"Det var Grevinden--med den unge Jansen."
William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad
ved Siden af hende paa Forsædet.
"Aa," sagde Hoff, "Jansen er et smukt Talent og--et vakkert Menneske."
I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa
slukkedes den og han vendte sig for at gaa. Han gav ikke Haanden.
"Og saa det med Bladet?" spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede
det.
"Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde kunne skrive ..."
"Maaske--men jeg har nu den Idé ..."
"Ja--ellers Tak," William vilde gaa ... "At skrive, hvad jeg kunde, var
vist ikke Umagen værd."
"Naa, jeg plager Dem Jo ikke. Farvel, Høg."
De skiltes.
William gik ikke til Grevinden et Par Dage. Han blev hjemme, købte nogle
statsvidenskabens Værker, som han skar op og læste lidt i, hist og her.
Han begyndte paa hvert af de første fjorten Kapitler og læste en Side af
hvert. Saa var han træt, lagde sig paa Chaiselonguen og døsede.
Han sagde til sig selv, han kunde dog ikke, opgav det og lagde sig hen.
Han var tung i Hovedet og kunde ikke samle sig, og hver Gang han vilde
tvinge sig, og han havde lagt Papiret til rette, fint afskaaret Papir,
margineret til Noter, og begyndte at skrive det første Citat, faldt han
hen og tænkte paa tusind løstflagrende Ting, indtil han vaagnede,
bidende i Penneskaftet--
Eller han blev svimmel af at læse, han kunde ikke straks fatte Meningen,
maatte læse om og gentage. Saa svedte han straks. Det var hele Tiden,
som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog
hans Evne og slørede hans Opfattelse.
Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele.
Han kunde lige saa gerne opgive det og lægge sig hen.
Undertiden laa han og halvsov. Saa hørte han Stemmer om sig og kunde
ligge og fantasere i lange Tider; ligge og tale og raabe og høre baade
Svar og Tiltale.
Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og Berøringer ... ikke
Drømme, for sove gjorde han jo ikke. Men saa pludselig kunde han fare op
og tage Tag i sig selv:
"Det er Begyndelsen til Galskab," sagde han. Men lidt efter lagde han
sig igen og sagde: "Det gør ikke noget."
Slet ingenting--og saa formelig ventede han paa Hallucinationerne.
Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde være saa fortvivlet, at
de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte.
Ubetydeligheder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et
Minde, et eneste Ord--
Saa fo'r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han næsten blev
aandeløs. Som han vilde løbe fra sin egen Elendighed.
Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. Det hele var
saadan graat overalt.
Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget op paa det marginerede
Papir. Pludselig gav han sig til at skrive. Han blev ved at skrive,
læste noget højt for sig selv, skrev igen--
Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op.
Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i
Stykker og brændte hver Stump paa Kakkslovnspladen.
* * * * *
--Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med.
De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De
sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.
"Hvorfor kunde Nina ikke tage med?" spurgte Grevinden.
"Jeg vilde ikke have det." Tonen var kort.