William lod distræt: "Nej--ej," sagde han saa, "det er noget siden."

"Jeg troede, Du spiste der."

"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere."

Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen.

"Hør--Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han.

"Om hvad?"

"Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade."

"Nej--ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt.

"Ja--Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..."

William lukkede Øjnene. "Aa, ja--naar man vil leve, men jeg vil hellere

dø ..."

"Naa, ja--saa hæng Dig!"

William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt.

"Men Du tør ikke."

Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt, "Foreløbig synes jeg nu,

Minna er ret grinagtig."

"Det er jo en hel Del."

"Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og

hun har ... skam ikke nægtet Én noget. Og saa den næste Dag, naar man

ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt--saa uskyldig ser

hun ud af Øjnene ..."

"Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt.

"Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, "det er jo det, som

er det mærkelige."

Hoff tog hans Haand, "Men vi maa tale om det, William," sagde han.

William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn.

Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa tog William Haanden for Ansigtet, og

sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: "Det kan ikke nytte."

"Forbi," sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen,

"forbi."

* * * * *

"Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke."

Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. "Saa skulde

Hr. Hag ikke have underskrevet des Papir," sagde han roligt.

William knappede Frakken: "Men De faar jo Pengene om otte Dage ... saa

kan De dog vente"--

"Men om otte Dage er ikke idag, Hr. Høg, og"--Hr. Olsen foldede Papiret

ud--"her staar, at Summen er forfalden idag."

William havde det varmt: "Men jeg kan ikke betale," sagde han og slog

Hovedet til Siden, "jeg kan ikke."

Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter

Papiret sammen: "Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist," sagde han.

Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, et Sekund ind i hans

glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed.

"Ja," hviskede han.

Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande, "Og det er et godt

Navn," sagde Hr. Olsen, "et fint Navn."

William saá atter over, stadig mødte han det samme Blik fra Olsen.

"Pengene er sikre nok," sagde han, han sad og kælede for det blaa Papir

med den flade Haand.

Williams Hoved faldt et Øjeblik ned paa hans Bryst, saa løftede han det,

og med et pludseligt Udbrud sagde han heftigt:

"Nej, De kan ikke. De kan ikke gøre det."

"Præsentere papiret?"

"Nej, De kan ikke," gentog han.

"Hvorfor?"

"Fordi," William blev rød som et dryppende Blod, "Fordi ... ", han

standsede, "De véd, den er falsk--."

Det saá ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: "Vilde det

hindre mig i at faa mine Penge," spurgte han lidt mere hæst.

William kunde ikke svare.

"Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen," sagde Hr. Olsen lidt

efter, han bakkede paa Piben ... "Saa iovermorgen maa jeg præsentere

Papiret for Hr. Baronen." Hr. Olsen rejste sig, "For der maa være Orden

i Forretninger," sagde han.

William saá sløvt op: "To Dage," sagde han tonløst.

"Det er en lang Tid," sagde Hr. Olsen.

William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale,

mekanisk, sammensunket handlede han.

"Altsaa i Overmorgen." Hr. Olsen lagde det blaa Papir i Mappen. "Farvel,

Hr. Høg."

William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen,

ud paa Gaden--intet. Han var lamslaaet af Angsten.

"Iovermorgen." Han hørte Hr. Olsens Stemme: "Det er en lang Tid." Om

saa lang Tid vilde Verden faa at vide, at William Høg var en Forbryder.

Han havde skrevet Baronens Navn efter--Det havde været en blot

Formalitet ... Hr. Olsen vidste godt, hvordan det hang sammen ...

Men nu ... nu ... Nej, det kunde ikke ske! Og som forvildede Mennesker

under en Ildebrand, naar Taget falder, fløj hans Tanker forvirret og

raadløst til tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp.

Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med bøjet Hoved.

Williams Tanker søgte Raad. Snart vilde han gaa til Baronen og tilstaa

og bede; snart vilde han vende sig til Nina ... Men han skød atter disse

Planer bort. Saa søgte han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunde laane

ham, han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne ...

Han tænkte paa Grevinde Hatzfeldt ...

Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til Fantasier. Pengene

vilde komme, dette var umuligt, de vilde komme. Han begyndte at

fantasere over, hvordan han vilde faa dem, de kom med Posten, der kom

mange flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner ... Saa

vilde han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det

som Hoff ...

Som Hoff--det vilde sige blødere, rigere, med mange Blomster. Han

begyndte at indrette sig nye Værelser, han kælede for den tænkte Pragt,

bredte sig i al den fantaserede Blødhed.

Men saa pludseligt brast Fantasierne sammen, og hans Tanker begyndte

forfra.

Han vilde ikke gaa til sine Bekendte, han vilde gaa til Fremmede, laane

Pengene af en rig Mand. Det blev atter halvt fantastisk, han besøgte den

rige Mand og fik Pengene--

Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik Børsmatadorerne.

Pludselig kom han til at tænke paa, at en Parvenu bedst vilde laane ham

dem. Han var jo en Høg. Det vilde kildre hans Forfængelighed ... Han

vidste, Etatsraad Christensen var adelsgal, at han pyntede sit Hus med

Navne ... Han havde giftet sine Døtre bort til tre Kammerjunkere ...

Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op.

Han vilde gaa der straks.

Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen.

William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips paa

Etagèrer og Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han saá paa alle

disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv:

"Han laaner mig dem--han laaner mig dem ..."

Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde

Paryk fastere paa Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil.

"Hr. Høg?" sagde han .... Men i det samme saá han paa William, der var

bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt

Spørgsmaalstegn.

"Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet.

"En Sønnesøn af Excellencen ..." William talte sagte og støttede sig til

Egebordet.

Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: "En god

Familie," sagde han, "en gammel Familie." Han pegede paa en Stol.

William salte sig. Etatsraaden syntes at vente, men da William ikke

sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Toner "Det er en Løftelse

med saadan store Navne."

Nu maatte William tale. Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde:

"Jeg kommer for ... kommer for ..." Men saa standsede han. Etatsraaden

rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet--"kommer for"--

"Jeg er i Pengeforlegenhed," sagde saa William.

Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: "Det hænder unge

Mennesker," sagde han smilende.

William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet.

"Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r William sammen og

saá lynsnart paa hans Ansigt, "hvorfor gaar De ikke til Deres ærede

Familie?" Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under

Spørgsmaalet. "De har jo Onkler," tilføjede han.

"Ja," William rejste sig ogsaa, holdt nogle Sekunder ved Bordpladen ...

Saa smilede han: "Det gaar altid saadan, man tænker ikke paa det

nærmeste," sagde han.

"Vist saa, vist saa," Etatsraaden gik et Par Skridt frem i Stuen.

"Naturligvis! jeg hjalp saa gerne .... men det maa ikke være behageligt,

vilde vist være saarende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed."

William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale,

stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem:

"Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren.

"Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang."

Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet.

Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om

Hjørnet.

William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin Sofa, lod Konen, han

boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik

tidligt i Seng og sov straks ind.

Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke staa op. Det vilde

altsaa komme, maatte komme. Saa kunde han ligesaa godt blive her og

roligt tage imod det. Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme

ham her, hvor han vilde blive liggende og vente.

Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod,

der véd, at han skal dø og nu bare venter.

Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han

vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa

"Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham

ikke hjemme, han vilde besøge Gerson, traf ham ikke ...

Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad Østergade. Folk

skubbede sig frem, stødtes i Trængsel paa Fortovene, man snakkede, lo,

trængte paa. William saá paa alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som

med smaa Hop satte over Vandpytterne, mens de gik to og to og talte højt

og smilede bag Slørene. Det unge København med opsmøgede Frakkekraver og

mer eller mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag Slørene;

de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæene, med Stokken stukken ind i

Lommen, slentrede af. Naar de saa hilste, rejste de sig paa tæerne--.

Henne under Gaslygterne paa Højbroplads kredsede nogle Damer med løftede

Skørter--et Par Herrer ventede under Ranchs Uhr.

William kendte dem alle, han nikkede, koketterede med et Par Damer, slog

ud med Haanden for at strejfe Minnas Kaabe.

Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, om de skulde træffes om

Aftenen. Det kunde være. I Boulevard-Theatret ...

Haabløse Slægter · 第 63 / 78 题