Saa sad de lidt. Sofie saá gennem Døren ind i Spisestuen: Lampen gjorde
den Damaskesdug helt skinnende.
Det ringede nede paa Porten. "Mon han kommer allerede." Nina stod paa
Springet til at lukke op i Entréen.
Sofie lyttede: "Nej, det var til Kammerherrens," sagde hun.
De satte sig igen.
"Nu er Klokken vist otte," sagde Sofie, saá paa Uhret. "Han kunde da
gerne komme præcis."
"Ja--den er fem Minutter over ..."
Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. Hvert Øjeblik
ringede det nede i Porten, saa fo'r hun sammen og ventede. Men den
ankomne naaede aldrig saa højt op i Huset.
Nina vilde ikke gaa ind til Sofie igen. Hun stillede sig hen ved
Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene Kopper af.
"Men han har maaske slet ikke sagt Klokken otte," sagde Sofie.
De ventede igen. Nina var gaaet ind, hun sad atter ved Klaveret.
"Hvis han nu ikke kommer," sagde Sofie sagte.
Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun havde røde Pletter paa
Kinderne. "Han er blevet forsinket," sagde hun.
Pigen kom ind.
Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: "Sagde Studenten--Klokken
otte?" spurgte hun.
"Ja--Klokken otte ..."
Sofie saá paa hende. "Han er blevet forsinket," sagde hun og slog Øjnene
ned.
Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog.
"Lad den staa," sagde Nina.
De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hænderne paa Ryggen op
og ned ad Gulvet. "Han kunde have sendt Bud," sagde hun.
Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede paa: "Vi kunde hente ham,"
sagde hun.
Nina rystede paa Hovedet. Saa gik hun hen i Krogen og satte sig ned paa
Puffen med Ansigtet i sine Hænder.
Der gik nogen Tid, ingen talte. Naar Klokken lød i Porten, kunde de
begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de
sad.
"Saa spiser vi," sagde Nina.
"Jeg er ikke sulten."
"Men det nytter ikke," hun standsede lidt, slukkede Lysene paa Klaveret,
"han kommer ikke."
Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. "Kom saa," sagde hun.
De satte sig til Bords. Nina vilde spise af Anden, de havde købt for
Sparepengene: "Spis," sagde hun og lagde et Stykke over paa Sofies
Tallerken.
"Tak." De skar det i smaa Stykker, tvang sig til at spise.
"Hvor mon han er?" spurgte Sofie, Det ringede i Porten. Nina blev rød,
slap Gaffelen. "Hvis det var ham," sagde Sofie.