Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk
Smil, mens han sagde:
"Ja, jeg har det ikke saa godt."
Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og Nina trykkede ham
endnu fastere til sig: "Kan Du ikke græde?"
William rystede paa Hovedet: "Lad mig være alene," gentog han, "lidt
alene."
Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laasede Døren til sit
Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget
Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som
paa en fremmed Mands Træk. Men saa skælvede han, og med noget som et
hulkende Suk sank han sammen paa Stolen foran Skrivebordet.
Hans Tanker begyndte at vaagne.
Men som om de ikke havde Magt til at løfte Nederlagets forfærdelige
Byrde, den stingende Sjælesmerte, der dog gennemborede selve
Følesløshedens Kval, forvildede de sig ved deres Opvaagnen i fjerne og
smaa Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vaagnede af
Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for Slaget og dets
Sønderrivelse; de veg ud i Yderpunkterne af hans Liv, der, hvor de ikke
vilde møde det Tilintetgørelsens Ansigt, der forstenede dem.
Han mindedes sin første Barndom, han søgte at genkalde sig deres
Barnepigers Ansigter ... Mine kunde han huske, hun havde væltet et Glas
Rødvin ned over hans Fløjlsbluse og faaet Skænd af Moder, og saa havde
hun knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter.
Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den ganske kort, men saa
blev Knapperne taget af og sat paa en Overfrakke. Der var Snore helt ned
ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første
Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa Gaden og saá
efter ham, naar han gik ud paa Skovbakken med Pigen ...
Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gaard; Minderne
flokkedes i hans Sind, men han saá paa dem med et underligt, sløvt Blik,
med et halvt Øje ...
Og pludselig kunde selv disse Tanker forstumme og stivne, ligesom de
Fugle, Slangerne forstener under deres Blik: Hjerteslaget standser i
deres Bryst, og mens de i et sidste Forsøg paa at undfly slaar med de
kraftløse Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens stirrende
Øje ... hjælpeløst og forstenet.
Saaledes forstummede Nødhjælpstankerne foran Baggrundsmørket, som
Svagheden hidkaldte dem for at dække ...
Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin Fortabthed i
Ansigtet.
Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem hans Sløvhed.
Altsaa var det forbi.
Slaget tabt.
William saá ud over denne Valplads, hvor hvert Haab laa fældet: Rækkerne
var sunket sammen, Side ved Side laa de, Lynet havde mejet dem. Og
næsten lyrisk glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udmalende,
Billedet af Forhaabningernes slagne Legion. Men saa dræbte den graa
Kummer ogsaa hans Lyrik, hvori han flagrede med Vingerne ...
Forbi.
Han maalte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved
Uhrværket, der var sprunget.
Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans
Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed.
Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede
tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan
det vel var muligt ... hvordan er det muligt?
Hvorfor? Hvordan?
Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte
lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde
i den samme Kreds.
Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som
sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik!
Alt, alt havde det jo været bygget paa dette. Havde det ikke vævet sig
ind i hans Liv, som fine Traade i et fastknyttet Net, og nu sad alt i
blodigt Kød, naar man skar det bort?
Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William saá det, saa
det falde, flagre, visne, synke sammen paa Jorden.
Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem,
som laa ham paa Tungen?
Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten,
Vinden føg ... Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé ...
William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Saa
var Sagaen sluttet.
Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand,
der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke
bære ...
Nej--nej!
Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke.
Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham
Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som
han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede
og dulmede paa samme Tid ...
Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var muligt. Havde det da ikke
Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var
det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede
om det? Hvor?
Og mer end det: han havde arbejdet for det.
Hvor han saá, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed; de arbejdede
ikke og de vilde leve ... Og han selv havde været som de andre, sløv,
gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da saa
det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det--men han
havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det ...
Disse forfærdelige Nætter, naar han var hallucineret, naar det raabte om
ham med hundrede Stemmer, naar lange Hænder sled i ham, Rotter løb over
hans Seng og hen over hans Ansigt--
Ja--han havde kæmpet. Og han havde sejret, han havde tvunget sig selv
til at være rask. Nu, nu var det forbi--nu vidste han det, nu vilde det
komme, baade Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var
forbi, færdig--
Som for Manden, det føg sammen om, vilde det komme, og han vilde hverken
have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det.
Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om
ham, mens han sad dér haabløs og stille og ubevægelig.
Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Scenen, Sveden vædede ham
under Erindringens Mareridt. Aa--det idetmindste kunde aldrig komme
igen. Som om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som koldt og
fugtigt bestandig lagde sig over det paany--saaledes havde han følt
det ...
Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umulige.
Han havde staaet Ansigt til Ansigt med sin Mangel paa Evne.
Nu saá han det. Men hvorfor havde han først set det nu?
Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om
Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten.
Alle disse fire Aar--hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys
havde han anet, hvad der nu var sket ...
Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa
Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig--og vidst det.
Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed.
Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet.
Fejg--fejg!
Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra--han huskede
det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg,
angst for at prøve, og vilde fly. Men uddybe sin Fejghed, tage fat i
sig selv for at spørge, hvor Fejgheden bundede,--det turde han ikke.
Hans Tanker gik paa Vandring mellem Ruiner. Og Billedet om Slagmarken
vendte tilbage, men der var intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der
var Taage over det alt, graa Taage, et Halvmørke, hvori man snublede
over tavse Lig--
Han saá tilbage, og hvor han søgte, mødte han det samme Syn. Lyset
slukket over sløjfede Volde.
Den sidste Høg havde været en Don Quichote--der havde kæmpet med
Vejrmøller!
"Don Quichote." Det var morsomt--morsomt
* * * * *
Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen.
Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring,
ravede hen imod Sofaen. Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt
hans Øjne til ... han var bedøvet under sin Elendigheds Last.
Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds
Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg.
* * * * *
Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stirrede paa Vinduet,
lidt Lys kom ind fra Gaden. Saa vendte Bevidstheden fuldt tilbage, kom
med en kold Tomhed, der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han
kom til at tænke paa en Gang, der havde været Børnebal hjemme: Det havde
helt optaget hans Tanker i mange Tider. Arrangementet, det hele; han
havde selv skrevet smaa Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, naar
hun blandede Biskop og skar Smørrebrød ... Saa den næste Morgen, da
Ballet var forbi, og han vaagnede i sit Værelse, hvor de havde stillet
en Mængde Møbler sammen hulter til bulter i Travlheden, saa havde han
følt sig saa skrækkelig led og tom, og han havde vendt sig i Sengen og
drejet sig og buklet sig ind i Tæppet for at undgaa det, som kom ham
nær, noget ubehageligt, en tom Fornemmelse--
Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at
smile ved Tanken om dette. "Jo--o, Ballet var forbi."
William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig
selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det. At han ikke havde
lét, da Etatsraaden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og
tilsidst mente: "Der var noget bag"--især saa da Regissøren gentog det,
i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig
Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko.
"Der var noget bag ..."
Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at stikke sig selv med
Knappenaale.
Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Saa lukkede han Døren op og
gik ud i Spisestuen.
Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun lyttet ved Døren, været
bestemt paa at kalde og havde opgivet det igen.
Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina eller Sofie sagde
noget, de saá blot op paa samme Tid, sænkede saa igen Ansigtet over
Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy.
William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen.
Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem
et Vindstød mod Ruden.
"Der staar noget Boeuf," sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen
imod Williams Krog.
"Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; "Tak."
Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa
Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og
tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det.
"Hvor det stormer," sagde Nina.
"Ja, det er blevet slemt Vejr," der var det samme brudte, udslukte i
Lyden, han tav lidt: "Det fryser ogsaa."
De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned paa Servietten,
hun sømmede. Lige paa én Gang virrede Nina med Hovedet og tog
Lommetørklædet frem for at pudse Næsen.
William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa Gulvet. Tilsidst
drejede han rundt og gik hen imod Døren.
"God Nat," sagde han.
"Gaar Du?" Tonen var angst.
"Jeg--gaar," William mumlede, "ud at se til Gerson."
"I det Vejr--", men Broderen svarede ikke og lukkede Døren.
Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe kunde komme frem.
William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i
Ansigtet, saa han slet ikke kunde se. Han syntes, det var dejligt at faa
disse kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet.
Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæ plads.
Man rutschede ind mod Husrækken og kunde hverken komme frem eller
tilbage. I Ipsens Port stod en Pige med Kjolen helt ind om Benene og
Overkroppen bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede saa tilbage
med et Hvin.
Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i Dronningens
Tværgade, hvor han var i Kost hos en Onkel.
Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var saa glat som ved Isslag, og
Vinden snurrede om Hjørnet som en Hvirvel. William søgte at komme frem
med hævede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, han formelig
borede sig op mod Vinden.
Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig til Muren, halvt
kravlende. Da han var kommet om, vendte han sig og saá tilbage, naaede
saa en hundrede Skridt frem til Porten.
Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad
alle Trin. Naar man kom ude fra, var det dejligt, saadant et lunt
Velbehag, der kom over En. Der var store Blomstergrupper paa alle
Afsatser.
Gerson boede paa tredje Sal, øverst oppe. William traadte lige midt paa
Tæppet. Det var saa blødt at gaa paa. Her var det. Han ringede, og Pigen
lukkede op.
"Om Hr. Gerson var hjemme?"
"Nej, Studenten var i Theatret med Fruen."
William stod lidt i Tanker. "Naa--i Theatret." Han blev staaende og
faldt i Staver, mens han stirrede paa Pigen, der ventede med Haanden paa
Entrédøren. "Naa, i Theatret." gentog han i samme Tone, vendte sig og
gik ned. Først nede paa Afsatsen, da Pigen smækkede Døren i, raabte han
tilbage: "Hils."
"I Theatret," det havde straks ligesom taget Vejret fra ham, og han var
faldet sammen et Øjeblik. Men hans Hjerne var for træt af
Sindsbevægelser, og intet kom til Klarhed, det var kun som en vag og
ubestemt, smertefuld Efterdønning.
Han læste paa Dørene. Det var lutter fine Folk, paa anden Sal en
Kammerherre, paa første en Lehnsbaron. Nede paa Døren i Stuen var der en
stor Messingplade, Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for
at læse det.
Grevinde--jo, der stod Hatzfeldt.
"Boede hun her--det vidste han ikke?" Han smøgede Kraven op og gik
langsomt ned ad Trappen ud i Porten.
"Det er haardt Vejr," sagde Portneren, han stod og fejede noget
sammenføget Sne bort fra Gadedøren.
William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham og trykkede ham op mod
Porten, der lukkedes bag ham, saa han slet ikke kunde komme frem; han
gjorde et Par Forsøg, men blev saa staaende. Sneen piskede ham i
Ansigtet, uden at han mærkede det; han stod klemt op i Hjørnet.