William Høg maalte Tomheden i den halvmørke Sal, hvor Dagslyset fra
Skoddernes Sprækker kæmpede med Skæret fra tre-fire Gasblus, der var
tændt over de nærmeste Loger, og det var som om han med en forfærdelig
Anstrengelse væltede dette tomme fra sig--
Hr. Andersen gik op, kom atter ned--William ventede endnu ...
I et Nu blev det sort for hans Øjne, det flimrede og gled ud i Mørke,
Men med en Opbyden af al sin Kraft tvang han sig til at se, og midt i
Mørket dukkede det hvide Lommetørklæde frem paa første Bænk i Parkettet
... Han drog et Suk, aabnede Læberne, det var som om Lyden sad fast ...
hans Vilje kæmpede med hans Tunge, som lammedes--Nu fik han Lyden frem.