"Slet ikke. Frue."
Fruen saá paa ham og vendte sig igen.
"Ja--saadan er det med Debutanter"--sagde hun.
William tænkte paa, hvad han før havde lidt paa dette Sted.
Han gik omtaaget af Erindringer og bedøvet af Minder. Den første Dag,
han var kommet herop var han gaaet rundt som i Søvne. Det var, som om
Mindernes Smerte lagde et Slør over hans Øjne. Og selv nu talte
Erindringerne til ham ved hvert Skridt, saa Nutiden glemtes.
Han stod og stirrede paa den fortørnede Primadonnas Billede i Spejlet,
saá saa Revnen, hvor Kviksølvet var gaaet af.
Alt stod som den Gang, Bogskabet, Blomsterbordene, det bornholmske Uhr.
Jo, han kunde forsikre denne Dame for, at han havde lidt Kvaler i dette
Rum og vidste, hvad det var. Men nu? Han var jo bare kommen for at sige
Farvel.
Han gik ud paa Scenen. Man hørte Tilskuerpladsens Larm som en dump
Brusen, der nærmer sig og stiger. William traadte ned til Tæppet og saá
ud. Et Øjeblik blegnede han ved Synet af alle disse sammenpakkede
Hoveder, hvoriblandt han intet skelnede klart.
Men saa traadte de langsomt fem Hoved ved Hoved.
Pludselig bruste Musikken op fra Orkestrer. Ogsaa de lød fjern, som den
slog mod Tæppet og lod Bølgerne vugge det indad.
William Høg var blevet meget bleg. Som i en Bog, hvis Blade vendtes af
en usynlig Haand, læste han sit Livs Historie paa disse blandede
Ansigter.
Han saá Grevinde Hatzfeldt. Hun sad midt paa første Bænk med en ung
Mand, mørkøjet, livlig: "Han er ung," sagde William til sig selv. Han
stirrede paa Grevindens Ansigt, det var ungdommeligt endnu, hævet af de
Slangelokker, han havde skænket saa mange Kys. Og hans Blik forvildede
sig en sidste Gang imellem denne stolte Bustes Kniplinger, og han nød en
sidste Gang dette Brysts Skønhed.
Dér sad Rektoren fra Sorø. Det var vel Fastelavnsferie, saa var han
inde. Han var blevet gammel og rystende ... Men hvor Aarene ogsaa gik.
Der var hændet meget siden den Dag, da han fortalte, at "Professoren"
kom for at spille Komedie og at de skulde assistere. Ja, meget var der
hændet, man kunde nok have Lov til at være blevet gammel.
Her saá han Margrete. Hun var bleg, og skjulte Ansigtet halvt med
Viften. Maaske var hun bange for ham og frygtede--hun behøvede det
ikke--for ham skulde man ikke lide mere.
Han saá paa Kamilla. Hun var blevet gammel, bøjet syntes han, som hun
sad dér lænet tilbage. Han huskede Kirken, hvor hun spillede paa Orglet,
Forfædrenes store Kirke ... aa, af det var det spiret, Bedraget i hans
ulykkelige Liv.
Thi ulykkeligt havde det været.
Dér i Logen fik han Øje paa Etatsraadens Ansigt. Tit den Mand havde han
villet sælge sit Navn og plette en gammel Hæder.
Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre
stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet.
Helt oppe saá han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han
maatte aande dybt for at faa Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat
hinanden Stævne paa denne Dag?
Og dér sad Instruktøren med sin Kone.
Ja, det var hele hans Liv.
Han havde glemt, hvad der ventede, han huskede det ikke. Over denne Sal
syntes han, hans Livs Skæbnetraade var tvundet saa tæt, saa uløselig
fast--tusind Traade, et Net, der havde fanget hans Lykke ...
Og han spurgte for sidste Gang, hvorledes alt dette var gaaet til,
hvorledes han var blevet ubarmhjertigt tvunget ind i denne Sals
forfærdelige Garn. Hvorledes, hvordan var det sket?
Sveden sprang frem paa hans Pande, han følte den kold risle ned ad sig,
væde alt, mens han slugte denne Skare med Øjnene. Der var ikke ét af
alle disse rokkende Hoveder, selv de ubekendte, selv de ligegyldigste,
som ikke i dette Øjeblik syntes at fortælle ham en sørgelig Historie om
det Liv, som her var sluttet.
Thi hvad kunde han blive her i dette Livs graa, kummerfulde Elendighed?
Hvor skulde han gaa hen? Og hans Blik faldt atter paa Etatsraadens
Ansigt. Han sad og klaskede sin Paryk fast.
Nu maatte Navnet lægges bort. Det var vel paa Tiden. Han væmmedes, saa
længe han havde baaret det.
Regissøren greb ham i Armen. "Tæppet gaar," raabte han og skubbede ham
ud i Kulissen. "Tror jeg, Gud forbande mig ikke, Manden er faldet i
Søvn."
William stod i Kulissen. Og lidt efter lidt begyndte han at høre og at
lytte efter Replikkerne. Han hørte ude over Salen en underlig mumlende
Susen, som holdt ham vaagen, som ræddede ham, og som gav ham Feber.
Saa faldt det første Klap, den anden Salve, den tredje, de Spillende
kom ud med straalende Ansigter, tog ham i Haanden og gratulerede ham.
William blev igen rolig og ligegyldig.
Der var næsten Jubel, da Tæppet faldt.
Hoff kom op paa Scenen. Han saa straalende ud: "Ser Du, gratulerer,
gratulerer."
"Tak," sagde William.
"Nu er Du da vel glad," spurgte Hoff.
"Ja"--William stod lidt--"Andersen skal prøves imorgen."