Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt.
Ja det har De sagt en gang før, men så tav De, for De vilde dog ikke
lyve for mig.
Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok.
Hvad var det da?
Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har
talt med om alt dette her, og De ved også mere om mig end nogen
anden; jeg vil håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg
sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre
viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme
fremtid. -- Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om.
Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må ha lov til at spørge
Dem om noget. Hvis der var een tænkelig ting, der kunde gøre livet
lykkeligt eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så
selv gøre et eneste skridt for at få det?
Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde hjælpe mig: ja, det
vilde jeg, frøken Årbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi
skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu
er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden.
Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til.
Deres ven fra før, som De selv talte om.
Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre
end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min
mening at sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem ret meget
om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, så De
aldrig glemte det; men jeg opsatte det; det var også rart at gå med
det usagt, og så blev det for sent.
Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at tænke på, da jeg kom
til fornuft; så havde jeg haft noget at komme hjem for.
Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt.
Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af noget, han en gang
havde ventet, ligesom gjort regning på, at livet skulde bringe ham;
der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og
kosteligt, der lå langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort
ham hård og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed.
Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde farver havde ætset
hans sjæl siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede på
en mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt på hans hjærne.
To magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde huske; den,
der havde sejret, lå vel dybest i hans natur. Han blev så syg og
beskæmmet over sig selv, som aldrig før; han følte sig som et gult og
giftigt ukrudt ved siden af hendes sundhed, og han kunde ved hjælp
af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en
gammel mand, der har været blind fra seks års alderen, kan tænke sig
morgenrøden.
Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun.
Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde med det
første, jeg kan huske; sådanne ord som jeg hører af Dem, skulde ha
lydt for mig hver dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år
siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg tunghør, og nu -- --
Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun.
Ja, sae han. -- Han ønskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for
sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft så lidt glæde af sig selv
som i dette øjeblik.
Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen, var skræk; jeg
opdagede Dem fra et vindu, jeg håbede, De vilde snart rejse igen; men
næste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at
møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere kølig, efterhånden
som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold,
og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: Det er godt; nu
siger vi farvel, og så har jeg set ham; men idet jeg sae farvel,
og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag,
jeg spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem selv uden for
hotellet, for det kunde jo være, De fik i sinde at rejse bort med
bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet
så vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, skønt
jeg troede, jeg havde fået noget, jeg kaldte for »bedre forstand«.
Lad mig nu sige Dem et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er
ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller
ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at
noget er for sent.
De var kommet uden for byen. Han tog hendes hånd og gik en stund med
den.
Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og så op.
Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik.
Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels
forlod ham; han kunde ligesom på afstand se tilbage på sig selv.
Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men
idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans øjne; han fik ikke
opfattet det, men han slap hende hurtigt, og de blev ved at gå uden
at tale.
Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae det ikke, og hun syntes
ikke at ha lagt mærke til hans bevægelse.
Det er om morgenen på bryllupsdagen, en grå, stormende oktoberdag;
Hans Råskov og Anna Årbo er på vej til deres nye hjem.
Venlige hænder har sat alting i orden; men den kolde blæst går tværs
igennem huset, derfor er der tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre
hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv.
Det er halvmørkt inde i den store dagligstue, men ilden lyser, den
stikker en lang, søgende finger op gennem brændet og koksen, der
knitrer, idet den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind
til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og så springer
der en lille flamme frem som om det var små gasblus, der blev tændt,
og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig røde
blomster, flammer stiger og synker og trækker små lynblink ud af
de lakerede stoleben. Vinden hoster ned gennem skorstenen, så det
blusser ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer op og
ned ad væggene.
Men så kommer der et vindstød, der river et lille stykke koks løs
og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og sætter sig på
en skammel tæt ved kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en
ubetydelig flamme på hver side, og en røgsøjle lige til værs. Når
vinden støder ned gennem kakkelovnen, så vifter den lille brandspire
med sine to flammer og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille
sort fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende den er,
sætter den tilintetgørelsens mærke under sig på skamlens fløjl, den
begynder at udruge ødelæggelse og fordærver med sin røg luften, der
er lige så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere;
den går i to stykker, det ene blir liggende over det sorte hul i
betrækket, det andet ruller ned, fægter i døden om sig med sin eneste
vinge og strejfer kanten af en avis, det træffer på sin vej.
Nu sidder der en flamme på den øverste snip af avisen, den krummer
sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, så kryber
den med største forsigtighed ned efter langs randen, til den nåer
et stoleben og stanses og er lige ved at dø, men den slipper over
lakeringen, som kruses under dens trin, og fortsætter vandringen på
den anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen vokser til et
bredt ildbælte, der ruller op over hele bladets bredde, springer til
værs og blir til ingenting.
Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne af et visitkort, og
så begynder kampen for tilværelsen igen; flammen blir blå og lav,
mens den arbejder med det vanskelige papir; den støder på en bog i
guldsnit og forsøger at ernære sig af den og er lige ved at sætte
livet til under forsøget; den kravler med uhyre besvær fra kort til
kort og trækker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop
udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst, idet den finder
et kort, der står på kant, den blir rød og sodet i toppen og kommer
til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast
et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der
er næring. Den er nu herre over bordet og alt hvad dær er; bordpladen
slår bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen
i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende
som alt andet, ilden rører ved; lampeskærmen tages i ett hidsigt sug,
og i næste øjeblik sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder
ned på mange steder, fulde af ilende gnister.
Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl ulmer kvælende som
protest; den knejser op ad væggene, glor portrætterne ind i ansigtet,
knækker glas og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber
sig på husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens
ansigtet langsomt udslettes på sølvpladen, kommer familiens medlemmer
skramlende om kap ned fra væggen.
Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om
bordbenene og ruller sig lystig i brüsselertæppet, men dens kælenskab
er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer ud
på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den yngler; hele geledder
stiller op på gulvets brædder, det blir til et fliget, mangearmet
dyr, bølger løber hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb
blodet levende gennem denne dødbringende organisme, det ser ud, som
om den ånder med hele legemet på primitive væsners måde; den synker
og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og tænker sig om;
små luer, der ikke et øjeblik skilles fra moderlegemet, leger med
tingene på ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op i
portierens kvaster, men små som de er, har de slægtens gift moden i
sig ligesom nys udklækkede brilleslanger.
Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det med sit giftige pust,
lakeringen koger ud i vabler, der slår ind igen og blir borte ved
næste pust. Ilden famler med røde poter op og ned ad siderne og river
med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer der arbejdskraft,
flammer kryber frem på maven, griber op ad siderne og tar fat
ligesom flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne står
uforstyrrede på deres hylder i lange, lige rækker, samlede værker i
søndagsklæer og muntre små digtsamlinger i gala, leksika i jævne,
solide arbejdsklæer -- altsammen tilhørende husets fremtidige frue.
Røgen kommer frem under hylderne i brede tæpper, bøgerne forsvinder,
men ilden lyser op igen; den stryger titler og forgyldning af og
sætter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid læselig
og ikke til at ta fejl af.
Ved siden af står klaveret og spiller sin egen sørgemarsj, mens
strængene springer, det lyder sørgeligt og sukkende med ulige pauser
som fra en, der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få noderne
med.
I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbrændte koks, og på
gulvet tæt ved står lange flammer på tæerne og snakker med deres
kammerater inden for risten.
Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og røg
ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu
går den som en glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse
gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de gule gardiner
ned fra stængerne, krøller den kostbare palme sammen i en klump,
så let som en ung pige krøller et kasseret brev sammen i den hule
hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel værdigenstand, der
tilhører familien Årbo; englen, der bøjer sig frem over skålen,
begynder snart at hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem
på dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i den tykke
røg, de dukker sig og falder og har svært ved at rejse sig igen;
men så sprænges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt
ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper
efter luft. Ilden sprænger døre og brækker gulvet op til kælderen
og fortærer alt det brændsel, der skulde ha varet et år. Og nu blir
der træk gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer sprøjter
ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra loftet, men så stiger de op
på taget, vader i teglene og træder dem itu og stikker benene ned på
loftet, hvor der opføres en vild dans mellem kasser og sparrer og
hvad der ellers er, og snart kan ilden neden under komme op og være
med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem
huset.
Folk har længe stået og råbt over ilden; nu kommer de også med
sprøjter; strålerne borer huller i ildtæppet, river flænger i det
og klipper flige af det, men i næste øjeblik er det helt igen; det
erstatter selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår med
primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en eneste flammebygning
med tårne og spir i fantastisk gotik, men alting står skævt i den
forrygende storm.
* * * * *
Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det
brænder i nærheden af vort hus.
Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke være muligt. -- Men i det
samme fik han en overvældende følelse af, at det var det, han havde
ventet på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer gennem
hans sind som gnister i storm.
Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er
hos os, det brænder!
Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; han så skæret af
luerne i hendes øjne. -- Lad os opsætte vort bryllup og rejse tilbage
igen. Det stormer hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det
får fat.
Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans
arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må
skynde os, om vi kan redde noget.
Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i hans øjne, hun ilede
foran, og han fulgte, men ved hvert skridt følte han, at han gik det
uafvendelige i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde stå
overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, den skinnede på de
mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op
i ham i de sidste måneder, og som han havde ført en forgæves kamp
imod; han havde hver dag troet, at det var efterveerne af en sygdom,
men nu mærkede han, at det var begyndelsen. I utide var han vågnet
af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han
havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke
gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde være sovet
ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det var, som om han ikke
kunde tåle at leve, og nu følte han livets krav i sig som en dødelig
sygdom. Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var blevet levende
igen, og det bragte tanker med, der var værre end selve oplevelserne;
og dog havde han stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og
kæmpet, for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen forbi,
han var slået, og det røde bogstav, hans bestemmelses tegn, stod
uudsletteligt på hans hjærne.
Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt på det, sansede han
ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin
egen sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans egen sjæl. Så
snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med
ham selv.
* * * * *
Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder blæsten og sender
den således løs på sit næste bytte; vinduer springer, og døre krympes
i den glødende storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge
sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan nå til, de
fægter i luften og går som skrivende fingre op og ned ad mure og
træværk, de prænter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og
mange steder sprudler små flammer frem og dræbes straks af vagtsomme
vandstråler, men det vældigt ophedede træværk ligefrem drikker ilden,
der springer ud og møder de fremmede flammer, inden de når at røre;
det ser ud som om disse besværgende arme trækker ild frem ved deres
blotte pegen.
Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye skrig; folk styrter
løs på buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med
genstridige skuffer, bearbejder låse med forkerte nøgler; de river
til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres
rystende hænder; de fatter om tunge sager og slæber af sted med dem,
og ilden står bag ved deres skuldre og skynder på, at de kan komme
af sted og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre og vælter
sig igennem vinduer, men da de kommer igen, møder ilden dem i hver en
indgang og forklarer dem med kraftige gebærder, at huset har skiftet
ejer.
Hele forsvaret samles nu om den store gård ved siden af, for hvis den
brænder, er der fare for, at den største del af byen skal gå med.
Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde på
gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der står
folk og hælder vand ned; gnister regner uafbrudt hen på taget, men
de finder en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har nu en lang
vej at gå, haven ligger imellem, og dær er ikke megen næring at få;
æblerne steges på træerne, kviste og grene forkulles og gives hen
til vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går fra rødt til
sort, og ilden holder et tarveligt måltid på tremmer og bord og
bænke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned
ad tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke et øjeblik, og
spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke nå; de peger alle om kap hen
mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften
og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan række. Tilmed blir
ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir
kortere, og mændene oppe på taget får sig en hvil.
Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, som pibler frem under
tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt
sig fast; den har sit på det tørre i en forladt spurverede, mens
vandet driver ned udenfor, og når det kniber, kommer vinden ind og
gir nyt mod. Gnisten ruger ikke længe i det tørre mos; snart hopper
flyvefærdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af
taget, og mændene, der rider oppe på mønningen, mærker pludselig, at
det blir hedt under dem.
Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl over hele gården,
og stakkene udenfor står med røde kapper på; stormen løfter den
brændende halm og kaster den som en glødende regn ud over byen; på to
tre halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge nybygder, ilden
vader oven i byen og træder den ned under sig; den rydder gaderne,
for at ingen skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene,
at vandet skal blive der nede, den falder over folk, der bryder ind
på dens enemærker; den går hen over alting som en flyvende smitte,
som et forfærdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den slår
blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, død og fortærelse
på een gang.
* * * * *
Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans Råskovs arm; jeg kan ikke
tåle at se på det mere.
Han svarede ikke, men da hun så ind i hans øjne, hvor flammerne gav
genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem år
siden, da de havde skræmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb
ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen
var hjemtaget af furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig
overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver
gang de var kommet i nærheden af det, havde han tiet på en måde, der
skræmmede hende langt bort fra det æmne.
Et toetages hus styrtede sammen foran dem, røg og gnister vred sig op
mod himlen som en glødende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og
et suk, der mindede hæsligt om mennesker, der falder ned højt oppe
fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig
ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de
alt, hvad den efterlod sig.
Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå ikke der ind.
Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede Hans Råskov.
Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte hun.
Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han gik efter den og var
hele tiden, hvor det brændte stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik
den dag.
Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i mørket så den store
brand endnu mere skånselløs ud end før; folk havde omtrent opgivet at
gøre modstand, de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden færdes
i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres kendte ting til
den anden -- den tog altid gardinerne ned straks, så de havde frit
overblik -- der var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad
den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at mange ikke kunde
tåle det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget
klaver bryde gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller se
skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om den havde ligget der
inde og ventet. Folk, som stod og så på deres egne mørke vinduer,
jamrede sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres
ting at se for sidste gang. Men de fleste af dem, der gik bort og
græd, de kom igen, når deres eget var brændt, for at følge branden
videre.
* * * * *
Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog kampen påny.
Men endnu længe efter vandrede en mængde små og store flammer om
på ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med
hverandre, og de lod sig let pille ned af en stråle og opgav ånden
med et rygende suk, men så krøb der andre frem og drillede fjenden
og bødede med livet, indtil også denne legen skjul holdt op langt
ud på natten, og så slumrede den store ildebrand sødelig ind under
ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme
om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under sit eget værk som
en ødelæggelsens guddom, der selv dør i den almindelige død.
Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten var uden
sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet
sted hen, uden tanke, uden følelse, udtørrede lige til bunden af
deres bevidsthed.
* * * * *
Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom med mig, sae hun; du er
syg og trænger til hvile; her er ikke godt at være.
Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for første gang vendte
øjnene fra branden, der var omtrent slukket; -- jeg kan ikke tåle
det. Men jeg må blive her, dette skal overstås først. Gå du.
Jeg blir hos dig.
Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig og gå. Nu kommer det
altsammen; det har ventet længe, det har narret mig flere gange; men
nu er det alvor.
Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg?
Det må ingen. Ingen må se mig, når -- --. Gå nu. Jeg er ikke længere
et menneske. Se ikke på mig, du kender mig ikke; det er også det
bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på hende, som -- --
Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun
pludselig revet ud af den forstenelse, der var i færd med at angribe
hende; hun vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende.
Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så hun endnu en gang
tilbage; han stod ubevægelig med ansigtet vendt mod brandskæret og
viste hende den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et så
dybt indtryk på hende, da hun første gang sad ved siden at ham, og
den havde ikke forandret sig, panden, den korte, lige næse, den tæt
lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet
af en uhyre smærte og medlidenhed over alt det, der nu var ødelagt
hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag
og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, mumlende stemme,
hvormed han havde befalet hende at gå, hun forestillede sig skæret i
hans øjne, som hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede
hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur for at græde ud, ligesom
hun havde grædt før, da hun i sit hjærte tog afsked med ham for
bestandig.
-- Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; ilden var slukket;
Hans Råskov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning løb
over hendes sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået; så gik
også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, bestemt på at redde
så meget af fremtiden, som der endnu var til at redde.
Sent næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn til en kro i en
afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og
gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt,
der ventede ham, så snart han begyndte at blive døsig, men nu da
han var beredt på det værste, havde han ingen grund til at opsætte
bekendtskabet med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel lod
vente på sig.
Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset
med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la høre
fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær
underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige sovende havde
forsømt, inden de gik i seng -- et vindu, der ikke var lukket, en
sinkspand, der var blevet liggende på gårdspladsens stenbro -- det
fik nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men livligst af alting
var værhanen, den hvinede og galede i et væk; undertiden blev den
så overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af
svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst,
støjede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit humør
ubeskåret næste morgen -- som en ung tjenestepige, der har fri
Søndag og går på bal. Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver
gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder
med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte
holde den i ave.
Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at
springe frem. Han blev opmærksom, og alting spændtes i ham: det var
vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den påvirkede hans fantasi,
og forestillingen om Rødt begyndte at trænge sig på. Han huskede den
ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele
hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede
han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde
Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som
om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og når hans
opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde der ligesom slå genskin af
flammer frem for hans blik, men ved den mindste anspændelse fra hans
side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortære hans
forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge
i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved
skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke
ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot
blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, rykkede det et
skridt nærmere til hans bevidsthed; det skred ikke til åbent angreb,
men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt
adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken måde det ønskede,
men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde,
angribelig på alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles
i sin magt.
Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som
om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul,
der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde
male hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han følte
sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig
og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store
brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe
sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind.
Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud
var som pimpsten og uden følelse, men når han skurede mod stenene,
kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans
strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hørt sin stemme
i dette øjeblik, så måtte han være gået fra forstanden.
Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, så han
i det tætte mørke en grå firkant tegne sig over for sengens fodende.
Han ligesom hilste på den og tog den med i bekendtskabet og undrede
sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornæmmelse,
og at den ikke lignede det andet. Men så gik det op for ham, at det
var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans øjne hang ved det
grå, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den
fordrejede, han husede i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så
gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede ind i
værelset, og han så begærligt omkring på tingene, efterhånden som
de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte
trængte solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; hans
bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og larm, men det havde
denne gang ikke formået at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov
ind.
* * * * *
Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for
det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var
gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem
døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen
ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han
skulde stille op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. Over for
hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede
møddinger, der til dels er bevoksede; det så ud, som om de skulde
opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og
leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse
elendige huse, stokke og stolper kom til syne som trøskede benrade,
mens muren regnede bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede
sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen med et hæst forsøg
på at gi et brag fra sig. Dær var en væg så dårlig, at den havde fået
en skrå stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den så
kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet; de dybe sår
den havde fået, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre.
Den krummede sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, at
den ikke gjorde det ret længe; den lignede et stumt skrig om hjælp.
Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til
varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv
mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden
havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde
angrebet sjælen. Han ønskede sig hjem, han foretrak nu at gå i sit
værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom
over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede
sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort
ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der
havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der
havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den
anden måske havde ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som
han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et
eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde været
glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren på
ham, der ikke kunde være med; ikke et af alle de blikke var undgået
ham; deres mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed og
vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre
som en stor ild; det nåede også dem, han slet ikke havde set, og som
ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker, han blot havde set
fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som
mennesker kan være glade over -- -- alle, der havde haft det bedre
end han, han havde noget at hævne på dem alle; om han nu havde haft
stenen i sin hånd, han vilde ikke holde den tilbage!
Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige
verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var
selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede
ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne,
der har set for meget.
Og den store ild bredte sig; den var færdig med menneskene og nåede
tilværelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller
ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld,
skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget
ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning
efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang.
Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var
hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet
af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var
også virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde
undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, så var det
kun en våbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede
hans raseri og kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten
til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben
ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige
hindring for raseriet, der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt,
gennemgik han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen
lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne
holde til alting; han kom også denne gang fra det med sin forstand i
behold.
Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale
pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene,
ene med en nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed var
ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed var slængt hen i sølen
som en tom kulsæk, og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i
seng. Men inden han nåede så langt, var verden blevet ukendelig for
ham; alting så vel ud som det plejede; han så nøjagtig de farver, som
han vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste ting til at
kende igen. Når han hørte en hund gø, sae hans erfaring ham, at sådan
lød hundegøen, sådan havde han hørt den mange gange før, men der var
noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var
ham fremmed. Mens han gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at
armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod
sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i
vejen, så lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde
hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet
havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og påtvang ham forestillingen
om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dækkede
sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt,
satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at
opdage verden for anden gang på en ny, bagvendt måde.
Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu havde gået, og dog
anede han ikke tiendedelen af de hæslige overraskelser, der forestod.
Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens
forstyrrelse, efterhånden at udspilles.
Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for, at han havde tiet så
meget og så ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid
gentog sig næsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans
fantasi udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og straks var
blevet herre over; handlinger han havde afvist og skammet sig over
at få lyst til, de blev nu på en måde til virkelighed; det begyndte
fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en ubekendt
mand, han en gang havde slået hatten af, blev trukket frem og lynchet
af den tøjlesløse fantasi -- han gennemlevede en hel parodi på sin
egen fortid.
Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede
under anfaldene; det skreg og larmede -- bag ved bevidstheden; han
hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det
skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra,
vognrumlen eller dagligdags stemmer, så svulmede de op og blev
ligesom til et med den skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han
også selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der arbejdede
sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet;
han forestillede sig det første og derpå alle dem, der vilde følge
efter, han vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, trævlede
skrig frem, indtil de hendøde i komisk klynkende piben, som når en
lirekasse langsomt går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han
kastede sig ned på gulvet og væltede omkring -- -- han tænkte sig
det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Når det var
overstået, følte han en hæshed, så at han lige straks ikke var vis
på, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans øren, som
om han var kommet ud af en maskinhal.
Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved
siden af hans egen fornuft uden at fortrænge den, og dog genkendte
han alting, og syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge
erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der havde taget
plads i ham og snyltede på hans sunde fornuft, så han måtte vente,
at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han førte
en dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin
forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og
samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig --
efter snylteres art -- og som syntes at skulle fortære ham fra inden
og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for
eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde
ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og
undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte sig rødt under den,
og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær.
Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i
forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrådnen. Havde
han før haft anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og
uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham,
og når han skulde til at falde i søvn, blev det til byger af lange,
meningsløse ord og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved
selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes han drillede
fjenden, og det var ikke til at afgøre, om det hele var påtvunget,
eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette påfund fattede
han mistanke til som noget, der kunde være opfundet af den anden,
og han forsøgte det ikke mere end et par gange. Han gjorde også den
erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom
narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være
ene om sit og ikke gribe ind.
Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der
påtvang sig. Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder,
som vort sjæleliv synes at hvile på, og han overværede -- i løbet af
et helt år -- en opløsningens komedie, som der ikke skal gøres forsøg
på at gengive her. Han kunde ikke løbe fra noget; han havde perverse
syner, der ligesom vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed;
andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte forvrængede billeder
fra en bog, der selv er sjælelig usundhed -- --
Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi taler om med gru
eller med en ærefrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den
ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger på, skal måske livets
dybere mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en sådan
søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, alvorlige sammenhæng
eller den dybere, latterlige mangel på sammenhæng -- hvilken af
delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal
finde som enden på sagen?
-- Som ganske lille dreng blev Hans Råskov en dag for første gang
vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde
ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende
indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte sig i en høstak for
at tænke over det; men fra den dag var en ko ikke længere en ko i
hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde
vokse naturligt sammen.
Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen flået og skåret op --
og gået i fordærvelse tilmed.
Men over synernes rå, skinnende billeder hævede hans fornuft sig for
så vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem;
der var stadig noget, der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der
hvælvede sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, så
syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog på en måde var til
at leve; den forjættede ham den store nøgternhed, som han to gange
troede at ha opnået, og hvori han så sin eneste frelse.
* * * * *
Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. Mens han før havde
underholdt sig med uskyldigt legetøj, som der ikke skulde åndelig
anstrængelse til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og
ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om igen. Han kunde få
en hel eftermiddag til at gå med at fremstille ilt og brænde tykke
firtommesøm, som om det var tændstikker; det havde også været et af
hans første eksperimenter, da han var dreng.
Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men så vidt
han kunde mærke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo
også meget tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det.
Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen slap sit tag
og tillod ham at tænke på andet end den, var hans fuldkomne
ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken
til ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden
lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen
bemægtiget sig og tilsyneladende fortæret; der var ingen varme
ved dem, ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen,
fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald
måtte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod
uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde
tænkt: at han var kommet til det døde hav, hvor alt er brændt ud?
Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har
været, før alting blev fortæret.
-- Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et
udhus, og tog fat på et vanskeligere forsøg, der varede to dage; det
kostede ham et tilbagefald på fjorten dage, og da hans sind igen
var tilstrækkelig befriet, til at han kunde tænke over det, da
mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi,
hvormed han før gik på, den vældige fremdrift, der kunde vare
uforandret flere år, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke
mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham
til arbejdet. Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst,
når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen
lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går
støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og
det, der tænkes og frigøres i handling udad til. Men var denne indre
drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu ikke var aldeles
rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle
kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor
sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke
at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand.
Hvis det var den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans ønske
været dårligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end
idel tomhed.
Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens
folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han
gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha
været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han
kedede sig ikke slemt. Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse
ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der
fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller
ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et
uigenkaldeligt resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også ret
ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så længe han ikke følte
lyst ved nogen ting.
Sådan gik der et år til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget
til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i
egnen som en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. På
sine ture, der stadig blev længere, stansede han og så til overalt,
hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid --
som en gammel bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked med
dem, der skal overleve ham.
Det var en klar, kold aften først i Februar.
Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, der havde varet hele
dagen; han havde gået seks mil og havde een igen. Det at gå var
efterhånden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker
og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for
indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovmændene der
hjemme, der målte den samme mark hundrede gange på een dag, indtil
de kom i en slags følelsesløs ekstase og havde så vanskeligt ved
at lukke munden op og tale højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev
dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over
hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, når han stod op; og
dagens første halve mil kunde også være besværlig nok, men så gjorde
bevægelsens rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik
fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at slå sig sammen med
sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke
andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, sporløst,
forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at
mærke tidens gang, fordi den samtidig er en målestok for hans egen
overflødighed.
Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var af dem, der slider for
meget -- både på jorden og på sig selv. Hvor det var blødt, trådte
han dybere i end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, tog
han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt
ved at komme af sted på jorden, og nu, da han ikke tog sig stort
andet til, kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han var tit
overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for det om natten.
Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte skive op på himlen, da
Hans Råskov drejede uden om en af Limfjordens mange små vige. Ude
på isen gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede deres
jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov fulgte vandet en halv
mils vej; han konstaterede med ærgrelse, at han havde gjort sin tur
en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde altså
være aldeles udaset, når han havde gået den sidste mil. Han mistede
øjeblikkelig al sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til
en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det kendte han så
godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvhøjt:
Idiot, hvormed han mente sig selv -- fordi han ikke, som han plejede,
havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig.
Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han ikke opfattede et
skrig om hjælp, der lød to gange ude fra isen; tredie gang fik det
ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem.
Med det samme vidste han også, at han havde hørt det flere gange;
han havde vist antaget det for en slags hallusinasjon, og det havde
stemt hans sind så underligt. Men nu var alt det væk, han så sig om
efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde hjælp, men der var
ingen, det var et ensomt sted.
Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg
fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på
stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum,
og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.
Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så sig om efter en ting,
der kunde være til hjælp. Han kunde høre drengen arbejde der ude, han
gav sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op på kanten; men
han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger
ind under isen. Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; han
skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker og undrede sig vel over,
at der ikke snart kom nogen. Det var så lydt i den kolde, stille
aften.
Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han
måtte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i
den, idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. Han havde
allerede fået sympati for fyren der ude, der holdt sig så tappert og
brugte sin stemme med forstand, på en menneskeværdig måde og ikke
hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.
Hallo! råbte han. -- Hallo! lød det der ude fra, og der kom ikke
flere skrig.
Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han aldrig før havde kendt.
Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde.
Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller være stof
til goldt raseri. Dette var altså den tredie, han vidste der var
faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde
være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt,
så man fiskede ham op med væmmelse og smed ham fra sig som et ækelt
insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke
bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at tanken om døden
slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve.
Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: Om et øjeblik ligger
jeg der nede. Det holdt igen på ham; der kom et par sekunder, hvor
han ikke kunde drive sig selv længere ud ad. -- Jeg er vel ikke
bange, tænkte han og kom til at ryste. -- Det er sandt, jeg er jo
syg. Det er slemt; men det hjælper ikke.
Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed eller af
anstrængelse for at holde fast.
Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov.
Ja vel, lød det klart og simpelt.
Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede
det kolde vand, troede han, at han skulde få krampe; hele hans
legeme var i een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet som et
knivstik. Så kastede han sig for over, knuste isen med armene og
svømmede. Drengen ventede tålmodig og spurte en gang, hvordan det
gik. Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han havde det. Jo
tak, han havde det temmelig godt.
Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans Råskov svømmede i
den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt på isen ved
siden af.
Hvad hedder du? spurte Hans Råskov.
Jens.
Du kan vel nok selv gå hjem?
Ja magelig.
Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på alle fire, til de
kommer i orden, vedblev Hans Råskov, der følte en stedse stærkere
sympati for det eneste menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde
gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, men kunde ikke finde
på noget; desuden havde de nu nået det sted, hvor han først var gået
ned med isen.
Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen.
Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i for anden gang; jeg
blir nød til at knuse isen et godt stykke, før jeg kan komme op.