"Aa, der er Frederik."
Grevinde Hatzfeldt løftede sit Slæb op paa Armen og lod ham lægge det
sorte Pelsværk om sig, rakte saa Høg Haanden.
"Tro mig--jeg er Deres Veninde!" sagde hun. William blev besynderlig
forvirret ved det Haandtryk. Han bukkede. Grevinden ventede et Øjeblik:
"Og jeg venter Dem, naar De trænger til en Ven." sagde hun og saá paa
ham, inden hun vendte sig og med Tjeneren gik ned ad Trappen.
Da William lidt efter kom ned i Porten, stod Hoff der og rullede en
Cigaret. "Jeg skænker Etatsraaden Cigarerne," sagde han, "siden jeg
ikke var ganske sikker paa, om jeg skulde have af højre eller venstre
Lomme, og jeg plejer at ryge gode Cigarer."
"Højre eller venstre Lomme?"
"Ja kære, Etatsraaden har som alle andre Mennesker to Kjolelommer og
femten Cigarer i hver Kjolelomme--af forskellig Kvalitet."
De gik ud af Porten, ned om Hjørnet. "De skal?" spurgte Hoff.
"Ned ad Kongens Nytorv til."
"Naa, saa kan vi følges." De gik hver paa sin Flise, ved Siden af
hinanden. Hoff fløjtede og stampede lidt med Hælene for Kulden.
"Kender De Grevinde Hatzfeldt," spurgte han, da de havde gaaet lidt,
"den høje blonde?"
"Jeg har kun set hende én Gang før," William holdt inde, "i Hamborg paa
en Rejse."
"Naa"--Hoff? fløjtede--"det saá ud til, at Grevinden interesserede sig
for Dem--men det ... vil jo--ikke sige meget ... Grevinden interesserer
sig i det hele overordentlig for unge Mennesker."
"Hvor er Greven?"
"Greven? kære, han er død." Hoff studerede Brostenene.
"Død ... saa hun er Enke, det troede jeg ikke."
"Bedste Hr. Høg, det er hun rigtignok, tilmed velmeriteret: Excellencen
døde efter tre Fjerdingaars Ægteskab. Ser De, det var en ældre Kavalér,
meget forelsket ..."
"Kender De Grevinden?"
"Jo ..." Han gav sig til at le: "Nej vist ikke, vi blev jo først
præsenteret for hinanden iaften."
De gik lidt, saa sagde Hoff: "Men jeg har hørt meget om hende ... af en
Ven."
William var tung i Hovedet af Sindsbevægelse, og det anstrengte ham at
tale. Han lagde ikke Mærke til, at Hoff standsede paa Hjørnet under en
Gaslygte.
"Her bor jeg," sagde Hoff.
William saá sig om. "Allerede," sagde han, og mest for at sige noget,
inden han bød "Farvel"--han følte, han havde været uhøflig--spurgte han:
"Hvorfor var det saa naivt at holde den Tale?"
"Gudbevares--det var kun elskværdigt, men De kunde rigtignok ligesaa
godt have sagt Abracadabra!"
"Det forstaar jeg ikke."
"Aa, det kan osse være det samme, det er nemlig ikke saa lysteligt at
forstaa: for at arbejde maa man tro, jeg mener naturligvis for at
arbejde alvorligt, for at tage fat, begynde. Og for denne Generation
gælder det virkelig om at tage fat ..."
De var begyndt at gaa op ad Sidegaden. William fulgte med uden at tænke
over det.
"Men er den da virkelig slet ikke begyndt paa at tage fat ..."
"Jo, paa at snakke. Det vil sige--Praktikerne gør jeg naturligvis Uret.
De ta'er jo fat. Jeg talte paa Ballet med en af mine Skolekammerater og
spurgte--rent af Vanvare, for jeg vidste skam godt, det var en Dumhed
--om han havde læst "Marie Grubbe", og saa svarede Idioten mig--det var
naturligvis halvvejs en Finte til mig--at han læste ikke saadanne Bøger,
inden han havde faaet sin Eksamen--."
William lo.
"Le ikke, kære, Manden har jo Ret. Det er hans Genre, jeg kalder
Praktikerne. I deres Universitetstid læser de seks Timer og forsømmer
aldrig Manuduktøren. Men de overanstrenger sig ikke--Eksamen er jo ikke
det hele, knap det halve. Naar de er tyve Aar, begynder de paa at danne
sig et tilkommende Klientel, og de dyrker roligt en fornuftig
Selskabelighed for at lægge Miner for en tilkommende Kone ...
"De overdriver ..."
"Aldeles ikke. De Folk har min fulde Beundring. De vil reussere--det er
altid noget."
"Hvad tror de saa paa?"
"Ja, det er Sagen"--han standsede uden for en lav Port, et gammelt,
graat Sted--"med Troen er det jo lidt smaat. De tror, at Livet er noget
behageligt, og det besynderligste af det hele er, at jeg tør dø paa, at
de fleste af dem gaar ud af Tilværelsen med ganske den samme latterlige
Overbevisning. Hør, gaar De ikke med op, der er Ild i Kakkelovnen, og
jeg tror, jeg har en Flaske Champagne i min Buffet--"
William takkede, men syntes det var for meget. Saa gik han dog ind med,
han vilde gerne være sammen med nogen, han var angst for at være alene--
Han turde ikke være alene. Og nu, naar han talte med Hoff eller rettere
lod Hoff tale, saa trængtes det tilbage, han var bange for ...
Hoff strøg en Tændstik. "Fald for Guds Skyld ikke paa Trappen," sagde
han, "den er skrækkelig."
William snublede over et Par højst irregulære Trin, og endelig naaede de
op. "Værs'go, nu skal jeg straks tænde Lys." En varm, stærkt parfumeret
Luft slog dem i Møde fra Døren, William følte, der var Tæppe paa Gulvet
og spurgte om Maatten.
"Bedste Ven, jeg har ingen--men det gør saamæn ingen Ting, Tæppet er
allerede halvt ødelagt."
Hoff tændte et Lys og gav sig til at rasle med Hængelampen under Loftet.
"Ser De," sagde han, mens han tændte, og sprang pludselig tilbage til
den forladte Samtale, "deres Lykke er, at de er uden Lidenskaber--Himlen
skal vide, hvordan det kan gaa til, men de har faktisk ingen: derfor kan
de lade Huslægen regulere det hele, baade Læsning og Leben. Men"--han
satte Kuplen paa--"til at skabe noget nyt skal man jo rigtignok bruge
andet end Fiskemennesker."
Han hjalp William Frakken af. "Sæt Dem ned, saa kommer jeg straks med
Vinen."
Høg saá sig om i Stuen. Det var en stor Stue med tre Fag og mange Døre,
men baade for Døre og Vinduer var der en Uendelighed af røde Portièrer,
saa Værelset noget nær lignede et Telt. Rundt omkring var der stillet
Blomster op paa Holdere, store Træer i Kroge og Hjørner, bag Puffer og
Sofaer, der stod i vild Uorden blandet med en Mængde forskellige Stole,
alle magelige, men yderst varierede i Façon.
Paa Pillerne stod Afrodite og Niobe paa Søjler, bag Skrivebordet
Antinous.
Flygelet var stillet halvt ud paa Gulvet med en udstoppet Ørn og en stor
Del Fotografier paa Laaget.
William syntes næsten ikke, han kunde aande, saa parfumeret var her.
Han stod bøjet over Skrivebordet og saá paa nogle Portrætter, der var
stillet op, saa de fyldte næsten hele Bordet, da Hoff kom ind med en
Flaske Champagne og to Glas.
"De drikker jo Champagne?--Naa, for jeg drikker i Vinter ikke andet."
Han kom hen til William. "De gør Bekendtskab med min Omgangskreds, ser
jeg," sagde han og pegede paa Billederne, "en smuk Samling."
"Jeg kender de fleste fra Gaden ..."
"Ja, det er rimeligt nok. Men lad os heller sætte os hen--jeg holder saa
lidt af at staa." Han skød en Flugtstol frem foran Kakkelovnen og bød
William, satte sig selv i en Lænestol, hvor han pressede sig sammen
mellem nogle Puder og satte Fødderne mod Kakkelovnspladen. "Aa, hvor det
er dejligt at sidde godt hjemme hos sig selv! Men à propos Billederne,
jeg kunde se deres Forbavselse--De tænkte--og De tænkte egentlig højt,
for De har et mærkeligt, mimisk Talent--at det var nogle besynderlige
Rødder at omgaas ..."
"Det tænkte jeg ikke ... men ..."
"Aa Snak, hvorfor vil De nu ikke være ved det? De har jo Ret. Men jeg
sympatiserer med de Folk. De er saa rart bare paa Illusioner og Følelser
og det hele. De lader deres Liv være Pause mellem to minutlange
Kærlighedsforstaaelser, og de dør, ødelagte af Udskejelser, uden nogen
Sinde at have følt Lidenskab eller saa meget som vide, hvad det er at
elske ..."