"Det ønsker jeg ikke at sige Dig."
"Aa," Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslommetørklæde op og holdt det
halvt for Munden. "Du mener ikke mere, jeg er passende Selskab for
Frøknerne Høg."
"Netop."
Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. "Det er kommet noget
sent."
"For sent," sagde han.
Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden saá til den
anden Side ud over Sundet.
"Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg," sagde hun og vendte sig
lige imod ham.
"Det tror jeg ikke."
"Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?"
William rystede paa Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare.
"For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev Grevinden.
"Ja--som Du saá."
"En smuk Omgang."
William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: "Ja din
gamle Elsker." Det lød som et Stenkast.
Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Haanden for at slaa
nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun:
"Hvem har sagt Dig det?"
"Han selv" ...
"Ah!" Grevinden sandede dybt. Men saa hævede hun Blikket, og seende ham
stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil:
"Og om saa var" ...
Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han
Haanden og han hvislede Ordene frem: "Jeg slaar Dig."
"Ja--hvis Du turde" ... deres Blikke mødtes ... hvilede i et Nu i
hinanden. William slog Øjnene ned.
Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han var bleg.
"Tror Du jeg tør?" Og hans løftede Haand fo'r ind mod hendes Ansigt.
Hun skreg. Men snart staaende op, snart i Knæ, blev han ved at slaa
hende med knyttede Hænder, i fortvivlet Raseri. Raabte: "Skøge--Skøge"
og slog og slog.
Saa rev han Døren op og sprang ned paa Vejen.
* * * * *