"Klokken elleve," sagde William. "Direktøren har lovet det."
* * * * *
Klokken var ni den næste Morgen, da William efter at have søgt hans
Adresse i Studenterforeningen kom ind til Andersen i Fiolstræde.
"God Morgen, Hr. Andersen."
Andersen kendte ham ikke straks. "God Morgen--er det Dem, Hr. Høg? Aa,
hvor Deres Stykke var smukt."
"Tak, Andersen." William satte sig. "Hør, kan De prøve Klokken elleve,"
sagde han saa pludselig.
"Prøve?" han stirrede paa ham, "idag--Klokken elleve?"
"Ja, jeg har fortalt Direktøren om Dem, og Elskere er sjældne Fugle--saa
sagde han iaftes, at De kunde ligesaa gerne komme straks idag."
"Aa--tak skal De ha'e," Andersen var rød som et Purpurblod og havde
Taarer i Øjnene. "Hvor det var kønt af Dem."
"Men sikke noget Snak--kønt af mig ..."
"Klokken elleve ... Men jeg kan jo ingenting," sagde han, han rejste
sig, begyndte at klæde sig paa. "Mej, Hr. Høg, Jeg kan ikke idag ..."