"De kan ikke mene alt, hvad De siger," sagde William.
"Aa--jo, det meste, og det er allerede galt nok. Men saa er det ogsaa
saadan en dejlig Hvile at omgaas de Mennesker. Folk, som virkelig føler
for En, skaffer En Scener og Hovedbrud og Ubehageligheder--disse er skam
ligeglade, naar der bare er en Chaiselongue i min Spisestue, de kan sove
paa, naar de er fulde."
Hoff talte roligt, i lidt afbrudte Sætninger, Tonen var køligt haanende,
det hele kunde se ud som en Spøg. Men paa Williams Sind, der var
ophidset af Sindsbevægelserne fra Ballet, gjorde denne Afklædning, netop
nu, det stærkeste Indtryk.
Han var lige fra Samtalen med Margrete gaaet om i en vis Sløvhed, hvor
altfor mange Tanker, altfor mange Sindsbevægelser arbejdede i den samme
Hjerne til, at han kunde gribe nogen enkelt. Hvad han havde følt, havde
snarest været den vage Smerte, som vi fornemmer, naar vi efter en lang
Bevidstløshed, i en svær Sygdom, vaagner til halv Klarhed, vort Legeme
er tungt, vi aner Slaget, forstaar, at vi lider, men Smerten har saa at
sige ikke taget Form i vor Bevidsthed.
Han havde i hint Øjeblik, da Margrete sagde: "Naar De ikke vilde være
Skuespiller," ligesom følt et Islagen lægge sig over alle sine Lemmer,
han var blevet berørt af en rent legemligt stivnende Fornemmelse. Saa
var han faldet sammen i Sløvhed.
Nu først vaagnede han.
De havde siddet noget tavse. Hoff havde rejst sig, han tog en Flakon,
hvis Indhold han hældte ned ad sin Ryg.
"Vi har svage Rygrade i den Hoff'ske Familie," sagde han, "og den maa
muntres."
William hørte det ikke, han var helt optaget af sine egne Tanker. Hoff
gik op og ned ad Gulvet.