"Dem med Elmire."
"Naa--ja, nu husker jeg. Ja"--Professoren var stadig smilende, sad og
bladede i Oversættelsen--"det er nok ogsaa de nemmeste--for
Opfattelsen."
"Men jeg begynder med Scenen med Dorine. Man maa se ham først."
William gik tilbage, han ventede et Øjeblik, inden han med Ryggen til
Professoren begyndte:
Laurent, gem Svøben, og min Haardragt du forvare--
Og bed til Himlen, at den vil dit Sind opklare ...
Han vendte sig, gik lidt frem, derpaa atter tilbage og talte bortvendt
under de næste Linier:
Hvis nogen søger mig, er jeg i Medynks Hverv
Hos Fangerne, med hvem jeg dele vil min Skærv--
Professoren havde set lidt paa ham ligesom Forbavset, havde utaalmodigt
skudt Brillerne op. Nu varede det lidt, inden han gav Replikken: