Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe paa Scenen nedefra Klapren med
Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge Op
imod Fortæppet, I Orkestret stemte man Instrumenter.
Oppe paa Scenen var der mørkt, Regissøren gik omkring og stillede
Smaating paa et Par Etagèrer; et Par Maskinkarle flyttede Blomster.
Saa kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud paa Scenen.
"Det er ham," sagde Maskinkarlen. Kammeraten standsede lidt, saá efter
ham. "Han ser farlig foraset ud," sagde han.
William gik ned til Tæppet og saá ud. Folk sad spredte paa Bænkene i den
halvlyse Sal; de saá ud, som de frøs, syntes han. Han saá Nina og Sofie
paa en af de bageste Bænke. De sad ligblege, trykkede op til hinanden.
William gik op igen. Han var ikke urolig, han havde slet ikke været
det. Han havde hele Tiden taget det som noget, der kun angik en Fremmed.
En smuk Dag var Hoff kommet til ham og havde bragt ham 200 Kroner som
Honorar for hans Stykke.
"Er det antaget?" spurgte han.
"Du er en underlig En," sagde Hoff, "Du bliver bleg af Glæde."
"Ja. Og bliver det spillet?"
"Naturligvis--om en Maanedstid."
William havde taget Hoff i Haanden. "Tak," sagde han. Mere ikke, og han
havde været ligesaa stilfærdig, ligesaa ydmyg stilfærdig, som han
plejede at være i den sidste Tid.
Nina var bekymret, hun vilde vække William af hans Slaphed. Hun var
angst for denne milde Tavshed, om hvilken hun ikke vidste, hvad den
gemte.
"Det er, ligesom William var en gammel Mand," sagde hun til Hoff.
Ogsaa Hoff var urolig, han vidste ikke, hvad han skulde tro. William
havde brudt med alle, og Hoff vidste bestemt, at han havde betalt
Klatgæld med Forfatterhonoraret.
Og saa var han saa besynderlig afdæmpet, udvisket. Hoff var selv slaaet
af det samme, det, som Nina kaldte, at William var som en gammel Mand.
Naar han kom op til Hoff, sad han som oftest tavs, eller han bad Hoff
spille. Det kunde han høre paa i Timevis, liggende paa Chaiselonguen med
lukkede Øjne. Men selv om Hoff holdt op med at spille og forsøgte at
tale, sagde William kun meget lidt, og laa drømmende hen.
"Hvad tænker Du paa?" kunde Hoff spørge.
Saa smilede William sørgmodigt: "Paa Fremtiden," svarede han. Mere ikke.
Og han faldt atter sammen i Drømmerier.
Selv de sidste Dage var han rolig som sædvanlig. "Du er blevet
Flegmatiker," sagde Nina og søgte at faa ham til at le.
"Jeg tror det," svarede han.
"Er Du da slet ikke bange?"
"Aa, ikke noget videre." Og han saá ligesaa aandsfraværende ud som før.
Generalprøven var om Formiddagen, som Forestillingen skulde finde Sted
om Aftenen. Hoff havde været der. Stykket var kønt, en mild Stemning,
vemodig som en sen Augustdag, naar det skumrer tidligt, og Efteraaret
begynder at melde sig med den Fred, der gaar forud for Ødelæggelsen. Det
havde gjort Lykke hos Tilskuerne--Theatrets Skuespillere, som skulde se
Debut'en.
"Det er smukt," sagde Hoff, da de kom ned i Porten.
"Ganske net," sagde William.
"Og det vil gøre Lykke."
"Tror Du?"
"Ja--tror Du ikke selv?"
"Jeg véd saamæn ikke. Som saadan noget kan gøre Lykke."
"Saadan noget. Tænk dog paa, det er en Begyndelse."
Hoff saá hen paa William. "Jeg forstaar mig ikke mere paa Dig," sagde
han. "Vil Du da ikke ha'e noget at leve for ..."
"Jo, Hoff, hvis jeg havde noget."
"Vis vas, dit Talent ..."
"Men naar jeg nu ikke tror paa det."
"Saa er det Dumheder."
"Kan Du huske. Du en Gang selv sagde til mig--men det var rigtignok om
Dig selv, og det plejer at forandre Sagerne--at det var svært at leve
for Talentet. Du sagde, at Livet og Talentet var ét, og saa naar Livet
var ormstukket, saa var det svært at gøre noget for Talentet--saa blev
det osse anløbet ..."
"Ah bah, saadan noget siger man. Jeg lever jo dejligt, ser Du."
"Finder Du?" William trak Munden nervøst sammen.
"Ja, maaske."
De gik hen ad Gaden. "Men naturligvis," sagde Hoff, "naar man fordrer
mere ..."
"Aa Du véd godt ... Naa, men det er slet ikke Talent, Hoff. Ser Du da
ikke, at alt dette, alle disse Sindsbevægelser har været nødvendige for
at skabe denne ene Stemning, hvori jeg har skrevet de seks Scener. Lever
man da virkelig paa det?"
"Der er dem, som lever paa mindre."
"Jeg mener paa de Vilkaar, Hoff, med den Rente."
Saa skiltes de.
* * * * *
Nu stod han inde i Foyeren og ventede. De Spillende kom ind og spejlede
sig, Primadonnaen fejede ind med sin Pyntekone, som bar Pudderæsken.
Slæbet blev ordnet foran Spejlet, Blomsterne sat fast.
"Det er et dejligt Toilette," sagde William.