HANS RÅSKOV

KØBENHAVN

DET SCHUBOTHESKE FORLAG

J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG

1906

J. COHENS BOGTRYKKERIER

(GEORG A. BACH)

Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret

fjorten dage tidligere end andre steder; solens stråler faldt med

kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden;

så var der også bakker på bægge sider af gården, så den selv lå i en

dal. Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede

først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i

solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang

de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale.

Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og tør, mens andre veje

endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, sprøde

kamme, og når man gik og trådte dem ned med bare fødder, så havde

man sommerfornæmmelser længe inden første Maj; her kom hønsene ud og

pillede i græsset og hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte

grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur her og lå og

blinkede velbehageligt i solen med sine gule øjenlåg.

Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre længe, det var

gårdens ældste søn, Hans -- kaldet Råskov efter sin afdøde moer. Dær

sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle;

vingerne var af bedste asketræ, der for længe siden var blevet udsøgt

og tørret; de antog en smuk skrå form under hans fem og halvfjerds

øres svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskår. Hans

havde sat sig sådan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen

skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt

al værdi i hans øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene,

der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede

efter de spåner, der uafbrudt faldt fra hans kniv; de holdt hodet

på siden ligesom gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det ene

øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede efter dem; han kunde

ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som

han havde mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage hvad det

var, han havde for, som hun ikke måtte se. Hun havde en dag oppe på

loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og

hvor havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle mennesker

på gården om den maskine, som hun oven i købet skulde ha forklaring

på, hvad hun naturligvis ikke fik og selvfølgelig skældte ud for.

Han havde været nødt til at slå den i stykker og grave den ned,

ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave

elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat

ligesom hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.

Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne skulde passe sammen.

Han mærkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte

så at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt, kniven havde

givet ham et snit i den ene finger. -- Nåda, sae han vredt; hvad skal

det til? Du kan godt blive fri. -- Han løb ind i tørvehuset, hvor han

havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under dørtrinet;

dær skulde den ligge i fjorten dage, inden den måtte bruges igen. Der

var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig med den

gamle, skønt den var af meget ringere stål. De ægte svaneknive har

den egenskab, at når man spytter en klat på bladet og lægger en stump

halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke, men skal de

derfor ha lov at skære en i fingrene?

Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans øjne gærne op til en

gård, der lå langt borte, men meget tydeligt oppe på en høj bakke;

man så ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt

mellem dem en stor bruntjæret port; træer og andet tilhørende kunde

man ikke se; den lå dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del

af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en

æventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden

mærkelig sten, og senere var æventyret aldrig ganske gået af den;

den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den en gang havde

levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilkårlig i

øjnene, når han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i

indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke.

Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen samlet. Det var en

god mølle, der var lavet med al tænkelig omhu; om aksen gik der en

snor, hvori den kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans bar

den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast.

Gå så, sae han.

Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre

i vinden og satte den i gang igen, så vrikkede den bare om på den

anden side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt sæt i Hans'

sind, men han holdt ikke op med at fløjte; han vilde vise sin mølle,

at han blev ikke vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde være

så forekommende at smøre den, hvis det var det, den ønskede, og han

hentede vognsmørelse og smurte den netop så meget, som den trængte

til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde være tale om nogen

fejl eller mangel ved den. Måske var den ked af den sten til at

begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der

havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel, da han havde særlig

meget til overs for denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld

strække sig så vidt, at han fritog den for stenen, skønt det var

tosset. Fløjtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et

ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede

den at gå.

Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det

vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog

han vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den på jorden

med et rids og indstillede møllen for sidste gang, men den blev ved

sit; han sendte den en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så

gik han meget langsomt -- skønt hans hænder dirrede -- hen til den

stridige ting, der stumt og stædigt benægtede rigtigheden af hans

beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der

var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i jorden, løftede

den største sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han

betragtede sit værk, der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel

i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde

ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke

arbejde; han havde købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig

godt; så meget mindre grund var der til at skåne det nu. Så hug han

stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog møllen op og brækkede

den vredt i så mange stykker han kunde, med større hidsighed, jo

mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, så ingen skulde ane,

hvad det en gang havde været.

Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke

nogen til også at fordærve dette for ham! Men pludselig glemte han

alt andet over noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han

var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik siden, og han

gik lige løs på det i stor ophidselse. Det var ikke andet end en rød

klud; han betragtede den med væmmelse og undrede sig over, at han

ikke havde lagt mærke til den, da han gik derud, men efter at han

havde set lidt mere på den, gravede han med sin nøgne fod et hul ved

siden af, sparkede den der ned og kastede til over den.

Da han igen gik forbi gården, skingrede en kvindestemme løs med en

lang ramse, hvori hans navn var det første ord. Det gav et hop i

ham, men han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han

vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at

følge hendes voksende arrigskab, og han blev efterhånden vel til mode

igen. Det var lutter personlige fornærmelser mod ham selv, og det

nærede yderligere hans foragt, at de var så fjollede; hun var nu ikke

opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at

det var på tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad

mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv.

Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil høre; du gør

din pligt.

Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var fårene, som han nu

var kommet tæt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede på

ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen

imod dem, stampede de igen og nikkede, og så bævrede de med halerne

og rystede en mængde bønner af sig.

Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og ond ved synet af de

tåbelige dyr. Han gik lige ind i tøjrslaget til dem og satte sig

på pælen; så kunde de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke

straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende dær, til de

bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr. Han hørte, hvordan det peb

i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da

de mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter uhyre lang

tids forløb fik den ene mod til at nippe af et græsstrå, men drejede

han blot hodet, så kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel

og dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der lignede gamle

slidte knaphuller. Han belønnede dem med et spark og gik, og så var

der igen en stemme, der skrålede efter ham.

Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok en morsom aften,

for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde

fordrage, og det var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det skulde

hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt til mode gik han ned over

engene; til han nåede skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng

og genboens mose.

Når man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende

vand, så behøver man ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen

risler bort med vandet, der løber ustanseligt; man kan la øjnene

følge krusningerne på vandet, med græsstråene, med de blanke sorte

hvirvlere, der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen, og de

fremmede tings bevægelse overfører vandringens fortryllelse på ens

sind, mens man nyder den hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro,

dog trænger mest til.

Og har man fulgt en ting med øjnene så langt man kan, og i sit stille

sind ladet den komme til et ønskeligt mål, så kan man, hvis man er

anlagt for det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse

af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse -- --

Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik hjem mod gården,

mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om

smørrebrødet, med tvær tavshed på den ene side og mange slags

ubehageligheder på den anden. -- Hvad skal du? Jeg spør, hvad du

skal. -- Hvad siger du så? Hvad? Hvad er det så, du skal sige? Siger

du ikke tak? Kan du så sige tak? Nå: Tak? -- Hvad, er du dær inyw,

skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt om det, må jeg høre? Nå! Har du

glemt, hvad jeg har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra

din mad? Hans! Ha--ns!

Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom

blevet tom; den var ham ikke til nogen trøst, og det overfaldshjul

blev der måske ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte

glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod

ham. Jo tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, når han var

sulten, eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt at høre

på -- for andre.

Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i

borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for så

havde hun andet at bestille.

Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem. Han var

blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde

jo blive helt morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, man

kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig.

Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig fuldkommen parat til

at ta den forestående kamp op.

Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende blæst;

Hans kom ud af gården og gik over marken ned til søen. Han fyldte

egenlig tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet fra

fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt han jo måtte vide

det fra de to foregående år, så havde han dog glemt det igen i år og

sat forventningen op efter noget usædvanligt; godt var det da, at

han ikke havde røbet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste

deres nadver, havde han ikke tænkt på andet, end at der måtte komme

noget -- -- og så var det endt med, at han havde pådraget sig en stor

og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok

skulde blive til, når han blev stor; det var ikke ham, der først

havde givet anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan det

var gået til, men det var blevet sagt. Faeren havde småleet, men

husholdersken -- -- å, hun var blevet så glad, som om hun havde fået

noget forærende! Hvor havde hun tygget på det og bavlet over det og

forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad

han skulde være, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og

drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes -- -- Det var

fordi hun en dag var kommet efter, at Hans »havde leget« med den

elendige dreng, nå ja, på en vis måde havde han også givet sig af

med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han

sådan havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu måtte han

altså tænke på noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at

blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet om.

Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led til mode, at det var

lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og

han stampede vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig for? Det

havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen.

Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han var egenlig bange;

ved hvert brag slog der hede bølger op gennem hans krop, og sveden

stak som nåle på siderne af hans næse.

Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lært af drengen, og

som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere påtrængende,

skønt han hvert øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den lød

sådan:

Min bedstemor

fik trillinger hvert år,

som hver en nok så net

af bedstefar blev ædt.

Den havde næsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog

ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i

halsen på ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade,

indtil vandet lukkede sig over ham. Det brændte og isnede på een

gang, og da han kom op igen, var det ligesom himlen var løftet højt

over ham. Han begyndte at svømme, samtidig med at han fløjtede den

tossede vise: Min bedstemor -- --. Den slap ham ikke mere, så længe

han lå i vandet. Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med

lethed op på kanten af den faste is, men så var der noget, der tog

fat i hans ben og halede dem ind under isen; det rev ham baglæns ned

i vandet igen. Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor. Han

klemte kasketten godt fast; det var ikke værd, den blev her nede, og

så tog han fat igen; men selv om han fik sparket sine ben fri fra

det, der sugede dem fremefter, så knækkede isen, når han var omtrent

oppe. Der var altså ikke andet at gøre end at bryde den itu indefter,

og under stadig fløjten, der undertiden blev hakket i stykker af hans

klaprende tænder, slog han bid efter bid af isen, først med knoerne,

så med håndleddene, og så, da de ikke kunde holde længere, trak han

ærmerne ud over hænderne og slog til med hele armen, og stadig måtte

han passe på den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; han fik en

fornæmmelse af, at han sloges, og at det var ham, der gav pryglene;

det styrkede ham, at han kom i et slags raseri; snart havde han lavet

en lang bugt ind i isen; der var en vældig fremfærd i ham. Men det

blev galt igen, da han ikke kunde slå mere is i stykker, for han

blev suget ned lige så tit han kravlede op. Han _tænkte eder_; han

kunde ikke udtale dem, da hans mund var optaget af at fløjte, men

han glødede i tavs banden og sværgen. Den kolde luft svalede langt

ned i svælget, hvor den rev og slog knuder som sodavand, helt nede

i brystet blev han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i den

luft, han udåndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus.

Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås mere is itu, syntes

han lige med et, at der var et stort rødt lys på himlen; han lå

stille et øjeblik og så sig om, men så var der alligevel ingenting,

og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i

isen foran sig, og sådan kom han op. Han måtte hvile sig lidt, benene

kunde ikke bære ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul,

han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det for lidt siden

slet ikke havde været så sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom

skrækken bagefter og krævede sin part, som der før ikke havde været

plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på to, men blev igen

helt sig selv, da han stod inde i gården. Nu gjaldt det om at ingen

fik noget at vide og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i

sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter denne omklædning var

kostaldens fugtige, mælkeduftende varme noget så lykkeligt, at han

aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en bunke halm

og blev endelig af med den ihærdige melodi og faldt i søvn.

At Hans Råskov havde et vanskeligt sind, det var der to mennesker,

der særlig kom til at mærke i løbet af det følgende forår. Den ene

var husholdersken, mod hvem han befæstede sig ved et gennemført

tavshedssystem; den anden var hans lærerinde. For Hans gik i den fine

skole, der antoges at gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig

fordi undervisningen kostede noget, og så fordi der, om det ønskedes,

kunde undervises i fremmede sprog. Hans havde længe måttet høre af

de andre drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle blonder

til sin faers underbukser, og det var endelig gået op for ham, at

kvinderegimente er en uværdig ting for et mandfolk. Han fandt også

en vis lighed mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede

mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev

ligheden fuldkommen, og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke

selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af

lærerinden; det blev udførligt beskrevet for ham, hvordan han næsten

lige med et var blevet en slem dreng -- til sorg for mange, og ingen

kunde begribe hvad der gik af ham; men han _var_ ikke mere den han

havde været.

Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem dreng«. Dær tog hun nu

fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller løj

eller ødelagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk

på ham, at han ikke mere var den han havde været; det mindede om

udtryk i bøger, og så var det tillige sandt, men han havde aldrig

rigtig vidst det, før hun sae det.

Af stor betydning for hans udvikling var det også, at der var kommet

en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod

han de samme ting på en anden måde, og Hans blev dybt rystet i troen

på sine egne kundskaber. En dag så Hans ham smile overlegent, og

det var over lærerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis

der nogen sinde blev smilet sådan af ham, da troede han sikkert, at

han måtte blive syg af det; bagefter kunde han ikke tåle at se på

lærerinden, hun var mærket af det smil; når han hørte hendes stemme,

fortrak hans ansigt sig, så der blev lagt mærke til det, han blev

udspurt og fik skænd, da han ikke vilde svare; derved huskede han

det hele endnu bedre, og hans kritik, der allerede havde været vågen

nogen tid, blev nu sikker og skånselløs. Men der var i det smil en

åbenbaring af en højere kultur, der bevirkede, at han for første gang

kom til at beundre samtidig med at han lærte at foragte.

En dag sad de ved siden af hinanden og regnede reguladetri af samme

bog. Hans var i dårligt humør, fordi han så den anden strege sine

tal ud og skrive små tal oven over og stadig blive først færdig; det

nagede ham, at han ikke også var inde i den hemmelighed, og langt om

længe bekvemmede han sig til at spørge. -- Det kaldtes at forkorte;

man havde lov at dividere første og andet led eller første og tredie

led med samme tal.

Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en del stykker, der var

regnede på denne ny måde; hun nikkede, at de var rigtige, men hun

rødmede; det så han. Da de var færdige med deres stykker før tiden,

fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen. Hans udspurte

kammeraten om brøk; han lærte i en fart at forkorte og gøre til uægte

brøk; det var ikke svært. -- Lad mig få addisjonen med med det samme!

Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden.

Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en

påmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham.

Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, sae Hans, så

skal du se sikken en masse sludder.

Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; så

vilde han selv se, hvor meget vrøvl han kunde samle.

Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var

mere end han kunde overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi

han måtte springe det halve over. Kammeraterne blev opmærksomme, men

hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet

helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to

sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig -- -- du er så våd, din

gris. -- Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge på

hendes skød, og som lugtede nok så tit som børnene; det berørte Hans

så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte

forskel på hunden og dem.

Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede skriftsted, var

lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med

albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte.

Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun virkelig bestyrtet.

Du trænger nok til at få nogen smæk.

Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat!

Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me--n, i kor. Han

blev grebet under armene og slæbt ud på gulvet og skulde sige det en

gang til. Men i samme nu var hans sind slået i lås som et kunstigt

skrin, og der var ingen, der kunde åbne det.

Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se på,

at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig.

Han skammede sig virkelig; det var måske det, han havde lettest

ved af alting. Hans sind var så ømt, at han blev flov over det

ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods,

fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den,

der gav anledning til, at han skammede sig. De prygl, han fik,

disse elendige tøseprygl, de var den hæsligste ydmygelse, han havde

oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, så

havde han vel rettet sig og ladet det komme an på, hvem der havde

flest kræfter, han eller lærerinden, men hans sind var endnu bundet

af nedarvet respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg under

pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med en albu som en antydning

af modværge. Senere da det var bagefter, _tænkte_ han sig, hvordan

han kunde ha slået igen.

Da han hverken vilde græde eller sige, at han skammede sig, kunde det

jo ikke være andet, end at han skulde stå ved døren. Bægge dørene

var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en brændekurv

imellem, men de blev hjemsendt på grund af deres forholdsvis ringere

forseelser, og Hans kom til at stå alene i hele sin afskylighed.

Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjålne øjekast så han,

hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mærkede deres afsky

på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde været

hans ret gode venner, men han var færdig med dem, og idet han

anede, hvad de mente om ham, tændtes der en vrede imod dem, der

først dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. Kun

een kunde Hans ingenting se på; han skulde for fremtiden være hans

eneste ven. Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og

lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig

efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som

den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i

ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke

kunde få op.

I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde

udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da

Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede

den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var

så tosset. Så var Hans færdig; han havde altså ikke noget menneske,

hvis øjne han kunde møde; han gik skulende omkring og lignede en

overbevist synder mellem lutter retfærdige.

Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det gik som det skulde:

alle fornægtede ham. Da syntes Hans, at han så altfor meget, og at

det måtte være en lindring at være blind.

-- -- Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede

at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine

skjulesteder; der var meget han ikke havde rørt i flere måneder, og

som han næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at få fat i det

altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, han stivnede fuldstændig, da

han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at gå. Havde han været

nærmere døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet

det hele ud i forvejen. Han forudså alt hvad der vilde komme: hun

vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud

og _smæk_ vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og

rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han

havde lyst til at stikke ud.

Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede det selv; den blev

låset af.

Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, hvorfor satan sparkede

hun ham ikke ud ad døren, så han rullede hen ad vejen og slog hodet i

stykker på kantstenene? -- Det buldrede i hans hoved, som vankede der

rungende lussinger, han kunde tænke sig dem -- -- -- og så tog hun fat

på at tale ham til rette.

Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordærvede

virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng,

han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun

gjorde ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond som han ikke

var blevet endnu.

Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? -- Hun

vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte

smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig,

at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved

ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en

gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede!

Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en

maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og

det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham gå,

ja hun gav ham også et puf i ryggen, da hun fik lukket døren op for

ham. Han løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset;

skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han

mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og

kvalmefornæmmelsen kom igen.

Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en

uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han

nød i høj grad den halve mil han havde at gå. Han var så optaget

af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i

stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær

sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis

også noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde liste ud i

køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham

og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab.

Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig:

Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og

lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer

du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko,

man gir noget. Men når man blir budt noget, så siger man først tak,

og så rækker man hånden ud og tar imod det. -- -- --

Hans tyggede med besvær og døjede med at finde munden; det var

ligesom kæberne vilde gå af led, og han syntes de sad forkert i hodet

på ham.

Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene

og ha et trug ligesom de, og så skulde man ikke tro du vidste, hvor

din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så snart

du har brokket skeen fuld, for det kan gærne vare længe, inden den

kommer, sådan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op,

når skeen er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde sådan og

gabe, inden der er noget at gabe over -- --

Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.

Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang i hans stemme, at

hunden, der lå under bordet, sprang op og begyndte at gø, idet den

troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen.

Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning.

Eva hed en trettenårig københavnerpige, der var på feriebesøg hos

naboens. Hun var den første af det navn, som Hans nogen sinde havde

kendt; hun var også i andre henseender det første, han havde oplevet.

Han traf hende en dag, han var nede hos naboens i et ærinde. Hun

hilste ikke igen, da han sae goddag, men da hun havde set lidt på

ham, spurte hun: Hvad hedder du så? Hun måtte høre hans navn to

gange, før hun forstod det. -- Hans Råskov. Kan du ikke tale mere

tydeligt? -- Hvad hun selv sae, kunde man aldrig misforstå. Hun

havde sort hår og mørkeblå øjne, der var mere bydende end de øjne,

han ellers plejede at se; man kunde ordenlig få vand i sine egne ved

at se ind i dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke andre

pigers næser; den var så smal og bestemt.

Vil du lege med? spurte hun, -- hvis du ellers har set nok på mig.

Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han

vilde. -- Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man hørte hele tiden

hendes stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme sig, inden han

talte til hende; derfor gjorde han det sjældent. Hun sae sin mening

lige i ens ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende

ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet over det. Hun

var i uafbrudt bevægelse, mens de legede, dansede hele tiden, og når

der ikke var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, som

om det kedede hende at stå stille. Hans følte sig meget tung og sej

bare ved at se på hende, og han rørte sig så lidt som muligt, men hun

kommanderede ham ud.

Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten.

Han var forbavset over at hun sae sådan noget, skønt hun hverken var

vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke

helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det værste var, at han

følte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end før.

Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, derfra og dertil.

Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak,

da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin

tone, og dansede væk med den.

De kom til at spille nips, hvilket udføres med en lang og en kort

pind, og hvor det gælder om at kunne måle så mange gange som muligt

med den lange pind; men når man rammer den korte tre gange med den

lange, så har man lov at måle med den korte. Hans var en mester

i denne kunst og vandt mange points for sit parti. Så kom Eva

springende.

Lær mig det, sae hun.

Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se,

hvordan det gik til; han måtte holde på hendes hånd, mens hun

prøvede, han lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at

vise det en gang til, men så var hun pludselig borte. Han gik bag

efter hende, for han syntes dog, hun skulde lære det; hun havde let

ved det. Men hun var allerede ked af det. -- Uha, dreng, sae hun, gå

dog væk med det tossede stads.

Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt

sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille

om hende som en flok måbende landsbybørn om en dejlig og fornæm dame.

Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der

pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet;

her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde

sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til;

han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden,

som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var

smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her

ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen imod den verden, og

når han tidligere havde set folk fra København, der kom ud til hans

landsby, -- og som naturligvis ikke lae mærke til ham -- så havde han

ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem,

å ja, det havde ingen nød, det blev han nok; han gik omkring og beså

dem på afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han tænkte

om dem.

Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere fornæm, og han

var så optaget af at se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at

det var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham

ind, hvor højt han egenlig stilede. Han havde ikke formået at sige et

fornuftigt ord til hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over

for hende; han havde bare gabt på hende som en dum bondedreng. Og

hans sind deltes pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige

tretten års dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når han

en gang skulde åbne sig adgang til den verden, hvor han vilde træffe

kvinder, der lignede hende, og komme til at måle sig med mænd af den

slags, som hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede hun

ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem.

Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet med sig selv -- nej

ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med lærerinden og var

kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han

kom fra skole; han så hende komme ned ad alleen med sit røde ansigt

fuldt af højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og gemte sig

og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt

af denne flugt, og havde han været sikker på, at det kunde afgøres

ved en dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men stå mellem

to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det kunde der ikke være tale om;

han havde en modbydelig fornæmmelse af at være fej, da han lå nede

ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at de råbte på ham,

men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. Næste morgen,

inden han var stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod på

hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i købet ta fat i ham, så

han var nær ved at blive dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld

skreg han om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der

hørte det. Det hjalp. Derefter var han naturligvis en væmmelig dreng

og meget endnu værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog

ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen

dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne

enstemmighed var han også selv nær ved at anse sig for et udskud.

Men nu var han over fjorten år; han havde ganske overstået disse to

kvinder, og de runde, tragiske øjne, husholdersken havde lagt sig

til, da hun mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede ikke en

gang hans madro nu. Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i

virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for

at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de så noget stort

i ham, men de vilde være med til at lede ham på den rigtige vej;

det var deres ærgærrighed. Husholdersken var en dag kommet til at

røbe det, idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte ordet

»forvorpen« så vel som de svagere skældsord resten af deres kraft.

Men det var ingen sag at være den store over for disse to, det følte

han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der

både ved gården og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som

noget, der ikke kunde få betydning for ham mere. Det stod langt under

hende, altså også under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og

blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i

tanken langt borte fra sin landsby; han var konfirmeret og havde

begyndt at studere, og da han vågnede næste morgen var han allerede

et andet menneske. Han tænkte på Eva og klædte sig på i en fart. Hans

sind var så åbent og i en usædvanlig bevægelse, han måtte tænke på

mange ting og savnede en at tale med; når det var blevet lidt op på

formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens friskhed var

over ham, og han var ikke genert ved tanken om hende. Da han kom uden

for, så han oppe på bakken den gård, der lignede en guldring, tanken

om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld måde sammen med dette syn, og

med en fornæmmelse af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik

han ned til nabogården. Men i stedet for at gå ind satte han sig på

en grøftekant og ventede på, at der skulde komme nogen ud, og hans

sikkerhed tabte sig i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig

så ganske alene som hjemme ved sin faers gård. Han blev uvillig til

mode ved tanken om, at der hvert øjeblik kunde komme et eller andet

ligegyldigt menneske, som han blev nød til at ta en vis stilling til.

Så kom Eva i spidsen for de andre børn.

Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom

hun havde forandret sig siden i går. Det overraskede ham, at hendes

øjne virkelig var så kolde; hun så på ham, som om han kunde være en

hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers

nok være med til at lege.

Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til at interessere frøken

Eva. Hjemme havde Hans før i tiden haft en lignende stak, som han

havde gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog,

at de skulde behandle denne på samme måde; han vilde gærne føre an,

men han kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte, stak Eva

i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans løb også, men han

skammede sig og kom derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde

de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han så den

begyndte leg, opdagede han også, at han kom alene og var uden for, og

da kneb det med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas øjne og

måtte se ned i jorden.

Der kom et eller andet lune over det forkælede barn, da hun så den

store dreng, der kom trækkende på benene og skulede til siden, den

dårligste legekammerat, der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og

afgørende, som hun sae alt andet:

Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med.

Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor,

skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme øjeblik; han tog

den op og vendte sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig

følte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind

i hans hånd. Hun stod ret op og passede på ham, parat til at vende

sig og løbe, hvis han hævede armen. Han var en mærkelig dreng, tænkte

hun, med den tunge krop og det altfor store ansigt; første gang hun

så ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i København

kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så underlig ubehjælpsom;

men i dette øjeblik var der lige som draget et slør fra hans blå

øjne, de var mere klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til;

nu huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt udtryk i dem,

når de var rettede på fjærne ting. Og nu faldt dette samme blik lige

på hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik

haft sans for den latterlige modsætning mellem den klodsethed, der

hørte til hans alder, og alvoren i hans øjne, der ikke svarede til

hans fjorten år. Han var en meget ordinær bondeknold, men samtidig

tillod han sig at se på en, som om han allerede var en voksen mand.

Lige i øjeblikket var det latterlige mindre påfaldende; hun var også

lidt bange for den sten, han stod med i hånden.

Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på stenen. De andre sae

ikke noget, de fornægtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame

havde fældet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det

samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti.

Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han vidste ikke, hvad han

skulde gøre med den, da han havde undladt at kaste den i det øjeblik,

anledningen var der. Han blev så desperat hver gang han så på den, at

det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt

han en plads til den i et hul i havegærdet, hvor han også havde andre

sager gemt. Dær opbevarede han den og så til den en gang imellem.

Et sted ude i marken var der en skrænt med store huller i, hvor Hans

kunde ligge skjult, når han ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden

af ham eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig selv, hvad

der var sket; undertiden krævede hans sindsstemning, at han også

forestillede sig, hvad der dernæst kunde være sket, hvis han havde

båret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen på

hende og givet hende en lille blodig erindring i det frække ansigt,

et mærke, hun kunde beholde for livstid -- -- Han hadede hende så vel

som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han nogen sinde

havde set hende, og han krøb dybere ind mellem brombærrankerne, når

lyden af stemmer nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et par

timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under en bestemt form; når han

tænkte sig een mulighed, kom der altid et »eller«, men aldrig noget,

han kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, at han faldt i

søvn, og så snart han vågnede, søgte han tilbage til andre mennesker,

altid til flere, der talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst

var det da inde i borgestuen om aftenen, når han kunde sidde i en

krog og la sine øjne vandre fra den ene til den anden, eftersom de

tog ordet. Der var lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå

så langt borte som muligt fra det, han tænkte på, og mens de snakkede

om hverdagsting, som han ikke hørte det halve af, nåede han selv

til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret sig

rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var gået.

Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i en stor fysik,

som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i

skolen havde gennemgået en mindre lærebog. Den og så en anden bog

tog han med ud til sit skjulested i marken; han læste afvekslende i

dem bægge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning

svingede fra følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til den

sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind udvider sig for at

optage en indgribende oplevelse.

Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring.

Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen var himlen

dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik

ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten;

de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på

himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres,

uden at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de til en

sammenhængende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde,

og nede på jorden blev det drøjt at røre sig til noget; ved den

mindste bevægelse sprang sveden frem og var ikke til at tørre af, og

små bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned på

halsen. Så begyndte tordenen at la sig høre langt borte som en hul

hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs.

Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og røg og snakkede

om været. Karlen var utidig og gjorde løjer med den gamle, der nu

igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham strængt til, og

husmanden sae: Det kan allersnarest træffe dig selv. -- Og ud af sin

uudtømmelige grube af historier begyndte han:

Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen,

gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på

gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og

somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke

folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng,

og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi

sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og

gå med i kirken, Rasmus -- -- sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus

grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om.

-- Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er

da een ting. -- Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge

mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så

var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad

bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over

været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae,

men fruentømmerne kunde ikke li' det. -- Du skulde ta og sætte dig

ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det

vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at

sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i

et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. -- Nu

skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder

at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke

vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo

en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det,

kommer der et ualmindelig stort lyn -- -- --

Blev han ramt? spurte pigen.

Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående

op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til

menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg

var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han

ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det

naturligvis også til dels, men den stive finger kunde da ikke komme

af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte bændler og

tråd og den slags.

-- Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et

sådant oprør, at han måtte være alene. Han huskede godt Rasmus; han

havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting

købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae

han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der

stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over

bordpladen den gang. Nu genfølte han den stemning, han da var bleven

hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af

bedstefaerens lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt et

indtryk på ham.

Han gik en omgang i gården, mens en anden erindring, der var omtrent

samtidig med den blå finger, kom op i ham: Familien var på skovtur,

og Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor der voksede tre

fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe før, han stod og

så på dem uden at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk

sindsbevægelse over den underlige røde farve, der var så syg og

giftig, så vild og sælsom. Det faldt ham ikke ind at gå hen og røre

ved svampene, men når han var færdig med at se på dem, vilde han mase

dem med en kæp. Men så kom der nogen og kaldte på ham og opdagede

ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide,

hvad han havde været så optaget af.

Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for sit hus og døsede. Han

løste den, lænken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med

halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i

normal sindsstemning under det optrækkende uvær. Han gad ikke klappe

det ligegyldige bæst og gik videre.

Han vilde ønske, at han og husmanden kunde ha været gode venner,

men Hans var blevet skældt ud, fordi han ganske vist havde knækket

husmandens kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, hvor meget

han måtte bøde for sådan noget i sine egne tanker; men at nogen greb

ham i gærningen og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme;

han var færdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la være

at høre til, når husmanden fortalte; ingen kunde så mange historier

om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem så

ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget ved dem. Hans huskede

dem og tænkte over dem; de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en

lang hemmelighedsfuld snor, der går ind og rykker i noget skjult og

farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst.

Han tænkte undertiden på, om han ikke selv havde lighed med de mænd

i husmandens historier.

Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenværet. Nede i

portrummet var der så mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud

over den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og hurtigt

mellem fårenes tænder, af og til hørtes også et rask lille ryktag,

duften af kløverhø kom ud sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte

mod enspændervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at

føle på vognen, famlede med hænderne ved sædet, om nogen måske havde

glemt at ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang fast i alle

ting, tog på dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. --

Så åbnede han portlågen og sà ud. Her havde han stået mange gange

som lille dreng og set på mørket, tænkt over det, fået lyst til det;

det dækkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting

der ude blev fremmed. _Hjemmet_ -- det lå mellem de fire længer,

udenfor turde han ikke komme, men han kunde stå ved lågen og gærne

ville ud og opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og alleen og

stakkene. Hvem skulde han få med?

-- Han gik med tungt bankende hjærte op gennem alleen; også dær var

indelukket, træerne skjulte himlen over ham, og når han vendte sig,

så han stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, og

gården alene tog halvdelen af udsigten.

Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og

udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om

han søgte et sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde

blive.

Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var

det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et øjeblik og atter faldt

ned på synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede

i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae:

H--m, h--m, dæmpet og besværligt, som kunde det være en gammel mand,

der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. Å den var

så elendig, denne stønnen, der kom fra den anden side af jorden, den

var så fattet på det allerværste, at der kunde stå et uvær af rædsel

ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette

sørgelige: H--m, h--m, der fulgte efter hvert lyn.

Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt

i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde

høre, men så begyndte været at bryde løs og overdøvede forestillingen

om indre larm. Lysningerne kom højere op; jorden var som et mørkt,

sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over

forstavnen.

Hans var meget uhyggelig til mode; han følte sig omgivet af skræk på

alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han

gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde

heroppe; det hændte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted

hen, og når han så var der, så han sig undrende om og tænkte: Hvad

så? Han kunde gruble længe og pinligt, men den halvdrøm, der havde

sendt ham af sted, veg for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham

om noget.

-- Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig end noget andet, og

forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte

sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte at blive hidsig,

den satte i med brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte

sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog

fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så

spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl. Hans

blev svimmel af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene,

der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde; han så uafbrudt

fra det ene til det andet og søgte at være forberedt på dem, der kom,

for at ingen skulde komme bag på ham og ta magten fra ham og udløse

det skrig, der lurede i ham.

Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer voksede på

horisonten, høje stabler af skrald væltede, slængtes med et kort,

mangfoldigt brag ned over jorden. Der fløj et pust hen over markerne,

og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde gøre, om

lidt måtte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre

skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen

skreg oven over ham som sten, der rammer sten, og når det slog ned,

kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes

mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med?

Der kom et knald som af en stålakse, der vrides over, en rå, grulig

metallyd, der fik alle hans nærver til at rejse sig, idet de blev

ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu så han et lyn, der

borede sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang. Hestene

skrålede; der kom en stormende ned imod ham; det var den sorte, der

havde revet sig løs og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans

gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt op i luften,

han fik fat i rebet, styrtede og blev slæbt, men hesten sagtnede

farten, da den mærkede et menneske, og de to løb hjem til gården ved

siden af hinanden. Men så snart Hans var inden for lågen, kom der en

rystelse over ham, han var nær ved at blive dårlig og satte sig på

hjulet af enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove hen

over stenbroen og standsede med mulen mod stalddøren. Hans hørte dem

råbe inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav

forklaring. Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men

ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden i spalten og tvang døren

op med angstens kraft, væltede først ind og gemte sig under bænken

bag folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert skrald,

der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende hænder, der kom

ned for at klappe ham.

Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund uden at blive

forstyrret af religiøse anfægtelser; kun når der kom et usædvanlig

stærkt lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne og derefter

bore snuden endnu længere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps

var en stemningsløs hund uden respekt for livets højere magter, men

med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter, katte, suleben,

kyllinger, knaldepiske og sød mælk.

Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje stemme, -- der var

noget i vejen med hele den længe; værst var det i den søndre ende;

køerne kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var ikke glad

ved at gå der ned så; det var da ikke køerne, han var bange for,

kan I nok vide. Somme tider, når vi kom sent ned for at fodre af,

så hørte vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man skulde

ikke tro, det var køer. De malkede også blod. Manden -- det var den

klogeste mand i sognet --, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når

nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke ha, der skulde

hentes dyrlæge. -- Det kan dyrlægen ikke gøre noget ved, sae han. --

En aften, røgteren kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da

han lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham; men da han rendte

efter dem, var det ligesom de sank i jorden. Og ude i svinehuset,

dær lå naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen

omkring den gård. Det er der mange, der har set. En nat da manden

gik hjem, så kom alle hans køer og spaserede ved siden af ham, langs

skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men I skal ikke

tro, han gennede efter dem; han så lige så vist på dem, og så sank de

ned i skelgrøften og var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke

på at trække dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte

der at spasere høns og kyllinger omkring gården, men så sae han det

var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det

bare værre af. Så døde manden da, og det første sønnen gjorde, var

at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det;

folkene var jo ikke så glade ved det. Ja -- dær fandt de så en

gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede menneskehår og

negle. Jeg gik til præsten den gang. Men siden var der ikke noget i

vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik

set den.

Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig.

Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat og gik ud.

Thor kom også frem og slikkede mandens hånd og gik til sit. Hans

fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor

og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne

venlighed fra en hunds side -- det var omtrent den eneste, Hans

kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte --

dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i hans sind noget mørkt,

der syntes at tyde på, at der en gang, måske snart, vilde hænde ham

noget, som ikke plejede at hænde mennesker, og han var bange for det.

Tænke sig, at der kunde ligge noget et sted -- som en rusten gryde,

fuld af hår og negle -- ligge og lure og tiltrække blod og galskab

oven over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man går hen over

hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod -- -- og man

vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere være med

at grave efter det -- --

Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han lå i sin seng.

Religionen var aldrig blevet ham bibragt sådan, at den kunde få nogen

betydning for ham, men nu huskede han på, at der skulde være stor

hjælp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde

forsøge at bede; han følte ikke den ringeste lyst, men han trængte jo

til hjælp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde være tale

om at prøve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det,

han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive værre. Med

det forsæt sov han ind.

* * * * *

Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige i ansigtet; den stod

som en ildebrand over rygningen af den søndre længe. Han var meget

varm og utilpas; da han holdt hånden frem for sig, så han, at den

dampede i månelyset. Han var så led ved sig selv der inde i den

hede, tunge atmosfære, men han kunde ikke bestemme sig til at stå

op. Sengen tog til at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede

den gennemborende gysen, når det gik fremad, og den behagelige

svimmelhed, når den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt på

den måde. Så kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, ru

stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af sted, også det var

nogenlunde behageligt, skønt det kildrede, og hele hans legeme var

knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre

sig, men han stod det igennem for at prøve. Så var det ligesom han

gik med en stor kugle på sin hånd; den var ru og varm og uhyre stor,

men hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig

havde han en fornæmmelse, som om hans hjærne var svøbt ind i vat;

men han vidste, at han kunde blive fri for det, så snart han vilde,

det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han lukkede øjnene

og blev døsig, men hans opmærksomhed vaktes igen af en lille lyd fra

hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans

hals og arbejdede for at slippe løs; men da det gik op for ham, at

det var pulsåren, der bankede, så måtte han tro, at der var noget i

vejen med hans forstand; den vatterede fornæmmelse om hjærnen var der

endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde holde sig.

Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans øjnes

sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt

øjeblik så han sin egen hjærne med alle nærver hængende ned i et

knippe.

Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre,

hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt

ved sig selv. Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; han

rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive

svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke

skulde skrige, når han pumpede; han drak og svalede sine hænder og

holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der

er ingenting så blødt at føle på som en vandstråle, der falder ned i

vand. Ud fra hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, Hans

vækkede den og klappede den, men Thor brummede; han slæbte den uden

for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer

ind igen og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud med et åbent

gabfuld tænder og et vredt glam.

Ti stille, hund!

Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet,

og den slap ikke, før den havde holdt op med at glamme ad ham og

hylede af smærte i stedet for.

Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken og givet ham en

lignende medfart som den, Thor havde fået, så havde det måske skaffet

ham en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg omkring og så på

forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som

han længe betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik

adskillige minutter, før han tog den og gik ud af gården med den.

Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse;

han betragtede månen, der hang lavt på den sydvestlige himmel,

rødgul, forbrændt og øde, en død, kold ting ligesom et brandsted,

der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har været; et

lille stykke forkullet ørken af aske og slagger på den friske blå

himmel.

Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen stod og betænkte sig

længe og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han

fik den op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han havde

en fornæmmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans øjne; han

rystede den ud i en blikdåse, der var fyldt med vand, og den rødlige

flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik der

atter en lang tid, og som om det ikke kunde være andet, tog han sin

kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen på karussen; han følte,

hvordan den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse af liv,

der mishandledes, gik som en elektrisk strøm op gennem hans arm og

bredte sig over hele hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i

hullet og vendte sig for at gå hjem.

Idet han løftede hodet, så han en gnist springe op over skovbakken,

og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den

gnist måtte være sprunget frem af hans egen hjærne.

Men det var solen, der stod op. Han blev stående for at se på den, og

da alt var lyst, gik han hjem og i seng.

Peder Hansen og et par andre gårdmandsfamilier havde slået sig sammen

og var kørt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke

maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, stegte høns og

duer, kogte æg, sandkager så store som slibestene, stikkelsbærgrød

med stødt kanel, og fløde i trepægleflasker, så tyk, at den næsten

ikke var til at lokke ud gennem halsen.

Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre humør, end han længe

havde været. Dagen før var Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens

datter, og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser

man aldrig noget til dig? -- Som den, der var blevet opsøgt og

først tiltalt, gav Hans sig god tid og tog hende rigtig i øjesyn.

Det var så længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde da et

par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede højere, end ordenlige

folk plejer; hun lignede i det hele taget børnene oppe i den fattige

naboby, hvor der var så megen råhed; de havde de samme øjne, der så

alting, og som løb op og ned ad en på en fræk måde, og den samme

tilklemte mund, der havde let ved at komme frem med de næsvisheder,

de tænkte. Og så var det endda hende her, han havde været forelsket

i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. -- Hvorfor kommer du

aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utålmodig. -- Han

vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at se på og sae

så: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. -- Bondelømmel, sae hun.

-- Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring at høre; hun

var altså bare en simpel tøs, det var meget godt. Han hørte hende

bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede på hende og skammede

sig åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu var han altså fri

for hende; ganske vist havde det jo været flovt nok for ham, men han

tænkte helt anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette

bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; han kunde

se tilbage på sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han

var mindre dum, end han havde været. Derfor var det nu også på tide

at gøre alvor af den plan, han havde gået med siden den foregående

aften: at lægge sig efter kemi; fysik lærte han i den skole, hvor han

nu gik; kemi havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere

fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres, og så -- -- --

Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo

og talte højt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han følte,

hvordan de frastødte ham; der var modstand at overvinde; det var

ligesom når man drømte, at man gik og måtte ta fat i tingene for

at slide sig frem; han syntes selv, at han var umådelig kantet og

besynderlig, mens han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne

satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen sag, når han kom

til København og kunde læse og passe sig selv; så skulde de ikke få

ham med på skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet sig

frem til maden, som var noget af det, han havde mest glæde af, så lå

den fremmed og underlig i hans mund; den var også vanskelig ligesom

alt andet.

Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige

og en herre i diplomat og grå filthat. Hun smilede hele tiden og så

hvert øjeblik op på ham; stråhatten sad hende i nakken og dannede en

glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm stak halvt ud af ærmet og

lå hen over bordet; Hans havde aldrig set noget så yndefuldt som den

arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig af og til om det

spidse hageskæg. Dersom der ikke havde lydt så høje og grove stemmer,

hvor Hans sad, havde han kunnet høre det meste af, hvad der blev sagt

ved det andet bord; han vilde gærne høre det; så kunde han måske få

lidt at vide om, hvad der gør mennesker så glade og fine og sikre som

de to der ovre.

Han så sig selv som voksen, smallere i ansigtet, med spidst fuldskæg,

diplomat, dr. phil. Hans Råskov; han stod ved et bord og holdt tale,

og folk bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds øjne, mens han

talte; han havde det hele for sig -- -- Men henne ved døren kom een

ind, drengen Hans, klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs;

dr. phil.'en forsvandt -- -- --

Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n

svare, skal du ha noget mer kaff'?

Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven fandt han et krat

af unge bøge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad dær, hørte han

stemmer, der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse ved tanken

om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen

til stien og dukkede sig; det var dem.

Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han, der så dybt havde

erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i

sit inderste havde besluttet at blive ligesom dem, når han kom hjemme

fra, han var tilfreds med at høre blot et par ord af disse menneskers

mund, at fange tonen i deres samtale og huske den som et mønster. De

lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud og besøgte hans faer

og medbragte hovedstadens sidste sjofle vittigheder -- -- så foretrak

han at høre på gårdens karle og husmænd.

Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde

gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at nævnes af

ordenlige mennesker. Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig, han

satte den frem med sådan en kraft, at den var lige så god som et

spark. Den sølle fyr, der blev foragtet, kunde gå hen og gemme sig i

et hul; han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre folks øjne.

Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt; hvad der udgår af

den mands mund, det må være ringeagt.

Man ignorerer sådan en fyr, sae herren; det er det hele; at gøre

noget som helst ved ham vilde være dumt.

Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«. Og hvad sae hun til

det? Hun gav ham ret med en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme

det smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog smilende i

hans foragt; hun, der havde det søde ansigt, dømte et andet menneske

til den værste straf, der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at

måtte flygte fredløs for menneskers øjne -- --

Hans sprang ud på stien, greb en stor hård jordknold og slyngede den

efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen

foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, han hørte et

skrig og derefter herrens rolige stemme, der sae: Det var en eller

anden bølle; lad ham bare rende, han tør ikke engang vise sig efter

sin bedrift.

I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han var rendt fra det i

stedet for at ta følgerne, var der dog en slags trøst: Ingen havde

set det. Også i dag havde han været heldig ligesom den aften nede ved

vandhullet. Men han var ikke så lidt bange for sig selv, det gentog

sig for tit, at han gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse

timer. Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det var, at han

havde været nød til at gemme sig. Kunde han vel stille sig op foran

den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man

ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af?

Nej!

Men dette her var altså gjort, og han var sikker på, at han kunde

afholde sig fra at gøre noget lignende en anden gang.

Ved en krumning af den sti, han gik på, fik han øje på en flok

drenge fra byen, og han hviskede en ed af ærgrelse over, at han ikke

kunde undgå dem. De havde nok gået og moret sig rigtig godt, eller

også blev de så glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget

triumferende ved den forøgelse, deres gode humør pludselig fik. De

kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den

blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der

havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist været

svært utålmodige!

Hans havde ingen kammerater længere. Da han var en halv snes år, var

han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men

nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der

var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge

ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte

han, hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der

ikke vilde ha mere med dem at gøre, og hans sind reagerede mod det,

han tænkte sig. Anså de ham for vigtig -- godt, så ringeagtede han

dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der hører den voksne

alder til. Men kammeraterne tænkte mindre på ham, end han på dem.

Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker,

men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu.

Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om

ham; de havde fortalt en rødhåret tjenestedreng, der var ny på egnen,

at Hans var den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt

mange af de egenheder, der gør lærde folk mere grinagtige end andre

mennesker. Søren -- den rødhårede dreng -- var blevet helt glad,

da der nu var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med sognets

lærdeste dreng, som han allerede havde lagt mærke til, mens de sad og

spiste.

Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, der var forrest og

så ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden

havde Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt hovenhed under

øjnene, hvad der gav ham et påfaldende brøsigt udseende, og så havde

han fregner over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad der

brune klatter, men over næsen dannede de en sammenhængende kage, og

hans øren stod ud fra hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en

frisk kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det havde han

lært af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstræbte han en

svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede.

Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte Søren, da han og Hans

stod over for hinanden.

Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt

kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men

hans tavshed gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham.

Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev

Søren.

Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med slagsmål, tænkte han,

og det var han heller ikke bange for, skønt det ikke var synderlig

appetitligt at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens

staldlugt.

Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad Søren,

der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornærmende tæt ind

på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger

de; og du vil ikke hilse på andre folk nok.

Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde

lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning.

Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.

Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede

som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne

fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem

om af bar lærdom.

Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne

moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed,

og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til

siden.

Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen.

Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig kæp.

Hvem skal ha klø af den? -- Søren rakte efter den.

Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om

på ryggen, så de kunde begynde at trækkes om den, da havde sagen

været klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, han nu havde

tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta om kæppen og rørte sig ikke.

Søren var lige så gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han

havde drillet mange drenge til slagsmål, men han havde aldrig fået

en modtagelse som denne her. Han havde helst gået sin vej, men det

tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede

et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt

nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans

en knyttet næve i synet.

Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed.

Han fik lov at ta den.

Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad

skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige

pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint

og hårdt, som han ikke kunde måle sig med. Havde Hans åbnet sin mund

og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os gå hen og få et slag

kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer for resten af

livet; men noget så naturligt lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker

drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede

ventede på at blive udløst af Sørens første angreb.

Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en

vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er

tosset. Og du banker de små; gør han ikke?

Jo--o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden,

at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det.

Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde

opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han

helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig;

han kunde heller ikke få bestemt sig.

Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede på en ærerørig måde.

Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte,

og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han

udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig

ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser. Hans løb

nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig

stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under

øjet, så han faldt.

Drengenes råb blev til et mørkt og truende: Nå--å, nu kommer du i

tugthuset!

Søren lå ned og skreg: Jeg dør! Gå hen og sig til min husbond, at han

kommer til at køre alene hjem, for jeg dør.

Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med

ham hen til teltene, for at han kunde blive vasket. Men Hans fik en

undsigelse, inden han gik.

En aften sent i September gik Hans nede ved søen; han havde arbejdet

med sin kemi hele dagen; nu havde han læst bogen igennem, og med

forsøgene var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha noget,

der optog tankerne så stærkt; men når han gik og spaserede som nu, så

mærkede han alligevel, at der var mange ting i vejen; det blev ikke

godt med ham, før han kom bort fra egnen; hver aften havde han noget

at tænke over, som han burde ha undgået; han var snart lige glad med

at passe på; han havde opgivet at blive et ordenligt menneske, så

længe han var hjemme. Men når alt var nyt omkring ham, så vilde han

begynde at blive anderledes. Det var jo forbavsende, hvor alene en

ting som kemi kunde hjælpe på hans humør, og nu skulde han snart til

at lære mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde

han ikke klare, det gjaldt bare om at få ende på den, på den ene

eller den anden måde.

Ud af de høje rør dukkede en skikkelse frem og kom hurtigt hen imod

ham; det var Søren.

Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt i een anspændelse,

ligesom bugter på et reb, der strammes. Søren røg sigar, men nu

spyttede han på den, stak den i lommen og tog til at løbe; han var

ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde gået her aften efter aften

og ventet. Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt

sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet at skulle slås med

den fyr; Hans havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden

Søren nåede ham; han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare

han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så kunde han bagefter gå

hen og vende ham med foden og se, om han var død.

Nå dær har vi dig, der stritter med sten, råbte Søren; her skal du

se, -- og han viste på arret, der gik i en rød, ujævn halvbue under

venstre øje: Doktoren måtte sy mig sammen; hører du det? Han måtte sy

mig sammen med silketråd; det skal din faer betale, men dig skal jeg

selv betale -- --

Han knyttede næverne, længe inden han kunde nå med dem, og han var

endnu ikke færdig med at fortælle om sammensyningen, da han foer

ind på Hans med næverne hvirvlende om ørerne på sig. Men medens han

i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og

skuldre, fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på arret under

venstre øje, og det gjorde ham aldeles følelsesløs langt ind i hodet,

som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft.

Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en så utrolig ondskab.

Her kom han med sin gode ret til at slå først! Han havde ikke tænkt

sig, at der kunde være den slags mennesker til. Og der sad blodvand

på hans fingre, da han havde følt til sin sammensyning. Han glemte

helt at bande svensk, hvad han dog havde gjort, når han pralede med

de forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte faldt af

ham, mens de rullede hen ad jorden.

Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte knoer og træsko mod

Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds køer, men

kampen blev først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde

givet anvisning på stød i hjærtkulen og hug med flad hånd på siden af

halsen. Søren brugte mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede

han bort i skældsord.

Så du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i retfærdig harme; dit

infame bæst! Jeg skal -- --

Da åbnede Hans for første gang sin mund: Hold kæft for satan,

hviskede han; hvad har du at vræle for?

Søren tav imponeret, og slagsmålet blev mere indædt; knoerne på Hans'

højre hånd sad snart i frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud.

Hans mærkede, at han kunde ikke stå sig; pryglene, han fik, blev mere

følelige, og han gav ikke nok igen for dem. Han måtte se blod nu,

hvis han ikke skulde gå fra forstanden, han glemte al sin væmmelse

for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til

sig og ledte med munden efter hans hals for at bide ham i struben.

Søren mærkede læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne, der

fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede af rædsel og satte

Hans i jorden med et knæ i hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved

at falde ned på hans bryst med bægge knæ; men et stykke af hans hud

var bleven siddende mellem Hans' tænder.

Hans kunde ikke mere; men det var lige så meget hans eget raseri som

pryglene, der tog kræfterne fra ham, og for hans øjne flimrede en

blodpøl på en mørkegrå markvej -- som kunde et kreatur dær ha brækket

benet og være blevet stukket med det samme -- den krøb ud i mange

flige, den løftede sig og sank igen, som om den åndede, og nu dannede

der sig en mund på midten, i det slimede lyserøde; den åbnede sig for

at gi et brøl af sig -- --

Nå, har du så fået nok?

I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der talte, kom hans

fornuft på sin plads igen, men med et ryk, der voldte en smærte, som

når de to benstumper i et brækket lår på ny sættes mod hinanden; han

så sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting.

Søren sad på hans højre hofte og var ved at tænde sin sigar; han

havde givet nok for sin skramme og var i godt humør som en mand, der

har bragt sine sager i orden.

Kan du så nære dig en anden gang? formanede Søren, og ikke stritte

sten i hodet på ordenlige mennesker.

Men da Hans omsider var blevet herre over sin stemme, sae han: Næste

gang jeg træffer dig, blir jeg nød til at slå dig ihjel.

Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen? Værsgo, du må gærne

lugte. -- Han strøg sigaren af med lillefingeren, så asken og

gnisterne faldt ned på Hans' ansigt. -- Du sku' eg'lig selv slås

ihjel, men det vil jeg nu la en anden besørge.

Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved en stak rør; blodet

størknede på hans ansigt, og hans sind formede sig og hærdedes over

denne rå begivenhed, der blev stående i hans erindring som støbt i

cement.

Det var lige efter nytår. Hans gik sin sædvanlige tur ned til søen;

det var sidste gang for lang tid, næste dag skulde han til København

og begynde på sin læsning. Men der var ikke længere nogen tilfredshed

ved det; hvor han så kom hen, vilde han blive nød til at tænke på

det, der havde optaget alle hans tanker de sidste tre måneder:

Han havde endnu ikke slået Søren ihjel; han havde overhodet ikke

gjort noget som helst ved den ting, skønt den sad i hans sind som

et ulægeligt brandsår. Jo han havde tænkt sig drabet på Søren. Han

havde oplevet det mange gange. Men han havde ikke taget sin hævn. Han

havde bekæmpet sig og ikke taget bøssen derhjemme, passet Søren op

og skudt ham. Og dog havde han udtrykkelig sagt: Næste gang slår jeg

dig ihjel. Han vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var ham

en nødvendighed, og det havde også vist sig, for et værre liv end han

havde ført i tre måneder, kunde ikke tænkes, og det kunde heller ikke

fortsættes; han kom aldrig til at du til noget.

Og så havde han sagt: jeg slår dig ihjel. -- Hans tænkte så meget;

det var sjældent at han sae noget af betydenhed, men når det skete,

kunde han aldrig glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han

havde hørt sig selv sige.

I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng havde fået et par

rå lussinger af en karl. Han havde ikke sagt noget til det, men næste

nat kom han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på karlen.

Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var nød til at gøre

den slags ting, for de kunde gå fra forstanden over det, de ellers

måtte gå og gemme på. Hans var en af den slags mennesker; det vidste

han nu; men han fejlede et eller andet, der gjorde at han ingenting

udrettede, og alligevel havde han følt _nødvendigheden_ lige så

stærkt som den dreng, der var så klar over, hvad der skulde gøres.

Men han havde strittet imod, og nu skulde han oven i købet rejse, så

at han kom til at gå med det hele sit liv.

Han havde set Søren et par gange på lang afstand; men det, der var

kommet over ham, var ikke viljen til at slå ihjel -- -- det var

snarere som en rød dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet

i skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe. Det slog sig på

ham selv, det fortærede hans sjæl -- -- og nu skulde han rejse langt

bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i

ensomheden. Her var dog kendte mennesker; der inde mellem de fremmede

vilde det blive endnu værre.

Der blæste en fugtig og larmende vind hen over søens is, og den ene

revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen på isen, en,

der vilde gøre vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik

nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav ondt af sig, når det

knagede; han påkaldte Satan, som det er bedst at tie stille om, når

man går på usikker is -- --

Det var Søren! Han kom ud på det farlige sted lige over for bakken;

han kendte nok ikke søen. Hans rystede af ophidselse, og mens han

kæmpede med sin første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag

og en brølende ed, der straks blev til et jamrende skrig om hjælp.

Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle

enkelthederne. Nu arbejdede Søren sig op, skrigene blev ligesom

klemt flade, idet han lå på maven, for han kunde ikke tie stille et

øjeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al

den luft, der kunde være i ham. Det gyste også i Hans; han huskede

rædslen ved det, der sugede og trak under; det var værre for ham at

stå et halvt hundred alen borte end at være midt i det. Havde det

ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at han skreg lidt mindre.

Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han stå her og la røgen

svæve hen over det menneske, der havde tilføjet ham den værste meen

og tøvet så længe med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha

lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren, som sprællede der

ude, og Søren, som næsten havde pryglet ham fra forstanden.

Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind i munden på ham, når

han gled bag over; det skulde han ellers passe på; hvorfor vrælede

han også så forbandet? -- Hans kunde ikke stå stille, han løftede på

benene og gjorde skridt til siden som en, der ser på gymnastik.

Han huggede sgu godt i isen der nede, men der var jo også næver til

det. -- Du kan ikke komme op, Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk

bare løs; brug næverne og spar på kæften; du sluger alt for megen

kulde på den måde.

Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg; han tudede som en hund;

han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme

hænge på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage for ham;

han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde derfor snart ikke mer.

Han gav sig som en hund, der har fået bagkroppen knust under et læs

sæd; og da han selv mærkede, at han ikke kunde få skriget igennem, så

blev han endnu vildere; men han slog ikke mer i isen; det lød ikke en

gang som om han forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og vidste

måske ikke selv hvordan han skreg.

Hans ønskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke gå

fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde gøre alvor af at

komme op? Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om.

Hvor længe mon det snart havde varet? Hans syntes der måtte være gået

en god halv time. Det begyndte at angribe ham. Det var så grufuldt,

at noget menneske skulde være nød til at skrige sådan. Når det er

kommet så vidt med nogen, så var det vel bedst at løbe til og slå ham

ned i en fart, ligesom man gør ved kreaturer, der er kommet galt af

sted.

Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans medmenneske; han

hørte kun skrigene, og det var som om de blev ved at kalde på noget i

ham selv, og det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede

sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage.

Han var også faldet gennem isen en gang, det var ikke så farligt, han

havde heller ikke et øjeblik troet, at han skulde blive der nede; men

nu kom den oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han havde

begyndt at skrige, blot havde givet det første skrig og ikke kunde

blive herre over det igen! Han var aldrig blevet til menneske mere.

Når man een gang havde givet sig sådan hen i det, måtte man jo være

bange for sig selv resten af livet.

-- Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet, trævlet lyd flåede

sig op gennem hans hals; der var endnu rester af skrig i den, de lød

løjerligt komisk, som når en lirekasse går i stå midt i melodien. Det

skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart til en hvæsen,

hvori der blot var en mindelse af gråd. Det lød som kom det fra en

døende, der ikke har andet mæle igen end selve været, ikke andre ord

at klage med end sine sidste suk.

Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; han løb ned til

søen, fandt et sivknippe og skyndte sig ud på isen.

Søren hørte ham, han begyndte at trække været på en menneskelig måde,

og lidt efter fik han sit mæle igen. -- Gud fader, søn og helligånd,

stammede han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds enbårne søn

-- --

Hans lae sig på maven og skubbede sit neg hen til hullet, han mærkede

Sørens tag og så ham komme op. Han løb straks tilbage til bredden,

Søren stavrede usikkert bagefter.

Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren med pibende stemme.

Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og vendte sig og løb.

Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den dag ude i skoven?

tænkte Hans; men det har de andre vel fået ham til.

Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke bekvemme sig til at

gå ind; han gik længe uden for og søgte forgæves at få sit sind til

at falde i lave over det, der var sket. Hver gang han trøstede sig

med, at nu var det altså overstået, så mældte der sig indvendinger.

Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning, selv ikke den mulighed,

at Hans slet ikke var kommet, og Søren havde fået lov at drukne.

Hans tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han mødte Søren i

skoven; dær lå fejlen. Hans skulde slet ikke ha været med i skoven,

han skulde ha holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at

træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke andet at gøre end at

forhindre, at noget sådant gentog sig.

Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i portlågen, og Satan

skal vide, at det _skal_ blive anderledes.

Da Hans Råskov som sejstenårig dreng kom til København for at

studere, lignede han ikke ganske de andre lærelystne drenge, der tit

kommer ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang, der

kan opsamles i en familie, der slægtled efter slægtled lever uden

for kulturen; hos ham føltes alt det, hans forfædre havde levet i,

som noget der var fare ved; den hjemlige gård var et sted, hvor han

ikke turde blive, alting gik galt for ham dær, det gjaldt livet, at

han kom der fra. -- Hvad skal jeg så gøre med de andre? sae hans

faer, da Hans endelig vidste, hvad han vilde være; -- de har heller

ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke råd til at la jer

studere allesammen. -- Hans gik sin vej og svarede ikke, men da han

var alene, tænkte han over det. Nej der blev vist ikke meget landmænd

ud af de yngre brødre, han syntes nok, han havde lagt mærke til, at

deres lyst ikke gik i den retning. Sæt at han havde været en af de

yngre, og der ikke havde været råd! Halvfjerdsindstyve kroner om

måneden -- -- Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det; han havde

stor respekt for penge og gemte med omhu, hvad han kunde lægge til

side af dem, hans faer gav ham. Mon gården kunde bære det, han kom

til at koste? Men så slap han da fra det. Han vidste godt, at han

var egenkærlig, og han fik det også tit nok at vide, navnlig var

husholdersken utrættelig: Tænk at han skulde koste så meget, og at

han ikke kunde nøjes med mindre! Men så sae Peder Hansen en aften: Ja

ja, han er den første jeg koster noget på, og så er det bedst, jeg

gør noget ud af det, mens jeg har råd til det.

Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og fandt et ensomt

sted, hvor han kunde tænke over det. Det var måske også rent galt at

gi så mange penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud

der hjemme, for det var vel mere det, der pressede på end læselysten.

Om nu nogen havde vidst det! Han vilde bare redde sig selv, så kunde

de andre blive hængende der. Han klyngede sig desperat til fremtiden,

for når der var gået ti år, så var han en hel anden, og så havde han

glemt alle disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det ham om

ti år, om han måske havde været nederdrægtig egenkærlig nu. Derfor

gjaldt det om at komme af sted! Blot den tanke at gå i seng i sit

eget værelse i København, så langt fra gården, den indeholdt en stor

lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedgørlig for hver

dag, der gik, og følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent

til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet sig selv

derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig.

Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, han tænkte, og

han sov, og sådan gik årene. Meget sjælden stansede han i sit arbejde

for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var

sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb

tryghedsfølelse: Han var voksen og havde overstået børnesygdommene.

Hans hjærne udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke

noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, at hans sind i

mange år kunde finde næring alene i det, efter at han havde mættet

sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med

lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til ro ved,

og det eneste, der optog ham; på anden måde levede han ikke med;

der kom kun få mennesker inden for den begivenhedsløse atmosfære,

der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser

over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et

slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men

nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen

en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand. Han blev

en stille ung mand, der passede sin gærning, og selv om det skete,

at han under et vanskeligt forsøg satte en kolbe i bordet, så den

revnede, eller han knækkede et reagensglas mellem fingrene, så

mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting,

og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrønd,

der er kastet til. Det, der i den sejstenårige drengs opfattelse

havde været en sygdom, det var nu overstået; selv den sygdom at

huske, var han blevet helbredet for.

Han gik dær og arbejdede i København, som hans forfædre havde slidt

i den hjemlige jord, og slægtens præg af uforanderlighed -- det de

plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende

år -- begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og

krumme arme, og så havde han ligesom mange af sin familie den vane,

at han aldrig besvarede et spørsmål lige straks, og mens han tænkte

sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende i øjesyn; også det

bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formående

mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget,

-- men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin

støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig

nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et

laboratorium.

En mands indesluttethed holder i reglen andre mænd på afstand, men

virker tiltrækkende på adskillige kvinder. Hans Råskov kom også til

at gøre den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham og skulde

være spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af

at høre -- den samme påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme

på gården. Andre var interesserede og nærgående, og når de fik lov at

snakke ud, så kunde de finde på at fortælle ham, at han var altfor

uskyldig -- -- Å jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var

heller ikke svært generte over for drengene, når de blev en fjorten

femten år, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige.

Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så kaldte dannede damer

skulde være af en finere slags, men det varede i alt fald ikke

længe, før han vidste besked om den ting. Han betænkte sig ikke på

at bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, at han lettest

optog menneskefjendtlige ideer; de nærede hans sind, de groede bedst

i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med størst troskab.

Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen

livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var

det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt

næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom

ornens hjørnetænder.