"Grevinden var hjemme."
Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, aabnede Døren paa en egen diskret
Maade, meget stilfærdigt.
"Grevinden var i Kabinettet."
William blev endnu mere forvirret, standsede et Øjeblik. "Tak," sagde
han, men blev staaende. Tjeneren pegede paa en gul Portière og sagde:
"Dér ..."
I det samme løftede en Damehaand Forhænget til Side, og Grevinde
Hatzfeldt kom Frem paa Tærskelen.
Tjeneren gik.
Grevinden saá et Øjeblik paa William, der stod og undersøgte Gulvtæppet
og krammede sin Handske.
"Saa kommer De da endelig," sagde hun og rakte ham Haanden, mens hun
slap Portièren. "Hvad skriver vi idag?"
De kom ind i Kabinettet.
Mod sin Vilje kom William til at aande dybt og aabnede Munden; Luften
var gennemtrængt af Violduft.
"Er her Dem for parfumeret?" spurgte Grevinden.
"Aa nej, her er som hos Hr. Hoff--"
"Hos Bernhard--Hoff--ja, det vil jeg tro," Fru Hatzfeldt havde talt
noget hurtigt. Saa standsede hun og tilføjede ligegyldigt: "Jeg kunde
tænke det. Hans Bøger er noget parfumerede ..."
Grevinden sad lænet tilbage paa den røde Divan og legede med sit Haar.
Hun havde trukket den mørkt gyldne Lampeskærm op, saa Lyset faldt paa
Williams Ansigt. Der var saadan en underlig Sitren i hans Kinder. Og
mens Grevinden talte let om adskillige Ting, spurgte hun sig selv, hvad
der dog var hændet William Høg, siden han kom paa denne Tid, paa den
Maade.
William var forceret livlig. Han sprang nervøst fra Thema til Thema,
skosede til fælles Bekendte og snakkede op.
Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen;
Grevinden maatte fare Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler,
mens William svarede med tomme "Ja" og "Nej". Han sad og stirrede paa
Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over
Rosenbuketterne, langt ud. Det sorte Panterskind saa ud, som det glødede
... Hvor det maatte være varmt.
Saa greb han sig i at have svaret galt paa et Spørgsmaal af Grevinden,
og han næsten fo'r op i Sædet. Pludseligt lagde han Haanden for Øjnene:
"De maa ikke være vred," sagde han.
"Vred?"
"Ja, fordi jeg er kommet," han stod lidt, kæmpende med sig selv. "De maa
ikke være vred," gentog han, "det var--det var, fordi--"
Han fuldendte ikke, men gik hen mod Døren.
"Høg"--Grevinden rejste sig--"hvad er der hændet Dem?"
William svarede ikke. Han løftede blot Hovedet og saa paa hende. Hun var
traadt op paa en lav Skammel, der stod foran Divanen--hvor hun var stor
og smuk!
Og William standsede: "Jeg har ikke haft det saa godt idag." sagde han
sagte.
"Og hvor gaar De nu hen?" spurgte Grevinden, et Par Skridt fremme.
"Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?" Grevinden saa paa ham og blev
slaaet af hele det fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og
pludselig mærkede William hendes Arme om sin Hals.
"Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket," sagde hun mildt,
hendes Arm laa let om hans Skulder. Og da han ikke svarede, tilføjede
hun: "Det er jo dog derfor, De er kommet--"
William mødte hendes Blik, der hvilede paa ham, og hans Læber bevægede
sig skælvende. Saa bøjede han sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen
af dem talte.
Grevinden glattede mildt hans Haar, ventede med Armene slynget om hans
Liv--
Saa førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte sig paa en lav Puf,
bestandig klappende hans Haar--
Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Haar
... Han sukkede og hviskede sagte--sukkede igen og græd.
Under sin Graad begyndte han at tale, afbrudt, som et Barn til sin
Moder, Han løftede det hvide Ansigt, der var marmorblegt selv under
Graaden, og hviskede i afbrudte Ord: Alt, alt, hvad der var sket--.
Endelig kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han fortalte, han
klagede, han anklagede.
Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan han havde
arbejdet--Nat og Dag--Dag og Nat. Den Dag, det var kommet ... det var
Kamilla, der havde vækket det, Kaldet ... aa,--han havde taget det for
en Aabenbaring. Og han havde forsaget--forsaget--
Saadan havde han arbejdet, kæmpet mod Elendigheden, mod Jammeren, mod
Sygdommen--og nu, nu var det forbi--
Manden i William forsvandt i denne styrtende Taarestrøm, Viljen skyllede
bort. Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt
... Han havde stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville--
Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev
denne Vilje til et Barns Klager.
Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte at rejse sig.
"Gaa ikke!" bad han.
Grevinden drømte. Skæret fra Ilden faldt paa hendes Ansigt, saa det
glødede, Straalerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om
hendes Hals, og hun saá ned.
"Barn," sagde hun.
Saa smilede han for første Gang.
"De ligner Kamilla," sagde han og lagde Hovedet ned igen.
"Jeg vil spille lidt for Dem," sagde Grevinden, "lidt inden The."
Han slap hende, der var kommet en besynderlig Ladhed over ham siden
Graaden, og han laa ganske stille paa Tæppet.
Hvor det dog var en blød Melodi!
Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. Og hvor han længe
havde trængt til Hvile--saa længe.
Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet cg saá paa hende. Grevinden sad
i Mørke--kun Armene laa i Lys, blottede kom de frem fra Kjolens vide
Ærmer, løb glinsende hen over Tasterne. Hun holdt Haandledene meget højt
og buede ... Som Slanger, der boltrede sig, runde og dejlige, legede
Armene over Tasterne.
Ja, hvor han dog egentlig havde længtes efter at sidde som nu....
Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og
Tvivl og ny Anspændelse--ja, for træt havde han været....
Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe
siden....
Se, de hvide Arme ... som Slanger....
Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet
støtter paa den ene Arm. William saá over imod hende, løftede Armen lidt
som for at vinke....
Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes Ansigt: hendes graa Øjne
blev større. Lydløst rejste hun sig og gik hen over Gulvet imod ham,
satte sig saa og tog hans Hoved imellem sine Hænder.
"Ikke sandt, det dulmer," hviskede hun dæmpet.
"Ja--Hoff har ogsaa en Gang spillet for mig ..."
"De holder meget af Hoff," sagde hun og saá ned.
Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden! Hun holdt om hans
Tindinger med begge Hænder. Saa gled der et pludseligt Glimt over
Williams Ansigt, og de smilede begge.
Han rejste sig halvt, stadig saá de paa hinanden, og brændende trykkede
de de aandende Munde, Læbe mod Læbe....
* * * * *