og

sædelige grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder --

-- af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom

han kun af forretningshensyn var gået med til dette selskab. Fru Ida

sad dær, som om hun var husets frue, en nådig og vanskelig frue;

ondskabsfuld mumlen løb langs bordet.

Fru Ida behøvede ikke at stirre på Hans Råskov for at holde øje med

ham; han var heller ikke et menneske, som man fik noget ud af ved at

se på ham; han lignede sig selv fra den aften, da han på en så plat

måde havde narret hende midt i en stor forventning. Hun havde været

så betaget, at hun ikke kunde tale, og ventet i stor spænding på,

hvad han endelig vilde sige, han der sparede sin mund og kunde gå og

tie en mængde indholdsrige ting sammen. Så stille og sælsomt havde de

to fundet hinanden, at hun ikke turde vove sig til at være den første

til at tale, det tilkom et ualmindeligt menneske som ham. Og så havde

han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand, hun en gang

havde set, der var kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig

sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha det godt, så

støder han stokken i jorden og bider tandstumperne i den ene kæbe ned

i de bare gummer i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm!

Jo, hun havde haft en kamp at bestå, for en gangs skyld, en kamp med

sig selv for at kunne le over dette optrin. Da hun traf ham næste

gang, vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret, og så var

det desværre alligevel tilfældet. Det var hendes knagende dumhed,

at hun ikke straks var færdig med ham. Han havde igen forstyrret

billedet af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun tog ham,

han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne

halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til

at træde frem som den, han var, at hun kunde blive klog på ham og

færdig med ham. Hidtil havde hendes forsøg på indirekte at sætte

liv i ham kun bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans

selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke en gang så indædt på

hende, at det var opsigtsvækkende, selv om hun nok læste mere i hans

øjne end andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse,

så kunde han gå sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud

af ham.

-- Se, hvor uhyggeligt mørket står lige uden for vinduerne, sae Hans

Råskovs borddame, frøken Anna Årbo, idet hun vendte ansigtet mod ham.

-- Når grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev levende.

Hvad er det, der får Dem til at gøre iagttagelser over mørket? spurte

han, underlig berørt.

Ikke andet, end at jeg kan godt lide det.

Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin alder; det mest voksne

ved hende var den dybe, fyldige stemme, som hun var fuldstændig

herre over; derimod var hendes bevægelser endnu helt barnlige; de

havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over føl eller

hundehvalpe af god race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes

fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var overhovedet præget

af den troskyldighed, der virker pirrende på erotisk erfarne mænd,

men hendes forstandige, mørkeblå øjne holdt de nysgærrige på afstand,

og de fandt heller ikke hendes smalle læber varmblodige nok.

Hvor kan det være, Hr. Råskov, sae hun, at De aldrig har været henne

at besøge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og

jeg ved, at han interesserer sig meget for Dem.

Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være vis på, at jeg mener

det, føjede han til.

Ja men det er onkel; han tænker meget over alting. Han taler også

meget om Dem.

De har formodenlig drøftet mig i fællesskab, henkastede han.

Det har vi, svarede hun uden forvirring og så åbent på ham.

Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige alvor? sae han med

en antydning af et smil.

Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af

munterhed, hun pludselig så afdækkede på et menneskes ansigt.

Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor.

Også Deres forståelse af mig? spurte han ironisk.

Jeg fordrister mig ikke til at ville forstå Dem.

Det svarede han ikke noget til; også hun tav et øjeblik.

-- Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De

har siddet ved siden af mig og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang

købe et smil af Dem med hele min gård. Så fallit har jeg endnu aldrig

været.

Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer så ivrigt? spurte

hun.

Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og hvis det

kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket forsøg på at se

ondskabsfuld ud, så har han siddet og skulet meget indsmigrende op

til Dem hele tiden.

Det er også det, han gør bedst. Skal De ikke hilse på ham også? Jeg

synes, De forsømmer Deres pligter som vært.

Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, så det drønede, Hans Råskov og

flere andre så den vej.

Må jeg hilse på repræsentanten for sprængstofferne?

De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg ikke fra hans ansigt.

Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? tænkte hun. --

Måske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske.

-- Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De så være så venlige at

føle på Deres maver, om der kan være mere; ellers er kykkenæet den

vej. Velbekomme!

Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg til værs om kap

med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gløden tiltog

og aftog, som var det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede

på røgen, inden de slap den ud, de havde også siddet til bords over

en time. Ahlmark gik om og strøg tændstikker og havde sin sædvanlige

morskab med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare for at le

sig ihjel over hans morsomheder.

Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte at ramme den

hoppende sigarende med sin tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men

så bak dog for satan! Står mennesket ikke dær og griner som selve

fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den

helligånd. -- Han strøg to tændstikker på een gang og holdt jagt på

dyrlægens dansende sigar.

Lad _mig_ tænde -- -- jeg ve' sæl, jamrede Thomsen. Du brænder mig,

av, hav, hav, hav -- -- --

Dyrlægen lå ned i sofaen og droges med døden; han kunde ikke en gang

få begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en

begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke kunde føre det

igennem, han misbrugte sit latterinstrument, så det slet ikke kunde

gi de rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede

hans indvolde, og da han ikke kunde andet, så sparkede han latteren

fra sig med benene, han vred den af sig i sælsom mavedans, smed den

om sig med bægge hænder, han græd den ud i stride tårer, og da han

således længe havde grinet med hele kroppen og havde været døden nær,

så fik han endelig forløsning for sin latter ad naturlig vej.

-- Vejgård havde -- i mangel af fru Ida -- drillet en flok unge

piger, så de samlede sig om ham; han lå udstrakt i en flugtstol,

medens de stod foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden

på hverandre, at han måtte skamme sig; de skældte ham hæder og ære

fra i deres taknæmlighed over, at han vilde beskæftige sig med dem og

glemme sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham, faldefærdige

af optagethed, og skubbede til hverandre. Han lo til dem gennem sin

sigaret og fnøs dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede

ned på sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen og gav plads for

en anden. Længere tilbage stod en sejstenårig lille dame og blæste

sigaretrøgen ud gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun var

lige glad, når han bare vilde la være at snyde i krokket. Vejgård

rejste sig og hentede hende, bar hende over gulvet og satte sig med

hende på skødet. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for

at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede løs på ham med

knyttede næver og vilde ikke slippe sin sigaret, røg og gnister stod

om dem; hun fyldte hans søgende mund med røg, så han hostede al kraft

af sig og måtte slippe, men de andre skreg og lo i stor indignasjon:

Hvorfor skulde han netop slås med hende? mente de. -- Hr. Vejgård

er rigtignok store slem i aften, sae de; og så blev de ivrige igen;

men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod dem stå. Den

sejstenårige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun

kunde slet ikke dele de andres følelser og måtte søge andet selskab.

-- Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de

hviskede, den ene sagtere end den anden og hældede sig over hende om

kap; med deres ludende kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede

om på hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og

gir agt på deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden

et kort, mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der faldt mere

af til den ene end den anden. Fru Idas ansigt blussede og havde et

træt udseende; hendes krølle hang som en forstrakt proptrækker ned

over tindingen og kildrede hende på munden; det kunde gyse i en mand

ved at se det, man kunde komme til at bævre med munden; de to unge lo

sygeligt af og til.

-- Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af alvorsmand i samtale

med Hans Råskov, men hans øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede

alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men

hvor mange krumspring de end gjorde, så var de hele tiden optaget af

hende; gjorde hun en lille usædvanlig bevægelse, så var de der, som

to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. Han pillede

med svagt bævende fingre ved de lysebrune krøllede hår, der stod så

frodigt ud af hans friske kinder, og når hun smilede, skiltes hans

tætte skæg straks af de bugnende, røde læber.

Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig op -- de bøjede sig

hen over hende, som om de var bange for, at forbrændingen ikke

skulde gå hurtigt nok -- iagttog hun de to mænd, der havde valgt at

tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var underligt at se

Sørensens ferskhed så tæt op til Hans Råskov, og det var endnu mere

påfaldende, at han ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede

ham formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede ikke den andens

øjne. Å, hun vilde gærne opleve, at det menneske en gang åbnede sin

mund og oplod sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham! Hvor

vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart, som en snegl, der

kommer ud af det kølige græs og uforvarende dumper ned på en gloende

jærnvejsskinne!

Det skete, at Hans Råskovs øjne fulgte med Sørensens og søgte hendes

øjne et kort nu; de vandrede ikke hen ad hendes arme og fødder eller

dvælede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde et

spørsmål eller afleverede en erklæring. Ak ja, hvad kom det hende

ved? Han havde måske problemer, der gik forud for kærligheden; han

misbilligede hende, når hun vilde elskes! Og så var hun på alle sider

omgivet af mandfolkeøjne -- -- -- hun vilde pille dem ud allesammen og

sælge dem, hvis hun for den pris kunde købe sig, at han så anderledes

på hende.

Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og

stirrede efter hende med opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde,

der efter lang venten ingenting får; derpå betragtede de hinanden

gennem øjenkrogen og mumlede noget, som om de knurrede ad hinanden;

så fjærnede de sig i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig

beklemt ved Hans Råskovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen.

-- Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru Ida; velbekomme, Kai.

Jeg har slet ikke set dig hele aftenen; godaften, Kai.

Du er meget smuk i aften, Ida.

Det er jeg jo altid, svarede hun. -- Hvor havde det været godt at

modtage den erklæring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af

en mand, hun elskede!

Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set dig før i aften, så

var jeg blevet gal inden i morgen. Du ligner noget, som man aldrig

har set før, og som man synes man må gribe straks, fordi det aldrig

mere kommer igen.

Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes den, der skubbede

mig bort, hvis jeg bare kom i nærheden af ham.

Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem havestuedøren. -- Det må

så være en, der ikke har sin forstand kær, sae han.

Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun,

mens hendes tanker var langt borte fra ham.

Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang så forrevet,

at du ikke trænger til mere lidenskab af nogen slags, og så ved du

ingen andre end mig.

Hvad vil du så gøre ved mig?

Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du var før.

Mange tak, Kai; så render jeg fra dig igen.

-- -- -- Hør nu, fru Ida, sae Vejgård og stansede hende; her går en

ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har

endnu ikke den hele aften været genstand for Deres medlidenhed.

Nå ikke det, svarede hun og lo tørt.

Nej. Her står en afsat ven, der er kasseret i unåde, mens han

levende husker den tid, da han dyrkede vidtstrakte, lystige marker i

fællesskab med Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu

-- -- --

Han trak lange tankestreger i luften med højre hånds pegefinger.

Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde det så slemt.

Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse mig angående,

at De ikke ønsker at vide af mig, så er jeg udslettet og fallit. Nu

er jeg kun rig på forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end min

udlændighed, som er uden ende. De har ikke latter eller smil til

overs for mig; De skyder bjærge af alvor op imellem os -- -- -- men

nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter

flytter bjærge, hvilket man ellers påstår, at kun troen kan gøre,

skønt det aldrig er prøvet, men Deres latter har stået sin prøve, og

jeg er Deres grinende djævel til tjeneste. _Skal_ vi to more os, en

rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud

i haven og lave fest? Vi kan sætte elementerne i bevægelse, himlene

skal humme sig, når vi huserer!

Ja, men ikke lige nu; jeg er træt.

Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en højtidelig og

vanskelig tid. Deres for øjeblikket bedste, men ikke morsomste ven,

har for så vidt et tidssvarende ansigt på. I de andre mandfolks fjæs

står der en apoplektisk kamp mellem alvor og grin; også Deres åsyn

vidner om denne tids usædvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige,

grinende djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt

lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke mig, der skal ha at

vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De først, når De står

overfor den, De venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur i

haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i aften; De kan godt

spasere lidt med den mand, der ikke er den rette.

-- -- -- Hans Råskov sad i en mørk krog af haven og så op mod den

halvlyse veranda, hvor fru Ida og Vejgård var kommet til sæde, efter

at de var gået haven rundt. Det så ud til, at de havde samlet en del

på deres tur, som de nu holdt opgør over. Deres hoder bøjede sig til

og fra hinanden; en hånd blev lagt indtrængende på et ærme, en finger

rettedes demonstrerende mod et bryst -- hendes bryst -- mens løftede

øjenbryn understregede demonstrasjonen; nu viftede en hånd afværgende

understøttet af hovedrysten, mens en anden hånd indtog en tankefuld

stilling under en kind, og dermed gik det foreløbig i stå. Dog kom

imidlertid en hånd sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det

andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke nærgående, det

syntes at være dens ret. Pludselig lo han, så det kunde høres, og

begyndte at gynge med hendes knæ og slap det så. Han spillede med

fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde, der til sidst bragte

den tankefulde hånd ned fra kinden. Hun strøg ned over sit skød og

strammede kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning ind i

ansigtet på ham. Han rettede sig i sin stol, tog ligesom besværgende

en favnfuld luft med bægge arme, og som om det havde været for meget

for ham, søgte han støtte på hendes stoleryg; hans hage hvilede vist

på hendes skulder. Derpå sank hans hoved endnu dybere, og hun så

ikke op; hendes ansigt kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lå

trætte og opgivende i hendes skød. Men så lod det til, at hun vilde

sige noget afgørende, og hun løftede den ene hånd, men han rystede

på hodet en enkelt gang; hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans

bryst; han tog om hånden og lae den med et lille tryk i hendes skød;

nu blev den der vel! Derefter kunde man ikke skælne deres hoder fra

hinanden.

Hans Råskov rørte sig ikke, dær hvor han sad; han sank ikke sammen,

skønt han følte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var

et flammende øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der syntes

at betyde, at alt var brændt op; men der kom også en velgørende

følelsesløshed over ham; dette var måske det sidste, der skulde

forbrændes, og så var der ikke mere, _det_ var nemlig umuligt,

menneskeligt set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over

det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over

det -- ligesom bevidstheden pludselig kan overskue ens stilling under

et ulykkestilfælde: Jeg slipper fra det med livet -- mens ens legeme

flås hen ad jorden. -- Hans Råskov formåede at hæve sig over det og

hævde sig selv ved den tanke: Jeg kan bære det med.

Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da de to der oppe

ikke rørte sig mere; han blev svimmel deraf som en, der ser alting

gå i stå rundt om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv

begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med ham, tilbage i mørket;

han så den halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom

virkelig længere bort fra den, så langt at han glemte, hvem der sad

deroppe; det var ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede

gange to mennesker, han før havde set, som ødslede fortrolighed og

godhed på hinanden, mens han stod udenfor og så til; og så betød

denne ødselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de

regnede det ikke bag efter; de havde kastet værdier af varme og

venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de søgte

ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier fælles; de havde

råd til at glemme det. Så rige var de fleste mennesker, men han var

den, der så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde han

undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket med en sten og knuste

hodet på to, der havde det så godt. De skiltes jo alligevel senere og

mente altså ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de

holdt ham borte med ryggen, de trådte ham ned med hælene uden at se

ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor ønskede han

at slå dem ned. De glade, blinde mennesker burde på en eller anden

måde erfare, at han var til.

Han følte bænken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to

vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget

dem med sig på sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. Selv om han

slog dem ned med en gråsten, så vilde et andet par straks stille sig

op i deres sted; hvad betød det, om den ene var en kvinde, han ikke

elskede? Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder med

samme had.

Døren ud til verandaen blev åbnet; stemmer hørtes; Vejgård og fru Ida

rejste sig, og der blev let og spurt; spørsmål og udbrud lød helt

inde fra stuerne.

Hans Råskov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han

rystede endnu lidt efter farten. Han tænkte på de foregående års

arbejde, som der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med

års vidde i hans sind. Han satte sig på verandaen og så ind i de

oplyste stuer for at vænne sig til dem, inden han gik der ind.

Der kom nogen nede fra haven -- -- det var hende! Jeg må altså ha

siddet her temmelig længe, tænkte han, siden hun er kommet en anden

vej ud. Hun måtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde

det betyde? Kunde hun tro, de havde noget at tale om? Kom hun her og

stolede på sin skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han var ikke

kommet så langt ud over bondenaturen, at skønhed betød noget for ham.

Det mest rosende udtryk om kvinder, han havde hørt i sin familie,

var: Det er en god kone -- -- Om de unge piger var der sædvanligvis

ikke tale, før de skulde giftes; så kunde det ske, at der blev

sagt: Hun blir en god kone. -- Han vedkendte sig denne fædrene

værdibestemmelse; hvad vilde hun så her med sit elskovsgøgl?

Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes

øjne var dejlige; blå og uransagelige som fjærne skove på en sollys

septembermorgen.