Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum--

Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han

var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet,

lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde.

I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer

var tunge. Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede

for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde

ikke frembringe Lyden.

Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste

sig--

Men alt var det i Søvne. Og inden i ham stred det, kæmpede det,

hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem:

i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde

Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende,

som flygtede og veg fra ham--

Haabløse Slægter · 第 48 / 78 题