"Jo-o--men--Og jeg kan ikke faa læst over ..."
William sad lidt og stirrede paa ham: "Prøv De som Aladdin," sagde han,
hans Stemme var halvt brudt. Og da han var kommet lidt hen mod Døren,
tilføjede han smilende: "Det er jo Deres Rolle."
Andersen hørte ikke. Han gik op og ned ad Gulvet med Hænderne foldede
over Brystet, "Ja, lad mig saa tage Aladdin." sagde han.
"Saa kommer jeg Klokken halv elleve," sagde William og gik.
Klokken halv elleve var Andersen beredt. Han var meget bleg, men han
talte roligt.
"Er De meget bange?" spurgte William.
"Aa--jeg gaar som i Søvne," sagde han "jeg synes slet ikke, jeg kan
tale ..."
"De behøver ikke at være bange," sagde William.
De gik lidt tavse. Saa gav William sig til et tale for at adsprede
Andersens Uro. Og der var over hans Stemme, hans hele Tonefald en
mildt-sørgmodig Højtidelighed, som virkede lægende.