Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det
var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende.
Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu
stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse
bleven til et hjælpeløst Barn.
Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt.
Ingen vidste, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og
tredive, andre fyrre; hendes Beundrere paastod, hun umuligt kunde være
mere end tredive, ondskabsfulde Medbejlersker og et Par Medlemmer af det
engelske Gesandtskab, med hvilken Ambassade Grevinden havde adskillig
ikke opklaret Forbindelse, vilde mene, at den smukke Dame allerede var
højt over de fyrre.
Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det var ogsaa meget
vanskeligt at konstatere. Naar man hele sit Liv har tilhørt et og samme
Samfund har Beundringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at
arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig meget længe paa et
Sted.
Om Tiden før hendes Giftermaal vidste man intet, thi at Fruen oprindelig
skulde have været Guvernante og med en engelsk Familie var kommet til
Paris, hvor hendes Ærgerrighed havde formælet hende med den gamle
holstenske Adelsmand, var kun Rygter, der var paavirkede af taagede
Erindringer fra Mrs. Audleys Hemmelighed.
Vist var det kun, at der virkelig havde eksisteret en Grev von
Hatzfeldt, og hans Billede i Kjole med Johannitterordenens Baand var
opstillet paa et pragtfuldt Staffeli i Enkens Dagligstue. Selv om Fruen
maaske et Øjeblik vilde have vægret sig ved at fremlægge sin
Daabsattest--var hun sikkert fuldt rede til at fremlægge sit
Vielsesbevis, og det var virkelig allerede et overordentligt Held.
Efter Grevens Død--de var kun gifte i tre Fjerdingaar--havde Fru Eva
opholdt sig saa noget nær overalt: hun havde levet i St. Petersborg, i
Neapel og i Wien, særlig i Paris og Rom, kun London syntes hun at have
undgaaet. Nu var det ti Aar siden, hun første Gang havde vist sig i
København, indført af enkelte Familier, som endnu havde Forbindelse med
den Hatzfeldtske Slægt, og som ikke fandt sig beføjede til overfor en
Dame, der i alt var komplet _comme il faut_ og som optraadte med en
blændende Luksus, at forlange andre Garantier end Navnets, eller til at
lytte til Rygter.
Rygterne var jo altfor utrolige og de sloges til Jorden ved selve deres
Usandsynlighed.
--Grevinden havde ved denne Tid atter boet nogen Tid i Danmark, og den
bestandig smukke Enke, hvis graa Øjne var ligesaa glansfulde som
nogensinde, og som ligesom sidst trodsede Moden og bar sit askegraa Haar
frit i slangeagtige Lokker, havde med Lethed knyttet sine gamle
Forbindelser i det selskabelige Liv.
Vel sandt, at hun var mere yndet af Herrerne end af Damerne; at man
skumlede lidt over hendes Mani for Ungdommen og den Iver, med hvilken
hun bestandig beskæftigede sin Omgangskredses Sønner og Døtre ved
Privatbasarer og smaa Komedier, Festiviteter og tusinde Arrangementer,
hun ordnede med europæisk Snit; at man i en vittig Time engang havde
kaldt hendes luksuøse Saloner for Hønsegaarden--alt dette var jo netop
uskyldige Ting, og det viste kun, hvor skævt en Kone kunde blive
bedømt, naar hun, ude over den første Ungdom, endnu var ung nok til at
kunne dele Ungdommens Nydelser.
Saaledes talte man om Grevinde Eva, men Grevinden var dog alt i alt
baade beundret og estimeret: hun spillede Chopin som en Mester ag sang
overordenlig smukt, hendes Malerier prangede ikke blot med store Navne,
men var virkelig de store Navnes Mesterværker, og hendes Hus var elegant
som vore Huse sjældent er det, præget af Verdensstædernes bløde
Elegance, som koketterer med Yppigheden. Følgen af alle disse Fortrin
var, at hun spillede en temmelig dominerende Rolle i det selskabelige
Liv....
Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grevinden var ham som en
Moder. Hvor glattede hun ikke mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun
ikke hans Klager. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Aftener.
Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet
skjulte; han laa paa Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens
hendes bløde Haand gled hen over hans Kinder, og naar han løftede
Ansigtet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ubeskriveligt ømt.
"Kys mig," sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans
Pande. Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham
et Barn, brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans.
Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten
en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham
op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede
han, bortaandede hun hans Suk med en Elskerindes Kys.
Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og
Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ.
William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at græde bestandig. Mens
han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende
Kærtegn.
Williams Sanser havde længe slumret. De var blevet vakt eller sygelig
næret ved den altfor tidlige Læsning af Digtere, "som skrev med deres
Blod", og som William læste som femtenaars Yngling, fordi han her fandt
al den Smertens Voldsomhed, al den Verdenskummer, der allerede saa
tidlig havde tilsløret hans Barndomsliv. Den Gang saá han vel ikke helt,
at Digternes Sindsbevægelser var andre end hans egne, at denne Smerte
havde andre Grunde--men vagt og ubestemt gav al den sammenhobede
overmodne Læsning dog Næring til en vis Sanselighed, der vel
undertryktes af det graa Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige
Sorger, den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske Børn den
Gang henlevede deres Tilværelse, men som dog levede saa at sige i
Baggrunden af hans Følelsesliv, og der som alt andet fik en forkuet
Vækst. En ubestemt, halvvaagen Sanselighed, som allerede var træt uden
at have løst Vingerne og som allerede gennem den bestandig mindre kyske
og halvt forstaaede Læsning havde afblomstret Nydelsen uden dog at have
nydt; som ulmede under hans Melankoli, og som kun førte et visnende Liv,
men ikke døde i hans lidenskabelige Sinds Mørke.
Og selv under hele denne Tid, hvor Ærgerrigheden dødede hans
Sensualisme, gennemvævedes hans Tilværelse dog af en Sanseophidselse,
der maskerede sig under vekslende Former, men som under Masken drev et
formummet Spil.
I hans Tilværelses Goldhed, hvor han forsagede for at blive stærk,
sukkede han. Han vidste det ikke selv, men det var hans unge under
Ærgerrighedens Anspændelser døsende Sanser, der holdt ham feber-vaagen i
disse Nætter, naar han i Fortvivlelse og Angst bed i sin Hovedpude for
ikke at skrige, naar hans Øjne var tørre, fordi de var trætte af
Søvnløshed og uden Taarer.
Saa var Margrete kommet som et lyst Billede i hans Liv ... Naar han nu
tænkte paa hende, skød han Billedet bort, ligesom holdt sig for Øjnene
for ikke at se. Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans Tanke,
og de bragte i deres Følge som en vemodig Melodi, der klagede mildt ...
Naar han havde sejret, vilde han have bragt hende sin Sejr,
hende sit Liv--Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte,
og han turde ikke se mod det skinnende Billede--Nu, da det var brustet
og forbi--
Forbi.
Nu havde han kun Grevinde Eva, og William var Voks i hendes Haand.
Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny Nervøsitet.
Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne Kærlighed. Som Baggrund
for hans Nyden laa hans store Skuffelse, Kummeren ... Han lagde en
Heines Verdenssmerte ind i sin Elskovslykke, og han tænkte paa Alfred de
Musset og George Sand. Vilde han ikke dø ligesom Musset, fortæret af
denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte
al hans Lidenskab og al hans Villie?--kunde han ikke dø?
Thi udenfor dette laa det store Intet--Fortabtheden, Elendigheden. Kun i
deres Kærlighed var der Liv.
Saa kunde hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad
ham. Og hun kyssede ham kun paa Panden, og hun saá paa ham mildt, med en
Moders Kærlighedsglans i et rent Blik. Saa kunde der over Blikket komme
som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, aandede hun henover hans
Haar. Hun spillede for ham: "Hvad spiller Du?" spurgte han.
"Kinderscenen," sagde hun.
Og naar han smilede til hende, saá hun paa ham med et forbavset Blik,
der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes....
Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad
Komponisten nu fortalte. Hun talte paa en blød, kælende Maade som en
Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn.
Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse for hende og begyndte
paa et af Mussets Digte, men hun vilde ikke høre det. "Ikke den Bog,"
sagde hun, Saa tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde Digte,
Lamartines "jocelyn" eller Octave Feuillets Idyller eller Daudets
Smaating. Men selv her kunde hun standse som ilde berørt, modvillig og
bede ham holde op.
Og til andre Tider var hun "Damen", koldt overlegen og rolig. Hun saá
ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin
Kreds som den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame; hun saá
ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre saá
hun til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse--saaledes kunde hun være.
Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende
under tusinde Paaskud; mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften,
et eneste af disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte ham
bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine
Smil--kolde og forbindtlige Smil ...
Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende
Haremsdame at se, lad og træt ... Hun talte dæmpet, naar hun endelig
talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen
paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over
Sofaen.
Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyneladende tvingende
Trang til ligesom at legitimere sit Forhold ved at knytte Nina og Sofie
til sig, hun vilde bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og
sig ...
Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Opofrelser for de forladte
Børn, hun introducerede dem, førte dem frem, protegerede dem--var dem
som en Moder ...
Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde betragte ham med
sørgmodig Ømhed, og naar han spurgte, faldt hun i Tanker med et trist
Smil, hvis Tungsind hun syntes at ville skjule for ham. Undertiden, naar
han trængte ind paa hende og vilde aftvinge hende Tilstaaelsen af hendes
Bekymringer med Kærtegn, kunde hun pludselig briste i Taarer: hun var
gammel, naaet til Høsten, kunde intet give ham, som stod i Vaarens
Førstegry ...
Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger.
Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams
Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt.
Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han
elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem
Kærligheden havde fortæret. Thi han fortæredes, i Begyndelsen havde han
skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab
kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand--ny Brand.
Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han var ikke
tilfredsstillet, naar han kom til hende. Fra Dag til Dag voksede hans
Feber, fra Dag til Dag steg denne forfærdelig nærede Attraa, hvis
Genstand han aldrig syntes at kunne fange; fordi den aldrig var den
samme.
Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes.
Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i Forholdet til Kamilla,
da hun jog ham rundt i Tvivl og i golde Sindsbevægelser.
Var dette anderledes?
Jo anderledes, anderledes og dog det samme: Thi golde var disse
Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, nu som da, uden at finde
Bund, uden at finde Grund, uden at kende hende, han elskede, uden at
modtage noget for, hvad han gav ...
Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte sig inde i den. Og
hvor skulde han vel ellers vende sig hen? hvor?
Tomheden stirrede ham i Møde, Tomheden og Fortvivlelsen.
Saa kunde han standse midt under sine Kærtegn, og mens han stirrede paa
hende, kom der noget sløvt og døende over hans Blik, noget angstfuldt,
noget som i et Dyrs Øjekast, der er sunket i Knæ for en indvendig
Forblødning ... Det kunde komme pludseligt, midt som de sad, og hans
Hænder, som laa slynget om hendes Hals, faldt slapt ned, og Flammen i
hans Øjne slukkedes ...
Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slaphed med sprungne
Fjedre. Han troede ikke paa hendes Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun
vidste ikke, hvad der var kommet imellem dem.
Men han saá, at han var blevet en Slave, mens han søgte. Fra et Barn var
han blevet en Dreng. Han saá, at han aldrig havde været en Mand i denne
Elskov, aldrig; at han havde været uformuende i denne Kærlighed. Og han
følte Lede, men blev.
Hun holdt ham godt fast. Som man, naar man presser en Citron til et Glas
Sukkervand, blot af Irritation, fordi man vil tage den sidste Draabe,
kan beholde den i Haanden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den
hen--saaledes holdt Eva Hatzfeldt endnu paa William Høg, mens han
udtørredes under sin egen Lede.
Hjemme var han pirrelig. Nina og Sofie led forfærdeligt ved at se ham
saaledes synke hen i en Døs.
Han saá aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte ikke mere Grevinden
i Selskaber.
En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frederiksberg Have. Saa
skulde Vognen køre dem op om Valby.
William ventede et Kvartérstid paa det aftalte Sted, gik saa igen. Han
var egentlig ganske ligeglad, han var vant til Grevindens Luner og havde
opgivet at tage hende noget ilde op.
Lidt borte fra Runddelen saa han Hoff komme kørende i Alléen.
Forfatteren sad alene i en nedslaaet Droske, krøben sammen i Hjørnet,
meget bleg og indfalden saá han ud, og trods det gode Vejr havde han
Pelsværket helt op om Ørene. William vilde gaa forbi, det var længe
siden han havde set Hoff, egentlig ikke siden Prøven, og de Par Gange,
de havde truffet hinanden, havde de kun vekslet nogle ligegyldige Ord.
Han vilde helst være fri for at tale med ham ...
Men saa fik Hoff Øje paa ham og lod Kusken holde Drosken an. William
maatte standse og gaa ud til Vognen.
"Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede
Haand ud af Pelsværket, "det er blot paa en Time."
"Nej Tak"--William skulde til Byen ...
"Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr," Hoff
rejste sig i Vognen. "Aa, Kusk, De kører hjem med min Pels--jeg vil
hellere gaa." Han fik Pelsen af og en Paletot paa, som han havde med i
Vognen ... William syntes, det var altfor urimeligt at lade Vognen drage
af med Pelsen alene.
"Aa, kære, skidt med det--saa længe det er siden," Hoff traadte ud af
Drosken, "vi har set hinanden. Naa, Farvel Kusk!"
"Skal De ikke betale?" ...
"Jo, det--aa nej, jeg har ham paa Regning." Drosken rullede af og de gik
over i Alléen. "For det er rigtignok længe siden, vi har set hinanden,"
sagde Hoff.
William knyttede intet Svar til Hoffs Ord: "De ser meget daarlig ud,"
sagde han blot.
"Aa ja--det er min Roman--den tager paa Kræfterne ..."
"Skriver De paa en Roman?"
"Ja--og den er forsinket. Egentlig skulde den allerede have været
ude ..."
"Hvad handler den om?" spurgte William, som var glad ved at have fundet
noget at tale om.
"Aa," Hoff borede Hænderne ned i Paletotlommerne, "hvad Romaner
almindelig handler om--om Verdens Daarlighed"
Der blev en Pause. William gik og saá ned i Jorden og skubbede lidt
Muld op med Taaspidsen for hvert Skridt. "Aa ja--det er jo et rigt
Emne," sagde han.
"Temmelig." Saa igen Stilhed, indtil Hoff sagde: "Men De ser skam heller
ikke synderlig rask ud."
"Vist som sædvanlig."
"De skriver maaske osse paa en Roman?"
"Nej," William lo, "men jeg tænker paa det."
De gik atter tavse: "Jeg har været hjemme nogle Gange," sagde Hoff, "men
De er svær at træffe. Jeg vilde have talt til Dem om noget ved Bladet ..."
"Ved Bladet?"
"Ja--vi skal have en ung Dramaturg af den nye Skole--og saa tænkte jeg,
at De vilde passe godt." Hoff saá ikke op, men William havde paa
følelsen, han alligevel skævede til ham.
"Jeg skriver ikke," sagde han, han var blevet lidt rød i Kinderne.
Hoff gik videre: "Godt nok," han standsede lidt, "men noget maa De dog
bestille."
"Ja--tage Eksamen."
"Naa," Hoff gik til igen, "ja, naar De vil tage Eksamen."
"Jeg er jo politisk Studerende."
"Saa? Det har jeg osse været ... det er et dejligt Studium. Og De skal
vel op til Jul om et Aar?"
"Jeg har ikke tænkt paa at gaa op ..."
Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de standsede, tændte inde i
Hatten: "Jeg talte med Gerson forleden. Han klagede ogsaa over, at han
aldrig saá Dem undtagen paa Trappen."
Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten paa. "Det er nok det samme
Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor."
"Ja--Grevinden bo'r dér i Stuen ..."
William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren
bakkede roligt paa Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene
Mundvig, saa hvad han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfel Betoning.
"De kommer der nok--en Del," sagde han.
"Grevinden har vist os megen Venlighed," Tonen var kort, og der var en
let Streg under os.
"Naa--Deres Søstre osse," Hoff boldt inde, gik lidt igen, sagde saa
alvorligere: "Mon det er rigtigt?"
"Hvilket?"
"At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatzfeldt." Hoff slog Asken af
Cigaretten.
William blev først bleg, saa meget rød.
"Ja, for forstaar De, bedste Høg, at De--men ..." Hoff saá som
tilfældigt over til Høgs Side ...
Saa greb William det nemmeste Middel: "Grevinden er en Veninde af vor
Familie."
"Naa--ja, det vidste jeg ikke."
"Og De, som kun har set Grevinden én Gang--"
"Har vel næppe Ret til ... nej, ganske vist. Men," Hoff slyngede
Cigaretstumpen væk: "jeg har osse kendt hende før."
William smilede: "Jeg synes, jeg erindrer, at De blev
præsenteret for Grevinden paa Etatsraadens Bal."
"Ja--det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu
alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgaas Grevinden."
William blev heftigere; "Man taler ikke saadan om en Dame," sagde han,
"undtagen man ..."
"Man ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør der, fordi jeg
har været hendes Elsker."
"De!" Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede
paa Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Saa slog William Øjnene ned,
hans Træk var blevet graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt.
Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed.
Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, men William rystede
den væk, blev ved at gaa ved Siden af ham med bøjet Hoved.
"Jeg var kun seksten Aar," sagde saa Hoff Det blev meddelt ganske tørt,
som et simpelt Faktum. Og Tonen var den samme, da han tilføjede:
"Grevinden holder saa meget af unge Mennesker."
De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte, Hoff tog igen
Cigaretter frem, tændte, William ventede. Saa gik de videre. Da de kom
til Gernersgade, drejede en Ekvipage om fra Toldbodvejen.
Hoff hilste ærbødigt.