William svarede ikke. "Hvorfor?" sagde saa Hoff.
"Jeg ... traf Lund ..."
"Naa--aa. Ja saa spiste dine Søstre vel Anden alene." Hoff talte
ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Konfekten.
Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik hen over Gulvet mod
William:
"Du er just ikke meget langt fra at være en Flab," sagde han og begyndte
at gaa heftig op og ned ad Gulvet.
William sagde ikke et Ord.
"Har Du saa været der idag?"
Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saá over paa William.
Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i
Armen.
"Høg," sagde han, ligesom om han kaldte.
"Ja."
William sled hans Arm at sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter,"
sagde han hæst.
"Nytter--"
William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet.
Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over
til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig
uhyggeligt. Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen,
kom ind igen--William sad paa samme Plet.
Endelig saá han op: "Nu gaar jeg," sagde han. Men han blev stadig
siddende.
"Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," sagde Hoff.
"Fremtidssoldaterne?"
"Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden--mine Gæster."
"Naa--dem, der skal ha'e Sukkergodtet."
"Vist saa--og Ryperagout med Kastanjer."
"Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden--"
"Naturligvis."
William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaiselonguen. Saa sagde
han med et tungt Smil:
"Ja--lad mig se dine Soldater."
"Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter."
"Har han da Talent?"
Jeg véd skam ikke--saadan noget er svært at bedømme, saa længe Værkerne
ligger i en Bordskuffe. Men de vil s'gu begge to, og raske og sunde er
de. Den anden vil være Skuespiller."
Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: "Naa," sagde han
blot.
Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: "Min Ven, William Høg, Hr.
Bloch--hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve Aar?"
"Studiosus medicinæ" ..."
"Ja rigtig, Studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Andersen, ligeledes tyve
Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af."
De gik ind i Sovekamret, Hoff kom ud igen.
"Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William.
"Kære, vist saa, del kan man da se paa Haaret ... Naa, dér er de." Hoff
gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bad dem
tage Plads.
Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og saa sig
omkring.
"Hvor her en smukt," sagde Andersen og spilede de blaa Øjne helt op.
"Hm--noget opstillet," sagde Bloch, han gav sig til at vippe paa Stolen
og purrede op i en sort Manke.
"Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min Væg?" Hr. Bloch pegede paa
en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen.
"Det Billede--er det saa daarligt? Hoff siger, det er godt."
"Det har da aldrig været Kød."
William saá hen paa Andersen, som vedblivende sad og saá forbavset ud
med store Øjne.
"Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen," spurgte han smilende.
"Ja--første Gang." Selv Tonefaldet var noget barnligt.
William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge.
"Saa tager vi til Bords," Hoff aabnede Døren fra Spisestuen: "Hr. Bloch,
tør jeg ha'e den Ære?"
"Hr. Andersen." De gik ind.
De talte livligt, Hoff skænkede dygtigt i Glassene.
"Hr. Bloch, De drikker ikke, værs'go."
"Tak--jeg holder ikke af Spirituosa om Aftenen--det er skam svært nok
endda."
"Hvad mener De--Medicinen?"
"Aa ja ... Men jeg har desuden haft min fordrukne Periode ..."
"Det var tidligt," William lo, "var det, da De gik i Skole?"
"Nej--i mit Rusaar. Men det er da ét Held, naar man har Evnen til
hurtigt at blive færdig med Faserne."
"Det er sandt. Tingen er at have Leveevne--opleve meget med et ringe Tab
af Livskraft."
"Hvor I bliver filosofiske," sagde William.
"Nej--kære, det er ganske simpelt--"
Høg drak først med Andersen. Hr. Andersen havde aldrig smagt Château
Larose.
Han syntes, den smagte dejligt.
Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde Andersen aldrig
spist Østers. Og saa havde han taget dem saa komisk og slugt dem med
nogle Grimasser.
"Og Slikasparges har han heller aldrig spist."
William gav sig ogsaa tit at le og spurgte, hvad da Hr. Andersen spiste.
"Med Kniv," sagde Hoff.
Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give sig i Lag med
Slikasparges.
"Hvorfor ikke?"
"Jeg synes, det ser saa grimt ud ..."
Hoff fortalte ham, at man havde Lov til at skære dem i Stykker. "Og lade
Hovederne ligge!"
"Nu har jeg spildt tre Aftener af denne Uge," sagde Bloch, "det er ogsaa
et forbandet Driveri."
"Spildt dem--hvordan?"
"Aa, et Par Malere havde slæbt mig med ud. Og man ser jo aldrig noget
nyt ..."
"Ja--men," Hoff bød Frugt om, "man kan jo da more sig ..."
"Hvis man har Tid til det--men Morskaben er tarvelig. Og saa har man jo
set det før, saa det virkelig ikke er noget at gi'e en Nat til?"
Hr. Andersen havde ikke været med. Han havde været til Prøve paa
Hoftheatret, Dilettantforestilling, han skulde være Elsker.
William spurgte, hvornaar den Forestilling skulde være.
"Iovermorgen."
Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. Saa gav Hoff og Bloch
sig til at tale om "La curée". Bloch fandt s'gu "der var brillante Ting
i, men ogsaa meget Sprøjt." De talte om Naturalismen.