Han hørte sin egen Stemme, saá det hvide Lommetørklæde paa Etatsraadens
rokkende Hoved ... Og han syntes, at Ansigtet blev en kæmpemæssig,
leende Maske med et firkantet Glas i den ene Øjenhulning, en stor Maske,
der kom ham nærmere og nærmere ... helt ind paa Livet ...
Sveden sprang frem paa hans Pande, store kolde Draaber; i Krampe
trykkede han Armene mod sit Bryst.
Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale--Han hørte Hr. Andersen hviske,
saá den store Skindkrave bøje sig over mod Lommetørklædet ...
Saa flygtede han.
Han løftede Armene, som om han vilde tage Vidne paa sin Afmagt og med et
uforstaaeligt Udraab løb han op over Scenen ...
Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Haanden. Saa lagde han sindigt
Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik ud gennem Foyeren.
William støttede sig et Øjeblik til Væggen, drog Vejret hurtigt nogle
Gange, vendte sig saa og gik ned ad Gangen. Etatsraaden stod og pudsede
sit Øjeglas i Lommetørklædet og vidste ikke rigtig, hvor han skulde se
hen ... Han stammede nogle Ord, som William ikke hørte, men blev ved at
pudse nervøst paa Glasset ...
"Jeg be'er Etatsraaden undskylde," der var lidt Graadklang i Stemmen,
men William betvang den, "den Tid jeg spildte ..."
Etatsraaden saá op fra Glasset hen paa William: "Forstaa mig vel," sagde
han saa, "forstaa mig vel," men han stoppede op igen og pudsede videre.
"Jeg saá godt, jeg kunde ikke." Det kom simpelt. Etatsraaden stak
Lommetørklædet i Lommen, rømmede sig: "Nej," sagde han og saá atter
lidt paa skraa over paa Høg, "det var ... var besynderligt."
Højvelbaarenheden stoppede igen, men han blev ved at lede efter Ord.
"Besynderligt," gentog han saa noget slæbende, tog pludselig i og sagde:
"For noget var der bag ..."
Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en
Mand, der er tilfreds med sig selv.
"Ja, noget var der bag," gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede
frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende
Kam, "noget var der ..."
William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunde se ud
som et Smil. Saa bukkede han og gik ind i Foyeren.
Regissøren hjalp ham Frakken paa; han lo, fordi den var for snæver,
talte om et Par ligegyldige Ting, trak langsomt sine Handsker paa og gav
Regissøren Haanden--
Etatsraaden stod med Øjeglasset klemt ind under Brynet og stirrede
forbavset paa Døren, der faldt i for William Høg.
"Besynderligt," sagde han.
"Besynderligt," gentog Pelskraven.
Og de to Hædersmænd gav sig til at tale om andre Ting.
Ned gennem Korridoren ravede William som en drukken Mand.
Hoff ventede udenfor Theatret. Han gik frem og tilbage paa Fortovet i
sin Pelsværksfrakke og krøb sammen, og to unge Damer i en Førstesals
Vinduer bag nogle Urtepotter med blomstrende Nerier havde allerede
væddet om, hvorvidt "Genstanden" var blond eller brunet ...
Han var begyndt at blive utaalmodig, han stampede i Flisen for at holde
Varmen og gjorde stadig Promenaden længere--
Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han vendte. Der kørte en
Droske forbi, og han nikkede ind til en Dame, saa saá han William.
William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunkne, Hovedet ludende
forover. Nu løftede han Hovedet og drog Vejret. Han stirrede lige paa
Hoff uden at kende ham og sank atter sammen.
Saa gik William forbi ham.
Hoff vendte sig, saá længe efter den sammenskrumpne Skikkelse:
"Forbi," sagde han og gemte sine Hænder i Pelsværksærmerne.
* * * * *