William begyndte dybt, i den mørke Tone, hvormed han forskønnende
tilslørede sin Hæshed, og som her gav Fremsigelsen noget tilbagestængt
voldsomt, der virkede stærkt.
Professoren lyttede. Han stod og bed i sine Knoer, men en Gang imellem
saá han over paa William med et Glimt i Øjnene. Han gik lidt tilbage,
igen frem, stadig opmærksom. Saa nikkede han--en Gang til med et Smil.
William blev blussende rød, følte Taarerne staa sig i Øjnene, Varmen gød
sig ud i alle Lemmer.
Det var, som han vaagnede, som han befriedes ved dette Nik. Han aandede
dybt og standsede et Øjeblik som for at sole sig i dette første Glimt af
Sejren. Han syntes, noget bar ham, at han blev løftet højere, mens han
talte ...
Han gav sig han, han glemte at se paa Professoren, glemte Stemmen, talte
blot--
Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud,
næsten sunget dem i sin Glæde. Nu saá han med blussende Kinder paa
Professoren.
Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, saá saa op.
"Men De er hæs idag," sagde han.
William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin egen Stemme--ja, den
var slaaet over. "Ja," stammede han, "jeg er meget hæs." Det var ham,
som skulde han falde i Knæ under Løgnen.