"Sæt Dem, kære, sæt Dem," sagde Professoren otte Dage efter, "vi maa jo
tale om det først. Hvordan har De saa tænkt Dem "Tartuffe"?"
William søgte om Ord. "Ikke som den spilles paa Theatret," sagde han
saa.
Professoren lo, "Naa--nej, det er ogsaa min Mening, men hvordan da? De
har vel tænkt Dem en Maske--et bestemt Ydre ..."
"Nej," William blev lidt rød i Hovedet, "jeg havde egentlig tænkt at
spille som jeg ... som jeg var."
Professoren saá hurtigt paa skraa op over Brillerne.
"Det var ikke saa galt," sagde han.
"Ja--for "Tartuffe" skal ikke være styg ... styggere end jeg," rettede
William sig hurtigt.
"Nej, det behøver han ikke." Det lod til, at Professoren morede sig,
han sad, lænet tilbage og saá paa William med store Øjne, og en Gang
imellem nikkede han ligesom forleden. William blev sikrere.
"Og saa skal han slet ikke saadan gaa omkring og messe og være
salvelsesfuld--slet ikke. Jeg har en Gang set en Munk i Cöln--saadan
skal han være ... Han tror selv, han er hellig ..."
"Ja ... det...." Professoren blev ved at more sig, det kunde man tydelig
se.
"Jo, tror Professoren ikke, at de største Hyklere ogsaa hykler for sig
selv?"
"Kan nok være, min unge Ven, kan nok være--jo, lad os saa se, hvordan De
vil gøre det." Og Professoren og William gav sig ivrigt til at stille
Stolene op som forleden.
"Hvem har De talt med om den Rolle?" spurgte saa Professoren.
"Ikke med nogen"--William satte den sidste Stol paa sin Plads--"jeg har
altid tænkt mig den saadan."
"Naa," Professoren var meget livlig, satte sig bredt tilrette i Stolen,
"ja--lad os saa begynde."