"Jeg kan blive det--hvis De nu gør Lykke ..."
"Ja, men for Dem selv--fra igaar," sagde Andersen.
"Naa-aa--ja det havde jeg næsten glemt."
"Hvor De maa tænke meget paa andre."
Direktøren var allerede kommet. Han modtog dem smilende, gratulerede
William og talte i Begyndelsen kun med ham. Men han saá, mens han talte,
uafbrudt hen paa Andersen.
"Han er god," sagde han midt i en Sætning sagtere til Høg.
"Ikke sandt ..."
Derpaa højere: "Overordentlig Lykke. De er vel begyndt paa det store
Drama?"
"Ja, det er snart færdigt."
"Ja saa--"
"Jo, jeg er i femte Akt."
"Naa, Hr. Andersen," sagde Direktøren, "skal vi saa gaa ned paa Seeren?"
"Hr. Andersen har taget Aladdin med," sagde William.
Direktøren saá lidt paa ham, "Godt," sagde han saa. "De giver jo
Stikreplikkerne, Høg."
De kom ned paa Scenen. William tog Andersens Hænder, de var fugtige,
hans Haar var vaadt i Panden. "Aladdin er aldrig bange," sagde han.
"Jeg begynder med Monologen efter Jagten," sagde Andersen.
"Godt, saa sætter vi os begge ned." De gik ned og satte sig paa første
Bænk. "Lad den Bænk være Bredden, hvor De ligger," raabte Direktøren op.
Andersen gik op, lagde sig paa Bænken, William lænede sig tilbage med
lukkede Øjne. Og ligesom én Gang før i sit Liv bad denne Vantro
brændende til det tomme Rum.
Ræd for sit Livshaab i et fremmed Liv.
Saa begyndte Andersen at tale. Stemmen var som bedugget af Angsten, men
man følte det ikke.
William saá hen paa Direktøren. Han sad og saá paa skraa gennem sin
Næseklemmer. En Gang imellem smilede han.
Nu havde Andersen glemt dem. Hans Øjne lyste, mens han priste Aladdins
Lykke, kæk og stolt stod han, Drengen fra Ispahans Gader, Manden, som
har vundet Gulnare og henrykt kalder sig en Sultans Søn ...
Men saa mindes han Allah.
Andersen blev til et Barn, et Barn, som tror og beder. Og mens han
knælede og talte, laa han med oprejst Hoved, med Smil, som Allah
allerede gav ham Barnefred for Bønnen.
Det var forbi. Andersen var staaet op. "Saa er det Halling," sagde han.
Direktøren rejste sig, "Det behøves ikke," sagde han, "det er nok med
Aladdin."
"De antager ham altsaa?" spurgte William. "Hvordan synes De da?"
"En saadan Tro har jeg aldrig fundet i Israel," sagde Direktøren
smilende.
Andersen var antaget. "William og han gik ned ad Trappen.
"Men hvordan var det egenlig?" spurgte Andersen.
"Godt--rigtig godt."
"Ja--det troede jeg nok ... Men," Andersen standsede i Korridoren, "det
er Dem, jeg maa takke for det--"
"Mig--aa nej!" 'William stod stille: "Jeg tror, De vil blive til noget,"
han saá længe paa ham, saa sagde han ubeskrivelig mildt: "Der maa være
en Lov om spildte Kræfter--om at de ikke spildes. Saa vil meget komme
Dem tilgode, Andersen ..."
Hans Stemme brødes, og nogle Taarer randt ned ad hans Kinder.
"Farvel. Andersen," sagde han, saá atter paa ham gennem Taarer. Saa
bøjede William sig frem og trykkede let sine Læber mod hans Pande. "Saa
Aladdin," sagde han, "gaa nu hjem til dine Forældre."
Den næste Morgen sad Hoff foran sit Skrivebord med et Brev i Haanden,
som han læste om og om igen. En Gang imellem slap han det, tog det igen
og læste igen.
"Jeg er rejst, kære Hoff--bryd Jer ikke om at faa at vide, hvorhen:
William Høg vilde I dog aldrig kunne møde mer. Spørger Du, hvorfor jeg
netop rejser nu? Ellers var det blevet for silde. For mig var der intet
mere tilbage uden et kummerligt, elendigt Liv, som ikke var den sidste
Høg værdigt: nu er han død.
Døm mig mildt, thi jeg har lidt meget. Jeg drømte mig Formuenhed til og
var uformuende: det er mit Livs sørgelige Historie. Men til at være et
slet Menneske, til at nedværdige mig selv, til at glide ud i alt dette
væmmelige, dette Liv som bundede i Plattenslageri og Sløjhed--var jeg
for god.
Farvel. Høg'erne dør ud--Jeg tror, Slægten vil slukkes med to ensomme
Kvinder.
Farvel, farvel.