"Hvad for nogle af dem? Jeg har lidt mange, skal jeg sige Dem."
"Som siger, at De ikke sætter noget ind."
"Naa ja. Men, naar man nu ikke har noget, bedste Høg."
"Men, det er jo det, der er Modsigelsen--naar De har Talentet."
"Vist, vist saa," han rejste sig lidt utaalmodigt ... "Men lad os nu
ikke tale mere om det ..."
"Ja,--men, det er netop det, jeg ikke forstaar, og som"--William talte
heftigt--"Jeg maa forstaa ..."
Hoff standsede. William gik frem og tilbage ovre foran Flygelet i
hurtige Drejninger. Saa gik Hoff over og tog ham om Skuldrene.
"Lad os hellere tale om Dem," sagde han.
"Men dette er jo netop om mig," William dukkede Hovedet.
Hoff gik to Gange op og ned med ham under Armen. Han syntes, William
blev lidt roligere.
"Maaske tror jeg ikke paa mit eget Talent," sagde han.
"Hvorfor skriver De saa?"
Der var noget tilbagetrængt i Tonen, da Hoff svarede: "Jeg har jo
fortalt Dem om Dusinet, kære Høg, og saa koster det virkelig en Del at
føre dette Hus ..."
"Ja, men hvor kan De det?"
"Naar jeg siger, at jeg ikke tror paa mit eget Talent, saa er det
naturligvis ikke saadan at forstaa. Talent har jeg, men--ja, hvordan
skal jeg sige for ikke at sige for meget? Ser De--bedste--Talent og Liv
er ét--det er Sagen. Naar nu Livet er ormstukket, og man véd det, saa
har man ogsaa lidt ondt ved at gøre noget for Talentet."
De gik igen lidt. William saá fra Siden hen paa Hoff. Det var, som
pludselig en graa Maske havde lagt sig over hans Ansigt:
"Og nu De," sagde han, "hvad vil De saa mere end fri til Frøken Blom?"
"Hvad alle vil--blive til noget ..."
"Hm--naa, lidt mer end alle andre. Ellers rejser man sig ikke og gør sig
latterlig ved at tale for Arbejdet til de umælende."
William vidste ikke, hvad han skulde svare. Saa sagde Hoff:
"Jeg trænger mig ikke paa, bedste Høg, jeg tænkte blot, De maaske kunde
have godt af at tale med et Menneske om det ..."
Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog
William. Han blev pludselig meget blød: "Men der er ingen, som tror paa
mig," hviskede han, det "gik i ham". "Slet ingen."
"Aa, det skal De saamæn ikke bryde Dem om, det er "Publikum" sjældent
saa villig til--men tror De selv?"
William svarede ikke. Han gik og bed sig i Læben for at beherske sin
Bevægelse, men saa rev han sig pludselig løs fra Hoff og satte sig hen
paa Chaiselonguen i Hjørnet.
"Men det er jo det eneste, jeg selv tror paa," sagde han, tav saa, sad
og rokkede med Overkroppen. "Det hele beror paa det--jeg kunde ikke leve
som andre--nej, jeg kunde ikke. Men saa er det, at slet ingen tror, slet
ingen tror, og jeg véd, at naar det gaar galt, saa er det forbi. Aa,"
han kastede sig ned, "det er forfærdeligt ... Véd De, at min Fader var
sindssyg, min Moder døde af Brystsyge--"
"Aa--Snik, Snak, saadan kunde vi jo alle sige--"
"Maaske, men saa er det netop Ulykken, naar de andre virkelig er
ligesaa ulykkelige som jeg ..."
"Kære Høg, se Tingen mere roligt ... det nytter skam ikke ..."
"Jeg ser den jo ligesom De. Hvis det er alle Forældre, der var som mine,
saa er det blot Tiden, som er haabløs ..."
"Ja, kære Ven, min private Mening er det jo nok, at Samfundet og vi
forbereder en ny og forbedret Udgave af Syndfloden, men saa kan vi da
idetmindste efterligne de andre: de dansede, lige til Floden kom."
"Aa nej, jeg kan ikke spøge med det. Det, jeg tror paa, har holdt mig
oppe nu snart i fem Aar, jeg har levet for det, kun for det: "Ser De,
jeg er hallucineret om Natten, jeg hoster--alt. Men jeg har arbejdet,
kæmpet for det, fordi jeg troede--men naar jeg nu havde taget
fejl--saa--ja, saa var det forbi ... Det er sandt--jeg har været
forelsket i Margrete Blom i lang Tid ... og--aa, hvor er hun ogsaa smuk
... saa Frisk ... Vi har set hinanden hver Dag ... Ved De, at somme
Tider i disse Aar, hvor jeg har kæmpet med min Svaghed som med vilde
Dyr--hvor jeg har lidt og været søvnløs--jeg har vaaget om Nætterne og
skreget efter En, der troede--blot En, der vilde tro ... Man kan føle en
ligefrem Tørst, der svider--og saa er der ingen--heller ikke
hun--nej--nej--nej--De skal ikke trøste mig ..."
Han holdt inde, rev Lommetørklædet op af Lommen og hulkede. Hoff stod
ved Siden af, han lagde blidt sin Haand paa hans Haar og glattede det.
William tog Hovedet bort, som om Haanden tyngede ham.
"Nej, ingen tror paa mig," hviskede han.
"Men i Himlens Navn, saa tag fat, Menneske, og tving dem til det." Hoff
kæmpede med sin Bevægelse og gik over mod Flygelet. Han aabnede det og
slog nogle Akkorder an.
Bagved paa Chaiselonguen laa William og hulkede.
Saa gav han sig til at spille. Han sad, mens han spillede og lyttede til
William, mærkede, at Graaden blev mindre voldsom.
Det var et Tema af Rubinstein, et brusende Tema af en Salonkomposition,
en Galop. Hoff varierede det, lod det komme tilbage, glattede det ud.
Bestandig blev det mildere.
William var holdt op med at hulke, han sad oprejst i Sofaen, støttet mod
dens Ryg, rød og ophedet af Graaden. Lidt efter gik han hen over Gulvet
og satte sig foran Kakkelovnen. Ilden var gaaet ud.
Hoff spillede stadig. Han var slaaet over i noget andet, noget vemodigt
og klagende, hvor Tonerne sukkede mildt under hans Anslag. Saa gled det
helt ud, og han holdt op.
"Hvad var det?" spurgte William hennefra.
"Det første var af Rubinstein," han sad og saá ind i Lyset paa Flygelet.
"Det var saa mildt," sagde William.
"Aa ja," Hoff rejste sig og lukkede, "et Flygel er en ganske rar Ting."
De talte ikke en lille Tid. Saa sagde William for at komme bort fra
dette:
"Det er dog tre underlige Buster, De har, Hoff."
"Det, véd jeg, finder de fleste Folk," svarede Hoff og saá sig om, "jeg
synes nu, de tre hører sammen. Den Hjerne, som tænkte den Dame dér"--han
pegede paa Venus--"har været genial. Han gjorde Kærlighedsgudinden til
en Skæbnegudinde. Du gode Gud, og saa kalder Folk den Statue for en
fornøjelig Figur--ja, hver sin Smag ..."
Han heldte lidt Champagne op i sit Glas.
Nej, den Dame ofrer skam ikke Blomster, hun forlanger Livet. Det er det,
Kunstneren har villet fortælle os. Moloch og Venus victrix--hvem mon der
er ofret de fleste Liv? Menneskeofringer vil den Kone ha'e ... Jeg véd
ingen Statue, der passer bedre som Pendant til Venus end Niobe, Gudinde
for Smerten."
"Og saa Antinous."
"Ja rør ikke ved ham, kære Høg, ham maa vi skam ha'e Sympati for, saa
sandt jeg hedder Bernhard Hoff. Pokker tro paa Sagnet--det er vel kun
dumt Vaas ... Nej, jeg tror, det Billede kun er Billedet af et stakkels
Barn, man maa have givet mere at bære paa, end han kunde udholde, en
tidlig Sorg, altfor tidlig Erfaring, en stor Hemmelighed eller hvad véd
jeg. Nok er det--hans Skuldre kunde ikke bære det, og saa lukkede han
Munden fast sammen om sine Skrig og lagde Nilens og Akerons Vande
imellem Verden og sig--Nej, der er god Mening i de tre Buster ..."
William gik hen og tog sin Frakke. "Gaar De," spurgte Hoff.
"Ja. Klokken er halvseks ..."
"Er den det--ja. Tiden gaar." Han hjalp William Frakken paa, stod saa
lidt og ventede:
"Og hvad saa imorgen?" spurgte han.
"Nu maa det gøres," sagde William, holdt inde, drog Vejret dybt, sagde
saa sagtere: "Det er Skuespiller, jeg vil være."
"Jeg tænkte det."
William stod endnu et Par Øjeblikke. Derpaa rakte han Hoff Haanden:
"Godnat," sagde han, "og Tak for iaften."
"God Nat, Høg--og kom snart igen."
Høg lukkede Døren, og Hoff gik tilbage i Stuen. Han aabnede et Par
Breve, som laa paa Skrivebordet, tog fat paa et Ark Korrektur. Men
Pennen kradsede, det vilde ikke gaa. Tilsidst slog han Korrekturen
sammen og sad længe med Hovedet støttet paa sine Hænder og saá ind i
Lampen. Rejste sig saa og gik heftigt op og ned ad Gulvet.
Tilsidst standsede han foran Chatollet, aabnede det og stod noget lænet
til Klappen, lukkede den inderste Skuffe op og tog et Billede frem. Han
holdt det hen under Lampen og saá længe paa det ...
Om Morgenen, da Bernhard Hoffs Værtinde kom ind, sad han med Lampen
tændt og skrev ved sit Bord.
"Men Gud bevar'es, Hr. Hoff, har De nu ikke været i Seng igen inat?"
sagde hun.
"Aa, det blev for sent, Madam Lund, og saa har jeg saa gyselig travlt."
* * * * *
V
Professoren saá op og ned ad ham og drejede ham rundt et Par Gange.
"De er ikke blevet meget større," sagde han saa og skød Brillerne op i
Panden. "Men sandt at sige, der er dem, som er mindre."
"Jeg er omtrent saa høj som Professoren," sagde William og skævede til
Pillespejlet.
"Saa?--nej, min kære," Professoren rettede sig og forsøgte at se William
over Hovedet, "det ta'er De virkelig Fejl i--jeg er godt og vel et halvt
Hoved højere. Men, det forstaar sig, min unge Ven, har man Talent, saa
er man stor nok, selv om man er lille."
Professoren fik Taarer i Øjnene og faldt i Tanker.
"Ja, saamæn er man saa," gentog han og skød atter til Brillerne. "Og
Stemmen var jo dejlig." fortsatte han, efter at Rørelsen havde sat sig
lidt. "Det var jo et pragtfuldt Organ."