"Har De nogen Rolle med Dem, min unge Ven, for jeg maa naturligvis høre
Dem."
"Jeg har taget Sannæs med," sagde William.
"Sannæs, naa--det var en underlig, teoretisk Rolle,--men sæt Dem, kære
Ven, og lad os tale om Tingen," Professoren skød en Stol hen til William
og satte sig selv i en anden. "Véd De nu ogsaa, hvad De gør?" sagde han
saa og lagde sin Haand deltagende paa Williams Knæ, "at være
Skuespiller, unge Ven, det er den sørgeligste Bane i Verden."
Professoren fik igen Vand i Øjnene, men William forsikrede, han vidste,
hvad det var.
"Og saa er De tilmed af saadan god Familie." Professoren sukkede, lagde
sig noget tilbage i Stolen og sagde noget umotiveret, maaske som Led af
en stille Tankegang: "Aa, ja, det var den Gang." Saa sukkede han igen og
tilføjede i en lysere Tone: "Unge Ven, jeg kendte Deres Bedstefader, det
var en udmærket Mand."
William nikkede, og der blev en Pause.
William tænkte, at Professoren var blevet en meget gammel Mand.
"Naa, saa De har læst Sannæs--hvilke andre Roller har De tænkt Dem at
spille?"
"Jeg véd ikke, om Professoren kender--Lucien."
"Lucien"--Professoren gned sin Pande og tænkte sig om--"Lucien--ja, min
Ven, jeg er en gammel Mand"--et let Spor af Rørelse--"nej, nej, jeg
husker den ikke."
"Det er et fransk Stykke, Hr. Professor."
"Lucien--af Scribe--Aa, Dronning Marguerites Noveller, aa, min unge
Ven,"--Professoren lagde begge sine Hænder paa Williams Skulder--"det
var den Gang."
"Stykket er af Dumas, Hr. Professor."
"Dumas," Professoren rystede paa Hovedet, "kender det ikke, min Ven, og
jeg har dog spillet syvhundrede Roller. Naa, er det en stor Rolle?"
"Nej--men den ... han har kun én Scene ..." Professoren satte Brillerne
fastere.
"En Scene." sagde han.
"Men den er vigtig," stammede William, der begyndte at tabe Sikkerheden.
"Den kan man i det mindste ikke debutere i," sagde Professoren noget
tørrere og skubbede sin Stol lidt bort. "Men--der er vel andre Roller?"
"Jo," William saá ned, han krammede lidt om Stolen og flyttede Benene,
"saa er der "Tartuffe"."
Professoren rettede sig i Sædet og saa igen over Brillerne hen paa
William. "Ja--den kender jeg," sagde han og lod Bagen af sin Haand glide
hen under sin Næse.
Der blev en Pause.
William var blussende rød, turde ikke se op. Han vidste ikke, men han
var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel?
Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og saa paa dette
Menneske paa to og tyve Aar, der vilde spille "Tartuffe".
"Kan De "Tartuffe" ?" spurgte han saa.
"De store Scener," sagde William med Blikket heftet paa Gulvet. "Dem med
Elmire."
"Naa"--Professoren studerede sine Negle--"men det er en svær Rolle, min
unge Ven, og man kan ikke raade til at debutere i den."
"Jeg havde tænkt at debutere i Sannæs."
"Det er sandt, Sannæs--men De sagde jo, De havde Bogen med. Lad mig saa
høre den da."
Professoren fik Bogen, gav sig til at rode paa kryds og paa tværs efter
Scenen med Valborg, skubbede Brillerne, saá op og saá ned.
William havde kun én Tanke, at denne gamle Mand ikke kunde afgøre hans
Skæbne. Den Tanke belejrede ham: gaa, skyde det op, idetmindste gaa til
en anden. Men pludseligt saá han ind i dette besynderlige graa Mørke,
som siden hin Samtale med Margrete saa ofte havde værst hans Tankers
Skræk, og han ligesom satte sig fastere i Stolen. Han maatte blive.
Professorer havde fundet det. Han læste det hurtigt igennem, halvhøjt,
og hele hans Ansigt forandredes under Læsningen. Der var, ligesom han
havde kastet en Maske, som var han blevet tyve Aar yngre. "Naa, nu véd
jeg det"--han rejste sig, hele hans Figur var elastisk-bevægelig, "nu
har jeg det ..."
William tænkte paa, at man skulde tro, han havde kastet et Par Krykker.
Og i samme Nu sagde han til sig selv, at nu maatte han, nu gjaldt det.
Den Mand, som gik og lavede Scene paa Gulvet ved at stille Stole op i en
Halvkreds, vilde dog kunne afgøre hans Skæbne, dog kunne se....
Og pludselig blev han rolig. Han kunde, og nu maatte han. Professoren
var færdig. Dér sad Tilskuerne, dér var Døren, der Mellemdørene; nu
skulde han give Replikkerne.
Han satte sig paa Tilskuerpladsen, William stillede sig op i
Baggrundsdøren. "Saa begynder vi," sagde Professoren.
William kom ind og begyndte. Replikkerne er korte, afbrudte.
"Tal højere," sagde Professoren. "Meget højere, jeg kan ikke høre
Stemmen."
William tog ikke Øjnene bort fra hans Ansigt, han agtede paa hans Mine;
havde han haft tusind Øjne, de vilde lige skarpt, lige ufravendt have
hvilet paa dette Ansigt.
Han hørte sin egen Stemme, vidste, at han sagde Replikkerne, som han
vilde. Men det var ham, som en Fremmed sagde dem, som om en anden
spillede og bevægede sig. Han saá kun paa dette Ansigt Men det var
stadig ubevægeligt. Professoren gav Stikreplikkerne, bøjet over Bogen,
uden Bevægelse i Ansigter, uden at løfte Øjnene.
Og mens William stirrede paa Trækkene, saá han ham staaende den Gang i
Sorø smilende med Hænderne i Lommen--aa, det Smil. Og mens Sveden sprang
frem paa hans Pande, spurgte han sig selv, naar han vilde begynde at
smile--han længtes efter at se det, han maatte, maatte se det.
"Det er lutter Smaareplikker," sagde Professoren uden at løfte Ansigtet
fra Bogen, "det er lidt svært at komme i Affekt paa for en Begynder."
William følte det selv: "Ja, Replikkerne er meget korte," sagde han.
Professoren faldt i Tanker med Bogen i Hænderne. William ventede stillet
til en Stol.
"Og man kan heller ikke høre Stemmen. De holder den nede i lutter
Mellemtoner .."
"Maaske kunde jeg tage et Digt ..."
"Ja, kan De et," Professoren saá op, "saa kan jeg se paa Dem med det
samme."
"Et af Fiskerjenten ..."
"Naa, ja, det deklamerer de alle. Kom saa ind og buk." Professoren
rejste sig, trykkede Brillerne fast mod Næsen og ventede.
William kom ind og bukkede. "Dybere," sagde Professoren, "dybere ... man
maa altid bukke dybt for Publikum."