"Det skal blive morsomt at faa noget nyt," sagde William.
Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen paa Østergade saadan
som netop idag. Han nød hvert Smil, han gengældte hvert Blik ... Med
Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige
Løsagtighed.
Og samtidig sagde han til sig selv, at han idag nød alt dette for sidste
Gang ... Imorgen vilde det jo komme, det, som han ikke ret vidste, men
som han tog for Afslutningen, Enden paa Historien. Hvordan det vilde
komme, hvorledes--tænkte eller spurgte han ikke om.
Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne Mur.
Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var sidste Gang, den
sidste Dag--han skulde aldrig se alt dette mere, aldrig--Og
efterhaanden blev han øm over sig selv ved denne Tanke.
Ikke, at han tænkte paa Selvmord eller endogsaa blot halvt ubevidst
forestillede sig en saadan Løsning--slet ikke. Han tog det kun op som et
Faktum, at nu maatte det være forbi. Det var idag den sidste Dag
før--før "dette" kom.
Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han vilde gaa der
iaften. Den sidste Aften vilde han være hos dem, være som i gamle Dage,
bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad ... Saadan vilde han
sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingenting vide--
Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en
Timestid, sagde Pigen. Om Studenten vilde vente?
Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa hjem og hente en Bog. Saa
vilde han læse for dem, det var saa længe siden, og han vilde læse smukt
... og de vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre denne
Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han kom igen Klokken otte.
Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom
Værtinden ind. Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev--og
nu vilde han komme igen Klokken syv.
"Et Pengebrev?"
"Ja--han havde Protokollen med."
William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned
ad Gulvet.
"Hvad er Klokken?" spurgte han.
"Halv syv ..."
Et Pengebrev--et Pengebrev ... maaske fra Etatsraaden--maaske ...
Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde
været; han bare fo'r rundt i Stuen, rundt som pisket.
"Det er nok fra Etatsraaden," sagde han.
Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, han kunde ikke blive
i Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Barn, satte
dem fra sig igen, gik ind--han kunde umulig blive paa ét Sted.
Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med
bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét
sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han
spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun
havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet.
Saa gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden--Melodi efter Melodi, et
helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten.
Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: "Har
De--Brev til mig?" spurgte han.
"Ja ..."
"Pengebrev?"
"Tusind Kroner, Hr. Høg--"
William greb ham i Armen. "Tusind Kroner," sagde han aandeløst, "hvor er
de?"
"I Tasken--men der skal først kvitteres."
De kom op. William fik en Pen, han kunde ligesaa godt have skrevet et
hvilketsomhelst andet Navn som sit eget, han vidste slet ikke, hvad han
gjorde.
Saa fik han Brevet i Haanden. Han aabnede det, saá et Øjeblik tankeløst,
som fortabt paa de ti Hundredkronesedler, tog det indlagte Brev frem.
Men pludselig gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden
Gang--jo--tusind--Han gemte dem i sin Tegnebog, tog dem atter op, lagde
dem paa Bordet. Han var bange for, de skulde blive borte, forsvinde lige
for hans Øjne--
Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, at han havde skrevet
til sin Gudfader, det var fjorten Dage siden, og han havde skrevet til
saa mange i den Tid.
Men nu sendte han ham de tusind Kroner.
William læste Brevet. "Jeg sender Dig Pengene," stod der, "i den Tro,
Du vil benytte dem vel, i det Haab, at Du ikke vil svigte min Tillid. l
Løbet af otte Dage venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger."
Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugerede, hvordan han skulde
producere disse Regninger.
Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter
ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i
Skridtene.
"Ta'er vi saa i "Varren"," spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik
samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok.
"Er det Dig?"
"Har Du Mønt--"
"Ja--jeg har lige slaaet"--William tog Tegnebogen op. "Men jeg skulde
egentlig hjem til mine Søstre--"
"Aa--Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med det, til Du af gode Grunde
maa tage Fribillet ved Kassen ... Fanden skulde da drikke Thevand, naar
man har Møntsorter."
"Nej--og der er jo osse Debut--"
"Saa ta'er vi Minna med Du--hun sidder og venter paa mig i
Frederiksberggade ..."
"Tænd Lysene paa Klaveret, Sofie," sagde Nina fra Spisestuen, hun stod
og skar Æblekage i Stykker paa Glasskaalen.
Sofie tændte, hun saá til Kakkelovnen. "Jeg stænker Eau de Cologne paa,"
sagde hun.
"Ja, William holder saa meget af Parfume."
Nina saá til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Assietter. "Nu
kommer han vist straks," sagde hun og kom ind i Dagligstuen.
"Klokken mangler et Kvartér." Sofie satte sig til at sy, Nina sad og
nynnede henne ved Klaveret.
"Hør, Nina--saa siger Du jo ingenting ... slet ingenting."
"Slet ikke ..."
"Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham ..."