Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina rejste sig for at skænke
Theen, hun stod bleg bag Maskinen med Haanden ind mod Brystet--
Sofie sad og græd stille.
Men saa begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, han havde kunnet
komme, han havde maaske meget at bestille, en Artikel til Bladet. Saa
havde han ikke haft Tid.
"Nej--han har ikke haft Tid."
Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke af Æblekagen over paa
Sofies Tallerken.
"Det er Moders Frugtskaal," sagde Sofie.
"Ja--del er længe siden, den har været fremme ..."
"Og Asietterne ..."
"Giv mig en Tallerken til Ane," sagde Nina. "Du kan ta'e ..." hun vilde
sagt Williams: "Tag den fra Buffet'en.
Saa fik Ane et stort Stykke Æblekage paa Williams Tallerken.
Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder:
"God Nat," sagde han, "og Nina--vær ikke vred paa ham."
Nina stirrede paa hende, tog hende om Hovedet og trykkede hende ind til
sig.
Da Søsteren var gaaet, rejste hun sig tungt.
Hun saá sig rundt, hendes Blik faldt paa Stellas Portræt over Sofaen.
Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og saá paa det, indtil
Taarerne udviskede dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin
Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede.
Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkelovnsdøren og kom Kul
paa Ilden. Hun græd ikke mere. Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina
Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme
Sted.
William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var Fortumlet og
træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da
Værtinden kom ind.
William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig
utilpas, "Hvad vilde hun?"
Det var et Brev.
William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette
igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste
Udskriften.
Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt
ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte
aabne det.
Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det
halvt ud og følte sig lettet, da han saá, det kun var et Par Ord ...
Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem.
"Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina."
Andet stod der ikke.
Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gulvet. William tog det
ikke op. Han laa og stirrede tankeløst paa Væggen. Saa fo'r han ud af
Sengen og dyppede sit Hoved i Vandfadet.
Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og lagde Konfekt og
Vindruer paa et Par Glasskaale.
"Skal Du ha'e Fremmede?" spurgte William og holdt inde med at tage
Overtøjet af.
"Ja--Du bli'r vel osse. Det er et Par Repræsentanter for Ungdommen--"
"Jeg vilde helst have været alene," sagde William.
Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipaner ud paa Skaalene:
"Det er Børn," sagde han, "som skal ha'e Sukkergodt ..."
"Det kan jeg se."
"Dér--vil Du ikke smage?--Du var nok hjemme igaar ..."
"Hjemme?"
Ja, Jeg traf din Søster i en Viktualiekælder, Hun var nede for at købe
en And--det var nok Frøken Sofies Sparepenge. Saa fortalte hun det."
"Ja," William holdt inde, "jeg havde sagt det... men--jeg kom ikke."