Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han
var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet,
lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde.
I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer
var tunge. Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede
for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde
ikke frembringe Lyden.
Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste
sig--
Men alt var det i Søvne. Og inden i ham stred det, kæmpede det,
hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem:
i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde
Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende,
som flygtede og veg fra ham--