"Mener De "Rødderne"?"
"Ja, de Mennesker," han pegede hen mod Skrivebordet.
"De lever paa "Minutterne", og saa i Pauserne taler de om "Minutterne".
Lad de tre af mine Kumpaner komme sammen her i Stuen, og jeg vil ikke
hedde Bernhard Hoff, om de ikke inden fem Minutter har talt i de fire
Minutter om "Piger"."
William tog sig om Hovedet: "Nej, det forstaar jeg ikke," sagde han,
"kan jeg ikke forstaa--"
"Kære, tag det nu ikke saa tragisk. Det er en ren Overtro, at man
behøver at have noget at tro paa for at være tilfreds. Kun, naar man vil
have noget gjort, er det nødvendigt. Men hvem indestaar os for, at det
er saa behageligt?"
"Ja, men naar man nu vil have noget gjort?" sagde William. Hoff syntes,
der var saadan noget sløvt i Tonen.
"Ja, ser De," han satte sig igen foran Ilden, "saa bliver Tingen
vanskeligere."
"Nu De selv?" William spurgte hurtigt, saá op. "De arbejder jo meget?"
"Aa--mere end de fleste, men meget, naa maaske ..."
"Ja, og hvorfor arbejder De saa? Hvorfor vil De det? Hvad tror De selv
paa?"
"Tror paa--tror paa? Aa, jeg har den bedste Grund til at tro, at der
oppe i "Kvindelig Læseforening" findes et Dusin ældre Damer, som læser
mig med Fornøjelse, og de Damer har sandelig altfor god en Smag til, at
jeg ikke skulde vise mig dem taknemmelig ..."
"Ja, men--" det lød utaalmodigt og William rejste sig fra Stolen for at
gaa henad Gulvet--"De siger ikke, hvad De egentlig mener."
"For det meste." Hoff saá efter ham og rystede paa Hovedet. "Ser De, De
tager nu Sagen saa ungt, men Tingen er, at man, selv om man har opgivet
noget, kan leve meget behageligt paa Stumperne. Naar man har opgivet at
faa noget udrettet, saa indretter man sig som jeg, der, mine
Kreditorers Overhæng fraregnet, som De ser, har det grumme behageligt.
Man lever uden Illusioner--det værste er, at man en Gang imellem kan
faa et Anfald af den gamle Sygdom og i otte Dage, fjorten Dage, ja--med
Skam at tale om--det kan hændes i tre Uger--kan faa den vanvittige Idé
igen ar tro godt om et Menneske. Saa har man det, naar man bliver
skuffet, lidt ondt igen i tre, fire Dage, indtil man ogsaa slipper
det--naa, som sagt, det er det værste ..."
"Men Deres Talent da?"
"Aa--mit Talent!"
"Men det er jo netop Sagen, Hvorfor tror De ikke paa det? De har jo dog
Talent, hvorfor bliver De saa ikke hellere lykkelig ved at tro paa det
og saa arbejde for det?" ...
Hoff svarede ikke, han sad og hamrede med sine Hæle paa Kakkelovnen, tog
saa sit Glas og tømte det.
"Naar De har Talent, saa har De jo noget at leve for ..."
"Hvis man Forresten gad--ja. Men, kære, er det Umagen værd?"