Han læste derpaa Dorines Replikker bøjet over Bogen, uden mere at se op.
Kun ved "Tartuffe"s "Gerne!" saá han et Øjeblik hen, som om han vilde
tale, men sænkede igen Hovedet og læste videre.
William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavshed forstyrrede ham
ikke. Han vidste jo, at han var enig med ham. Da Scenen var forbi, sagde
han blot ivrigt:
"Saa kommer Elmire."
"Ja."
"Jeg plejer at sætte mig saadan ..." Han trak en Stol hen og satte sig
ved Siden af Professoren.
"Naa ja, det er godt," Professoren havde travlt med sine Fingre, "jeg
skal nok gi'e Elmire."
William rejste sig og gik bøjet frem:
Gid Himlens Naade Dem hver Dag beskærme maa!
Gid Sjælens Sundhed De med Legemets maa faa!
Gid al Velsignelse sig over Dem forene;
Saa be'er den ringeste af dem som Herren tjene.
Elmire.
Saa fromt et Ønske jeg med Tak erkende maa,
Men skal vi sidde ned ... man har det bedre saa.
William satte sig, blev ved at spille. Professoren sad endnu med
dukkende Hoved, Bogen op for Ansigtet, mens han læste Replikkerne
monotont, uden Overgange.
William lagde ikke Mærke dertil, sagde Replikkerne som han plejede. Men
paa én Gang blev han ubestemt genért og forlegen. Han begyndte at
trykkes af denne Monotoni, som ikke besvarede hans Spil, længtes
febrilsk efter at se det Ansigt, der var skjult bag Bogen--
Men Professoren sad stadig gemt bag Bindet.
Og lidt efter lidt blev hans Forlegenhed til Angst: han talte
kortaandet, stirrede paa det sorte Bind, fik en ubetvingelig Lyst til at
rive det bort for dog at se Ansigtet--han følte, at Replikkerne gled
fra ham, at han sagde dem uden Udtryk, at de slet ikke lød, som han
tænkte dem--
Han stammede, kunde ikke huske Ordene, blev rettet af Professoren--lidt
utaalmodigt, men dog monotont--tog fejl, fortalte sig, søgte om Vejret,
sukkede, tog sig til Panden, der var fugtig ...
"Jeg kan ikke," sagde han.
Professoren lod Bogen synke: "Naa," han saá saa underligt igennem ham,
"saa kan De dog høre, det er galt."
William bøjede Hovedet, han følte, Taarerne kom frem i Øjnene: "Men det
var heller ... ikke, som jeg havde tænkt mig."
"Nej," Professoren rejste sig utaalmodigt, "for det var lige det
modsatte. Saadan--se nu!"
Han tog Bogen igen, gik ud i Stuen. "Se nu," sagde han, og med Ryggen
mod William begyndte han med "Tartuffe"s første Replik.
Saa gengav Professoren hele William Høgs "Tartuffe".
William havde sat sig. Professoren læste uden at se paa ham, satte sig,
lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og
spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William--
"Forstaar De?" sagde han tilsidst og lukkede Bogen, "saadan ...", men i
samme Nu saá han paa William og holdt inde: Mennesket var sunket sammen
med kroget Ryg, Hovedet slapt faldende ned mod Skuldrene, Hænderne var
krampagtigt knyttede om Lænestolens Arme--Professoren vilde tale, men
han stammede og søgte om Ord.
"Forstaar De," gentog Professoren, "man ..." men han kunde ikke sige
noget; han vendte sig, løftede Armene med en pludselig theatralsk
Bevægelse og gik hen til Vinduet.
Da han igen kom tilbage til Stolen, saá han William i samme Stilling,
han gik hen til ham, rørte ved hans Skulder og sagde:
"De forstaar jo ... det er en svær Rolle," sagde han.
William nikkede. Og som om pludselig en Maske faldt fra hans Ansigt, kom
Trækkene og alle Fibre i et Nu i bævende Bevægelse som et Net af
bevægede Traade: "Jeg forstaar det," sagde han.
"Og desuden--man overdriver." sagde Professoren.
"Men de næste Replikker skal blive bedre," William rejste sig, i det
første Øjeblik holdt han Armene frem, som om han var svimmel og vilde
søge Støtte. Saa tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt:
"For De vil jo nok høre det næste? ..."
"Naturligvis," Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at gøre den mere
ligegyldig. "Det var altsaa de store Replikker--naturligvis--de maa jo
ogsaa ligge bedst for Dem ..."
Han skubbede Lænestolen lidt frem. "Dér sidder altsaa De--jeg her. Nu
skal jeg nok spille med--saa hjælper det."
William satte sig, han holdt Haanden for Panden for at tvinge sine
Tanker, begyndte saa:
Den Kærlighed, som os til Himlens Skønhed binder,
Er jordisk Kærlighed aldeles ej til Hinder,
Og vore Sanser, i Henrykkelse fortabt,
Tør se den Herlighed, som Herren selv har skabt ...
Tonen var forandret: Betoningen slog straks Professoren, og han blev
under hele Replikken ved at stirre paa William. Der var i Øjets Udtryk
en hed Flamme, som luede imod ham, i hele Stillingen en anstrengt
Energi, som betog--
William bøjede sig frem, hans Stemmes Tilslørethed snoede sig om den
hviskede Replik, en hed, en opstemmet Attraa, en gammel Længsel gik
sukkende gennem hans Vers. Denne "Tartuffe" havde fastet, hungret til
Døden og tørstet ... Det var den lange Fastes vilde Forslugenhed--
Scenen var forbi. William havde rejst sig, hans Haar var vaadt, Læberne
bevægede sig i smaa Ryk, og han aabnede med Møje Kæberne ...
Det varede lidt, inden Professoren talte: "Nu saá man, hvad De vilde."
sagde han.
William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone var underlig kold og
kort. Men han var altfor træt til at kunne tænke derover; som om
Hjernearbejdet pludselig var standset, følte han sin Hjerne tom, hele
Legemet slappet efter den forfærdelige Kamp--Han var til Mode som en
Søsyg, der sætter Foden paa Land.
"Saa er det bedst, De prøver straks," sagde Professoren. Han gik op og
ned ad Gulvet. "Tingen er"--
"De tror altsaa, at ..."
"Ja--men, som sagt, Tingen er, at hvad De mangler, kan ingen lære Dem
... uden," Professoren bed sine Knoer, "uden maaske Theatret."
William hørte næppe, hvad han sagde, men han forstod, at han havde
sejret, at han skulde prøve, at han havde kæmpet og sejret ... Og i
samme Sekund sagde han til sig selv, at hans Liv havde været forbi, hvis
han ikke havde vundet i denne Kamp.
Han slap Stolen, han havde støttet sig til, gik et Par Skridt frem mod
Professoren, som havde sat sig foran Skrivebordet.
"Nu skal jeg skrive til Etatsraaden," sagde han. Han talte ikke mere,
skrev nogle Linier, forseglede Brevet: "Jeg tænker, De saa kommer til at
prøve om otte Dage."
William var for glad til at lægge Mærke til Professorens Væsen, hans
Hænder rystede, da han tog Brevet, han søgte at takke, men han stammede
blot.
"God Lykke," sagde Professoren, Han var gaaet hen til Døren, William
følte, han maatte gaa, men han ventede nogle Øjeblikke med Haanden paa
Dørlaasen.--Der var noget, som maatte siges, noget, han savnede, han
kunde ikke gaa, inden ... Men saa saá han op paa Professoren. Han stod,
legende med sin Uhrkæde og ventede.
"Farvel," sagde William og rakte Haanden frem. Haandtrykket var slapt,
Haanden fugtig.
"Farvel ... og" Professoren aabnede Læberne som for at tale, men lukkede
dem igen uden at sige noget. Døren aabnedes og lukkedes, William var
gaaet.
Men da han kom ud paa Trappen, opdagede han, at han havde glemt sine
Handsker, han ringede paa, Professoren lukkede op.
"Det var mine Handsker," sagde han.
De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem paa en Stol: "Her er
de." Og atter ventede disse to--William og denne Mand, som havde
bestemt over saa meget i hans Liv--knogle Sekunder overfor hinanden paa
et Ord, som ingen af dem talte.
Døren til Gangen var blevet staaende aaben, William stod paa Tærskelen,
endnu en sidste Gang saá han spørgende paa den Gamles Ansigt, og
Professoren turde ikke længere undgaa dette Spørgsmaal:
"Deres Intelligens vil hjælpe," sagde han og vendte sig.
Med det gik William.
* * * * *
William skulde prøve.
Det havde været lange Dage, disse ti. Hver Dag havde William ventet
Tilsigelsen, og hver Dag var han blevet skuffet, hver Morgen havde han
sagt til sig selv: idag; hver Aften: imorgen. Og i de sidste Dage havde
han ventet fra Time til Time.
Men denne Venten, der udfyldte Minutterne med Feber, havde opslugt hans
Frygt, han var gaaet op i denne Uro, der jog ham fra Ting til Ting, fra
Sted til Sted. Hjemme turde han ikke være, og ud turde han ikke gaa. Han
drev henad Gaderne, aandsfraværende, Sind og Tanker opslugt af den ene
Idé, som gjorde ham alt andet umuligt end netop selve den rastløse
Venten.
Han standsede foran Butikkerne og tvang sig til at læse Priserne paa de
latterligste Ting, studere Plakater om Udsalg, Opslag om hjemkomne
Varer; han blev ved at læse, indtil han greb sig i mekanisk at gentage
et Ord eller et Tal, som Læberne fremførte, men hans Tanter var langt
borte--saa gik han videre og begyndte forfra.
Han tog en Avis paa Kaféen og sagde til sig selv, at han vilde læse tre
Spalter--Ord for Ord. Han begyndte at læse, fulgte Teksten Linie for
Linie--men lidt efter vaagnede han til Bevidsthed med Bladet foran sig
uden at vide, hvad han havde læst.
Saa kunde han pludselig gribe sin Hat, tage sin Frakke paa, knap have
Tid til af betale og skynde sig hjem, fordi han ventede Brevet: "Nu
maatte det være kommet, det var vist kommet."
Han løb, lige til han kom til deres Hus, dér standsede han og turde ikke
gaa op. Undertiden vendte han om, gik nogle Gange frem og tilbage paa
Pladsen, tvang sig til at blive nede. Men tilsidst kunde han ikke mere
holde det ud, han stormede hjem, ind gennem Porten, op paa fjerde Sal,
tog alle Trapperne i Spring, saa han var helt stakaandet, naar han
naaede op og begyndte at rode i Brevkassen.
"Intet."
Han vilde roligt tage sin Frakke af, hængte den op i Entréen, rev Døren
op til sin Stue. Der var intet Brev paa Skrivebordet--paa Bordet intet
... nej, intet Brev.
Altsaa ikke kommet endnu, ikke endnu ...
Men nu skulde han prøve, han havde ikke sovet om Natten, han havde
ligget og kastet sig, og han havde forsøgt at falde i Søvn saa ved at
tælle til tusinde, saa ved at flyve ud fra Rundetaarn, saa ved at aande
dybt. Men faldt han hen i Blund, vaagnede han med et pludseligt Ryk, og
hans Drømme var de samme som hans Tanker ...
Hans Tanker. Som om det var Tanker, den Forvirring i hans Hjerne, der
bestandig flygtede og tumlede omkring det samme Punkt: om Tvivlen.
Men lade Tvivlen tale turde han ikke, han stoppede dens Mund med Fraser,
som han hviskede til sig selv, kneblede den med en Overbevisning, han
ikke havde. Thi inderst inde i Mørket af hans forpinte Sjæl mødte ham,
som Medusas forstenede Hoved, hin skrækkende Tilintetgørelse fra den
sidste Dag hos Professoren ...
Det var det sidste, det yderste--det var Tingenes Afslutning. I denne
forfærdende Erindring læste han det absolutte: "Forbi." Dér hørte alt op
... Men nej, han havde jo sejret, da han kæmpede for Livet.
Og saa jog Tankerne videre, formummede Karnevalsgæster, der holder
Maskerade paa et Skibsdæk, hvor der er Lig i Lasten.
Om Morgenen var hans Øjne hede, Øjenlaagene tørre og tunge. Det havde
været en lang Nat.
Han skulde prøve Klokken elleve. Klokken var syv. Pigen var endnu ikke
oppe, alle Stuerne var kolde, han gik omkring og frøs en halv Times Tid,
inden han fik Kaffe, lagde sig saa paa en Sofa i Dagligstuen for at
memorere sin Rolle. Han vilde prøve som "Tartuffe". Men han kunde ikke
holde Replikkerne sammen, ikke samle Ordene, det var umuligt, rent
umuligt, han kunde lige saa gerne lade være.
Han rejste sig igen, saá paa Taffeluhret, om tre Timer vilde det være
afgjort. Tre Timer. Han stirrede paa det hvide Rum imellem de to Tal: 11
og 12. Indenfor det Rum laa det hele, den lille, hvide Plet ...
Det ringede, og han gik ud for at lukke op. Han troede, det var Avisen.
"Men," han vilde allerede til, uden at se sig om, at tage til
Brevkassen, da han fik Øje paa Hoff, "er det Dem, jeg troede, det var
Avisen."
Hoff havde Skindpels op om Ørene og var endnu mere graa end sædvanlig:
"Ja, bedste Høg, bliv nu ikke altfor forbavset, for det er en
Fornærmelse. Jeg afsluttede min Nat med en Spaseretur ud ad Bredgade, og
saa kom jeg paa Hjemvejen i Tanker om, at jeg kunde tage lidt Varme i
mig hos Dem." Han slog Skindkraven ned. "Men der er maaske ikke lagt i
endnu."
"Jo, der er lagt i."
De gik ind i Williams Stue, snakkede lidt op og ned om ligegyldige
Ting. Hoff var træt og talte dæmpet, klagede over ondt i Ryggen.
"Ikke for det, jeg har været "slem"," sagte han. "Jeg havde Selskab
iaftes, og saa, da de gik--et Par af Rødderne med deres Damer--satte jeg
mig til at skrive en Idyl. Man kan altid bedst skrive Idyller paa
Baggrund af Solderi og imellem tømte Flasker. Man bliver saa forbandet
sentimental, naar man ser paa al den Vederstyggelighed ..." Han varmede
sine Hænder ved Kakkelovnen. "Og "Ugebladet" havde ønsket en Idyl ..."
William svarede med en ligegyldig Frase. Hoff fortalte igen lidt. Efter
en lille Pause spurgte han pludselig, mens han, vendt mod Ilden, varmede
sine Saaler.
"Men hvordan gaar det egentlig Dem?"
"Hvormed?"
"De har jo været oppe hos Professoren."
"Ja," William standsede, derpaa sagde han sagtere: "Og jeg skal prøve
idag."
"Ja saa," Hoff vendte sig.
De tav et Par Minutter; Hoff saá stjaalent paa Høg, drejede sig igen om
mod Ilden.
"Undskyld," sagde han saa, "men jeg vidste jo ikke, det var idag."
Han knappede Pelsen, tog Williams Haand, beholdt den lidt imellem sine
og gik ud paa Gangen. William fulgte efter og lukkede Entrédøren op.
Dér tog Hoff endnu en Gang hans Haand:
"Og under alle Omstændigheder ingen Dumheder," sagde han. "Farvel, Høg."
Der var noget i Tonen, noget mildt, noget næsten medlidende. William Høg
glemte aldrig det Farvel.
Nu gik han i Theatrets Foyer og ventede. Etatsraaden kom straks, havde
Portneren sagt, om Hr. Høg vilde gaa op ... og nu havde han allerede
ventet et Kvartér. Et Par Koristinder kom leende ind gennem Foyeren,
maalte ham, stak Hovederne sammen og gik igen. Ude paa Scenen, hvor der
var ganske mørkt, rumsterede et Par Maskinkarle med nogle Sætstykker.
William interesserede sig for den mindste Ting, han lagde Mærke til hver
Sprække i det store Spejl, Kviksølvet var rent gaaet af, en lang Stribe
over, det maatte være svært at spejle sig i det Spejl, og til hver Plet
paa Sofaen. Han havde set den Sofa i mange Stykker. Ved Dagen var den
forfærdelig.
Der var en slem Luft af Gas, det var den, som ødelagde alle Blomsterne i
Blomsterbordene--dem brugte man ogsaa paa Scenen, baade dér og dér.
Forresten havde man ogsaa glemt at vande Planterne--de var helt tørre,
William følte paa Jorden, den var næsten Sand, saa tør var den ...
Mon de dog aldrig vilde komme?
Det var naturligvis blot Klodser--alle Bøgerne i Bogskabet, med malede
Rygge ... og der var heller ingen Glas for Dørene ... naturligvis.
William stod og lavede Navnetræk paa Laaget af Flygelet, han kunde
skrive i Støvet. Han skrev en Mængde Navne, det ene ved Siden af det
andet, saa hørte han Trin ude paa Gangen og troede det var dem. Han
tørrede Navnene ud med sit Lommetørklæde--det blev helt skident--
Nej, det var ikke dem, ikke dem endnu!
Men Klokken var dog mange, snart halv, maaske kom han slet ikke til at
prøve før tolv, isaafald var der syv og tredive Minutter til, syv og
tredive. Og pludselig gav han sig til at le sagte ved Tanken om alt det,
han saa havde fantaseret forgæves om Morgenen ...
"De kan godt straks komme herop," vækkede saa en Stemme ham henne fra
Døren til Scenen. "Etatsraaden venter heroppe."
William fo'r sammen. "Tak," sagde han. Herren, der havde talt, gik
tilbage paa Scenen.
Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rummet mellem Foyeren og
Kulisserne, og William maatte gaa et Stykke langs med Væggen, inden han
fandt et Par Trin og slap Ind. Saa stod han paa Scenen.
Han blev staaende, genért, trykket op til Kulissen med Bogen i Haanden.
Tilsidst fik en af Herrerne nede ved Prosceniet Øje paa ham og hviskede
et Par Ord til en ældre Mand i brun Overfrakke; denne vendte sig og
talte op imod ham:
"Straks," sagde han, "straks! vi skal blot prøve et Par Bagtæpper." Han
satte Hænderne for Munden og raabte op i Sofitterne, et Bagtæppe
rutschede op og ned; de andre Herrer skævede til William og gik
hviskende ud i Kulissen ...
William stod og saá paa en Gangkone, som støvede Rykstødene af nede i
Parkettet--hun slog Klapperne op med et Smæld--Række efter Række. Det
var som noget spændte ham over Brystet, saa han havde ondt for at trække
Vejret; han lukkede Øjnene for ligesom at besinde sig, tage sig sammen,
fortælle sig selv, at nu var Øjeblikket kommet ...
For han syntes selv, han var næsten ligeglad.
Saa--det kunde nok være, det tog Rutsch i Bagtæppet, det peb i alle
Trisser. Etatsraadens Stemme slog over, saadan skreg han gennem den hule
Haand ...
William kom til at ryste at Kulde, Kinderne var som Is, han havde taget
sin Overfrakke af inde i Foyeren. Nu var Konen helt nede i
Parterret--hun gled da over det med en Harefod, og stadigt smældede hun
ivrigt med Klapperne ...
Lige med ét opdagede William, at der var blevet stille. Etatsraaden tog
sin Stok ved første Kulisse og gik op.
"Altsaa Hr. Høg," sagde han og kneb et firkantet Øjeglas ind under de
graa Bryn.
"Ja--det er William Høg." Tænderne klaprede i Munden.
"De er kommen til at fryse," sagde Etatsraaden stadig med Glasset for
Øjet. "De skulde have beholdt Deres Overfrakke paa." Han vendte sig ud
mod Tilskuerpladsen: "Er Regissøren der?"
Regissørens Hoved kom med et "Ja" til Syne i Orkestret. "Og Hr.
Andersen?"
Man hørte nogen falde over Sætstykkerne i Gangen og tumle ned ad de to
Trin. "Det er en forbandet Økonomi, at man absolut skal brække Benene
for at spare et Gasblus," det var Hr. Andersen, som brummende og
hovedkulds kom ind fra bageste Kulisse.
Hr. Andersen var indhyllet i et uhyre Tørklæde, som dækkede over det
halve Ansigt, og han havde en Kalot over et skaldet Hoved. Han brummede
noget om Ventetid og Frokost og erklærede, at han var færdig.
"Den unge Mand prøver som "Tartuffe"," sagde Etatsraaden.
"Naa, saa er det vel Elmire?" Hr. Andersen begyndte at frigøre sit
Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og spyttede tre Gange. "Man burde
ikke have Theatre i vort Klima," henkastede han alt imens til
Etatsraaden.
William gav Hr. Andersen Bogen og viste ham, hvor det var. Han vilde
begynde med Scenen med Elmire. "Ja, det vil vist ogsaa være nok." Hr.
Andersen forsøgte at stave den smaa Skrift i Bogen, men erklærede ikke
at have Katteøjne. Der blev saa tændt en Række Gasblus i Sofitterne.
William hverken følte eller tænkte. Han var vis paa, at han ikke kunde
et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr.
Andersen sætte et Par Stole frem, svarede mekanisk paa hans Spørgsmaal,
alt lød underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede han
næppe ...
"Ja, Etatsraaden er gaaet ned," sagde Hr. Andersen--han havde raabt
forgæves to Gange--"hvis De ønsker at begynde ..."
"Begynde, ja--lad os saa begynde ..."
Han saá nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hviskende imod
hinanden; helt oppe ved de bageste Bænke gik Gangkonen endnu og slog
Klapperne op. Der blev hysset ad hende, hun slog endnu i Forbifarten et
Par Sæder op, smækkede med den bageste Dør og gik.
"De sidder altsaa dér?" spurgte Hr. Andersen igen.
William nikkede. Etatsraaden rejste sig nede paa første Bænk. "Om vi
begyndte," sagde han, satte sig igen. William saá ham tage et hvidt
Lommetørklæde frem og dække Hovedet, som stadig rokkede over mod
Regissøren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var smøget op
lige til Ørene--